Langt hjemmefra lovede jeg at tjene Gud
SNE og rim bed i vore kinder. Den isnende vind havde nu nået stormstyrke. Lastbilchaufførerne nægtede at køre videre. „Alle ud at gå!“ Den korte og præcise kommando lød i så skarp en tone at ingen vovede at gøre ophævelser. I 50 graders kulde tilbagelagde vi derfor de sidste tre kilometer til fods til vores lejr i Sibirien — forkomne, forfrosne og lidende af hjemve.
Vi var omkring 150 tyske fanger under opsyn af 6 russiske vagter. Den uophørlige storm var så stærk at vi måtte bukke os 45 grader frem mod vinden. Vi kunne ikke se længere end fem mænd frem. Når den kraftige modvind indimellem pludselig løjede af, faldt vi pladask på maven!
Da vi nåede lejren var vi totalt udmattede. Det var i denne isnende kolde sibiriske nat at jeg lovede Gud at tjene ham hvis jeg nogen sinde kom tilbage til Tyskland.
Vanskeligheder under krigen
Jeg er født i 1928 i Berlin. Som tiårig blev jeg medlem af Hitlerjugend. Senere ville mor have mig konfirmeret i kirken. Jeg begyndte derfor at gå til konfirmationsforberedelse. Sørgeligt nok døde hun blot to dage før min konfirmation. Jeg var meget ensom og henvendte mig ofte i bøn til Gud og fortalte ham om mine problemer.
Den anden verdenskrig tog til i styrke, og næsten hver dag og hver nat var der luftangreb over Berlin. Under disse grusomme, systematiske luftangreb kastede eskadriller af fly brandbomber, sædvanligvis fosforbomber. Når folk — for det meste kvinder og børn — forlod beskyttelsesrummene på flugt fra flammerne, blev de fanget under åben himmel og sprængt i stykker når den næste bølge af bombefly kastede deres last af sprængbomber.
En vinter nedkastede Royal Air Force tidsindstillede bomber som ikke udløstes ved nedslaget men klokken syv juleaften hvor de vidste familierne var samlede. Et spørgsmål blev ved med at dukke op i mit sind: ’Hvorfor tillader Gud disse rædsler?’
I 1944 meldte jeg mig til hæren. Men ved lægeundersøgelsen fik jeg at vide at jeg ikke var stærk nok til militærtjeneste, og at jeg skulle komme tilbage efter et halvt år. Jeg blev indkaldt i 1945, men jeg mødte ikke op.
Svære tider begynder
Kort efter, i maj 1945, sluttede den anden verdenskrig. Far var blevet taget som krigsfange, og Sovjethæren havde nu besat den del af Berlin hvor vi boede. I de følgende måneder måtte vi arbejde for besættelsestropperne. Vi pakkede maskiner og andet udstyr fra en kemikaliefabrik og sendte det til Rusland. Det gav mig lejlighed til at lære nogle russere at kende. Til min store overraskelse opdagede jeg at de lignede os og at de også troede at de havde kæmpet for frihed og en bedre verden.
Den 9. august 1945, klokken to om eftermiddagen, standsede en bil foran vores hus. To russiske soldater og en civilklædt person trådte ud, og efter at have spurgt om mit navn beordrede de mig ind i bilen. En række andre unge blev samlet op på samme måde. Vi blev alle ført til en nærliggende forstad. De fleste af os blev anklaget for at være medlemmer af Werwolf-organisationen, som ingen af os nogen sinde havde hørt om.
En af de unge mænd hævdede at jeg kendte adresserne på andre medlemmer. Det benægtede jeg, og blev derfor smidt ned i en dunkel, klam kælder sammen med den unge meddeler. Mens jeg var alene i kælderen, hvor jeg frøs og var meget ensom, trillede tårerne ned ad mine kinder idet jeg knælende bad til Gud. Det var som om det hjalp. Da jeg den aften blev ført ud af kælderen og sendt tilbage til de andre unge mænd, var der mange der syntes at jeg var ved godt mod trods kælderopholdet.
En uge eller to senere marcherede vi til byen Köpenick, der lå lige i nærheden. Her fik vi besked på at lejre os på den hårde jord. Det begyndte at regne. Til sidst blev drengene kaldt ind i et hus, fem ad gangen hver time. Vi hørte deres skrig og så dem komme blødende ud mens de holdt op i deres bukser. De var blevet frataget deres bælter og de øverste bukseknapper så bukserne faldt ned hvis ikke de holdt i dem. Da vores gruppe gik ind vidste vi at der forestod os noget frygteligt.
Jeg gik ikke med bælte, men seler. Da sergenten så dem, flåede han dem af mig og begyndte at piske mig i ansigtet med dem. Samtidig sparkede to soldater mig. Jeg blødte voldsomt fra mund og næse. Hvis ikke nogle soldater havde trukket mig væk, var jeg måske blevet dræbt.
Vi blev igen anbragt i kældre og fik kun lov at gå på latrinet én gang om dagen — om morgenen. Der blev taget tid på os. Vi fik kun to minutter til at besørge. Hvis man vovede at blive der længere risikerede man at blive skubbet i en grav med ekskrementer. Én stakkel druknede da han blev skubbet i.
Min situation bedrer sig
Efter fire dage blev vi gennet op på lastbiler og sendt til en lejr i Hohen-Schönhausen. Her opholdt sig cirka 60 unge mellem 13 og 17 år, foruden 2000 voksne. Polske fanger skænkede suppe op, og de sørgede for at vi unge altid fik serveret først.
Den 11. september 1945, tidligt om morgenen, begyndte vi at marchere mod koncentrationslejren Sachsenhausen, der lå cirka 50 kilometer derfra. De der døde på marchen blev smidt op på en hestetrukken kærre, ligesom de der var for svage til at gå. Om eftermiddagen begyndte det at regne. Først sent på natten nåede vi gennemblødte, frysende og udmattede portene til en af sidelejrene. Næste dag marcherede vi ind i hovedlejren. Her blev der indkvarteret to hundrede mennesker i hver barak.
Ikke langt fra Sachsenhausen lå der et stort fødevaredepot i en by ved navn Velten. Her lastede fanger hvede og andre fødemidler på togvogne der skulle til Rusland. Efter at have arbejdet der en tid, blev jeg udtaget til at være bud. Min opgave bestod i at transportere testresultater af medicinske forsøg fra den russiske lejr til et laboratorium et stykke derfra. Det var en behagelig forandring!
Jeg delte værelse med en anden buddreng og en mandlig russisk sygeplejerske. Vi fik rene lagener hver dag og så mange tæpper som vi ønskede. Vores kost var langt bedre og vi kunne gå og komme som vi ville. Den anden buddreng og jeg udforskede derfor koncentrationslejren Sachsenhausen som nazisterne havde brugt.
Vi så gaskamrene og krematorieovnene. Det var ubegribeligt hvilke skændselsgerninger nazisterne havde udført her. Jeg var chokeret. Skønt jeg ikke selv blev dårligt behandlet, døde hundreder af tyske medfanger hver dag i hovedlejren. Deres lig blev smidt op på kærrer og kørt til massegrave i skoven.
En dag fandt vi en tavle hvor de forskellige kategorier af fanger i koncentrationslejren under Hitlertiden var nævnt. Blandt dem var Jehovas vidner. Jeg anede ikke at jeg selv en dag skulle få den forret at blive et Jehovas vidne.
Flere lidelser
Mine gunstige forhold varede ikke særlig længe. En officer standsede mig og spurgte hvorfor jeg havde stjålet medicinalvarer. Skønt jeg bedyrede min uskyld, troede han mig ikke. Jeg blev derfor sat i isolationsfængsel. I den lille celle fik jeg meget lidt mad og ingen tæpper, selv om det var midt om vinteren. Men så, efter elleve dage, blev jeg lukket ud.
Da jeg gik tilbage, blev jeg overrasket over at den unge soldat som havde portvagten ind til hovedlejren, hilste venligt på mig. Tidligere havde han været meget kølig. Men nu lagde han armen om mig og sagde på gebrokkent tysk at hans forældre var blevet slået ihjel af Gestapo og at han havde været i tysk koncentrationslejr. Han sagde at han vidste at jeg var uskyldig.
Kort efter fik de bedst egnede af os fanger at vide at vi ville blive sendt andre steder hen for at arbejde. Den 30. januar 1946 blev vi sat i et tog. Der var 40 fanger i hver vogn — hvilket betød at der var meget trangt på de to rækker hårde hylder hvor vi sov. Det var svært at sove om natten, for når én person ville vende sig, måtte alle vende sig.
Det svirrede med rygter om vor destination, men alle viste sig falske. Ved første stop fik vi følgeskab af yderligere 500 fanger fra en anden lejr. Fra da af bestod vor dagsration kun af tørt, hårdt brød, en saltet sild og en lille portion suppe. Hver anden dag fik vi en lille kop te. For at slukke deres tørst slikkede de fleste af mændene rim af væggene i togvognene. Da vi ankom til udkanten af Moskva, fik vi et brusebad og blev afluset. Jeg tror at jeg drak en hel spand vand den dag.
Videre til Sibirien!
Den 6. marts 1947 ankom vi til Prokópjevsk i Sibirien. Civilbefolkningen i byen stammede fra forskellige egne af Sovjetunionen. Overalt lå der dyb sne, nogle steder i hegnshøjde. Barakkerne var gravet halvt ned i jorden som beskyttelse mod vinterens bidende kulde. Det var under vores ophold her at en gruppe af os kom ud for den skrækkelige oplevelse jeg beskrev i indledningen.
Første år i Sibirien var strengt. Lejren blev ramt af et alvorligt udbrud af dysenteri. En hel del døde. Jeg blev også meget syg og var bange for at jeg ikke ville komme mig. Det var dog en fordel for os i lejren at vi fik udleveret vore daglige brødrationer, mens de fleste russere i Prokópjevsk måtte stå i kø i timevis i kulden, og nogle gange slap forsyningerne op inden alle havde fået.
I efteråret 1949 kom en kommission af højtstående jurister fra Moskva for at se på vores sag og afgøre vores fremtidige skæbne. Jeg blev afhørt af en ung patriotisk embedsmand som lod til at hade alle tyskere. Jeg var taknemmelig for at jeg ikke fik en fængselsdom. De af os som gik fri blev sendt til Stalinsk, det nuværende Novokusnétsk, hvor vi kom til at arbejde på byggeriet af en kraftstation.
Endelig hjemme igen!
I marts 1950 blev vi langt om længe sendt tilbage til Tyskland, og den 28. april blev jeg genforenet med min familie. Selv om det var skønt at være hjemme, var mine problemer ikke ovre. Jeg havde kun en kort tid haft tilknytning til Hitlerjugend, men alligevel behandlede de østtyske kommunistmyndigheder mig som nazisympatisør og gav mig kun en halvt så stor fødevare- og tøjration som andre. Derfor flyttede jeg efter kun tre uger fra Østberlin til Vestberlin.
Jeg havde dog ikke glemt mit løfte om at tjene Gud hvis jeg kom tilbage til Tyskland. Ofte stod jeg foran kirken, men kunne ikke få mig selv til at gå ind. Jeg var skuffet over religionen, så jeg valgte selv at bede til Gud og bad ham vise mig hvordan jeg skulle tjene ham.
Jeg giftede mig med Tilly, og vi fik en søn, Bernd. I foråret 1955 talte en kollega som var et af Jehovas vidner, med mig om Gud. Men jeg mistede snart kontakten med ham da vi med ét forlod landet. Jeg havde tidligere ansøgt om immigrationstilladelse til Australien. Pludselig modtog vi et telegram der oplyste at ansøgningen var blevet godkendt og at vi skulle sejle fra Bremerhaven tre dage senere.
Et nyt land, et nyt liv
Vi slog os ned i Adelaide. Her besøgte en tysktalende forkynder os i slutningen af 1957. Vi var henrykte! Vi gjorde hurtigt fremskridt i vort bibelstudium. Men for at være ærlig må jeg indrømme at Tilly og jeg først og fremmest var interesseret i at opnå frihed for undertrykkelse. Nu hvor vi var kommet til det solrige Australien følte vi os fri som fuglen og nød det. Men vi fandt snart ud af at der, selv her, var forskellige former for undertrykkelse, økonomiske problemer og andre vanskeligheder.
Hvor var vi taknemmelige for at lære den egentlige årsag til undertrykkelse at kende. „Hele verden ligger i den ondes magt,“ siger Bibelen. (1 Johannes 5:19) Som følge heraf vil der være problemer uanset hvilket land man bor i. Vi var også glade for at lære betydningen af den bøn som jeg så ofte havde bedt: „Lad dit rige komme.“ Vi fandt ud af at Guds rige er en virkelig regering i himmelen, og at Kristus Jesus blev indsat som konge i Riget i 1914. Det var betagende at lære at Guds rige allerede er i virksomhed — at det har kastet Satan og hans dæmoner ud af himlene og at jorden snart, under den store trængsel, vil blive renset for al ondskab! — Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 12:12.
Der var ingen tvivl tilbage. Nu vidste jeg hvordan jeg kunne opfylde mit løfte til Gud. Den 30. januar 1960 lod jeg mig derfor døbe som symbol på min indvielse til ham, og det samme gjorde Tilly.
I de 30 år der er gået siden dengang, har vi haft mange forskellige velsignelser i vor tjeneste for Gud. Bernd har nu selv stiftet familie og tjener som ældste i den kristne menighed. I 1975 solgte vi vores hus så vi var fri til at rejse ud og tjene hvor der var større behov for forkyndere af den gode nyhed. Og i 1984 tog jeg imod opgaven som stævnehalstilsynsmand ved Jehovas Vidners stævnehal i Adelaide.
Hvor er min hustru og jeg glade for at jeg kunne opfylde det løfte jeg gav Gud i Sibirien for mere end fire årtier siden. Ydmygt tror vi at det inspirerede ordsprog mange gange er gået i opfyldelse i vort tilfælde: „Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ (Ordsprogene 3:6) — Fortalt af Gerd Fechner.
[Illustration på side 23]
Min hustru Tilly og mig