Side 2

Hustruvold forekommer i alle samfundslag. Inden for enhver race, etnisk gruppe og religion — hvad enten den kalder sig kristen eller ikkekristen — findes der mænd som mishandler deres kone. De findes blandt læger, advokater, dommere, forretningsfolk, politibetjente, håndværkere og ufaglærte — ja, alle erhverv er repræsenteret. Nogle af mændene er velhavende, andre er bistandsklienter.

Hustruvold bag lukkede døre

HUSTRUVOLD er forbavsende udbredt. Bladet Psychology Today skrev i 1985 at „hver tiende kvinde vil blive alvorligt mishandlet (slået, sparket, bidt eller lemlæstet endnu værre) af sin mand i løbet af sit ægteskab“. Året efter anslog bladet Family Relations at problemet havde helt andre dimensioner: „Hver anden kvinde i De Forenede Stater vil blive udsat for vold i hjemmet,“ skrev bladet. Ifølge en rapport fra 1987 bliver hver tiende kvinde i Canada mishandlet af sin mand. „Mere end 10.000 danske kvinder bliver vedvarende udsat for vold og mishandling i parforholdet,“ udtalte en lektor i kriminologi i april i år til Berlingske Tidende. Politiken anslog i 1985 at der udøves „fysisk vold . . . i et vist omfang i 30 procent af alle ægteskaber. Korporlig argumentation forekommer i alle sociale lag“.

En offentlig anklager fra New York bekræfter at hustruvold er et voksende problem. „Volden mod kvinder har antaget epidemiske proportioner i det amerikanske samfund. FBI har anslået at der hvert 18. sekund er en hustru der lider overlast, og at ikke færre end 6 millioner kvinder mishandles årligt.“ Man har konstateret at „hustruvold er årsag til flere hospitalsindlæggelser af kvinder end alle voldtægter, røveriske overfald og bilulykker tilsammen“. Hvert år dræbes cirka 4000 amerikanske kvinder af deres mænd eller samlevere.

Hustruvold kan være en velbevogtet familiehemmelighed. Selv de der står den voldelige ægtemand nærmest, for eksempel hans venner, kolleger og slægtninge uden for hjemmet, har måske ikke den mindste anelse om at han banker sin kone. Han fungerer måske fint på sit arbejde og i samfundet — er måske endda vellidt og respekteret. Mange hustrumishandlere kunne aldrig drømme om at deltage i værtshus- eller gadeslagsmål. De ville måske give alt hvad de ejer og har for at hjælpe andre.

Men når det gælder konen skal der ikke ret meget til før de flyver i flint. Det er tilstrækkeligt at maden ikke er færdig til tiden, at det ikke er hans livret hun har lavet, at hun har en kjole på han ikke bryder sig om, eller at hun vil se en anden tv-udsendelse end han. En engelsk undersøgelse af hustruvold viste at der i 77 procent af tilfældene ikke gik skænderier forud for mishandlingen. Rapporter viser at volden ofte udløses af „noget så ligegyldigt som at hustruen slår en æggeblomme itu eller har sat håret op i en hestehale“.

En mand der har mishandlet sin kone fortæller at „det provokerede ham at hun var blevet viklet ind i sengetøjet“. Han sparkede hende derfor ud af sengen og bankede hendes hoved så hårdt mod gulvet at hun fik hjernerystelse. En kvinde der gennem flere år blev slået af sin mand, siger: „Bare det at jeg havde glemt at sætte et eller andet på middagsbordet, kunne gøre ham voldelig.“

En kvinde anslår at hendes mand slog hende cirka 60 gange i de tre og et halvt år de var gift. „Han kunne ikke lide mine venner,“ siger hun. „Efterhånden holdt jeg op med at komme sammen med dem.“ Til sidst holdt hun også op med at se noget til sine slægtninge, for dem brød hendes mand sig heller ikke om. „Bare det at jeg forsøgte at ringe til dem, var nok til at han slog mig igen,“ forklarer hun. En anden kvinde der blev mishandlet af sin mand, fortæller: „Til sidst var det sådan at jeg spurgte ham om alt hvad jeg skulle gøre — hvad jeg skulle lave til middag, hvordan møblerne skulle stå.“

Undersøgelser viser at hustruvold oftest forekommer om aftenen, om natten og i weekenden. Derfor bliver de skamferede kvinder som regel behandlet af skadestuepersonale, og ikke af deres egen læge. Det er typisk at voldsramte kvinder har blødende sår, især i hovedet. Indre kvæstelser forekommer også tit — for eksempel hjernerystelser, punkterede trommehinder og, især hos gravide kvinder, kvæstelser i maven og i underlivet. I mange tilfælde har de kvælningsmærker på halsen og knoglebrud på arme, ben, ribben, kæbe eller kraveben. Andre har fået skoldhed væske eller syre over sig, og må behandles for svære forbrændinger.

En journalist siger om hustrumishandlere: „Der er tale om rene sadister. De låser kvinderne inde, brækker deres knogler, lemlæster dem. De skærer dem med knive, afprøver narkotiske stoffer på dem, slår dem i hovedet, i maven, på brysterne. De holder pistoler mod deres hoved — og de slår dem ihjel.“ Det er forekommet at kvinder er blevet lænket til sengen, eller at manden har truet med at dræbe både dem og børnene hvis de forsøgte at stikke af. Tragedierne er utallige.

Foruden den fysiske mishandling, der måske forekommer ofte, må nogle kvinder udholde trusler og anklager, skældsord og øgenavne — der giver dem depressioner, mareridt og søvnløshed.

Hvad er det for mænd der behandler deres kone sådan — selv om de påstår at de elsker hende og ikke kan undvære hende? Læs beskrivelsen af dem i den følgende artikel.

Et nærbillede af hustrumishandlerne

EKSPERTERNE mener at hustrumishandlere har visse fællestræk. Læger, jurister, politifolk og socialarbejdere — der ofte konfronteres med hustruvold i forbindelse med deres arbejde — er enige heri. En jurist siger: „Deres mest fremherskende karaktertræk er narcissisme. Der er en forbløffende lighed mellem en hustrumishandler og et lille barn. Hver eneste [voldsramt] kvinde jeg har med at gøre, fortæller at hendes mand er opfarende og sær. Hustrumishandleren kan kun forholde sig til verden ud fra hvor godt den formår at dække hans behov.“ Denne jurist betegner hustrumishandlere som „sociopater“, hvormed han mener at de er ude af stand til at overskue konsekvenserne af deres handlinger.

„Interessant nok,“ skriver en journalist, „lider de fleste voldelige mænd af lav selvrespekt — netop dét de forsøger at fremkalde hos deres ofre.“ „Besiddertrang og jalousi, foruden seksuel utilstrækkelighed og lav selvagtelse, er generelle kendetegn for mænd der slår kvinder,“ skriver New York Daily News. En psykiater erklærer sig enig i denne beskrivelse af hustrumishandlerne, og tilføjer: „Vold er et af de midler hvormed en mand der føler sig utilstrækkelig, forsøger at bevise sin mandighed.“

Det er tydeligt at voldelige mænd bruger volden som et middel til at bevare magten over situationen og vise deres ægtefælle hvem der bestemmer. En mand der har mishandlet sin kone erklærer: „Hvis vi holder op med at slå, mister vi magten. Og det ville være utænkeligt, uudholdeligt.“

En voldelig ægtemand er ofte urimeligt besiddende og skinsyg. Han forestiller sig at hans kone har en affære med postbudet, mælkemanden, en nær ven af huset eller en hvilken som helst anden mand hun taler med fra tid til anden. Han mishandler sin kone — men han er skrækslagen ved tanken om at miste hende. Hvis hun truer med at gå fra ham, vil han måske til gengæld true med at dræbe hende og begå selvmord.

Jalousien begynder ofte at vise sig mens kvinden er gravid. Manden opfatter det som en trussel om at han nu ikke længere vil være den eneste hun elsker, at barnet nu vil kræve en del af hendes opmærksomhed. Mange voldsramte kvinder fortæller at mishandlingen begyndte med at deres mand slog dem hårdt i maven da de ventede deres første barn. „Hans narcissisme vil måske ligefrem drive ham til at forsøge at slå fosteret ihjel,“ siger en jurist.

En ond cirkel

Et andet fællestræk for hustrumishandlere er at de kommer ind i en ond cirkel, hvilket utallige voldsramte kvinder kan bekræfte. I det første stadium nøjes manden måske med at kalde sin kone ved øgenavne og overfuse hende. Han truer måske med at tage børnene fra hende og siger at hun aldrig vil få dem at se mere. Hun bliver bange og vælger derfor at give ham ret i at det hele er hendes fejl, men derved påtager hun sig så at sige ansvaret for hans voldelige opførsel. Uden at vide det tilskynder hun ham til at fortsætte ad den vej han er slået ind på. Han har nu fået større magt over hende, men han føler ikke at det er nok. Dette første stadium kan indtræde på et hvilket som helst tidspunkt efter brylluppet — somme tider endda blot nogle få uger efter.

Det andet stadium kan begynde med et eksplosivt udbrud af vold — han sparker, slår og bider hende, hiver hende i håret, kaster hende ned på gulvet, voldtager hende. Nu går det måske for første gang op for hende at fejlen ikke er hendes. Hun forestiller sig at årsagen skal søges uden for hjemmet — stress på arbejdspladsen eller uoverensstemmelser med kolleger.

Umiddelbart efter beroliges hun af at hendes mand tydeligvis angrer sine handlinger. Han befinder sig nu i det tredje stadium. Han overøser hende med gaver, han bønfalder hende om at tilgive ham, han forsikrer hende om at det aldrig vil ske igen.

Men det sker igen. Og igen. Han angrer ikke mere. Volden er blevet en del af hverdagen. Hun må leve med en trussel om at han vil slå hende ihjel hvis hun forsøger at stikke af. Hun er nu fuldstændig i hans magt. Husk hvad en hustrumishandler har sagt: „Hvis vi holder op med at slå, mister vi magten. Og det ville være utænkeligt, uudholdeligt.“

Et andet fællestræk

En hustrumishandler vil altid påstå at hans kone selv er skyld i at hun får bank. En leder af en hjælpeorganisation for voldsramte kvinder udtrykker det således: „Manden siger til sin kvindelige partner: ’Jeg slår dig fordi du gør dét og dét på en forkert måde.’ Eller: ’Maden var ikke færdig til tiden, det er derfor jeg slår dig.’ Hun er altid selv ude om det. Og når den form for psykisk mishandling fortsætter i årevis, hjernevaskes kvinden så hun til sidst tror på det han siger.“

En kvinde fik at vide af sin mand at hun selv provokerede ham ved at gøre et eller andet forkert. „Efterhånden som volden tog til,“ fortæller hun, „gjorde undskyldningerne det også. Han sagde altid: ’Se nu hvad du har fået mig til at gøre. Hvorfor vil du have mig til at gøre den slags?’“

En mand der førhen har mishandlet sin kone, og hvis far også bankede sin kone, fortæller: „Min far ville aldrig indrømme at han havde taget fejl. Han sagde aldrig undskyld eller påtog sig noget som helst ansvar for sine handlinger. Han gav altid offeret hele skylden.“ Sønnen indrømmer: „Jeg påstod også at min kone selv var skyld i at hun fik tæv.“ „I 15 år,“ siger en anden mand, „mishandlede jeg min kone fordi hun var et af Jehovas vidner. Jeg gav hende skylden for alt. Først da jeg begyndte at studere Bibelen gik det op for mig hvor forkert det var. Nu er det et uhyggeligt minde. Jeg prøver at fortrænge det, men det ligger altid i baghovedet.“

Det er slet ikke usædvanligt at både far og søn er hustrumishandlere. Det er snarere et af de gennemgående træk. Sønnen fortæller at der i hans familie gennem 150 år har været tradition for at manden bankede konen. Det er så at sige gået i arv fra far til søn. „Af de børn der er vidner til vold i hjemmet vil 60 procent af drengene senere mishandle deres kone, og 50 procent af pigerne vil blive ofre,“ oplyser en amerikansk forening mod vold i familien.

En avis skriver: „Endog hvis disse børn ikke selv er blevet slået og tilsyneladende ikke har lidt overlast, vil de have lært noget som de sandsynligvis aldrig glemmer: At det er i orden at reagere med vold når der opstår problemer og stressede situationer.“

De der driver krisecentre for voldsramte kvinder siger at drenge som har set deres mødre blive slået af deres fædre, ofte selv angriber deres mødre eller truer med at slå deres søstre ihjel. „Det er ikke bare en leg,“ siger en. „De mener hvad de siger.“ De har set deres forældre give luft for deres vrede gennem vold, og nu betragter de det selv som den eneste mulighed.

Det er indlysende at en mand ikke kan tillade sig at mishandle sin kone. Men hvad siger Guds og menneskers love om dette?

Guds syn på hustruvold

HVOR langt tilbage i historien kan man finde vidnesbyrd om hustruvold? En lov der er dateret til år 2500 f.v.t. — måske den ældste skrevne lov der findes — tillader en mand at slå sin kone.

Hammurabi, en af Babylons konger, udformede sin berømte lov i det 18. århundrede før vor tidsregning. Den indeholder næsten 300 juridiske forskrifter — deriblandt et påbud om at en kvinde skulle underkaste sig sin mand, der havde juridisk ret til at straffe hende for eventuelle overtrædelser.

I Romerriget fandtes der en lov for familiefædre som indeholdt denne paragraf: „Hvis du griber din hustru i ægteskabsbrud kan du ustraffet slå hende ihjel uden rettergang, men hvis du selv begår ægteskabsbrud eller opfører dig uanstændigt, må hun ikke formaste sig til at lægge hånd på dig; det tillader loven ikke.“

En ægteskabshåndbog fra det 15. århundrede e.v.t. råder en mand der har grebet sin kone i en forseelse, til „først at tyrannisere og skræmme hende,“ og derefter „tage en kæp og give hende en forsvarlig dragt prygl“.

Engelske lovgivere forsøgte i det 19. århundrede at mindske kvindernes lidelser ved juridisk at fastlægge hvor tyk en kæp mændene måtte bruge. De udtænkte en ’tommelfingerregel’: En mand måtte ikke slå sin kone med en kæp „der var tykkere end hans tommelfinger“.

I vore dage er det de færreste lande der yder retsbeskyttelse til hustrumishandlere, men traditionen har overlevet i mange dele af verden. Ifølge en nyhedsudsendelse i amerikansk fjernsyn bliver kvinder i for eksempel Brasilien forgudet af mændene, men paradoksalt nok er det samtidig fuldt ud accepteret at en mand nedværdiger, mishandler, slår eller endda myrder sin kone. Dette forekommer, hed det i udsendelsen, i alle samfundslag og accepteres også i retten, hvor en mand har gode chancer for at slippe af sted med hustrumord under påberåbelse af at han „forsvarede sin ære“. En journalist siger: „Mange af disse mordere er ikke uvidende bønder, men veluddannede mennesker.“

En brasiliansk mand kan dække sig ind under at han måtte ’forsvare sin ære’ hvis hans kone har overtrådt bare den mindste lille regel han har opstillet. Hun har måske ikke maden parat til tiden, måske er hun gået ud alene, har fundet sig et job eller taget en universitetsuddannelse, eller hun vil ikke „gå med til enhver form for seksuelt samkvem som han ønsker“.

Guds lov og den kristne holdning

Guds lov viser tydeligt at mænd bør ’elske deres hustruer ligesom Messias også elskede menigheden’. „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ (Efeserne 5:25, 28, 29) Denne lov overgår enhver menneskelig lov i både fortid og nutid.

Det siger sig selv at ingen kristen mand vil hævde at han mishandler sin kone fordi han elsker hende. Ville han måske mishandle sig selv — rive sig i håret, eller slå sig selv i hovedet og på kroppen? Ville han frit fortælle andre — slægtninge uden for hjemmet, venner, trosfæller — at han fra tid til anden banker sin kone fordi han elsker hende så højt? Er det ikke mere sandsynligt at han skjuler det, truer sin kone til tavshed og lader børnene sværge på at de ikke vil fortælle andre om mishandlingen? Eller at de skammer sig dybt ved at indrømme hvordan det står til? Modsiger mandens handlinger ikke hans påstand om at han elsker sin kone? Det er normalt at ægtefæller elsker hinanden. Men det er ikke normalt at en mand slår sin kone.

Mister en mands kristne gerninger desuden ikke al værdi hvis han mishandler sin kone? Husk at „en som bruger vold“ ikke er kvalificeret til at varetage privilegier i den kristne menighed. (1 Timoteus 3:3; 1 Korinther 13:1-3; Efeserne 5:28) Undersøgelser har vist at det heller ikke er usædvanligt at kvinder slår deres mænd. De ovennævnte spørgsmål gælder naturligvis i lige så høj grad for sådanne hustruer.

Det er meget vigtigt at både ægtemænd og hustruer viser åndens frugt i deres samliv — „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“! (Galaterne 5:22, 23) Ægtefæller der bærer disse frugter allerede nu, kan se frem til at få lov at leve på en paradisisk, ny jord hvor alle vil bo sammen i fred og kærlighed.

[Illustration på side 8]

Hvis en kristen mand ’elsker sin hustru som sit eget legeme’ vil han naturligvis ikke slå hende