Unge spørger:

Kan man være med til slogans og slagsange i sport?

’GIV dem tæsk, giv dem tæsk!’ ’Vind, vind, vind!’ Der er heppemøde forud for en stor fodboldkamp. Skoleholdets slogans råbes igen og igen med næsten religiøs iver. Salen runger af taktfast musik, dundrende trommeslag og skrigende stemmer. Piger og drenge klædt ud i farvestrålende dragter fører an i afsyngelsen af slagsangene og gør indtryk på de andre tilhængere med behændige kraftspring og vilde danseoptrin. Trænerne råber at sejren er vis. Og så — under øredøvende tilråb fra deres fans kommer spillerne selv ind i festsalen. Stemningen eksploderer i jubel!

Kender du sådan en scene? Måske ikke, men i mange lande er det almindeligt at en skole har sit eget sportshold, for eksempel et fodboldhold, som kæmper mod andre skolers hold. Prestigen forbundet med at spille på holdet er enorm. Det forventes at elever og lærere på skolen forenes i glødende begejstring for ’deres’ hold. Og når der spilles kampe, møder man ikke blot fuldtalligt op for at se på — det forventes også at man deltager i de organiserede heppekor. For at ’opbygge kampmoralen’ på forhånd og sætte kampråbene i system arrangerer man heppemøder (i USA kaldet ’pep rallies’). Her kan tilhængere og spillere hidse hinanden op før en vigtig kamp, som beskrevet i indledningen.

Allermest betyder det at være anfører for holdets heppekor (cheerleader). En populær og ’frisk’ pige eller dreng udvælges til at synge for — men der følger meget andet med den eftertragtede post. Og det er ikke alle der kommer til heppemøderne og kampene bare for sportens skyld. Nogle kan lide spændingen og den ophidsende atmosfære. „Man slår sig løs og opfører sig som en vanvittig,“ siger en ung mand. „Det er en lejlighed til at finde sig en kæreste,“ siger en teenager ligeud.

Hvis den slags ikke foregår på jeres skole, tænker du måske at det slet ikke angår dig. Men du vil nok indrømme at sportsiveren findes overalt, også i vores del af verden. Der findes mange sportsbegivenheder hvor tilskuerne markerer sig som tilhængere med råb og slagsange, udklædning, sminke, plakater og mere eller mindre voldsom opførsel. Er det noget for dig?

Nogle hævder at det kan være sundt at gå helt og fuldt op i en sport. I sin bog The High School Survival Guide — An Insider’s Guide to Success skriver Barbara Mayer om sportskampe på de amerikanske skoler: „Enhver studerende som forlader highschool uden at have siddet og heppet på hjemmeholdet . . . har forspildt en af de skønneste og bedste muligheder for vækst han eller hun vil få.“ Ja, mange unge går faktisk højere op i sport end i deres skolearbejde.

Hvis dine kammerater er sportsfans kan du let blive påvirket af dem. Det kan være at de presser dig hvis du ikke går lige så meget op i sport som de, og måske tror de at du ’føler dig bedre end dem’. Men unge kristne kan have gode grunde til at sige fra.

Sportsglæde eller fanatisme?

Bibelen er ikke imod sport. Den siger faktisk at „fysisk træning har nogen værdi“. (1 Timoteus 4:8, Today’s English Version) Mange kristne — unge såvel som ældre — kan godt lide at være tilskuere til sportskampe eller selv at deltage i sport. Når sporten holdes på et fornuftigt plan kan den være både fornøjelig og sund.a

En sund sportsglæde kan imidlertid udvikle sig til farlig fanatisme. Bogen Sports and Games in the Ancient World siger om det gamle Rom at „vilde bifald, skrigen og hujen fyldte luften“ ved romerske sportsbegivenheder. Ja, „fanatismen florerede“. Ved gladiatorkampene „råbte tilskuerne: ’Slå til! Dræb ham! Dræb ham!’“ som for at overdøve samvittighedens stemme inden i dem selv.

Den blinde sportsfanatisme er stadig i live, og fører stadig ikke til noget godt. Efter den fodboldkamp i Bruxelles hvor voldelige sammenstød mellem fodboldtilskuere kostede 38 mennesker livet, skrev tidsskriftet Discover at en mulig årsag til volden er at man får „en følelse af anonymitet“ når man er en del af en stor menneskemængde. Folk føler sig mindre ansvarlige for deres handlinger. Bibelen giver imidlertid denne advarsel i Anden Mosebog 23:2: „Du må ikke følge mængden i slette forehavender.“

Er det da ikke uskyldigt hvis man bare sidder på sin plads og hepper på sit hold? Nej, ikke helt. Discover skriver at „dét at huje og råbe ved en sportsbegivenhed er en slags verbal aggression som for nogles vedkommende let fører til fysisk aggression“. Tror du at det kan være opbyggende at råbe slogans og slagsange som opfordrer sportsfolk til at knuse deres modstandere eller ’give dem tæsk’?

En ung mand, Gerald, husker hvordan tilhængerne plejede at ’varme op’ før skolens store kampe: „Nogle gange udviklede det sig til ren vandalisme. Det var næsten en slags krigsritualer som skulle få os til at gå amok. Konstant lød ord som ’tæsk dem’, ’slå dem’, ’kvas dem’.“ Perry husker et tilfælde hvor „alle tog stokke og begyndte at banke løs på en efterligning af modstanderholdets maskot. De blev ved, lige til maskotten var slået i stumper og stykker.“ Også ved selve sportskampene har man ofte set at bølgerne er gået højt, med vold og skader til følge.

Hvis du er inddraget i et sådant miljø, kan du da forblive upåvirket af den voldsprægede stemning før eller under en kamp? Det er med god grund at Bibelen advarer: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ (1 Korinther 15:33) Som én indrømmer: „Man kan simpelt hen ikke undgå at blive påvirket af de andre.“ Det kan få alvorlige følger når man deltager i opfordringer til vold. Et eksempel fra Bibelens tid er edomitterne, der frydede sig og kom med tilråb da babylonierne kom for at lægge Jerusalem i ruiner. „Gør nøgen! Gør nøgen til grundvolden i den!“ råbte edomitterne. (Salme 137:7) Men Gud fordømte dem for deres indstilling. (Obadias 1:1, 8, 12) Viser det ikke at Gud er imod vold og opfordring til vold? Hvis det gjaldt dengang, gælder det så ikke også i dag?

Noget for kristne?

Nu er det selvfølgelig ikke alle sportsbegivenheder der er præget af vold. Men selv om en sportskamp er fri for egentlig vold, er det da rigtigt af kristne at synge eller råbe noget der giver udtryk for fanatisk troskab mod eller næsten tilbedelse af et sportshold? (Jævnfør Anden Mosebog 20:5.) Harmonerer dét at råbe provokerende slogans med vejledningen i Efeserbrevet 4:29, 31? Der står: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund . . . Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“

Hvis du tænker på blot at overvære en sportskamp som tilskuer, kan du da forudse at det vil gøre det svært for dig at holde fast ved Guds ånds frugter, som blandt andet er mildhed og selvbeherskelse? (Galaterne 5:22, 23) Eller vil det kalde noget mere aggressivt frem i dig? — Jævnfør Filipperbrevet 2:3.

I hvert fald er det ikke kristnes opgave at føre an i dét at fremme konkurrenceånden inden for sport. Det vil ikke være rigtigt af dem der ønsker at være disciple af Jesus at oppiske en aggressiv stemning eller synge med på slagsange der opfordrer til vold eller forherliger visse sportshold.

Der er ikke noget galt i at være interesseret i sport og kunne lide at se andre spille. Der er heller ikke noget generelt forbud mod at kristne overværer sportskampe. Men hvis man lader sig inddrage i det sportslige miljø med klubliv og så videre er der stor fare for at man kommer i selskab med nogle der vil nedbryde ens kristne holdning. — 1 Korinther 15:33.

Hvis du gerne vil være en kristen, gør du vel i at overveje de ting vi har nævnt ovenfor. Det er også klogt af dig at være helt åben over for dine forældre og sammen med dem finde ud af hvad der er godt og rigtigt for dig. (Se Ordsprogene 24:6.) Det kan godt være at dine jævnaldrende udsætter dig for pres; men husk at din loyalitet mod Gud kommer i første række — ikke holdet eller klubben.

Alt taget i betragtning er det tydeligt at man som kristen må være på vagt over for den fanatisme og aggressivitet der ofte er forbundet med sport. Den slags er upassende for kristne — deres indvielse til Jehova har langt større betydning.

[Fodnote]

[Illustration på side 12]

Harmonerer den ånd der råder ved nogle sportsbegivenheder med de kristne principper?