Voldtægtens realitet

HVER måned bliver mindst 40 danske kvinder voldtaget. Og på den tid det tager dig at læse denne side vil der blive voldtaget én kvinde i USA. Ofte er de kvinder der bliver voldtaget alene og bliver skændet af en de kender i forvejen. Ofte bliver de slået. Måske gør de modstand. Og for det meste frygter de for deres liv.

Voldtægt er en af de former for voldskriminalitet som er i hurtigst stigning. I tiåret 1980-90 steg antallet af anmeldte voldtægter med 34 procent i Danmark, og det er endda langtfra alle voldtægter der anmeldes.

I Frankrig steg antallet af anmeldte voldtægtsforsøg 62 procent mellem 1985 og 1990. I Canada var antallet af sædelighedsforbrydelser i 1990 blevet fordoblet til 27.000 på blot seks år. I Tyskland sker der et seksuelt overfald på en kvinde hvert syvende minut. I USA finder der hver time 16 voldtægtsforsøg sted, og 10 af dem fuldbyrdes. Dertil kommer at antallet af uanmeldte voldtægter måske er ti gange højere!

Men heller ikke mænd går ram forbi. Cirka hvert 10. voldtægtsoffer er en mand. Og desuden „lider [mændene] under at de lever i et samfund hvor halvdelen af befolkningen har grund til at være vrede, mistænksomme og bange,“ siger psykologen Elizabeth Powell. De er måske konstant bekymrede for deres hustruer, mødre, søstre, døtre og venner, eller de må kæmpe med skyldfølelse og smerte når én de elsker bliver voldtaget.

Hvorfor er det gået sådan?

Voldtægt trives i samfund som tolererer vold og seksuel manipulation. I en række lande bliver mænd og kvinder fra barndommen bombarderet med negative impulser og fejlinformationer om sex. Dette sker gennem medierne, familien og deres jævnaldrende. De får den farlige opfattelse at sex og vold hører sammen og at kvinden er til for at tilfredsstille manden seksuelt, uanset om hun har lyst eller ej.

Læg mærke til hvordan Jay, en 23-årig arkivar, ser på sagen. „Samfundet fortæller én at man skal gå i seng med en masse kvinder for at være en rigtig mand,“ siger han. „Men hvad så hvis man ikke gør det? Hvad er man så?“ På grund af dette pres kunne han selv finde på at voldtage en kvinde hvis hun gjorde ham vred eller frustreret.

Denne voldelige og aggressive holdning til kvinder kendetegner voldtægtsplagede kulturer, mener forskeren Linda Ledray. Hun siger videre: „I vid udstrækning spiller voldtægtsforbryderen blot sin rolle efter det sociale mønster.“ Film og fjernsyn er med til at skabe dette destruktive sociale mønster. Voldtægt er et almindeligt tema i pornografi. Men faktisk viser undersøgelser at voldsfilm uden et seksuelt indhold avler en mere aggressiv holdning til kvinder end film som indeholder åbenlys sex men ingen vold. Fjernsynet „viser noget af den mest manipulerende sex man kan finde,“ siger Elizabeth Powell. Hvad er mediernes budskab? Det er: „Hvis du er vred, så lad det gå ud over andre.“

Dette budskab efterleves i de mange løse forhold, med tragiske resultater til følge. I en verden som bliver mere og mere eftergivende, føler mange mænd at kvinder skylder dem sex, især hvis manden har spenderet store summer på kvinden eller hvis hun i begyndelsen virkede modtagelig for hans tilnærmelser.

„En kvindes nej til sex tages ikke alvorligt,“ udtaler journalisten Robin Warshaw. Alt for ofte er resultatet voldtægt.

„Den anden voldtægt“

Da Kathi var 15 år blev hun voldtaget af tre medlemmer af et sportshold på hendes skole. Da hendes familie retsforfulgte drengene blev hun udstødt og chikaneret af venner, naboer og andre. „Drenge er jo drenge,“ fik familien at vide. I skolen blev Kathi kaldt med sjofle øgenavne, og hendes skab i skolen blev overtegnet med trusler. Voldtægtsmændene fik en betinget dom og blev idømt samfundstjeneste, men de fortsatte som sportsstjerner på skolen. Det var Kathi der blev straffet, hun måtte udholde drillerier i månedsvis. Til sidst tog hun sit eget liv.

Kathis tilfælde er et tragisk eksempel på hvordan voldtægtsofre foruden at blive krænket fysisk af voldtægtsforbryderen, derefter bliver krænket følelsesmæssigt af andre. Mange kvinder føler at fejlagtige opfattelser af voldtægt er årsag til at offeret får skylden for forbrydelsen. Venner, familie, politi, læger, dommere og nævninge — de som skulle hjælpe offeret — deler måske nogle af disse fejlagtige opfattelser og gør offeret lige så stor fortræd som voldtægtsforbryderen har gjort. Dette er så alvorligt et problem at nogle har kaldt det „den anden voldtægt“.

Myterne om voldtægt skaber en falsk tryghedsfølelse. Mange tænker at hvis blot de kan finde fejl ved offerets adfærd — ’hun gik i stramt tøj’ eller ’hun gik alene ud om aftenen’ eller ’hun indvilligede i det’ — kan de selv føle sig trygge, forudsat de ikke begår samme bommert. Alternativet — at voldtægt er en vanvittig voldshandling som kan gå ud over alle og enhver, uanset påklædning — er en alt for skræmmende tanke.

En kvinde som blev voldtaget af én hun opfattede som „tiltalende og respektabel“, siger: „Det værste man kan gøre er at tro at det ikke vil ske for én selv.“

Myter og fakta om voldtægt

Følgende er nogle af de indgroede men fejlagtige opfattelser af voldtægt som giver offeret skylden og er med til at bekræfte de holdninger der foranlediger nogle til at begå voldtægt:

Myte: Kvinden kender ikke voldtægtsforbryderen.

Fakta: De fleste kvinder bliver voldtaget af en de kender eller har tillid til. I én undersøgelse kendte 84 procent af ofrene gerningsmanden, og 57 procent af voldtægterne fandt sted i forbindelse med stævnemøder. Én ud af syv gifte kvinder vil blive voldtaget af deres egne mænd. Et tiltvunget samleje er voldeligt og følelsesmæssigt traumatisk uanset om det er en fremmed, en ægtefællea eller én man kommer sammen med der fuldbyrder det.

Myte: Der er kun tale om voldtægt hvis kvinden bagefter har skrammer der vidner om at hun har gjort modstand.

Fakta: Uanset om kvinden har gjort fysisk modstand eller ej, er det få kvinder der har synlige skrammer som blå mærker eller snitsår.

Myte: Et voldtægtsoffer er medskyldigt hvis hun ikke har gjort aktiv modstand.

Fakta: Der er pr. definition tale om voldtægt når der anvendes magt eller trues med brug af magt for at opnå seksuelle ydelser, uanset af hvilken type, imod en persons vilje. Det er voldtægtsforbryderens brug af magt over for et uvilligt offer som gør ham til voldtægtsforbryder. Voldtægtsofferet har således ikke gjort sig skyldigt i utugt. På grund af selve truslen om anvendelse af den større magt den anden har, kan hun, ligesom et incestoffer, blive tvunget til noget imod sin vilje. Når en kvinde skræmmes til at give efter for en voldtægtsforbryder, betyder det ikke at hun indvilliger i handlingen. Et samtykke forudsætter et frit valg, uden trussel, og er aktivt, ikke passivt.

Myte: Voldtægt er en lysthandling.

Fakta: Voldtægt er en voldshandling. Mænd voldtager ikke kun for at blive tilfredsstillet seksuelt, men også fordi de ønsker at udøve magt over et andet menneske.b

Myte: En kvinde kan ægge eller lokke en mand i en sådan grad at han ikke længere kan beherske sin seksualdrift.

Fakta: Mænd som voldtager har ikke en stærkere seksualdrift end andre mænd. Faktisk er en tredjedel af alle voldtægtsforbrydere ikke i stand til at gennemføre samlejet. I de fleste tilfælde er voldtægten en planlagt handling, ikke en spontan indskydelse. Fremmede voldtægtsforbrydere skygger deres offer indtil hun er alene; en forbryder der kender sit offer arrangerer det sådan at de kun er de to sammen.

Myte: En kvinde anklager en mand for at have begået voldtægt for at hævne sig på ham eller fordi hun er flov over at have stået i et seksuelt forhold til ham.

Fakta: Der er ikke flere falske anmeldelser af voldtægt end af andre voldsforbrydelser, nemlig kun 2 procent. Derimod er forskerne enige om at kun en brøkdel af voldtægterne anmeldes.

Myte: Kvinden „beder“ om at blive voldtaget ved at gå i udfordrende tøj, drikke alkohol, lade manden betale for hende eller gå med ham hjem.

Fakta: At en kvinde mangler dømmekraft, er naiv eller uvidende betyder ikke at hun fortjener at blive voldtaget. Voldtægtsforbryderen bærer det fulde ansvar.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 3]

Hver fjerde kvinde i De Forenede Stater vil blive offer for voldtægt eller voldtægtsforsøg

[Tekstcitat på side 4]

Voldtægt trives i samfund som tolererer vold og seksuel manipulation

Hvordan man undgår at blive voldtaget

Eric var høj og flot, og ud af en velhavende familie. Lori var 19 og var blevet inviteret ud til Eric og hans værelseskammerat. Da hun kom til grillfesten i Erics hjem vidste hun ikke at det andet par der også skulle komme havde meldt afbud. Snart begyndte de andre gæster at forlade selskabet.

„Jeg følte at der var noget galt, at der var et eller andet i gære, men jeg skød tanken fra mig,“ fortæller hun.

Da Eric og Lori var blevet alene voldtog han hende. Lori anmeldte aldrig voldtægten til politiet, og senere flyttede hun flere hundrede kilometer væk for at undgå at møde Eric igen. Et år senere var hun stadig bange for at lave aftaler med unge mænd.

RISIKOEN for at blive voldtaget bliver større og større, og en kvindes bedste forsvar er at passe på og være beredt. Det er ikke altid man kan undgå en voldtægtssituation, men ved at vide hvordan voldtægtsforbrydere tænker og hvordan de planlægger deres overgreb kan man lære faresignalerne at kende.a Et gammelt ord siger: „De fornuftige ser vanskelighederne forude og undgår dem, men den tankeløse går lige ind i dem og fortryder senere.“ — Ordsprogene 27:12, Today’s English Version.

Den bedste måde at undgå voldtægt på er ved at undgå voldtægtsforbrydere. Man bør være opmærksom på det adfærdsmønster hos en mand — selv en mand man kender godt — der kan afsløre ham som en potentiel voldtægtsforbryder. (Se rammen, side 7.) Nogle mænd vil undskylde sig med at kvinden ved sit valg af klædedragt eller sin villighed til at være alene med ham ligefrem indbød til voldtægt. Selv om kvinden ikke kan anklages som den skyldige hvis en mand nærer sådanne forvrængede idéer, er det vigtigt at hun kan gennemskue ham.

Vær ikke alene med en mand du ikke kender godt. (Selv når det er en nær bekendt, skal man passe på.) En fremmed kan komme til ens hjem og foregive at være reparatør, men faktisk være voldtægtsforbryder. Lad ham dokumentere sin identitet. Hvis det er en du kender som har taget dig med i sin bil, vil vedkommende ofte finde på svinkeærinder som undskyldning for tage et smut forbi sit hjem eller han vil løgnagtigt hævde at der er en gruppe mennesker på det sted hvor I skal mødes. Lad ham ikke stikke dig blår i øjnene.

Hvis der er tale om et stævnemøde, så sørg enten for at være sammen med flere andre eller for at have en anstandsdame med. Kend den anden godt, og sæt klare grænser for hvor intime kærtegn, om overhovedet nogen, du vil tillade. Vær forsigtig med alkohol! Man kan ikke være opmærksom på en eventuel fare hvis ens tanker er slørede. (Jævnfør Ordsprogene 23:29-35.) Stol på din sjette sans. Hvis du føler dig ilde tilpas i den andens selskab, så lad ikke tvivlen komme ham til gode, men dig. Se at komme væk.

Forældre til teenagere bør drøfte med deres børn hvordan man undgår at blive voldtaget. De må omtale specifikke situationer, for de fleste voldtægtsforbrydere og voldtægtsofre er unge.

Reagér hurtigt

Det er ikke altid at man bliver klar over at der er optræk til en voldtægt. Pludselig er du måske alene med en mand som er stærkere end dig og som ønsker at tvinge dig til at være seksuelt sammen med ham. Hvad så?

Reagér hurtigt, og husk at det gælder om at komme væk. En voldtægtsforbryder ser ofte sit offer an før han slår til, så det er vigtigt at forpurre hans planer hurtigst muligt før han føler sig sikker nok til at indlede sit forehavende. Voldtægtseksperter siger at man kan reagere på to måder — med passiv og med aktiv modstand. Prøv først med passiv modstand, og hvis det ikke er nok må du gå over til aktiv modstand.

Passiv modstand kan bestå i alt, lige fra at trække tiden ud ved at tale med voldsmanden eller foregive at man har en kønssygdom, til at kaste op på ham. (Jævnfør Første Samuelsbog 21:12, 13.) „Det er kun fantasien der sætter grænser,“ skriver Gerard Whittemore i sin bog Street Wisdom for Women: A Handbook for Urban Survival (Gadekløgt for kvinder: En håndbog i at overleve i storbyen).

Den passive taktik — alt andet end fysisk kamp med forbryderen — kræver at man holder hovedet koldt og forsøger enten at distrahere eller berolige angriberen. Hvis din modstand gør ham vred og voldsom, så forsøg noget andet. Men pas på ikke at lade dig manøvrere ind i et endnu mere isoleret område mens du prøver at finde på noget. Og husk at en af de mest effektive former for passiv modstand er at skrige. — Jævnfør Femte Mosebog 22:23-27.

En anden mulighed er at være afgjort og resolut. Tal lige ud af posen og fortæl angriberen at du ikke er til sinds at opfylde hans ønsker. Hvis der er tale om et stævnemøde kan man forsøge at chokere vedkommende ved at kalde tingene ved deres rette navn. Råb: „Det her er voldtægt! Jeg ringer til politiet!“ Det kan måske få en voldtægtsmand til at tænke sig om en ekstra gang.

Sæt magt bag ordene

Hvis ord ikke slår til, så vær ikke bange for at yde aktiv modstand. Det øger ikke risikoen for at du bliver kvæstet eller dræbt, lige så lidt som ens sikkerhed er garanteret hvis man giver efter. Derfor råder de fleste voldtægtseksperter til at man tager kampen op.

Mange kvinder vægrer sig ved at skulle slå fra sig fordi de hele livet har lært at være venlige, tilbageholdende og underdanige, selv når de bliver truet. Derfor må du på forhånd have gjort op med dig selv at du vil gøre modstand; derved undgår du at spilde dyrebare minutter på grund af tøven.

Du må føle dig harmfuld og krænket når nogen vil true eller presse dig. Tænk på at det hele er forberedt og at voldtægtsforbryderen regner med at du vil give efter. Bliv vred, ikke bange. „Din frygt er angriberens stærkeste våben,“ siger forskeren Linda Ledray. Vær ikke bange for at overreagere eller for at du tager dig tåbelig ud. „Hellere være grov end blive voldtaget,“ siger en ekspert. Kvinder som har holdt stand mod overfaldsmænd har som regel handlet beslutsomt og forsøgt med mere end én taktik, deriblandt med at bide, sparke og skrige.

Hvis du ikke er i stand til at afværge voldtægten, så koncentrér dig om senere at kunne identificere forbryderen. Forsøg om muligt at tilføje ham sår eller at rive hans tøj i stykker så der bliver efterladt blod og stofrester på dig. Måske føler du dig på dette tidspunkt tappet for al energi. Men „så bebrejd ikke dig selv at du ’lod’ ham voldtage dig,“ siger Robin Warshaw i I Never Called It Rape (Jeg kaldte det ikke voldtægt). „Man behøver ikke at blive lemlæstet eller dræbt for at ’bevise’ at man blev voldtaget.“

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

En potentiel voldtægtsforbryder

□ Træder på dine følelser ved at fornærme dig, ignorere dine synspunkter eller blive vred og irriteret når du kommer med et forslag.

□ Vil bestemme alt i dit liv, deriblandt hvad du skal gå klædt i og din vennekreds. Ønsker at træffe alle beslutninger ved et stævnemøde, for eksempel hvad I skal spise og hvilken film I skal se i biografen.

□ Bliver jaloux uden grund.

□ Taler nedladende om alle kvinder.

□ Drikker sig beruset og presser også dig til at gøre ham selskab.

□ Forsøger at forføre dig og ønsker at I skal være alene.

□ Vil ikke have at du betaler når I er ude, og tager det fortrydeligt op hvis du forsøger på det.

□ Har en voldelig opførsel, griber for eksempel fat i dig eller skubber.

□ Skræmmer dig ved at sidde for tæt, spærre for dig, røre ved dig når du ikke vil have det eller snakke som om han kender dig bedre end han gør.

□ Kan ikke tåle skuffelser uden at fare i flint.

□ Betragter dig ikke som ligeværdig.

□ Elsker våben og er grusom mod dyr, børn eller mennesker han kan tyrannisere.

Fra bogen I Never Called It Rape af Robin Warshaw.

[Illustration på side 7]

Kvinder som har holdt stand mod overfaldsmænd har som regel handlet beslutsomt og forsøgt med mere end én taktik, deriblandt spark og skrig

Hvordan man kommer over en voldtægt

For treogtredive år siden blev Mary voldtaget under knivstrusler. Den dag i dag begynder Marys hjerte at banke og hendes håndflader at blive klamme når hun taler om det. „Det er det mest nedværdigende en kvinde kan komme ud for,“ siger hun, stærkt bevæget. „Det er grimt og afskyeligt.“

VOLDTÆGT kan være en af de værste følelsesmæssige oplevelser i en persons liv, og den kan følge én resten af livet. I én undersøgelse havde næsten en tredjedel af de interviewede voldtægtsofre overvejet at begå selvmord, og flertallet sagde at voldtægten havde ændret deres personlighed.

Følgerne kan især være traumatiske hvis kvinden i forvejen har kendt overfaldsmanden, for så er det nemlig mindre sandsynligt at hun får støtte fra andre, enten fordi hun fortier det skete eller fordi ingen tager for gode varer at det var voldtægt. Eftersom hun er blevet krænket af én hun har stolet på, er det også mere sandsynligt at hun vil bebrejde sig selv og tvivle på sin evne til at bedømme andre mennesker.

Tag imod hjælp

Mange voldtægtsofre reagerer først med chok og benægtelse. En kvinde blev voldtaget kort før hun skulle til en afgørende eksamen. Hun skubbede voldtægten fra sig indtil hun havde taget sin eksamen. En anden siger: „Jeg ønskede ikke at huske noget, for jeg blev overfaldet af en af mine nære venner. Jeg anede ikke at man kunne blive voldtaget af en man kendte. Det lyder måske skørt, men det gjorde at jeg mistede ethvert håb. Jeg følte mig så alene.“

Nogle kvinder fortsætter med at benægte det der er sket og fortæller ikke andre om voldtægten. De fortrænger oplevelsen i årevis, hvilket blot forsinker helbredelsesprocessen og giver andre følelsesmæssige problemer som man ikke forbinder med voldtægten.

Som regel begynder det ikke at gå den rigtige vej før man får lettet sit hjerte. En nær ven kan hjælpe én til at erkende at man har været udsat for voldtægt, men at man er uden skyld. Et gammelt ordsprog siger: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ (Ordsprogene 17:17) Og åndelige hyrder kan være som „et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen“. (Esajas 32:2; 1 Thessaloniker 5:14) For nogle kan det at kontakte et krisecenter eller en professionel behandler være en hjælp til at forstå sig selv.

Mange er ofte beklemte ved at tale om voldtægten fordi de nages af skyldfølelse, især hvis de er blevet pirret seksuelt under overgrebet. De føler sig tilsmudsede og uduelige og giver sig selv skylden for voldtægten — selv om det helt og holdent er voldtægtsforbryderen der må lastes.

„At man har en god ven man kan tale ud hos kan gøre en stor forskel,“ siger Mary, som betroede sig til en medkristen. „Jeg kunne snakke med hende uden at føle mig tilsmudset og brændemærket på grund af voldtægten.“

Støt det du kan

Det ville være forkert og ukærligt af pårørende at spille bagkloge eller opkaste sig til dommere over hvorvidt den voldtagne kvinde „virkelig blev voldtaget“. Man bør aldrig så meget som antyde at hun nød det eller var umoralsk. Det vigtigste en ven kan gøre når kvinden beder om hjælp, er at tro hende på ordet. Bekræft hende. Vær parat til at lytte når hun har lyst til at betro sig, men forsøg ikke at udfritte hende.

Hvis voldtægten er sket for nylig, kan venner hjælpe offeret med at søge læge og tilbyde hende et sted at være hvor hun føler sig mere sikker. Tilskynd hende til at anmelde forbrydelsen, men lad hende træffe beslutningerne selv. Hun har netop været ude for at blive berøvet al kontrol. Giv hende noget af selvtilliden tilbage ved at lade hende selv afgøre hvilke skridt hun nu vil tage.

Familier til voldtægtsofre må passe på ikke at give sig deres følelser i vold. Det er naturligt at de ønsker at finde en syndebuk eller ønsker at hævne sig på voldtægtsforbryderen, men ingen af delene hjælper offeret. (Romerne 12:19) At give andre end voldtægtsforbryderen skylden tjener intet formål, og det er farligt at søge at hævne sig. Det vil få offeret til at frygte for sine nærmestes sikkerhed i stedet for at kunne koncentrere sig om at blive rask.

Familien bør også være på det rene med at mange ofre betragter det seksuelle anderledes efter en voldtægt. I deres bevidsthed er sex blevet et våben, og de kan for en tid have problemer med kønslivet, også selv om de elsker og stoler på deres ægtefælle. Derfor bør en ægtemand ikke presse sin hustru til at genoptage det kønslige samliv før hun er parat. (1 Peter 3:7) Familien kan være med til at opbygge en ung kvindes selvagtelse og vise hende at hun stadig er elsket og respekteret. Det vil være nødvendigt med fortsat støtte mens offeret går den ofte tunge vej mod følelsesmæssig helbredelse.

Kampen mod frygt og depression

Kvinder som er blevet voldtaget siger at det værste er frygten. De fleste voldtægtsofre troede ikke at de overlevede voldtægten. Senere er de bange for at blive voldtaget igen og går måske endda i evig angst for at møde voldtægtsmanden.

Den frygt man oplevede under voldtægten kan blive genvakt af lyde, lugte og steder der vækker mindelser. Hvis en kvinde blev voldtaget i en gyde, er hun måske bange for at gå ind i en gyde. Hvis hun blev voldtaget hjemme, føler hun sig måske ikke mere tryg dér og kan være tvunget til at flytte. Selv lugten af den barbersprit som overfaldsmanden brugte kan fremkalde ubehagelige minder.

Voldtægt medfører sjældent graviditet, men mange ofre gyser ved tanken om at det skulle ske. Mange nærer også en begrundet frygt for at have pådraget sig en kønssygdom. Og cirka halvdelen af ofrene lider af depression, håbløshed og mindreværdskomplekser, følelser som kan vare fra få uger til adskillige måneder. De kæmper også med frygt, fobier og panikanfald.

Selv om kvinden måske ikke kan forhindre en voldtægt, kan hun med tiden forsøge at få herredømme over sine tanker og følelser og sine reaktioner på overfaldet. Hun kan lære at komme de negative tanker til livs og få et positivt syn på sig selv.

„I stedet for at sige til dig selv at du er svag, uduelig eller hjælpeløs, skal du lære at fortælle dig selv hvor godt du klarer dig og hvor langt du er kommet oven på al den tumult der var i forbindelse med overfaldet,“ siger Linda Ledray i bogen Recovering From Rape (Hvordan man kommer over en voldtægt). „For hver dag der går hvor du føler dig mindre overvældet af negative tanker og følelser, skal du sige til dig selv: ’Jeg er ved at genvinde kontrollen.’“

Man kan også bearbejde frygten ved at lære at identificere det der fremkalder den. Når offeret først har fundet ud af at gøre det, kan hun spørge sig selv hvor begrundet frygten er. Hvis hun ser en der ligner voldtægtsforbryderen må hun sige til sig selv at det ikke er ham og at vedkommende ikke er ude på at skade hende.

En anden metode til bekæmpelse af frygt er systematisk desensibilisering. Kvinden skriver en liste over de aktiviteter eller situationer hun er bange for, og inddeler dem efter hvor skræmmende hun opfatter dem. Derefter forestiller hun sig at hun er i den mindst frygtindgydende situation indtil den ikke længere virker skræmmende. Dernæst går hun videre i listen indtil hun trygt kan tænke på alle situationerne.

Med hjælp fra en ven kan hun derefter gøre fremskridt i at foretage sig aktiviteter i det virkelige liv, for eksempel bevæge sig uden for hjemmet eller være alene om aftenen. Til sidst kan hun kontrollere sin frygt så den ikke kaster skygger over hendes dagligdag. Men hun må forstå at dét at være bange for visse aktiviteter — for eksempel at gå ned ad en mørk gade en sen aften — kun er normalt, og den frygt er der ingen grund til at forsøge at overvinde.

Bearbejd vreden

Voldtægtsofre fyldes også med en vrede som til at begynde med rettes mod alle mandspersoner, men senere kun mod voldtægtsforbryderen. Vrede får ofte folk til at handle i blinde. Andre reagerer ved at undertrykke deres følelser. Men vreden kan bruges til noget konstruktivt, og den måde hvorpå en kvinde bearbejder sin vrede kan hjælpe hende på fode igen. Bibelen siger: „Bliv vrede, men synd dog ikke.“ — Efeserne 4:26.

Offeret skal ikke være bange for at give sin vrede luft. Man kan tale med andre om den. At være optaget af retssagen eller at skrive dagbog kan være en hjælp. Desuden kan man få afløb for sin vrede gennem fysiske aktiviteter, for eksempel ved at spille tennis, badminton eller håndbold, eller ved at gå ture, jogge, cykle eller svømme — hvilket samtidig er en hjælp til at bekæmpe depression.

Man kan genvinde kontrollen over sit liv.

Hvordan kan man komme voldtægt til livs?

At sætte en stopper for voldtægt er ikke blot et spørgsmål om at kvinder skjuler sig for voldtægtsforbrydere eller lærer at forsvare sig. „Det er mændene der voldtager, og det er mændene der — kollektivt — har magt til at stoppe voldtægt,“ siger forfatteren Timothy Beneke i sin bog Men on Rape.

Voldtægt vil ikke høre op, før mændene hører op med at betragte kvinder som seksualobjekter. Mændene må forstå at et godt forhold ikke bygger på vold. Modne mænd kan forsøge at tale andre mænd til fornuft. Både mænd og kvinder kan nægte at lægge øre til mandschauvinistiske vittigheder, at se film der skildrer seksuelle overgreb eller støtte firmaer som forsøger at sælge deres produkter ved at spille på det seksuelle. Bibelen indeholder følgende råd: „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige; heller ikke skammelig adfærd eller tåbelig tale eller sjofel skæmten, ting som ikke er passende, men hellere taksigelse.“ — Efeserne 5:3, 4.

Forældre kan ved deres eksempel lære børn at vise respekt for kvinder. De kan lære deres sønner at betragte kvinder på Jehova Guds måde. Gud er ikke partisk. (Apostelgerninger 10:34) Forældre kan lære deres sønner at være venner med kvinder og omgås dem frit og utvungent, ligesom Jesus gjorde. De kan lære deres sønner at kønsakten er en måde at vise inderlig kærlighed på, en kærlighed som er forbeholdt ens ægtefælle. Forældre kan tydeligt vise at hverken vold eller undertrykkelse af andre vil blive tolereret. (Salme 11:5) De kan tilskynde deres børn til ærligt at drøfte seksuelle spørgsmål med dem, og til at modstå seksuelt pres.

Et problem der snart vil blive løst

Voldtægt vil imidlertid ikke ophøre medmindre der sker nogle gennemgribende omvæltninger i samfundet. „Voldtægt er ikke blot et individuelt problem [men] også et familieproblem, et socialt problem og et nationalt problem,“ siger forskeren Linda Ledray.

I Bibelen gives løfte om et jordomspændende samfund uden vold, hvor intet menneske længere ’udøver myndighed over det andet til skade for det’. (Prædikeren 8:9; Esajas 60:18) Den tid vil snart komme da Jehova Gud ikke længere vil tolerere magtmisbrug, heller ikke voldtægt. — Salme 37:9, 20.

I denne nye verdens samfund vil alle blive oplært til at være fredelige, og de vil elske hinanden uanset køn, race og nationalitet. (Esajas 54:13) Til den tid vil de sagtmodige kunne leve uden at frygte for venner eller fremmede og vil „glæde sig over megen fred“. — Salme 37:11.

[Ramme/illustration på side 9]

Hvis du bliver voldtaget

□ Søg lægehjælp.

□ Hvis du ønsker det, kan du bede en rådgiver hjælpe dig med de lægelige og juridiske undersøgelser.

□ Ring til politiet så snart du er i stand til det. Rådgivere anbefaler at man anmelder overgrebet af hensyn til ens egen og andre kvinders sikkerhed. At anmelde forbrydelsen er ikke det samme som at anlægge sag, men hvis du senere vælger at gå til domstolene vil din stilling være svækket hvis forbrydelsen er anmeldt for sent.

□ Bevar bevismaterialet. Lad være med at tage bad, skifte tøj, vaske hår eller nette dig, og fjern ikke finger- eller fodaftryk.

□ Lægepersonalet vil samle beviserne og teste dig for kønssygdomme og for eventuel graviditet. Hvis der tilbydes svangerskabsforebyggende midler, også kendt som dagen-derpå-piller, bør kristne imidlertid være opmærksomme på at sådanne stoffer kan få kroppen til at afstøde et befrugtet æg.

□ Gør hvad du kan for at føle dig tryg — udskift låse, blokér dørene, tag ophold hos venner — også selv om det kan virke på andre som om du overreagerer.

□ Find først og fremmest trøst i Bibelen, bed til Jehova, sig hans navn højt, både under og efter overgrebet. Støt dig til de ældste og andre nære venner i menigheden. Overvær møderne hvis det er muligt, og vær sammen med dine medkristne i tjenesten.