Verdens største udgravning

EN VEN havde sagt til mig: „Hvis I tager til Salt Lake City må I ikke gå glip af at se Kennecott-kobberminen i Bingham Canyon. I vil blive overraskede over det I ser.“ Min hustru og jeg fik mulighed for at besøge minen i august 1992. Vi fandt ud af at vores ven ikke havde overdrevet.

I roligt tempo kørte vi 42 kilometer sydvest for Salt Lake City, i Utahs brændende, tørre hede. Mens vi kørte i retning ad den nærliggende Oquirrh-bjergkæde så vi snart vort mål — ude i horisonten var der en enorm, okkerfarvet plet der stod i kontrast til de omkringliggende bjerge som havde en mørkere farve. Det var Kennecott-kobberminens store udgravninger og terrasser. Men selv dét syn gav os ikke nogen idé om hvad vi havde i vente.

Vi begyndte at køre op ad en stejl bjergside. Vi passerede tippeladvogne på størrelse med små huse — den største kan tage 240 tons klippestykker ad gangen. Ladvognene er så store at deres dæk har en diameter på 3,7 meter — højere end noget menneske. Endelig nåede vi det offentlige udsigtsområde. Her var det så — det største menneskeskabte hul vi nogen sinde havde set!

Da vi kiggede ud over kanten og ned på bunden af hullet, lignede de store tippeladvogne legetøjsbiler. Vi stirrede ned i en udgravning der var mere end 800 meter dyb og havde en diameter på 4 kilometer. Bunden ligger mere end 1500 meter over havoverfladen, og den øverste kant af hullet når op på 2400 meter. Den er så dyb at verdens højeste bygning, Sears Tower i Chicago, med sine 440 meter, kun ville nå til midten af minen. Det firma der foretager udgravningerne regner med at grave yderligere 260 meter ned, og de forventer at det i hvert fald vil give dem arbejde indtil år 2020.

Minen ser ud som et enormt amfiteater med 15 meter høje terrasser, der ligner bænke. Disse er anlagt som trapper ned til den dybe afgrund. Vi fik at vide at denne kobbermine kan ses ude fra rummet. Alt dette begyndte i det små for 130 år siden da bjerget endnu var over 2400 meter højt.

Latterliggjort

Minedriften tog sin begyndelse i 1863 med oberst Patrick Connor fra Fort Douglas. Det var imidlertid minedrift i lille målestok, og det gav ikke noget overskud. Minen i Bingham Canyon begyndte som sådan først i 1906 da Daniel Jacklings kobberfirma i Utah, og et konkurrerende firma, begyndte at bryde malm der kun indeholdt 2 procent kobber. En brochure forklarer at „de blev latterliggjort af datidens minearbejdere, der mente at de aldrig kunne få en fortjeneste ved at bryde så fattig malm“. Hvad mon de ville sige i dag hvor procentdelen af kobber i malmen kun er 0,6 procent! „Der er udvundet mere kobber i Bingham Canyon end i nogen anden mine i historien. Der er siden minens begyndelse blevet flyttet fem milliarder tons klippestykker.“

Kobber er ikke det eneste produkt — der udvindes også guld, sølv og molybdæn (et metal der bruges til at hærde stål). På ét år brydes 14.000.000 gram guld og over 110.000.000 gram sølv som biprodukter! Det er ikke overraskende at denne mine er blevet kaldt verdens rigeste hul.

Hvis man spørger sig selv hvorfor kobber er så vigtigt, kan man prøve at forestille sig hvad der ville ske hvis alt kobberet blev fjernet i alle elektriske ledninger, i alle generatorer, transformatorer og andet strømførende isenkram. Listen kunne fortsættes og inkludere køleskabe, flyvemaskiner, biler og meget mere. Kobber er et vigtigt metal i det moderne menneskes tilværelse, ligesom det var i fortiden. Kobber er nævnt 166 gange i Bibelen. — 1 Mosebog 4:22; 2 Mosebog 27:1, 2.

Kobberudvinding — ikke en nem proces

Det vi så i det enorme hul er kun begyndelsen til den proces der resulterer i det værdifulde kobber. I minen foregår boringen, sprængningen, læsningen og transporteringen. Malmen køres hen til en malmknuser der er nede i udgravningen, og derfra føres den knuste malm på et transportbånd til et koncentrerings- og procesanlæg 8 kilometer derfra. Her opslæmmes malmen i vand og kobberindholdet forøges fra 0,6 procent til 28 procent ved at uønskede stoffer fjernes.

Derefter kommer smelteprocessen, der sørger for at skille urenheder som jern og svovl fra; og det bløde, smeltede kobber har nu en renhed på 98 procent. Det hældes over i rektangulære forme der kaldes anoder, hvorefter det nedkøles. Det sidste trin er raffineringen. En brochure forklarer: „Anoderne underkastes en elektrolytisk proces hvor kobberet raffineres til en renhed på 99,98 procent.“ Det er under denne proces at man som biprodukter finder guld og sølv. Resultatet af denne behandling bliver nogle plader på 150 kilo, der sælges til brug ved fremstillingen af produkter af kobber, messing og bronze.

Det hele lyder meget simpelt. Men processen er faktisk yderst kompliceret og pladskrævende. Der skal ét tons malm til at producere blot 5 kilo kobber. Næste gang du ser et ledningsnet af kobber eller en kobberpande eller -kedel, så husk at kobberet måske er kommet fra det største hul mennesker nogen sinde har udgravet. — Indsendt.

[Illustrationer på side 24, 25]

Herover: Udgravningen er over 800 meter dyb og har en diameter på 4 kilometer

Højre side, øverst: Smeltning af malm ved en af verdens højeste skorstene

Indføjet: Grafisk fremstilling af kobberets anvendelse

Højre side, nederst: Tippeladvogn der kan tage op til 240 tons malm

[Kildeangivelse]

Foto (ovenfor og øverst side 25) med tilladelse af Kennecott Utah Copper

[Kildeangivelse på side 23]

Foto med tilladelse af Kennecott Utah Copper