Millioner lider — kan de blive hjulpet?

Af Vågn op!-​korrespondent i Afrika

HVIS du havde al magt, ville du så ikke fjerne alle menneskers lidelser? Jo, hvem ville ikke det! Men sagen er at intet menneske er i stand til at gøre ende på al smerte og lidelse i verden.

Det kan imidlertid være at du kan afhjælpe og måske endda forhindre nogle lidelser omkring dig. For eksempel mener man at adskillige millioner kvinder i forskellige lande lider under en gammel og dybt indgroet skik. Det er den skik som går ud på at velmenende forældre sørger for at deres døtre får fjernet dele eller det meste af deres kønsorganer. Dette kaldes også for kvindelig omskærelse, som mange anser for at være en mutilerende (lemlæstende) operation.a

I Hosken Report siges der at omskærelse af kvinder forekommer i et bredt bælte fra Østafrika til Vestafrika. Denne smertelige skamfering af kvinder giver helbredsmæssige komplikationer og kan være livstruende.

Advarende røster

Det er ikke nemt at tage til genmæle imod denne tradition. Den kenyanske avis The Standard bemærker at omskærelse af piger „i høj grad er blevet omgærdet med tys-tys. Det er vanskeligt og somme tider farligt for kvinder eller mænd at gå imod skikken. Ofte bliver de anklaget for at være modstandere af traditionen, familien, religionen, nationen eller for at vende deres eget folk og egen kultur ryggen.“

I samme afrikanske avis siges der at kvindelig omskærelse „ikke er ’en harmløs kulturel skik’ men en væsentlig årsag til permanent fysisk skade og død blandt piger og kvinder . . . Det strider imod enhver piges ret til fysisk set at udvikle sig på en sund og normal måde.“

Både i Afrika og internationalt forsøger man fra mange sider at orientere folk om hvor farlig denne skik er. Kirsten Lee skrev den 4. januar 1993 i Ugeskrift for Læger: „Statistisk materiale vedrørende komplikationer for indgrebet foreligger ikke, men komplikationerne betragtes som værende ganske massive og medfører alvorlige medicinske og psykiske komplikationer.“

Myndigheder og lægeeksperter i mange lande er foruroligede over de kroniske, smertefulde handicap og dødsfald omskærelsesskikken forårsager. Nogle mener endog at kvindelig omskærelse kan være en medvirkende årsag til spredningen af AIDS i Afrika. Og på baggrund af den store immigration fra Afrika og Mellemøsten til Australien, Canada, Europa og De Forenede Stater er denne lemlæstelse af kvinder ved at blive et offentligt debatspørgsmål i den vestlige verden. Omkostningerne for vedvarende behandling af fysiske og, i mange tilfælde, psykiske komplikationer, må heller ikke overses.

Gennem lovgivningen har man forsøgt at sætte en stopper for omskærelse af piger. I England, Frankrig, Italien og Sverige er det ulovligt at omskære kvinder. Ifølge førciterede artikel i Ugeskrift for Læger må det, i henhold til straffelovens voldsbestemmelser, antages at være strafbart at omskære piger i Danmark.

Også en række internationale organisationer, deriblandt WHO, forsøger at komme skikken til livs. I september 1990 blev en milepæl nået da verdensledere, deriblandt præsidenter fra afrikanske lande som Senegal, Uganda og Zimbabwe, mødtes i New York for at underskrive Børnekonventionen, der fordømmer omskærelse af piger som tortur og seksuelt misbrug.

Londonavisen Economist skriver: „Omskærelse af kvinder — som mere korrekt kaldes genital mutilering — er fortsat en af de store tabubelagte afrikanske rædsler. Ifølge en rapport fra Gruppen for Minoriteters Rettigheder, der har hjemsted i London, . . . bliver i millionvis af piger hvert år udsat for dette indgreb.“

I denne publikation siges der videre: „Indgrebet kan være alt fra lettere smertefuldt til grusomt, og kan indebære fjernelse af klitoris og andre organer med knive, glasskår og barberblade — men sjældent under bedøvelse. Det kan medføre alvorlige problemer med menstruation, samleje og fødsel, samt psykiske problemer og tilmed død. . . . Skikken lever videre på grund af overtroisk frygt for kvinders seksualitet, vaner og en fejlagtig tro på at den tjener et hygiejnisk formål.“

Skikken lever videre

I ét afrikansk land hvor mange af kvinderne har gennemgået dette indgreb, blev den værste form for lemlæstelse forbudt ved lov i 1947. Men ritualet udføres stadig. Hvorfor? Fordi millioner af velmenende mennesker fortsat er fejlinformerede og tror at indgrebet er gavnligt. For eksempel tror ældre landsbykvinder at det er til pigens bedste. Ifølge den nigerianske avis The Guardian er det derfor at Gruppen for Minoriteters Rettigheder finder det nødvendigt at „forandre tankegangen hos de ældre kvinder som er bærere af ritualet“.

I tidsskriftet Nursing Times argumenteres der ligeledes: „Kun gennem undervisning kan man bekæmpe kvindelig omskærelse.“ Samme tidsskrift har også skrevet: „Problemet kan kun udryddes ved oplysning og undervisning af såvel mænd som kvinder.“ Hvorfor skal mænd også undervises? Fordi mange fædre betaler for operationen så de kan få bortgiftet deres døtre til mænd som ikke vil have uomskårne kvinder.

En anden årsag til ritualets overleven er af økonomisk art. The American Journal of Nursing skriver: „Omskærelse er en vigtig indtægtskilde for dem der udfører den; derfor har disse mennesker en økonomisk interesse i at videreføre skikken.“ Ikke blot ældre kvinder men også jordemødre og barberer udfører omskærelser. Sygeplejersker og læger vil også nogle steder udføre indgrebet for at beskytte pigerne mod at få foretaget omskærelse under farlige, uhygiejniske forhold. Men uanset hvem der fører kniven er der tale om lemlæstelse.

I nogle tilfælde får voksne kvinder foretaget denne operation gentagne gange i deres fødedygtige alder. The New York Times International skriver at „mange kvinder gennemgår en smertefuld række nye omskærelser efter hver barnefødsel. Arrene fra omskærelserne rippes op før fødselen og sys bagefter sammen igen. Dette forårsager alvorlige blødninger, forlænger fødselen og øger risikoen for hjerneskader hos barnet.“

Tidsskriftet New Scientist oplyser at mange „små piger forbløder fordi ubehjælpsomme kvaksalvere overskærer arteria pudendus eller den dorsale arterie til klitoris. Andre dør af postoperativt shock fordi ingen har forstand på førstehjælp og hospitalet ligger for langt væk, eller fordi de skammer sig over at søge hjælp på grund af sjuskede operationer.“

Men omskærelserne fortsætter. I afrikanske og europæiske aviser skrives der til stadighed om omskærelser. Et afrikansk tidsskrift skrev for nylig at „de fleste ofre for kvindelig genital mutilering er spædbørn og piger. Selv om forældre omskærer deres døtre i den tro at det er rigtigt og nødvendigt, er operationen og dens komplikationer at sammenligne med tortur.“ Ifølge Londonavisen The Independent (7. juli 1992) har en nylig undersøgelse vist at „denne praksis er mere udbredt i Storbritannien end hidtil antaget“. I England er skønsmæssigt mere end 10.000 piger, „hvoraf de fleste er otte år eller derunder, i fare for at blive omskåret“. Også danske medier har berettet at der forekommer omskærelse af piger herhjemme.

En tradition der bygger på løgn

Nogle nærer den fejlagtige opfattelse at kvindens kønsorganer er urene og at hun renses ved at de bortskæres. De tror at kun mænd har ret til seksuel nydelse. Nogle mener endvidere at omskærelse øger frugtbarheden, modvirker umoralitet og forbedrer en piges chancer for at blive gift. Tidsskriftet Time skriver: „Tragisk nok får hustruernes frigiditet eller ufrugtbarhed som følge af lemlæstelsen mange mænd til at forstøde dem.“

Deltagerne i en nylig konference afholdt af Den Fællesafrikanske Komité i Lagos i Nigeria, mente ikke at omskærelse kan afholde kvinder fra promiskuitet, men at tidlig morallære virker langt bedre. Forkerte handlinger kan forebygges med oplysning, ikke med lemlæstelse. Man skærer jo heller ikke armene af spædbørn for at forhindre at de bliver tyve som voksne, eller skærer deres tunge af for at de ikke skal bande.

Et nigeriansk ægtepar nægtede at lade deres datter omskære. Dette fremkaldte farmoderens vrede, som frygtede at pigen ville blive løsagtig som voksen. Men pigen fik en god moralsk opdragelse og bevarede sin renhed. Andre børn i denne families omgangskreds, hvis forældre ikke tog sig tid til at indpode sunde moralnormer i børnene, endte med at blive promiskuøse på trods af at de var omskåret. Nu er bedstemoderen blevet overbevist om at det vigtigste ikke er at barnet omskæres, men at det lærer Guds morallove at kende.

Hvis vi elsker vore døtre vil vi tænke på de alvorlige komplikationer der er forbundet med at lade dem omskære, og vi vil ikke have noget med denne skik at gøre. Det kræver mod, for nogle steder bliver man udsat for et stærkt socialt pres til at følge traditionen.

Religiøs tilknytning

Det er lærerigt at studere historien bag skikken at omskære piger. Man har omskåret kvinder i århundreder, hvilket endda kan ses på mumier fra det gamle Ægypten. Tidsskriftet Plastic and Reconstructive Surgery bemærker: „Omskærelse af kvinder blev praktiseret i det gamle Ægypten og har forbindelse til den faraoniske tro på gudernes biseksualitet.“ Den dag i dag kaldes den alvorligste type kvindelig omskærelse for „faraonisk omskærelse“.

Nogle steder er der gamle religiøse ceremonier forbundet med omskærelsen. En afrikansk ekspert har forklaret at især én ceremoni betragtes som en fællesskabsakt med en fædrene gud, som man anmoder om beskyttelse fra så pigerne kan klare operationen og samtidig få deres forfædres visdom. — Jævnfør Andet Korintherbrev 6:14-18.

Det er ikke svært at forstå hvorfor sande kristne der lever i lande hvor omskærelse af kvinder praktiseres, ikke følger denne tradition. Der er ikke så meget som en antydning i Bibelen af at det skulle være nødvendigt at udføre denne lemlæstende operation på kvinder. Det er klart at Skaberen dannede kvinden sådan at hun var i stand til at nyde det seksuelle samliv inden for ægteskabets rammer. At lemlæste en kvindes kønsorganer er ikke et udtryk for kærlighed, medfølelse og rimelighed, egenskaber som fremhæves i Bibelen. — Efeserne 5:28, 29; Filipperne 4:5.

Hvad vigtigere er, kærlighedens Gud, Jehova, bedrøves over denne forfærdelige lemlæstelse og de forfærdelige pinsler den påfører millioner af kvinder og småpiger. Vi kan glæde os over at han har givet løfte om at skabe en ny verden hvor ingen vil lide mere! — Åbenbaringen 21:3, 4.

[Fodnote]

[Ramme på side 21]

Hvad med omskærelse af drenge?

Nogle vil måske spørge om det ikke også er lemlæstende at omskære drenge? Bibelen oplyser at Gud engang påbød at alle af mandkøn skulle omskæres. Men efter den kristne menigheds oprettelse var det ikke længere påkrævet, skønt heller ikke forbudt. Det var op til den enkelte om han ville lade sig selv eller sine sønner omskære.

I dag er det mange steder almindeligt at omskære drenge. Sandt nok indebærer operationen at man fjerner noget af kødet. Men indgrebet kan slet ikke sammenlignes med omskærelse af piger. Som hovedregel har drenge ingen mén efter omskærelsen. Det har omskårede piger derimod. Normale kvindelige funktioner som menstruation, samleje, barnefødsel og vandladning er ofte livet igennem forbundet med ulidelige smerter. Ekstremt komplicerede børnefødsler har forårsaget alvorlige fødselsdefekter blandt spædbørn og mange nyfødtes død.

Hvor mange mænd ville underkaste sig selv eller deres sønner en operation som lemlæstede deres mandlige kønsorgan og forhindrede enhver nydelse under kønsakten, foruden at den forårsagede vedvarende smerte og indebar en sundhedsrisiko resten af deres liv? Nej, mandlig og kvindelig omskærelse er to vidt forskellige ting.

[Ramme på side 23]

En afrikansk pige fortæller

’Jeg var otte år da jeg blev omskåret. Nu er jeg 11. Men jeg husker lige så tydeligt operationen. Alene tanken om den gør mig ked af det, og somme tider har jeg mareridt. For det meste er jeg glad, men når jeg mindes det der er sket, føler jeg mig helt død indvendig.

Jeg var henrykt første gang jeg hørte om omskærelsen. Min familie og venner ville give mig mange gaver. Jeg vidste ikke hvad en omskærelse var, og jeg troede ikke at det gjorde ondt.

Men min begejstring forsvandt. Jeg begyndte at græde og blev rædselsslagen. Fire kvinder holdt mine arme og ben. En kvinde holdt mig for munden. Jeg forsøgte at gøre mig fri, men de var stærkere end mig og tvang mig ned igen. Det gjorde bare så ondt.

Da de skar mig med kniven, sprøjtede det med blod overalt. Jeg har aldrig troet at noget kunne gøre så ondt. Bagefter dækkede de såret med en blanding af æg og sukker. Derefter bandt de mine ben sammen. Jeg blev båret tilbage til bilen. Jeg græd hele vejen tilbage til landsbyen.’ — Uddrag fra den kenyanske avis The Standard.

[Kildeangivelse på side 20]

WHO/OXFAM