End ikke en jernlunge kunne standse hendes forkyndelse
Nogle gange kræver det mod blot at leve. Dette er historien om en der lagde et sådant mod for dagen. Hendes navn var Laurel Nisbet.
LAUREL blev født i 1912 i Los Angeles og var en flittig ung kvinde der elskede sin familie og livet. Det at have en mand og to børn at tage sig af var under normale omstændigheder en nem opgave for hende, men i 1948 blev hendes kærlighed til livet sat på en prøve som nærmest overstiger ens fatteevne. Hun blev ramt af den dødelige poliovirus.
Efter at have haft influenzalignende symptomer i nogle dage var hun til sidst ude af stand til at bevæge sig. Hendes mand bragte hende på hospitalet. Der var hun én ud af mange der havde pådraget sig polio. Frygt overvældede hende da et overbelagt hospital nødvendiggjorde at hun lå ude på gulvet i gangen og ventede på en jernlunge. Hvert åndedrag krævede en kraftanstrengelse. Da en jernlunge endelig blev ledig var hun lettet over at blive lagt ind i den. Nu kunne hun igen trække vejret, hvilket havde været næsten umuligt for hende.
Jernlungen blev opfundet for at hjælpe de mennesker hvis brystmuskler var blevet lammet af polio. Den var oprindelig tænkt som en midlertidig løsning mens en patients muskler genvandt deres styrke og igen satte vedkommende i stand til selv at trække vejret. Men til Laurels overraskelse og til verdens skræk blev disse åndedrætsmaskiner mange ofres permanente hjem. Laurel overlevede i 37 år, liggende på ryggen i en jernlunge. Hun satte verdensrekord ved at være den poliopatient der har overlevet længst i en jernlunge.
Var det den eneste grund til at hun blev kendt? Bestemt ikke. Laurel var en ung kvinde i trediverne da hun blev lagt i lungen. Hun havde to børn at opdrage og en mand at tage sig af. I begyndelsen var hun ved at fortvivle. Men efter en dags tid med selvmedlidenhed besluttede hun at få det bedste ud af situationen. Hendes mand bragte hende hjem og hun begyndte at omlægge sit liv. Hun lærte at organisere husholdningen fra jernlungen.
Prøv at forestille dig hvordan det er at ligge i en jernlunge. Det var kun hendes hoved der stak ud fra respiratoren. En plastickrave og en metalrem, der sørgede for at kraven sad tæt ind til hendes kraveben, holdt cylinderen lufttæt. En blæsebælg under beholderen ændrede lufttrykket inde i beholderen. Omkring 15 gange i minuttet fungerede bælgen som en pumpe der trak luften ud af beholderen. Derved blev luften suget ind gennem næsen eller munden, hvilket fik patientens brystkasse til at hæve sig. Når bælgen trak sig sammen og luften blev presset tilbage i beholderen, steg trykket på brystet og patienten åndede ud. Derfor måtte kraven være lufttæt eftersom det var forandringen i lufttrykket der fik jernlungen til at arbejde effektivt. Laurel kunne bevæge hovedet, men det var også alt. Hun var totalt lammet fra halsen og nedefter. Hun fulgte med i sine omgivelser ved hjælp af et spejl der var anbragt oven over respiratoren og som reflekterede sig i et andet spejl der hang tværs over værelset på den modsatte væg. Det gjorde det muligt for hende at se hoveddøren og enhver der nærmede sig.
Bliver et Jehovas vidne
En dag fik hun besøg af Del Kuring, der var et af Jehovas vidner. Hun gik lige ind i Laurels opholdsstue og begyndte at lære hende om Bibelens vidunderlige sandheder. Laurel havde respekt for Guds ord og lyttede med åbent sind og hjerte. Et bibelstudium blev påbegyndt, og det førte til at hun indviede sig til Gud i 1965 og blev et Jehovas vidne. Nu havde hun endnu mere at leve for. En dag ville hun igen kunne gå på jorden og glæde sig over det paradis som Gud fra begyndelsen havde tiltænkt menneskeheden! Hvor blev hun glad da hendes datter Kay også valgte hendes nye tro.
Du spørger måske: ’Hvordan kunne hun blive døbt?’ Det kunne hun heller ikke. Da hun ikke var i stand til selv at trække vejret var nedsænkning i vand umuligt. Hun kom aldrig i en rigssal, og overværede aldrig et stævne. Hun så ikke sin datter blive døbt. Men hun udrettede mere i tjenesten for Jehova end mange kristne der ikke er handicappede.
Laurel var en forkynder af den gode nyhed. I løbet af de 37 år hvor hun var spærret inde, hjalp hun omkring 17 mennesker til at opnå nøjagtig kundskab om Bibelen. Hvordan bar hun sig ad? Hun kunne selvfølgelig ikke gå fra dør til dør som de fleste forkyndere har det privilegium at kunne. Men hun kunne forkynde for sygeplejerskerne, og jeg havde den forret at være en af disse.
Jeg var sygeplejeelev i 1972 og begyndte at arbejde som medhjælper for hende. Når jeg var færdig med mit arbejde havde Laurel og jeg tid til at tale sammen og lære hinanden at kende. En dag sagde hun: „Nu kunne jeg godt tænke mig at du læste højt for mig.“ Det ville jeg gerne, og hun bad mig om at tage en lille blå bog med titlen Sandheden der fører til evigt liv. Jeg spurgte hvor jeg skulle begynde, og hun svarede blot: „Begynd med kapitel 1.“ På den måde blev et bibelstudium påbegyndt, og jeg blev også selv et indviet vidne for Jehova.
Man kunne se Laurels respirator igennem et stort panoramavindue i husets facade. Hun boede i en travl gade i byen La Crescenta, og alle der gik forbi kunne se respiratoren. Det vakte de forbipasserendes medfølelse og nysgerrighed, og hun fik ofte besøg af fremmede. Hun var altid glad for at møde mennesker og fik mange venner på den måde som hun forkyndte for. Hendes frimodige forkyndelse og hendes fremtidshåb gjorde indtryk på de besøgende, og hun aflagde et godt vidnesbyrd om Jehovas navn.
Laurel sov meget lidt. Det var svært at blive træt som vi andre bliver det, eftersom hun ikke kunne bevæge sig. Lyden af bælgen og dens stadige bevægelse under respiratoren holdt hende vågen. Hvad foretog hun sig i al den tid? Hun talte med sin himmelske Fader, og udøste sine inderste tanker i oprigtige bønner. Jeg er sikker på at hun bad om styrke og udholdenhed, men noget der oftere lå hende på sinde var hendes kristne brødre og søstre. Hun havde stor empati for andre og takkede dagligt Jehova for de velsignelser han gav hende.
Når en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd kom til området besøgte han altid Laurel. Mange af disse mænd sagde efter besøget at det var dem der var blevet opbygget! Det skyldtes hendes måde at være på. Hun var altid positiv og glad og var opmærksom på enhver mulighed for at vidne om sandheden.
Hun måtte gennemgå mange prøvelser — alt for mange til at man kan opremse dem alle. Hun skulle engang have foretaget en akut blindtarmsoperation og bilen fra hospitalet kom for at hente hende. Da hendes blindtarm var sprængt blev hun hurtigt lagt ind i bilen og bragt til hospitalet, hvor en læge foretog dette indgreb på hende uden bedøvelse. I 1950’erne vidste man nemlig ikke hvordan man skulle give en jernlungepatient narkose.
Mange kirurgiske indgreb — men uden blod
Hun led af kræft og kroniske hudsygdomme, og måtte gennemgå store operationer. Det var meget frustrerende for hende når det kløede og hun ville kradse sig og måtte have sygeplejersken til at gøre det for sig. Hun havde følelse over hele kroppen selv om hendes muskler var lammede. Det var en fordel for hende, for derved undgik hun at få liggesår. Hun var meget opmærksom på at pleje sin hud. Der skulle fire til at vende hende når hun én gang om ugen skulle bades. Laurel følte det hver gang som sin ilddåb, men som alt andet i hendes liv klarede hun det.
At være sammen med Laurel var morsomt og behageligt selv om det var en vanskelig opgave at passe hende. Når vi drejede kraven omkring hendes hals så den kunne vare endnu en uge, og gjorde dette monstrum så lufttæt som muligt, accepterede hun nødtvungent situationen med ordene: „Åh, det er Djævelens værk!“ Ja, Laurel vidste hvem der havde skylden for hendes forfærdelige situation. Satan — der i begyndelsen fik de første mennesker til at vende sig mod Jehova og derved påførte menneskeheden synd, sygdom og død.
Laurel var ganske vist fysisk lammet, men bestemt ikke åndeligt. Hun udnyttede enhver lejlighed til at fortælle folk om sit håb om Paradiset. Selv da hun ved slutningen af sit liv stod over for et akut kirurgisk indgreb, kæmpede hun for retfærdigheden. Det var i 1985, og Laurel var 72 år gammel. Da tidspunktet for operationen nærmede sig kom lægen ind til hende og sagde at de ikke kunne foretage indgrebet uden blod. Hendes datter Kay forklarede sin moders ønske om at afholde sig fra blod, da Laurel på dette tidspunkt var så svag at hun næsten ikke kunne tale. Hun havde slanger ført ned i halsen og kunne kun lige hviske. Hele hendes krop var forgiftet fordi tarmen ikke fungerede og hun lignede nærmest en død.
Men lægen sagde at han ville høre dette standpunkt fra Laurel selv. Vi hviskede i hendes øre: „Laurel, du må selv fortælle lægen det med blodet.“ Til min forbavselse lukkede hun pludselig øjnene vidt op og fortalte med høj og klar stemme lægen om sit standpunkt med hensyn til blodet. Hun citerede skriftsteder og forklarede at Jehovas vidner føler at de vil synde mod Gud ved at modtage en blodtransfusion. Jeg vil aldrig glemme det næste hun sagde. „Doktor! Hvis De redder mit liv og jeg vågner op og opdager at De har forgrebet Dem på min krop, vil jeg ønske jeg var død, og De ville have arbejdet forgæves.“ Efter dette var lægen ikke blot overbevist om hendes standpunkt men forbløffet over hendes styrke og indvilligede i at rette sig efter hendes ønsker.
Laurel gennemgik en fire timer lang operation der til dels var vellykket. Efter indgrebet flyttede lægerne hende for første gang i 37 år fra jernlungemaskinen og lagde hende i en hospitalsseng. De forbandt hende til en moderne respirator ved hjælp af trakeostomi (operativ åbning af luftrøret under skjoldbruskkirtelen). Det var det hun mest af alt havde frygtet for, da denne moderne respirator var forbundet med en trakealtube i hendes hals hvorved hun var ude af stand til at tale. Hun blev grebet af panik da hun ikke følte at hun fik tilstrækkelig luft. Hun døde tre dage senere, den 17. august 1985, af komplikationer der opstod efter indgrebet.
Jeg husker de sidste ord hun sagde til mig — det var nok de sidste ord hun overhovedet sagde — inden hun blev bedøvet. Hun sagde: „Chris, forlad mig aldrig.“ Nu ser jeg frem til afslutningen på denne gamle tingenes ordning og den kommende opstandelse, og drømmer om den dag hvor jeg kan give min veninde Laurel Nisbet et knus og sige: „Jeg er her. Jeg forlod dig aldrig.“ — Fortalt af Christine Tabery.