Vil du gerne være millionær?

NÆSTEN alle vil svare ja på det spørgsmål. Og mange mener at man nemmest kan blive millionær ved at spille med i et lotteri eller ved at tippe.

Overalt i verden — fra Moskva til Madrid, fra Manila til Mexico City — ønsker staten at slå mønt af spilledillen og driver statslotterier med gevinster på helt op til 650 millioner kroner.

Nogle få bliver virkelig millionærer. For en indsats på 20 kroner blev en københavnsk lottospiller vinder af Danmarkshistoriens største spillegevinst. Den var på næsten 8,2 millioner kroner. En kvinde fra New York var imidlertid endnu heldigere. I Floridas statslotteri vandt hun over 350 millioner kroner — en af de største præmiesummer nogen sinde.

Men det er undtagelser. En mere typisk gennemsnitsspiller er den midaldrende spanske kontorist som har købt lodsedler hver uge i de sidste 30 år. Skønt han aldrig har vundet noget videre, tror han fuldt og fast på at det en dag vil ske. „Jeg forventer altid at vinde,“ siger han. En mand i Montreal, der havde brugt en hel ugeløn til at spille i et canadisk lotteri, gav nok udtryk for hvad mange spillefugle tænker, da han sagde: „Det er kun ved lodtrækninger som disse at den lille mand kan drømme om et bedre liv.“ For denne mand er det også kun blevet ved drømmen.

Lotterierne har kronede dage, men også en anden spilleform har vundet stærkt frem, nemlig spilleautomaterne. Skønt ’de enarmede tyveknægte’ ikke kan gøre én rig på et øjeblik, giver de spilleren mulighed for at vinde nogle småpenge eller spillemønter — hvilket er tilstrækkeligt. Og spilleautomater findes ikke kun i kasinoer. Med blinkende lys og iørefaldende lyde og pludselige kaskader af klirrende mønter gør de opmærksom på deres tilstedeværelse på mange caféer, barer, restauranter og hoteller.

Frances er en ældre enke som bor i New York. To til tre gange om ugen tager hun den to og en halv time lange bustur til Atlantic City i New Jersey. Ved ankomsten går hun ind i et af byens kasinoer og spiller på spilleautomaterne i seks timer eller mere før hun tager hjem igen. „Jeg ved ikke hvordan jeg skulle klare mig uden Atlantic City,“ bemærker hun. „Det er vores største fornøjelse, derfor gør vi det.“

For andre er spil andet og mere end blot fornøjelse, det er en flugt fra den daglige rutine eller et håbefuldt forsøg på at blive rig. I deres tilfælde er det en betydningsfuld — ja, næsten uundværlig — del af livet.

„Jeg er spiller fordi jeg godt kan lide at tage en chance,“ forklarer Luciano fra Córdoba i Spanien. „Det er ikke fordi jeg vil finde på undskyldninger for mig selv,“ tilføjer han, „men sagen er at jeg var deprimeret, og derfor begyndte jeg at spille bingo. Derefter gik jeg over til at spille hasard.“ Luciano fortæller at han føler sig storartet tilpas når han har lommen fuld af pengesedler til at spille med. En anden vanespiller, som mistede sit arbejde som direktør for et firma, blev spurgt om han nogen sinde havde tænkt sig at holde op med at spille. „Holde op?“ svarede han. „Det er umuligt. Det er det jeg lever og ånder for.“

Spillere er ikke en mindretalsgruppe selv om deres bevæggrunde er forskellige. Tre ud af fire amerikanere spiller i det mindste nu og da. I Spanien, et andet spillegalt land, er forholdet det samme. Ifølge Jyllands-Posten for 17. marts 1992 spiller danskerne årligt for 4 milliarder kroner. Det svarer til at hver dansker årligt spiller for 800 kroner. Der er altså tale om en storindustri. Kun få industriforetagender i verden har en årsomsætning der kan måle sig med lotteriernes samlede salg i 39 lande.

Hasardspillets magi er stærk. Men er det en harmløs fortryllelse eller rummer det skjulte farer? Et gammelt ordsprog advarer: „En mand der er trofast i sine gerninger får mange velsignelser, men den der har hastværk med at blive rig, forbliver ikke uskyldig.“ (Ordsprogene 28:20) Dette gælder også de der prøver at blive rige ved hjælp af spil.

Spillelidenskabens bitre pris

Bobby blev fundet død i en parkeret bil på en gade i den nordlige del af London. Han havde begået selvmord — kun 23 år gammel.

En ældre mand havde sovet på gaden i nogen tid før han opsøgte et forsorgscenter. Han var stærkt svækket eftersom han ikke havde spist i fire dage og heller ikke havde taget sin ordinerede hjertemedicin.

Emilio, fader til fem, var knuget af sorg. Hans kone og hans børn havde slået hånden af ham. De ville ikke engang tale med ham.

ET SELVMORD, en vagabond og en ensom far: tre triste skæbner, som ikke er ualmindelige i vore dages samfund. Hver af dem havde én ting tilfælles — de var spillenarkomaner.

Mange uforbederlige spillere nægter at indrømme at de har et problem, og familien dækker ofte over dem for ikke at tabe ansigt. Men hver dag må millioner af hjem verden over leve med den smerte og fortvivlelse denne nedbrydende lidenskab medfører.

Ingen ved hvor mange spillenarkomaner der er. Ifølge et forsigtigt skøn er der ti millioner vanespillere i De Forenede Stater. Dette tal er alarmerende højt og stiger overalt efterhånden som der bliver flere og flere spillemuligheder i de forskellige lande. Spillenarkomani er blevet beskrevet som „den hurtigst voksende form for narkomani“.

I begyndelsen ønsker mange blot at „prøve lykken“. Derefter bliver de hvirvlet ind i spillelidenskabens mareridt.

Når man mister kontrollen

Hvordan kan nogen der blot spiller i ny og næ gå hen og blive spillenarkomaner? Der er forskellige årsager, men af den ene eller den anden grund kommer nogle spillere til et punkt hvor de ikke kan leve uden at spille. (Se rammen side 7.) Nogle føler at det at spille giver dem den spænding som de mangler i tilværelsen. En spiller forklarer: „Jeg er egentlig ligeglad med om jeg vinder eller ej. Hvis jeg indgår et væddemål føler jeg at jeg er den mest betydningsfulde person i verden, især hvis jeg satser mere end de andre. Folk respekterer mig. Jeg føler mig meget opstemt!“

Andre begynder at spille fordi de er ensomme eller deprimerede. Ester, der har fire børn, var gift med en militærmand som ofte var væk hjemmefra. Hun følte sig ensom og begyndte at hænge ved spilleautomaterne. Inden længe spillede hun flere timer hver dag. Husholdningspengene var snart spillet bort og problemerne tårnede sig op. Hun prøvede at skjule problemet for sin mand og forsøgte desperat at låne penge i banken eller af andre for at tilfredsstille sin lidenskab, der kostede hende næsten 1300 kroner om dagen.

Nogle bliver også spillefugle fordi de har vundet en stor præmie. Robert Custer, en forsker med speciale i tvangsspilleri, forklarer: „Det er almindeligvis dem der vinder på et tidligt tidspunkt i deres spillekarriere der bliver grebet af spillelidenskaben.“ Derefter bliver de overmandet af ønsket om at vinde.

Overtroens underfundige snare

Mange spiller pr. intuition snarere end ud fra logiske overvejelser. Simpel sandsynlighedsberegning burde skræmme enhver vordende spiller langt væk. Chancen for at vinde puljen i et statslotteri i De Forenede Stater er 1 til 3.400.000. Til sammenligning er risikoen for at blive ramt af et lyn dobbelt så stor.

Hvem regner med at blive ramt af lynet? Kun den uforbederlige pessimist. Men næsten alle der spiller på en lodseddel drømmer om at vinde. Det er ganske vist mere tiltalende at vinde i lotteriet, men at håbe på det grænser næsten til ren overtro. Spillerne vælger deres „lykkenumre“ og tror at de kan vinde selv om de har alle odds imod sig. — Se rammen side 8.

Claudio Alsina, en spansk matematiker, har påpeget at hvis kasinoer og lotterier brugte bogstaver i stedet for tal, ville chancerne for at vinde være nøjagtig de samme, men fortryllelsen — og mange lotterispillere — ville forsvinde. Talfascinationen er stærk. Tal som 9, 7, 6 og 0 er favoritnumre hos nogle, mens andre vælger deres „lykketal“ ud fra deres fødselsdag eller horoskop. Og atter andre vælger tal ud fra en eller anden mærkelig oplevelse de har haft.

En dag fik en mand en ubehagelig overraskelse da han nærmede sig kasinoet i Monte Carlo. En due fløj hen over ham og tilsvinede hans hat. Samme dag vandt han næsten 100.000 kroner. I den overbevisning at dueklatter var et godt varsel gik han fra den dag aldrig ind i kasinoet uden først at have spankuleret rundt foran kasinoet i håb om at modtage et „tegn fra himmelen“. Overtro forleder mange spillere til at tro at en vinderperiode aldrig vil få ende. Men dette fører ofte til en ubarmhjertig besættelse som styrer dem og til sidst fortærer dem.

Kærlighed til penge

Folk spiller for pengenes skyld og går ofte efter de store summer. Men i tilfældet med spillenarkomanen er der tale om en særlig fortryllelse ved gevinstpengene. Robert Custer siger at i spillerens øjne betyder penge ’indflydelse, venskab og medicin’. Hvorfor betyder penge så meget for spilleren?

I spillerkredse beundrer folk den store vinder og den der slår om sig med penge. De ønsker at være i nærheden af ham. At spilleren har vundet fortæller ham at han er betydningsfuld, at han er smart. Pengene får ham også til at glemme sine problemer, de hjælper ham til at slappe af og sætter ham i godt humør. Sagt med forskeren Jay Livingstons ord, sætter lidenskabelige spillere „følelsesmæssigt set alt på ét bræt — på pengene“. Det er en tragisk fejltagelse.

Når sæbeboblen brister og spilleren taber igen og igen, får pengene endnu større betydning. Han ønsker nu desperat at vinde det tabte tilbage. Hvordan kan han skrabe tilstrækkeligt med penge sammen til at betale sine kreditorer, og til igen at spille og genoptage vinderperioden? Inden længe udvikler hans liv sig til en konstant søgen efter likvider.

Sådan former livet sig for millioner af spillere. Sammenlagt tabte danske kasinogæster en kvart milliard kroner i 1991. Og spillerne er af begge køn, kommer fra alle aldersklasser og fra alle samfundslag. Alle er i farezonen. Det fremgår af den seneste bølge af spillelidenskab blandt teenagere og husmødre.

Spillesyge teenagere og husmødre

Teenagere er et let bytte for de fascinerende spilleautomater eller andre former for hasardspil som stiller dem lettjente penge i udsigt. En undersøgelse foretaget i en engelsk by afslørede at 4 ud af 5 14-årige regelmæssigt spillede på spilleautomater og at de fleste var begyndt i 9-årsalderen. Nogle pjækker fra skolen for at spille. En undersøgelse på en amerikansk highschool afslørede at 6 procent af eleverne „viste tegn på ’patologisk spillemani’“.

Manuel Melgarejo, som er præsident for en selvhjælpsgruppe der består af forhenværende spillere i Madrid i Spanien, forklarer til Vågn op! at en letpåvirkelig teenager kan bide på krogen allerede efter at have vundet én stor jackpot i en spilleautomat. På et øjeblik er spillet blevet et tidsfordriv og en lidenskab. Inden længe begynder den unge spillenarkoman at sælge familiens arvestykker eller at stjæle fra familien. Måske giver han sig endda af med smårapserier eller prostitution for at finansiere sin last.

Eksperterne har også registreret en betydelig stigning i antallet af husmødre som spiller. I De Forenede Stater udgør kvinder for eksempel nu omkring 30 procent af alle spillenarkomaner, men det anslås at dette tal vil stige til 50 procent inden årtusindskiftet.

María, der er lønmodtager og har to piger, er karakteristisk for mange af de husmødre som spiller. I de sidste syv år har hun brugt over 220.000 kroner — fortrinsvis husholdningspenge — på bingo og spilleautomater. „Pengene er tabt for bestandig,“ sukker hun. „Jeg længes efter den dag da jeg kan gå ind på en café med 50 dollars i pungen og have styrke til at bruge dem på mine børn [i stedet for at putte dem i spilleautomaten].“

Drømme der bliver til mareridt

Spillelidenskab bygger på drømme. For nogle spillere er drømmene om rigdom kortvarige, men for spillenarkomanen bliver de en besættelse, en besættelse som ubønhørligt skubber ham ud mod bankerot, fængsel og endog død.

Spil giver løfte om at kunne opfylde legitime behov — behovet for behageligt tidsfordriv, lidt spænding, lidt ekstra penge eller en flugt fra hverdagens bekymringer — men den skjulte pris er uhyrlig, hvilket mangen en spiller med smerte har måttet sande. Kan disse behov tilfredsstilles på anden måde?

[Ramme på side 7]

Portræt af en spillenarkoman

SPILLEREN bliver ved med at spille uanset hvor meget han taber. Og hvis han vinder, spiller han gevinsten op. Han hævder at kunne holde op når som helst, men kan ikke gå rundt med penge på lommen i længere tid uden at spille på et eller andet. Han har en sygelig trang til at spille.

Han stifter ustandselig gæld. Når han ikke er i stand til at betale sine kreditorer, låner han flere penge for at betale den mest presserende gæld og for at kunne fortsætte med at spille. Før eller siden griber han til uærlige metoder. Han spiller måske endda for sin arbejdsgivers penge. Som regel ender det med at han bliver afskediget.

Alt, også hans kone og børn, bliver offer for hans spillemani. Hans last fører til ægteskabelige bryderier og måske til sidst til separation eller skilsmisse.

På grund af intens skyldfølelse bliver han mere og mere indadvendt. Han har svært ved at komme ud af det med andre mennesker. Han bliver ramt af svær depression og forsøger måske at begå selvmord, idet han ikke ser nogen anden vej ud af sin knibe.

[Ramme på side 8]

Manden som sprængte banken i Monte Carlo

ENGLÆNDEREN Charles Wells besøgte i juli 1891 kasinoet i Monte Carlo. På blot få dage fik han ti tusind franc til at yngle og blive til en million, og forbavsende nok gentog han sin succes fire måneder senere. Mange andre spillere forsøgte at finde ud af hans „system“, men uden held. Wells holdt hele tiden på at han ikke havde noget system. Det følgende år tabte han faktisk alle sine penge og døde uden at eje noget som helst. Men episoden gav kasinoet stor publicity. Det vandt et internationalt ry som det aldrig siden har mistet.

Monte Carlo-myten

Mange spillere tror at en spilleautomat eller et roulettehjul kan huske. Når der et stykke tid er fremkommet en bestemt række af tal, tror spilleren derfor at rouletten vil fortsætte med at standse på tal der passer ind i talrækken. Nogle tager for givet at hvis en spilleautomat ikke har givet jackpot et stykke tid, vil den snart gøre det. Sådanne fejlslutninger kaldes for Monte Carlo-myten.

Både roulettehjulet og jackpotmekanismen i spilleautomaten er helt og holdent styret af tilfældigheder. Hvad der er sket tidligere er derfor fuldstændig irrelevant. Om disse hasardspil påpeger The New Encyclopædia Britannica at „der i hvert spil er samme chance for at få et givet resultat som i alle de andre“. Så oddsene for at vinde er nøjagtig de samme hver gang. Monte Carlo-myten har ruineret mangen en spiller og fyldt kasinoernes pengetanke.

Bedre end at vinde i lotteriet

SÅ GODT som alle spillere ender med at være fattigere end da de begyndte at spille. Selv de få der vinder store præmier opdager ofte at dette ikke er et adgangskort til lykke.

En 36-årig ungkarl i Japan vandt næsten 300.000 kroner i lotteriet. Han overvejede at købe et hus for pengene men blev udsat for så megen misundelse og bagtalelse at han ikke syntes at det var det værd. Til forbløffelse for sine arbejdskammerater brændte han sin vinderlodseddel for næsen af dem.

Politiet i Florida arresterede en kvinde der — på trods af at hun havde vundet over 30 millioner kroner i lotteriet — lagde råd op om at dræbe sin svigerdatter. Hendes søn sagde at hun var blevet vanvittig fordi hendes fejlinvesteringer og overforbrug havde spist formuen op.

En taber bliver vinder

Domingo, som har fem børn, var bidt af en gal spiller. Han forklarer: „Når jeg vandt, var det endnu værre. Jeg troede at jeg var noget nær et geni, og det trak i mig for at komme tilbage til spillebordene for at bevise at det ikke var et lykketræf.

Da det blev en besættelse for mig, var det som om jeg tog euforiserende stoffer. Jeg overvejede at forlade min kone og mine børn blot for at kunne hellige mig spillet. Selv om jeg gentagne gange svor over for min kone at jeg ikke ville spille igen, vidste jeg i mit hjerte at disse løfter var tomme. Jeg husker at jeg engang forsikrede min kone om at nu var det slut med spilleriet, mens jeg samtidig spekulerede på hvordan jeg skulle få penge til en ny indsats.

Jeg mistede alle mine penge, min kones penge og min forretning, og jeg havnede i bundløs gæld. Der gik ikke en dag uden at jeg satte penge på spil, indtil der skete noget som tvang mig til at ransage mig selv. Jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner. Jeg var betaget af det jeg lærte, men jeg holdt ikke op med at spille lige straks. Jeg er taknemmelig for at den forkynder der studerede med mig var tålmodig.

Men budskabet fra Bibelen begyndte snart at påvirke mig. Det hjalp mig til at forlade min drømmeverden og se mig selv med Guds øjne. Det var et chok. Jeg følte mig skamfuld, ligesom det var tilfældet med dem apostelen Paulus skrev til i det første århundrede: ’Hvilken frugt plejede I da at have dengang? Ting som I nu skammer jer over. For de tings enderesultat er døden.’ — Romerne 6:21.

At lære Gud, hans navn, hans personlighed og især hans barmhjertighed at kende, ansporede mig til at begynde på en frisk, at tænke på andre og ikke kun på mig selv. Til sidst brød jeg fuldstændig med spillevanen, og min kone og jeg blev døbt.

Jesus sagde at sandheden skulle frigøre os. (Johannes 8:32) Det holdt stik i mit tilfælde. Det var sandheden fra Guds ord som gav mig noget værdifuldt at leve for, som gengav mig min selvrespekt og bragte mig stor tilfredshed. Jeg har endda kunnet hjælpe en af mine tidligere spillekammerater til at forandre sin tilværelse ligesom jeg har gjort. Da han og hans kone blev døbt, følte jeg en glæde som intet spil nogen sinde har kunnet give mig.

I de sidste 20 år har jeg ikke spillet en eneste gang, jeg har ikke engang satset et lille beløb. Jeg kan ikke sige at det har været nemt, men heller ikke at det har været urimelig svært. Og hvad Gud har givet mig har mere end rigeligt tilfredsstillet de behov jeg søgte at opfylde ved at spille.“a

Bibelens synspunkt er af største betydning for dem der ønsker at gøre Guds vilje. Og de der følger Guds vejledning undgår ikke alene den sorg som hasardspil kan forvolde, men opdager også at Gud giver dem noget der langt overgår glæden ved at vinde i spil.

En gevinst af langt større værdi

I det første århundrede skrev Paulus følgende til Timoteus: „Befal dem . . . at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem, at øve godt . . . at være gavmilde, rede til at dele med andre, og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid, så de kan få et fast greb om det virkelige liv.“ — 1 Timoteus 6:17-19.

Et godt navn hos Gud er en værdifuld skat. Den kan give én „det virkelige liv“ — evigt liv, den største vinding man kan opnå. Jesus sagde i en bøn til Gud: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

Gud tilbyder ikke en usikker pengegevinst men en gevinst som kan vindes af alle der gør Guds vilje. Desuden er det at gøre Guds vilje i sig selv en stor udfordring — og giver én selvrespekt og en meningsfyldt tilværelse. Husk, i betragtning af den bitre pris der er forbundet med at spille om penge, på det gamle ord der siger: „Den der ikke spiller, vinder mest.“

[Fodnote]

[Illustration på side 10]

Evigt liv på en paradisisk jord er en langt større vinding end nogen præmie man kan vinde i spil

Kan kristne tillade sig at spille om penge?

ER DET rigtigt af en kristen at forsøge at vinde sig rigdom gennem spil? Nej, for Guds ord opfordrer kristne til at arbejde så de kan forsørge sig selv og deres familie: „’Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.’ . . . De arbejder i stilhed, hvorved de kan spise mad de selv har tjent til.“ — 2 Thessaloniker 3:10, 12.

En sociolog kalder lotteri for ’et middel hvorved mange fattige gør få rige’, og dette gælder de fleste former for hasardspil. Ønsker en kristen at berige sig på bekostning af mennesker som spiller uden at have råd? Kristne bør ’elske deres næste som sig selv’. (Markus 12:31) Men spil afføder selviskhed snarere end kærlighed, hensynsløshed snarere end medfølelse.

Spillelidenskab næres af begærlighed — en ånd der er kristendommen fremmed. I Romerbrevet 7:7 siger Paulus: „Du må ikke begære.“ Ordet „begære“ betyder: „Ønske heftigt, hige efter.“ Nærer spilleren ikke netop et ubændigt begær efter at vinde sin næstes penge? Et sådant ønske harmonerer ikke med det kristne princip om at dele og give.

Bibelen siger: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed [har] nogle . . . stukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1 Timoteus 6:10) Dette er en god beskrivelse af spillenarkomanens situation. Han er slave af en vane der stikker ham igen og igen.

Jesus sagde at folk kan kendes på „deres frugter“. (Mattæus 7:20) Bortset fra den elendighed lidenskabelige spillere og deres familie oplever, har hasardspil ofte affødt uærlighed og kriminalitet. The New Encyclopædia Britannica bemærker: „At hasardspil opfattes som en skam skyldes i høj grad spillearrangørernes uærlighed.“ Organiseret kriminalitet er blevet kædet sammen med både lovlige og ulovlige spilleaktiviteter. Kan en kristen støtte et uærligt foretagende, selv om det kun sker indirekte?

Som forklaret i anden artikel af denne serie, er hasardspil ofte forbundet med et overtroisk syn på lykketal, lykkedage og lykkeperioder. Spillere har i århundreder bejlet til lykkens gudinde og ivrigt søgt at vinde hendes gunst. I Rom, hvor hun blev kaldt Fortuna, var der 26 templer til hendes ære.

Profeten Esajas omtalte en lignende lykkegud kaldet gadh, som blev tilbedt af de frafaldne israelitter. Han skrev: „Det er jer der forlader Jehova, . . . jer der dækker bord for lykkeguden [hebraisk: gadh].“ (Esajas 65:11) Det var skik på årets sidste dag at dække et bord med alle mulige fødevarer for lykkeguden. På den måde håbede datidens folk at lykken ville tilsmile dem i det kommende år.

Gud godkendte ikke dem der naivt stolede på at gadh, eller Fru Fortuna, ville løse deres problemer. At stole på lykken svarer til at vende den sande Gud, Jehova, ryggen. I stedet for at kaste sig næsegrus for den lunefulde, indbildte lykkens gudinde, bør kristne hellere stole på den sande Gud, Jehova. Han giver os løfte om rigdomme af langt større værdi, rigdomme som aldrig vil svigte os.