Julen — koster den mere end du tror?

„MOR, far — findes julemanden i virkeligheden?“ Den sandhedens time som mange forældre frygter, er kommet. Med en blanding af skuffelse og sorg i øjnene trygler Jimmy på syv om forsikring for at den fantasifigur som kom med alle de vidunderlige gaver, virkelig er til — og at hans forældre ikke har løjet for ham.

Det viser sig at det er naboens lille dreng som har formastet sig til at afsløre den forfærdelige sandhed — og dermed sat forældrene i denne knibe. Måske har du selv oplevet noget lignende i din barndom.

Vore dages højtider er mere end blot religiøse fester. Julen synes at være blevet populær de mest usandsynlige steder. Både japanske buddhister, afrikanske animister, amerikanske jøder og muslimer i Singapore har tilsyneladende slået fløjdørene op for den trinde, rødklædte, gaveuddelende mand. En religiøs leder har spurgt: „Er julen ikke blevet en universel højtid som alle fejrer?“

I manges øjne har julen aflagt sin vestlige „kristne“ klædning og er blevet en fortryllende festtid for alle. Julen er først og fremmest børnenes fest. Nogle mennesker vil endda sige at intet barns tilværelse er fuldstændig uden denne højtids magiske spænding. Tilsyneladende er den kommet for at blive. Man lærer om den i skolerne. Fjernsynet glorificerer den. Forretninger og stormagasiner dekorerer med julepynt. Forældre bruger meget tid og mange penge på julen. Men er der, bortset fra de efterfølgende lommesmerter, en større pris som familien må betale?

Myten om julemanden — et tillidsbrud?

„Jeg tror ikke på Gud,“ sagde syvårige John til sin mor. En artikel i World Herald forklarer hvorfor: „John havde tilsyneladende tidligere samme dag fået at vide at julemanden ikke fandtes. Måske er Gud heller ikke til, sagde han til sin mor.“ John, der nu er 25 år, siger ud fra sine egne erfaringer: „Når forældre fortæller børn at julemanden er til, tror jeg at det skaber et tillidsbrud.“

Hvordan klarer man denne vanskelige situation? Det er eksperter i pædagogik uenige om. Én har tilskyndet forældre til at sige sandheden til deres børn når de er seks eller syv, idet de advarer om at det „kan være skadeligt for børnenes psyke hvis forældrene bliver ved med at holde liv i myten“.

I bogen Why Kids Lie — How Parents Can Encourage Truthfulness (Hvorfor børn lyver — Hvordan forældrene kan lære dem at tale sandt), siger dr. Paul Ekman: „Der er ingen tvivl om at man som forældre i høj grad er med til at forme sine børn med hensyn til trosopfattelse, holdninger og asociale handlinger som at lyve og snyde.“ Dr. Ekman fortsætter: „Forholdet vil måske aldrig blive det samme når først en løgn har brudt tilliden. Tabet af tillid er vanskeligt at udbedre, nogle gange umuligt.“ Hvorfor fortsætter mange med bedraget om hvor julegaverne kommer fra?

En børneforsker siger: „Jeg tror at det virker mere traumatisk på børn at opdage at deres forældre lyver for dem og narrer dem end at opdage at julemanden ikke findes.“ Dr. Judith A. Boss, der er professor i filosofi, siger: „Det er de voksnes hensigt . . . bevidst at vildlede børn angående julemandens natur. . . . Ved at fortælle børn at julemanden er et virkeligt menneske taler vi ikke til deres fantasi. Vi lyver slet og ret for dem.“

Som forældre står man over for den store udfordring det er at skulle opdrage kærlige, lykkelige børn i en verden hvor de fra en tidlig alder lærer at man ikke kan stole på folk. „Tal ikke med fremmede.“ „Du skal ikke tro på fjernsynsreklamerne.“ „Sig til dem at mor ikke er hjemme.“ Hvordan finder et barn ud af hvem det skal stole på? I bogen How to Help Your Child Grow Up siges der: „Små børn må tidligt lære at det er smukt og nødvendigt at være ærlig, modig og respektfuld over for andre. Det er i hjemmet at grundlaget for dette bliver lagt.“

Naturligvis findes den fuldkomne familie ikke. Forfatteren Dolores Curran peger imidlertid på hvad der præger stærke familier. Hun bad på et tidspunkt 551 familiespecialister nævne de vigtigste aspekter. I bogen Traits of a Healthy Family (Den sunde families kendetegn) gengiver hun de 15 vigtigste karaktertræk som eksperterne udvalgte. Kendetegn nummer fire er „en følelse af tillid“. „I den sunde familie,“ siger hun, „bliver tillid betragtet som noget værdifuldt der omhyggeligt må opdyrkes og værnes om, mens både børn og forældre sammen gør fremskridt i de forskellige stadier af familielivet.“

Forældre bør spørge sig selv: ’Er det prisen værd at holde liv i myten om julemanden hvis det betyder at jeg mister mit barns tillid?’ Hvis tillidsforholdet går tabt kan det være umuligt at råde bod på skaden. Er der andre skjulte omkostninger ved julen?

For mange gaver?

„Begynd fra den spæde barndom med at give børnene alt hvad de peger på. Så vil de vokse op i den tro at verden kun er til for dem,“ siges der i folderen 12 Rules for Raising Delinquent Children (12 regler for hvordan man opdrager børn til at blive kriminelle). Ja, det kan være skadeligt at lægge for stor vægt på materielle ting.

Skribenten Maureen Orth, som selv er moder, spørger: „Hvordan bibringer vi vore børn karakter og værdinormer i en materialistisk verden som vores, hvor begær og forbrug tilsyneladende forherliges, ofte ubevidst?“ I artiklen „Gaven ikke at give“ siger hun beklagende: „Vores barnekejser tror at gaver er en hverdagsforeteelse — ligesom det at modtage post.“ Er det julens sande budskab?

Hvad med familier der ikke har råd til de overdådige gaver som hævdes at høre julen til? Hvad mon disse børn tænker når de får at vide at julemanden kun kommer med gaver til de gode børn? Og hvad med børn i skilsmissehjem som i juletiden særlig smerteligt mærker splittelsen i deres familie?

„Alt for ofte er gaveudpakningen højtidens centrale begivenhed,“ siges der i The New York Times. „Det giver børnene det indtryk at hele familiesammenkomsten drejer sig om gaverne, hvilket gør at de let bliver skuffede.“

Kærlighed er en bedre og skønnere drivkraft til at gøre det gode. Glenn Austin, der er forfatter til bogen Love and Power: Parent and Child, siger: „I en harmonisk familie hvor barnet både elsker og respekterer sine forældre, vil barnet have lyst til at gøre sine forældre glade, og derfor gøre det rigtige.“ Jehovas vidner bestræber sig på at skabe en sådan varm og kærlig atmosfære i deres hjem. Desuden opdrages Jehovas vidners børn til at kende og elske den Gud de tjener, Jehova. Det er en stærk spore i deres liv til at gøre det gode. De har ikke behov for en mytisk figur der lokker dem til at gøre gode gerninger.

Jehovas vidner betragter deres børn som gaver fra Gud. (Salme 127:3) I stedet for at lade kalenderen bestemme hvornår de som forældre skal give deres børn gaver, kan de give gaver året rundt. Det er svært at sige hvem der bliver mest begejstret ved sådanne lejligheder — det overraskede barn eller de fornøjede forældre. Barnet ved hvor gaven kommer fra. Forældre som er Jehovas vidner opfordres desuden til hyppigt at give gaver i form af deres tid. Hvis en lille pige er trist og føler sig ensom, hvordan kan et værelse fuld af dukker da erstatte nogle gyldne øjeblikke i moderens arme mens hun fortæller om dengang hun selv var lille? Vil en dreng lære at blive en mand ved at have skabet fyldt med fodboldudstyr? Mon ikke snarere ved at få en god, lang snak med sin far mens de går en tur?

Den nære kontakt mellem forældre og børn kan være livreddende. Børneforskere har fundet at når den berygtede generationskløft opstår, påvirkes unge stærkt af jævnaldrende. Unges dårlige opførsel og anstrengte forhold til voksne går hånd i hånd. „Men de der opretholder et positivt syn på deres forældre og på voksne i det hele taget, tager ikke del i deres jævnaldrendes udskejelser.“

Jehovas vidner er til tider blevet kritiseret for ikke at feste i helligdagene sammen med deres familie. Det bliver fremstillet som om Jehovas vidners børn bliver berøvet denne særlige glæde. Men disse ansvarsbevidste forældre og børn har gode bibelske grunde til at lade være. (Se side 11-14.) Og de unge udvikler en stærk moralsk karakter som kan modstå det gruppepres der knuser andre unges viljestyrke. Moralen skylles bort i en flodbølge af ondskab. Kønslig umoralitet, narkotika, vold, alkohol, kulter, børnemisbrug — der er mange farer som truer sårbare unge mennesker.

Hvordan kan kristne forældre beskytte de unge mod disse allestedsnærværende farer? Lige fra små må børnene modtage en konsekvent opdragelse efter de klippefaste morallove i Bibelen. Kærlige forældre må hjælpe dem til at forstå Guds syn på ikke alene helligdage men også på alle andre forhold i livet. Lydighed mod Gud udspringer af kærlighed til ham og respekt for ham, selv hvis det indebærer at man er anderledes. Det vil give børnene grundlaget for en god ungdom! Hvis et barn eller en teenager kan sidde i et klasseværelse fuldt af jævnaldrende der er optaget af noget som forekommer sjovt og alligevel holde fast ved sit standpunkt, vil han eller hun også være langt bedre i stand til at modstå andre fristelser som narkotika, sex før ægteskabet eller andre skadelige tillokkelser! Jehovas vidners børn har mulighed for at udvikle en moralsk habitus som mange andre børn måske går glip af.

„Mange af de børn jeg har haft med at gøre har ingen tro,“ siger dr. Robert Coles, der er forsker på Harvard-universitetet. „De har mistet alt undtagen deres selvoptagethed, og den bliver større og større på grund af den opdragelse de får.“

En børnelæge beskriver en anderledes familie: „I den familie ønsker man at børnene tager hensyn til andre og giver lidt af sig selv. . . . Man lever et mere enkelt liv . . ., men man har andre værdier. I mangel af et bedre ord vil jeg kalde det tilfredshed.“

Dolores Curran siger at det at gøre noget for andre er af afgørende betydning hvis man skal blive lykkelig. „For nogle familier i vort land [De Forenede Stater] — ja, for de fleste, vil jeg sige — er succes og stræben efter et godt liv det vigtigste.“ Men „familier som forventer at de enkelte kan og vil tage hensyn til hinanden, bliver sunde familier som lægger vægt på at gøre noget for andre. . . . Når børnene fra disse familier vokser op, bliver de mere hensynsfulde og ansvarlige personer som følge af deres familiemæssige erfaringer.“ Dolores Curran har blandt forældre der har opdraget velfungerende børn bemærket „en tilbagevenden til den værdi der ligger i glæden ved at omgås andre mennesker og ved at give i stedet for ved at købe, tage og forbruge“.

En der véd hvad det vil sige at give, har sammenfattet det på denne måde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Jehovas vidners familier er levende beviser på at denne udtalelse af Kristus Jesus holder stik. Ligesom i hans tilfælde er deres tilværelse centreret om den kristne tjeneste. Nogle mener måske at unge Jehovas vidner udnyttes og tvinges til at følges med deres forældre fra dør til dør. Men sagen er at de gennem deres forældres eksempel oplæres til at vise næstekærlighed ved frit at dele den gode nyhed om Guds rige med andre. — Mattæus 24:14.

’Er det ikke at undertrykke børnene?’

Men er det ikke at undertrykke børnene at give dem en streng religiøs opdragelse? Er det ikke bedre at lade barnet selv vælge hvilken vej det vil gå når det kommer til skelsår og alder? Regel nummer tre i „12 regler for hvordan man opdrager børn til at blive kriminelle“ lyder: „Sørg for at de aldrig får nogen åndelig oplæring. Vent til de er 21 år, og lad dem så selv bestemme hvad de vil.“

Et barn begynder ifølge dr. Coles allerede at udvikle sin grundlæggende moralske sans som treårig. „Den moralske sans hos barnet vågner. Jeg tror at den er gudgiven, at der er et behov for moral.“ Det er i denne vanskelige periode at barnet skal bibringes sande moralnormer. Det skal lære værdien af at være ærlig og ikke lyve. Bibelen understreger hvor vigtigt det er med opdragelse i disse unge år: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.

I sin bog Nu er det nok! skriver psykologen Jens Hansen: „Barnets verden er først ved at opbygges og trænger til faste holdepunkter, som giver tryghed. Hvis alt flyder, tvinger usikkerheden barnet til at søge grænser. . . . Voksne må gerne udstråle fasthed, når der sættes grænser.“ Og i Jyllands-Posten for 24. maj 1991 skrev cand.pæd. og psych. John Aasted Halse: „Børn bliver trygge, når de oplever de voksne som sikre identifikationsfigurer, der stiller krav.“

En socialrådgiver siger: „Det er ubestrideligt at religiøs tro giver familier styrke.“ For en familie med en fælles religion, siger Dolores Curran, „spiller troen på Gud en fundamental rolle i det daglige familieliv. Det religiøse element styrker familiens netværk. Forældre føler et stærkt ansvar for at give troen videre, men de gør det på positive og meningsfulde måder.“

Hjælp dine børn til at elske Gud

Vis børnene at Guds gaver bringer dem glæde. Læg dig på græsset sammen med dem og undersøg de små blomster der er så forunderligt skabt. Betragt mariehønen som kravler op fra græsjunglen, op på spidsen af et græsstrå, åbner sit rød- og sortplettede vingeskjold og flyver bort. Lad børnene fornemme det betagende i at en sommerfugl pludselig lander på ens hånd og åbner og lukker sine gule vinger for at holde et kort hvil og tage imod de varme solstråler. Rul nu om på ryggen og betragt de dunede hvide skyer der sejler hen over himmelen; læg mærke til hvordan de forandrer sig fra skibe til heste og himmelpaladser. Understreg samtidig over for børnene at det er Gud, Skaberen, som har givet os disse skønne gaver.

Betragt også killingen hvis legesyge krumspring med et blad får os til at le, eller den lodne hvalp som „angriber“ os og ryster hovedet fra side til side, knurrer glubsk og trækker os i ærmet, alt imens den glad logrer med halen. Sjov i strandkanten, en vandretur i bjergene eller en sort nattehimmel oversået med tindrende stjerner er også til glæde for os. Bevidstheden om at disse gaver og utallige andre kommer fra den der gav os livet — og at vi kan takke ham for disse gaver og føle taknemmelighed over at kende ham — er alt sammen noget der bringer os glæde og afspejler dyb kærlighed til og værdsættelse af Gud.

Og i familiens skød vil de mange knus og kys fra faderen og moderen hjælpe børnene til at føle sig trygge og taknemmelige hver eneste dag. Hjælp også børnene til at bevare troen på Jehova, og til at forkaste en endnu større løgn end myten om julemanden, nemlig at alle disse kærlige gaver fra Gud bare er ’kommet af sig selv’ — en løgn uden videnskabeligt grundlag, som ikke støttes af den videnskabelige metode men som kun opretholdes ved dogmatiske gentagelser der har til hensigt at erobre de unges sind.a

Bed ofte sammen med dine børn til den største af alle givere — ved måltiderne, når I læser hans ord, ved dagens afslutning. Indgiv dem taknemmelighed og værdsættelse, hvilket vil forskønne alle senere oplevelser i livet. Barnet vil vokse op og blive en lykkelig giver som efterligner den sande Gud og sine elskede forældre. Det vil bringe lykke, ikke på forudbestemte dage i årets løb, men ved spontane øjeblikke med uforstilt glæde. „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ — Salme 144:15.

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

En af de bedste gaver du kan give dine børn er din tid

„Vi går ikke glip af noget!“

Skolelærere og andre i forskellige lande har udtalt at Jehovas vidners børn går glip af noget når de ikke deltager i skolens fejring af jul, påske, fastelavn og allehelgensaften. Her er nogle kommentarer fra børn som er Jehovas vidner, og som i breve fortæller hvorfor de ikke vil fejre disse helligdage.

„JEG har forklaret mine skolekammerater hvorfor jeg ikke fejrer disse højtider, men de synes alligevel at jeg går glip af noget. Men det gør jeg ikke! De må vente indtil jul eller en anden helligdag med at få gaver, men jeg er til fest og får gaver på alle tider af året. Jeg ved at det ikke kun er min familie der elsker mig, men også menigheden og Jehova, og det tæller mere for mig end nogen helligdag.“ — Becky, 13 år.

„Jeg ved at alle helligdagene har en forkert baggrund. Jesus blev ikke født ved juletid. Min familie behøver ikke at gøre noget som kompensation. Jeg kan altid henvende mig til min familie når jeg har behov for dem. Det er mere værd end nogen gave de kunne give mig.“ — Josh, 15 år.

„Jul. Jeg føler ikke at jeg går glip af noget, for julen er alligevel ikke kristen. Jeg vil hellere have at vide at det er mine forældre der har givet mig en gave end at det er en mystisk julemand der har gjort det. Påske. Det er svært med påsken fordi folk siger at man fejrer ’Jesus og opstandelsen’ og at man blot leder efter gemte æg. Men hvad har æg med Jesus at gøre?“ — Katie, 10 år.

„Som barn var jeg ikke bitter over ikke at fejre verdslige helligdage. Mine forældre sagde ikke til mig: ’Det og det må du ikke fordi du er et af Jehovas vidner.’ Jeg lærte Bibelen at kende og lærte Jehovas syn på disse helligdage. Med hensyn til gaver får vi hjemme hos os gaver hele året rundt.“ — Ryan, 17 år.

„Alle de helligdage der fejres er falske og fokuserer på det forkerte. De fleste af de børn jeg kender, fejrer helligdage for at få slik eller gaver. Jeg har noget der er bedre end helligdage, nemlig Jehovas Vidners organisation. Jehova Guds ord indeholder et lykkeligt budskab som ikke kun varer én dag, en helligdag, men for evigt.“ — Brooke, 14 år.

„Grunde til at jeg ikke savner at fejre helligdage: 1. Bibelen siger at det er forkert. 2. Jeg går ikke op i det. 3. Min mor og far giver mig gaver.“ — Brandi, 6 år.

„Jeg føler ikke jeg går glip af noget. Jeg er ligeglad. Jeg får gaver, og vi leger og holder fester. Jeg får en masse ting uden at fejre helligdage. Jeg vil blive ved at være et Jehovas vidne i alt hvad jeg gør og intet kan forhindre mig i det.“ — Brianne, 9 år.

„Jeg skal i femte klasse og jeg er ikke bange for at sige at jeg er et af Jehovas vidner. Engang sagde en dreng til mig at jeg måtte have det dårligt fordi jeg ikke fik gaver til jul, men jeg sagde at jeg fik gaver hele året. Så sagde han at jeg var heldig. Jeg synes ikke man skal være ked af at være et Jehovas vidne.“ — Jeff, 10 år.

„Min søster og jeg betragter vores forældres bryllupsdag som vores familiehøjtid. Det har bragt mig større glæde at planlægge hvilke gaver og kort vi skulle give, og at hjælpe mine forældre med at finde på overraskelser til hinanden, end at få gaver fra andre. Det er bedre at give end at modtage.“ — Rachel, 16 år.

„Da jeg var yngre var nogle helligdage en svær tid for mig. Senere blev jeg klar over at helligdage kan være skyld i begærlighed, skænderier og depressioner. Når det er bestemt i forvejen hvornår man skal give gaver, bliver man sjældent overrasket med en gave. Jeg vil hellere have særlige gaver i løbet af året. Om man vil fejre helligdage eller ikke, er blot en lille del af en langt større beslutning: Om man vil indvi sig til at tjene Jehova eller ej. Når jeg tænker sådan på det, er det tydeligt hvilket valg der er det rigtige.“ — Ben, 13 år.

„Da jeg var lille følte jeg nogle gange at jeg gik glip af noget, men senere grinede jeg når jeg tænkte på hvordan æg, Jesus og påskekaninen blev blandet sammen. Da jeg blev ældre og min far og mor fortalte mig hvorfra alle disse symboler stammer, fandt jeg det afskyeligt. Det gør mig ondt at tænke på hvordan Jehova og Jesus må føle ved at blive forbundet med sådanne hedenske idéer.“ — Alexa, 18 år.

„Ved juletid kan det være meget deprimerende at gå i skole, og man kan føle at man bliver holdt udenfor. Men det er gået op for mig at man ikke kan løse sine problemer ved at fejre jul, det kan ikke samle familien og ikke gøre én lykkelig. Det kan kun dét at leve efter Bibelens normer.“ — Joe, 15 år.

„I stedet for at fejre jul eller nogen anden helligdag har vi lavet en stor legetøjsdag. Vi får en pengegave som vi kan bruge til lige hvad vi vil. Ét år holdt jeg et foredrag for min klasse om min tro. I stedet for at følge verden går jeg mine egne veje ved at gøre møder, forkyndelse og bøn til en del af mit liv. Ved næste stævne skal jeg døbes.“ — George, 11 år.

„Jeg elsker at få gaver, og det får jeg hele året rundt, og jeg føler mig heller ikke snydt med hensyn til fester. Det glæder Jehova når jeg tager standpunkt for sandheden. Jeg morer mig lidt når jeg ser at nogle af mine klassekammerater som ikke er kristne, men hinduer, jøder eller andet, fejrer jul og får gaver selv om de ikke aner hvad det går ud på.“ — Julia, 12 år.

„Jeg var ikke ked af at jeg ikke kunne fejre helligdage i skolen. Børnene gør en masse skøre ting . . . Jeg føler mig ikke snydt. Jeg fortæller dem at mine forældre køber ting til mig året rundt. De fortæller mig om deres kirke og hvor kedelig den er, og jeg fortæller dem om møderne vi holder i parken; nogle gange bliver de misundelige, men jeg er ikke misundelig på dem. Kort fortalt vil jeg sige at man kun skal blive ven med nogen som respekterer ens tro og aldrig lade en elev eller lærer tvinge én til at handle imod Jehovas vilje.“ — Justin, 12 år.

„Om jeg føler at jeg går glip af noget? Nej, for vi holder andre fester, og når folk fejrer jul, tænker børnene hovedsagelig på julemanden, og ved påske tænker de på påskekaninen, men jeg ved at de stammer fra hedenske religioner. Jeg er glad for forkyndelsen fordi den hjælper mig til at tænke på sandheden.“ — Sharon, 8 år.

„Jeg kan ærligt sige at jeg aldrig har været utilfreds med at være et af Jehovas vidner. Min familie og jeg har det sjovt sammen. Når der er skolefester tager min mor mig med ud at spise. Mine forældre kommer med kage i skolen uden nogen særlig anledning, og så er alle børnene klar over hvor godt vi har det. Jeg har et meget nært forhold til mine forældre, og når de andre spørger hvorfor jeg ikke fejrer helligdage, siger jeg at jeg fester hver eneste dag. Hvordan kan et Jehovas vidne have følelsen af at gå glip af noget?“ — Megan, 13 år.

„Allehelgensaften. Børn klæder sig ud som dæmoner og tegneseriefigurer — hvad skulle det gøre godt for? Unge render rundt i gaderne mens de går fra det ene hus til det andet og får masser af slik. Eller de kaster æg på husene, binder toiletpapir om træerne — det værste er at forældrene synes at det er helt i orden.“ — Zachary, 10 år.

„Jeg skal ikke vente til en bestemt dag med at få gaver. Min mor og far giver mig hele tiden masser af legetøj.“ — Nicholas, 6 år.

Sandheden om jul, påske, fastelavn og andre højtider

BIBELEN viser at Jesus var 33¹/₂ år gammel da han i år 33 blev pælfæstet. Det var i det tidlige forår, omkring den jødiske påske. Det betyder, hvis man tæller baglæns, at han må være født i det tidlige efterår.

Det hedenske Roms saturnaliefest, den ubesejrede sols fødselsdag, blev fejret tre måneder senere. Hvordan blev fejringen af Jesu fødsel henlagt til den 25. december, sådan at den gudsbespotteligt faldt sammen med den hedenske fejring af solens fødselsdag?

De stadig kortere dage i december skabte overtroisk panik blandt soltilbederne, som frygtede for at deres gud var ved at dø. De brændte lys og tændte bål for at vække den hensygnende gud til live. Det lod til at virke. Efter vintersolhvervet den 21. december så det ud som om solguden genvandt sin styrke efterhånden som dagene blev længere.

I Politiken for 22. december 1992 skrev Joan Jacobsen: „Det var også god strategi at holde Jesu fødselsdag 25. december. Den kendte verden var i forvejen vant til at holde kæmpegilder på det tidspunkt af året, hvor det går mod lysere tider. I Norden kaldte man tiden omkring årsskiftet for jul, længe før Harald Blåtand kristnede Danmark midt i 900-tallet. Eftersom festlighederne ikke blev taget fra folket, gik det lettere at indføre kristendommen.“ I Church Christmas Tab siges der: „Ordet ’jul’ forekommer ikke i Bibelen. Og Bibelen giver intet mandat til at fejre Jesu fødsel.“

Ikke så mærkeligt at teologen Tertullian skrev: „Hos os, for hvem sabbatter, nymåner og højtider som engang nød Guds gunst, er noget fremmed, fejres nu hyppigt saturnalierne [og andre hedenske fester], og der bæres gaver frem og tilbage, . . . og løjerne og banketterne fejres med råben og skrigen.“

Pave Gregor I fortsatte ad denne frafaldne kurs. Ifølge tidsskriftet Natural History „var pavens befaling at man ikke skulle fjerne folks tro og skikke, men bruge dem. Hvis en gruppe mennesker tilbeder et træ, så indvi det til Kristus i stedet for at fælde det, og lad dem fortsætte med deres tilbedelse.“

Ikke en blanding af sandhed og falskhed

Havde denne kompromispolitik Guds godkendelse? Læg mærke til Guds advarsel til hans folk da de stod over for at skulle drage ind i det hedenske Kana’an: „Vogt dig . . . for at spørge angående deres guder: ’Hvordan var det disse nationer plejede at dyrke deres guder? Sådan vil jeg også gøre.’ Sådan må du ikke gøre over for Jehova din Gud, for alt hvad der er vederstyggeligt for Jehova og som han hader, har de gjort over for deres guder.“ (5 Mosebog 12:30, 31) Denne advarsel bliver gentaget i De Kristne Græske Skrifter: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende med en ikketroende?“ — 2 Korinther 6:14, 15.

Hvad finder Gud anstødeligt ved disse falske guder og ved tilbedelsen af dem? Saturn var den romerske solgud som blev fejret ved saturnalierne. Var han værd at fejre? Simon Schama, der er professor i historie ved Harvard-universitetet, kalder ham „tøjlesløs med hensyn til spisen og drikken og andre former for udskejelser“. Tidsskriftet Lear’s kalder helligdagen for „det berømteste vinorgie i den gamle verden“.

Kultdyrkelsen af solguden Mithra var udbredt i Asien. Ifølge antropologen Gabriel Seabrook var han „en krigsgud, der affyrede dræbende pile og uhelbredelige sygdomme mod sine fjender på slagmarken“.

Soldyrkelsen var blodig, især hos aztekerne. Tidsskriftet Natural History forklarer at „medmindre der blev bragt ofre til solguderne, ville alt liv — også guderne — dø“.

Efter at have stiftet bekendtskab med oprindelsen til denne fest (se rammen nedenfor), overrasker det dig måske ikke at hekse og satandyrkere stadig fejrer den 25. december. San Francisco Chronicle for 21. december 1991 citerede en heks, der er en populær hedensk forfatter, for at sige: „Det er en af vore mere anstrengende helligdage. Vi er oppe hele natten.“ Et medlem af gruppen ’Gudindens Pagt’ siger: „Vi udfører et ritual. . . . Præsteskabet fremfører et mysteriespil om solbarnets fødsel.“

Vil Gud eller hans søn acceptere en sådan ære, som afspejler tilbedelse af falske guder?

Fejrer de påsken — eller Astarte?

En families fejring af en helligdag begynder tidligt om morgenen med at de står op for at hilse solopgangen med ærefrygt. Børnene klædes i deres stiveste puds, med nye huer. De har kaninfigurer, kurve fulde af æg i festlige farver, og boller dekoreret med kors. Holder de påske?

Det er ikke sikkert, for foråret var også helligt for sexdyrkerne i Fønikien. Deres frugtbarhedsgudinde, Astarte, eller Isjtar (grækernes Afrodite), havde ægget og haren som symboler. Hun havde en umættelig hang til blod og umoralsk sex. Statuer af hende afbildede hende med stærkt forstørrede kønsorganer, eller med et æg i hånden og en kanin ved sin side. Hellig prostitution indgik i tilbedelsen af hende. I Kana’an blev sexgudinden opfattet som Ba’als hustru. Hun blev tilbedt ved vin- og sexorgier, idet tilbederne troede at deres seksuelle samkvem kunne vække Ba’al og få ham til at gå ind til sin hustru. Ifølge bogen Recent Discoveries in Bible Lands „kan man i intet andet land finde et så relativt stort antal statuetter af den nøgne frugtbarhedsgudinde, hvoraf nogle er direkte obskøne“.

Under mindesmærker for hende i Karthago har man fundet farvede urner med forkullede knogler fra små børn. Deres forældre, som almindeligvis var folk af rang og stand, bejlede til gudernes gunst for at bevare deres rigdom og indflydelse. Nogle af urnerne har vist sig at indeholde rester fra adskillige børn i forskellige aldre, måske af samme familie.

Et blik på rammen ovenfor vil vise hvor slet skjult de moderne udgaver af disse gamle riter er. Er det en måde at ære Guds hellige søn på?

Fastelavn — en hedensk frugtbarhedsfest

Midtvejs mellem jul og påske er det i Danmark skik at fejre fastelavn. I Illustreret Konversations Leksikon siges der om fastelavn: „Fastelavn er oprindelig ingen kristelig Fest, men som flere af Skikkene viser, en hedensk Vaarfest.“

At fastelavn er en hedensk fest kommer også frem i Troels-Lunds værk Dagligt Liv i Norden: „Alt dette faar et eget Skær, naar det erindres, at det allerede ved den hedenske, romerske Fest, Lupercalierne, der ligeledes fejredes i Februar Maaned, var Skik, at Kvinder lod sig piske af Mænd i den Tro, at deres Frugtbarhed herved befordredes.“

Kristian Jensen forklarer i bogen Højtider og fester om skikken med at ’slå katten af tønden’: „Vores ’Slå katten af tønden’ er jo en fredelig foreteelse med en tøjkat el.l. Der har oprindelig været en kat — en levende kat — i tønden. Katten kendes helt tilbage i det 4. århundrede i græsk-jødisk-egyptisk magi som et trolddomsvæsen. I den danske folketro kendes katten som et mistænkeligt dyr, der går heksens ærinde. Der har bag denne efter vor opfattelse brutale skik ligget dyb alvor, man har ønsket at beskytte sig selv og sin ejendom mod sygdom og ulykke og fremme væksten på markerne.“

Helligdage til minde om „de dødes ånder“

Den 1. november fejrer man i katolske lande allehelgensdag og den 2. november allesjælesdag. I nogle engelsksprogede lande kaldes allehelgensaften, den 31. oktober, for „Halloween“. Karakteristisk for denne højtid er lygterne af udhulede græskar, udskåret som spøgelseshoveder.

Der er nok ingen anden „kristnet“ fest hvor Satan så åbenlyst ærer sig selv og mindes sine tilhængere der er døde i krig. J. Garnier hævder at fejringer af lidelse og død kan spores tilbage til den gamle tilintetgørelse af alle Satans jordiske tilhængere, samt de faldne engles bastardafkom, på Vandflodens tid. Kulturer verden over har fester for de døde, som holdes „på eller omkring selve den dato da Vandfloden ifølge Moses’ beretning kom, nemlig på den syttende dag i den anden måned — den måned der stort set svarer til vor november.“ — The Worship of the Dead af forfatteren J. Garnier.

Druiderne var ingen undtagelse. Det sagdes at kelternes Samain, de dødes herre, den 31. oktober løslod de dødes ånder så de kunne blande sig med de levende. Druider gik gennem gaderne med lygter, og når de kom til et hjem krævede de penge som et offer til Satan.

Allehelgensaften er en vigtig satanisk ritualdag. „Det er en religiøs helligdag for underverdenen, hvor satanister bringer ofre, og hekse i al stilhed fester med bønner og måltider til de døde,“ siges der i en artikel i USA Today. Avisen citerer Washington-heksen Bryan Jordan for at sige: „[Kristne] er ikke klar over det, men de fejrer vores helligdag sammen med os. . . . Det er vi glade for.“

Forældre, ønsker I at jeres børn skal efterligne disse uhyggelige ritualer?

[Ramme på side 12]

Julens symboler

Juletræet „har meget lidt at gøre med en kristen højtid og meget at gøre med de hedenske ritualer som vinterlys og genfødsel“. (The Boston Herald) „Pyntede træer indgik i århundreder i de hedenske højtider.“ — Church Christmas Tab.

Kristtjørn var populær hos kelterne „fordi den holdt husnisserne i ave ved tiden for vintersolhverv. . . . Den kunne beskytte imod det onde, hjælpe når man skulle tyde drømme og beskytte et hus mod lynnedslag.“ — Beautiful British Columbia.

Misteltenen „kommer fra druiderne i England som brugte den i en ejendommelig form for tilbedelse med relation til dæmoniske og okkulte kræfter“. — Church Christmas Tab.

Den 25. december „fejrede Mithra-dyrkerne Mithras fødsel . . . Der er absolut intet bibelsk belæg for at den 25. december er Jesu fødselsdag.“ — Isaac Asimov.

Gaver hørte saturnalierne til. „Ved denne fest forventedes det at man gav alle sine venner gaver.“ — Ancient Italy and Modern Religion.

Stjernen „i træets top blev i Østen tilbedt som et symbol på renhed, godhed og fred 5000 år før Kristi fødsel“. — United Church Herald.

Kærten „kommer ikke . . . fra en kristen helligdom. Vi har hentet den fra et meget ældre alter, druidernes eg.“ — United Church Herald.

Julemanden er stjålet „fra den gamle germanske mytologi: Thor var en ældre, jovial og venlig herre, der var tætbygget med langt hvidt skæg. Han kørte i en vogn og boede efter sigende i Nordland . . . Hans element var ild, hans farve rød. Ildstedet var i alle hjem viet til ham, og det hed sig at han kom ned til det gennem skorstenen.“ — United Church Herald.

[Ramme på side 13]

Forårsriter

„Paaske hedder paa Tysk ’Ostern’, paa Engelsk ’Easter’, begge af det gammelsachsiske ’oster’ = at opstaa. . . . De gamle Germaner dyrkede en Vaarens Gudinde ved Navn ’Ostara’.“ — Dagligt Liv i Norden.

„Der er ingen antydning i Ny Testamente af at man fejrede påske.“ — Encyclopædia Britannica.

Kaninen „var vogter for den germanske gudinde Ostara“. — Funk & Wagnalls Standard Dictionary of Folklore, Mythology and Legend.

Æg „blev efter sigende farvelagt og spist ved forårsfesterne i det gamle Ægypten, Persien, Grækenland og Rom“. — Celebrations.

Påskehatten „var en krans flettet af blomster eller løv. Kransen eller kronen symboliserede den runde sol og dens bane på himmelen som bragte foråret tilbage.“ Den nye påskedragt kom af at „det blev betragtet som uhøfligt og derfor ulykkesbringende at hilse den skandinaviske forårsgudinde, Ostara, i alt andet end nye klæder, eftersom gudinden skænkede jorden en“. — The Giant Book of Superstitions.

Korsboller: „Ligesom grækerne, spiste romerne brød dekoreret med et kors . . . ved offentlige ofringer.“ De hedenske saksere spiste dem i anledning af påsken. — Encyclopædia Britannica.

Andagt ved solopgang svarer til de ritualer „der blev udført ved forårsjævndøgn for at byde solen og dens store livsfornyende kraft velkommen“. — Celebrations.

[Ramme på side 14]

Fastelavns hedenske rødder

Fastelavn: „Fra en [hedensk vårfest] stammer Skikken med Fastelavns-Riset, som har holdt sig til vore Dage. Kvinder, Dyr, Træer skal vækkes til Frugtbarhed ved Slag af Livskvisten. Hermed hænger det sammen, at Fastelavns-Riset oprindelig kun brugtes paa unge, barnløse Hustruer.“ — Illustreret Konversations Leksikon.

Fastelavnsboller: „Der kan . . . næppe være Tvivl om, at spisning af varme, fede Boller med varm Mælk til en Gang har haft sacramental Betydning, og at Formaalet har været derved at hjælpe til Frugtbarhedens Fremme.“ — Nordisk bondereligion.

Maskerede optog: „Maskerne og forklædningen har deres praktiske betydning under karnevallets løssluppenhed. Men deres ophav er mere respektindgydende. I det gamle Rom skulle de mænd, der trakterede med livskvisten [et frugtbarhedsritual], være forklædt i bukkehuder.“ — Berlingske Tidende.

Til trods for disse festers hedenske oprindelse vil nogle sikkert afvise tanken om at nægte børn glæden ved at fejre dem. Når alt kommer til alt, hvad ved veloplyste børn så om Saturn, Astarte og Samain? Nogle ved en hel del, blandt andet at de ikke har spor lyst til at fejre dem.

[Illustrationer på side 12]

Mithra

Thor

[Kildeangivelser]

Mithra: Musée du Louvre, Paris

Thor: The Age of Fable af T. Bulfinch, 1898

[Illustration på side 13]

Astarte

[Kildeangivelse på side 14]

Foto af kranium: U.S. Forest Service