Ensomhed — den skjulte lidelse

KAN man udpege dem i en menneskemængde? Kan det ses på deres ansigter? Vil deres smil dække over det? Kan man se det på deres gang, deres holdning? Hvad med den ældre mand der sidder alene på bænken i parken, eller den unge kvinde der på egen hånd går rundt i kunstmuseet — er de plaget af ensomhed? Betragt de tre generationer, moder, datter og barnebarn, der er på indkøb. De ser lykkelige ud, men kan man være sikker? Hvad med dine arbejdskammerater? Du kender dem måske som glade mennesker med omsorgsfulde familier, og med en indkomst der er tilstrækkelig til at de kan leve godt. Kunne en af dem alligevel sige: „Jeg er ensom“? Og er det muligt at den glade og livlige teenager føler sig ensom? Svarene på disse spørgsmål vil nok overraske dig.

At være ensom er ifølge Ordbog over det Danske Sprog en „følelse af sjælelig isolerthed, forladthed“. Det er en følelse af at mangle noget, en følelse af indre tomhed, og det kan ikke altid ses på det ydre når følelsen er til stede. En forsker siger: „I vort samfund er ensomhed en hemmelighed vi ikke røber — somme tider end ikke for os selv. Det er flovt at være ensom. Den fremherskende holdning er at hvis man er ensom må det være ens egen skyld. Ellers ville man helt sikkert have mange venner, ikke?“ Nogle gange kan det faktisk være ens egen skyld at man er ensom, især hvis man forventer eller kræver mere af andre end rimeligt er.

Ensomme kvinder

Det lader til at sagkyndige er enige om at kvinder — især gifte kvinder — i alle aldre forventer mere af livet end mænd. Det er forståeligt nok at enker, fraskilte kvinder og ældre enlige kvinder til tider føler sig ensomme. Men hvad med de tilsyneladende lykkeligt gifte kvinder der har familie? Lyt engang til dette hjertesuk fra en skolelærerinde på 40 år: „Jeg har ikke tid til venner; det savner jeg utrolig meget. Men det er ubehageligt at skulle sige det. Hvordan kan jeg føle mig ensom . . .? Jeg har trods alt et godt ægteskab, søde børn, et smukt hjem og et arbejde jeg holder af. Jeg er stolt af det jeg har udrettet. Men der mangler noget.“

Kvinder får ikke nødvendigvis dækket deres behov for selskab ved den gensidige kærlighed der råder mellem ægtefællerne. Den lærerinde der er citeret ovenfor forklarer: „Selv om min mand er min bedste ven, kan han ikke erstatte gode veninder. Mænd hører måske, men kvinder lytter. Min mand ønsker ikke at vide hvor ophængt jeg er. Han vil straks løse problemet. Men veninder vil lade mig tale om det. Og nogle gange har jeg blot behov for at få lov til at snakke.“

Når en kvinde mister en af sine nærmeste ved død eller skilsmisse, kan hun følelsesmæssigt blive bragt helt ud af ligevægt. Ensomheden sætter ind. Den sørgende enke eller fraskilte kvinde må ikke blot hente støtte hos familie og venner, men hun må også vende blikket indad og finde sin egen styrke for at kunne tilpasse sig den nye dagligdag. Tabet vil altid være en del af hendes liv, men hun må indse at det ikke må blive en hindring for at komme videre i livet. Specialister har fundet ud af at de personer der har en stærk personlighed ofte overvinder deres ensomhed hurtigere end andre.

Der er forskellige meninger om hvem der oplever de største sjælekvaler — enken eller den fraskilte. Bladet 50 Plus (Over halvtreds) har skrevet: „Hver gang vi inviterer fraskilte personer til vores støttegruppe for enker, ender det med at de fraskilte og enkerne diskuterer hvem der har det værst. Enken siger: ’Jamen, din ægtefælle er da i det mindste i live,’ mens den fraskilte siger: ’Jamen, du har ikke oplevet at blive vraget på den måde jeg blev det. Du føler dig ikke som en fiasko.’“

Ensomme mænd

Når det drejer sig om ensomhed kan mænd ikke prale af at være det stærkeste af de to køn. „Mænd er ikke så følelsesbetonede; de griber tingene mere fysisk an,“ siger Anne Studner, programvært for en udsendelse for enker og enkemænd fra AARP (Den Amerikanske Forening for Pensionister). „Kvinder fortæller deres historie 10 milliarder gange; mænd forsøger at finde en ny kone i stedet for at bearbejde deres sorg.“ Mandlige psykologer må bruge meget tid på sørgende mænd før klienterne langsomt begynder at tale om deres følelser.

Eksperter har fundet ud af at mænd, i modsætning til kvinder, hellere betror sig til kvinder end til mænd. Dr. Ladd Wheeler fra universitetet i Rochester forsker i ensomhed; han fortæller at mænd ikke stoler nok på hinanden til at de føler sig på bølgelængde følelsesmæssigt. „Behovet for at flygte fra en overvældende følelsesmæssig isolation efter at have mistet sin hustru, og den efterfølgende trang til at tale med en veninde, kan være en del af forklaringen på at mænd typisk gifter sig igen hurtigere end kvinder efter at være blevet enkemænd eller fraskilte.“ — Bladet 50 Plus.

Ensomme unge

Der er mange grunde til at børn og unge bliver ensomme — ofte minder det om grundene til at ældre mennesker bliver ensomme: Flytning til et nyt område og savn af gamle venner; flytning til en ny skole hvor skolekammeraterne ikke kan lide én; religiøse og etniske baggrunde; skilsmisse i hjemmet; følelsen af at ens forældre ikke elsker en; manglende opmærksomhed fra det modsatte køn — sådanne ting er hyppige årsager til ensomhed.

Børn har behov for nogen at lege med. De trænger til at nogen forstår dem og kan støtte dem følelsesmæssigt. De har brug for kærlighed og bekræftelse af deres eget værd. De må have vished for at andre er loyale og pålidelige. Når de føler sig elsket er de trygge, og derved lærer de selv at vise kærlighed. Denne sociale opbakning kan komme fra forskellige kilder — familie, legekammerater og endda kæledyr.

Både piger og drenge, lige fra første klasse til gymnasiet, mærker ofte den samme grad af ensomhed, der mange gange skyldes at de ikke bliver accepteret af deres kammerater. „Jeg har det dårligt fordi jeg er alene og ikke er god til at snakke med andre,“ klager en pige i gymnasiet. „Jeg lytter til læreren og laver mine lektier, det er det hele. I frikvartererne sidder jeg bare for mig selv og tegner eller laver noget andet. Alle de andre snakker med hinanden, men ingen taler med mig. . . . Jeg ved godt at jeg ikke kan blive ved med at holde mig for mig selv, men i øjeblikket kan jeg ikke se andre muligheder.“

Det er imidlertid ikke rigtigt altid at skyde skylden over på andre, for eksempel ved at sige at andre er for snobbede eller reserverede. En person kan have adfærdsmæssige eller sociale vanskeligheder hvis vedkommende for eksempel er meget genert, temperamentsfuld, overdrevent impulsiv eller har svært ved at komme ud af det med sine jævnaldrende. Et fysisk handicap kan også være hæmmende og resultere i at unge i alle aldre føler sig ensomme, medmindre de har en stærk personlighed og er udadvendte.

Hjælp til selvhjælp

Ernæringsvejleder Dolores Delcoma fra universitetet i Fullerton i Californien rammer hovedet på sømmet i en kommentar til en persons forsøg på at bekæmpe ensomhed: „Indsatsen må komme fra hans eget indre. Han må selv indse sit problem. Uanset hvor meget andre prøver at hjælpe, er det kun ham selv der kan bryde ud af skallen.“

Ifølge dr. Warren Jones er mennesker der har svært ved at forandre eller tilpasse sig, tilbøjelige til at blive ensomme: „Disse mennesker gør uforvarende nogle ting der hindrer dem i at få et nært forhold til andre. Nogle ved ikke hvordan man lytter, og de taler så meget at ingen andre kan få et ord indført. De er tilbøjelige til at være mere kritiske over for andre og over for sig selv; de stiller færre spørgsmål, og ødelægger ofte et venskab ved at sige ubehagelige ting til andre.“

Ud over disse mennesker, som dybest set mangler selvagtelse, er der andre som mangler de sociale færdigheder der skal til for at omgås andre. Terapeuten Evelyn Moschetta siger om denne gruppe: „Ensomme mennesker har det ikke godt med sig selv. I deres overbevisning om at de vil blive afvist, gider de ikke at anstrenge sig.“

I modsætning til den gængse opfattelse har forskere imidlertid fundet ud af at ældre mennesker ikke lider så meget af ensomhed som unge. Man kan ikke sige nøjagtig hvorfor. Det har også vist sig at ældres ensomhed oftest skyldes at de savner venner, ikke slægtninge. „Det er ikke fordi familien ikke betyder noget for de ældre. De henvender sig til familien når de har brug for hjælp. Men de kan have en stor og hjælpsom familie og alligevel føle sig meget ensomme hvis de ikke har nogen venner.“

Behovet for nære venner

For mennesker i alle aldre kan nære venner ofte udfylde et hul som familie og slægtninge ikke kan. Enhver har behov for at have en ven, en nær ven, én som han eller hun kan betro sig til eller åbne sig for, uden frygt for at blive såret. Hvis man ikke har en sådan ven, lurer ensomheden lige om hjørnet. Det er om den slags venner at den amerikanske forfatter Ralph Waldo Emerson har skrevet: „En ven er en jeg kan tænke højt over for.“ Sådan en person er en fortrolig ven man fuldstændig kan åbne sig over for uden frygt for at blive svigtet eller uden at skulle bekymre sig om at ens fortrolige udtalelser vil blive brugt nedsættende eller blive genstand for andres latter. Nogle man har betragtet som loyale venner bryder måske ens tillid — men der er ’en ven’ der ’ikke røber hvad en anden har sagt i fortrolighed’, en ven der viser „større troskab end en broder“. — Ordsprogene 25:9; 18:24.

Der findes nogle der kan lide at give det udseende af at de er ’seje’ og ikke har behov for andre. De hævder at de er uafhængige og godt kan klare sig selv. Men selv de ’stærke’ typer søger ofte sammen i grupper. Børn har fritidshjem, bygger klubhuse, danner bander; unge har motorcykelklubber; forbrydere har medsammensvorne der ikke vil ’stikke’ dem; de der har et alkoholproblem kan mødes i foreningen Anonyme Alkoholikere; de der kæmper med overvægt kan mødes i foreningen Vægtvogterne. Ja, vi mennesker er selskabeligt anlagt; vi kan lide at søge støtte hos hinanden. Selv når vi har problemer søger vi andre. Og ingen af os kan lide følelsen af at være ensom. Hvad kan man gøre ved ensomheden?

[Tekstcitat på side 5]

„Ensomme mennesker har det ikke godt med sig selv“

Ensomhed — er du besluttet på at overvinde den?

ER DU ensom? Der er tidspunkter i tilværelsen hvor det er naturligt at føle sig ensom, uanset om man er gift eller ugift, mand eller kvinde, ung eller gammel. Man bliver dog ikke nødvendigvis ensom fordi man er alene. En forsker der sidder alene og er optaget af sine studier føler sig ikke ensom. En kunstner der er i færd med at male et maleri har ikke tid til at være ensom. Nej, de er glade for de øjeblikke hvor de kan være alene, og ensomheden er for dem en kær ven.

Den egentlige ensomhedsfølelse kommer snarere indefra end fra ydre påvirkninger. Ensomhed kan imidlertid blive udløst af nogle deprimerende begivenheder — et dødsfald, en skilsmisse, arbejdsløshed og andre tragedier. Et lyst sind kan mindske ensomheden og måske endda med tiden få den til at forsvinde, og man lærer at affinde sig med det tab der gjorde én bedrøvet.

Følelser udspringer af ens tanker. Efter at man er kommet over et savn, og de følelser det fremkaldte er trådt i baggrunden, må man for at komme videre i livet bringe opbyggende tanker i forgrunden.

Rusk op i dig selv. Få kontrol over dit liv. Der er positive ting der skal gøres. Sørg for at være udadvendt. Ring til nogen. Skriv et brev. Læs en bog. Inviter nogen med hjem. Før opbyggende samtaler. For at få venner må du være imødekommende. Undersøg dine inderste tanker så du kan dele dem med andre. Gør små velgerninger. Del nogle trøstende åndelige godbidder med dem. Så vil du erfare sandheden i Jesu ord: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Og du vil se at følgende ordsprog også gælder dig: „Den der giver rigeligt at drikke, vil også få rigeligt at drikke.“ — Ordsprogene 11:25.

Det er op til en selv

Er det svært at leve op til? Er det lettere sagt end gjort? Sådan er det med alt det der har værdi. Det er derfor det er så tilfredsstillende at gøre det. Man må yde en særlig indsats. Man giver af sig selv når man gør noget for andre, og det bringer tilfredsstillelse og glæde. Det er op til én selv at yde en særlig indsats for at fordrive den ensomhed der prøver at få herredømmet over én. En skribent siger i bladet Modern Maturity: „Du kan ikke lægge skylden for din ensomhed over på andre; kun du kan gøre noget ved den. Du kan bringe nyt liv i tilværelsen med et enkelt venskab. Du kan tilgive en eller anden som du føler har såret dig. Du kan skrive et brev. Du kan telefonere. Det er kun dig selv der kan ændre dit liv. Intet andet menneske kan gøre det for dig.“ Et citat fra et brev han havde modtaget siger det meget præcist: „Jeg fortæller folk at det er op til dem selv at undgå at føle sig ensomme eller utilstrækkelige, og at de må vågne op til dåd og selv gøre noget.“

Hjælpen behøver ikke kun at komme fra mennesker. En dyrlæge har sagt: „De største problemer for ældre mennesker er ikke fysiske skavanker, men det at de føler sig kasserede og ensomme. I en tid hvor ældre ofte bliver forstødt af samfundet kan kæledyr (for eksempel hunde), i kraft af den . . . hengivenhed de viser, give de ældres liv øget indhold og mening.“ Tidsskriftet Better Homes and Gardens forklarer: „Kæledyr hjælper i behandlingen af følelsesmæssige forstyrrelser; de giver nyt kampmod til fysisk syge, handicappede og invalide; og de giver nyt livsmod til ældre og ensomme.“ En artikel i et andet tidsskrift fortalte om mennesker der kort forinden havde fået et kæledyr: „Patienterne fik færre bekymringer, og de kunne vise deres kæledyr kærlighed uden frygt for at blive afvist. Senere åbnede de sig og begyndte at tale med andre, i begyndelsen om hvordan de passede deres kæledyr. De følte et ansvar. Der var behov for dem. Der var noget der afhang af dem.“

Ofte vil den der lider af ensomhed ikke bruge den fornødne energi til at hjælpe sig selv, til at hæve sig selv op af fortvivlelsens dyb. Han føler en vis uvilje mod at anstrenge sig så meget, men hvis han ønsker at kende den egentlige grund til sin ensomhed, bliver han nødt til det. Dr. James Lynch har skrevet om hvordan folk modarbejder råd som de har svært ved at acceptere: „Vi mennesker er sådan indrettet at vi som regel ikke vil lytte til, eller i det mindste vægrer os ved at indordne vores adfærd efter, oplysninger vi ikke kan acceptere.“ En person ønsker måske at komme ud af sin ensomhed, men han er ikke villig til at opbyde den viljekraft der skal til for at komme ud af den.

Adfærd kan påvirke følelser

Hvis man skal overvinde en dyb depression må man hele tiden stræbe efter at være glad og venlig. (Jævnfør Apostelgerninger 20:35.) Man må altså bryde den indgroede ensomhedsstemning ved at handle stik imod ensomhedens dræbende sløvhed. Vær glad, dans rundt, syng en munter sang. Gør et eller andet der genspejler glæde. Overdriv, overspil det, fortræng det tvære humør med lyse tanker. Hvilke lyse tanker?

Det kunne være ting som dem der nævnes i Filipperbrevet 4:8: „Endelig, brødre, alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“

Det er nødvendigt at have en mening med livet. Hvis man føler at ens liv har mening, vil man energisk prøve at følge den, og føre den ud i livet. Der er ikke så stor sandsynlighed for at man vil forfalde til en følelse af fortvivlet ensomhed. Det vises på en interessant måde i Viktor Frankl’s bog Man’s Search for Meaning. Han omtaler det i forhold til fangerne i Hitlers koncentrationslejre. De der ikke så nogen mening med livet bukkede under for ensomhed og mistede lysten til at leve. Men „bevidstheden om at man har et personligt værd er fæstnet i højere, mere åndelige ting, og kan ikke rystes af livet i lejren“. Han fortsætter: „Lidelser ophører på en eller anden måde med at være lidelser i det øjeblik der er en mening med dem, som for eksempel meningen med at bringe et offer. . . . Det vigtigste for mennesket er ikke at opnå tilfredshed eller at undgå smerte, men at se en mening med livet. Det er grunden til at mennesker er villige til at lide når blot de er overbeviste om at der er en mening med lidelserne.“

Det vigtigste venskab

Vejen til at opnå et ægte, åndeligt livssyn er at overgive sig helt og fuldt til Gud og hans ord, Bibelen. Troen på Gud og oprigtige bønner til ham kan give livet mening. Så selv om venskaber går i stykker er vi ikke alene, ikke forvist til ensomhed. Som Frankl sagde, er lidelser med mening udholdelige, ja endda en kilde til glæde. En iagttager af den menneskelige natur har sagt: „En martyr på bålet kan have en indre lykke som en konge på tronen misunder.“

Kristi apostle følte en glæde fra Jehova når de blev forfulgt; sådanne lidelser havde stor betydning for dem. „Lykkelige er de som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres. Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene; på den måde forfulgte man jo profeterne før jer.“ (Mattæus 5:10-12) En lignende reaktion er omtalt i Apostelgerninger 5:40, 41: „De kaldte apostlene ind, piskede dem og forbød dem at tale på grundlag af Jesu navn, hvorpå de lod dem gå. Disse gik så bort fra Sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld.“

Hvis man passer sine roser, bliver der ikke plads til tidsler

Fyld dit sinds jord med sæden fra skønne og positive tanker; efterlad ikke plads til sæden fra negativ fortvivlelse og trist ensomhed. (Jævnfør Kolossenserbrevet 3:2; 4:2.) Er det svært at efterleve? Under visse omstændigheder ser det ud til at være umuligt. En digter skrev: „Hvis man passer sine roser . . . bliver der ikke plads til tidsler.“ Det kræver en positiv indsats og en beslutsom brug af viljekraften. Men det kan gøres, og bliver gjort.

Tag eksemplet med Laurel Nisbet. Hun pådrog sig poliovirus, og blev som 36-årig lagt i en jernlunge hvor hun i 37 år lå på ryggen. Hun kunne bevæge hovedet, men det var også alt. Hun var totalt lammet fra halsen og nedefter. I begyndelsen var hun ved at fortvivle. Men efter en dags tid med selvmedlidenhed besluttede hun at få det bedste ud af situationen. Hun havde to børn at opdrage og en mand at tage sig af. Hun begyndte at omlægge sit liv; hun lærte at organisere husholdningen fra jernlungen.

Laurel sov meget lidt. Hvad fik hun de lange nattetimer til at gå med? Gav hun efter for ensomhed? Nej, hun talte med sin himmelske Fader, Jehova. Hun bad om styrke, bad for sine kristne brødre og søstre og bad for lejligheder til at forkynde for andre om Guds rige. Hun udtænkte muligheder for at forkynde og gjorde et stort indtryk på mange med sin forkyndelse om Jehovas navn. Hun efterlod ikke plads til ensomhedens tidsler; hun var travlt optaget af at dyrke roser.

Det samme gjorde sig gældende for en af Vagttårnsselskabets missionærer, Harold King. Han var et oplagt offer for at sygne hen i ensomhed eftersom han blev idømt fem år i enecelle i et kinesisk fængsel. Han afviste imidlertid denne negative indstilling, og ved bevidst at udnytte sin viljekraft rettede han sit sind ind på en anden kurs. Han beskrev det senere på denne måde:

„For at holde mig selv åndeligt levende besluttede jeg at lægge et særligt program for min forkyndelse. Men hvem skulle jeg forkynde for når jeg sad i enecelle? Jo, jeg ville opbygge nogle bibelprædikener ud fra det jeg kunne huske og så ville jeg forkynde for imaginære personer. Så begyndte jeg at ’arbejde’. Jeg bankede på en dør, som ikke var der, og aflagde vidnesbyrd for en mand, som heller ikke var der. Så fortsatte jeg til den næste dør og besøgte ikke så få den formiddag. Efter nogen tids forløb mødte jeg en mrs. Carter, også indbildt, som viste nogen interesse, og efter nogle genbesøg aftalte jeg bibelstudium med hende. Under dette studium gennemgik vi hovedemnerne i ’Gud Maa Være Sanddru’, så godt som jeg nu kunne huske dem. Under alt dette talte jeg højt for bedre at indprente mig det alt sammen.“

I tusindvis af Jehovas vidner der var fængslet i Hitlers koncentrationslejre kunne have fået deres frihed hvis de bare havde afsværget deres tro. Det var kun få der gjorde det. Tusinder døde trofaste — nogle blev henrettet, andre døde af sygdom og underernæring. Et af Jehovas vidner der sad i fængsel — Josef — havde to brødre i andre lejre. Den ene blev [ved sin henrettelse] tvunget til at ligge på ryggen med ansigtet opad så han kunne se knivbladet der skulle hugge hans hoved af, falde ned. Josef har fortalt: „Da de andre [Jehovas vidner] i lejren hørte om det kom de hen og gratulerede mig. Deres positive indstilling rørte mig dybt. Loyalitet betød mere for os end at overleve.“

Hans anden broder, der stod over for en henrettelsespeloton, blev spurgt om han ønskede at sige noget. Han anmodede om tilladelse til at bede en bøn, og det fik han lov til. Den var så rørende, udtrykte en så dybtfølt glæde, at ingen adlød da der blev givet ordre til at skyde. Ordren blev gentaget, hvorpå der blev affyret ét skud der ramte ham i kroppen. Rasende over dette trak officeren sin egen pistol og dræbte ham.

Hvad der kan give livet mening

Alle disse situationer krævede en stærk tro på Gud. Når alt andet er blevet prøvet og har slået fejl, er troen der altid og sejrer over ensomheden og giver en ellers tom tilværelse mening. Fra en verdslig synsvinkel bliver manges tilværelse betragtet som meningsfuld men er i realiteten meningsløs. Hvordan kan vi sige det? Fordi de dør og vender tilbage til støvet, går i glemme. De efterlader ikke nogen bølge på menneskehedens hav, intet fodspor på tidens sandbred. Det er som Prædikeren 9:5 siger: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt.“ Et liv der ikke er levet i overensstemmelse med Jehovas hensigter er tomt.

Betragt stjernerne på himmelen, fornem den vældige himmelhvælvings mørke, og du føler dig meget ubetydelig. Man forstår salmisten Davids følelser da han skrev: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede, hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ Davids søn Salomon affærdigede menneskers værk ved at sige: „Alt er tomhed,“ og sluttede af med ordene: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ — Salme 8:3, 4; Prædikeren 12:8, 13.

Hvad enten man er ensom eller ej, er spørgsmålet: Hvordan får livet mening? Ved at man lever det i frygt for Gud og adlyder hans bud. Kun derved vil man passe ind i Guds, universets Skabers, hensigter og blive en del af hans evige ordning.

Hvis Gud er med dig, er du aldrig alene

Et trofast Jehovas vidne i Afrika sagde, efter at hun havde udholdt svær forfølgelse og følt sig forladt, at selv om hendes venner svigtede var hun dog ikke alene. Hun citerede Salme 27:10: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ Jesus følte det på samme måde. „Se! Den time kommer, ja den er kommet, da I skal spredes hver til sit og vil efterlade mig alene; og dog er jeg ikke alene, for Faderen er hos mig.“ — Johannes 16:32.

Jesus var ikke bange for at være alene. Bevidst søgte han ofte ensomhed. Når han var alene var han ikke ensom. Han gav rum for Guds ånd, og følte sig nær ved ham når han var omgivet af hans skabninger. Nogle gange undgik han andre menneskers selskab så han kunne være alene med Gud. Han ’kom nær til Gud, og Gud kom nær til ham’. (Jakob 4:8) Han var uden tvivl Guds nærmeste ven.

En der lever op til Bibelens beskrivelse af en ven er en værdifuld gave. (Ordsprogene 17:17; 18:24) Abraham blev kaldt „Jehovas ven“ på grund af sin faste tro på Jehova Gud og sin ubetingede lydighed. (Jakob 2:23) Jesus sagde til sine disciple: „I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer. Jeg kalder jer ikke længere trælle, for en træl ved ikke hvad hans herre gør. Men jeg har kaldt jer venner, for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.“ — Johannes 15:14, 15.

Med Jehova Gud og Jesus Kristus som venner, hvordan kan de der har tro da undgå at vinde kampen mod ensomheden?

[Illustrationer på side 8, 9]

Bøn og andre aktiviteter kan hjælpe en til at undgå at blive ensom

[Illustration på side 10]

Det som Harold King og tusinder af andre Jehovas vidner er blevet udsat for i fængsler og koncentrationslejre viser at tro på Gud kan fortrænge ensomhed — selv under de værste omstændigheder

[Kildeangivelse]

U.S. National Archives photo