Den arabiske kamel — Afrikas alsidige transportmiddel

Af Vågn op!-​korrespondent i Tchad

NÅR man for første gang ser en kamel bliver man forbløffet over synet af denne skabning der galoperer af sted på sine ranglede ben, med næsen i sky og pukkelen svajende fra side til side. Ja, der er endda nogle der spørger om kamelen er dannet af dele der blev tilovers ved skabelsen!

Hvorfor har kamelen den underlige pukkel, den lange hals, de tynde ben og de brede runde fødder, for ikke at tale om de lange, buede øjenvipper? Hvor kluntet den end ser ud, har den arabiske kamel i århundreder været meget værdsat.

Et nyttigt dyr før i tiden . . .

Allerede på Abrahams tid blev dromedaren, den arabiske (enpuklede) kamel, benyttet flittigt. Abraham anskaffede sig for eksempel nogle kameler under sit ophold i Ægypten. (1 Mosebog 12:16) Hans berømte rejse fra Ur i Kaldæa til Kana’an kan have foregået på kamelryg.

Job var også kamelejer. Hans hjord var på omkring 3000 og gjorde ham til en af de rigeste mænd i den del af verden. (Job 1:3) I mindst 4000 år er kameler blevet skattet af folk i Ægypten og andre steder.

Kamelerne kom til den øvrige del af Nordafrika omkring det andet århundrede. Dét gjorde det muligt for ejerne at begynde en nomadetilværelse i Saharaørkenen, hvilket ville have været umuligt uden kameler.

Med tiden lavede disse nomader ruter igennem ørkenen og begyndte en slavehandel. De hentede slaverne i områder syd for Sahara og satte dem til at arbejde i øde oaser hvorfra de ikke kunne flygte til fods.

Lange kamelkaravaner transporterede salt igennem ørkenen til områder hvor det var en sjælden vare og derfor meget efterspurgt. Karavanernes rolle i slavehandelen er nu slut, og de spiller heller ikke nogen særlig rolle i forbindelse med salthandelen, men de arabiske kameler anvendes dog stadig som lastdyr.

. . . og i dag

Det er stadig almindeligt at se kamelkaravaner i regionen Sahel-Sahara i Afrika — en form for transport der er forblevet uændret siden Abrahams tid. Kamelerne er stadig livsvigtige for nomadestammerne, så på det område har intet ændret sig de sidste årtusinder.

Nomaderne må naturligvis først og fremmest have et transportmiddel til sig selv, og til vand, madvarer og husgeråd. De malker også kamelen, og de sørger omhyggeligt for at gemme dens hår, som bruges til tøj, tæpper og telte. Huden bruges til læder og kødet spises.

En karavane tilbagelægger gennemsnitlig 40 kilometer om dagen. Men i en nødsituation kan nogle kameler trave op til 160 kilometer på én dag. Det er vigtigt at vide dette da der kan være mange kilometer mellem vandkilderne.

Brugen af kameler begrænser sig dog ikke til de øde ørkenområder. Kamelen er stadig et almindeligt syn, og dens stønnen, jamren og gurglen er velkendte lyde på mange markedspladser her i Sahel. Den bliver brugt til at transportere mennesker og fragte handelsvarer fra landet ind til markedet. Den kan bære byrder på 200 kilo eller mere.

Befolkningen opfordres til at holde kameler for kødets skyld, som et praktisk alternativ til oksekød, eftersom kvægavl bliver mere besværligt nu da ørkenen breder sig. I 1990 blev der i N’djamena, hovedstaden i Tchad, fortæret omkring 1300 kameler samt et ukendt antal i landområderne. Mere end én uerfaren vesterlænding er blevet overrasket over at opdage at det billige ’oksekød’ han købte på markedet faktisk var kamelkød.

I den samme by er det ikke usædvanligt at se et eller flere af disse dyr komme travende i gaderne med store kornsække samt en kameldriver på ryggen. Kameldriveren kan være i færd med at bringe varer ud, eller også er han på udkig efter mulige kunder.

I nogle byer i de tørre egne af landet bruges kamelerne til at trække vand op fra meget dybe brønde. En stor dyreskindsbeholder fastgøres til den ene ende af et langt reb og sænkes ned i brønden. Den anden ende af rebet trækkes først igennem en remskive, der er anbragt cirka en meter over brøndens åbning, hvorefter den bindes til kamelen. En dreng der sidder på kamelens ryg giver kamelen ordre til at trække, og beholderen med den værdifulde væske kommer op af brønden.

Tiloversblevne dele?

Et kort studium af kamelen viser at dens forskellige kropsdele tydeligvis er udtænkt med et varmt og tørt klima for øje. Disse kropsdele er ikke blot naturens tilfældigheder. Nej, de giver kamelen en klar fordel i denne uvejsomme del af verden.

Hvorfor har den så lang en hals? Dette giver kamelen en fordel så den ligesom giraffen kan æde af træerne. Ligesom giraffen lever den af en art tornede akacietræer der er almindelige i Sahel. Det meste af året falder der ingen regn, hvilket bevirker at plantevæksten på jorden er sparsom, men træerne overlever på grund af deres lange rødder og bliver derved den oplagte fødekilde for kamelerne.

Hvorfor de lange ben og de underlige fødder? Ud over at gøre kamelen høj og derved lette fødeindtagelsen, bevirker de lange ben at den kan skyde en høj fart. På afstand kan det godt se ud som om den arabiske kamel slentrer af sted i et roligt tempo, men hvis man gående prøver at følge med vil man hurtigt opdage at kamelen tager meget lange skridt.

De store, runde fødder er ret bløde og de spredes ud hver gang kamelen træder ned, hvilket gør det let for den at gå i sand. De smalle, hårde hove på en ko eller en hest er tilbøjelige til at synke ned i sandet, men kamelen bliver ovenpå. Kamelen er født med et tykt lag hård hud på fødderne der beskytter den mod det brændende ørkensand.

Grunden til at kamelerne er et sjældent syn i den sydlige del af Sahel i regntiden, er at de har problemer med at trave i mudder. Derfor tager deres herrer dem med ud i ørkenen så de ikke træder forkert og brækker et ben eller på anden måde kommer til skade.

Og den berømte pukkel? Nogle tror at den er til opbevaring af vand, men faktisk består pukkelen mest af fedt og fungerer som fødevaredepot. En underernæret kamel har ofte en mindre pukkel, der nogle gange endda falder sammen og hænger på den ene side. Efter et par ugers god ernæring får pukkelen igen normal facon.

Den baktriske eller topuklede kamel, der egner sig bedre til Centralasiens koldere ørkener, kan uden videre krydses med den enpuklede kamel. Det viser at de to typer kun er varieteter af den samme art. — 1 Mosebog 1:24; se Vågn op! for 8. december 1988, side 25.

Og hvad med de lange, buede øjenvipper? Længe før modebranchen lancerede lange, kunstige øjenvipper havde kamelen den ægte vare, og de er der ikke kun for et syns skyld. De beskytter øjnene mod det fygende sand og gør at kamelen kan fortsætte dér hvor andre dyr ville få sand i øjnene og være nødt til at stoppe. De lange, spalteformede næsebor er et komplement til øjenvipperne, for de filtrerer sandet fra når kamelen ånder ind og begrænser væsketabet ved at optage fugtigheden i den luft kamelen udånder.

Disse og andre kendetegn sætter kamelen i stand til at trave adskillige dage uden at drikke. Den kan uden problemer overleve et væsketab på op til en tredjedel af dens kropsvægt. Men når den så endelig får vand at drikke kan den konsumere op til 135 liter vand på ti minutter som erstatning for det den har mistet. Det var derfor noget af en opgave Rebekka påtog sig da hun tilbød at vande ti kameler. — 1 Mosebog 24:10, 19.

Selv om kamelen måske ved første øjekast kan virke pudsig, er den ikke blevet til ved et uheld hvor tilfældighederne har rådet. Den er ikke en eller anden underlig blanding af tiloversblevne dele fra skabelsen som andre dyr ikke kunne bruge. Det kan godt være at den ikke er så elegant som hesten eller lige så farvestrålende som påfuglen, men indbyggerne i det nordlige Afrika betragter den arabiske kamel som en gave fra Gud, et bevis på at der findes en fornuftbegavet Skaber. — Åbenbaringen 4:11.

[Illustrationer på side 23]

Med sin lange hals, sin puklede ryg, sine pudeagtige fødder og sine lange øjenvipper er kamelen godt udrustet til livet i ørkenen.