En ny opdagelsesrejsernes tidsalder

Af Vågn op!-skribent

HAR du nogen sinde på tv fulgt en opsendelse af en rumfærge? Kunne du tænke dig at se hvor store løfteraketterne i virkeligheden er? Og hvor meget plads der er inde i rumfærgen? Det havde jeg lejlighed til da jeg i Florida besøgte det amerikanske rumfartscenter på Cape Canaveral, også kaldet Kennedy Space Center.

Jeg havde set mange opsendelser af rumfartøjer på fjernsyn og har især været betaget af Apollo 11-rumfærden Månen tur-retur i 1969. Det var derfor en stor oplevelse at befinde sig i selve knudepunktet for rumtrafikken, blot en times kørsel øst for Orlando. Mens vi kørte ind på parkeringspladsen så jeg i det fjerne en udstilling af forskellige raketter som i tidens løb havde været brugt til opsendelse af astronauter og instrumenter. Og dér, på den specialkonstruerede startbane ved siden af rakethaven, stod en tro kopi af de rumfærger som sendes i kredsløb om Jorden. Den kaldes Ambassador, og skønt det kun er en kopi, er den et imponerende skue. Den er 17 meter høj ved halen, er 37 meter lang og har et vingefang på 24 meter.

Det var fredag den 22. november 1991, og jeg var ivrig efter at komme hen til en startrampe, især den hvorfra rumfærgen Atlantis ventede på at blive opsendt søndag den 24. november. Der er adskillige startramper, men de ligger flere kilometer fra udstillingsområdet. Jeg tog derfor med på den officielle bustur til hovedmonteringshallen og affyringsinstallationerne.

Første stop var Flight Crew Training Building, hvor vi så tro kopier af servicemodulet og månelandingsfartøjet som blev brugt på den historiske månerejse i 1969. Månelandingsfartøjet var klodset at se på — det var på ingen måde et strømlinet fartøj. Ved første øjekast lignede det mere en samling af terninger og pyramider hvorpå der var monteret edderkoppeben. Ikke desto mindre havde dens tvilling bragt to mænd til Månen.

I juli 1971 landede Apollo 15 på Månen, og astronauterne Scott og Irwin landsatte den første månebil. Det var utvivlsomt den dyreste bil der nogen sinde er bygget — prisen var 15 millioner dollars! Hvis man ønsker en tur i den skal man bare tage til Månen — den blev efterladt deroppe sammen med landingsstellet til månemodulet! Men glem ikke at tage friske batterier med, for månebilens batterier er for længst blevet flade.

Næste stop på turen er monteringshallen VAB (Vehicle Assembly Building). Man må vænne sig til akronymer (ord dannet af forbogstaver i flere ord) på rumfartscentret — de bruges om alting. Jeg mødte senere Chris, en forhenværende ingeniør ved Apollo-projektet og han fortalte: „Jeg blev overflyttet til en anden sektion, og i månedsvis var der meget jeg ikke forstod fordi der blev brugt andre akronymer end dem jeg var vant til!“ Hvad specielt er der ved VAB? Den er over 160 meter høj (svarende til en skyskraber på 52 etager), 158 meter bred og 218 meter lang, og er sandsynligvis verdens største bygning. Den dækker et areal på 3 hektarer. Størrelsen skyldes at man her samler raketterne før de bliver rullet ud på deres lange og besværlige køretur til startrampen. Men mere herom senere.

Vi fik at vide at VAB er så stor at man kunne samle fire Saturn V-raketter i bygningen samtidig. De var 111 meter høje og kunne medføre et Apollo-rumskib. I bogen The Illustrated History of NASA siges der: „Den totale startvægt var op mod 3000 tons. Men Saturn V’s motorer, som udviklede næsten 3600 tons reaktionskraft, kunne med lethed løfte den svimlende vægt.“

Da jeg rettede blikket mod toppen af den vældige bygning så jeg musvåger kredse omkring den. De drog fordel af opdriften over taget. Det mindede mig om at rumfartscentret ligger midt i et stort naturreservat som er tilholdssted for mange fugle-, pattedyr- og krybdyrarter. På busturen kom vi forbi en 2 meter stor ørnerede som var højt oppe i et træ. Det forekom naturligt at ørnene flyver rundt her hvor mennesket har udført nogle af sine største præstationer inden for rumfarten.

Næste stop var observationsområdet hvorfra vi på afstand kunne se to startramper. Men ét spørgsmål stod stadig åbent. Hvordan bliver de enorme raketter transporteret til startramperne fem en halv kilometer væk? Ved hjælp af de største traktorer jeg nogen sinde har set; de bæltedrevne transportvogne har en lasteevne på 6600 tons. De er hver på størrelse med en halv fodboldbane og vejer 2700 tons. Men forvent ikke fartrekorder af disse monstrumer. Deres tophastighed er i lastet tilstand 1,6 kilometer i timen, ulastet ligger hastigheden på det dobbelte. Platformen transporteres af fire sådanne traktorer med dobbeltlarvebånd, én ved hvert hjørne. Hvert larvebånd har 57 led, som vejer et ton stykket.

Det siger sig selv at der må en speciel vejbelægning til for at bære vægten af den mobile platform, raketten og rumfartøjet.

Hvad når rumfærgen vender tilbage til Jorden? Den skal lande et sted. Landingsbanen her på Cape Canaveral er dobbelt så bred og dobbelt så lang som en almindelig landingsbane i en lufthavn. Den er 4600 meter lang og har 300 meter ekstrabane i hver ende. Hvis der ikke er gode landingsforhold omdirigeres rumfartøjet til Edwards Air Base i den californiske ørken, 3200 kilometer mod vest.

Størrelsen af hele projektet er overvældende og fremkalder mange spørgsmål. Hvad har mennesket udrettet inden for rumforskningen? Hvilken gavn har vi haft af den? Og hvordan er mulighederne for interplanetarisk flyvning? Vil mennesket nogen sinde sætte foden på Mars?

Rumforskning — hvor vidt er mennesket nået?

DEN 12. APRIL 1961 indskrev en ny Columbus sig i verdenshistorien. Hans navn var Júrij Alekséjevitj Gagárin. Denne russiske kosmonaut foretog som det første menneske en rejse ud i rummet. Det var i rumkapslen Vostók 1. Hans færd varede 108 minutter og bragte ham én gang rundt om Jorden, en rejse på 40.900 kilometer. Han var vinder af første runde i det store rumkapløb mellem Sovjetunionen og De Forenede Stater.

U.S.News & World Report oplyser: „Sandheden er at . . . det var ønsket om at slå russerne der drev Amerika ud i rummet.“ Præsident John F. Kennedy var besluttet på at forsøge at indhente Sovjets forspring i rummet. John Logsdon, der er leder af Centret for International Videnskab og Teknologipolitik, har i Blueprint for Space skrevet: „Sorenson [Kennedys særlige rådgiver] siger at Kennedys holdning blev påvirket af den omstændighed [at] ’Sovjet havde vundet stor international prestige på Gagárins rumfærd samtidig med at vi tabte prestige i Svinebugten.a Dette understregede at prestige var en betydende, og ikke blot en pr-mæssig, faktor i verdenspolitikken.’“

Præsident Kennedy besluttede at De Forenede Stater uanset omkostningerne skulle gøre et eller andet exceptionelt for at overgå Sovjetunionen. Han spurgte: „Har vi en chance for at slå russerne ved at anbringe et laboratorium i rummet, ved at rejse rundt om Månen, få en raket til at lande på Månen, eller ved at lade en bemandet raket rejse til månen og tilbage igen? Er der overhovedet noget rumprogram der lover så opsigtsvækkende resultater at vi kan vinde?“ Endelig havde de amerikanske forskere tilstrækkelig politisk opbakning til deres planer. Men de skulle arbejde længe før de fik succes.

Russerne høstede igen laurbær i 1963 da Valentína Vladímirovna Teresjkóva som den første kvinde blev sendt rundt om Jorden, ikke blot én gang men 48 gange! NASA (National Aeronautics and Space Administration) tog skeen i den anden hånd og gav sig til at kæmpe for at vinde international prestige. Lykkedes det?

Apollo og Månen

NASA-forskere havde siden 1959 undersøgt mulighederne for en månerejse. De havde bedt om tilladelse til konstruktion af et rumfartøj kaldet Apollo. Men „præsident Eisenhower nægtede at godkende denne anmodning“. Hvorfor? Fordi omkostningerne, et beløb mellem 210 og 290 milliarder danske kroner, „ikke ville skaffe tilstrækkeligt med videnskabelige oplysninger til at retfærdiggøre en sådan investering. . . . Eisenhower fortalte NASA at han ikke ville godkende noget projekt som gik ud på månelanding.“ (Blueprint for Space) Forskernes eneste håb var den nye præsident, John F. Kennedy.

Han foreholdt de amerikanske forskere det mål at landsætte et menneske på Månen inden årtiets udgang — og før russerne gjorde det! Wendell Marley, der arbejdede som elektronikingeniør på Apollos styrings- og navigationssystem, har til Vågn op! udtalt: „Vi følte at vi konkurrerede med USSR, og dette var også drivkraften for mange af de ingeniører jeg arbejdede sammen med. Vi var stolte over at gøre vores del til at landsætte et menneske på Månen før Rusland. Mange af os arbejdede endda over uden ekstrabetaling for at holde tidsplanen.“

Resultatet af hele denne indsats er nu historie — Neil Armstrong og Edwin „Buzz“ Aldrin satte som de første mennesker deres fodspor på Månens overflade. Det var i juli 1969. Men denne enorme præstation havde sin pris. Den 27. januar 1967 mistede tre astronauter livet ved en kabinebrand under en test før en rumrejse. Mindre end tre måneder senere døde den russiske kosmonaut Vladímir Komaróv under et forsøg på at vende tilbage efter 18 kredsløb omkring Jorden. I århundredernes løb har mange mænd og kvinder måttet betale med livet i deres stræben efter viden og berømmelse.

Hvilke fremskridt er der blevet gjort, bortset fra månerejserne?

Til planeterne

NASA har sendt mange satellitter ud i rummet, og de har i høj grad øget vor viden om universet. Det er et af de positive resultater forskerne peger på når de skal forsvare de enorme pengesummer der er spenderet på bemandet og ubemandet rumfart. I marts 1992 kunne man fejre 20-årsdagen for en af de store solskinshistorier i rumforskningen — opsendelsen af den første rumsonde som har forladt solsystemet. Pioneer 10, som blev opsendt i 1972, var et plaster på såret efter de mange uheld som dens forgængere var blevet ramt af siden 1958. Rumsondens forventede levetid var blot på omkring tre år. Men takket være sin atomreaktor-kerne sender den stadig informationer tilbage til Jorden. Nicholas Booth, der skriver for New Scientist, siger at „NASA-talsmænd forventer at kunne følge rumsonden indtil slutningen af dette århundrede“. Den kan beskrives som „den mest succesrige interplanetariske mission nogen sinde“. Hvorfor har man haft så stort held med Pioneer 10?

Den var programmeret til at have kurs mod vores største naboplanet, Jupiter, før den forlod solsystemet. Rejsen dertil var på 779 millioner kilometer og tog næsten to år. I december 1973 nåede den Jupiter. Undervejs havde den passeret Mars og derefter asteroidebæltet, hvor den registrerede 55 sammenstød med støvpartikler. Men sonden undslap uden skade. Andre instrumenter målte stråling og magnetfelter omkring Jupiter.

Derefter opsendtes Pioneer 11, som efter at have passeret Jupiter fortsatte til Saturn. Ud fra erfaringen med Pioneer-sonderne opsendte NASA derefter rumsonderne Voyager 1 og 2. Disse tilbagesendte, som Nicholas Booth udtrykker det, „en syndflod af informationer om Jupiter-systemet som overgik resultaterne fra Pioneer-missionerne“. Hvordan opfanges signalerne fra disse sonder på Jorden?

Der findes et sporingssystem kaldet Deep Space Network, som består af radioteleskoper hvis skåle er 64 meter i diameter og som skiftes til at opfange signaler mens Jorden roterer. Disse teleskoper er placeret i Spanien, Australien og De Forenede Stater. Ved hjælp af dem har man kunnet modtage nøjagtige meldinger fra rumfartøjerne.

Er der liv på Mars?

Rumforskningen tumler fortsat med det store spørgsmål som har optaget mennesker i århundreder: Er der intelligent liv ude i det umådelige univers? I lang tid har astronomer og skribenter spekuleret på om der var liv på den røde planet Mars. Hvad har rumrejserne afsløret i så henseende?

Serien af Mariner-rumsonder i 1960’erne og 1970’erne sendte fotografier af Mars tilbage til Jorden. I 1976 landede Viking 1 og 2 på Mars og sendte utroligt nok informationer tilbage om klippernes og overfladens beskaffenhed. Hvor blev undersøgelserne foretaget? I et automatisk kemisk og biologisk laboratorium på landingsfartøjet. Noget af overfladen blev samlet op af en robotarm, og derpå bragt ind og analyseret i robotlaboratoriet. Var der liv eller tegn på liv? Hvad viste fotografierne og analyserne?

Bruce Murray, der skriver om rumforskning, forklarer: „Ingen buske, intet græs, ingen fodspor eller andre tegn på liv formildede dette geologisk set fascinerende terræns goldhed. . . . Trods omhyggelig undersøgelse af støvprøverne . . . fandt man ikke et eneste organisk molekyle . . . Mars’ overflade er langt mere steril end noget sted på Jorden. . . . Mars har højst sandsynlig været uden liv i adskillige milliarder år.“

Bruce Murray drog følgende konklusion ud fra forskningsresultaterne af planeterne: „Vi er helt sikkert alene i dette solsystem. Jorden, som er ene om at have en vandoverflade, er en livets oase. Vi har ingen fjerne mikroskopiske fætre på Mars eller noget andet sted i vores solsystem.“

Hvordan ser Venus ud?

Selv om Venus er på størrelse med Jorden er den en menneskefjendsk planet. Astronomen Carl Sagan kalder den „et helt igennem ubehageligt sted“. Dens øvre skylag indeholder svovlsyre, og dens atmosfære består hovedsagelig af kuldioxid. Det atmosfæriske tryk på overfladen af Venus er 90 gange større end på Jorden. Det svarer til trykket i en kilometers havdybde.

På hvilke andre måder er Venus forskellig fra Jorden? Carl Sagan skriver i sin bog Cosmos at Venus roterer „baglæns, i den modsatte retning af alle andre planeter i det indre solsystem. Som følge heraf stiger solen op i vest og går ned i øst, og der går 118 jorddage mellem hver solopgang.“ Overfladetemperaturen er på 480 grader, eller, som Sagan siger, „varmere end den varmeste bageovn“. Siden 1962 er Venus blevet udforsket af en række Mariner- og Pioneer-sonder samt adskillige sovjetiske Venera-sonder.

Hvad angår kortlægning har man imidlertid fået de bedste resultater fra landmålerrumsonden Magellan, som styres af NASA’s Laboratorium for Jetdrift. Magellan blev opsendt fra rumfærgen Atlantis den 4. maj 1989. Det tog denne enestående rumsonde, Magellan, 15 måneder at nå til Venus, hvor den nu kredser rundt om planeten med en omløbshastighed på tre timer og 15 minutter mens den tager radarbilleder der transmitteres til Jorden. Stuart J. Goldman skriver i Sky & Telescope: „At kalde resultatet af Magellan-sondens mission for fænomenalt er en stærk underdrivelse. . . . Denne landmålerrobot har i løbet af sine otte første måneder i kredsløb kortlagt 84 procent af hele planeten med en opløsning i billedet der svarer til størrelsen af en fodboldbane. . . . Den datamængde Magellan har sendt tilbage til de ivrige forskere er uden sidestykke. Ved indgangen til 1992 havde rumsonden sendt 2,8 billioner informationsenheder. Det er tre gange så mange data som fra alle tidligere planetariske rumfartøjer tilsammen.“

Her er et eksempel på at en kombineret rumfærd, bestående af en bemandet rumfærge og en robot, har givet utrolige resultater. Den har givet os større kendskab til vores solsystem. Og alt dette er blevet holdt inden for rammerne af et relativt lille budget, for Magellan har for en stor del været et spareprojekt, sammenbygget af overskydende løsdele fra Voyager-, Galilei- og Mariner-sonderne.

NASA og spionsatellitterne

Stræben efter videnskabelig indsigt har ikke været det eneste ledemotiv i rumforskningen. En anden drivkraft har været ønsket om at opnå en militær førerposition. I årenes løb har rumprogrammerne været brugt af både De Forenede Stater og det tidligere Sovjetunionen som en mulighed for at udvide deres spionvirksomhed. Bruce Murray siger i sin bog Journey Into Space: „Kredsløb omkring Jorden var fra begyndelsen arena for rekognoscering og andre militære aktiviteter, et domæne for et dødsensfarligt strategisk kapløb mellem De Forenede Stater og Sovjetunionen.“

Joseph J. Trento skriver i sin bog Prescription for Disaster at „CIA og Air Force i 1971 begyndte at planlægge spionsatellitter kaldet Keyhole-serien eller forkortet KH. Den 19. december 1976 blev den første Keyhole opsendt.“ Disse fotografiske satellitter kunne kredse om Jorden i to år og sende deres informationer tilbage til Jorden ved digitaltransmission. Hvor gode var billederne? Trento fortsætter: „Deres opløsning var så fremragende at man tydeligt kunne læse tallene på nummerpladen af en parkeret bil. Desuden blev satellitterne brugt til at fotografere sovjetiske rumfartøjer i kredsløb og strategiske bombefly i luften.“

De højteknologiske rumfærger

I de senere år er der blevet sendt bemandede rumfærger i kredsløb om Jorden. Har du tænkt på hvor indviklet det er at opsende en rumfærge og hvor meget der kan gå galt så det hele ender i en katastrofe? Ingeniører har for eksempel arbejdet ihærdigt på at finde ud af hvordan man nedkøler motorerne ved affyringen så de ikke smelter som følge af varmeudviklingen. „I de første forsøgsår smeltede og eksploderede den ene motor efter den anden,“ skriver Trento. Dernæst var der problemet med at antænde de to løfteraketter med det faste brændstof på nøjagtig samme tid, så hele herligheden ikke væltede og blev ødelagt. Alt dette var med til at bringe omkostningerne i vejret.

Den første vellykkede opsendelse fandt sted den 12. april 1981. Mens tomandsbesætningen bestående af John Young og Robert Crippen sad spændt fast i deres sæder frembragte hver af rumfærgens tre motorer en reaktionskraft på 170.000 kilo. Ifølge Trento havde nogle forskere spurgt sig selv: „Ville dette blive en sejr eller ville drømmen forsvinde i Floridas sumpe? Hvis ikke alt brændstoffet antændtes inden for få sekunder ville der udbryde storbrand på rampe 39A. . . . Ved nul antændtes brændstoffet. Hvid damp fyldte horisonten, og boltene der holdt rumfærgen fast blev revet løs. Besætningen hørte et gevaldigt drøn. De mærkede rumfartøjets bevægelse og energiudladningerne.“ Alt gik som det skulle. „For første gang i USA’s historie er amerikanere gået om bord i et uafprøvet raketsystem og har fløjet det. . . . Det mest komplicerede fartøj der nogen sinde er bygget, virkede.“ En ny slags ’Columbusser’ var blevet til. Men ikke uden risiko — og ikke uden omkostninger. Challenger-katastrofen i 1986, hvor syv astronauter mistede livet, taler sit tydelige sprog.

På den første flyvning viste farvefotografier at der manglede nogle af de varmefaste kakler som var af stor betydning under nedstigningen, hvor temperaturen ville komme op på 1100 grader. Forskerne måtte have et nærbillede for at kunne bedømme skaderne. Men ingen kameraer på Jorden ville være i stand til at tage et skarpt billede af Columbias beskadigede underside. Hvad fandt man så på? KH-11 spionsatellitten kredsede i en bane over rumfærgen. Det blev besluttet at vende færgen så undersiden kom opad, og spionsatellitten kunne herefter fotografere den. Resultatet blev sendt tilbage til Jorden, og NASA-folkene kunne se at der ikke manglede store områder med kakler. Rumfærden var ikke i fare.

Rumfærgeprogrammet — til krig eller fred?

NASA’s historie handler om det konstante tovtrækkeri mellem dem der har betragtet rumfartsadministrationen som et middel til fredelig udforskning af rummet og dem der hovedsagelig har set den som en mulighed for at få overtaget over Sovjetunionen i den kolde krig. I 1982 sammenfattede Harold C. Hollenbeck, medlem af Repræsentanternes Hus, denne interessekonflikt da han om Videnskabernes Hus og Det Teknologiske Udvalg sagde: „Det er en tragedie at det amerikanske folk ikke er klar over den civile rumfartsadministrations politisering og militarisering. . . . Det er et civilt team som sætter os på Månen . . . Jeg ønsker ikke et rumprogram som koster det hvide ud af øjnene og som indgår i Pentagons stjernekrigsprogram. . . . Jeg håber blot at den næste generation af amerikanere ikke vil se tilbage på os her i dag som de ledere der passivt så til mens Amerika forvandlede sig fra en ædel forsker til en interstellar krigsmaskine.“

Han sagde endvidere at mennesket var ved at ødelægge sin fremtid: „Vi drog ud i rummet for at flytte grænser — og fører nu hadet og bitterheden fra Jorden ud i himlene som om det var menneskets ret at føre krig overalt.“ Økonomiske, politiske og militære interesser har forsøgt at overtage NASA. Milliarder af dollars og tusinder af arbejdspladser (og stemmer) var knyttet til dens fremtid.

Det er logisk at spørge hvilken gavn vi har haft af rumforskningen. Og hvad vil fremtiden bringe?

[Fodnote]

[Illustrationer på side 8 og 9]

1. Månebilen fra Apollo

2. Månelandingsfartøjet med astronaut Edwin E. Aldrin, jr., (20. juli 1969)

3. Monteringshallen, måske verdens største bygning

4. Rumfærge på transportvognen på vej til startrampen

5. Satellit inden opsendelse

6. Rumfærgen „Challenger“ med robotarmen

7. Den første kvinde i det ydre rum, Valentína Teresjkóva (16. juni 1963)

8. Den første mand i rummet, Júrij A. Gagárin

9. Robotarme indsamler prøver på Mars

[Kildeangivelse]

Foto 1-6: NASA; 7, 8: Tass/Sovfoto; 9: NASA/JPL

Rumforskning — hvad vil fremtiden bringe?

EFTER sammenbruddet af det kommunistiske Sovjetimperium er konkurrenceelementet næsten forsvundet ud af rumkapløbet. Nogle forskere har nu mistet deres vigtigste motivation — at komme før de andre. I stedet for at kappes taler russiske og amerikanske rumforskere nu om at samarbejde og forene deres viden og dygtighed. Men der er stadig mål at nå og mange uløste spørgsmål. Ét er: hvad gavn har menneskeheden haft af hele det vældige og bekostelige apparat man har stablet på benene for at udforske det ydre rum?

Ifølge en NASA-publikation er der i løbet af de sidste tre årtier „blevet opsendt mere end 300 [ubemandede fartøjer] som led i programmer der drejer sig om alt lige fra udforskning af solsystemet, forudsigelse af vejret, global kommunikation og til studier af Jordens ressourcer“. Har resultaterne retfærdiggjort de store pengesummer der er blevet bekostet på disse programmer? NASA hævder at nationens investering i disse projekter „har tjent sig hjem flere gange både hvad angår tid, penge og teknisk kunnen“. NASA begrunder endvidere udgifterne ved at sige: „Cirka 130.000 amerikanere er beskæftiget ved rumprogrammerne. De forsker i forbedring af brandsikre stoffer og malinger, mindre og mere holdbare radio- og tv-apparater, hårdere plasticer, stærkere klæbestoffer, elektroniske overvågningssystemer til hospitalspatienter, mere avanceret computerteknologi og meget andet.“

Et andet afkast af rumprogrammet er en mere detaljeret kortlægning af Jordens overflade, ja, selv undergrunden. På rumfærgens anden tur skulle man udføre et eksperiment ved hjælp af „et relativt primitivt optisk måleinstrument“. Det „var tænkt som en simpel geologisk undersøgelse med et radar-altimeter“. (Prescription for Disaster af J. J. Trento) Imidlertid gjorde man en uventet opdagelse. „Da rumfærgen vendte hjem og billederne . . . blev fremkaldt, kunne man se veje og gader i en gammel by begravet i Saharas sand. En svunden kultur var fundet.“ Også på anden måde har vi haft gavn af rumforskningen.

Hvordan bliver vejret?

De daglige vejrudsigter med kort og billeder er noget de fleste der har fjernsyn tager for givet. Men hvor har de stor betydning for vores daglige planlægning! Hvis der er stormvejr, regn eller sne på vej, vil man få det at vide i god tid — takket være de vejrsatellitter som kredser om Jorden.

I de sidste 30 år har meteorologiske satellitter transmitteret informationer om Jordens vejrlig. I en NASA-publikation siges der: „Disse satellitter gør det ikke kun muligt for os at forstå vore omgivelser bedre, de hjælper os også til at beskytte os mod farer.“ For eksempel nævnes en orkan som i 1969 ramte Mississippi-deltaet og forårsagede ejendomsskader for 1,4 milliarder dollars. „Men takket være vejrudsigter baseret på satellitfotos, mistede kun 256 mennesker livet, og de fleste af dem kunne have overlevet hvis de i tide havde lyttet til advarslerne om at forlade området.“ Ja, sådanne vejrmeldinger kunne også komme til gavn de steder hvor man regelmæssigt hærges af monsunregn og storme.

Men rumforskere er ikke blot interesserede i hvad der gavner Jordens beboere. De har langt mere ambitiøse mål. Hvordan tegner fremtiden sig for rumforskningen?

Rumstationer — en udfordring

Mange rumforskere drømmer om at bygge rumstationer. NASA anslår at det indtil år 2000 vil koste 30 milliarder dollars at bygge rumstationen Freedom. Rumstationen har været på tegnebordet i årevis og har, ifølge en NASA-kilde, allerede kostet 9 milliarder dollars. Men hvordan vil eksperterne få den i kredsløb? Man har beregnet at rumfærgen skal foretage mindst 17 bemandede flyvninger for at få Freedom ud i rummet del for del. Det er en meget dyr og tidskrævende operation. Er der en nemmere løsning?

Nogle har foreslået at russerne og amerikanerne gør fælles sag og bruger de kraftige russiske Energia-raketter til at få Freedom ud i rummet. Energia, der beskrives af The New York Times-skribenten Serge Schmemann som „en flyvende 20-etages skyskraber“, kunne sætte fart i det amerikanske rumstationsprojekt. Russerne har brug for amerikanske dollars, og her har de mulighed for at tjene nogle hurtige penge. U.S.News & World Report oplyser: „Seks ubemandede Energiaer kunne få hele rumstationen billigt op og uden at sætte menneskeliv på spil.“

Naturligvis er De Forenede Stater og Den Russiske Føderation ikke de eneste nationer som giver sig af med rumforskning. For eksempel producerer den europæiske rumfartsorganisation ESA gennem det franske firma Arianespace raketter til opsendelse af civile satellitter. Japan har også sat kurs mod stjernerne. „Som det første asiatiske land planlægger Japan at have en permanent menneskelig tilstedeværelse i rummet inden dette århundredes udgang,“ oplyser et nyligt nummer af Asiaweek. Den første officielle japanske astronaut, Mamoru Mohri, skal efter planen sendes på en syv dages mission i 1992 fra Cape Canaveral i Florida. Ifølge samme rapport er „missionen en vigtig optakt til Japans planer om at bidrage til [USA’s] rumstation Freedom“. Også europæiske og canadiske forskere skal medvirke i dette projekt.

Bosættelser på planeterne

Andre visioner taler til manges fantasi — nemlig planerne om at befolke og udnytte andre planeter. George Henry Elias skriver i sin bog Breakout Into Space — Mission for a Generation: „Skabelsen af interplanetarisk civilisation er afgørende for at vore arter kan overleve. . . . Vi mennesker har nu bredt os ud over hele planeten, og det er på tide at vi flytter til et større opholdssted. Et tomt solsystem venter os.“ I første omgang har han kig på planeten Mars.

Én der fuldt og fast tror at mennesker en dag vil flytte til Mars er forhenværende astronaut Michael Collins. Han var pilot på Gemini 10 i 1966 og senere pilot i kommandomodulet på Apollo 11, som bragte mennesket til Månen. I sin bog Mission to Mars siger han: „Mars virker venlig, tilgængelig, ja endda beboelig.“

Bruce Murray, langvarig direktør for Laboratoriet for Jetdrift i Pasadena, taler varmt for en fælles russisk-amerikansk ekspedition til Mars. Som medstifter af Det Planetariske Selskab har han for nylig forsøgt at fremskynde programmet „Til Mars . . . i fællesskab“. Han siger: „Mars er fremtidens planet. Den vil blive en tumleplads for eventyrlystne fremtidige generationer.“

Marshall Brement, tidligere amerikansk ambassadør i Island, skriver: „De to lande kan lære meget af hinanden inden for rumfart. Sovjetunionens bemandede rumprogram overgås ikke af nogen andre. De sovjetiske kosmonauter har alle rekorder i ophold i rummet. . . . Begge nationers tilsagn om sammen at bygge en månestation, rejse rundt om Venus og lande på Mars kan have stor videnskabelig betydning.“

Det Planetariske Selskab, hvis stifter er astronomen Carl Sagan fra Cornell University, har udgivet „Mars-deklarationen“ som lyder: „Mars er den verden vi bor dør om dør med, den nærmeste planet som det er muligt for menneskelige opdagelsesrejsende at lande sikkert på. . . . Mars indeholder et lager af videnskabelige oplysninger — af stor betydning i sig selv, men også af betydning for de oplysninger vi måske kan få om livets opståen og om hvordan vi bedre kan beskytte Jordens miljø.“ Forskerne er nysgerrige efter at finde ud af hvordan livet er opstået, og Bibelens ligefremme svar tilfredsstiller dem ikke: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11; Romerne 3:3, 4.

Problemer som må løses

Bruce Murray og andre forskere indrømmer at der er problemer forbundet med lange interplanetariske rumrejser. For eksempel ville det tage astronauter/kosmonauter et år at nå til Mars. Tur-retur vil rejsen således tage mindst to år, heri ikke medregnet opholdet på Mars. Virkningerne af langvarig vægtløshed kendes ikke fuldt ud. En NASA-publikation siger: „[Nogle af virkningerne] er udsivning af visse mineraler fra knoglerne, muskelatrofi ved manglende motion, og rumsyge, en form for transportsyge som kun forekommer ved rumflyvninger.“

Intet menneske har hidtil befundet sig så lang tid i vægtløs tilstand. Men de russiske kosmonauter er indehavere af rekorden. Den 25. marts 1992 vendte den 33-årige Sergéj Krikalev tilbage til Jorden efter ti måneder i rummet på den russiske rumstation MIR. Han var afkræftet da han blev løftet ud af returkapselen, men han har vist at det er muligt at overleve lang tids vægtløshed. Dog er vægtløsheden ikke det eneste problem som astronauter/kosmonauter står over for.

Hvis man sætter en gruppe mennesker ind i et snævert rum i længere tid, vil der til sidst opstå psykiske problemer. Det har russerne erfaret. Bogen Outbound i serien Voyage Through the Universe oplyser: „Irritabiliteten stiger for hver uge missionen varer. Under Saljut-missionerne bemærkede jordkontrollanter at kosmonauterne i stigende grad blev irritable når der blev stillet dem dumme spørgsmål, som de kaldte det. . . . Under Grétjko og Romanenkos forlængede færd i 1977 oprettede kontrollanter på Jorden en ’psykologisk støttegruppe’ til at overvåge kosmonauternes mentale tilstand.“ Grétjko sagde: „Konkurrence mellem besætningsmedlemmerne er noget af det mest skadelige, især hvis én forsøger at bevise at han er den bedste.“ Han tilføjer at i det ydre rum „kan man ikke få afløb for sine følelser. Det er langt farligere dér.“

En lang interplanetarisk rejse vil derfor være en vanskelig balanceakt mellem alle de videnskabelige, tekniske og psykologiske faktorer der er involveret. Det er svært nok for mennesker at komme ud af det med hinanden her på Jorden, hvor langt vanskeligere vil det så ikke være i et lukket rumskib. — Jævnfør Kolossenserbrevet 3:12-14.

Vil mennesker nogen sinde nå ud til planeterne?

De berømte amerikanske Star Trek-film har skærpet manges lyst til at rejse ud i rummet. Hvordan ser fremtidsperspektiverne ud for bemandede opdagelsesrejser til andre planeter? Der er to aspekter som må tages i betragtning — det menneskelige og det guddommelige. Bibelen siger jo at Jehova „frembragte himmel og jord. Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Salme 115:15, 16; 1 Mosebog 1:1.

Som vi allerede har set har nogle forskere stor tiltro til at mennesker kan komme til Mars og bosætte sig dér. Den menneskelige nysgerrighed og kundskabstørst vil sikkert fortsat anspore mænd og kvinder til at flytte grænser. Et af formålene med Hubble-rumteleskopet var ifølge en meddelelse fra NASA at „søge efter andre verdener, andre galakser og selve universets oprindelse“. NASA siger også: „Perspektiverne for rumfarten i det 21. århundrede er spændende og udfordrende. Vi kan se frem til at skabe fabrikker i kredsløb om Jorden, månebaser og bemandede ekspeditioner til Mars. Nu hvor grænsen til rummet er blevet overskredet er der ingen vej tilbage.“

Hvad kan man sige ud fra et bibelsk synspunkt? Sandt nok fik mennesket besked på at ’blive talrige og fylde jorden’. (1 Mosebog 1:28) Samtidig fik mennesket forstandsevner og en umættelig trang til at vide mere om sine omgivelser, deriblandt om biosfæren, stratosfæren og det der befinder sig udenfor. For tre tusind år siden blev kong David således inspireret til at skrive: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ — Salme 8:3, 4.

Hubble-teleskopet transmitterede for nylig et billede af kæmpegalaksen M87. Den er blevet beskrevet som et lysbundt der består af to billioner stjerner! Ja, et ufatteligt antal? Hvor langt væk er M87? Tooghalvtreds millioner lysår fra Jorden — „relativt tæt på, målt efter den intergalaktiske skala“! Tænk engang, hvor er Jorden uendelig lille i forhold til det umådelige univers! Hvad Jehova foretager sig og vil foretage sig i hele det uendelige rum overgår langt vor fatteevne. Uanset menneskets planer angående det ydre rum må et stridsspørgsmål som er blevet rejst på vor planet afgøres ved Guds indgriben. — Åbenbaringen 16:14-16.

Et spørgsmål som må afgøres

For os drejer det sig om hvorvidt vi vælger Guds eller Satans styre. Det er derfor Jehovas vidner på verdensplan forkynder at Gud snart vil skride til handling og rense Jorden for ondskab, fordærv, mord, vold og krig. — Markus 13:10; 2 Korinther 4:4.

Astronauterne som tusinder af kilometer ude i rummet kiggede ned på vores Jord, blev betagede af denne planets skønhed. Set fra himmelrummet er der ingen politiske grænser på Jorden som adskiller mennesker. Det er et smukt, globalt hjem for hele den menneskelige familie. Men verden er præget af begær, misundelse, løgn, udplyndring, uretfærdighed, terror, frygt, kriminalitet og vold. Hvad skal der til for at bringe menneskene til fornuft?

Bibelen viser at Jehova Gud, Jordens Skaber og Herre, snart vil gribe ind over for denne planets uregerlige beboere. Kun de der har et mildt sind vil arve Jorden. Til den tid vil vi få at se hvad Gud har i vente til den lydige menneskehed. — Salme 37:11, 29; Åbenbaringen 16:14-16.

[Ramme på side 14]

Satellitundsætning

NASA høstede mange roser da det i maj i år lykkedes tre astronauter på rumfærgen Endeavor at indfange en løbsk kommunikationssatellit på 4 tons. Den blev bragt til lastrummet hvor der blev påmonteret en ny løfteraket. Satellitten blev derefter sendt op i en høj bane før den blev bragt ned i sin arbejdsposition 35.900 kilometer over Jorden.

[Illustrationer på side 15]

1. Hvordan en tegner forestiller sig rumstationen „Freedom“;

2. Vægtløshed er et problem som spænder ben for interplanetariske rejser;

3. Jorden set fra Månen;

4. Venus;

5. Mars

[Kildeangivelse]

Foto 1-4: NASA; foto 5: NASA/JPL