Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g92 8/12 s. 26-27
  • „Vort daglige brød“

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • „Vort daglige brød“
  • Vågn op! – 1992
  • Lignende materiale
  • Har du smagt livets brød?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2014
  • Brød
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • „Det sande brød fra himmelen“
    Det største menneske der har levet
  • Jesus – “livets brød”
    Jesus – vejen, sandheden og livet
Se mere
Vågn op! – 1992
g92 8/12 s. 26-27

„Vort daglige brød“

„GIV os i dag vort daglige brød.“ Du genkender sikkert disse ord fra den mest kendte bøn der nogen sinde er blevet bedt — nemlig „Fadervor“. (Mattæus 6:9, 11, da. aut.) På Jesu tid var brød et hovednæringsmiddel i Israel og kunne derfor tjene som et symbol på midler til livets opretholdelse.

I de fleste dele af verden i dag dominerer brød ikke længere menuen som det gjorde engang. Det brød vi spiser i dag er ofte blot tilbehør til et måltid. Ikke desto mindre spiller brød en vigtig rolle i millioner af menneskers liv verden over.

I Mexico bager husmødre flade brød der kaldes tortillas. I Etiopien bager kvinder et simpelt brød ved at hælde en flydende dej i cirkler på en varm pande. I de vestlige lande bliver brød masseproduceret i et utroligt udvalg af størrelser og former. Men mange husmødre i disse lande glæder fortsat deres familier med forskellige typer hjemmelavede brød.

Hvem nyder ikke duften af nybagt brød? Denne duft kan drage forbipasserende hen mod en bagerforretning. Hos mange vækker det kære minder om den hjemlige hygge og den tryghed de oplevede i barndommen.

Man ved ikke hvem der var den første der begyndte at bage brød. I Første Mosebog 3:19 blev der sagt til de første syndige mennesker: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden.“ Her bruges ordet „brød“ tilsyneladende blot som et symbol på mad i almindelighed. I Første Mosebog 14:18, 19 læser vi imidlertid at da præsten Melkizedek kom for at velsigne patriarken Abraham ’bragte han brød og vin ud’. Der er ingen tvivl om at det hentyder til en form for brød der udgjorde en grundbestanddel af kosten i oldtiden. I nogle dele af Mellemøsten er brød stadig et vigtigt næringsmiddel.

I det gamle Ægypten drev bagere forretning ligesom senere i Grækenland og Rom. Ved slutningen af det 19. århundrede satte den industrielle revolution ind. Brødbagning flyttede nu ud fra hjemmene og ind i fabrikkerne hvor det blev masseproduceret. Nye opfindelser blev brugt ved produktionen, for eksempel røremaskiner, transportbånd, automatiske ovne såvel som skære- og indpakningsmaskiner. Brødbagning havde udviklet sig fra at være en kunst inden for hjemmets fire vægge til at være en kommerciel videnskab.

Meget, hvis ikke det meste, af det brød der spises i de industrialiserede lande er fremstillet industrielt. Men det spiller fortsat en vigtig rolle i mange kulturers køkkener. Hvad ville en portion spaghetti være uden det skorpede italienske brød? Eller et stort tysk måltid surkål uden smagen af en grov, mørk pumpernikkel!

En type brød der er blevet meget populær i de vestlige lande er den der bruges til italienske pizzaer. Det er også fornøjeligt at se hvordan dette bliver til. Selv voksne ser til med barnlige blikke når en pizzabager i en håndevending kaster den flade dej op i luften over sit hoved så den snurrer rundt. Det er et helt cirkusnummer.

Er der noget for enhver smag? Ja, bestemt! Men måske er en af de bedste måder at nyde brød på, selv at bage det. Man bliver overrasket over den tilfredsstillelse det er at se sine anstrengelser lykkes. Og en husmoder kan føle at hun kan udnytte sine kreative evner, noget hverken tøjvask eller rengøring giver rum for.

Opskriften i denne artikel er en hjælp til at bage et gærbrød, som er populært i de vestlige lande. Det er fornøjeligt at afveje og blande ingredienserne. At ælte dej er en god måde at få udløsning for sine frustrationer på! At betragte brødet hæve er et andet fascinerende aspekt ved at bage brød. Brødet hæver fordi det er tilsat gær. Gæren danner bobler af kuldioxid og gør dejen luftig. Efter hævningen slås dejen ned og formes til brød som stilles til hævning i forme inden de skal i ovnen. Derpå sættes brødet i ovnen, og inden længe fylder en skøn duft hjemmet! Men det bedste er smagen. Det kan være svært at gå tilbage til købebrød. Og når man er blevet god til at bage kan man begynde at eksperimentere med forskellige typer mel af for eksempel hvede, byg, rug, majs, ris, kartofler eller sojabønner.

Sandt nok er det meget nemmere at købe sit brød — og der er mange forskellige typer på markedet. Men hvad enten det er glæden ved at bage brødet eller ved at spise det der tiltaler én, om det udgør en stor del af ens kost eller blot spises som tilbehør, skal man aldrig tage brødet for givet. Det er Gud der sørger for „vort daglige brød“.

[Ramme/illustration på side 27]

Opskrift på brød

Opløs 50 g gær i 1 liter lunkent vand

Rør 600 g mel (grahamsmel eller hvidt mel) i

Lad det hæve til dobbelt størrelse på et lunt sted

Tilsæt 2 tsk. salt, 100 g sukker, 100 g vegetabilsk fedtstof

Bland det godt

Tilsæt nu mel — ca. 1200 g — indtil dejen har den rette konsistens (til den er smidig og slipper)

Ælt dejen glat på et meldrysset bord

Lad den hæve i en smurt skål til dobbelt størrelse

Ælt den forsigtigt og form den til fire brød

Lad dem efterhæve i smurte bageforme

Bages ved 165 grader i 60 minutter

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del