Familier! Lær at holde sammen før det er for sent

„Familien er den ældste menneskelige institution. På mange måder er det også den vigtigste. Den er samfundets grundenhed. Hele kulturer er enten fortsat eller forsvundet, afhængigt af om familielivet har været stærkt eller svagt.“ — The World Book Encyclopedia (1973-udgaven).

FAMILIEN er som en paraply der beskytter børnene. Men mange steder i dag er paraplyen fyldt med huller, mange andre steder er den blevet slået sammen og anbragt i garderobeskabet. Det traditionelle familiemønster bliver ofte forkastet som forældet. Fjernsynskomedier skildrer fædre som dumme og uduelige, mødre som lidt klogere, men børnene som de klogeste.

Ægteskabelig utroskab er hverdagskost. I nogle industrilande ender hvert andet førstegangsægteskab med skilsmisse. Efterhånden som skilsmissetallene stiger, bliver der flere og flere eneforsørgerfamilier. Flere og flere lever sammen uden at være gift. Sex — det være sig naturlig eller unaturlig — er hovedtemaet i mange film og videoer. Skoler betragter afholdenhed som umuligt og uddeler kondomer for at gøre utugt sikkert — hvad det alligevel ikke er. Det vrimler med seksuelt overførte sygdomme og teenagegraviditeter. Børnene bliver ofre — hvis de overhovedet får lov at blive født. Når den traditionelle familie bryder sammen er det først og fremmest børnene der bliver tabere.

For år tilbage skrev nobelpristageren Alexis Carrel i sin bog Mennesket det ukendte: „Det moderne Samfund har begaaet en alvorlig Fejltagelse ved helt at erstatte Familieopdragelsen med Skolen. Mødrene afleverer deres Børn i Børnehaven for at kunne sørge for deres egen Karriere, deres sociale Ambitioner, deres seksuelle Fornøjelser, deres litterære eller kunstneriske Indfald eller simpelthen for at spille Bridge, gaa i Biografen og spilde deres Tid med travl Lediggang. Det er derfor deres Skyld, at den Familiegruppe er forsvundet, hvor Barnet holdtes i Kontakt med de voksne og lærte en hel Del af dem. . . . For at naa sin fulde Styrke behøver Individet den forholdsvise Isolation og den Opmærksomhed, det faar fra den begrænsede Samfundsgruppe, som Familien udgør.“ — Side 225-26.

Komikeren Steve Allen har kommenteret fjernsynets skadelige indvirkning på familien, med dets beskidte sprog og dets ublu skildring af kønslig umoralitet, på følgende måde: „Denne strøm fører os lige lukt ned i kloakken. Det sprog som forældre forbyder deres børn at bruge, bliver ikke blot fremmet af producenterne af kabel-tv, men også af de engang så pæne fjernsynskanaler. Det utal af tv-programmer hvori der optræder børn og andre som bruger et vulgært sprog, vidner blot om den amerikanske families sammenbrud.“

Hvad er det for en arv samfundet giver videre til børnene? Det fremgår af aviserne, fjernsynsprogrammerne, videofilmene, nyhedsudsendelserne, rap-musikken og de voksnes eksempel. Børn bliver stopfodret med mental og følelsesmæssig junkfood. „Hvis man ønsker at ødelægge et lands økonomi, sætter man falske penge i omløb,“ sagde den tidligere engelske undervisningsminister sir Keith Joseph. Og han tilføjede: „Man ødelægger et samfund ved at forføre børnene.“ Ifølge Ordbog over det Danske Sprog betyder ordet „forføre“ at „lede bort fra det rette, føre på afveje; forlede“. Dette sker for mange børn i dag. Der tales meget om ungdomskriminalitet, man skulle tale mere om voksenkriminalitet.

Det vil hævne sig

Judonne trækker en pistol og skyder Jermaine tre gange i brystet. Jermaine dør; han blev 15. Judonne er 14. De havde været perlevenner, men var kommet op at skændes om en pige.

Et hundrede mennesker overværede begravelsen af den 16-årige Michael Hilliard. Han blev skudt i nakken da han gik sin vej fra et skænderi ved en basketballkamp.

Tre teenagere i Brooklyn, New York, sætter ild til et hjemløst par. Først forsøger de med alkohol, men det vil ikke brænde. Derefter prøver de med benzin — det brænder!

I Florida skubber en femårig et lille barn i døden fra en fem etager høj trappeskakt.

En tiårig i Texas skyder sin legekammerat og gemmer hans lig under huset.

I New York City tager en bande i nitten-tyveårsalderen ud og „slår sig løs“, bevæbnede med boldtræer, metalrør, økser, knive og en flækkekniv. Én får halsen skåret over og mange bliver lemlæstet. Deres motiv? En af politifolkene som efterforskede sagen, siger: „Det morer dem at overfalde hjemløse.“

I Detroit i Michigan voldtager to drenge på 11 og 15 år en pige på 2. Derpå smider de deres offer i en container.

I Cleveland, Ohio, voldtager fire drenge i alderen fra seks til ni år en niårig pige på en skole. „Dette fortæller en hel del om hvad der foregår i dette land. Vore værdinormer er ved at blive skyllet ud i kloakken,“ udtaler Brent Larkins, spalteskribent ved Clevelandavisen Plain Dealer.

Dr. Leslie Fisher, der er professor i psykologi ved Clevelands Statsuniversitet, giver fjernsynet skylden. Han kalder det for „en stor sexmaskine“ og siger at „børn på 8 og 9 år ser den slags“. Han giver også forældrene skylden for den amerikanske families dårlige tilstand: „Mor og far går alt for højt op i deres egne problemer og giver sig ikke tid til deres børn.“

Når man sår fordærv, høster man fordærv

Forskellige samfundselementer, især medierne og underholdningsbranchen — elementer der lefler for alt det dårlige i mennesket — udpensler sex, vold og korruption og er derved i høj grad med til at føre familien og de unge på gale veje. Resultatet udebliver ikke: Sår man fordærv, vil man også høste fordærv.

Er samfundet ved at udklække en generation uden samvittighed? Dette spørgsmål blev stillet efter at en bande af hærgende teenagere havde slået en 28-årig kvinde ned i Central Park i New York, voldtaget hende og efterladt hende i den tro at hun var død. Politiet udtalte at de unge var „selvglade og samvittighedsløse“ og „grinede, snakkede og sang“ da de blev arresteret. Deres motiver til at begå forbrydelsen? „Det var sjovt“, „vi kedede os“, „vi skulle lave et eller andet“. Tidsskriftet Time kaldte dem „psykisk afstumpede“ og sagde at de havde „mistet, eller måske aldrig udviklet, den psykiske mekanisme vi kalder samvittighed“.

U.S.News & World Report har skrevet: „Vor nation må forsøge at forhindre at der kommer endnu en generation uden samvittighed.“ En fremtrædende psykolog, dr. Ken Magid, og Carole McKelvey belyser denne fare i deres debatbog High Risk: Children Without a Conscience (Fare: Børn uden samvittighed). Udtalelser fra mange psykologer og psykiatere støtter dr. Magids teori om at det egentlige problem er at der ikke opdyrkes et stærkt forhold mellem forældre og børn ved fødselen og i de første år hvor børn er så lette at forme.

Familien må derfor styrke sammenholdet i disse afgørende år, før det er for sent!

Kærlighed ved første blik — og for evigt!

„HELT nyfødte spædbørn er meget vågne og interesserede i deres omgivelser,“ siger dr. Cecilia McCarton fra Albert Einstein College of Medicine i New York. „De reagerer især på det moderen gør. De opfanger lyde, og holder øjnene fæstet på moderens ansigt.“ Moderen får øjenkontakt med sit barn, og det er kærlighed ved første blik — for begge parter!

Dette bånd mellem moder og barn opstår naturligt hvis fødselen foregår naturligt, og der ikke bruges medicin som sløver moderens og barnets sanser. Barnets skrig stimulerer moderens mælkeproduktion. Når barnets hud rører moderens, udløses der et hormon som mindsker moderens blødning efter fødselen. Barnet fødes med et indbygget program i hjernen som sikrer gensidig hengivenhed — det kan græde, die, pludre, klukke, smile og sparke livligt for at påkalde sig moderens opmærksomhed. På grund af det nære forhold til moderen udvikler barnet evnen til at vise kærlighed, omsorg og tillid. Faderen bliver også hurtigt genstand for hengivenhed. Hans forhold til barnet mangler måske moderens intimitet, men til gengæld kan faderens leg med babyen få den lille til at hvine og sprælle af iver og glæde.

Dr. Richard Restak siger at knus og kærtegn er som et næringsstof for nyfødte. „Berøring er lige så nødvendigt for at barnet kan udvikle sig normalt, som føde og ilt. Moderen tager barnet i sine arme og knuger det ind til sig, hvorved der iværksættes en række psykobiologiske processer.“ Samtidig udvikler hjernen „en helt anden fysiognomi med furer og forhøjninger“.

Værn mod fremmedgørelse

Nogle mener at hvis dette nære forhold mellem moder og barn ikke etableres ved fødselen, lurer tragedien forude. Det er nu ikke helt rigtigt. I ugens løb er der hundreder af intime stunder hvor moderen ved at vise kærlighed har mulighed for at opbygge et nært forhold til barnet. Men hvis barnet gennem længere tid berøves den intime kontakt kan det få tragiske konsekvenser. „Vi har brug for hinanden hele livet,“ fortæller dr. Restak, „men behovet er mest akut i det første leveår. Hvis man berøver et barn lyset, muligheden for at se et menneskeansigt, glæden ved at blive taget op, omfavnet, dikket, berørt og gjort stads af, vil det tage skade.“

Der er mange årsager til at spædbørn græder. Almindeligvis ønsker de opmærksomhed. Hvis ikke deres gråd bliver besvaret efter et stykke tid, holder de op. De kan fornemme at ingen reagerer. De græder igen. Hvis der stadig ikke kommer noget svar, begynder de at føle sig forladte og usikre. De græder endnu mere hjerteskærende. Hvis dette står på i lang tid og ofte gentager sig, vil barnet føle sig svigtet. Først bliver det vredt, ja endda rasende, men til sidst giver det op. Det knytter sig ikke til nogen. Det modtager ikke kærlighed, og lærer derfor ikke at give kærlighed. Det udvikler ingen samvittighed. Det stoler ikke på nogen, tager ikke hensyn til nogen. Det udvikler sig til et problembarn og i ekstreme tilfælde til en psykopat der ikke får samvittighedsnag over at begå kriminelle handlinger.

Det er ikke nok at der er kærlighed ved første blik. Kærligheden må vare ved. Ikke kun i ord men også i gerning. „Børnlille, lad os ikke elske med ord, heller ikke med tungen, men i gerning og sandhed.“ (1 Johannes 3:18) Man må give masser af kys og kram. Lige fra barnet er helt lille må det oplæres og undervises i den sande værdi af Guds ord, Bibelen. Så vil det gå dine børn som det gik Timoteus: „Fra den spæde barndom af har [du] kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig viis.“ (2 Timoteus 3:15) Tilbring daglig tid sammen med dine børn i deres barndom og teenageår. „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 Mosebog 6:6, 7.

’Vi græder måske, men vi ved at det gavner os’

For mange er tugt et ømtåleligt emne. Forældre kan vise deres kærlighed ved at tugte deres børn. Det indså en lille pige. Hun skrev et kort til sin moder, som var adresseret: „Til mor, en sød dame.“ Det var dekoreret med farvestrålende tegninger af en gylden sol, flyvende fugle og røde blomster. Teksten lød: „Dette er til dig fordi vi alle elsker dig. Det vil vi gerne vise med dette kort. Når vi får dårlige karakterer, skriver du under. Når vi er uartige, giver du os smæk. Vi græder måske, men vi ved at det gavner os. . . . Jeg vil bare gerne sige at jeg elsker dig meget, meget højt. Tak for alt hvad du gør for mig. De kærligste hilsener og mange kys. Michele.“

Michele kan tilslutte sig det der siges i Ordsprogene 13:24: „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ Brug af kæppen, som symboliserer myndighed, kan være ensbetydende med korporlig afstraffelse, men langtfra i alle tilfælde. Børn er forskellige, har forskellige unoder og skal derfor tugtes forskelligt. Nogle gange er det måske nok med en mild irettesættelse. Stædige børn skal måske behandles med en skrappere medicin: „En irettesættelse til den forstandige når dybere end hundrede slag til tåben.“ (Ordsprogene 17:10) Der siges også: „En træl [eller et barn] lader sig ikke tugte med ord alene; han forstår dem nok, men reagerer ikke.“ — Ordsprogene 29:19.

I Bibelen betyder ordet „tugte“ at undervise, oplære, revse, herunder at slå hvis det er nødvendigt for at rette en dårlig opførsel. Hebræerbrevet 12:11 viser formålet med tugten: „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ Forældre må ikke være overdrevent strenge i deres tugt: „I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ (Kolossenserne 3:21) Men de må heller ikke være for eftergivende: „Kæp og retledning giver visdom; men en dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ (Ordsprogene 29:15) Den eftergivende siger: ’Gør som du vil, forstyr mig ikke.’ Den der tugter, siger: ’Gør det rigtige; jeg er interesseret i dig.’

I U.S.News & World Report for 7. august 1989 blev der meget rigtigt sagt: „Der er langt større sandsynlighed for at forældre der ikke straffer hårdt men som sætter klare grænser og holder fast ved dem, opfostrer børn der når vidt og som kommer godt ud af det med andre.“ I slutningen af artiklen stod der: „Det budskab der tydeligst kan aflæses af alle de videnskabelige data, er at det der virkelig tæller er at man skaber et miljø hvor der hersker kærlighed og tillid og hvor der opstilles acceptable grænser i familien, i stedet for at fokusere på en række tekniske detaljer. Det sande formål med tugten . . . er ikke at straffe uregerlige børn, men at lede, belære og hjælpe dem til at opdyrke indre kontrolmekanismer.“

De hører det du siger, og de efterligner det du gør

En artikel om tugt i The Atlantic Monthly havde denne indledning: „Man kan kun forvente at et barn opfører sig pænt hvis forældrene selv lever efter de normer de lærer barnet.“ Artiklen understregede endvidere værdien af indre kontrolmekanismer: „Teenagere som opførte sig godt havde i regelen forældre der var ansvarsbevidste, retlinede og som havde en høj selvdisciplin — som levede efter de værdinormer de bekendte sig til og som opfordrede deres børn til at gøre det samme. Når velopdragne teenagere som et led i undersøgelsen blev udsat for problematiske teenageres selskab, blev deres opførsel ikke varigt ændret. Forældrenes værdinormer sad for dybt prentet i dem.“ Det viste sig at gå som ordsproget siger: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.

Forældre som forsøger at indgive deres børn sande værdinormer men som ikke selv følger dem, har kun ringe succes. Børnene „tager ikke disse værdinormer til sig“. Undersøgelsen viste at „det der gjorde forskellen var hvor nøje forældrene selv overholdt de normer de forsøgte at lære deres børn“.

Det er som forfatteren James Baldwin siger: „Børn har aldrig været ret gode til at lytte til deres forældre, men de har altid efterlignet dem.“ Hvis du elsker dine børn og ønsker at give dem sande værdinormer, så brug den bedste af alle metoder: Efterlev det du siger. Efterlign ikke de skriftlærde og farisæerne der blev fordømt af Jesus som hyklere: „Alt det de siger jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men gør det ikke.“ (Mattæus 23:3) Eller som dem apostelen Paulus anklagende spurgte: „Er så du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du?“ — Romerne 2:21.

Mange i dag mener at Bibelen er for gammeldags og dens retningslinjer for upraktiske. Men Jesus sagde: „Visdommen er retfærdiggjort af alle sine børn.“ (Lukas 7:35) Næste artikel indeholder beretninger fra familier i mange lande som understreger at Jesu ord har vist sig at være sande.

[Illustration på side 7]

Et nært forhold til moderen hjælper spædbarnet til at udvikle sig følelsesmæssigt

[Illustration på side 8]

Det er også vigtigt at faderen tilbringer tid sammen med barnet

Børneopdragelse verden over — Værdien af kærlighed, tugt, gode eksempler og åndelige interesser

FORÆLDRE fra forskellige lande har indsendt beretninger om hvordan de med godt resultat har opdraget deres børn fra de var små og op gennem teenageårene. De er alle Jehovas vidner, og derfor understreger deres beretninger betydningen af ovenstående fire punkter. Her er nogle uddrag af deres breve.

Fra Hawaii

„Som Bibelen siger, er kærlighed den ’største’ egenskab. Hjemmet og familien må udstråle kærlighed i alle dens dyrebare facetter. Carol og jeg står hinanden meget nær. Vi elsker at være sammen. Jeg kan ikke understrege kraftigt nok at forudsætningen for at man kan opdrage børn med succes er at man har et lykkeligt ægteskab.

Den dag i dag husker jeg de stærke følelser som vældede op i mit hjerte i dagene og ugerne efter at vi havde fået vort første barn. Det var betagende at et nyt levende væsen var kommet til verden. Jeg husker at Carol strålede af lykke når hun ammede vores nyfødte Rachel. Jeg glædede mig på hendes vegne, men følte mig også lidt krænket, ja, en smule jaloux. Carol havde et nært forhold til Rachel, men hvad havde jeg? Jeg følte at jeg — ganske vist blidt — blev holdt udenfor. Med Jehovas hjælp betroede jeg Carol mine følelser og min bekymring, og hun viste mig stor forståelse og støttede mig.

Derefter begyndte jeg at passe vores nyfødte barn og blev derved nærmere knyttet til det. Jeg udførte også nogle af de mindre behagelige opgaver — for eksempel er det mildt sagt en helt speciel oplevelse at vaske en snavset ble! Vi har fået fem børn efter Rachel. Rebecca, den yngste, er otte år nu. Vi har haft et personligt, individuelt bibelstudium med hvert af børnene.

Hvad der også har været vigtigt i forbindelse med opdragelsen af børnene i de første år, er at Carol og jeg altid har nydt at snakke med vore børn lige fra de blev født. Vi har snakket om alt muligt. Nogle gange har vi talt om Jehova og hans smukke underværker. Andre gange har vi talt om sjove og pudsige ting der er sket. Vi har selvfølgelig forsøgt at undervise dem, men der har også været afslappende og uforpligtende stunder. Jeg tror at sådanne samtaler bidrog meget til at vi fik et nært forhold til dem. De har uden tvivl været med til at skabe grundlaget for den gode kommunikation vi har haft i vores familie.

Jehova har lært os værdien af at satse på det åndelige, og af at give af os selv. Carol og jeg har aldrig haft ret mange materielle goder, og vi har aldrig stræbt efter at få det, endsige savnet det. Hvis vi havde tilbragt det meste af vores tid med at trælle for rigdom, kunne vi ikke have viet så meget tid til Jehova og familien. Vi har truffet det rette valg.“ (Herefter følger Carols kommentarer.)

„Jeg tror at mødre får et nært forhold til børnene når de passer dem. Man tilbringer så meget tid med at pusle og bære rundt på barnet at det simpelt hen ikke kan undgås. Moderen kan aldrig forlade barnet i mere end to til fire timer. Ed og jeg har aldrig overladt vore børn i fremmedes varetægt. Jeg ønskede at undervise mine børn og se dem vokse op. I den periode de var små, havde jeg intet verdsligt arbejde. Jeg tror at dette hjalp dem til at indse hvor meget de betød for os. For at få et nært forhold til børnene må man tilbringe tid sammen med dem. Intet kan erstatte ens egen fysiske tilstedeværelse. Ingen materielle ting kan træde i stedet.

Teenageårene var kun vanskelige fordi jeg måtte vænne mig til at børnene var blevet store. Det var svært at erkende at de ikke længere havde det samme behov for mig, at de var ved at blive uafhængige. Det er en skræmmende tid hvor al ens tugt, formaning og oplæring skal stå prøve. Det er for sent at begynde når de er teenagere. Det er for sent at lære dem moralnormer, almindelig næstekærlighed og ikke mindst kærlighed til Jehova. Dette må indpodes i dem fra fødselen.

Man har 12 år til at gøre dette i, før de kritiske teenageår sætter ind. Men hvis man arbejder ihærdigt på at følge de bibelske principper, vil man høste glæde og fred når de af hjertet vælger at tjene Jehova.“ — Edward og Carol Owens.

Fra Zimbabwe

„Børn er ’en arv fra Jehova’, siges der i Salme 127:3. At huske dette har hjulpet os som forældre til at gøre alt hvad vi kunne for at passe på denne arv. Noget af det vigtigste i vores familie har været at gøre tingene i fællesskab. Vi har bedt sammen, studeret Bibelen sammen, overværet møder sammen, arbejdet sammen, besøgt venner sammen, leget sammen.

Til tider har det været nødvendigt med tugt. Engang da vores søn var i begyndelsen af teenageårene var han længe om at komme hjem. Vi var bekymrede. Han virkede undvigende. Vi kunne fornemme at der var noget galt, men vi besluttede at vente med at ordne sagen til næste morgen. Ved midnatstid bankede det på døren til soveværelset. Der stod vores søn, med tårer i øjnene.

’Far, mor, jeg har ikke kunnet sove i de sidste fire timer, og det skyldes at jeg ikke lyttede efter da I ud fra Bibelen advarede mig mod dårligt selskab. I dag efter skoletid pressede nogle af kammeraterne mig til at tage ud og svømme med dem, og en af drengene trak mig ned under vandet. Hvis ikke en anden dreng havde hjulpet mig var jeg druknet. De grinede ad mig og kaldte mig en svækling. Jeg gik lige hjem men kunne ikke få mig selv til at gå ind fordi jeg følte mig flov. Jeg er ked af at jeg ikke lyttede til jer da I ud fra Bibelen advarede mig mod at få dårlige venner.’ — 1 Korinther 15:33.

Han græd, og det samme gjorde vi. Men vi var glade for at han havde taget ved lære; alligevel tugtede vi ham, for at lektionen skulle fæstne sig dybere. Anden Mosebog 34:6, 7 viser at Jehova er barmhjertig og tilgiver overtrædelse, men ’på ingen måde fritager for straf’.“ — David og Betty Mupfururirwa.

Fra Brasilien

„Jeg er enke og er ene om at opdrage min søn. Samtidig har jeg arbejde som lærer. Det er ikke let at opdrage og undervise børn. Der er brug for en konsekvent oplæring, en afbalanceret tugt og et godt eksempel fra forældrenes side. Det har været svært for mig at være fast og samtidig medfølende. Jeg måtte lære kunsten at lytte, især med hjertet. Det er vigtigt at kommunikere og ikke blot tale. Barnet skal involveres og engageres følelsesmæssigt. Jeg forsøgte at få min søn til at føle sig som en del af familien ved at inddrage ham i budgetlægningen. Når regningen for lys og vand kom, eller udgifterne til tøj eller sko steg, drøftede vi problemerne sammen.

Det er vigtigt at rose når der er grund til det. Når lejlighed byder sig, viser jeg ham værdien af at følge Guds love og principper. På et tidspunkt blev jeg, efter at have irettesat ham adskillige gange, nødt til at bruge den bogstavelige kæp. Det var svært, men velsignelserne udeblev ikke! Nu hvor han er i teenageårene har vi vores op- og nedture, men vi kan se værdien af oplæring og tugt. Han fortæller mig om sine personlige problemer og sine følelser.

Jeg må hele tiden pleje den gode kommunikation. Jeg passer derfor på ikke at blive så optaget af mit verdslige arbejde at jeg forsømmer min søn. Når vi har problemer, lytter jeg til ham, og med Jehovas hjælp overvinder vi dem. Jeg lader ham vide at jeg også begår fejltrin. Ved en lejlighed mistede jeg besindelsen og sagde at han skulle ’klappe i’. Han fortalte mig at når man sagde sådan vidnede det om manglende kærlighed. Han havde ret. Den eftermiddag fik vi os en lang snak.“ — Yolanda Moraes.

Fra Korea

„Jeg fulgte nøje Bibelens principper i mit familieliv. Især Femte Mosebog 6:6-9 lagde jeg mig på sinde. Jeg forsøgte at være så meget som muligt sammen med mine børn, at få et nært forhold til dem, at indpode Guds ords principper i deres sind og hjerter. Jeg inviterede også missionærer og medlemmer af betelfamilien hjem så børnene kunne få smag for heltidstjenesten.

Det første forældre bør gøre når børnene skaber problemer, er at vise åndens frugter. Det er let at blive vred på børnene og miste besindelsen. Men vi forældre bør være tålmodige og lægge en eksemplarisk opførsel for dagen. Det er vigtigt at respektere børnene og give dem lejlighed til at forklare situationen. Hvis ikke det er fuldstændig klart at de har gjort noget forkert, så stol på dem og opbyg dem. Hvis du er nødt til at tugte et barn, så ræsonner først med det og vis hvad det har gjort forkert og forklar hvorfor Jehova og I som forældre ikke bryder jer om det. Først da skal man straffe barnet. Ofte siger mine sønner, efter at de er blevet tugtet: ’Far, jeg forstår ikke selv hvorfor jeg var ulydig. Det var bare dumt.’ Børn sætter pris på forældre der elsker dem højt nok til at tugte dem.

Forældre må være på vagt lige så snart børnene begynder at udvikle sig i uheldig retning. Da min ældste søn gik i niende klasse, hørte jeg en dag at der lød høj rockmusik fra hans værelse. Jeg erfarede at han var blevet optaget i et elevråd, og at han derigennem var blevet udsat for en verdslig påvirkning. På grund af nysgerrighed, og under pres fra de andre i rådet, havde han røget. Vi talte sammen om farerne ved at ryge, og min søn konkluderede selv at han måtte forlade elevrådet, hvilket han gjorde. For at udfylde det tomrum der opstod bagefter, arrangerede vi sunde adspredelser i familien og sammen med nogle i menigheden.

Men jeg vil sige at det vigtigste for forældre er at sætte et godt eksempel. Jeg har altid sagt til mine to drenge at jeg ønskede at tjene Gud som heltidsforkynder af den gode nyhed. Da min næstældste søn var færdig med skolen tog jeg min afsked fra silkefabrikken hvor jeg arbejdede og blev heltidsforkynder. Mine to sønner iagttog min beslutsomhed og fulgte trop. Efter at have været i fængsel på grund af neutralitetsspørgsmålet, er de begge begyndt i heltidstjenesten og er fortsat i denne tjeneste lige siden.“ — Shim Yoo Ki.

Fra Sverige

„Vi har opdraget syv børn — fem drenge og to piger. Nu hvor de er voksne er de alle meget aktive i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Lige fra små har de overværet menighedsmøderne og været med os i forkyndelsen. Skridt for skridt har de lært at forkynde — først at ringe på dørklokken, så at sige goddag, præsentere sig og tilbyde en løbeseddel, en traktat eller et blad. Endnu mens de var små holdt de indlæg på den teokratiske skole.

Til tider opstod der alvorlige problemer som har krævet særlig opmærksomhed. Så har det været vigtigt at vise kærlighed og tålmodighed — og ikke råbe eller skænde. Problemerne er blevet løst ved at vi ræsonnerede med dem og henviste til Jehovas syn på sagen. Vi lærte dem at klare pengesager. Da de blev ældre gik de med aviser, var med til at grave tørv, ordne have og så videre. Når de besøgte deres bedsteforældre som boede langt fra os, stiftede de bekendtskab med ældres problemer og lærte at tage hensyn.

På vores tredive års bryllupsdag modtog vi følgende brev:

’Til vore kære forældre:

TAK FOR ALT! Den varme og kærlighed som I har overøst os med, den ægte tro som I har indpodet i os og det vidunderlige håb I har givet os, kan ikke udtrykkes i ord eller gøres op i penge. Men vi håber at dette lille minde vil vise jer hvor højt vi elsker jer, kære far og mor. Jeres børn.’

Når vi ser tilbage på alle disse ’20-års-projekter’ føler vi dyb taknemmelighed mod Jehova, vor himmelske Fader, som har været så barmhjertig mod os.“ — Bertil og Britta Östberg.

Forskellige betragtninger fra forældre

„At moderen ammer er Jehovas måde at bringe spædbarnet i nær fysisk kontakt med moderen på, men faderen kan supplere hende ved at vugge barnet. Jeg nød at holde børnene i mine arme og at vugge dem i søvn næsten hver aften.“

„Som deres fader kunne jeg ikke amme børnene, men jeg kom i nær fysisk kontakt med dem når jeg badede dem om aftenen. Det var sjovt, både for dem og mig!“

„Tid efter anden tog jeg et af børnene med ud at spise. De elskede at være alene med farmand.“

„Som årene gik betroede vi dem lidt efter lidt større frihed og ansvar. En sammenpresset fjeder i hånden må løsnes langsomt for at undgå at den farer ukontrolleret af sted.“

„Giv dem masser af kærlighed. Der er aldrig noget barn der har taget skade af kys og kram — men deres følelser kan dø hvis ikke de får det.“

„Vær tålmodig, gør dem ikke mismodige. Vær ikke hele tiden efter dem. Styrk deres selvtillid. For hver gang de kritiseres skal de roses fire gange!“

„Gør dit bedste, så vil du få det bedste frem i dine børn.“

[Illustration på side 9]

Børn som Rebecca har behov for ægte kærlighed

[Illustration på side 10]

Sæt tid af til at foretage jer noget sammen som vil styrke familiebåndet