Kærlighed til penge — en rod til alt ondt

ENHVER generation hævder måske at netop den har været vidne til et jag efter penge som man ikke tidligere har set på jorden! Alle slægtled kan henvise til krige de har udkæmpet for at opnå vælde og rigdom — og en krigs varighed er ofte blevet afgjort af hvor mange penge der var til rådighed.

Rundt om i verden er millioner af mennesker blevet dræbt på grund af penge. Børn af rige forældre er blevet kidnappet og holdt tilbage indtil forældrene har betalt en løsesum for at få dem tilbage i god behold. Godtroende mennesker er blevet franarret et helt livs opsparing. Indbrudstyve har endevendt folks hjem for penge. Dristige mænd er blevet kaldt „samfundets fjende nummer 1“ fordi det lykkedes dem at plyndre en enkelt bank. Alle generationer har været vidne til sådanne skammelige handlinger. Men ingen generation har set et større pengebegær end den der så en foragtelig forbryder forråde sin bedste ven, det største menneske der nogen sinde har levet, for blot 30 sølvstykker.

I slutningen af dette århundrede er menneskets stræben efter dette ustabile betalingsmiddel — der af en amerikansk skribent benævnes som „den almægtige dollar som er genstand for universel tilbedelse“ — blevet endnu mere fornedret. Ingen anden generation har været vidne til mere frygtløse røverier hvor ikke kun bevæbnede voksne, mænd som kvinder, men selv børn har truet bankkasserere til at udlevere millioner af kroner. Tyverier af den slags er blevet så almindeligt udbredte i dag at de ikke får megen omtale i nyhedsmedierne. Mange pengeinstitutter er blevet insolvente fordi direktøren har spekuleret i illegale millionoverførsler for egen vindings skyld, og det har resulteret i at bankbeholdningen er blevet drænet og at mange kontohavere er efterladt i økonomisk ruin.

Eller hvad med de funktionærer der i dag begår underslæb og tiltusker sig millioner af kroner fra deres arbejdsgivere for at kunne leve som de rige og berømte? Der kunne også skrives meget om personer der skjuler sig på svagtoplyste gader for at frarøve forbipasserende deres håndtaske og tegnebog. Og hvad med de dristige røverier der foregår ved højlys dag i mange vidners nærværelse og hvor folk bliver dræbt og bestjålet? I nogle byområder siger indbyggerne beklagende: „Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt jeg vil blive overfaldet på gaden, men hvor tit.“ Nogle sørger endda for at have en lille sum på sig for at kunne tilfredsstille en eventuel røver, i håb om at han så vil skåne deres liv. Ulykkeligvis oplever vi der lever i slutningen af det 20. århundrede, det mest hensynsløse jag efter penge verden nogen sinde har kendt til.

Penges magt i familien

Hver dag skændes ægtefæller om penge. „Penge er som en magnet der trækker alle livets skuffelser til sig,“ skriver en kvindelig forsker. „Hvis ægtefællerne skal holde op med at skændes om penge, må de finde ud af hvordan de hver især betragter dem og hvordan de bruger dem.“ Uanset om familierne er rige, fattige eller et sted midt imellem, er det, ifølge de fleste sagkyndige, oftest penge der er årsag til strid mellem ægtefællerne. „Det overrasker mig,“ siger en anden forsker, „hvor mange skænderier der drejer sig om at bruge eller opspare penge.“ Lad os for eksempel se på de familier der er meget rige. Den nærige ægtefælle forsøger ofte at spare på hans eller hendes penge mens den ødsle ægtefælle smider om sig med dem. Trods rigdom er kamplinjen trukket op — kampen skyldes ikke pengenød, men velstand. Der er dem der gifter sig for penge, nyder den livsstil de kun har turdet drømme om, for til sidst at lade sig skille og modtage enorme summer i underholdsbidrag.

I denne pengefikserede verden er penge blevet et billede på magt og selvagtelse. Derfor skaber det ofte problemer når en hustru tjener mere end sin mand. Når det er tilfældet føler ægtemanden måske at han har mistet sin magt og selvagtelse. Jalousien stikker sit hæslige ansigt frem — ikke fordi en fremmed person har trængt sig på — men fordi den eftertragtede mammon er kommet imellem dem. I kampen mellem penge og kærlighed er det alt for ofte pengene der går af med sejren.

Det er rigtigt når der siges at „kærlighed til penge er en rod til alt ondt“. (1 Timoteus 6:10, den danske autoriserede oversættelse, 1948) Men ikke desto mindre har mangelen på penge medført store bekymringer og nød for de mennesker der er blevet ofre for ’pengejægerne’.

Penge, penge og atter penge

Det er ofte blevet sagt, at hvor penge er, kommer penge til. Tænk på de enorme beløb der bruges på at lokke folk til at købe produkter ved aggressiv markedsføring gennem reklamer. Kontrollér din post — måske har du vundet en million! For mange er det ikke længere nok at vinde en million, nu er det to — eller flere. Af frygt for at gå glip af en uventet pengesum er der mange som køber ugeblade der egentlig ikke har deres interesse og som de sandsynligvis aldrig får læst, men som lokker med ’skrabespil’ og lottogevinster.

I USA har man nu lotterier med gevinster på op til millioner af dollars til vinderen! Nogle få millioner er ’småskillinger’. I dag kan man ved en enkelt lodtrækning vinde fra 50 til 100 millioner dollars. Pengepuljerne synes at være uudtømmelige. I mange lande har der i flere årtier været nationallotterier. Nogle har spenderet en hel ugeløn på en minimal chance for at vinde store penge. Familier har manglet mad og tøj — pengene er i stedet blevet ofret til „lykkeguden“. — Esajas 65:11.

Rundt om i verden er der millioner som håber på at vinde store summer på hasardspil. De forsøger at realisere deres fantasier i spillecasinoer. Med et terningkast, det rigtige kort eller et træk i en spilleautomat håber de at få deres drømme opfyldt. At prøve at vinde noget på den måde er som at jage efter vinden.

I fuld fart fortsætter deres ubarmhjertige jagt på de flygtige penge. Nogle der har samlet sig en formue har oplevet at den pludselig, i et uventet øjeblik, er blevet til intet. Den vise kong Salomons ord burde have særlig betydning for dem: „Dine penge kan forsvinde på et øjeblik, som om de havde fået vinger og var fløjet bort som en ørn.“ — Ordsprogene 23:5, Today’s English Version.

Helliger hensigten midlet?

Det kan ikke nægtes at nogle har sat sig selv og deres familie i en vanskelig situation ved at bruge familiens sidste penge på hasardspil. Ofte er disse mennesker fattige og tjener kun til dagen og vejen. Andre er dovne og foretrækker at spille sig til lettjente penge. I dag er størstedelen af jordens fattige imidlertid ofre for uforskyldte omstændigheder. De der knap nok er i stand til at skrive deres eget navn på grund af manglende undervisning, udgør millioner. Utallige andre lever på fattigdomsgrænsen fordi landets økonomi er i en elendig forfatning. Selv højtuddannede har måttet se deres jobansøgninger blive afvist. Andre tusinder er blevet arbejdsløse når store firmaer har måttet indskrænke fordi udbudet af deres produkter overstiger efterspørgselen. Hvordan klarer disse mennesker sig?

At skaffe sig penge ved uærlige metoder appellerer måske til nogle. For dem er det hensigten der helliger midlet. Det er ikke ualmindeligt at folk med en fortvivlet økonomi tænker: „Jeg vil gøre alt for at brødføde min familie.“ Kvinder prostituerer sig og mænd stjæler, for blot at nævne et par af de mange uærlige metoder. Kan uærlige metoder som at stjæle og at bruge penge på spil, nogen sinde retfærdiggøres? Verden er fyldt med mennesker der mener at det kan.

Tror du på Skaberen, Jehova Gud? Hans råd er at vi skal kaste vores byrde på ham og stole på at han vil støtte os når vi har brug for det. Efter at have været kristen i cirka 25 år skrev apostelen Paulus: „Jeg kender jo til at være langt nede med fornødenheder, og jeg kender jo til at have rigeligt. I alt og i alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød. Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:12, 13) Paulus tyede helt sikkert ikke til uærlige metoder når han var langt nede med fornødenheder, men han stolede på Jehova og blev hjulpet.

Hvis du er fattig og lever under trange kår, så søg ikke uærlig vinding. Det er bestemt ikke forkert at tjene penge, blot det sker på ærlig vis. Jesus sagde jo at „en arbejder er sin løn værd“. (Lukas 10:7) Der er heller ikke noget forkert i at være rig. Men gå aldrig på kompromis om moralprincipper for at dække dine behov. Opbyg et forhold til vor store Skaber, Jehova Gud, og stol på at han kan hjælpe dig igennem livets genvordigheder og problemer. „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:6, 7.

Er en arbejder sin løn værd?

SE ENGANG på dem! De kæmper for at overleve, og ofte bor de i usle hytter. Nogle få livsnødvendige ting er det eneste de ejer, selv om mange af dem lever i et velstående land. De er vandrearbejdere. Alene i De Forenede Stater er der fem millioner vandrearbejdere, der plukker frugt og grøntsager for nogle af landets største selskaber.

Betragt deres arrede og smertende kroppe mens de arbejder i den brændende hede. Se hvordan de prøver at strække deres ryg efter i mange timer at have stået foroverbøjet og plukket grøntsager som vil pryde hylder og kasser hos fjerntliggende købmænd og supermarkeder. Fra solopgang til solnedgang, seks eller syv dage om ugen arbejder de. Læg mærke til børnene der arbejder ved siden af deres forældre, og ofte også deres gamle bedsteforældre. Mange af de unge bliver taget ud af skolen i en tidlig alder fordi deres forældre sæson efter sæson flytter til steder hvor afgrøderne er rede til at blive høstet. Trods alt dette slid lever de på sultegrænsen.

Generer den konstante lyd fra lavtflyvende flyvemaskiner dig mens du betragter disse arbejdere slide og slæbe på markerne? Får de giftige pesticider fra flyvemaskinens sprøjtedyser dine øjne til at svie og din hud til at brænde og klø? Er du bange for den skadelige virkning det har på kortere eller længere sigt? Det er arbejderne. Sprøjtemidlet hænger altid i deres tøj, er i deres næse og i deres lunger. De har set hvordan disse kemikalier har haft en skadelig virkning på deres børn og gamle forældre. De har set familiemedlemmer og arbejdskammerater blive uarbejdsdygtige i en ung alder på grund af pesticidforgiftning.

Et barn, der nu er teenager, blev født med hofteledsfejl, ingen brystmuskler i den højre side og med den ene side af ansigtet lammet. Hendes fader tror at deformiteten skyldes pesticidsprøjtning af jordbærmarker under moderens graviditet. Det skønnes at der årligt, alene i De Forenede Stater, er 300.000 vandrearbejdere der indånder pesticider, og at der blandt disse arbejdere er fem gange flere handicappede end inden for noget andet erhverv.

Hvis du ikke bliver berørt af det blotte syn når de slider og slæber på markerne eller af at se deres tarvelige levevilkår, så lyt til hvad de selv siger. „Man bliver dødtræt af dette arbejde,“ sukker en moder til syv børn efter en lang og hård dag på markerne. „Jeg orker sandsynligvis kun at vaske mig og så gå i seng. Jeg skulle have været oppe klokken fire i morges, men jeg sov over mig og havde ikke tid til at lave frokost, så jeg har ikke spist. Nu er jeg for udmattet til at spise.“ Hendes hænder er fyldt med vabler. Det ville være smertefuldt at skulle holde om en gaffel eller en ske.

„[Vores] børn hjælper os somme tider i weekenden,“ siger en anden moder, „og de ved hvad det vil sige at arbejde i markerne. De ønsker ikke at gøre det til deres levevej. . . . Jeg har stadig splinter i mine hænder efter at jeg sidste vinter plukkede appelsiner.“ Hendes mand siger: „Vi arbejder fra solopgang til solnedgang seks dage om ugen . . . Det vil vi sandsynligvis komme til at gøre hele livet. Hvad ellers kan vi tage os til?“ Tilsammen har parret en tarvelig indkomst på 10.000 dollars om året — efter amerikanske forhold er det at leve på sultegrænsen.

Arbejderne er bange for at beklage sig af frygt for at miste deres arbejde. „Hvis man beklager sig,“ siger en, „bliver man ikke ansat igen.“ Mange af vandrearbejderne er ægtemænd eller fædre der har måttet forlade deres familie for at følge afgrøderne, eftersom overnatningsmulighederne er for elendige og for små til resten af familiens medlemmer. Ofte er det gasbetonbarakker der huser op til 300 arbejdere. „Det ville være skønt hele året at kunne bo sammen med [sin familie],“ siger en fader, „men jeg er nødt til at rejse rundt.“ „Vi skraber allerede bunden,“ udtaler en anden mand. „Vores situation kan kun blive bedre.“ For at føje spot til skade befinder mange af disse sig også på bunden af lønskalaen. For nogle arbejdende familier er en årlig indkomst på 10.000 dollars noget uopnåeligt; et beløb de kun kan håbe på. „Plantageejerne betaler lønninger som i den tredje verden og afskediger arbejdere der ikke gør nøjagtig hvad de bliver sat til,“ skriver bladet People Weekly. „Den der arbejder er sin løn værd,“ sagde Jesus. (Lukas 10:7) Vandrearbejderen må spekulere på hvornår dette princip kommer til at gælde i hans tilfælde.

Lønnen til dem der underviser vore børn

Lad os nu betragte nogle hvis hverv pålægger dem at undervise børn og voksne i læsning, skrivning, stavning, regning, grundlæggende videnskab, adfærd på arbejdspladsen — bestanddele af en grundlæggende uddannelse. På højere læreanstalter underviser lærere i jura, medicin, kemi, ingeniørvæsen og højteknologi, områder der giver adgang til de mere lønnende job i denne computer- og rumtidsalder. I betragtning af lærernes vigtige undervisningsarbejde burde de så ikke rangere højt og modtage lønninger der svarer til det uvurderlige arbejde de udfører? Når man sammenligner med folk hvis lønninger er fuldstændig ude af proportion i forhold til deres arbejdsindsats, virker det som om samfundet ikke prioriterer lærergerningen særlig højt.

I slutningen af dette 20. århundrede er det nogle steder blevet en højst risikabel profession at undervise, ikke kun på videregående læreanstalter men også i folkeskolen. På nogle skoler bliver lærerne bedt om at bære knipler i klasseværelserne og i skolegården for at kunne forsvare sig mod uregerlige børn. Skolebørn i alle aldre har pistoler og knive som de enten bærer på sig eller måske skjuler i deres madkasser.

Både lærere og lærerinder har været udsat for overgreb fra elevernes side. I de seneste par år er mere end 47.000 lærere og 2,5 millioner skoleelever [i USA] blevet ofre for kriminalitet. „Problemet findes overalt,“ skriver læreravisen NEA Today, „men det er værst i byområderne hvor risikoen for overfald på læreren er som 1 til 50.“ Elevernes udbredte brug af rusmidler og alkohol har gjort lærerne endnu mere fortvivlede.

Som en yderligere byrde forventer man nogle steder at lærerne videreuddanner sig i løbet af deres karriere, og bruger deres ferie til at tage udvidede kurser eller til at overvære lærerkongresser eller seminarer. Og deres løn er ikke særlig stor. I visse større byer i De Forenede Stater ligger lønningerne for skolepedeller 20.000 dollars over lærernes.

Lærerlønnen er forskellig fra land til land, fra stat til stat og fra område til område. I nogle lande er lærernes lønramme den laveste i landet. Selv i mere velstående lande viser undersøgelser at det ansvar der hviler på lærernes skuldre slet ikke står i forhold til deres lønninger.

I The New York Times kritiseredes lærernes lønskala i disse vendinger: „De professioner der kræver en uddannelse, som for eksempel lærergerningen . . . er altid blevet meget dårligt kompenseret eller belønnet. Man har været tilbøjelig til at tænke: ’Det er jo fordi de har lyst til det.’ Jeg synes ikke det er hverken rimeligt eller særlig intelligent at drage en sådan konklusion.“ Læs for eksempel denne undersøgelse, der blev offentliggjort i The New York Times: „Lønningerne for lærerstaben på gymnasierne og universiteterne i undervisningsåret 1991-92 havde den laveste stigning i 20 år,“ gennemsnitlig 3,5 procent. „Når inflationen er trukket fra de 3,5 procent er lønningerne kun steget med 0,4 procent,“ bemærker en forsker. Mange frygter at de lave lønninger vil tvinge pligtopfyldende lærere til at forlade lærergerningen til fordel for bedre betalte stillinger.

Og så er der sportsverdenen

Sportsverdenen er et eksempel på proportionsforvrængede lønninger. Hvordan ser vandrearbejderne der lever på sultegrænsen og de lavtlønnede lærere på sportsfolks overdrevne nettoløn?

Billiger politimanden og brandmanden — som hver dag risikerer deres liv — de skyhøje lønninger som professionelle idrætsudøvere får udbetalt fordi de hyldes som stjerner? I de sidste ti år er der alene i De Forenede Stater blevet dræbt over 700 politibetjente i tjeneste. Der har også været mange dødsfald blandt brandmænd. Alligevel er det almindeligt kendt at disse veltrænede professionelle tjenestemænd er blevet groft underbetalt. Mon ikke de er i tvivl om hvor højt samfundet værdsætter deres arbejde og deres liv?

Baseball er for eksempel meget populært i De Forenede Stater, Canada og Japan. I De Forenede Stater er der flere end 200 berømte turneringsspillere der har en årsløn på over en million dollars. Ved slutningen af baseballsæsonen i 1992 underskrev 100 spillere kontrakter der i alt sikrede dem 516 millioner dollars. Treogtyve af disse kontrakter havde hver en værdi på mere end 3 millioner dollars om året. Man hører ikke så meget til de mindre kendte spilleres lønninger, hvorimod de spillere der har underskrevet seksårige spillerkontrakter til mere end 43 millioner dollars og kontrakter på 36 millioner dollars for fem år, mere er i offentlighedens søgelys. Hvert år stiger lønningerne, og der sættes nye rekorder for den højest betalte i baseballhistorien. Inden for amerikansk fodbold er spillernes lønninger også steget voldsomt — til et gennemsnit på 500.000 dollars.

Disse lønninger foranlediger spørgsmålet: Kunne du som læser forestille dig at du hver uge modtog en check på 62.500 dollars? „Det er imidlertid hvad alle disse spilfordelere med millionkontrakter i National Football League får ind ad døren i de 16 uger sæsonen varer,“ skriver The New York Times. „Eller hvad med en baseballspiller der blev købt for 2 millioner dollars, og som hver anden uge modtager en check på 75.000 dollars? Efter skat skal han prøve at ’klare sig’ for 50.000 dollars til den 15. i måneden!“ Heri er ikke iberegnet reklamepenge, penge for signerede baseballbolde, autografer til fans, og opvisningskampe, der tilsammen kan løbe op i millioner. Hvad mon den underbetalte lærer eller lærerinde tænker når vedkommende på et år tjener mindre end det en idrætsudøver kan tjene på en enkelt kamp?

Fjernsynet har også været med til at gøre professionelle inden for golf, tennis, basketball og ishockey meget rige. Stjerner inden for disse sportsgrene har millionindtægter — en berømt ishockeyspiller underskrev en seksårig spillerkontrakt på 42 millioner dollars. En anden ishockeyspiller får 22 millioner dollars over fem år, gennemsnitlig 4,4 millioner for en sæson, selv hvis han aldrig kommer på isen på grund af skader eller sygdom.

I en tenniskamp mellem en topprofessionel mand og kvinde — sat på plakaten som „Kønnenes Kamp“ — blev der kæmpet bravt på banen for at vinde præmiepuljen på 500.000 dollars. Manden vandt puljen, men det forlyder at de begge fik „klækkelige optrædelsesgebyrer der ikke blev offentliggjort men blev skønnet at ligge et sted mellem 200.000 og 500.000 dollars til hver“.

I lande som Storbritannien, Italien, Japan og Spanien, for blot at nævne nogle få, har lønningerne til professionelle idrætsudøvere antaget uanede højder — chokerende summer i millionklassen. Alt dette har fået en topprofessionel tennisspiller til at kalde 90’ernes lønninger for „sjofle“.

Man kan imidlertid ikke laste de professionelle idrætsudøvere for disse høje lønninger. Det er holdets ejer der sætter prisen på talentet. Spillerne tager kun det de bliver tilbudt. Men spillerne har æren for hvor mange fans der støtter holdet. På mange stadioner i 1992 blev der for eksempel sat tilskuerrekorder i løbet af baseball- og rugbysæsonen. Dét samt tv-rettighederne har givet ejerne flere indtægter. Derfor mener nogle at spillerne bare får den del af kagen der rettelig tilkommer dem.

De ekstremt høje lønninger der betales for at slå en bold over et net, ned i et lille hul eller ud af en baseballbane, er den diametrale modsætning til vandrearbejdernes lave lønninger for at slide og slæbe mange timer under en brændende sol mens de høster vores mad. Det er et beklageligt bevis på værdinormerne i et velfærdssamfund.

Et andet eksempel, der står i skarp modsætning til de forrige, drejer sig om en velkendt professionel person. Med mindre end 2 millioner dollars til at forske efter en vaccine der kunne forebygge polio, sled den amerikanske forsker Jonas Salk og hans kolleger mange timer i et laboratorium mens de udarbejdede vaccine efter vaccine der blev testet igen og igen. I 1953 bekendtgjorde Salk at han havde udviklet en prøvevaccine. Salk, hans hustru og deres tre sønner var nogle af de første der afprøvede vaccinen. Vaccinen viste sig at være sikker og effektiv. I dag er polio praktisk talt udryddet.

Salk fik mange æresbevisninger for sin fremragende indsats i forebyggelsen af denne sygdom, der kunne slå folk ihjel eller gøre dem til krøblinge. Han ville imidlertid ikke modtage pengegaver. Han vendte tilbage til sit laboratorium for at forbedre vaccinen. Det han anså for sin belønning var tydeligvis ikke penge men tilfredsstillelsen ved at se børn og forældre befriet for frygten for denne alvorlige fare.

Forestil dig så hvordan der er at blive undervist i at leve evigt i et jordisk paradis, hvor sygdom, lidelser og sorg vil være fjernet for evigt. Ville det ikke være rimeligt at de der lærer andre om denne gode nyhed fik skyhøje lønninger? Men disse lærere underviser gratis! De får ingen løn for det! Da Jesus sagde at ’en arbejder er sin løn værd’, talte han ikke om lønningerne til de lærere der forkyndte den gode nyhed. (Lukas 10:7) Han sagde at de ville få det nødvendige. Han sagde også til dem: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Mattæus 10:8) Hvilken belønning vil de modtage? Nøjagtig det som Jesus — det største menneske der har levet — lovede, nemlig evigt liv på en renset, paradisisk jord. Lønninger i millionklassen kan ikke måle sig med dette!

[Ramme på side 9]

Penge, berømmelse og stofmisbrug

Ønsket om at blive berømt og tjene millioner som professionel idrætsudøver har fået nogle unge til at begynde at bruge anaboliske steroider til at opbygge tunge kroppe og svulmende muskler på helt usædvanlig kort tid. Dr. William N. Taylor, medarbejder ved De Forenede Staters olympiske dopingkontrolprogram, siger advarende at brugen af sådanne medikamenter har nået „et epidemisk omfang“. Det skønnes at der alene i De Forenede Stater er 250.000 teenagere som bruger steroider.

„Der lægges et utroligt pres på collegeelever for at få dem til at bruge steroider,“ siger en professionel fodboldspiller. „Idrætsudøvere spekulerer ikke på hvilke problemer der for eksempel kan opstå om 20 år hvis de bruger steroider. Og collegeelever tænker ofte ikke engang 20 dage frem. Mange unges indstilling er: ’Jeg vil gøre alt for at blive en berømt idrætsudøver.’“

En fodboldspiller udtalte før han blev professionel: „Hvis jeg vil med på holdet er jeg nødt til at tage dem. . . . Der er stor konkurrence i vægttræningsrummet. For hvert år ønsker man at blive større og stærkere, og når man ser hvordan andre mænd bliver større, ønsker man også selv at blive det. Man bliver stædig.“ Trods disse følelser nåede denne idrætsudøver, uden brug af steroider, sit mål — at blive professionel fodboldspiller. Han er overbevist om at steroider der cirkulerer i omklædningsrummet er „farligere for spillet end narkotika der sælges på gaden“.

Ikke kun læger men også de der har taget skade af at bruge steroider og andre hormonpræparater, har i lange artikler beskrevet deres oplevelser. De alvorligste tilfælde har kostet menneskeliv.

[Illustration på side 7]

Vandrearbejdere høster hvidløg i Gilroy i Californien

[Kildeangivelse]

Camerique/​H. Armstrong Roberts

[Illustration på side 8]

Burde lærere ikke rangere højt som nogle der er deres løn værd?

[Illustration på side 10]

I USA har over 200 berømte turneringsspillere i baseball en årsløn på mere end en million dollars

[Kildeangivelse]

Focus on Sports