Side 2

Er jorden ved at blive varmere?

Måske vil 1980’erne blive husket som det tiår da jorden begyndte at „smelte“.

◼ I det første halvår af 1988 registrerede man den varmeste femmåneders periode i de meteorologiske optegnelsers historie.Og da alle data var blevet indsamlet, viste det sig, ifølge Det Britiske Meteorologiske Institut, at 1988 havde været det varmeste år i næsten et helt århundrede.

◼ Dermed overgik 1988 det tidligere rekordår 1987!

◼ Var dette blot en tilfældighed? Muligvis. Ikke desto mindre kom 1981 og 1983 til at kæmpe om tredjepladsen på listen over de hidtil varmeste år.

◼ Hvilke år ligger så på femte- og sjettepladsen? Der finder vi henholdsvis 1980 og 1986.

Drivhuseffekten — hvad er det?

Har du lagt mærke til et særligt mønster i den globale klimaudvikling? Det har dr. James E. Hansen, der er leder af Goddard-rumforskningsinstituttet, som drives af den amerikanske rumfartsadministration NASA. I juni 1988 gav dr. Hansen udtryk for at den aktuelle temperaturstigning ikke blot er en statistisk tilfældighed. Efter at have aflagt en opsigtsvækkende rapport over for det amerikanske senat, sagde han: „Det er på tide at vi holder op med al den snakken frem og tilbage, og erkender at der er temmelig stærke indicier for at drivhuseffekten allerede er en realitet.“

DE FLESTE har sikkert hørt om den såkaldte drivhuseffekt. Med denne betegnelse hentydes til den kunstige opvarmning af jordens atmosfære som mange forskere frygter allerede er ved at gøre sig gældende over hele kloden. Ingen har imidlertid turdet sige det offentligt, før dr. Hansen aflagde sin rapport. Som klimatologen Michael Oppenheimer sagde i en kommentar til dr. Hansens udtalelser: „Det krævede et regeringsforum under en tørke og en hedebølge samt en forsker med det fornødne mod til at sige: ’Jo, det ser faktisk ud til at . . . [drivhuseffekten] er en realitet. Vi har registreret det.’“ Dr. Hansen „følte sig fri til at sige højt og tydeligt hvad andre talte om i det skjulte“.

Det globale drivhus

Har du prøvet en varm sommerdag at parkere din bil i solen, med alle vinduer lukket til? Det du oplevede da du kom tilbage og satte dig ind i bilen er et godt eksempel på hvordan drivhuseffekten virker. Bilruderne tillader sollyset at passere frit, så bilens indre snart varmes op. Men den opvarmede luft inde i bilen kan ikke slippe ud, og det kan varmen som sådan heller ikke. Hvorfor ikke? Fordi varmen afgives i form af langbølget stråling. Denne form for stråling er usynlig for øjet men kan føles på huden, for eksempel hvis man står nær en radiator. Ruderne i bilen lader det synlige lys slippe ind, men forhindrer en stor del af den langbølgede stråling i at slippe ud. Derfor stiger temperaturen inde i bilen.

Jordens atmosfære virker på samme måde som ruderne i en bil. Den lader det synlige lys passere uhindret, men absorberer en stor del af den usynlige stråling, deriblandt de langbølgede varmestråler og de ultraviolette stråler samt røntgenstrålerne. Eftersom ultraviolette stråler og røntgenstråler er skadelige og formodes at være kræftfremkaldende, er denne funktion i almindelighed til gavn. Men hvad sker der når atmosfæren forhindrer de langbølgede stråler i at slippe ud?

Idet atmosfæren absorberer den langbølgede stråling kommer den til at virke som et isolerende varmetæppe omkring jorden. Vi glemmer let at jorden er omgivet af et iskoldt, tomt rum. Selv om solen opvarmer jorden ville varmen hurtigt forsvinde igen hvis dette isolerende ’tæppe’ eller drivhus ikke fandtes. Temperaturen ved jordens overflade ville da være 40 grader lavere end den er nu, og verdenshavene ville være frosset til is.

Problemet med drivhuseffekten er at det måske er ved at blive for meget af det gode. Konsekvenserne af en løbsk drivhuseffekt kan blive verdensomspændende hungersnød efterhånden som frugtbare områder bliver til ørkener, altødelæggende storme forårsaget af temperaturstigningen i verdenshavene, oversvømmelse af store kystområder som følge af stigende vandstand, og udbredt hudkræft på grund af ozonlagets nedbrydning — kort sagt usigelige lidelser for jordens beboere.

Temperaturen sættes i vejret

Du har sikkert lært at 99 procent af jordens atmosfære består af ilt og kvælstof. Men disse luftarter absorberer ikke den langbølgede stråling. Det gør kun nogle få af de luftarter der udgør den sidste ene procent, som i forening med atmosfærens indhold af vanddamp paradoksalt nok både tjener til at beskytte jorden mod kuldedøden og nu truer med at overophede den.

Blandt forskerne er der almindelig enighed om at en stigning i koncentrationen af disse såkaldte drivhusgasser vil hæve jordens temperatur, men ingen kan sige præcis hvad konsekvenserne vil blive. Disse luftarter virker som en global termostat, og det ser ud til at mennesket nu i mere end hundrede år er blevet ved med at skrue op for denne termostat. „Afbrændingen af fossilt brændstof har (sammen med industrielle og landbrugsmæssige aktiviteter i øvrigt) fået atmosfærens indhold af kuldioxid til at stige omtrent 25 procent siden 1860,“ oplyser Irving M. Mintzer fra World Resources Institute. „Det formodes at den ophobning af kuldioxid og andre drivhusgasser der har fundet sted i atmosfæren siden 1860, allerede har medført en stigning i jordens overfladetemperatur på mellem 0,5 og 1,5 grader i forhold til gennemsnitstemperaturen i den førindustrielle periode.“

Sandt nok lyder en temperaturstigning på én eller to grader ikke af meget, men på globalt plan repræsenterer det faktisk en ganske anselig varmemængde. „For at sætte det hele i relief,“ tilføjer Mintzer, „er jordens gennemsnitstemperatur under det nuværende klima i Nordamerika og Europa kun én grad højere end i den lille istid, fra det 13. til det 17. århundrede.“ Der er desuden ingen grund til at tro at den ekstra varmemængde vil blive ligeligt fordelt. En forøgelse af den årlige gennemsnitstemperatur på én grad kan for eksempel give sig udslag i en stigning på adskillige grader i de varmeste sommermåneder, med katastrofale konsekvenser til følge.

Toronto-konferencen

Mens den uudholdelige sommerhede i 1988 fortsat gennembagte Nordamerika, var over 300 delegerede fra 48 lande samlet i Toronto i Canada til en international konference om forandringerne i atmosfæren. I sin rapport fra konferencen fremhævede avisen Manchester Guardian Weekly følgende uhyggelige forudsigelse af konsekvenserne af den globale opvarmning:

„Temperaturstigningen vil ikke blive jævnt fordelt jorden rundt. På de høje breddegrader vil opvarmningen foregå hurtigere end ved ækvator. Dette vil medføre udtørring af jorden på den nordlige halvkugles mellemste breddegrader, hvor størstedelen af verdens kornproduktion finder sted.“

Oversvømmelser

Endnu et forhold der volder stor bekymring er den virkning de stigende temperaturer vil få på vandstanden i verdenshavene. De fleste vil sikkert umiddelbart sætte den stigende vandstand i forbindelse med afsmeltningen af gletscherne og isen ved polerne, men verdenshavene kan faktisk stige en hel del uden noget tilskud fra disse kilder. Hvordan? Jo, som følge af temperaturudvidelse — det samme fænomen der får kviksølvet i et termometer til at stige på en varm dag. „Hvis vi satte alt ind på at bremse opvarmningen, ville vi i allerbedste fald kunne begrænse stigningen i vandstanden til mellem én og to meter,“ hævder forskeren Robert Buddemeier fra Lawrence Livermore National Laboratory.

Udsigten til en sådan stigning i havenes vandstand har vakt megen bekymring verden over. „En stigning på knap 60 centimeter kan føre til at 27 procent af Bangladesh bliver oversvømmet og at 25 millioner mennesker bliver fordrevet,“ oplyser publikationen U.N. Chronicle. „Egypten vil muligvis miste 20 procent af sin landbrugsjord, og De Forenede Stater mellem 50 og 80 procent af sine vådområder langs kysterne. En stigning på 2 meter vil efter alt at dømme betyde at de 1190 øer i den maldiviske øgruppe bliver udslettet.“

De ovennævnte prognoser er blot forsigtige skøn. Overvej engang nogle af de mere vidtgående forudsigelser der er blevet fremsat på det seneste: „I år 2035 står Holland under vand. Bangladesh eksisterer ikke længere. I Pakistan og Indien har voldsomme regnskyl og stigende vandstand i havet dræbt adskillige millioner mennesker og tvunget den resterende del af befolkningen sammen i improviserede flygtningelejre længere oppe i baglandet. I Mellemeuropa og i det mellemste vesten i USA har årtiers tørke forvandlet de engang så frugtbare områder til solsvedne ørkener.“ — Jeremy Rifkin i bladet Manchester Guardian Weekly.

Er det virkelig denne fremtid der venter jorden og dens beboere?

[Ramme på side 5]

Det er ikke alle forskere der føler sig overbevist om at den globale opvarmning skyldes en stigning i koncentrationen af drivhusgasser. Stephen H. Schneider, der er klimatolog ved det amerikanske Nationale Center for Atmosfærestudier, siger advarende: „Man kan ikke uden videre gå ud fra at det skyldes drivhuseffekten at ét enkelt tiår har været varmere. Men hvis temperaturen viser stigende tendens i to tiårsperioder vil det være temmelig usædvanligt. Og hvis de årlige temperaturrekorder fortsætter, tror jeg at de fleste skeptikere vil overgive sig og erkende at drivhuseffekten er en realitet.“ — Science News, vol. 135, 8. april 1989

[Ramme på side 6]

Derfor er det vanskeligt at forudsige drivhuseffektens udvikling

Jordens klimasystem er utrolig kompliceret, og forskerne indrømmer åbent at der er grænser for hvad de kan forudsige. Her anføres nogle af de faktorer der vil kunne få væsentlig indflydelse på de computerberegnede modeller af det fremtidige klima man i øjeblikket opererer med.

SMELTENDE IS OG SNE: Is og sne reflekterer mellem 40 og 60 procent af solens stråler og har således en kølende effekt. Men efterhånden som temperaturen stiger og får is og sne til at smelte, vil den mørke jord eller det mørke hav absorbere mere varme. Dette kan betyde en forstærkning af drivhuseffekten på mellem 10 og 20 procent.

SKYDÆKKE: En opvarmning af jorden vil medføre højere luftfugtighed og dermed flere skyer. „Skylagets refleksion er et af de største usikkerhedsmomenter i teorien om klimaforandring,“ indrømmer V. Ramanathan, der er specialist i klimatologi ved Chicagos universitet. Man antager dog at et mere udbredt skydække vil have en kølende effekt, eftersom det i højere grad vil reflektere solens stråler.

Men samtidig med at skyerne reflekterer en del af solens stråler, virker de som et isolerende tæppe der bremser for udstrålingen fra jordoverfladen. Det er derfor svært at forudsige hvilken af disse virkninger der vil dominere i en varmere, mere overskyet verden.

VERDENSHAVENE: Vand har en fortrinlig evne til at optage varme, og meget tyder på at verdenshavene kan optage så meget varme at de fulde konsekvenser af drivhuseffekten først vil vise sig med årtiers forsinkelse. Men præcis hvor stor denne forsinkelse er, har forskerne svært ved at forudsige.

VULKANSK AKTIVITET: Vulkanske skyer medvirker i et kompliceret samspil til at opvarme stratosfæren og sænke temperaturen ved jordoverfladen. Generelt vil den vulkanske aktivitet medvirke til at reducere drivhuseffekten, men ingen kan forudsige hvornår der vil komme et stort udbrud.

SOLAKTIVITET: I modsætning til hvad de fleste måske tror, er den energimængde solen udsender ikke fuldstændig konstant. I perioden fra 1979 til 1984 svandt dens lysstyrke således med omkring 1 promille. Set på den baggrund synes den stigende temperatur i samme periode endnu mere ildevarslende.

[Ramme/​diagram på side 7]

Drivhusgasserne

VANDDAMP: Mængden af vanddamp i atmosfæren afhænger hovedsagelig af lufttemperaturen. Varm luft kan indeholde mere vanddamp end kold luft kan. Men selv om vanddamp absorberer varmestråling særdeles effektivt er det i sig selv ikke nok til at forøge drivhuseffekten. Vanddampen medvirker hovedsagelig til at forstærke virkningerne af de andre gasser.

KULDIOXID (CO2): Dette er den mest udbredte af de varmeabsorberende gasser. Den er en forudsætning for alt liv på jorden, eftersom planterne behøver den for at kunne leve. Koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren stiger for tiden med en halv procent om året. Det lyder måske ikke af meget, men det betyder faktisk at der for hvert eneste menneske årligt sendes omkring ét ton kul ud i atmosfæren ved afbrænding af fossilt brændsel som kul og olie — i alt 5.000.000.000 tons! Omkring halvdelen af dette kulstof bliver dog med tiden brugt af planterne eller absorberet af havet, men resten forbliver i atmosfæren.

METAN (CH4): Dette er hovedbestanddelen i naturgas. Metan indeholder kul, ligesom kuldioxid. Mængden af denne luftart i atmosfæren øges dobbelt så hurtigt som mængden af kuldioxid — med omkring 1 procent om året. Og der er allerede dobbelt så meget metan i atmosfæren som der var i den førindustrielle tid. Forskerne er bange for at den stigende koncentration af metan vil gøre det endnu vanskeligere for de atmosfæriske processer at nedbryde de andre drivhusgasser, som for eksempel de berygtede klorfluorkarboner (CFC).

KLORFLUORKARBONER (CFC): Disse stoffer stiger efterhånden op i stratosfæren, hvor de medvirker til at nedbryde ozon. Mens de befinder sig i den nedre atmosfære virker de imidlertid som effektive drivhusgasser. Det enkelte CFC-molekyle er omkring 10.000 gange så effektivt som kuldioxid når det gælder om at absorbere den langbølgede varmestråling!

NITROGENOXID (N2O): Da tandlægerne brugte denne luftart kaldte de den lattergas, men dens indvirkning på atmosfæren er bestemt ikke noget at le ad. Den opstår som et biprodukt ved afbrænding af fossilt brændsel og er overordentlig stabil. Når først den er sluppet ud i atmosfæren holder den sig gennemsnitlig 150 år. Mens den befinder sig i den nedre del af atmosfæren, kaldet troposfæren, absorberer den varme, men den kan også stige op i stratosfæren, hvor den medvirker til at nedbryde ozonlaget. Koncentrationen stiger i øjeblikket med 0,25 procent om året.

OZON (O3): Sidst men ikke mindst er der luftarten ozon. I stratosfæren har ozon den gavnlige virkning at det absorberer skadelig ultraviolet stråling som kan forårsage hudkræft hvis den trænger igennem til jordoverfladen. I den nedre atmosfære er ozon derimod skadeligt. Her dannes det som et biprodukt ved forbrænding, navnlig i bil- og flymotorer.

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Drivhuseffekten: Jordens atmosfære virker på samme måde som glasset i et drivhus der holder på solvarmen. Når Jorden er blevet opvarmet, bevirker atmosfæren at varmen — i form af langbølget stråling — ikke så let slipper bort. Dette skyldes de såkaldte drivhusgasser, der blokerer for udstrålingen og tilbagekaster en del af den langbølgede varmestråling mod jordoverfladen, som derved bliver varmere

Udstråling

Absorberet varmestråling

Drivhusgasser

Jorden

Hvad kan der gøres ved det?

Ideer til hvordan man kan få drivhuseffekten under kontrol bringes til torvs lige så hastigt som den globale forurening tager til. Nogle ideer er lovende. Andre er blot mundsvejr . . .

1 SOLENERGI: Udnyttelsen af solenergi har i de senere år ikke haft offentlighedens store interesse, hovedsagelig på grund af faldende oliepriser. I mellemtiden er der sket store fremskridt med hensyn til at forbedre solcellernes effektivitet. Som The New York Times skrev for nylig er det for første gang blevet muligt „at omdanne solenergi til elektricitet med en virkningsgrad der svarer til konventionel el-produktion“. Hvis solenergien bliver fuldt konkurrencedygtig vil denne teknologi kunne medvirke til at begrænse udslippet af drivhusgasser, efterhånden som soldrevne kraftværker træder i stedet for de konventionelle.

2 BRINT SOM BRÆNDSTOF: Den idé at anvende ren brint i stedet for olieprodukter som brændstof i fly og måske endog i biler er i det mindste teknisk mulig at gennemføre. Hvad angår drivhuseffekten har brint det fortrin at den forbrænder rent. Der dannes ingen kuldioxid ved forbrænding af brint, kun vanddamp. Brint er desuden en fortræffelig energikilde. Et fly vil for eksempel kunne flyve tre gange længere på brint end på almindeligt brændstof. Desværre koster brint også tre gange så meget. Et endnu større problem er imidlertid at flydende brint skal opbevares stærkt nedkølet og under højt tryk. Selv den mindste lækage i brændstofsystemet kan føre til en voldsom eksplosion, som den der ramte den amerikanske rumfærge Challenger.

3 RUMSKJOLDE: Der har også været forslag fremme om at stationere kæmpemæssige „parasoller“ af tynd plast i det ydre rum til at skygge for jorden. Men hvis disse satellitter skal kunne kompensere for virkningerne af den forventede fordobling af kuldioxid-koncentrationen må de have et flademål svarende til 2 procent af jordens overflade. Denne løsning vil ikke være populær blandt astronomerne!

4 EN GLOBAL INDSATS FOR GENPLANTNING AF SKOV: Der findes allerede højeffektive, ikkeforurenende, vedligeholdelsesfri indretninger til at fjerne kuldioxid fra atmosfæren? De kaldes planter. Grønne planter lever af kuldioxid, idet de beholder kulstoffet til eget brug og frigiver ilten til atmosfæren som en slags affaldsstof. Alt andet lige skulle en forøgelse af luftens indhold af kuldioxid virke stimulerende på plantevæksten over hele jorden. Dette ville medføre et øget forbrug af kuldioxid og medvirke til at holde drivhuseffekten under kontrol. Men desværre er ikke „alt andet lige“, hvad de grønne planter angår, for de planter der kan fjerne den største mængde kuldioxid pr. arealenhed er træerne, og dem fælder man rask væk over hele jorden.

I betragtning af denne globale tendens opfordrer mange forskere nu til at der iværksættes omfattende genplantning af skov, for at bekæmpe den stigende drivhuseffekt. De gør for eksempel opmærksom på at et areal på 4 millioner hektarer tilplantet med træer vil kunne optage al den kuldioxid som verdens kraftværker vil afgive i de næste ti år. Sådanne programmer, som vil koste milliarder af dollars, blev for et år siden drøftet ved høringer i det amerikanske senat.

Det er muligt at et sådant program vil kunne gennemføres i De Forenede Stater, men hvordan vil det gå i troperne? Træplantningsprogrammer virker ikke særlig tiltalende på udsultede og desperate mennesker der lever i områder hvor man fælder træer for at skaffe jord der kan opdyrkes. De tropiske regnskove udgør en væsentlig del af hele jordens økologiske system, og netop disse skove er man i færd med at rydde, brænde og mishandle.

5 STRÅLER MOD CFC: Fra jorden kunne man affyre kæmpemæssige lasere op i atmosfæren, indstillet til at afgive energirige stråler med frekvenser som klorfluorkarboner vil absorbere. Man håber så at denne energitilførsel vil sprænge CFC-molekylerne inden de når op i stratosfæren, hvor de vil angribe ozonlaget. Problemerne ved dette er blandt andet omkostningerne og laserudstyrets energiforbrug samt „om man kan være sikker på at laserlysets energi kun vil blive absorberet af CFC-gasserne og ikke af andre molekyler, som for eksempel vanddamp og kuldioxid,“ siger fysikeren Thomas Stix fra Princeton-universitetet.

6 SOLKRAFTVÆRKER I RUMMET: Store paneler af solceller i rummet kunne opsamle solenergi døgnet rundt, uden at blive afbrudt af perioder med nat eller skydække. Den opsamlede energi kunne transmitteres til jorden i form af mikrobølger eller laserstråler. Tanken er at solenergien skulle erstatte brugen af fossilt brændsel. De tekniske vanskeligheder og selve projektets størrelse er imidlertid overvældende.

[Diagram/​illustration på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

1 SOLENERGI

2 BRINT SOM BRÆNDSTOF

3 RUMSKJOLDE

4 EN GLOBAL INDSATS FOR GENPLANTNING AF SKOV

5 STRÅLER MOD CFC

6 SOLKRAFTVÆRKER I RUMMET

En global løsning

DEN føromtalte konference i Toronto sluttede med en indtrængende appel om internationalt samarbejde for at løse ’drivhusproblemet’. Bladet Discover beretter: „Stående foran et 12 meter bredt, naturtro maleri af en himmel med skyformationer aflagde den canadiske premierminister Brian Mulroney og den norske statsminister Gro Harlem Brundtland løfte om at deres respektive lande ville begrænse brugen af fossilt brændsel.“

„Virkningen af en global klimaforandring er måske den største udfordring menneskeheden nogen sinde har stået over for, med undtagelse af det at afværge kernekrig,“ sagde den norske statsminister idet hun understregede nødvendigheden af en international traktat for at beskytte atmosfæren mod yderligere nedbrydning.

Hvad skulle en sådan traktat omfatte? Allerede inden konferencen havde dr. Michael McElroy fra Harvard-universitetet formuleret det således: „I sidste instans bør forbruget af fossilt brændsel nedsættes drastisk. Dette vil ikke være nogen let opgave. Hvordan vil vi kunne påvirke lande som Kina, der har rigelige kulreserver, til at begrænse udviklingen og forbruget af den lettest tilgængelige og billigste form for brændsel? Vi må gribe det an på internationalt plan. . . . Vi må finde frem til argumenter der vil kunne bevæge Den Tredje Verden til at følge en mere fornuftig kurs end den vi [hidtil] har fulgt.“

Men hvordan vil Den Tredje Verden reagere på sådanne tilskyndelser? De vestlige velfærdssamfunds livsform, som er så eftertragtet blandt folk i de fattige lande, er enormt energikrævende. Bilerne, der over hele verden står som funklende symboler på magt og succes, kræver brændstof, medmindre de da blot skal stå til pynt foran huset. Smarte produkter der skal markedsføres effektivt kræver at blive pakket ind i plastic, der af dr. Lester Lave fra Carnegie-Mellon-universitetet bliver betegnet som „størknet energi“. Det kræver ligeledes enorme energimængder både at bygge, vedligeholde og oplyse nye motorveje, skyskrabere og prestigebyggerier i form af internationale lufthavne og indkøbscentre. Nu vil de rige lande så i realiteten forsøge at sige til de fattige: ’Vi har allerede fået det vi ønskede os — men pludselig er vi blevet meget bekymrede for vort miljø. I kan desværre ikke få det vi har fået. I er nødt til at følge en mere fornuftig kurs end den vi har fulgt. I kan ikke blot bruge løs af de billige energikilder vi har benyttet os af. I må benytte dyrere energi, jeres samfund må vokse langsommere, og I må overtale jeres befolkninger til at vente længere på den livsstil vi fortæller dem at de bør stræbe efter.’ Hvordan vil man overhovedet kunne få Den Tredje Verden overbevist om det?

Om dette problem siger dr. McElroy videre: „Det må nødvendigvis indebære en overførsel af midler fra os [industrilandene] til dem [Den Tredje Verden]. . . . Dette kunne passende finansieres gennem en afgift på fossilt brændsel, som netop er kilden til mange af vore problemer. Det er dog uklart hvordan en sådan afgift skulle administreres. Det ville øjensynlig være nødvendigt at nedsætte et internationalt råd med en magt og autonomi der ikke tidligere er set. Dette må nødvendigvis indebære at de enkelte lande afgiver i det mindste en del af deres ret til at handle uafhængigt, en ret de hidtil har betragtet som umistelig.“

Men hvor realistisk er dette håb? Er det sandsynligt at de rige lande frivilligt vil afgive magt og myndighed til et internationalt råd med det formål at fastsætte og inddrive skatter for at kunne overføre penge til de fattige lande og bekæmpe drivhuseffekten? De velstående og indflydelsesrige lande på denne klode har langtfra opnået deres velstand og indflydelse gennem en sådan fremsynet uegennytte. De våger derimod skinsygt over deres nationale suverænitet. Man kan næppe forvente at de vil ændre holdning blot fordi nogle forskere er blevet nervøse for drivhuseffekten.

Et suverænt verdensherredømme

En trussel af globalt omfang, som for eksempel en løbsk drivhuseffekt, kan ikke afværges med resolutioner, floskler og forhåbninger — kun af en ægte verdensregering som er i stand til at gennemføre en sund miljøpolitik fra pol til pol. I betragtning af menneskets historie indtil nu, er der ingen grund til at tro at det snart vil lykkes mennesker at oprette en sådan regering. „Vi har, op gennem historien, begået alle de fejltagelser man kan forestille sig. Og vi har gentaget hver eneste af disse fejltagelser indtil flere gange med en uendelig række af variationer over hver enkelt større fejl, uden egentlig at lære noget som helst,“ udtaler skribenten Allan Wirtanen i bladet New Scientist.

Den der alvorligt overvejer forløbet af menneskehedens historie kan udlede én væsentlig lære af alt dette — nemlig at mennesket ikke er i stand til at tage vare på denne jord uafhængigt af sin Skaber. Synes du at det lyder for ’religiøst’, at det ikke er ’videnskabeligt’ nok, at det måske lyder lidt ’naivt’?

Men hvad er egentlig mest naivt: At håbe på at menneskeheden vil formå at vende historiens triste gang, overvinde nationale, politiske, religiøse og kulturelle skel, og tage langsigtede forholdsregler for at afvende en truende katastrofe i næste århundrede — eller at sætte sin lid til at Gud vil gribe ind før det kommer så vidt? Skaberen har i sit ord Bibelen lovet at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Der findes rigelige historiske og videnskabelige vidnesbyrd om at det netop er hvad han har til hensigt at gøre. Hvorfor ikke ofre nogle få minutter på at slå op i din bibel i Salme 37 og i Esajas, kapitel 11 og 65, og læse dens løfter angående jordens fremtid! Sammenlign så disse løfter med de dystre prognoser i forbindelse med drivhuseffekten. Hvilke af disse fremtidsudsigter vil holde stik? Skylder du egentlig ikke dig selv og dine børn at finde ud af det?