Opvæksten — tiden hvor børnene formes og behøver forældrene allermest

BØRN er ifølge Bibelen „en arv fra Jehova“. De er som „nyplantede oliventræer rundt om [ens] bord“. (Salme 127:3; 128:3) Forældre tilskyndes til at „[blive] ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning“. — Efeserne 6:4.

For at oliventræer kan bære megen frugt må de formes mens de er ’som nyplantede rundt om ens bord’. I takt med at de unge grene formes, vokser træet. Hvis man ønsker at ens børn skal følge Guds veje, er det bedst at oplæringen begynder mens de er helt små. „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6; 2 Timoteus 3:15) Et barns hjerne suger et væld af oplysninger til sig, langt flere end det nogen sinde senere vil gøre. Mens børnene er små er det derfor en særlig gunstig tid til at ofre dem opmærksomhed.

Masaru Ibuka, der er stifter af Sony Corporation, har skrevet en bog med titlen: Kindergarten Is Too Late! (I børnehaven er det for sent!) På bogomslaget står der: „Dit barns indlæringsmuligheder er størst i dets første to til tre leveår. Vent derfor ikke . . . i børnehaven er det for sent!“

I forordet til bogen siger Glenn Doman, der er direktør for Institutterne for Menneskelig Præstation, at „der ikke kommer nogen epokegørende nyheder frem i hr. Ibukas i øvrigt fantastisk gode bog. Han konstaterer blot at børn har evnen til at lære praktisk talt hvad som helst mens de er små. At det de lærer uden nogen bevidst indsats i to-, tre- eller fireårsalderen, først kan læres efter en møjsommelig indsats senere i livet — hvis det da overhovedet kan læres senere. At voksne lærer med stort besvær, hvorimod børn lærer legende let. At voksne lærer med sneglefart, hvorimod små børn nærmest suger alt til sig med lynets hast. At voksne nogle gange viger tilbage for at lære noget, hvorimod små børn hellere vil lære end spise.“

Men hvorfor siger Masuru Ibuka at det er for sent i børnehaven? Jo, for på det tidspunkt er barnets bedste indlæringsår nemlig forpasset. Der er imidlertid også en anden grund. I vor tid har det moralske forfald nået børnehaven, og inden barnet kommer dér må forældrene derfor have indpodet en høj moral i barnet for at beskytte det mod at blive påvirket i en dårlig retning.

Dette kan et forældrepar til en seksårig dreng bekræfte: „Den første uge vores søn gik i børnehave blev han seksuelt antastet af en anden dreng mens de kørte i skolebus, en tur der varede et kvarter. Dette skete flere gange og var ikke blot legen doktor eller anden børneleg men en unormal adfærd der ikke var til at tage fejl af.

Mange forældre i vores søns klasse tager deres børn med i biografen og ser film der indeholder vold og sex. Måske synes forældrene at det er mere sikkert at tage dem med end at overlade dem i en eller anden tilfældig babysitters varetægt. Nogle af børnene ser film der er forbudt for børn på kabel-tv eller ’låner’ nogle af de videofilm som deres forældre har liggende hjemme.

En dag skete der noget chokerende i vores hjem. Episoden viste os værdien af at man indpoder sunde moralbegreber i sine børn under opvæksten — ja, lige fra den spæde barndom af. Vi havde besøg af nogle voksne venner samt en pige på fire år. Pigen og vores søn, der nøje var blevet instrueret om at kønsliv kun hørte hjemme blandt gifte voksne, legede sammen på hans værelse. Hun ville lege at de kom sammen og forklarede at han skulle lægge sig ned. Da han troskyldigt gjorde dette, lagde hun sig oven på ham. Forskrækket udbrød han: ’Jamen, det er jo kun gifte der må det!’ Idet han rev sig løs og løb ud af værelset, råbte hun: ’Du må ikke sige det til nogen!’“ — Jævnfør Første Mosebog 39:12.

Vi vil i det følgende omtale nogle af de ting som finder sted i storbyerne og deres forstæder — alt sammen noget som børn lige fra de er små bør holdes på lang afstand af.

To drenge på syv blev anklaget for at have voldtaget en seksårig pige på et toilet. Tre drenge, i alderen seks, syv og ni, forgreb sig seksuelt på en seksårig pige. En dreng på otte begik homoseksuelle handlinger med en børnehavelærer. En 11-årig dreng blev tiltalt for at have voldtaget en pige på 2 år. Nogle terapeuter mener at sådanne lovovertrædere ofte selv er blevet seksuelt misbrugt i en meget tidlig alder.

Dette viste sig at være tilfældet med en dreng. Da han var ganske lille dyrkede hans 20-årige moster ofte oral sex med ham. Dette seksuelle misbrug stod på i et år, fra han var halvandet år til han var to og et halvt. To til tre år senere forgreb han sig seksuelt på småpiger. Denne adfærd fortsatte ind i skoletiden, og både i første og anden klasse blev han bortvist fra skolen.

Behovet for en tidlig oplæring

Hvis forældre kommer til kort med hensyn til at give børnene den rette oplæring under opvæksten, kan det bane vejen for småforbrydelser, som igen kan føre til langt alvorligere forbrydelser som hærværk, indbrudstyveri og endda mord. Hermed følger nogle få eksempler på dette:

Tre seksårige drenge endevendte en legekammerats hjem og raserede så godt som alle værelser. En niårig vandal blev tiltalt for hærværk, for indbrudstyveri, for at have truet et andet barn med en kniv og for at have sat ild til en piges hår. To drenge på 11 stak en 9-millimeter pistol ind i en 10-årigs mund og stjal hans ur. En dreng på 10 skød og dræbte en syvårig pige efter et skænderi om et videospil. En anden tiårig skød sin legekammerat og begravede ham under huset. Et lille barn døde da det blev skubbet ned fra en femtesals trappeskakt af en dreng på fem. En 13-årig kidnappede sammen med to andre unge en dreng på 7 i et forsøg på at presse penge ud af hans familie. Men allerede før de ringede til drengens familie for at forlange løsepenge, havde de begravet ham levende.

Sidst men ikke mindst: Mange unge spreder rædsel omkring sig. Der er teenagebander som strejfer om i gaderne. Bevæbnede med diverse skydevåben slås de indbyrdes, og i disse ildkampe rammer vildfarne kugler ikke blot dem selv men dræber også uskyldige børn og voksne som bliver fanget i denne krydsild. Desuden terroriserer de mange boligområder i storbyerne. Alene i Los Angeles-området er der „over 100.000 medlemmer af mere end 800 kendte bander“. (Bladet Seventeen for august 1991) Mange af dem kommer fra opløste hjem, og banderne bliver deres familie. Mange ender i et fængsel eller mister livet. Følgende udsnit af tre breve der er skrevet fra fængsler er meget typiske:

Det første brev: ’Jeg sidder i et ungdomsfængsel for røveriforsøg. Vi var fire gutter der var ved at bryde ind da strisserne kom. Vi spredte os, to løb én vej og min makker og jeg en anden. Men vi kunne ikke løbe fra dem. Jeg drømmer om at jeg en dag efter min løsladelse vil blive til noget stort. Jeg har altid haft meget svært ved at gå i skole og få gode karakterer. Men jeg kan godt fortælle dig, der findes ikke noget værre end at sidde inde og ruske tremmer!’

Det andet brev: ’Da jeg kom her til landet fra Mexico var jeg kun otte år. Da jeg blev 12 var jeg med i en bande. Da jeg rundede de 15 var jeg først rigtigt med. Jeg havde det med at skyde på folk fra en bil. Jeg havde altid pistolen ved min side. Da jeg var 16 blev jeg beskudt og var nær ved at kradse af. Jeg takker Vorherre for at han endnu ikke ville have mig, for jeg var nemlig ikke klar til at tage af sted. Lige nu har jeg skudhuller i benene. Jeg vil fraråde enhver at blive medlem af en bande, ellers vil man ende som mig: ensom, magtesløs og i spjældet!’

Det tredje brev: ’Jeg har været et kendt bandemedlem siden mit ellevte år. Fire gange er jeg blevet stukket ned med kniv, tre gange skudt, og banket og sat bag lås og slå så mange gange at jeg ikke har tal på det. Døden er alt hvad jeg har tilbage. Hver dag siden jeg rundede de 13 har jeg ventet på at kradse af. Nu er jeg 16. I øjeblikket er jeg inde og brumme i otte måneder, og i løbet af et par år regner jeg med at være gået ind til den evige hvile. Men du kan undgå det ved ikke at blive medlem af en bande.’

Grib chancen mens tiden er

Med disse skrækeksempler ønsker vi ikke at give nogen det indtryk at det nødvendigvis vil føre til alle disse forfærdende ting hvis ikke det lykkes at oplære sine børn under opvæksten. Ikke desto mindre kan det få uheldige følger hvis forældrene kommer til kort i opdragelsen, og såfremt der ikke gribes ind over for lovovertrædelser kan barnet komme ind på en kriminel løbebane med ophold i fængsel og måske endda død til følge.

Man skal ikke vente med at holde øje med sådanne forkerte tendenser i sine børn indtil de kommer i teenageårene. Det skal man gøre allerede inden disse vanskelige år indtræder, hvor det er lettere at vende en uheldig udvikling. Ja, faktisk skal man begynde oplæringen af børnene før andre stjæler deres opmærksomhed — altså før børnehavealderen — hvor man i større eller mindre grad har dem for sig selv og hvor man kan præge dem i den retning man finder mest hensigtsmæssig. Hvis man ikke har et nært forhold til sine børn fra de er små, holder de måske deres forældre på afstand i teenageårene. Måske vil man erfare at børnenes skolekammerater har indtaget ens plads. Opfordringen til alle forældre skal derfor lyde: Forsøm ikke jeres børn under opvæksten; gør jeres bedste for dem, og I vil høste et godt resultat, til glæde for både dem og jer. — Jævnfør Mattæus 7:16-20.

Opvæksten — hvad man sår, skal man også høste

ET SPÆDBARNS hjerne suger oplysninger og indtryk til sig som en svamp. På to år kan et barn lære et indviklet sprog blot ved at høre det. Hvis barnet hører to sprog kan det lære dem begge. Men barnet er ikke alene udstyret med evnen til at lære sprog. Hjernen er desuden forprogrammeret med anlæg for musikalitet og kunstnerisk sans, muskelkoordination, moralsk sans og samvittighed, evnen til at vise tro og kærlighed, foruden trangen til at tilbede noget. Barnet venter blot på påvirkning fra omgivelserne så det kan udvikle sig. Der findes en nøje fastlagt tidsplan for hvornår denne påvirkning skal finde sted for at man kan opnå det optimale resultat — nemlig under opvæksten, i de år hvor barnet kan formes i den rigtige retning.

Denne proces begynder allerede ved fødselen. Det første trin kaldes binding. Moderen ser den nyfødte indtrængende og kærligt i øjnene, taler beroligende, knuger barnet ind til sig. Moderinstinkter vækkes når den lille opmærksomt ser på sin moder og føler sig tryg i hendes arme. Hvis amningen kan begynde på dette tidspunkt vil det være en fordel for begge parter. Barnets suttebevægelser stimulerer mælkeproduktionen hos moderen. Når hun mærker barnets hud, frigives hormoner som virker hæmmende på hendes efterblødning. Modermælken indeholder antistoffer som beskytter barnet mod infektioner. På dette tidspunkt opstår moderbindingen. Det er begyndelsen til et nært og kærligt forhold. Men læg mærke til at det kun er begyndelsen.

De to bliver snart til tre, idet faderen helt naturligt kommer ind i billedet. Ifølge dr. T. Berry Brazelton har „ethvert barn . . . brug for . . . en fader, og enhver fader vil påvirke barnet på sin særlige måde . . . Mødrene var som oftest blide og rolige over for børnene, mens fædrene legede mere med dem end mødrene gjorde, kildede dem og lavede sjov med dem.“ De små reagerer på denne mere barske behandling med hvin og glædesskrig. De har det skønt og forlanger mere af samme slags. Det er en fortsættelse af den binding der begyndte efter fødselen — ’et kærlighedsbånd mellem forældre og barn, der typisk skabes eller forsømmes i de første atten måneder af barnets liv,’ siger dr. Magid, der er medforfatter til bogen High Risk: Children Without a Conscience (Fare: Børn uden samvittighed). Dr. Magid siger at hvis det ikke lykkes at knytte dette bånd, vil børnene måske vokse op uden at have udviklet evnen til at opdyrke nære venskaber og ude af stand til at vise kærlighed.

Lige stærk binding til begge forældre

Det er derfor af afgørende betydning at både moderen og faderen samarbejder om at styrke disse kærlighedsbånd til barnet inden det når børnehavealderen. Det er ikke forbeholdt moderen at give den lille kys og kram. Nej, faderen bør også være med. I bladet Men’s Health for juni 1992 stod der: „Ifølge en undersøgelse som er foretaget over 36 år, og som er offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology, er knus og fysiske udtryk for ømhed fra forældrenes side en stærk indikering af at det vil gå et barn godt i fremtiden, både med hensyn til venskaber, ægteskab og karriere. Halvfjerds procent af de børn som havde kærlige forældre klarede sig bedre socialt i forhold til de blot 30 procent der havde følelseskolde forældre. Og faderens knus var lige så værdifulde som moderens.“

Hvad kan man som forældre yderligere gøre? Jo, man kan for eksempel gynge barnet i gyngestolen mens man holder om det. Man kan læse for barnet mens det sidder trygt på ens skød. Man kan tale med barnet, lytte til det og undervise det i hvad der er rigtigt og forkert, idet man sørger for selv at være et godt eksempel og husker at anvende principperne i sit eget liv. Man skal naturligvis hele tiden tage barnets alder i betragtning og gøre undervisningen enkel, interessant og fornøjelig.

Børn har en medfødt nysgerrighed, en trang til at undersøge alt og vide alt. For at tilfredsstille denne videbegærlighed bombarderer barnet forældrene med alverdens spørgsmål. Hvor kommer vinden fra? Hvorfor er himmelen blå? Hvorfor bliver himmelen rød når solen går ned? Besvar alle disse spørgsmål selv om det måske ikke altid er lige let. Disse spørgsmål frembyder en enestående mulighed for at lære barnets tankegang at kende, en mulighed for at give det oplysninger og måske indpode det værdsættelse af Gud og hans skaberværk. Er det en mariehøne der kravler på et blad som fascinerer den lille? Eller er det den måde en blomst er opbygget på? Måske bliver barnet betaget af at se en edderkop spinde sit net. Eller det morer sig simpelt hen med at grave i jorden. Alle disse situationer giver forældrene lejlighed til at undervise ved at fortælle små beretninger fra dagliglivet, ligesom Jesus gjorde da han fortalte lignelser. Undervisningen bliver dermed noget som barnet ser frem til.

I mange familier må både faderen og moderen arbejde for at tjene til det daglige. Men kan de gøre sig en ekstra anstrengelse for at være sammen med deres børn om aftenen og i weekenden? Kan moderen gå på deltid for at få mere tid sammen med børnene? De mange enlige forældre der findes i dag, er nødt til at arbejde for at kunne forsørge sig selv og deres børn. Mange mødre er tvunget til at være væk fra hjemmet og dermed fra deres børn. Selv når moderen har gyldige grunde til ikke at være hjemme, forstår små børn det ikke og føler sig måske ofte tilsidesat. Derfor må forældrene ihærdigt bestræbe sig for at ’købe sig tid’ til børnene.

Nogle gange tales der om at den tid forældre tilbringer sammen med deres børn skal være kvalitetstid, at det har større betydning end mængden af tid. Travle forældre er måske sammen med deres børn i et kvarter til tyve minutter hver anden dag og en times tid i weekenden og siger det er kvalitetstid. Men er det nok til at dække et barns behov? Eller bruger man blot dette udtryk for at dulme samvittigheden, eller for at en moder kan få ro i sindet til at realisere sig selv mens hun undlader at dække sit barns behov? Måske indvender du: ’Ærlig talt, jeg har så travlt at jeg simpelt hen ikke har den fornødne tid.’ Det er ikke alene dybt beklageligt, men også synd både for dig og dit barn; der findes nemlig ingen genvej. Hvis du ikke finder den fornødne tid under barnets opvækst, kan du være sikker på at der vil opstå en generationskløft mellem jer når børnene kommer i teenagealderen.

Det går muligvis ikke blot ud over barnet hvis det efterlades i en daginstitution — det kan også ramme forældrene, der kan gå glip af den glæde det er at se sit barn vokse op. Barnet forstår ikke altid hvorfor det må efterlades uden forældrene. Det føler sig måske forsømt, uønsket og forladt. Når barnet kommer op i teenageårene har det måske knyttet sig til kammeraterne i stedet for til forældrene, der havde for travlt under dets opvækst. Barnet kan endda begynde at leve et dobbeltliv, idet det både prøver at stille sine forældre tilfreds og gøre hvad det selv har lyst til. Snak, forklaringer og undskyldninger duer ikke til at udfylde kløften. Selv om forældrene nu taler om kærlighed, bliver det ikke opfattet som ægte, eftersom barnet blev forsømt i de år hvor det havde allermest brug for sine forældre. Ordene lyder falske og hule i barnets ører. Ligesom troen er kærligheden død uden gerninger. — Jakob 2:26.

Allerede nu vil vi høste hvad vi har sået

I denne jeg-dyrkelsens generation bliver selviskheden stadig mere fremherskende. Dette kommer især til udtryk ved at børnene bliver forsømt. Vi får børn som vi straks efter anbringer i daginstitutioner. Sandt nok er nogle daginstitutioner gode, men det gælder ikke alle. Mange institutioner har en uheldig indflydelse på især små børn. Nogle er endda kommet under anklage for børnemisbrug. En forsker på området har sagt: „Uden tvivl vil vi i fremtiden få problemer at se som vil få det vi oplever i dag til at ligne et teselskab.“ Vor tids „teselskab“ er allerede rædselsvækkende, som det fremgår af statistikker fremlagt af dr. David Elkind i 1992:

„I de sidste to årtier har der været en 50 procents stigning i antallet af overvægtige børn og unge. Og vi mister omkring ti tusind teenagere om året ved ulykker der kan tilskrives stof- og alkoholmisbrug, heri ikke medregnet skadede og kvæstede. Hver fjerde teenager drikker for meget hver 14. dag; og vi har to millioner teenagere der er alkoholikere.

I Amerika bliver årligt en million teenagepiger gravide. Det er dobbelt så mange som i det land i den vestlige verden der er nummer to på listen, nemlig England. Antallet af selvmord blandt teenagere er tredoblet i de sidste 20 år, og hvert år tager mellem fem og seks tusind teenagere deres eget liv.a Det anslås at en ud af fire teenagepiger har mindst ét symptom på en spiseforstyrrelse, som oftest en streng slankekur. Gruppen mellem 14 og 19 år har den næsthøjeste drabsprocent blandt alle aldersgrupper.“

Og ikke nok med det! Hvert år dræbes over 50 millioner børn mens de stadig befinder sig i moders liv. Ja, nutidens „teselskab“ trodser enhver beskrivelse. Med familiesammenbruddet i tanke siger dr. Elkind: „Hurtige forandringer af de sociale rammer er en katastrofe for børn og unge der kræver stabilitet og sikkerhed frem for hurtig vækst og udvikling.“ En skribent der har beskæftiget sig med ’mig selv først-selviskheden’ har skrevet i protest: „Ingen er parat til at sige til et ægtepar: ’Hør nu her: I bliver nødt til at blive sammen. Hvis I har børn, så bliv sammen!’“

Det tager tid at vise sin kærlighed til et barn. Robert Keeshan, der for år tilbage optrådte som Kaptajn Kænguro i børneudsendelser i amerikansk fjernsyn, har advaret om følgerne af at undlade at bruge tid på sine børn. Han sagde:

„Med tommelfingeren i munden og dukken i hånden venter et lille barn med nogen utålmodighed på at faderen skal komme hjem. Hun vil gerne fortælle om nogle oplevelser fra sandkassen. Ja, hun brænder ligefrem efter at fortælle om alt det spændende hun har oplevet i dagens løb. Endelig kommer han. Udkørt efter dagens arbejdspres siger han blot til barnet: ’Ikke nu, lille skat. Jeg har travlt; gå ind og se fjernsyn.’ Det man oftest hører i mange amerikanske hjem er: ’Jeg har travlt; gå ind og se fjernsyn.’ Jamen, hvornår så? ’Senere.’ Men dette ’senere’ kommer sjældent . . .

Årene går og barnet vokser til. Hun får legesager og tøj — mærkevarer — og stereoanlæg, men ikke hvad hun allermest ønsker sig — forældrenes tid. Hun er fjorten, hendes øjne flakker; hun er rodet ind i et eller andet. ’Er der noget galt, skat? Så tal dog, barn! Sig det dog til mig!’ Men for sent, alt for sent. Kærligheden er væk . . .

Når vi siger til et barn: ’Ikke nu, senere!’ eller: ’Du kan tænde for fjernsynet!’ eller: ’Lad være med at stille så mange spørgsmål!’, når vi ikke giver vore børn det eneste de kræver af os, nemlig vor tid, eller når vi undlader at vise et barn kærlighed — så skyldes det ikke at vi ikke bryder os om dem, men ganske enkelt at vi har for travlt til at elske et barn.“

Der er brug for ’kvantitetstid’

Idealet er ikke bare den såkaldte ’kvalitetstid’ uddelt i små portioner, men også ’kvantitetstid’ der gives rundhåndet. Dette er meget godt beskrevet i Bibelen, i Femte Mosebog 6:6, 7: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ Man må indprente de sande værdinormer fra Guds ord i sit barns hjerte, normer som man allerede selv har i sit hjerte. Hvis vi efterlever det vi lærer fra Bibelen, vil vort barn efterligne os.

Kan du huske det ordsprog vi citerede i det første afsnit i foregående artikel? Det lød: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) Dette gælder kun hvis disse normer er blevet indprentet i ham. Det vil sige at de er blevet en del af hans tankegang, af hans inderste følelser, hvad han er inderst inde. Hans forældre må ikke blot lære ham disse normer, men også selv efterleve dem.

Han har antaget dem som sit livsmønster. De er blevet hans egen norm, en del af ham selv. At gå imod dem nu er ikke at gå imod hvad hans forældre har lært ham, men hvad han selv er blevet til. Han ville i så fald være illoyal over for sig selv. Han ville fornægte sig selv. (2 Timoteus 2:13) Der er en dyb indre uvilje mod at handle sådan mod sig selv. Der er derfor ikke særlig stor sandsynlighed for at han vil ’vige fra den vej’ som er blevet indprentet i ham. Lad derfor dine børn tilegne sig en god adfærd ved at betragte dit eksempel. Lær dem venlighed ved selv at være venlig, undervis dem i gode manerer ved selv at have gode manerer, undervis dem i mildhed ved selv at være mild og undervis dem i ærlighed og sandfærdighed ved selv at sætte eksemplet.

Jehovas ordning

Familieordningen blev i begyndelsen indstiftet af Jehova. (1 Mosebog 1:26-28; 2:18-24) Efter at menneskeheden har eksisteret i seks tusind år regnes denne ordning stadig for at være den bedste for både børn og voksne. Bogen Secrets of Strong Families (Hemmeligheden bag stærke familier) kommer til denne konklusion:

„Måske er der dybt inden i os en erkendelse af at familien er civilisationens grundsten. Måske ved vi rent instinktivt at det ikke er penge, karriere, berømmelse, husbesiddelser, jord eller andre materielle ejendele der betyder noget her i livet — nej, det der betyder noget er de personer i vor tilværelse som holder af os og interesserer sig for os. De personer der er engageret i os og som vi kan regne med støtte og hjælp fra. Ingen andre steder end i familien er det muligt at finde den kærlighed, den støtte, den omsorg og det engagement som vi alle længes efter.“

Hvis vi ønsker at høste et lykkeligt familieliv, er det derfor yderst vigtigt at vi bruger tid på at så. Under hele børnenes opvækst må vi flittigt bestræbe os for at give dem en god opdragelse. — Se Ordsprogene 3:1-7.

[Fodnote]

[Ramme på side 10]

Hvilken slags fader eller moder er jeg?

„Jeg har fået to topkarakterer,“ jublede den lille dreng af glæde. Hans fader spurgte uden omsvøb: „Hvorfor fik du ikke flere?“ „Mor, nu har jeg klaret opvasken,“ sagde pigen henne fra køkkendøren. Moderen svarede tonløst: „Har du også båret skraldespanden ud?“ „Jeg har slået græsset og sat græsslåmaskinen på plads,“ sagde den store dreng. Faderen trak på skuldrene og spurgte: „Har du også klippet hækken?“

Nabobørnene ser lykkelige og tilfredse ud. Vi vil nu lægge mærke til forældrenes reaktion inde hos dem:

„Jeg har fået to topkarakterer,“ jublede den lille dreng af glæde. „Alle tiders,“ sagde hans fader stolt. „Hvor er jeg glad for at du har klaret dig så godt!“ „Mor, nu har jeg klaret opvasken,“ sagde pigen henne fra køkkendøren. Hendes moder smilede og sagde venligt: „Du er en skat!“ „Jeg har slået græsset og sat græsslåmaskinen på plads,“ sagde den store dreng. Hans fader svarede glad: „Hvor er jeg stolt af dig!“

Børn fortjener ros for de opgaver de udfører dagligt. Om de får et lykkeligt liv, afhænger for en stor del af dig.

[Illustrationer på side 7]

Faderen slutter sig til moderen i bindingsprocessen

[Illustration på side 8]

Fantasien stortrives: En dreng løber med armene udbredt og er et højtflyvende jetfly. En papkasse bliver et legehus, et kosteskaft en vældig ganger, en stol gør det ud for førersædet i en bil