Jagten på guld, ære, krydderier og nye missionsmarker

„TIERRA! Tierra!“ (Land! Land!) Dette jubelråb brød nattevagtens stilhed den 12. oktober 1492. Udkigsmanden om bord på Pinta havde fået øje på en svag kontur af en ø. Den endeløse rejse som skibene Santa María, Pinta og Niña havde gennemført, var langt om længe blevet kronet med held.

Ved de første solstråler gik Columbus, hans to kaptajner og andre skibsofficerer i land. De takkede Gud og tog øen i besiddelse i det spanske kongepars navn.

Columbus’ drøm var gået i opfyldelse. Han så nu frem til at finde guld (de indfødtes guldnæseringe blev ikke ladt upåagtet) og vende tilbage til Spanien i triumf. Han var overbevist om at han havde fundet den vestlige søvej til Indien, og de sidste otte års frustrationer kunne nu glemmes.

En drøm begynder at blive til virkelighed

I slutningen af det 15. århundrede var to handelsvarer særlig efterspurgte i Europa, nemlig guld og krydderier. Man behøvede guld for at kunne købe luksusting fra Orienten, og Østens krydderier satte smag på de ensformige måltider i de lange vintermåneder. De europæiske købmænd ønskede direkte adgang til Østen.

Portugisiske købmænd og søfarere var ved at opnå monopol på Afrikahandelen, og det lykkedes dem at finde sejlruten til Østen rundt om Afrika og Kap Det Gode Håb. Imens gik den italienske søfarer Columbus’ tanker mod vest. Han mente at den korteste vej til Indien og dets eftertragtede krydderier måtte være over Atlanten.

I otte slidsomme år havde Columbus valfartet fra det ene kongehof til det andet for at få støtte til sit foretagende, hvilket til sidst lykkedes hos Spaniens majestæter, Ferdinand og Isabella. Ved sin urokkelige overbevisning fik han omsider de tvivlende regenter og de nølende søfolk med på idéen. Deres skepsis var ikke ubegrundet. Columbus’ projekt var ikke uden fejl, og han insisterede uden skam på at blive udnævnt til „admiral af verdenshavet“ og guvernør på livstid over alle de lande han måtte opdage.

Men det punkt der fik mest kritik var hans beregninger. Dengang bestred de fleste lærde ikke længere at Jorden var rund. Spørgsmålet var hvor langt det ocean der adskilte Europa fra Asien strakte sig. Columbus havde udregnet at Cipangu, det vil sige Japan — som han havde læst om i beretningen fra Marco Polos rejse til Kina — lå 8000 kilometer vest for Lissabon i Portugal. Han anbragte således Japan i det der i dag kaldes Det Caraibiske Hav.a

Først og fremmest på grund af Columbus’ alt for optimistiske udregning af afstanden mellem Europa og Fjernøsten fejede kongelige udvalg i både Spanien og Portugal hans eventyr af bordet som uigennemførligt. Den mulighed at der skulle ligge et stort kontinent mellem Europa og Asien faldt tilsyneladende ingen ind.

Men Columbus, som blev støttet af venner ved det spanske hof, holdt ud, og tiden arbejdede for ham. Dronning Isabella af Castilien, der var en nidkær katolik, blev lokket af udsigten til at vinde Østen for den katolske tro. Da Granada i foråret 1492 faldt for det katolske kongepars hære, blev katolicismen enerådende i hele Spanien. Tiden var moden til at vove nogle penge på et foretagende som kunne give et stort afkast, både religiøst og økonomisk. Columbus fik kongens godkendelse og de kontanter han havde brug for.

Rejsen til det ukendte

En lille flåde på tre skibe blev hurtigt udrustet, og med en samlet besætning på 90 mand stævnede Columbus den 3. august 1492 ud fra Spanien.b Efter at have provianteret på Canarieøerne fortsatte skibene den 6. september videre mod vest med kurs mod „Indien“.

Rejsen var trængselsfyldt for Columbus. Stemningen blandt besætningen steg og faldt alt efter hvad vej vinden bar. På trods af de mange søfugle virkede den vestlige horisont trøstesløs og øde. Columbus måtte bestandig indgyde sine søfolk frisk mod med løfter om jord og rigdom. Da de ifølge Columbus’ „personlige beregninger“ var nået over 3000 kilometer ud på Atlanten, opgav han skibsføreren distancen til kun 2800 kilometer. Derefter skrev han i skibets logbog: „Jeg afslørede ikke det nøjagtige tal [3413 km] for mændene, for så ville de blive skræmte over at befinde sig så langt hjemmefra.“ (Columbus’ Skibsjournal er oversat til dansk af Carl V. Østergaard) Ved mange lejligheder var det kun hans utrættelige beslutsomhed der forhindrede at skibene vendte om.

Som dagene gik blev søfolkene mere og mere urolige. „Min beslutning behagede ikke mændene, for de fortsætter med at knurre og klage,“ skrev Columbus. „Trods dette fastholdt jeg kursen mod vest.“ Den 10. oktober, efter mere end en måned på havet, voksede utilfredsheden på alle tre skibe. Søfolkene lod sig først berolige da Columbus lovede at vende om hvis ikke de fik land i sigte inden for tre dage. Den følgende dag fiskede man en grøn gren med blomster op af havet, og tilliden til admiralen vendte tilbage. Og da dagen gryede næste morgen den 12. oktober, så den søtrætte besætning det velgørende syn af en frodig tropeø. De havde nået målet for deres epokegørende rejse!

Opdagelse og skuffelse

Bahamaøerne var idylliske. De nøgne indfødte var ifølge Columbus „alle velvoksne og smukke“. Men efter i to uger at have levet af tropefrugt og udvekslet gaver med de venlige indbyggere, drog Columbus videre. Han søgte efter guld, efter det asiatiske fastland, samt efter krydderier og folk at omvende.

Få dage senere nåede Columbus Cuba. „Jeg har aldrig set noget så smukt,“ bemærkede han da han gik i land på øen. Inden da havde han i sin logbog skrevet: „Jeg er nu overbevist om at Cuba er det indiske navn for Cipangu [Japan].“ Han sendte derfor to repræsentanter hen for at få foretræde for khanen (herskeren). De to spaniere fandt hverken guld eller japanere, men kunne berette om de indfødtes besynderlige vane med at ryge tobak. Men Columbus lod sig ikke slå ud. „I disse lande [findes] uden tvivl . . . store mængder af guld,“ forsikrede han sig selv.

Odysséen fortsatte, denne gang østpå. Han opdagede en stor, bjergrig ø nær Cuba som han kaldte La Isla Española (Hispaniola). Og til sidst fandt spanierne også en pæn mængde guld. Men få dage senere blev de ramt af en ulykke. Columbus’ flagskib Santa María grundstødte på en sandbanke og kunne ikke bringes flot. De indfødte hjalp villigt mandskabet med at bjærge mest muligt. „De elsker deres næste som sig selv; deres tale er blid og indsmigrende og munter og altid ledsaget af latter,“ skrev Columbus.

Columbus besluttede at oprette en lille koloni på Hispaniola. Tidligere havde han ildevarslende skrevet i sin logbog: „Disse folk er meget uøvede i våbenbrug. . . . Med 50 mand kunne man undertvinge dem alle og få dem til at gøre hvad man bød.“ Han imødeså også en religiøs kolonisering: „Det er mit håb til Gud, at Deres Højheder vil gøre dem alle til kristne, og at de således vil blive Deres undersåtter.“ Da kolonien var blevet oprettet døbte han den La Villa de la Navidad (Fødselsbyen). Columbus besluttede at han og resten af hans folk hurtigt skulle tage tilbage til Spanien med nyheden om deres store opdagelse.

Det tabte paradis

Begejstringen var stor ved det spanske hof da nyheden om Columbus’ opdagelse nåede frem. Columbus blev overøst med æresbevisninger og blev opfordret til så hurtigt som muligt at tilrettelægge en ny ekspedition. I mellemtiden drog spanske diplomater hurtigt til den spanske pave, Alexander VI, for at sikre deres nation retten til at kolonisere alle de lande Columbus havde opdaget.

Den anden ekspedition, der løb af stabelen i 1493, var meget ambitiøs. En armada på 17 skibe medbragte over 1200 kolonister, herunder præster, landmænd og soldater — men ingen kvinder. Hensigten var at kolonisere de nye lande, omvende de indfødte til katolicismen og, naturligvis, skaffe guld og krydderier. Columbus havde også til hensigt at fortsætte sin søgen efter en søvej til Indien.

Skønt der blev opdaget flere øer, herunder Puerto Rico og Jamaica, voksede fortvivlelsen. La Navidad, den første koloni, var blevet hærget af bitre indbyrdes fejder mellem spanierne og var blevet næsten totalt udslettet af øboerne, der var vrede over kolonisatorernes grådighed og umoralitet. Columbus valgte et mere ideelt sted at anlægge en ny, stor koloni, hvorefter han fortsatte sin søgen efter vejen til Indien.

Efter et mislykket forsøg på at omsejle Cuba konkluderede han at det måtte være Asiens kyst — måske Malaya. I bogen The Conquest of Paradise siges der at Columbus „besluttede at lade hele besætningen erklære under ed at den kyst de havde sejlet langs med . . . ikke var en ø men var ’begyndelsen af det indiske fastland’“. Da Columbus vendte tilbage til Hispaniola erfarede han at de nye kolonister ikke havde opført sig meget bedre end de første, men havde voldtaget de indfødte kvinder og gjort drengene til slaver. Columbus forværrede selv de indfødtes fjendskab ved at tage 1500 af dem til fange og sende 500 til Spanien som slaver. De døde alle inden for få år.

På sine to sidste rejser til De Vestindiske Øer havde Columbus ikke bedre held med sig. Han fandt hverken guld, krydderier eller nogen gennemsejling til Indien. Men den katolske kirke hvervede nye proselytter, både med det gode og med det onde. Columbus var en langt dårligere administrator end søfarer, og et skrantende helbred gjorde ham autokratisk og endda hensynsløs over for dem der mishagede ham. De spanske regenter blev bedt om at skifte ham ud med en dygtigere guvernør. Columbus besejrede havene men led nederlag da han gik i land.

Kort efter den fjerde rejse, i en alder af 54 år, døde Columbus som en rig men bitter mand der stadig holdt på at han havde fundet søvejen til Asien. Det blev overladt til eftertiden at tildele ham den ære som han hele sit liv så brændende havde ønsket sig.

Men i kølvandet på hans opdagelsesrejser fulgte udforskningen og koloniseringen af hele det amerikanske kontinent. Verden var med ét slag blevet forandret. Var det til det gode?

[Fodnoter]

[Kort på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

COLUMBUS’ OPDAGELSESREJSE

SPANIEN

AFRIKA

Atlanterhavet

USA

Bahamaøerne

Cuba

Hispaniola

To kulturer støder sammen

FOR fem hundrede år siden sad nogle spanske udsendinge i en lille by i hjertet af Castilien og tingede med deres portugisiske modparter. Den 7. juni 1494 nåede de til enighed, hvorpå de underskrev en formel overenskomst — den såkaldte Tordesillas-traktat. Som følge af dette forlig er der i dag flere hundrede millioner på den vestlige halvkugle der taler spansk eller portugisisk.

Traktaten bekræftede de pavelige buller fra det foregående år der delte den uudforskede verden mellem de to iberiske lande. En demarkationslinje forløbende nord-syd blev trukket „370 leguàs (2200 kilometer) vest for Kap Verde-øerne“. Spanien kunne kolonisere og kristne de lande der blev opdaget vest for denne linje (Nord- og Sydamerika med undtagelse af Brasilien) og Portugal alle lande øst for den (Brasilien, Afrika og Asien).

Med pavens velsignelse drog Spanien og Portugal — med andre europæiske nationer i kølvandet — ud for at beherske bølgerne og dermed verden. Halvtreds år efter traktatens underskrivelse var der oprettet sejlruter over havene som dannede bro mellem kontinenterne. Vidtstrakte koloniriger var ved at blive skabt. — Se rammen, side 8.

De store opdagelsesrejser fik gennemgribende konsekvenser. Handelen og landbruget blev revolutioneret, og den racemæssige og religiøse opdeling af verden blev ændret. Men det var færten af guld som satte udviklingen i gang.

Handelens udvikling

Columbus havde ret. Den nye verdensdel rummede guld, om end han selv kun fandt meget lidt. Inden længe begyndte galeoner at fragte enorme skibsladninger af plyndret amerikansk guld og sølv til Spanien. Rigdommene forsvandt imidlertid hurtigt. Tilstrømningen af så meget ædelmetal udløste en ødelæggende inflation, og udsigterne til lettjente penge ødelagde den spanske fremstillingsvirksomhed. Til gengæld fik metallet fra Amerika den fremadstormende internationale økonomis hjul på gled. Der blev råd til eksotiske varer, som skibsfarten hentede hjem fra de fire verdenshjørner.

Ved slutningen af det 17. århundrede kunne man købe peruansk sølv i Manila, kinesisk silke i Mexico City, afrikansk guld i Lissabon og nordamerikanske pelse i London. Da først luksusvarerne havde fundet vejen, fragtedes stabelvarer som sukker, te, kaffe og bomuld i stadig større kvanta over Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Og spisevanerne begyndte at ændre sig.

Nye afgrøder og et nyt køkken

Den schweiziske chokolade, de irske kartofler og de italienske pizzaer står i taknemmelighedsgæld til inka- og aztekerbønderne. Kakao, kartofler og tomater var blot tre af de nye produkter der nåede Europa. Ofte tog det tid før de nye krydderier, frugter og grøntsager slog an, skønt Columbus og hans folk fra begyndelsen havde været begejstrede for ananas og batater. — Se rammen, side 9.

Afgrøder fra Østen som bomuld og sukkerrør vandt indpas i den nye verden, mens sydamerikanske kartofler med tiden blev et vigtigt næringsmiddel i mange europæiske husholdninger. Denne udveksling af afgrøder gav ikke blot det internationale køkken større variation, men gjorde også kosten mere næringsholdig, hvilket bidrog til den kolossale befolkningstilvækst i det 19. og 20. århundrede. Men landbrugsrevolutionen havde sin pris.

Racisme og undertrykkelse

Kolonister kunne tjene stort på nye salgsafgrøder som bomuld, sukker og tobak, forudsat de havde den fornødne billige arbejdskraft til at bearbejde deres jorder. Og det lå ligefor at udnytte den indfødte arbejdsstyrke.

De europæiske koloniherrer betragtede ikke de indfødte som meget andet end dyr udrustet med talens gave, en fordom hvormed de retfærdiggjorde at de tog dem som slaver. En pavelig bulle fra 1537 fastslog ganske vist at „indianerne“ var „mennesker med en sjæl“, men dette lagde ikke en dæmper på udbytningen. Som en nylig Vatikan-skrivelse påpeger „begyndte den racemæssige diskriminering med Amerikas opdagelse“.

Den grusomme medfart og spredningen af „europæiske sygdomme“ gjorde voldsomt indhug i den indfødte befolkning. I løbet af hundrede år reduceredes den, ifølge nogle skøn, med op mod 90 procent. I Det Caraibiske Hav blev de indfødte næsten totalt udryddet. Da lokalbefolkningen ikke længere kunne udskrives til tvangsarbejde, måtte jordbesidderne se sig om efter anden arbejdskraft. Portugiserne, som havde sikkert fodfæste i Afrika, fandt på en uhyggelig løsning: slavehandel.

Igen var racefordomme og begær årsag til en forfærdelig høst af lidelser. Ved slutningen af det 19. århundrede skønnes konvojer af slaveskibe (fortrinsvis engelske, hollandske, franske og portugisiske) at have sejlet mere end 15 millioner afrikanske slaver til Amerika!

På grund af de stærke racistiske anstrøg kan det ikke undre at europæernes opdagelse af Amerika bliver dybt begrædt af mange indfødte amerikanere. En nordamerikansk indianer siger: „Columbus opdagede ikke indianerne. Vi opdagede ham.“ Mapuche-indianerne i Chile siger ligeledes at ’det ikke var nogen virkelig opdagelse eller ægte evangelisering men snarere en invasion af deres forfædres land’. Som denne udtalelse lader forstå, kan kirken ikke sige sig fri for skyld.

Religiøs kolonisation

Den religiøse kolonisering af den nye verden gik hånd i hånd med den politiske.a Når et område var blevet erobret blev de indfødte tvangsomvendt til katolicismen. Som den katolske præst og historiker Humberto Bronx forklarer: „Først døbte de folk uden mundtlig oplæring, ja, faktisk ved tvang. . . . Hedenske templer blev omdannet til kristne kirker eller klostre; afguder blev erstattet af kors.“ Denne vilkårlige „omvendelse“ førte, ikke overraskende, til en besynderlig blanding af katolsk og traditionel religion som har eksisteret helt til nu.

Efter erobringen og „omvendelserne“ blev lydighed mod kirken og dens repræsentanter strengt gennemtvunget, især i Mexico og Peru, hvor inkvisitionen fik sæde. Nogle oprigtige gejstlige tog til orde mod de ukristne metoder. Dominikaneren Pedro de Córdoba, der var øjenvidne til øen Hispaniolas kolonisering, sagde med et hjertesuk: „Hvis blot prædikanterne gjorde disse gode, lydige og ydmyge mennesker til kristne uden deres usle brug af vold og magt, tror jeg at der ville blive grundlagt en kirke så ædel som den første kristne.“

En ny, men ikke bedre, verden

Nogle ser Amerikas opdagelse, kolonisering og omvendelse som „en konfrontation mellem to kulturer“. Andre betragter den som en „udbytning“, mens nogle fordømmer den som „voldførelse“. Uanset hvad man mener er der ingen tvivl om at Amerikas opdagelse indvarslede en ny tidsalder, en tidsalder med økonomisk vækst og tekniske fremskridt, om end på bekostning af menneskerettighederne.

Det var den italienske søfarer Amerigo Vespucci der i 1505 fandt på udtrykket „den nye verden“ som betegnelse for det nye kontinent. Selv om meget var nyt rådede den gamle verdens fundamentale problemer også i den nye. De mange spanske conquistadorers forgæves forsøg på at finde det legendariske Eldorado, en by med guld og velstand, viser at menneskers forhåbninger ikke blev indfriet med opdagelsen af „den nye verden“. Vil de nogen sinde blive det?

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

Columbus og opdagelsesrejsernes tidsalder

I LØBET af 50 år efter Columbus’ opdagelse af Amerika måtte verdenskortet tegnes fuldstændigt om. Spanske, portugisiske, italienske, franske, hollandske og engelske søfarere der søgte efter nye veje til Østen, opdagede nye have og nye kontinenter. I 1542 var kun de australske og antarktiske kontinenter endnu uopdagede.

Sydamerika Først Columbus og snart derefter Ojeda, Vespucci og Coelho kortlagde Syd- og Mellemamerikas kystlinje (1498-1501).

Nordamerika Cabot opdagede Newfoundland i 1497, og Verrazano besejlede i 1524 som den første Nordamerikas østkyst.

Verdensomsejling De første jordomsejlere var Magellan og Elcano, der opdagede Filippinerne under et eventyrligt togt over det vældige Stillehav (1519-1522).

Søvejen til Indien rundt om Afrika Efter at have rundet Kap Det Gode Håb og Kap Agulhas nåede Vasco da Gama i 1498 til Indien.

Fjernøsten Portugisiske sejlskibe nåede Indonesien i 1509, Kina i 1514 og Japan i 1542.

[Ramme/illustration på side 9]

Planter der ændrede menukortet

AMERIKAS opdagelse fornyede verdens spisevaner. Der skete en hurtig udveksling af afgrøder mellem den gamle verden og den nye, og mange af de planter inkaerne og aztekerne dyrkede er i dag blandt de almindeligste spiseafgrøder i verden.

Kartoflen. Da spanierne kom til Peru, var kartoflen grundlaget for inkaernes økonomi. Kartoflen kunne også dyrkes under nordlige himmelstrøg, og i løbet af to hundrede år blev den hverdagskost i mange europæiske lande. Nogle historikere mener endog at denne beskedne men nærende rodfrugt var årsag til den hurtige befolkningstilvækst der fulgte med den industrielle revolution i Europa.

Bataten („sød kartoffel“). Columbus stødte på batater under sin første rejse. Han beskrev dem som en slags „store gulerødder“ der „i smagen minder om kastanjer“. Nu er bataten et vigtigt levnedsmiddel for millioner af mennesker i en stor del af verden.

Majs. Majsplanten spillede så stor en rolle for aztekerne at de betragtede den som et symbol på liv. I dag er majs næst efter hvede den afgrøde som optager det største landbrugsareal.

Tomaten. Både aztekerne og mayaerne dyrkede xitomatle (senere kaldt tomatl). I det 16. århundrede dyrkedes der tomater i Spanien og Italien, hvor gazpacho, pasta og pizza blev livretter. Andre europæere fik ikke smag for disse retter før i det 19. århundrede.

Kakao. Kakao var aztekerherskeren Montezuma II’s yndlingsdrik. Da Cortés kom til Mexico var kakaobønner, hvoraf kakao fremstilles, i så høj kurs at de blev anvendt som betalingsmiddel. Da man i det 19. århundrede fandt på at blande kakao, mælk og sukker, blev det en international salgssucces, både som drik og som spisechokolade.

[Illustration på side 9]

Columbus ankommer til Bahamaøerne, 1492

[Kildeangivelse]

Med tilladelse fra Museo Naval, Madrid, og Don Manuel González López

[Illustration på side 10]

Mexicanske ofre for den katolske inkvisition

[Kildeangivelse]

Vægmaleriet „Mexico gennem århundrederne“ af Diego Rivera, Palacio Nacional, Distrito Federal, Mexico

[Kildeangivelse på side 7]

Kopi af Tordesillas-traktaten. Med tilladelse fra Archivo General de Indias, Sevilla, Spanien

Den nye verden der venter på opdagelse

„ET NAVN er usikkert, man kan ikke stole på det!“ Denne nøgterne iagttagelse holdt stik i Columbus’ tilfælde.

I harmoni med betydningen af sit fornavn, Christopher, forsøgte Columbus at være en „Kristusbærer“. De spanske majestæter sendte ham ud i „tjeneste for Gud og for at udbrede den katolske tro“. Men efter at have lært nogle uforstående indfødte at gøre korsets tegn og synge Ave Maria, helligede han sig nogle mere timelige forehavender — at søge guld og finde genvejen til Indien.

Ikke desto mindre har nogle katolikker ment at Columbus burde gøres til „helgen“ eftersom han var med til at udvide kristendommens domæne. Men de masseomvendelser der blev en følge af hans opdagelser udbredte ikke kendskabet til Jesus Kristus blandt folkene i den nye verden. Ægte kristendom er altid blevet udbredt med fredelige midler, ikke med sværdet. At udbrede evangeliet med magt er en fornægtelse af Jesu lære. — Jævnfør Mattæus 10:14; 26:52.

Columbus (på spansk: Colón) levede bedre op til sit efternavn, der betyder „kolonisator“. Det var ham der grundlagde de to første europæiske kolonier i den nye verden. Ganske vist faldt de fra hinanden, men der blev snart anlagt andre. Kolonisationen af Amerika skred frem med stormskridt, men ikke til udelt glæde, især ikke for de koloniserede.

Dominikanermunken Bartolomé de las Casas, som var vidne til den begyndende kolonisering af De Vestindiske Øer, klagede til Spaniens konge, Filip II, over ’den parodi af en retsbehandling disse uskyldige mennesker får, hvorved de ødelægges og knuses uden andre retfærdige grunde eller årsager end begær og ambitioner hos dem der begår sådanne skændselsgerninger’.

Skønt der senere blev rådet bod på de værste forbrydelser, var europæernes fremfærd fortsat kendetegnet af selviskhed og grusomhed. Ikke så mærkeligt at kolonisatorerne lagde sig for had. Ved det 20. århundredes begyndelse havde de fleste lande i Amerika da også afkastet koloniherrernes åg.

At omvende kontinenter til kristendommen og udøve et retfærdigt styre over en mængde stammer og tungemål er ganske vist en umådelig opgave. Men det ville være forkert at laste Columbus for alle fejl begået i forbindelse med det vældige foretagende han satte i gang ved at krydse havet og, som nogle udtrykker det, forårsage „et møde mellem to verdener“.

Som Kirkpatrick Sale påpeger i sin bog The Conquest of Paradise, „havde Europas folk på et tidspunkt vitterlig chancen for at slå sig ned i et nyt land, som de drømmende opfattede som Paradisets land“. Men ét var at opdage en ny verden, noget andet at skabe en ny verden. Det var ikke første gang at et forsøg på at bygge en ny og bedre verden slog fejl.

En anden storstilet rejse

To tusind år før Columbus satte sejl, drog omkring to hundrede tusind mennesker ud på en lang færd. De krydsede ikke et ocean, men en ørken. De drog mod vest, med deres hjemland, Israel, som rejsemål. Flertallet havde aldrig set landet. Deres hensigt var at skabe en ny verden til dem selv og deres børn.

Ved deres udrejse fra det babyloniske fangenskab gik en profeti i opfyldelse. To hundrede år tidligere havde profeten Esajas forudsagt deres hjemkomst: „Jeg [den suveræne Herre Jehova] skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ — Esajas 65:13, 17.

’De nye himle og den nye jord’ er et billedligt udtryk for en ny administration og et nyt menneskesamfund. For at skabe en virkelig ny verden er det ikke nok blot at have nye landområder at kolonisere. Både de regerende og undersåtterne må have en ny og uselvisk indstilling.

Få af de jøder der vendte hjem fra Babylon havde dette. I begyndelsen stod lykken dem bi, men omkring hundrede år efter deres hjemkomst beskrev den hebraiske profet Malakias bedrøvet hvordan selviskhed og begær havde taget overhånd i landet. (Malakias 2:14, 17; 3:5) En enestående chance for at bygge en ny verden for jøderne blev forspildt.

Vi venter stadig på en ny verden

At det ikke indtil nu er lykkedes at bygge en ny verden betyder ikke at alt håb er ude. I Åbenbaringens Bog beskriver apostelen Johannes med samme ord som Esajas en dramatisk scene: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet . . . Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:1, 4.

Disse ord forsikrer os om at Gud har sat sig for at oprette en ny regering over hele jorden og skabe et nyt menneskesamfund underlagt hans styre. Dette vil medføre endeløse velsignelser. Det vil være en virkelig ny verden.

Det lyder måske lidt søgt at tale om at Gud vil skabe en ny verden. Men Columbus’ forestillinger om kontinenter mod vest lød også som fantasterier i mange af hans samtidiges øren. Beskrivelsen af Guds lovede nye verden forekommer måske virkelighedsfjern, men hvor mange af 1500-tallets lærde havde forestillet sig at en tredjedel af jordens landmasser endnu var ukendt for videnskaben?

Den videnskabelige uvidenhed på Columbus’ tid gjorde at opdagelsen af en ny verden forekom højst usandsynlig. Ukendskab til Guds hensigter og kraft kan ligeledes nedbryde troen på hans lovede nye himmel og nye jord. Men den almægtige Gud følger sin beskrivelse af den op med denne forsikring: „Se! Jeg gør alting nyt. . . . Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ — Åbenbaringen 21:5.

Hele menneskeheden længes efter en ny verden. Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes skrev engang: „Utopia hører fortiden og fremtiden til. På den ene side står erindringen om en bedre verden som engang fandtes men ikke eksisterer mere. På den anden side står håbet om en bedre, mere retfærdig og fredelig verden der en dag vil komme.“ Eftersom Gud har lovet dette, og besidder den fornødne magt, tror bibellæsere at der vil komme en bedre verden — ikke blot et tænkt Utopia. — Mattæus 19:26.

En ny verden i sigte

Da Columbus forsøgte at overbevise sin besætning om at de nærmede sig land, var det ikke nok med tro. Han havde brug for håndgribelige beviser. Frisk løv der flød på havet, et stigende antal landfugle og til sidst en blomstrende gren på vandet styrkede sømændenes tillid til deres admiral.

I dag er der også synlige vidnesbyrd om at vi går en ny verden i møde. Den kendsgerning at menneskehedens overlevelse for første gang i historien står på spil, viser at Guds tålmodighed med menneskene meget snart vil slippe op. Gud har for længe siden lovet at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Begær og selviskhed har skabt en række uløselige verdensproblemer som Bibelen på forhånd har sagt skulle præge udviklingen umiddelbart før Guds indgriben.a

Da Columbus for fem hundrede år siden første gang satte foden på øen Cuba, udbrød han efter sigende: „Her ville jeg gerne leve for evigt!“ De som træder ind i Guds nye verden vil føle det på samme måde. Og denne gang vil deres ønske gå i opfyldelse.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

At opdage en ny verden er én ting — at skabe en ny verden er noget helt andet