Hvad orkanen Andrew ikke kunne ødelægge

DER er forskel på orkaner.a Nogle er ikke meget andet end et kraftigt stormvejr med voldsomme regnskyl og væltede træer. Andre er som orkanen Andrew i det sydlige Florida (24. august 1992) og i Louisiana (26. august 1992), og som orkanen Iniki i Kauai på Hawaii (12. september 1992) og tyfonen Omar i Guam (28. august 1992).

Disse orkaner forårsagede ødelæggelser for milliarder af dollars. I Florida omkom 35 personer. Tusinder af familier blev hjemløse. Forsikringsagenter hastede rundt til de ødelagte hjem for at lede efter ejerne og udskrive checks.

En rapport fra Jehovas Vidners Nødhjælpsudvalg i Fort Lauderdale viste at ud af de 1033 huse hvor der boede Jehovas vidner i dette område kunne kun 518 repareres. Hvis disse tal kan betragtes som generelle, betyder det at mindst halvdelen af alle de huse der befandt sig på Andrews rute blev ødelagt. De der var så heldige at have et beboeligt hus efter orkanen, prøvede at få tørret deres møbler og gardiner og få fjernet den hvide, slimede masse der havde bredt sig efter at loftpladerne af gips var blevet gennemblødt af regnskyl. Mange havde svært ved at klare synet af deres ruinlagte hjem. Det gik hårdest ud over dem der boede i mindre solide boliger, som for eksempel beboelsesvogne eller campingvogne.

Orkanen berørte alle

Ægteparret Leonard og Terry Kieffer måtte sande dette. Da de kom tilbage til deres campingplads i Florida City skulle de identificere sig ved en militærpost før de måtte komme ind på området. Campingpladsen så ud som om den var blevet ramt af bomber i hundredvis — men uden at bomberne havde efterladt sig nogen kratere. Træer var rykket op med rode. Ødelagte aluminiumsplader der før havde tjent som vægge og tage på beboelsesvognene, var nu slynget rundt om træstammer eller hang ned fra grenene som en slags grotesk festudsmykning. Elkabler lå overalt, og elmaster var knækket som tændstikker. Biler var væltet rundt og smadret.

Bob van Dyk, hvis nye hus blev erklæret for ubeboeligt, beskrev sine oplevelser på denne måde: „Loftet væltede ned og smadrede det der kunne smadres, bøjede det der kunne bøjes, og skræmte næsten livet af det der kunne skræmmes — os.“

Personlige ejendele, tøj, legetøj, fotografier og bøger lå spredt rundt omkring som sørgelige minder om en hverdag. En enlig sort kat listede rundt på må og få mellem resterne af familien Kieffers hjem og stirrede fornærmet på dem. Små firben løb frem og tilbage over ting der før havde været nogens højt skattede ejendele. Stanken fra fordærvet mad i de ødelagte køleskabe hang i luften. Overalt var der vidnesbyrd om voldsom ødelæggelse — men vindhastigheden havde også været høj, med vindstød på over 260 kilometer i timen.

Det var hjerteskærende for både ejere og lejere af disse huse. Efter uvejret kom de tilbage og fandt at det sted der i årevis havde været en families hjem, nu var blevet fuldstændig smadret og spredt for alle vinde. Familien Kieffer havde ved et tidligere besøg reddet nogle af deres ejendele, men kunne ikke klare at skulle gennemrode ruinerne af deres hjem. De var blot taknemmelige for stadig at være i live og kunne tjene Gud.

Orkanen Andrew var grundig. Indkøbscentre, fabrikker, varehuse — alt blev offer for naturkræfternes rasen. Om byggekravene havde været nok så strikse, så hjalp det intet.

De bedste og de værste menneskelige egenskaber

Efterhånden som de forskellige nødhjælpsorganisationer rundt om i landet kom i gang, begyndte hjælpen at strømme til Florida. Jehovas Vidners Styrende Råd i New York reagerede med det samme og nedsatte et nødhjælpsudvalg der skulle virke fra stævnehallen i Fort Lauderdale. Man afsatte også et større beløb til indkøb af materialer, mad og nødhjælpsudstyr. Jehovas Vidner var således blandt de første der kom i gang efter katastrofen. De begyndte at tilkalde frivillige hjælpere, men mange kom uden at være tilkaldt.

Der kom frivillige fra staterne Californien, North Carolina, Oregon, Washington, Pennsylvanien, Missouri og mange andre steder. Det regionale byggeudvalg i Virginia, som normalt bygger rigssale, sendte et hold på 18 Jehovas vidner af sted for at reparere tage. Det tog dem 18 timer at køre fra Virginia til Florida. Nødhjælpsarbejderne tog ferie eller orlov, og kørte hundreder eller tusinder af kilometer gennem landet for at nå deres nødstedte medkristne.

Til særlig stor hjælp var det hold der kom fra Charleston-området i South Carolina. De havde oplevet orkanen Hugo i 1989, og var derfor klar over hvad de kunne vente sig. De fik hurtigt organiseret nødforsyninger, for eksempel elgeneratorer og byggematerialer. Inden for to uger havde de frivillige fået tørret 800 huse og repareret mange af de ødelagte tage.

Også mange ikketroende ægtefæller og naboer nød gavn af den hjælp der blev ydet af de frivillige. Ron Clarke fra West Homestead fortæller: „Mange ikketroende ægtefæller er blevet virkelig imponerede over dette. Nogle græd, så overvældede var de af alt det Vidnerne havde gjort for dem.“ Han fortæller om en søsters ikketroende mand: „Han er helt ude af sig selv af begejstring — vennerne er ovre hos ham for at lægge tag på hans hus.“

En anden af vore brødre fortalte at han hver aften var gået ind for at se til sine naboer, der ikke er Jehovas vidner. De havde hver gang sagt at alt var i orden. Men den femte dag brød nabokonen sammen og græd. „Vi har ikke flere bleer til den lille og næsten ikke mere babymad. Vi mangler både mad og vand.“ Og manden skulle bruge 20 liter benzin men kunne ikke få fat i det nogen steder. Samme dag bragte forkynderen dem alt hvad de behøvede fra nødhjælpsdepotet i rigssalen. Hustruen græd af taknemmelighed, og hendes mand gav et bidrag til nødhjælpsarbejdet.

Menighedstjenerne og de ældste spillede en vigtig rolle idet de sammen organiserede den hjælp der udgik fra de restaurerede rigssale i katastrofeområdet. De arbejdede utrætteligt med at finde alle forkynderne og dække deres behov. I modsætning til dette er en officer i flyvevåbnet blevet citeret for at have sagt om nødhjælpsarbejdet i et andet område: „Alle vil være høvdinger, ingen vil gøre det snavsede arbejde.“

Katastrofer kan få det bedste men også det værste frem i folk. Et eksempel på det sidste var de mange plyndringer. En familie der er Jehovas vidner besluttede at de i det mindste kunne redde deres køleskab og vaskemaskine og bruge dem i rigssalens nøddepot. De gik derfor hen til rigssalen for at hente en lastbil. Men da de kom tilbage var tingene stjålet!

En beretning fra et øjenvidne lyder: „Da vi kørte gennem de forladte gader så vi skilte på husene der advarede plyndringsmænd om at holde sig væk. På nogle af skiltene stod der: ’Død over tyvene’ og ’Tyve vil blive skudt.’ Og på et andet stod der: ’To skudt under plyndring. Én død.’ Butikker og stormagasiner var blevet ribbet.“ Ifølge en sergent i den 82. luftbårne division var i hvert fald én tyv blevet fanget og lynchet af folk.

Der blev foretaget mange arrestationer. Tilsyneladende er der ved enhver katastrofe nogle kriminelle elementer der er parate til at slå ned som gribbe. Selv såkaldt pæne mennesker lader sig forlede til at deltage i plyndringerne. Religion og moral synes fortrængt af fristelsen til at få noget for ingenting.

Det blev fortalt til Vågn op! at nogle soldater med uladte rifler i begyndelsen fik deres våben stjålet af bevæbnede røvere. Andre soldater udtalte at rigssalens nøddepot var som en oase i ørkenen, „fordi,“ som de sagde, „I bærer ikke våben.“

„Sid ikke og hæng med hovedet“

Hvad har Jehovas vidner lært af deres erfaringer med naturkatastrofer? At man skal genoptage de kristne aktiviteter så hurtigt som muligt. Ed Rumsey, der er tilsynsmand i Homestead, fortalte til Vågn op! at man allerede var klar til at holde møder i en dobbeltrigssal om onsdagen, to dage efter at orkanen havde fundet sted. Noget af taget var blæst væk, loftpladerne var faldet ned, og der var kommet vand ind. Men de frivillige tog hurtigt fat på at få ordnet rigssalene så de kunne fungere som mødesale og kommandoposter hvorfra man kunne dirigere nødhjælpsarbejdet i katastrofeområdet. Der blev sat køkkener op så det var muligt at servere måltider til ofrene og de frivillige.

Fermín Pastrana, der er ældste i den spanske menighed i Princeton, rapporterede at ud af de 80 forkyndere der er i menigheden stod syv familier helt uden noget hjem. Hvilket råd havde han givet disse medkristne? „Sørg hvis du har brug for at sørge. Men sid ikke og hæng med hovedet. Kom i gang med at hjælpe andre, og tag del i forkyndelsen i det omfang du har mulighed for det. Gå ikke glip af de kristne møder. Løs de problemer der kan løses, men gå ikke i stå ved de ting der alligevel ikke lader sig løse.“ Disse tilskyndelser resulterede i at forkynderne snart var i gang med forkyndelsen — og de tog nødforsyninger med fra hus til hus. Andrew kunne ikke blæse deres nidkærhed væk.

’Næste gang gør vi det’

Sharon Castro, der er 37 og kommer fra Cutler Ridge, fortalte sin historie til Vågn op!: „Min far bestemte at vi skulle blive i huset. Den forrige orkan var drejet uden om Floridas kyst, så han mente at Andrew nok ville gøre det samme. Han ville ikke engang barrikadere vinduerne. Heldigvis kom min bror forbi og insisterede på at vi satte nogle krydsfinerplader for vinduerne. Derved har vi uden tvivl reddet livet. Vinduerne ville være blæst ind og stumperne have forskåret os.

Omkring klokken halv fem om morgenen forsvandt elektriciteten. Støjen udenfor var frygtelig. Lyden var som af et kæmpemæssigt tog. Det bragede når træer væltede og bygninger faldt sammen. Vi fandt senere ud af at en uhyggelig, knagende lyd kom af at de lange søm i vores tag var ved at arbejde sig løse. Kvisten blæste væk, sammen med en tredjedel af taget. Det endte med at vi sad 12 personer, deriblandt min invalide mor og min 90-årige bedstemor, og søgte tilflugt i et rum midt i huset hvor der ikke var nogen vinduer. Vi var sikre på at det blev vores død.“

Hvad lærte hun af denne erfaring? „Næste gang de siger at vi skal evakueres, så gør vi det — uden at stille spørgsmål. Vi vil helt sikkert lytte til advarslerne. Jeg har også lært at dele med andre og at leve småt. Og jeg er klar over at det er helt i orden at græde og sørge, for derefter at se realiteterne i øjnene.“

Reaktioner fra pressen

Også medierne bemærkede hvor godt Jehovas vidner var organiseret. Avisen Savannah Evening Press havde overskriften: „Jehovas vidner oplever at de er velkomne i Sydflorida,“ og i The Miami Herald kunne man læse: „Vidnerne tager sig af deres egne — og andre.“ Og videre: „Der er ikke nogen i Homestead der smækker dørene for Jehovas vidner i denne uge — ikke engang hvis de har en dør tilbage der kan smække. Cirka 3000 frivillige Jehovas vidner fra alle dele af landet er samlet ved katastrofeområdet for først at hjælpe deres egne og derefter andre. . . . Enhver militær organisation må misunde Vidnerne deres præcision, disciplin og effektivitet.“

Forkynderne er vant til at organisere bespisning af større grupper i forbindelse med deres kreds- og områdestævner. De har også organiseret i hundredvis af regionale byggehold som verden over opfører rigssale og store stævnehaller. Der er altså veluddannet arbejdskraft til rådighed, og de er klar til at rykke ud med få timers varsel.

Der er dog også et andet aspekt — deres indstilling. Førnævnte artikel siger videre: „Der er ikke noget bureaukrati. Ingen indbyrdes kæmpende egoer. Nej, de frivillige virker utrolig glade og samarbejdsvillige uanset hvor svedige, snavsede eller udmattede de er.“ Hvilken forklaring er der på det? En af forkynderne forklarer: „Det kommer sig af at vort forhold til Gud motiverer os til at vise hinanden kærlighed.“ Og det var endnu en ting som Andrew ikke kunne blæse væk — Vidnernes kristne kærlighed. — Johannes 13:34, 35.

Man kan foretage en interessant sammenligning mellem disse Jehovas vidner og træerne. Et øjenvidne udtrykker det på denne måde: „Mens jeg rejste omkring kunne jeg ikke undgå at bemærke at hundreder af store Ficus-træer var blevet rykket op med rode og kastet til jorden. Hvorfor? De havde ydet stor modstand mod vinden på grund af deres størrelse, og de havde et stort men ikke særlig dybtgående rodnet. De fleste af de slanke palmetræer, derimod, var blevet stående. De havde bøjet sig for vinden; nogle af dem havde mistet deres blade, men de fleste forblev rodfæstede i jorden.“

Vidnerne, der har dybe rødder i troen på Guds ord, var smidige i deres reaktioner. Ejendele og huse var ikke det der havde størst betydning for dem. De var trods alt i live og kunne fortsætte med at tjene Jehova selv under modgang. Andrew havde ikke berøvet dem livet.

Hvordan gør man?

Bryggeriet Anheuser Busch donerede en vognladning drikkevand til de ulykkesramte. Ved ankomsten spurgte chaufføren hvor han skulle aflevere vandet. Han fik at vide at de eneste der havde fået organiseret arbejdet var Jehovas Vidner. Ja, inden for en uge efter at Andrew havde hærget, var der ankommet 70 lastvognstog med forsyninger til Jehovas Vidners stævnehal i Fort Lauderdale.

En frivillig på stedet rapporterer: „Vi modtog altså en hel vognladning med drikkevand. Det blev øjeblikkelig indlemmet i de andre forsyninger som vi sendte til fordelingscentrene i rigssalene. Det blev fordelt mellem brødrene og naboerne i det område hvor folk var i nød.“ Et papirfirma i staten Washington skænkede 250.000 paptallerkener.

Til at begynde med sendte myndighederne endda ikketroende frivillige ud til rigssalene, idet de sagde: ’I er de eneste der er ordentligt organiseret.’ Efterhånden rykkede militæret ind og organiserede teltbyer og nødforsyninger med vand og mad.

Nødhjælpsudvalget oprettede det første fordelingscenter ved stævnehallen i Fort Lauderdale, der ligger cirka 60 kilometer nord for den hårdest ramte zone ved Homestead. For at lette noget af trykket blev der oprettet et opsamlingssted for varer i stævnehallen i Plant City nær Orlando, som ligger cirka 400 kilometer nordvest for katastrofeområdet. De fleste nødhjælpsforsyninger blev sendt hertil for at blive sorteret og pakket. Nødhjælpsudvalget kunne så dag for dag rekvirere forsyninger fra stævnehallen i Plant City, hvorfra lastvognstog tog sig af den fire timer lange tur ned til Fort Lauderdale.

Fra denne fordelingsstation leverede man så mad, materialer, vand, generatorer og andre fornødenheder til tre reparerede rigssale midt i katastrofeområdet. Her sørgede egnede brødre for at der blev organiseret byggehold og oprydningshold der skulle besøge de hundreder af husstande som trængte til hjælp. Køkkener og forsyningslinjer blev også åbnet ved rigssalene, og alle var velkomne til at søge hjælp her. Selv nogle af soldaterne kom og nød et måltid, og man så dem senere lægge et bidrag i de kasser der var opstillet til formålet.

Mens mændene var travlt optaget af at reparere huse, var nogle af kvinderne i færd med at tilberede måltider. Andre var optaget af at tale med alle de naboer de kunne finde, for at gøre dem bekendt med Bibelens forklaring på naturkatastrofer, og for at uddele kasser med nødforsyninger til dem der havde behov. En af disse kvinder var Teresa Pereda. Hendes hjem var beskadiget og vinduerne i hendes bil var smadret — men alligevel var hendes bil læsset med nødhjælpskasser til naboerne. Hendes mand, Lazaro, havde travlt med at arbejde på en af rigssalene. — Prædikeren 9:11; Lukas 21:11, 25.

Mange af de hjemløse fik husly hos de Jehovas vidner hvis hjem ikke var blevet ødelagt af Andrew. Nogle boede i beboelsesvogne som de havde lånt eller som var blevet stillet til rådighed, mens andre flyttede ind i de teltbyer militæret havde opstillet. Atter andre afskrev simpelt hen deres hjem og flyttede ind hos venner og slægtninge i andre dele af landet. De havde hverken hjem eller arbejde. Der var ingen strøm, intet vand og ikke tilstrækkelig kloakering — så de valgte det der var den bedste udvej for dem.

En af de ting som alle lærte blev godt udtrykt af en spansktalende forkynder: „Vi er meget taknemmelige for den lektie vi har lært angående vort mål i livet. Man kan arbejde i 15 eller 20 år for at skabe et hjem, samle sig materielle ting, og så, på bare én time, kan det være væk alt sammen. Dette hjælper os til at vurdere vore åndelige mål, at forenkle vores tilværelse og tænke alvorligt på vor tjeneste for Jehova.“

Det er som apostelen Paulus erklærede: „Hvad der var vinding for mig, det anser jeg nu for tab på grund af Messias. Ja, for den sags skyld anser jeg virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alt og anser det for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus.“ — Filipperbrevet 3:7, 8.

Naturkatastrofer er en del af livet i vore dages verden. Ofte kan man i det mindste redde livet ved at lytte til de advarsler der kommer fra myndighederne. Måske mister man hjem og ejendele, men den kristnes forhold til „al trøsts Gud“ kan blive styrket. Hvis nogen mister livet i en katastrofe, har vi Jesu løfte om at der vil ske en opstandelse i Guds nye verden på en renset jord — en jord hvor man aldrig vil opleve elendighed og død på grund af naturkatastrofer. — 2 Korinther 1:3, 4; Esajas 11:9; Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:3, 4.

[Fodnote]

[Ramme på side 20]

Fuldstændig forbløffet

En gruppe på elleve hvide forkyndere rejste ned fra Tampa i Florida for at hjælpe til med nødhjælpsarbejdet. De fik udleveret materialer og begyndte at reparere taget på et hus hvor en sort forkynder boede. Da en nevø som ikke var et Jehovas vidne ankom til stedet, kunne han ikke tro sine egne øjne — han var fuldstændig forbløffet over at se at nogle hvide Jehovas vidner var kommet før ham for at reparere hans onkels hus. Han blev så imponeret at han selv gav sig til at hjælpe med reparationerne.

Han sagde at næste gang Jehovas vidner kom på besøg hos ham ville han bede om et bibelstudium. Mens han talte med denne gruppe forkyndere fra Tampa, fandt de ud af at han netop boede i deres distrikt. En af de ældste fra gruppen traf på stedet aftale om et bibelstudium med manden den følgende uge! Som en af forkynderne udtrykte det: Man kan aflægge vidnesbyrd ikke bare ved at banke på døre — man kan også gøre det ved at banke på tage!

[Illustrationer på side 15]

Orkanen Andrew skånede intet, og ikke mange bygninger kunne modstå den

Familien Kieffers beboelsesvogn — før og efter

[Illustrationer på side 16]

Rebecca Pérez, hendes døtre og elleve andre overlevede i dette lille rum

Militæret blev sat ind for at forhindre plyndringer (øverst til højre); plyndrede butikker (til højre)

Orkanen rev tage af, og køretøjer blev væltet rundt

[Illustrationer på side 17]

Nødhjælpsarbejdet blev organiseret fra rigssalene

Beboelsesvogne blev presset rundt om træer; et barns legetøj efterladt på en madras; bibelske publikationer mellem ruinerne; forkyndere, som for eksempel Teresa Pereda, uddelte nødforsyninger til deres naboer

Byggematerialer skænket som gave. Sortering af tøj

[Illustrationer på side 18]

Frivillige fra alle dele af De Forenede Stater tog del i nødhjælpsarbejdet