Kelternes indflydelse gør sig stadig gældende
Af Vågn op!-korrespondent i Italien
MAN hører ikke meget om dem i dag, selv om de har efterladt uudslettelige spor i den vestlige verden. For over 2500 år siden trådte de frem på verdensskuepladsen. De har præget Europa både hvad historie, kunst og religiøse skikke angår, og så underligt det end lyder, har de også påvirket vor dagligdag. De var af indoeuropæisk afstamning, og da de stod på magtens tinde herskede de over en stor del af den dakendte verden — fra Atlanterhavet til Lilleasien og fra Nordeuropa til Middelhavets kyst. Hvem var disse mennesker? Det var kelterne.
Vi tænker måske ikke over det, men vi ser hver dag spor fra kelterne. For eksempel var det dem der introducerede brugen af bukser i den vestlige verden, og det var også dem der opfandt tønden. Men der er andre mere synlige beviser på deres tilstedeværelse op gennem tiden. I visse dele af Europa kan man stadig se i hundredvis af befæstede høje, gravhøje og stendysser på gamle gravkamre — alt sammen et levn fra kelterne. Navnene på mange byer og områder er af keltisk oprindelse, for eksempel Lyon og Bøhmen. Hvis man i det område hvor du bor har den skik at mindes de døde ved slutningen af oktober eller ved begyndelsen af november, kan du være sikker på at det er en arv fra kelterne. De praktiserede nemlig denne skik for århundreder siden. Kender du historien om Englands kong Arthur, eller de velkendte eventyr Den lille Rødhætte og Askepot? Disse er også mere eller mindre direkte knyttet til den keltiske kultur.
Ligesom det har været tilfældet med mange andre folkeslag, har også kelterne fået forskellige skudsmål, alt efter hvem der beskrev dem. Den græske filosof Platon fra det 4. århundrede f.v.t. skrev at de var krigsgale og drikfældige. Set med hans samtidige landsmand Aristoteles’ øjne var det et fuldstændig frygtløst folk. Ifølge den græsk-ægyptiske geograf Ptolemæus (2. århundrede e.v.t.) frygtede kelterne kun én ting — at himmelen faldt ned over hovedet på dem! Deres fjender fremstillede dem almindeligvis som grusomme, uciviliserede barbarer. I dag kan vi, takket være den megen forskning i keltisk kultur, „male et helt anderledes billede af kelterne end vi kunne for bare tyve år siden,“ udtaler Venceslas Kruta, en af de største autoriteter på området.
Deres opståen og fald
Kelterne var faktisk en sammenslutning af forskellige stammer der holdt sammen „på grund af deres fælles sprog og håndværksstil, deres militærvæsens opbygning og deres religiøse læresætninger, der var tilstrækkelig ensartede til at være genkendelige“. (I Celti, tillæg til dagbladet La Stampa for 23. marts 1991) Det vil derfor være mere nøjagtigt at tale om keltisk kultur end om en etnisk gruppe. Gallerne, ibererne, kelterne, senonerne, cenomanerne, insubrerne og bojerne var nogle af de stammer som beboede de områder vi i dag kender som Frankrig, Spanien, Østrig og Norditalien. Andre af dem bosatte sig i tidens løb på De Britiske Øer.
Det lader til at den oprindelige keltiske hovedstamme bredte sig fra Centraleuropa. De omtales ikke i historiebøgerne før det sjette århundrede f.v.t. En af de første gange vi støder på dem er hos den græske historiker Herodot. Han beskriver dem som „det fjernestboende folk i Vesteuropa“. Fortidens historieskrivere har mest hæftet sig ved kelternes militære bedrifter. Nogle af de keltiske stammer marcherede sejrrigt mod etruskerne i den nordlige del af Italien og derefter mod Rom i begyndelsen af det fjerde århundrede f.v.t. Ifølge romerske historieskrivere, som for eksempel Livius, ville kelterne først trække sig tilbage fra Rom efter at en passende løsesum var blevet betalt og efter at Brennus, kelternes høvding, havde udtalt ordene vae victis, „ve de besejrede“. Selv i vor tid støder man på kelterne. Hvem kender for eksempel ikke de fiktive galliske krigere Asterix og Obelix, som de skildres i tegneseriehæfter på mange sprog?
I 280 f.v.t. blev det grækernes tur til at stifte bekendtskab med kelterne. Det skete da en anden keltisk Brennus, eller høvding, nåede portene til den berømte Delfi-helligdom, uden dog at have held til at indtage den. I samme periode var der nogle keltiske stammer, af grækerne kaldet galatai, som krydsede Bosporusstrædet og bosatte sig i den nordlige del af Lilleasien, i det område der senere kom til at hedde Galatien. I årene 50-52 e.v.t. var nogle af de første kristne bosat dér. — Galaterne 1:1, 2.
Datidens keltere var kendt som dristige krigere der var i besiddelse af stor fysisk styrke. Ud over at de besad en imponerende fysik, forsøgte de at skræmme deres fjender ved at smøre deres hår ind i en blanding af kalk og vand. Når denne blanding tørrede kom de til at se endnu vildere ud. Og det er netop sådan man ser dem skildret i gamle statuer, med ’gipsagtigt’ hår. Deres fysik, deres kampiver, deres våben, deres frisure og deres lange overskæg har alt sammen været med til at skabe det image af gallisk bersærkergang som var så frygtet af deres modstandere, og som gengives i historierne om Asterix. Det er sandsynligvis grunden til at mange af datidens hære, deriblandt den som blev ledet af den kartaginiensiske hærfører Hannibal, indrullerede keltiske lejetropper.
Hen imod slutningen af det første århundrede f.v.t. begyndte kelternes magt dog ubønhørligt at svækkes. Romernes felttog mod gallerne, anført af Julius Cæsar og andre hærførere, tvang det keltiske militær i knæ.
Nyskabende inden for kunst
De direkte vidnesbyrd om kelternes eksistens består af forskellige grunde næsten udelukkende af færdigvarer som de har efterladt — ting som fortrinsvis er fundet i deres talrige gravsteder. Smykkegenstande, forskellige former for beholdere, våben, mønter og lignende, der ifølge eksperterne bar det umiskendelige præg af keltisk oprindelse, blev i stor stil handlet med de omboende folkeslag. For nylig har man i Norfolk, England, fundet nogle genstande af guld, deriblandt nogle torques, de karakteristiske stive halskæder. Som det fremgår af billederne på disse sider var de keltiske guldsmede meget dygtige. En videnskabsmand har udtalt: „Det ser ud til at metal var kelternes foretrukne materiale til deres kunst.“ For bedre at kunne bearbejde metallet brugte de smelteovne som var langt forud for deres tid.
Interessant nok var den keltiske kunst primært dekorativ, i modsætning til den samtidige græsk-romerske kunst, som var en afspejling af virkeligheden. Når man skildrede noget levende var det ofte stiliseret. Man brugte mange symboler, ofte med en magisk eller religiøs betydning. Arkæologen Sabatino Moscati har udtalt: „Vi har foran os den utvivlsomt ældste, største og mest blændende form for udsmykningskunst som Europa nogen sinde har set.“
En tilværelse styret af religion
Kelterne førte en meget enkel tilværelse, selv i deres oppida, deres karakteristiske befæstede byer. Stammerne blev behersket af et aristokrati, og menigmand havde ikke meget at skulle have sagt. Livet var hårdt for dem, ikke mindst på grund af det barske klima i deres hjemegne. En vigtig grund til at de rykkede mod syd, var måske netop en søgen efter et mildere klima, ikke bare at de ville have større velstand.
Religionen havde stor indflydelse på kelternes hverdag. „Gallerne er et meget religiøst folk,“ skrev Julius Cæsar. „Deres tro på et liv efter døden og på den udødelige sjæl var så fast at de med glæde ville yde et lån, om så tilbagebetalingen skulle finde sted i helvede,“ citerer forskeren Carlo Carena en romersk historiker for at have sagt. Man har også i mange af gravstederne fundet mad og drikkevarer ved siden af skelettet, sikkert med henblik på rejsen til den anden verden.
Et af de fælles træk for de keltiske stammer var en præstelig klasse, som var delt op i mindst tre kategorier: barder, vatis og druider. De første to kategorier havde ikke så stor indflydelse. Men de som havde ansvaret for at videregive hellig og praktisk kundskab var druiderne, hvis titel muligvis betyder „meget vís“. Historikeren Jan de Vries oplyser at „præsteskabet var meget magtfuldt, og blev ledet af en ypperstepræst, hvis afgørelser alle måtte underlægge sig“. Det var også druiderne der på fastsatte tidspunkter udførte den rituelle indhøstning af mistelten i den „hellige“ skov.
Det var slet ikke nemt at blive druide. Det tog eleven omkring 20 år at lære præsteskabets religiøse og faglige viden udenad. Faktisk var det sådan at druiderne aldrig nedskrev noget der havde med det religiøse at gøre. Deres traditioner blev kun mundtligt overleveret, hvilket er grunden til at vi ikke ved så meget om kelterne. Men hvorfor forbød druiderne skriftlige optegnelser? Jan de Vries peger på at „mundtligt overførte traditioner bliver fornyet ved hvert generationsskifte: de oprindelige forskrifter bliver bevaret men kan samtidig tilpasses ændrede omstændigheder. Derfor kunne druiderne holde trit med deres fremadskridende viden.“ På disse områder, forklarer forfatteren Sergio Quinzio, „havde præsteskabet, som den hellige kundskabs enerådende vogter, meget stor magt.“ Druiderne havde altså altid kontrol over situationen.
Man ved kun lidt om de keltiske guddomme. Der er fundet mange skulpturer og portrætter af dem, men de har næsten alle været navnløse og det er derfor svært at sige noget om hvilken gud eller guddom de repræsenterer. Det synes at være portrætter af nogle af disse guddomme man har fundet i den berømte Gundestrupkedel i Danmark. Navne som Lug, Esus, Cernunnos, Epona, Rosmerta, Teutates og Sucellus siger ikke os ret meget, men det var guder som øvede stor indflydelse på fortidens kelteres hverdag. Det var ikke usædvanligt at kelterne ofrede mennesker (for det meste krigsfanger) til ære for guderne. Nogle gange bar man ofrenes hoveder som makabre smykker, andre gange lod man dem ofre udelukkende med det formål at tage varsler ud fra deres dødskramper.
Noget af det der var særlig karakteristisk for den keltiske religion var den treenige guddom. Ifølge Encyclopedia of Religion var „kelternes vigtigste religiøse symbol tallet tre“. „Den mystiske betydning af begrebet trehed kendes fra mange dele af verden,“ siger leksikonet, „men blandt kelterne synes der at have været en særlig stærk og vedvarende bevidsthed om det.“
Nogle hævder at hvis man opfatter en guddom som en treenighed eller som en med tre ansigter, er det det samme som at betragte den som altseende og alvidende. Trehovedede statuer blev sat op ved vejkryds på de vigtige ruter, måske med det formål at ’overvåge’ forretningstransaktioner. Nogle forskere fastslår at triaderne til tider gav indtryk af „enheden i tre personer“. I de områder hvor man har fundet skulpturer af de keltiske treenige guder, afbilder kristenheden i dag treenigheden på lignende måde. Bibelen lærer dog ikke at Gud og Jesus er ligestillede og dele af en treenighed. — Johannes 14:28; 1 Korinther 11:3.
Ja, også i vor dagligdag gør fortiden sin indflydelse gældende. Vor tilværelse og vore tanker påvirkes, måske mere end vi tror.
[Diagram/Kort på side 18]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Kelternes udbredelse
La Tène
Rom 390 f.v.t.
Delfi 279 f.v.t.
Galatien 276 f.v.t.
Nordsøen
Middelhavet
Sortehavet
[Illustrationer på side 16 og 17]
1. Ambiorix, høvding for eburonerne;
2. Gundestrupkedlen;
3. Hjelm af jern;
4. Hjelm af kobber, jern og guld;
5. Armbånd af kobber;
6. Stiliseret stenhoved;
7. Bemærk den trehovedede gud på terrakottavasen;
8. Torques af guld;
9. Gulddekoration;
10. Torques af guld;
11. Vildsvin af bronze som hjelmprydelse
[Kildeangivelser]
Billederne 2-6, 8-11 er gengivet med velvillig tilladelse af Palazzo Grassi, Venedig; 7 Bibliothèque Nationale, Paris