Glæden ved at give

Af Vågn op!-​korrespondent i Tyskland

HVEM er ikke glad for at få en gave? Det varmer om hjertet når andre tænker på én! Men der er også glæde ved at give. Jesus, kristendommens grundlægger, sagde ligefrem: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.

Bibelen indeholder mange eksempler på at nogle har givet gaver, endda overøst andre med flotte gaver. Da dronningen af Saba med egne øjne så kong Salomons visdom „gav [hun] derpå kongen et hundrede og tyve talenter guld og en stor mængde balsamolie og kostbare sten“. (1 Kongebog 10:10) Guldet alene ville være mere end 250 millioner kroner værd efter vore dages priser! Og Farao af Ægypten forærede engang en af sine døtre en hel by! — 1 Kongebog 9:16.

Men gaver behøver ikke at være overdådige for at skabe glæde. Husker du den barmhjertige samaritaner i Jesu lignelse som på eget initiativ hjalp et medmenneske i nød? (Lukas 10:30-37) Eller den kristne menighed i Korinth som sendte deres nødlidende brødre i Jerusalem ’en venlig gave’? — 1 Korinther 16:3.

Det måske bedst kendte eksempel i Bibelen på at give gaver er det tilfælde hvor astrologerne — der af mange kaldes de vise mænd — bragte gaver til barnet Jesus. Mange mener at skikken med at give gaver ved juletid stammer herfra. — Mattæus 2:2-11.

Hvad med julegaver?

Det kan ikke benægtes at mange nyder at komme i det de kalder julestemning og blive grebet af gavmildhedens ånd. Nogle planlægger længe i forvejen hvad de skal give, og sætter en ære i at finde på usædvanlige gaver og spændende kort. Julekort blev for øvrigt første gang benyttet i England i 1840’erne, men præcis hvem det var der fandt på dem vides ikke. Uanset om der er tale om en gave eller et kort er det imidlertid en stor glæde for mange at give noget personligt til andre.

På den anden side er der også mange som ikke tilhører denne kategori. En tysk butiksindehaver siger om de julehandlende: „Jo nærmere vi kommer juleaften, jo mere febrilske bliver folk. Til sidst køber de hvad som helst.“

At skulle mase sig igennem en overfyldt forretning i et tidsrøvende forsøg på at finde en egnet gave, gør mange stressede og fortravlede. Ifølge en østrigsk avis klager hver tredje kunde over „stress og jag“ og siger at det vil være en lettelse når „hele dette hurlumhej er overstået“. Og når tyske teenagere bliver udspurgt angående julen, svarer nogle med bemærkninger som „den går mig på nerverne“, „man ved aldrig hvad man skal give“ og „alt er så dyrt“.

Ved juletid er det altså ikke alle der erfarer at der er „mere lykke ved at give end ved at modtage“. Dette skyldes sikkert i høj grad at julen er blevet så kommercialiseret og er blevet et irritationsmoment for mange. Ifølge The World Book Encyclopedia „får mange forretninger helt op til en fjerdedel af deres årsomsætning ind på julesalget“. Den sødeste julemusik i handelsverdenens ører er kasseapparaternes travle bippen.

At give julegaver medfører i mange tilfælde ikke den glæde der burde være forbundet med at give. „Jeg er dødtræt af julen,“ indrømmer en katolsk kvinde.

Derfor er det meget relevant at spørge om det er rigtigt at give julegaver. Er der nogen mening i det?

Er der nogen mening i at give julegaver?

DE FLESTE giver gaver til jul fordi det forventes af dem. Hvis man ikke giver gaver har man brudt en hævdvunden skik. Økonomen James S. Henry kritiserer i tidsskriftet The New Republic dette „tvangsgiveri“ som glædesdræbende og ørkesløst.

„Mængden af ubrugelige gaver er blot én målestok for hvor meningsløst det er,“ forklarer han. „Ifølge stormagasinerne i New York bliver cirka 15 procent af alle juleindkøb i detailbutikker hvert år byttet. Og hvis man så tager alle de ubrugelige gaver som folk beholder, med i beregningen . . ., når man frem til at op imod en tredjedel af indkøbene ikke passer til modtageren.“

Er der nogen fornuft i at spare op et helt år for at købe gaver som andre ikke ønsker eller ikke har brug for? Og tjener det noget formål at forsøge at gøre indtryk på andre ved at give kostbare gaver?

„Juleindkøbene er især formålsløse hvis man kun giver for at blive bemærket,“ siger James S. Henry. „Der er luksusgaver,“ siger han, „som er specielt fremstillet til brug som gaver til dem der mindst af alle har behov for gaver (’de der har alt’). De fleste af disse dyre gaver gives til jul. Ifølge undersøgelser i stormagasiner i New York foregår mere end halvdelen af årets salg af diamanture og pelse i årets fjerde kvartal.“

Men selv kostbare gaver gør sjældent modtagerne lykkelige, især ikke hvis de gives for at råde bod på uoverensstemmelser. Den canadiske læge Richard Allon siger: „Hvis man ikke kan være god ved hinanden hele året, kan man ikke kompensere for det med en dyr gave. Det vil ikke fjerne ens egen skyldfølelse og man vil sandsynligvis give modtageren en fornemmelse af at han står i gæld til en.“

Desværre mangler millioner i ulandene de mest elementære livsfornødenheder, mens det eneste de der lever i velstående lande mangler ofte er værdsættelse af deres gode levevilkår. Julegaver bliver modtaget med ligegyldighed — „hvad skal jeg med den?“ — eller ærgrelse — „det var slet ikke det jeg ønskede mig“ — eller måske med vrede — „den gave jeg gav dig kostede mindst det dobbelte!“ Ikke overraskende har en tysk børneforsorgsgruppe konkluderet at der til jul bliver givet for meget og ofte med for lidt omtanke.

Desuden gør julen forskellene mennesker imellem større, og påfører mange mennesker tunge byrder og stor ulykke. Nogle har ikke råd til at købe gaver. I USA er dette tilsyneladende en medvirkende årsag til at der forekommer flere røverier i juletiden end på noget andet tidspunkt af året. Økonomen James S. Henry fortæller: „Politiet har en formodning om at denne forøgede berigelseskriminalitet alt for ofte skyldes de kriminelles ønske om at fylde familiens strømper [med julegaver].“

Mange vil erklære sig enige i hvad spalteredaktøren Tom Harpur har skrevet i Torontoavisen Sunday Star: „Under al denne påtvungne munterhed ved jeg at julen i højere og højere grad er en tid med dyb bekymring, utilfredshed, skyldfølelse og ren og skær udmattelse for millioner i vort samfund.“

’Men når man tænker på børnene, er det alle anstrengelserne værd,’ hævder nogle måske. Har børnene virkelig så stor glæde af julen?

Julens betydning for børnene

„Skønt dette skulle være årets ’lykkelige’ tid, er mange børn ulykkelige,“ skriver en skolevejleder, Betty Poloway. Hvorfor? Hvordan kan julen være til skade for børnene?

Susan James, der er mor til tre små børn, siger: „Jeg betragtede børnene mens de flåede gaverne op, en efter en. Men da det var forbi, stod de i rodet og ville have flere gaver! Normalt er de ikke begærlige, men alle disse gaver og de opskruede forventninger havde gjort dem begærlige.“

Karen Andersson, ledende børnepsykolog på et hospital i Connecticut i USA, beskriver problemet således: „Det er for voldsomt at komme ned julemorgen og se alle disse herligheder. De åbner sanseløst hver eneste [pakke] uden at kunne samle opmærksomheden om én bestemt ting. For børn der har tendens til at blive hyperaktive eller er letbevægelige eller har en tilbøjelighed til at gå over gevind selv i de roligste situationer, kan julen være frygtelig.“

„Gaver bringer ikke længere den glæde de gjorde før,“ bemærker en tysk avis i en artikel om julen. En kvinde siger beklagende: „Tidligere var børn tilfredse med at få en god bog, et par vanter eller en anden lille ting. Men nu siger mit barnebarn: ’Bedstemor, i år ønsker jeg mig en computer!’“

Ja, julen fremmer begærlighed og selviskhed. „Hvis man vil se hvordan det belaster forholdet mellem børn og forældre, kan man bare besøge en hvilken som helst [legetøjsbutik] på denne tid af året,“ siger økonomen James S. Henry. „Forvirrede mødre slæber sparkende og skrigende små legetøjsnarkomaner bort fra de sidste nye, dyre og smarte påhit.“

Men der er endnu alvorligere problemer forbundet med at give julegaver.

Skrønen om julemanden

Hvad vil mange børn svare hvis man spørger dem hvor gaverne kommer fra? Ifølge et rundspørge foretaget af The New York Times tror 87 procent af de amerikanske børn i alderen fra tre til ti år på julemanden. Mange forældre spørger deres børn: „Hvad ønsker du at julemanden kommer med i år?“ Men hvilke konsekvenser har det når man binder børn sådanne historier på ærmet?

Det viser en oplevelse Cynthia Keeler har haft og som hun har genfortalt i New York-avisen Daily News. „Mor, findes der en julemand?“ spurgte hendes søn Britton.

Cynthia krøb udenom, sådan som mange forældre gør. „Hvad mener du selv?“ spurgte hun.

Britton sagde at hans venner havde sagt at der ikke var nogen julemand, men han var ikke sikker. „Jeg må vide det, mor,“ sagde han med tårevædede øjne.

„Hvis ikke han havde grædt, ville jeg sikkert ikke have fortalt ham det,“ siger Cynthia. „Men det var et spørgsmål om liv og død for ham. Han havde brug for at kende det rigtige svar. Jeg fortalte ham at julemanden ikke fandtes.“

I Daily News siges der videre: „Mens Britton Keeler græd konfronterede han sin mor med den beskyldning som alle forældre frygter når spillet er ude og julemanden er blevet afsløret som et falsum: ’Hvorfor løj du så for mig?’“

Konsekvenserne af forældrenes bedrag er ofte tragiske, som Bruce Roscoe, der er professor i familieforskning ved Central Michigan University i USA, siger: „Barnet finder ud af at det er moderen der lyver og alle hans legekammerater der havde ret.“ Derfor begynder barnet, ifølge professor Roscoe, også i andre tilfælde at tvivle på det forældrene har sagt.

Fred Koenig, der er professor i socialpsykologi ved Tulane-universitetet i New Orleans i USA, siger: „Når de finder ud af det, svækker det alvorligt deres tillid til forældrene.“ Han tilføjer: „Det sår tvivl om en lang række ting.“ Barnet tænker måske at „al religion også blot er humbug“.

Det er forkert at føre børn bag lyset ved at bilde dem ind at en fantasifigur kommer med gaver til dem. Men kom de besøgende ikke med gaver til Jesus på hans fødselsdag? Mon han så ikke godkender at man i dag giver gaver til jul?

En kristen skik?

Bibelen siger at de vise mænd, eller astrologer, bragte gaver til Jesus. Læg imidlertid mærke til at de ikke udvekslede gaver med hinanden ligesom man gør i dag. Og hvad vigtigere er, de bragte ikke gaver ved Jesu fødsel men på et senere tidspunkt. Sådan var det i gamle dage skik at ære en hersker. Læg mærke til at Bibelen siger at da de kom lå Jesus ikke længere i en krybbe men boede i et hus. Det var derfor at Herodes, på baggrund af det de havde fortalt ham, udstedte et dekret om at alle drenge på to år og derunder skulle slås ihjel. — Mattæus 2:1-18.

Overvej også følgende: Er det ikke mærkeligt at Jesus på sin formodede fødselsdag ikke selv får noget? Måske skænker man ham slet ikke en tanke!

Hvor stammer skikken at give julegaver egentlig fra? Diane Bailey skriver i Los Angeles-avisen Independent: „Gaveudvekslingen stammer fra det gamle Rom, dengang folk udvekslede symbolske gaver ved ceremonier i forbindelse med soldyrkelse og nytårsfester.“

Under overskriften „Juletraditionerne pakkes ud“ skriver Anita Sama i en meddelelse fra Gannett News Service: „Længe før de kristne begyndte at fejre jul, indgik udveksling af gaver som en del af vinterfestlighederne. Romerne gav hinanden grene fra en hellig lund af træer, og gav senere mere kunstfærdige ting som symboliserede de gode ønsker for det kommende år — sølv, guld og honningsødede lækkerier.“

Sandheden er at julen er en hedensk fest som er blevet overtaget af kristenheden. Den 24. eller 25. december er ikke Jesu fødselsdag men tidspunktet for gamle hedenske og tøjlesløse festligheder som de første kristne undgik. — Se rammen „Hvor stammer julen oprindelig fra?“ på de næste sider.

Hvis Jesus havde været på jorden i dag, hvad mon han da ville have ment om julens gaveudveksling?

Hvordan Jesus ser på det at give

Det at give gaver fordømmes ikke af Jesus. Ved altid at være villig til at ofre sig uselvisk i tjenesten for andre, lærte han tværtimod sine disciple at de skulle ’gøre sig det til en regel at give’. På den måde ville giverne selv blive velsignet. „Så vil man give til jer,“ tilføjede han. — Lukas 6:38.

Jesus tænkte imidlertid ikke her på det at udveksle gaver. Han understregede snarere den generelle sandhed at man almindeligvis får noget igen når man giver af uselviskhed. Dette gælder især hvis man giver med det rette motiv og elsker hinanden „inderligt af hjertet“. — 1 Peter 1:22.

Kærligheden kræver ikke betaling for sine tjenester. Derfor tilskyndede Jesus: „Når du giver barmhjertighedsgaver, da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør, så dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte.“ Giveren henleder ikke opmærksomheden på sig selv eller sin gave, men alligevel vil han blive belønnet. Det viste Jesus da han tilføjede: „Så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ (Mattæus 6:3, 4) Desuden må giveren, som Bibelen siger, gøre som han har „besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver“. — 2 Korinther 9:7.

Den form for gavmildhed som behager Kristus er motiveret af kærlighed, og den vises uden at man forventer at få noget igen. Den er ikke uvillig eller tvungen. Ja, denne form for gavmildhed er helt anderledes end den der ofte præger julen!

Den glæde der er forbundet med at give er derfor ikke afhængig af nogen bestemt dato eller tradition.Gaverne skal ikke vise noget om vægten af giverens tegnebog men om størrelsen af hans hjerte. Julen har forledt millioner til at give forkerte ting, ofte med forkerte motiver. Hvorfor ikke prøve at give på en bedre måde end blot ved at give som man giver julegaver? I den næste artikel vil vi se på hvordan man kan give på en måde der bringer store velsignelser og sand glæde.

[Ramme på side 8 og 9]

Hvor stammer julen oprindelig fra?

VELORIENTEREDE mennesker ved at den 24. eller 25. december ikke er Jesu fødselsdag. I New Catholic Encyclopedia indrømmes det: „Datoen for Kristi fødsel kendes ikke. Evangelierne angiver hverken dagen eller måneden.“

Desuden er det veldokumenteret at julen og dens skikke er overtaget fra ikkekristne kilder. I Jyllands-Posten for 23. december sidste år blev julen kaldt „en skøn blanding af kristendom og hedenske skikke“.

På spørgsmålet om hvorfor vi fejrer jul den 24. december svarer mag. scient. Inge Damm: „Det gør vi, fordi kirken i Rom i 300-tallet fastsatte Jesu fødselsdag til den 25. december. Det var nemlig den dag, de hedenske romere fejrede solhverv, så på den måde fik man slået to fluer med et smæk: man gav folk lov til at feste, som de plejede, men fik samtidig listet den nye religion ind i den hedenske fest.“ Hun tilføjer: „Også i Danmark fik de hedenske fester lov at fortsætte — blot blev starten på dem flyttet til den 24. december, og de fik påsmurt et tyndt lag kristen fernis.“

Tidsskriftet History Today skriver følgende om skikken at give gaver: „Det at give gaver ved midvinterfesten udsprang sikkert oprindelig af overtro snarere end af sociale grunde. Blandt andet gav man voksdukker som saturnaliegaver til børn. En charmerende skik i nyere tid, men med en makaber baggrund: selv de der indførte denne skik, må have opfattet den som et levn fra dengang man ofrede børn for at sikre velsignelsen over såtiden.“

The New York Times for 24. december 1991 havde en indledende artikel om historien bag juletraditionerne, deriblandt skikken med at give gaver. Simon Schama, der er professor i historie ved Harvard-universitetet, skrev her: „Julen trådte i stedet for de gamle vintersolhvervsfester . . . I det tredje århundrede, da solkulter som Mithra-religionen i Persien fandt vej til Rom, blev visse dage i december helliget Sol Invictus’, den ubesejrede sols, genfødsel. . . .

Oldkirken i Rom førte en særlig hård kamp imod to andre store hedenske højtider, den ugelange saturnaliefest, som begyndte den 17. december, og nytårsfesten i anledning af årsskiftet. Den første fest var en tid med total løssluppenhed, ofte under forsæde af en lystighedens herre, ikke julemanden men selveste den fede Saturn; den var et orgie af æden, drikken og al slags usædelighed. Det var under nytårsfesten, ved årsskiftet, at man rituelt udvekslede gaver, som ofte var bundet til de grønne grene der pyntede husene under festlighederne.

Urkirkens holdning til disse usædelige festligheder var, som forventet, kølig. Kirkefædrene, navnlig den temperamentsfulde Sankt Johannes Chrysostomos, tordnede imod ethvert kompromis med hensyn til hedenske vederstyggeligheder. . . . Eftersom der ikke var almindelig enighed om Jesu nøjagtige fødselsdag . . ., må det have forekommet praktisk at få den til at afløse saturnalierne . . . Solens genfødsel blev derfor til Guds søns fødsel. . . .

Tilsvarende blev nytårsfesten afløst af helligtrekongersdag, og gaverne og smykkerne som de hedenske romere havde givet hinanden blev til den hyldest de tre konger havde bragt verdens nye konge. I midten af det fjerde århundrede var datoen for julen endeligt fastlagt i kalenderen.“

Selv om velunderrettede mennesker anerkender den hedenske baggrund for julen og dens skikke, holder mange på at det ikke betyder noget. Som svar på professor Schamas artikel skrev en pensioneret rabbiner tidligere i år følgende i et brev til redaktøren for Times: „Traditionens oprindelse spiller ingen rolle for dens værdi i dag.“ Med hensyn til julen og andre lignende fester siger han: „De der holder dem tillægger dem en ny betydning som har mening i deres eget liv og giver dem glæde i sindet.“

Men bliver man glad af at fejre jul, og hjælper det én til at frembringe de smukke kristne frugter? Som allerede nævnt er frugten ofte dårlig, ikke god. Og hvorfor skulle kristne i det hele taget låne fra hedenskabets religiøse skikke? Bibelen tilskynder: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ — 2 Korinther 6:14-17.

Jesus sagde desuden følgende om tilbedelsen af den almægtige Gud: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:24) For at vor gudsdyrkelse kan være antagelig for Gud må den altså bygge på sandheden. Men julen bliver kaldt Jesu Kristi fødselsdag selv om den ikke er det. Og hvad med julens magiske gavebringere, for eksempel julemanden? Når børn forledes til at tro at de får gaver af sådanne fantasifigurer, er det så ikke at holde børnene for nar?

Hvis du virkelig ønsker at tjene Gud vil du adlyde hans befaling om at holde op med at deltage i noget der er religiøst urent. Har sandheden så stor betydning for dig at du undgår en højtid der fremmer løgnen?

[Illustration på side 7]

Synes du det er rigtigt at bedrage børn ved at bilde dem ind at julemanden kommer med gaver til dem?

Bedre end julegaver

„CHRISTOPHER på seks fortalte mig som om det var den naturligste ting i verden, at han slet ikke fik julegaver. Han sagde det uden bedrøvelse i stemmen. Alexander (8) fik heller ingen gaver. Han sagde: ’Vi er jo Jehovas vidner.’“

Sådan indledte den tyske avis Kölner Stadt-Anzeiger en artikel om en familie som ifølge avisen „undlader at holde jul fordi det ikke er Jesu fødselsdag og fordi højtiden har rod i hedenskabet“. Men er det ikke synd for Christopher og Alexander? Nej, slet ikke, for som artiklen påpegede bugnede drengenes hylder med legetøj — et vidnesbyrd om at forældrene ikke forsømte dem.

På et forældremøde i Sydtyskland hævdede nogle at Jehovas vidners børn bliver stærkt hæmmede fordi de ikke får julegaver. Læreren rammede imidlertid en pæl igennem denne påstand og sagde at „børn af Jehovas vidner udtrykker sig utvungent, er ligevægtige og fuldt ud i stand til at forklare deres tro — hvilket er mere end de andre børn er“.

Ja, titusinder af familier i verden har skiftet julegaverne ud med noget bedre og har besluttet at give børnene gaver på et hvilket som helst tidspunkt af året. Dette har vist sig at være til glæde for alle parter.

Én fordel er at det giver plads til mange glædelige begivenheder i årets løb, og at børnene vil værdsætte den enkelte gave højere. En anden fordel er at børnene véd at det er forældrene der giver dem gaver fordi de holder af dem, og derfor rettes taknemmeligheden mod forældrene. Forældrene ofrer ikke en masse penge og kræfter for at deres børns tak skal gå til en ikkeeksisterende julemand, eller for at de skal blive utaknemmelige og føle at det er julemandens opgave at komme med gaver og at de ikke behøver at takke nogen.

En gave af stor værdi

Ofte finder Dominik på ti og Tina på seks små overraskelser fra deres forældre — et stykke chokolade på hovedpuden, en kuglepen eller en notesblok som de kan bruge i skolen, eller noget legetøj som kan holde dem beskæftiget i vintermånederne. Men hvad sætter de mest pris på? Forældrene svarer: „At vi kan være sammen med dem — for eksempel ved at være ud i sneen.“

Mange forældre som er Jehovas vidner har gjort samme erfaring. Edelgard, en tysk mor, siger: „I denne hektiske verden er tid det vigtigste jeg kan give mine børn.“ Og børnene er enige! Ursula siger at hendes børn regner den tid de tilbringer sammen på familieture for „den bedste gave“. Selv formanden for en tysk lærerforening har for nylig sagt at den bedste julegave forældre kan give deres børn er tid og tålmodighed.

Der er ingen tvivl om at det er af utrolig stor værdi at give af sig selv — sin tid og opmærksomhed — uanset om det er ens familie eller venner der får gavn af det. Det siger sig selv at sådanne gaver ikke behøver at blive givet på bestemte dage af året.

En bedre måde at give på

Her skal nævnes nogle Jehovas vidner som giver andre noget langt mere værdifuldt end julegaver. Wilfried og Inge i Tyskland siger: „Almindeligvis giver vi gaver når vi får lyst til det, selv om vi planlægger det hvis der er tale om større gaver.“ Dieter og Debora er også opmærksomme på at give deres søn gaver i løbet af året. De forklarer at „gavens pris og størrelse kommer i anden række og at store eller kostbare gaver er sjældne“.

Mange børn forventer at få julegaver, og derfor går overraskelsesmomentet tabt. Helga siger at hendes børn „er mere begejstrede når de får uventede gaver end når de får noget ved lejligheder hvor de har sat næsen op efter at få noget“. Natascha på 15 år mener også at „det er skønnere at få en gave der kommer som en overraskelse blot fordi én har lyst til at give, end at få en gave på et bestemt tidspunkt fordi traditionen kræver det“.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på hvad børnene ønsker sig. Herom siger Fortunato, der også bor i Tyskland: „De gaver vi giver er for det meste ting som børnene har fortalt at de kunne tænke sig. Men vi forsøger at give dem på et uventet tidspunkt. I skulle se deres glæde!“

Forældre har også opdaget at det opmuntrer børn at få en gave når de er syge og ligger i sengen. Andre giver gaver før en skoleferie så børnene har noget at tage sig til. Før en skoleferie fik Stefan for eksempel et mikroskop. „Det var en total overraskelse,“ siger hans far, „han sprang bogstavelig talt af glæde.“ Ja, et spontant udslag af gavmildhed bereder både giver og modtager stor glæde.

Sandt nok kan børn have deres egne ønsker. Jörg og Ursula forklarer: „Når vores datter fortæller os hvad hun ønsker sig, taler vi med hende om det. Er det fornuftigt? Passer det til hendes alderstrin? Har vi plads til det? Hvis vi ikke har mulighed for at opfylde hendes ønske lige med det samme, skriver vi os det bag øret og forsøger at opfylde det når lejlighed byder sig.“ Selvfølgelig er det klogt ikke at forkæle børn ved at give dem alt hvad de peger på, hvilket ville berøve dem glæden ved at få gaver.

Forældre som giver gaver sætter et godt eksempel for deres børn. Sebastian på ti siger: „Jeg behøver ikke vente på at der kommer en ’helligdag’ for at glæde mine forældre eller søstre. Jeg skal blot være i humør til det og have et par mønter på lommen.“

Jehovas vidners familier har opdaget at der findes nogle gaver der er af langt større værdi end julegaver. Det kan være i form af udflugter eller ture til for eksempel en zoologisk have, et museum, en udstilling eller et udflugtsmål på landet. Den slags er både sjovt og belærende for børnene.

Velsignelser ved at give med glæde

Ved at anvende Bibelens principper når vi giver, vil vi undgå det pres og den frustration der er forbundet med at give gaver ved juletid. Og husk at dét at give af sin tid og sine evner for at opbygge andre mentalt og åndeligt, er noget som er af langt større værdi end materielle gaver. Det vil styrke familiebånd og venskaber og bringe sand glæde året rundt, ikke blot for modtageren men også for giveren. — Apostelgerninger 20:35.

I stedet for at lade skik og brug diktere dig at give julegaver, var det måske en idé at begynde at give gaver når du føler dig tilskyndet til det?

[Ramme/​Illustration på side 12]

Jamen, vil børnene ikke savne julen?

Rebecca, 16: „Jeg savner ikke julen, for jeg får gaver året rundt. Jeg kan meget bedre lide en overraskende gave end en gave der gives af pligt.“

Tina, 12: „Jeg kan godt lide at få nyttige gaver, ikke på et bestemt tidspunkt, men på et hvilket som helst tidspunkt af året. Jeg bryder mig ikke om pænt at skulle sige tak for nogle gaver jeg slet ikke har ønsket mig.“

Birgit, 15: „Alle verdens gaver er værdiløse hvis der er problemer i familien. Det er derfor vi foretager os så meget sammen som familie.“

Janosch, 12: „Vi børn elsker vores forældre, også når de ikke giver os gaver. Deres kærlighed er en stor gave i sig selv.“

[Illustration på side 10]

Den bedste gave dine børn kan få — din tid!