Glæde i Østeuropa

I DEN FORGANGNE SOMMER strømmede i titusindvis af mennesker til Østeuropas storbyer. På gaderne i de smukke byer Budapest, Prag, Zagreb og mere end 20 andre byer vrimlede det med mennesker der bar blå/hvide reversmærker. Derved gav de til kende at de var venner af gudgiven frihed og delegerede ved Jehovas Vidners stævne.

For første gang nogen sinde kunne der frit afholdes stævner i Sovjetunionens europæiske republikker samt i det fjerne Sibirien og i den asiatiske sovjetrepublik Kasakhstán. I alt nød mere end 370.000 stævnedeltagere det varme fællesskab i Tjekkoslovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Polen, Rumænien og Sovjetunionen.

De der ikke var til stede kan have svært ved at forestille sig glæden da 74.252 frit og uden frygt kunne mødes i Sovjetunionen og tilbede Jehova Gud. Glæden var mindst lige så stor blandt de 74.587 stævnedeltagere i Prag og de 40.601 i Budapest som samledes på de største stadioner i Tjekkoslovakiet og Ungarn. Også de 14.684 som mødtes i Zagreb i Jugoslavien frydede sig over stævnet.

Disse sammenkomster var bemærkelsesværdige eftersom det kun er et par år siden at Jehovas Vidner var forbudt i størstedelen af Østeuropa. Under den kolde krig blev de afskåret fra kontakt med Vesten. Dengang var det tilmed ulovligt at samles i små grupper for at tilbede Gud. Intet under at glæden var stor over frit at kunne samles ved store stævner!

Et tjekkisk Jehovas vidne på 59 år som for omkring 40 år siden sad otte måneder i enecelle på grund af sin tro på Gud, sagde: „Mange af os der boede i Prag havde haft visioner om et stort stævne på dette stadion, men vi havde aldrig troet at denne drøm skulle gå i opfyldelse på en så storslået måde.“

To uger før stævnet i Prag, som blev holdt i dagene fra den 9. til 11. august, skrev byavisen Večerník Praha: „Jehovas vidner blev beskyldt for landsforræderi og for at fordærve socialismen og blev idømt mange års afsoning i de kommunistiske fængsler.“ Efter at have forklaret at byen snart skulle være vært for titusinder af Jehovas vidner, sluttede artiklen: „Man vil sandsynligvis ikke kunne møde så mange venlige og smilende mennesker i Prag som i den anden weekend i august.“

Med hensyn til forfølgelsen af Jehovas vidner, spørger du måske: ’Blev Jehovas vidner forfulgt med rette? Udgjorde de en trussel mod de politiske myndigheder i deres respektive lande? Hvorfra kom de hundredtusinder af østeuropæiske stævnedeltagere? Hvordan kunne de blive så mange forkyndere når de i hen ved 40 år har været undertrykt og isoleret fra den vestlige verden?’

En kolossal vækst

JEHOVAS VIDNER har aldrig udgjort nogen trussel mod de politiske myndigheder i deres respektive lande — hvilket der nu er mange som indser. I en kommentar til et af sommerens stævner i Sovjetunionen bemærkede avisen Krasnojárskij Komsomólets: „Vort lands ideologer anerkender langt om længe at Jehovas folk på ingen måde truer den offentlige lov og orden.“

Tilsvarende skrev sovjetavisen Vostotjno-Sibirskaja Právda: „Eftersom Jehovas Vidners organisation er strengt religiøs, tager dens medlemmer ikke del i politiske konflikter og man opfordrer dem ikke til at støtte nogen politisk blok. Derimod forsvarer man Bibelens autoritet og dens forfatter, Jehova Gud.“

Væksten i de tidlige år

Jehovas vidner har været aktive i Østeuropa i mange årtier. Allerede i slutningen af 30’erne var der over to tusind i Rumænien, et tusind i Polen, flere hundrede i Tjekkoslovakiet og Ungarn, og et tocifret antal i Jugoslavien. Der var dog kun få i det vældige Sovjet, men situationen skulle pludselig ændre sig.

En sovjetekspert, Walter Kolarz, siger i sin bog Religion in the Soviet Union at andre Jehovas vidner kom ind i Rusland „via de af Sovjetunionen i 1939-40 annekterede områder, hvor der boede små men meget aktive grupper af Jehovas vidner“. Jehovas vidner i de østlige egne af Polen, Tjekkoslovakiet og Rumænien var pludselig borgere i Sovjetunionen!

Jehovas vidner kom også ind i Sovjetunionen på en anden bemærkelsesværdig måde, nemlig via de tyske koncentrationslejre. Hvordan det? Jo, under den anden verdenskrig blev russiske fanger spærret inde i disse lejre sammen med tusinder af tyske Jehovas vidner, som var blevet sendt til lejrene fordi de holdt fast ved deres kristne neutralitet. (Johannes 17:16; 18:36) De foretrak at lide og dø frem for at overtræde Guds love ved at lade sig indrullere i Hitlers hære; derved undgik de at slå deres trosfæller eller andre ihjel og pådrage sig blodskyld. — 1 Johannes 3:10-12.

Walter Kolarz skriver: „Hvor utroligt det end lyder, er de tyske koncentrationslejre en af de kanaler hvorigennem Jehovas vidners budskab trængte ind i Rusland. Det blev bragt dertil af russiske fanger i Tyskland som havde beundret ’Vidnernes’ mod og standhaftighed og som måske af den grund fandt deres teologi tiltrækkende.“ Alene i kvindelejren Ravensbrück tog i snesevis af unge russere efter sigende imod det bibelske budskab Jehovas vidner fremholdt.

Efter krigen vendte østeuropæiske fanger som var blevet Jehovas vidner tilbage til deres hjemlande. Dér forkyndte de nidkært at Guds rige er det eneste håb om varig fred. Antallet af Jehovas vidner i Østeuropa steg derfor brat. I april 1946 var der over fire tusind forkyndere i Sovjetunionen, og dette antal fordobledes hurtigt. I september 1946 holdt Jehovas vidner i Rumænien et stævne i Bukarest som blev overværet af omkring 15.000.

Kort efter begyndte den kolde krig, og rejsevirksomheden og kommunikationen mellem Østeuropa og Vesten ophørte praktisk talt. Desuden var Østeuropas nye herskere begyndt at modstå Jehovas vidner. Desværre betragtede de dem som en trussel, og mange blev fængslet. Trods dette var der i 1951 3705 aktive forkyndere i Tjekkoslovakiet, 2583 i Ungarn, 617 i Jugoslavien, og over 15.000 i Polen.

Modstand men stadig fremgang

I 1967 omtalte Maurice Hindus Jehovas vidner i Sovjetunionen og andre dele af Østeuropa i sin bog The Kremlin’s Human Dilemma. Han skrev: „Skønt de virker under jorden, bliver de efterstræbt og idømt hårde fængselsstraffe. Men intet kan standse dem. Undertrykkes de ét sted, dukker de op et andet . . . De er sandsynligvis lige så sejlivede som det sovjetiske politi.“

I foråret 1951 blev der rettet et hårdt slag mod Jehovas vidner i Sovjetunionen. Mere end syv tusind forkyndere i de europæiske sovjetrepublikker blev arresteret og ført til fangelejre i fjerne afkroge af landet, herunder Sibirien og Vorkuta i det høje nord. Hvad blev følgen af dette?

Walter Kolarz skriver: „Dette betød ikke afslutningen på ’Vidnerne’ i Rusland, men kun begyndelsen til et nyt kapitel i deres forkyndervirksomhed. De forsøgte endog at udbrede deres tro når de standsede ved stationerne på vej til deres eksil. Den sovjetiske regering kunne ikke have gjort noget bedre for at udbrede deres tro end at deportere dem. Fra deres isolerede tilværelse i landsbyerne blev ’Vidnerne’ ført ind i en større verden, selv om det var koncentrations- og slavearbejdslejrenes forfærdelige verden.“

I og uden for fængslerne

Ligesom de første kristne fortsatte Jehovas vidner i Sovjetunionen med at forkynde trods forfølgelse. (Apostelgerninger 5:42) Helene Celmina, en lette som blev fængslet for påståede forbrydelser, siger at i den del af Potma-straffelejren hvor hun sad indespærret fra 1962 til 1966 var der cirka 350 indsatte. „Omkring halvdelen af dem,“ siger hun, „var Jehovas vidner.“ I sin bog Women in Soviet Prisons beskriver Helene Celmina sine oplevelser i lejren:

„Publikationer fra Brooklyn kommer regelmæssigt — i god behold og i store mængder — gennem uofficielle og velorganiserede kanaler . . . Ingen kan forstå hvordan det forbudte læsestof kommer ind i dette land med pigtråd og begrænset menneskelig kontakt — og så kommer det tilmed fra USA! Mange Jehovas vidner idømmes ti års hårdt strafarbejde blot for at have et par numre af bladet Vagttårnet i deres lejlighed. Eftersom folk arresteres for at besidde disse skrifter, er det forståeligt at tilstedeværelsen af disse publikationer i lejren vækker administrationens bekymring og harme.“

Takket være Jehovas hjælp kunne intet stoppe uddelingen af denne åndelige føde! Helene Celmina bemærker: „Ingen har fundet ud af hvordan [Vagttårnet] kommer ind i lejren. Efter domfældelsen skal hver eneste fange lægge alt sit tøj og kropsvisiteres. Ved ankomsten til lejren bliver hver fange grundigt undersøgt igen, ned til mindste detalje. Det undersøges om kufferter har dobbeltbund. Ingen fremmede kommer ind i lejren uden gyldigt ærinde. Når indsatte lukkes ud af lejrområdet for at arbejde i markerne er de omgivet af bevæbnede vagter og ingen får lov at nærme sig dem. Alle fanger visiteres grundigt før de vender tilbage til lejren om aftenen. Men trods denne overvågning når publikationerne fra Brooklyn frem til læserne.“

Samtidig fortsatte trofaste kristne uden for de sovjetiske fangelejre med deres offentlige forkyndelse og undervisningsvirksomhed, som det fremgår af de publikationer og film der blev fremstillet for at bekæmpe deres forkyndelse. I 1978 blev der udgivet en bog The Truths About Jehovah’s Witnesses, som ifølge forordet havde til hensigt at „give tilhængere af denne religiøse bevægelse en ateistisk undervisning“.

Forfatteren, V. V. Konik, pegede blandt andet på at Jehovas vidner ofte holdt offentlige foredrag ved deres begravelser og bryllupper. Han skrev: „I august 1973 blev der for eksempel i landsbyen Krásnaja Poljana, i Krasnodárskij-regionen, holdt bryllup for to medlemmer af organisationen som blev overværet af omkring 500 mennesker. Seks prædikanter holdt foredrag for dem, og deres foredrag blev transmitteret gennem to højttalere. Derefter skildrede et skuespil hvordan Jehovas vidner forkynder for folk fra andre trosretninger og for ateister.“

Ja, trods forbudet mod deres arbejde fortsatte Jehovas vidner i Østeuropa nidkært med at forkynde den gode nyhed om Guds rige i lydighed mod Kristi profetiske befaling. (Mattæus 24:14) I maj og juni 1989 blev Jehovas vidner langt om længe legaliseret i Polen og Ungarn. Rumænien gav Jehovas vidner juridisk anerkendelse i april 1990, Sovjetunionen i marts 1991 og Bulgarien i juli 1991. Og deres arbejde kan uhindret udføres i Tjekkoslovakiet.

Glade stævnedeltagere

Med dette in mente forstår du måske bedre hvorfor titusinder af delegerede ved stævnerne i Østeuropa frydede sig, græd af glæde, omfavnede hinanden, klappede og vinkede ivrigt under deres samvær på stadionerne.

I Budapest, Prag og Zagreb blev der holdt „internationale stævner“, og der var truffet særlige foranstaltninger for at indlogere titusinder af delegerede fra andre lande. I Sovjetunionen blev der holdt stævner i syv byer og 74.252 mødte op, 131.554 overværede de 12 stævner i Polen, og 34.808 var til stede ved de 8 stævner i Rumænien. Jehovas Vidner kunne ikke holde stævne i Bulgarien, men tre hundrede bulgarere rejste over grænsen til Thessaloniki i Grækenland, hvor de fulgte programmet på deres eget sprog.

Det har været et stort arbejde for de østeuropæiske forkyndere at tage sig af de mange tusind delegerede. Vidste du at man aldrig før har haft sådanne stævner i Sovjetunionen? At sørge for underhold til titusinder af gæster, som forkynderne i Budapest og Prag gjorde, var et kæmpeprojekt. Forestil dig hvordan det var at holde et stævne i Zagreb hvor borgerkrigsfaren truede og hvor man i det fjerne kunne høre lyden af eksplosioner!

Du vil helt sikkert finde det spændende at læse følgende rapport fra disse stævner.

[Kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BYERNE HVOR DE TRE INTERNATIONALE STÆVNER OG DE SYV STÆVNER I SOVJETUNIONEN BLEV HOLDT

SOVJETUNIONEN

Tallinn

Kíjev

Lvov

Tjernovtsý

Odessa

POLEN

TYSKLAND

TJEKKOSLOVAKIET

PRAG

ØSTRIG

UNGARN

BUDAPEST

RUMÆNIEN

JUGOSLAVIEN

ZAGREB

BULGARIEN

ALBANIEN

ITALIEN

GRÆKENLAND

TYRKIET

[Kort]

SOVJETUNIONEN

Alma-Ata

Usólje-Sibírskoje

Forbløffede over det de fik at se

HER i sommer stiftede mange i Østeuropa samt i det fjerne Kasakhstán og Sibirien bekendtskab med Jehovas vidner på en hel ny måde, nemlig i forbindelse med deres stævner. Lokalbefolkningen og gæsterne ved stævnerne var imponerede, ja forbløffede over det de fik at se.

Delegerede i Zagreb blev igen og igen mødt med udtalelsen: „Vi troede ikke I kom!“ De fleste andre turister havde aflyst deres rejser — men ikke Jehovas vidner. Londonavisen The Times skrev om stævnet: „Det er faktisk det første stævne Jehovas Vidner holder i et land der er i krig med sig selv.“

Især politiet var forbløffet. En betjent i Zagreb udtalte: „Det ville være godt at vise massemedierne hvad der foregår på dette stadion, for her ser man serbere, kroatere, slovenere, montenegrinere og andre sidde sammen i fordragelighed.“

En politibetjent i Budapest blev spurgt hvilken forskel der var på Jehovas vidner forsamlet på det store stadion og tilskuerne ved en almindelig fodboldkamp. Han smilede, løftede blikket og sagde: „Forskellen er lige så stor som afstanden mellem himmelen og jorden.“

„Hvad mener De?“

„Jo,“ svarede han, „se Dem omkring. Der er ingen der ryger, ingen der smider affald, og ingen der er uhøflige. De gør hvad der bliver sagt.“

I Kíjev, hovedstaden i Ukraine, samledes 14.654 på Dynamo Stadion. Et udsnit af deltagerne kan ses på forsiden af dette blad. En forkynder spurgte en politifuldmægtig om hans folk havde haft et hårdt job under Jehovas Vidners stævne. „Nej, næste gang vil vi kun sende to betjente.“

„Hvorfor to?“

„Jo, for hvis den ene falder i søvn,“ svarede politimanden med et glimt i øjet, „kan den anden passe på ham.“

Offentligheden forbløffet

Pesti Hírlap, en avis der udkommer i Budapest, skrev: „Mere end 40.000 tilbragte denne weekend på Népstadionet. End ikke et stykke papir, et stykke brød eller et cigaretskod er blevet efterladt.“ Fehérvár Hírlap, en anden avis, havde følgende kommentar: „De som tilfældigt kom ind på Népstadion mellem den 26. og 28. juli, blev positivt overraskede. . . . De kunne se et sjældent eksempel på kristen adfærd og levevis.“

I weekenden drev et voldsomt regnskyl ind over Budapest; der faldt mere end 5 centimeter nedbør. Men dette fik ikke tilhørerne til at miste modet. „Det er fantastisk! Det er ikke til at fatte!“ udbrød en betjent. „De bliver ved med at komme . . . Intet kan holde dem tilbage.“ Om mandagen gav en avis sin artikel om stævnet overskriften „Bøn i regnen“. Den citerede stævnedeltagere for at have sagt: „Vi bliver kun skyllet våde af regnen, ikke skyllet væk!“

I Lvov, hvor 17.531 samledes på Det Centralukrainske Stadion, sagde en polititalsmand til et Jehovas vidne: „Til en hvilken som helst anden offentligt begivenhed med så mange tilskuere ville vi have behøvet i hundredvis af politifolk. Ved jeres stævne havde vi ti, og dem var der ikke engang rigtig brug for.“

Denne talsmand for politiet gav udtryk for hvor imponeret han var over stævnet, med ordene: „I udmærker jer ved at lære andre det der er godt, tale om Gud og tage afstand fra vold. Vi har snakket om hvorfor vi plejede at forfølge jer og er nået til den konklusion at det var fordi vi ikke lyttede til jer og ikke vidste noget om jer.“

Efter sit besøg ved stævnet i Usólje-Sibírskoje i Sibirien skrev en journalist for den sovjetiske avis Leninskij Put’: „Det er forbløffende at iagttage hvor høflige Jehovas vidner er og i hvor høj grad de har øje for hinandens behov. Jeg vil aldrig glemme de ord der lød ved stævnet: ’Du må ikke stjæle! Du må ikke lyve! Du må ikke drikke [umådeholdent]! Vær flittig! Hjælp din næste!’ Det er principper som folk i almindelighed burde efterleve. Men ofte glemmer vi dem.

Imponerende var også den broderlige indstilling eller hjælpsomhed man viste hinanden på tilhørerpladserne. En kvinde gav os en avis så vi ikke behøvede at sidde på den støvede bænk. Da det begyndte at regne overlod en ung kvinde mig sin paraply med et smil, og en mand i nærheden nærmest trak en gennemblødt dreng ind under sin paraply. . . .Selve atmosfæren ved stævnet fik én til at føle sig lidt bedre tilpas, lidt mere kultiveret og ædel. Det var umuligt ikke at besvare de fremmedes venlighed med et smil. . . . Da vi forlod stadion følte vi os rensede og havde fornemmelsen af at have oplevet noget smukt.“

Der kom over 2000 fra Moskva til stævnet i Kíjev og cirka 4500 fra Kaukasus. I lufthavnen havde man opstillet en informationsstand, hvor man også havde udstillet bibelske publikationer. Mange henvendte sig med spørgsmål som blev besvaret imødekommende. En aften kom en mand hen og sagde: „Jeg har et stykke tid holdt øje med jer. Jeg er betaget over hvor venligt I taler til folk om Guds rige. Tillad mig at forære jer disse blomster som en gave for jeres udmærkede arbejde.“

Under dåben ved stævnet i Usólje-Sibírskoje så en journalist til sin forundring russere omfavne og lykønske en nydøbt af burjatfolket. Skønt Sibirien generelt er fri for etniske fordomme, er ægte venskaber mellem russere og sådanne folkeslag sjældne. „Hvordan overvinder I etniske skel?“ spurgte journalisten.

„Ved at efterleve det bibelske princip ’du skal elske din næste som dig selv’,“ lød svaret.

Et internationalt brodersamfund

Noget særlig betagende ved de tre internationale stævner var det hjertelige samvær mellem delegerede fra forskellige dele af verden. I Budapest var der besøgende fra 35 lande, heraf flest fra Polen og Tyskland; men også fra mange andre lande var der en betydelig repræsentation, deriblandt omkring 500 fra Sovjetunionen og 202 delegerede her fra Danmark. I Prag var der delegerede fra 39 lande, herunder mere end 26.000 fra Tyskland, næsten 13.000 fra Polen, over 900 fra Italien, 570 fra Holland, 746 fra Sverige, 743 fra Japan og 422 fra Danmark. I Zagreb var der trods borgerkrigstruslen gæster fra 15 lande, deriblandt 16 fra Danmark.

Ved hvert af de internationale stævner var der opstillet tre podier på plænen ud for forskellige afsnit af stadion. Fra disse podier blev hele programmet fremført samtidigt på tre sprog. I Budapest var sprogene ungarsk, polsk og tysk; i Prag tjekkisk/slovakisk, polsk og tysk; og i Zagreb kroatisk/serbisk, slovensk og italiensk. Det belærende bibelske skuespil var bygget over beretningen om Ezra og hans folk og kunne følges af de forskellige grupper af delegerede uanset i hvilken af de tre sprogsektioner de sad.

De fleste af hovedforedragene ved stævnerne blev holdt samtidigt på engelsk af forskellige medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd. De talte på samme tid fra hver sit af de tre podier. Disse foredrag blev selvfølgelig oversat til gavn for de tre største sproggrupper, og i Budapest og Prag blev de desuden oversat til flere forskellige sprog.

Tolkene for disse sprogsektioner stod på plænen umiddelbart foran deres sproggruppe. Via højttalere der var rettet mod den pågældende sprogsektion var det muligt at høre sit eget sprog uden at blive unødigt forstyrret af oversættelsen til de andre sprog. I Budapest blev foredrag af Det Styrende Råds medlemmer for eksempel oversat til dansk, finsk, fransk, græsk, hollandsk, italiensk, japansk, norsk, spansk/portugisisk og svensk, foruden dette stævnes hovedsprog polsk, tysk og ungarsk.

Ved hvert af de internationale stævner blev det tilskyndende afsluttende foredrag holdt af tre medlemmer af Det Styrende Råd, som tilstræbte at slutte samtidig. Bagefter opløftede de mange nationaliteter deres stemmer i fællessang, og til sidst blev hjerterne forenet i en inderlig takkebøn til Jehova Gud for at han havde velsignet disse enestående sammenkomster.

Efter det afsluttende „Amen!“ ønskede ingen at forlade stadion. Tårerne piblede frem i tusinder par øjne. Fra hver side af de store stadioner blev der vinket med lommetørklæder, sangbøger og paraplyer i en afskedshilsen til elskede venner som havde bevaret deres uangribelighed ind for Gud trods mange års forbud og fangenskab. I Prag blev mange venner på stadionet i over en time, idet de sang og nød fællesskabet.

Det havde imidlertid krævet en stor indsats at arrangere disse sammenkomster. Jehovas vidner havde bogstavelig talt ofret tusinder af timer blot for at være til stede — for ikke at nævne de i hundredvis af småting de måtte tage sig af for at stævnerne kunne forløbe glat.

Stævnefaciliteterne sættes i stand

Det kæmpemæssige Strahov Stadion i Prag — som ikke havde været brugt til store arrangementer i årevis — trængte i den grad til en istandsættelse. Der var kun omkring 55.000 brugbare sæder, hvilket ikke var nær nok til det antal man forventede ville komme til sommerens største stævne i Østeuropa. Man skaffede sig derfor en maskinhøvl, som efter at være blevet istandsat blev brugt til fremstilling af over 18 kilometer bænke med siddepladser til omkring 30.000.

Der skulle naturligvis ikke kun fremstilles og installeres bænke men også males, gøres rent, fjernes ukrudt og foretages almindelige reparationer. Til sidst blev stadionet udsmykket med 8300 potter med 33.200 blomster og 1357 nåletræer. På nogle tidspunkter var der omkring tusind hjælpere i sving. I alt brugte frivillige fra 260 menigheder af Jehovas Vidner omkring 66.000 timer på arbejdet.

Et tilsvarende arbejde blev udført for at klargøre stadionerne i Budapest, Zagreb og andre byer. Omkring 4000 frivillige brugte over 40.000 timer på stævnepladsen i Lvov. Deres arbejdsindsats var betaling for leje af faciliteterne. Alle bænke på stadionet blev repareret og malet og alle toiletterne blev rengjort og istandsat. Der blev også opført en 33 meter lang murstensbygning med hvilerum. Tilsvarende blev der på Khimik Stadion i Usólje-Sibírskoje bygget 52 ekstra toiletter til brug under stævnet.

Chefingeniøren ved stadionet i Lvov sagde: „Jeg har aldrig i mit liv mødt så mærkelige mennesker. I arbejder sammen som én stor familie. Jeg kan ikke begribe det, men det er meget dejligt at arbejde sammen med jer.“ Stadionadministrationen skrev en takkeskrivelse til Jehovas vidner for „deres engagement i arbejdet, deres gode egenskaber, samt deres ansvarlighed“. Skrivelsen sluttede: „Vi ønsker jer et godt stævne i Lvov.“

I Kíjev var det nødvendigt at reparere gulvet i den sal som skulle rumme bespisningen. Arbejdet blev udført på to dage. Et par stadionarbejdere kom for at betragte „miraklet“. Den ene sagde til den anden: „På to dage har de udført en opgave som det ville tage vore folk et halvt år at klare.“ Formanden for vandsportklubben sagde til stævnetilsynsmanden: „I har i den grad forvandlet stadion at vi knap nok kan genkende det.“

Personalet på stadionet i Kíjev skrev i taknemmelighed: „Vi er utroligt imponerede af Jehovas Vidners stævneorganisation. . . . Som forårsbække der flyder sammen og danner én stor strøm, løber de små strømme af Jehovas vidner sammen til store skarer der samles til deres højtid. Det er beundringsværdigt. Det er første gang vi er vidne til dette. Vi takker jer for det I har lært os gennem jeres eksempel.“

Forplejning af de delegerede

En af de største opgaver var at sørge for logi til de tusinder af besøgende. Lokale Jehovas vidner stillede deres hjem til rådighed for delegerede. Under stævnet i Prag indlogerede tjekkiske Jehovas vidner 6280 fra Polen i deres egne hjem. I Budapest var 2203 indkvarteret i private hjem. Og de 278 Jehovas vidner i Kíjev havde 750 til 800 gæster boende.

I Budapest og Prag blev mange desuden indkvarteret på skoler og i gymnastiksale. På over 40 skoler i Budapest indkvarteredes 7930 personer. I Prag sov 12.530 på skoler og i gymnastiksale. Der blev skaffet i tusindvis af luftmadrasser til dette formål. Over 29.000 der overværede stævnet i Prag boede på kollegier og vandrerhjem, og tusinder flere blev indlogeret på hoteller.

Ved nogle stævner blev der truffet foranstaltning til at delegerede kunne sove i de togvogne de ankom i. I Kíjev sov omkring to tusind Jehovas vidner fra Sakarpatskaja Oblast i togkupéer. Det samme gjaldt nogle fra Kaukasus der rejste til Kíjev, og litauiske Jehovas vidner som overværede stævnet i Tallinn i Estland.

Efter at de delegerede var ankommet sørgede deres omsorgsfulde værter for dem. I Prag blev der for eksempel sat 40 busser ind på en rute der normalt betjenes af én. Fordi der var betalt på forhånd for dem kunne de delegerede om morgenen og om aftenen frit rejse med de offentlige transportmidler til og fra stævnet blot ved at vise deres stævneskilte. I Sovjetunionen blev 11 busser fra byen Angársk venligt eskorteret til stævnet i Usólje-Sibírskoje af to biler fra ordenspolitiet — én kørte foran, en anden bagved!

Bestræbelser for at være til stede

Mange måtte rejse langt og bringe store personlige ofre — især de delegerede ved visse af de sovjetiske stævner. Nogle havde sparet sammen et helt år for at kunne betale deres rejse. En delegation rejste over 3200 kilometer fra havnebyen Vladivostók ved Stillehavet for at komme til Usólje-Sibírskoje. Der kom tolv andre delegerede fra øen Sakhalin i Stillehavet nord for Japan. En af dem var en ung mand på 20 år der rejste sammen med tre andre unge som han havde bibelstudium med.

En buschauffør fra Sajanogórsk som gerne ville døbes i Usólje, bad vedholdende sin arbejdsgiver om et par fridage for at kunne overvære stævnet, men chefen modsatte sig det. Derfor kørte manden til byen Abakán og fik skaffet en kopi af det sovjetiske dokument af 27. marts 1990 hvori Jehovas Vidner officielt blev anerkendt som en religiøs organisation. Selv efter at have set dokumentet ville chefen ikke lade ham få fri. Men om morgenen den dag stævnerejsen skulle påbegyndes spurgte manden, efter en inderlig bøn til Jehova, igen om lov til at få fri — og fik det langt om længe.

Dåb og nye publikationer

Dåben var et betagende højdepunkt ved alle de østeuropæiske stævner. Ved en symbolsk handling — nedsænkning i vand — tilkendegav 18.293 af stævnedeltagerne i vidners nærværelse at de uforbeholdent havde viet deres liv til at tjene Jehova Gud. En ung dåbskandidat i Prag som kort forinden havde fået et attraktivt jobtilbud, bemærkede: „Jeg følte at jeg havde valget mellem en treenig gud bestående af amerikanske dollars, tyske mark og østrigske shilling på den ene side og Jehova på den anden. Jeg valgte Jehova og afslog jobtilbudet.“

Dåben i Tallinn foregik i et udendørs bassin nær Østersøen og med udsigt til en gammel fæstning som engang havde tjent som fængsel. Her blev mange estiske Jehovas vidner holdt forvaret før de blev sendt til arbejdslejre i Rusland i begyndelsen af 1950’erne. Det var rørende, især for de ældre, at se 447 nye troende symbolisere deres indvielse til Jehova ved en offentlig ceremoni!

Noget andet spændende ved stævnerne var frigivelsen af nye publikationer. De litauiske venner i Tallinn sprang bogstavelig talt op fra deres sæder og råbte af glæde da de fik at vide at brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“ nu var kommet på deres sprog. På samme måde var frigivelsen af bogen Åbenbaringen — Det store klimaks er nær! et højdepunkt ved stævnerne i Rumænien. For tjekkerne og slovakkerne i Prag var udgivelsen af Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter på deres egne sprog noget helt enestående!

Ved de fleste stævner vakte udgivelsen af den nye bog Det største menneske der har levet stor begejstring. Denne bog er allerede trykt i ti millioner eksemplarer på 59 sprog.

Friheden udnyttes forstandigt

I dag kan bibelsk læsestof frit indføres i Østeuropa, også i Sovjetunionen. Lastbiler læsset med Vagttårnet og Vågn op! forlader nu Jehovas Vidners store trykkeri i Selters/Taunus i Tyskland og krydser grænserne til de østeuropæiske lande. Hvilken kontrast til det der foregik da Jehovas vidner måtte smugle publikationer ind i disse lande med fare for at blive sat i fængsel!

Følgende ordveksling mellem en grænsevagt og en af deltagerne ved stævnet i Tallinn illustrerer hvilken vidunderlig forandring der har fundet sted:

„Hvad har du i den lille kasse?“

„Blade.“

„Hvad for blade? Guds blade?“

„Øh, ja, det er det.“

„Er det Jehova Guds blade?“

„Ja!“

„Godt nok. Du kan køre.“

Efter stævnet i Budapest inviterede Ungarns præsident, Arpad Goncz, en forkynder på besøg som havde været hans cellekammerat under det kommunistiske regime. Arpad Goncz tilbragte en time sammen med sin tidligere cellekammerat og bad ham derefter viderebringe hans bedste ønsker til Jehovas vidner. Overalt er „venner af gudgiven frihed“ meget taknemmelige over at de nuværende ledere, som hr. Goncz, indrømmer deres undersåtter tilbedelsesfrihed i Østeuropa.

At Jehovas vidner bruger deres frihed rigtigt fremgår af en skildring af gadelivet i Skt. Petersborg (det tidligere Leningrad) i The New York Times for september: „De sagte toner af Gershwins ’Summertime’ forplanter sig over Nevafloden . . . og hen over velnærede solbadere, børn der jager hunde, gadesælgere der falbyder kort over det gamle Skt. Petersborg, og Jehovas vidner på udkig efter nye disciple.“

Ja, forkynderne bruger deres frihed til nidkært at forkynde den gode nyhed! Vil du gerne vide mere om deres budskab? Sovjetavisen Vostotjno-Sibirskaja Právda forklarer: „Man kan indhente detaljerede oplysninger om deres aktiviteter i alle byer på de steder hvor Jehovas Vidners bibelundervisning foregår.“ Uanset hvor du bor i verden, kan du frit henvende dig til dem.

[Oversigt på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

STÆVNERNE I ØSTEUROPA OG SOVJETUNIONEN

Land Højeste antal til stede Døbte

Tjekkoslovakiet (Prag) 74.587 2.337

Ungarn (Budapest) 40.601 1,134

Polen (12 byer) 131.554 4.250

Rumænien (8 byer) 34.808 2,260

Sovjetunionen (7 byer) 74.252 7,820

Jugoslavien (Zagreb) 14.684 492

I alt 30 stævner: 370.486 18.293

[Illustrationer på side 8, 9]

Til højre: Tolkning til forskellige sprog i Prag

Nederst: Strahov Stadion i Prag fyldtes af mere end 74.000 delegerede

[Illustrationer på side 10]

Herover: Stævne i Tallinn i Estland

Stævnet i Budapest hvor de 40.000 deltagere nød programmet i al slags vejr

[Illustrationer på side 15]

Herover: Nogle af de toiletter der blev opført til brug ved stævnet i Usólje-Sibírskoje i Sibirien

Stadion i Prag males og forsynes med ekstra bænke

[Illustrationer på side 16]

Det bibelske skuespil og dåben i Zagreb

[Illustrationer på side 17]

Øverst: Den første rigssal opført af Jehovas Vidner i Ungarn indvies i juni 1991

I midten: Over 20.000 indlogeredes på skoler og i gymnastiksale i Budapest og Prag

Herunder: Udlevering af bogen „Det største menneske der har levet“, Usólje-Sibírskoje i Sibirien