Når man er indlagt på hospital

„Da jeg første gang blev indlagt på et hospital følte jeg det som om jeg pludselig havde mistet kontrollen over mit liv. Det var som om jeg var blevet reduceret til et nummer.“ — Marie G.

„Jeg kan huske at jeg under min første indlæggelse følte mig meget sårbar og værgeløs.“ — Paula L.

HAR du nogen sinde været indlagt på et hospital? Har du i så fald haft det på samme måde? Uanset hvad du svarer, må det indrømmes at de fleste sjældent spekulerer over hvordan det er at være patient. Men måske bliver du en skønne dag selv indlagt. I 1988 blev gennemsnitlig hver femte dansker udskrevet efter et hospitalsbesøg. Hvilke forholdsregler kan man træffe i tilfælde af at man skulle blive indlagt?

„Det vigtigste man kan gøre for at beskytte sit helbred er at forvisse sig om at det er nødvendigt at blive indlagt,“ siger dr. Sidney Wolfe, der er leder af Borgernes Sundhedsforskningsgruppe i De Forenede Stater. Uanset hvilket land man bor i, har man ret og pligt til at få at vide hvad man fejler hvis man bliver syg. Ofte vil ens egen læge være i stand til at give én et tilfredsstillende svar.

Men hvis der hersker tvivl om hvad man fejler, kan det anbefales at man hører en anden læges mening. I nogle lande kræver forsikringsselskaberne oven i købet at man får to lægers bedømmelse før de vil betale for visse større kirurgiske indgreb. Det er desuden ikke ualmindeligt at man også får en tredje læge til at bedømme sagen hvis der er tvivl om diagnosen og behandlingen. Men uanset om man har fået en, to eller flere lægers vurdering af sagen, tager en klog patient sig altså tid til at finde ud af hvorvidt det er fornuftigt eller nødvendigt at underkaste sig den foreslåede behandling.

Nødsituationer

I en nødsituation er det naturligvis ikke sikkert at der er tid til at få forskellige lægers vurdering. Ved indlæggelsen er patienten måske oven i købet bevidstløs og ude af stand til at skrive eller tale. Til tider må lægerne påbegynde behandlingen med det samme, endog før man finder frem til slægtninge der kan oplyse om patientens ønsker. Dette understreger at det er yderst vigtigt at man har forberedt sig på en sådan situation og truffet de nødvendige forholdsregler.a

For Jehovas vidner vil dette betyde at man altid bærer et korrekt udfyldt ’blodkort’ på sig. Herpå kan man forud give udtryk for sine ønsker i forbindelse med lægebehandling og anføre vigtige oplysninger, således at lægepersonalet kan kontakte slægtninge eller andre som kender patientens ønsker. Dette kort kan selvsagt ikke tage højde for enhver tænkelig situation, men det er et juridisk dokument der tilkendegiver ens ønsker når man ikke selv er i stand til det.

Det er også en stor hjælp hvis en nær ven eller slægtning som kender ens overbevisning og ens ønsker i forbindelse med lægebehandling, kan komme til hospitalet og støtte én. Uanset om dette kan lade sig gøre med det samme eller ej, vil et korrekt udfyldt ’blodkort’ måske en dag være netop det der kan beskytte ens rettigheder.

Hvis man ikke er et døbt Jehovas vidne og derfor ikke har et sådant kort, kan man selv udfærdige et lignende dokument (helst på skrivemaskine). Man skal heri gøre opmærksom på sine ønsker i forbindelse med lægebehandling og angive eventuelle forbehold. Det bør desuden oplyses hvem der skal kontaktes i nødstilfælde.

Udfyldelse af formularer og erklæringer

Patienters rettigheder er forskellige alt efter hvor i verden man bor. (Se rammen på side 7.) I nogle lande har patienter i de senere år fået betydeligt flere rettigheder. Nogle steder må en læge for eksempel ikke give nogen som helst behandling uden patientens samtykke, der som regel skal foreligge i skriftlig form. Dette er en af årsagerne til at nogle hospitaler fremstiller deres egne formularer som de ønsker at patienten skal underskrive. Hvis dette også er tilfældet i det land hvor du bor, vil det følgende være til hjælp for dig.

Du bør omhyggeligt læse alle formularer før du underskriver dem, da din underskrift betyder at du giver dit samtykke til alt det der står i formularen. Lad ingen presse dig til uden videre at underskrive en indlæggelsesformular, eller en formular hvor du indvilliger i at blive behandlet, uden først omhyggeligt at have læst den igennem. Hvis det kun er en bestemt del af det der står i en sådan standardformular som du ikke kan gå med til, kan du strege denne del over. Selv om man måske vil protestere og sige at det er hospitalets formular og at den ikke kan ændres, er det ikke desto mindre et juridisk dokument, og man kan ikke kræve at du skriver under på noget som du ikke er enig i. Som patienter ønsker vi naturligvis ikke at være urimelige, men det er vigtigt at man ikke går på kompromis i dette spørgsmål. Man har ret til at nægte at godtage et hvilket som helst afsnit af en sådan formular.

Det er især vigtigt at man omhyggeligt undersøger de paragraffer hvor man giver samtykke til operative indgreb og brug af blod. Nogle Jehovas vidner er blevet chokerede over ordlyden i en hospitalsformular som tilsyneladende var fremstillet specielt til dem. I indledningen stod der ganske vist at patientens ønsker vedrørende blod ville blive respekteret, men i en senere paragraf stod der noget i retning af at ’hvis der opstod en nødsituation eller hvis lægen fandt det nødvendigt, bevarede han sin ret til at give blod’. Da Guds ord befaler kristne at afholde sig fra blod, er det en god idé at skrive „Ingen blodtransfusion“ på alle papirer man får forelagt. (Apostelgerninger 15:28, 29) Det vil gøre ens standpunkt klart for hele personalet. Det er en kendsgerning at stadig flere patienter nægter at modtage blod fordi de ikke vil risikere at pådrage sig hepatitis, AIDS eller andre dødelige sygdomme.b

I nogle lande har patienter ikke de ovenstående rettigheder. Der findes lande hvor lægens ord er lov, og patienterne er mere eller mindre overladt til hans nåde og barmhjertighed. En læge fra et vestligt land som besøgte et afrikansk land fortæller: „Forholdet mellem læge og patient var uvant for mig . . . Patienterne udtalte sig aldrig medmindre de blev spurgt. De stillede aldrig deres læge spørgsmål.“ Sådanne skikke kan naturligvis gøre det sværere for patienten, men kloge kristne vil ikke desto mindre — respektfuldt men med fasthed — insistere på at det er en menneskeret at kunne bestemme over sit eget legeme og deltage i drøftelser der berører ens helbred.

Hvordan man taler med lægepersonalet

Din praktiserende læge bør være din vigtigste talsmand og den der i første række giver dig de informationer du ønsker; det er derfor vigtigt at vælge en god læge. En skribent skriver: „Man bør forstå at en læge er et menneske med gode og dårlige sider som alle andre. De fleste læger forsøger at give deres patienter den bedst mulige behandling, men nogle er blevet socialiseret [indoktrineret] til at tro at de har ret til at træffe afgørelser på dine vegne. Hvis en læges anskuelser eller personlighed ikke harmonerer med patientens, er det bedre at finde en anden læge.“

Forsøg at få udførlige og tilfredsstillende svar på dine spørgsmål før du giver dit samtykke til en behandling. (Se rammen på side 8.) Undlad ikke at sige det hvis der er noget du ikke forstår. Bed om at få spørgsmålet forklaret i et enkelt sprog uden medicinske udtryk. Det vil også være taktfuldt hvis du på et tidspunkt i samtalen med lægen giver udtryk for oprigtig værdsættelse af at han viser forståelse for din holdning, som bygger på din religiøse overbevisning.

Forsøg at opnå et venskabeligt forhold til det hospitalspersonale der tager sig af dig, deriblandt sygeplejerskerne, som kan og bør være dig til stor hjælp i forbindelse med din pleje og helbredelse. Når de kommer med medikamenter eller sprøjter, så forvis dig om at disse virkelig er til dig. Det vil være et udtryk for praktisk visdom, for selv om personalet har de bedste intentioner, sker der af og til fejl.

Hospitalspersonalet har højst sandsynligt travlt, men glem ikke at de fleste af de ansatte har valgt deres beskæftigelse fordi de interesserer sig for andre mennesker og oprigtigt ønsker at hjælpe dem. Du kan samarbejde med dem ved klart at give udtryk for dine behov og bekymringer. Ingen sygeplejerske (eller nogen som helst anden af sygehuspersonalet) har ret til at true dig ved for eksempel at sige: „Du vil dø hvis ikke du indvilliger i denne behandling.“ Hvis du bliver udsat for sådanne trusler, så meddel det til hospitalsledelsen og til dine slægtninge eller til en ældste; de kan eventuelt tale din sag.

Hvis der opstår problemer

Der har været situationer hvor patienter pludselig har befundet sig i dyb konflikt med lægepersonalet, til trods for at de måske har benyttet sig af de ovennævnte råd. Dette forekommer ganske vist sjældent, men hvad skal man gøre hvis man pludselig befinder sig i en sådan situation?

For det første skal man ikke blive grebet af panik. Situationen er sædvanligvis vanskelig for alle implicerede, og som regel ret følelsesladet. Det vil derfor være en stor fordel hvis man kan bevare roen og handle fornuftigt og respektfuldt. For det andet bør man sørge for at få al den hjælp man kan. Hospitalet har måske en patienttalsmand som man kan kontakte og søge hjælp hos.

Jehovas vidner kan desuden kontakte ældste fra deres menighed. Disse kloge og erfarne rådgivere kan endog være behjælpelige med at finde frem til hospitaler der er villige til at samarbejde hvis situationen er så alvorlig at man må vælge et andet sygehus.c Sande kristne vil også altid søge hjælp hos Jehova Gud i bøn. I vanskelige situationer findes der som regel ikke nogen patentløsning på problemet, og vi er måske i tvivl om hvad vi skal gribe til. Mange har erfaret at når man har gjort alt hvad der er menneskeligt muligt, kan det at vende sig til Gud i bøn ikke blot virke trøstende men også føre til at problemet bliver løst på en måde man ikke havde forudset. — 1 Korinther 10:13; Filipperne 4:6, 7.

Forhåbentlig vil du ikke få nogen af disse problemer, men det er godt at være forberedt. Husk også på at man forventer visse ting af dig når du er indlagt på et hospital. På hospitalet har du lejlighed til at vise kristne egenskaber som tålmodighed og hensyn, samt taknemmelighed for den venlighed du møder, især over for dem der hjælper dig. Et kort takkebrev til hospitalspersonalet eller måske oven i købet en lille gave som tak, kan gøre et varigt, positivt indtryk. Under et hospitalsophold har man mulighed for at aflægge et vidnesbyrd ved sin eksemplariske opførsel, og derved bidrage til det gode omdømme sande kristne har som patienter. — 1 Peter 2:12.

[Fodnoter]

[Ramme på side 5]

Hvis du bliver indlagt på et hospital

Huskeliste:

□ 1. Medbring et korrekt udfyldt ’blodkort’ af nyere dato, eller et underskrevet dokument der fortæller om dine ønsker.

□ 2. Vær omhyggelig når du vælger læge.

□ 3. Forvis dig om at det er nødvendigt at blive indlagt.

□ 4. Gennemlæs omhyggeligt eventuelle indlæggelses- formularer før du underskriver dem. Hvis du er et af Jehovas vidner bør du fortælle dette med det samme.

□ 5. Medbring kun de nødvendigste personlige ejendele, såsom badekåbe, toiletartikler og læsestof.

□ 6. Lad smykker, unødvendige elektriske apparater samt penge du ikke skal bruge, blive hjemme.

[Ramme på side 7]

En patients rettigheder

Når en patient bliver indlagt på et hospital er der ingen grund til at vedkommende lader sig skræmme af omgivelserne eller tror at han eller hun nu er reduceret til et nummer. Den følgende oversigt over rettigheder bygger på en liste med ti punkter som findes i bogen How to Stay Out Of the Hospital af sygeplejerske Lila L. Anastas.d

En patient har ret til:

1. At blive omsorgsfuldt og respektfuldt behandlet af et kompetent personale.

2. At få fyldestgørende oplysninger fra lægen om diagnose og behandling, samt en prognose. Alt sammen i et sprog som patienten kan forstå.

3. At få de oplysninger fra lægen der er nødvendige for at kunne give et informeret samtykke før et indgreb og/eller en behandling iværksættes. I de tilfælde hvor der findes effektive alternative behandlingsmetoder, har patienten ret til at blive oplyst herom.

4. At nægte behandling i den udstrækning loven tillader det.

5. At den behandling man modtager holdes fortrolig.

6. At alle optegnelser og journaler om sygdommen behandles fortroligt.

7. At et hospital i rimeligt omfang og alt efter mulighederne efterkommer ønsket om at få en bestemt behandling eller om at blive overflyttet til et andet hospital hvis dette er forsvarligt.

8. At få oplyst hospitalets kontakter til andre hospitaler, hvis dette har indflydelse på patientens muligheder for behandling.

9. At få at vide om hospitalet påtænker at deltage i eller udføre eksperimenter som vil få indflydelse på behandlingen.

10. En rimelig kontinuitet i behandlingen og forhåndsviden om hvilke læger der er til rådighed, samt hvor og hvornår de kan træffes.

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

En patients beskyttelse og medbestemmelsesret

„Lige så vel som en anklaget person ikke bør møde i retten uden bistand fra en advokat, bør ingen patient lade sig indlægge på et storbyhospital uden at være ledsaget af et familiemedlem eller en nær ven som er rede til at varetage patientens interesser og tale vedkommendes sag hvis det skulle blive nødvendigt.“ — June Bingham, The Washington Post, den 12. august 1990.

„Tanken om patientens medbestemmelsesret i forbindelse med lægelige afgørelser har igennem tiderne været fremmed for lægerne i deres behandling. Og patienter har af bitter erfaring lært at når de stiller for mange ransagende spørgsmål skaber det afstand, da vi alt for ofte tager sådanne spørgsmål fortrydeligt op.

Ikke desto mindre er den tanke at vi véd hvad der tjener vore patienters interesser og derfor kan træffe afgørelser på deres vegne uden først at spørge, så åbenlyst forkert at man kun kan undre sig over den nidkærhed hvormed denne opfattelse er blevet forsvaret. . . .

Vi kan være uenige med vore patienter, ja, endog argumentere med dem og søge at overtale dem, men dette må altid foregå på en måde der viser at vi kun ønsker dem det bedste. I sidste instans må vi respektere hvad vore patienter ønsker eller ikke ønsker af os.“ — Dr. Jay Katz, professor i psykiatri ved Yale University, The Medical Post, Canada.

„Patienter er ikke spædbørn og læger er ikke forældre. . . . Det forekommer særdeles mærkværdigt at man skal minde både medicinstuderende og læger om at patienter forventer at kunne stole på lægerne, og forventer at man viser dem tillid, lader dem stå på egne ben og ikke udnytter deres afhængighed, at man taler og lytter til dem, behandler dem som ligemænd og ikke bestemmer over dem, at man respekterer deres livsholdning og at man lader dem leve deres liv på den måde de selv ønsker.“ — The Silent World of Doctor and Patient af dr. Jay Katz.

„Den hjælp vi yder begynder med kontakten til patienten. De omkring fire millioner gange daglig hvor læger i De Forenede Stater må tage sig af patienter, giver os lejlighed til at demonstrere ikke blot vor dygtighed, men også vor oprigtige medfølelse og omsorg og vort ønske om at ofre os for hver eneste patient vi yder hjælp.“ — Læge James E. Davis, formand for Den Amerikanske Lægeforening.

Hvordan man aflægger sygebesøg

EN AF dine venner er blevet indlagt på hospitalet, og nu vil du gerne besøge vedkommende. Hvad skal du sige og gøre? Hvad kan du tage med? Hvad vil især være en hjælp? Er der noget du skal undlade at sige eller gøre?

Man ønsker selvfølgelig at besøget skal virke opmuntrende. Man har ikke lyst til blot at sige: „Dav, hvordan går det?“ for derefter hurtigt at tage afsked igen med ordene: „Se nu snart at blive rask.“ Så hvordan skal man gribe besøget an?

Først et godt råd: Vælg tidspunktet for besøget med omhu. Man kan spørge patienten selv eller familien hvornår det vil være bedst at komme, sådan at det ikke falder sammen med nære slægtninges eller andres besøg. Det er sikkert bedst at komme aftenen før en operation, så patienten kan glæde sig over en munter samtale der kan aflede tankerne fra det der forestår, frem for lige efter en operation, hvor vedkommende måske er svag eller har smerter.

Vælg dine ord med omhu

Men hvordan fører man en opmuntrende samtale? Jo, man må være forberedt på at tage initiativet under besøget, og sørge for at samtalen holdes i en forholdsvis optimistisk tone. Patienten i hospitalssengen skal ikke bekymre sig om at være en god vært for dig. Dette kan du forhindre ved at tage afslappet på tingene og være venlig. Men hvad skal man sige og hvad skal man ikke sige?

Mød ikke op med et dystert og alvorligt ansigtsudtryk, selv ikke hvis patienten synes at have det dårligt. „Et hjerte der fryder sig er god medicin,“ siger den vise forfatter af Ordsprogenes Bog, „men en ånd der er nedslået udtørrer knoglerne.“ (Ordsprogene 17:22) Husk at det er dit ansvar at sørge for at samtalen bliver opmuntrende og behagelig. — Ordsprogene 25:11; jævnfør Esajas 41:13.

Det vil sikkert være interessant og opbyggende for patienten at høre det sidste nye om vedkommendes familie eller menighed, især hvis der er tale om gode nyheder. Glem heller ikke at det vil gøre patienten godt med lidt humor; vær på udkig efter noget der kan få patienten til at smile eller le. Det er dog bydende nødvendigt at man her viser den rette balance. Det er ikke tanken at man skal optræde som spøgefugl eller spille pauseklovn, men at man viser oprigtig omsorg og medfølelse.

Det er også vigtigt at patienten føler sig tryg. Pas derfor på ikke at tale nedsættende om lægen eller hospitalet. Det er som regel bedst at lade være med at sammenligne patientens situation eller problem med noget du selv eller andre har været igennem, medmindre udfaldet var godt. Der er ikke to tilfælde der er ens, og mennesker er forskellige. — Ordsprogene 18:13.

Et sidste råd om det man siger: Har du nogen sinde haft den trættende og prøvende oplevelse at være sammen med en der talte som et maskingevær eller som et vandfald? Det var meget anstrengende, ikke sandt? Undgå derfor at tale ud i én køre når du besøger en ven eller slægtning der ligger på hospitalet. Din tale bør ganske vist være glad og opmuntrende, men pas på ikke at tale for meget og for hurtigt. Der er ingen grund til at være nervøs og føle at hvert sekund bør udfyldes med ord. Det kan også være opmuntrende at være sammen uden at sige noget. En endeløs strøm af besøgende som påtvinger den syge en endeløs strøm af ord, vil udmatte patienten — hvilket du naturligvis ikke ønsker.

Hvor længe bør besøget vare?

I nogle dele af verden bor familien praktisk taget på hospitalet sammen med patienten. Det forventes måske at de sørger for vedkommendes kost og pleje. Et sådant besøg vil givetvis være af betydelig varighed. Men på de fleste hospitaler er der en begrænset besøgstid, sådan at patienten ikke overbelastes og hospitalspersonalet kan udføre sine pligter. I de fleste tilfælde bør besøget derfor ikke vare mere end en time hvis du er en slægtning eller en meget nær ven af patienten, og en halv time hvis du blot er en bekendt. Hvad så hvis patienten beder dig om at blive længere? Det er sikkert alligevel godt at begrænse besøgstiden, for vedkommende er måske træt og omtåget. Man må naturligvis selv bedømme situationen, men hovedregelen er at man ikke bør blive for længe.

Dette gør sig især gældende hvis patienten allerede har haft flere besøg end godt er, enten for ham selv eller for hospitalsrutinen. Det er faktisk bedre at man aflægger flere korte besøg end ét langt. Glem heller ikke at vise takt hvis patienten har besøg af slægtninge som synes at have noget imod din tilstedeværelse eller måske ligefrem er fjendtligt indstillede. — Jævnfør Ordsprogene 25:17.

Yd praktisk hjælp

Man kan forberede sig på et sygebesøg inden man tager hjemmefra. Er der eventuelt noget man kunne tage med? Læsestof, for eksempel? Måske har man netop modtaget et nyt nummer af et blad som den syge også godt kan lide at læse. Det ville sikkert glæde patienten hvis du tog det med så han kunne læse det. Man kunne endog tilbyde at læse en artikel eller to for ham.

Hvad kunne man ellers tage med? En gave i form af blomster eller frugt kan virke opmuntrende. Man kunne også glæde patienten med nogle lækkerier man selv har lavet — hvis det er tilladt. Forhør dig først hos familien eller spørg sygeplejerskerne før du tager det med ind på stuen.

Du kunne også spørge lægen eller sygeplejerskerne om der er andet du kan tage med til patienten, eller om du kan gøre et eller andet for ham som vil lette deres arbejdsbyrde eller medvirke til at han får det mere komfortabelt. Måske vil de med glæde tage imod din hjælp.

Det er også muligt at hjælpe på andre måder. Spørg patienten om hvem der klarer de forskellige praktiske opgaver derhjemme. Hvem sørger for at tømme hans postkasse og bringe ham posten? Måske kunne man tilbyde at se efter hans hus eller lejlighed, og med hjælp fra nogle venner eventuelt sørge for at der blev gjort rent før patienten kommer hjem. Der skal måske skovles sne, vandes blomster eller gøres et eller andet for at huset ikke virker ubeboet og tiltrækker indbrudstyve. Er patienten bekymret for hvordan det går med et kæledyr? Sådanne ting er måske noget der optager patienten, men som ikke vil blive berørt medmindre man direkte spørger. Det vil være godt at bringe disse ting på bane; derved viser man at man virkelig interesserer sig for vedkommende.

Det vil også her være på sin plads at nævne lidt om nødvendigheden af den rette påklædning når man besøger et hospital. Det lyder måske mærkeligt, men den måde man klæder og opfører sig på kan have indflydelse på hvordan patienten bliver behandlet af hospitalspersonalet. Det vil måske gøre et vist indtryk på de ansatte at en patient får besøg af velklædte mennesker. Når der kommer adskillige gæster i pænt tøj og spørger til en patients velbefindende, vil personalet måske slutte at vedkommende er en respekteret person, hvilket han selvfølgelig er. Bibelen giver det råd at man smykker sig ’på en måde der sømmer sig for personer der bekender sig til gudsfrygt’, og derved kan man medvirke til at personalet behandler patienten herefter. — 1 Timoteus 2:9, 10.

Hvis der opstår alvorlige problemer

I nogle tilfælde vil den du besøger måske have vanskeligt ved at kommunikere med hospitalspersonalet. Man kan uden at krænke patientens privatliv spørge om hvad lægen har sagt om vedkommendes tilstand. Hvis det ikke går så godt, og du er en slægtning eller en ældste fra menigheden, kan du måske hjælpe. Af hensyn til patientens velbefindende er der måske behov for at du indhenter yderligere oplysninger fra hospitalspersonalet. Eller du kunne tilbyde at ledsage familien som måske af en eller anden grund holder sig tilbage fra at tale med lægen.

Hvis dette bliver nødvendigt er det vigtigt at man ikke lader sig skræmme af hospitalets omgivelser og personale. Patienten befinder sig måske oven i købet på en intensivafdeling, omgivet af alt muligt teknisk udstyr og meget syge mennesker. Personalet synes måske at have meget travlt og at være en smule utilnærmeligt. I en sådan situation er man tilbøjelig til at undgå at forstyrre og sige noget til personalet der kunne opfattes som en protest. Men hvis du er patientens talsmand, har du (og han) krav på klare svar og en orientering om alternative muligheder. Lad dig ikke affærdige før du har fået svar på dine spørgsmål. Selvfølgelig skal du passe på ikke at være til gene. Men glem ikke at Jesus i en billedtale understregede at det nogle gange kan være nødvendigt at blive ved med at spørge for at få den behandling eller de oplysninger som man har ret til. — Lukas 18:1-6.

Et tilbageblik på besøget

Efter besøget, som man bør afslutte med en glad bemærkning, kan man gennemtænke hvad man sagde og gjorde. Et sådant tilbageblik kan hjælpe en til at finde ud af hvordan det næste besøg, hos den samme patient eller hos en anden, kan blive endnu mere udbytterigt og tilfredsstillende.

Man kan udrette meget ved at aflægge et hospitalsbesøg. Glem ikke at forberede dig og at aflægge besøget med et ønske om at hjælpe. Ved at benytte dig af en sådan lejlighed, og søge at få det bedste ud af det, kan du vise dig som ’en ven der viser større troskab end en [kødelig] broder’. — Ordsprogene 18:24.

[Ramme på side 10]

Et besøg der er til opmuntring

1. Vær forberedt.

2. Tag patientens tilstand i betragtning. Bliv ikke for længe.

3. Vær passende klædt.

4. Tag initiativet til en samtale, men tal ikke uafbrudt.

5. Yd praktisk hjælp både hvad angår det du tager med og det du tilbyder at gøre.

6. Udstrål varme og vær opbyggende.

7. Aflæg et kort besøg en anden gang.

Kommunikation mellem læge og patient — nøglen til et godt samarbejde

I BEGYNDELSEN af 1980’erne stod det klart at man måtte gøre noget for at skabe en bedre kommunikation mellem Jehovas vidner og lægeverdenen. Jehovas Vidners Styrende Råd iværksatte derfor et program for at etablere et samarbejde med læger og hospitaler.

Repræsentanter fra Jehovas Vidners hovedkontor i New York besøgte mange af byens store hospitaler. Dette blev meget værdsat af hospitalspersonalet, og der blev dannet grundlag for samarbejde i stedet for konflikt. Repræsentanterne afholdt derefter seminarer i større byer i De Forenede Stater, hvor de blandt andet aflagde besøg på sygehuse sammen med de lokale ældste. Derved blev disse ældste oplært til at videreføre dette program. Under seminaret i Chicago i staten Illinois, USA, havde man et møde med redaktøren af Journal of the American Medical Association. Dette resulterede i at man blev opfordret til at skrive en artikel om hvordan læger kan samarbejde med Jehovas vidner.a

Med tiden blev der udarbejdet flere oplysninger på tryk, og oplæringen blev udbygget således at Jehovas Vidner i andre lande kunne iværksætte lignende programmer.b Der er nu også oprettet og uddannet Kontaktudvalg til Hospitaler i Danmark. (Se artiklen side 14-16.) Hvert udvalg består af kvalificerede kristne ældste som er villige og i stand til at tale med læger, socialrådgivere og hospitalspersonale.

I Canada har man fået aftaler i stand med sundhedsministre i forskellige provinser, med formænd for læge- og hospitalsforeninger samt med andre indflydelsesrige personer på sundhedsområdet. Disse møder har gjort lægestanden mere forstående over for Jehovas vidners holdning. På den måde er der blevet lagt en solid grundvold for en fremtidig dialog.

Hjælpen er klar

Man har i lang tid vidst at nøjagtige informationer er en stor hjælp når man skal afværge eventuelle konfrontationer mellem oprigtige kristne og læger der ønsker at bruge blodtransfusion i behandlingen af dem. I begyndelsen af 1960’erne begyndte man på Jehovas Vidners hovedkontor at udarbejde en liste over læger der var villige til at samarbejde. Der var tale om læger som var godt kendt med alternativer til blodtransfusion. Hvis en lokal læge eller et lokalt hospital ikke følte sig i stand til at tage sig af et givet tilfælde, kunne man gennem et udvalg skaffe navne på samarbejdsvillige læger. Patienten kunne så blive overført til et andet lægehold.

Der var også den mulighed at et Kontaktudvalg til Hospitaler kunne bringe en telefonkonsultation i stand mellem den lokale kirurg og hans mere erfarne kolleger. Nogle gange har en sådan samtale sat læger i stand til at ændre deres behandling, uden at udsætte patienten for unødig risiko. Ved på denne måde at virke som kontaktled mellem læge og patient, er udvalgene blevet eksperter i at mindske både patientens og lægens problemer i situationer hvor en blodtransfusion syntes påkrævet.

Beviser på at det virker

Sonya var en glad pige på 13 år da hun i begyndelsen af 1989 fik at vide at hun havde en kræftsvulst under det ene øje. En kirurg gjorde det klart for Sonya og hendes forældre at den påkrævede operation var vanskelig. Eftersom svulsten voksede hurtigt burde indgrebet ikke udsættes. Bagefter ville man sandsynligvis være nødt til at behandle med kemoterapi, og lægen sagde at det var nødvendigt at forældrene gav tilladelse til at der blev givet blodtransfusioner. Men det kunne familien ikke gå med til på grund af deres religiøse overbevisning. Den dygtige kirurg som tog sig af Sonya var villig til at fjerne svulsten uden at bruge blod. Men på grund af hospitalets politik kunne kirurgen ikke finde en narkoselæge som var villig til at samarbejde.

Jonathan er Michael og Valeries ældste søn. I slutningen af 1989, da han var 16 år, fortalte lægerne dem at Jonathan havde en meget stor svulst på milten. Lægerne var noget ængstelige for at skulle operere uden at bruge blod, men de gik alligevel modigt med til det og respekterede familiens religiøse standpunkt. Efter operationen opstod der alvorlige komplikationer, og Jonathans blodtryk faldt brat. Under endnu en operation mistede han så meget blod at hans hæmoglobintal faldt til 5,5 — hvilket er omkring en tredjedel af det normale. En læge sagde til familien: „Jeres søns tilstand er meget alvorlig. Vi står med ryggen mod muren. Hvis han ikke får blod vil han måske dø!“ Hvad skulle de gøre?

I begge tilfælde ydede kontaktudvalgene i Canada en værdifuld hjælp. Sonyas familie blev forsikret om at udvalget, hvis det blev nødvendigt, kunne hjælpe dem med at få hende overført til et hospital i et andet land. Men kunne man gøre noget så den kvindelige kirurg, som allerede var kendt med hendes situation, kunne fortsætte sin behandling? Kirurgen var faktisk blevet så knyttet til Sonya at hun tilbød at være med på operationsholdet uanset hvor operationen skulle udføres. Men det blev ikke nødvendigt med en overflytning. Det lykkedes kontaktudvalgets medlemmer at overtale det lokale hospitalspersonale til at samarbejde med kirurgen. Denne læge sagde at det første Sonya spurgte om efter den otte og en halv time lange operation var om hun havde fået blod. Hun blev meget glad da hun fik at vide at det havde hun ikke.

Efter at Jonathans hæmoglobintal var faldet til 5,5 efter to operationer, var lægerne overbeviste om at det var nødvendigt med en blodtransfusion for at redde hans liv, og de var parate til at skaffe en dommerkendelse for at tvinge blod i ham. Men Jonathans stærke tro og hans modstand mod at få blod forsinkede dette. Jonathan fortæller: „Jeg tog dr.— i kraven og så ham i øjnene og sagde: ’Ingen blod eller blodprodukter, tak!’“ Kontaktudvalget hjalp med at ordne det sådan at Jonathan kunne blive fløjet til et større hospital. Da han ankom var der allerede et medlem af udvalget som havde talt med de ansvarshavende læger på hospitalet. Den næste dag stabiliseredes Jonathans hæmoglobintal. Derefter steg det konstant, og 15 dage efter den første operation blev han udskrevet.

Eftersom stadig flere læger og socialrådgivere er villige til at samarbejde med Jehovas Vidners Kontaktudvalg til Hospitaler er det tydeligt at vi fortsat kan vente gode resultater på dette område.

[Fodnoter]