Beskyttet af troen på Gud

DET var maj 1945. I Europa var den anden verdenskrig lige afsluttet. Det var kun to dage siden jeg var kommet hjem til Chojnice i Polen. Turen havde taget næsten to måneder eftersom jeg var til fods og havde foretaget adskillige ophold på vejen for at besøge folk. De sidste to år havde jeg opholdt mig i koncentrationslejren Stutthof i nærheden af Danzig (nu Gdansk).

Min moder, mine to søstre og jeg sad i dagligstuen og nød hinandens selskab, da det bankede på hoveddøren. Elaine, min ældste søster, undskyldte sig og gik ud for at lukke op. Det tog vi ikke særlig notits af førend vi hørte hende skrige. Jeg sprang straks op af stolen og løb ud til døren. Dér stod Wilhelm Scheider og Manfred Licnierski, to medkristne som jeg havde troet var døde kort efter at jeg sidst havde set dem.

Efter at jeg i nogen tid havde stået med åben mund og stirret vantro på dem, spurgte broder Scheider om ikke jeg havde tænkt mig at invitere dem indenfor. Vi brugte resten af dagen og det meste af aftenen til at genopfriske vort venskab og genkalde os hvordan Jehova Gud havde beskyttet os under vort fangenskab. Men inden jeg begynder at fortælle om hvad vi havde oplevet, vil jeg gerne forklare hvordan det gik til at jeg kom i koncentrationslejr.

Min tro prøves som ung

Mine forældre blev bibelstudenter (som Jehovas vidner dengang blev kaldt) omkring den tid hvor jeg blev født. Det var i 1923. Årene forud for den anden verdenskrig var ikke nemme for Jehovas vidner. I skolen underviste man i den katolske tro, og Jehovas vidner fik en hård behandling. Jeg blev hele tiden chikaneret af de andre børn, og læreren tog uvægerlig børnenes parti imod mig. Det var også vanskeligt at forkynde. Engang da vi var ude at forkynde i nabobyen Kamien, omringede mindst hundrede borgere 20 af os Jehovas vidner. Polske betjente nåede frem lige i rette tid til at beskytte os mod pøbelen.

Forfølgelsen blev intensiveret da Tyskland invaderede Polen i september 1939. I 1943 blev jeg arresteret af Gestapo fordi jeg nægtede at gøre tjeneste i den tyske hær. Mens jeg var under arrest afhørte Gestapo mig i et forsøg på at få mig til at give dem navnene på andre Jehovas vidner i området. Da jeg nægtede det, fortalte en gestapoofficer mig at jeg højst sandsynligt ville dø i en koncentrationslejr.

Jeg blev først sendt til fængselet i Chojnice, hvor nogle fængselsbetjente slog mig med en gummiknippel for at tvinge mig til at opgive min beslutning om at forblive loyal mod Jehova. De fortsatte med at slå mig i 15 eller 20 minutter, alt imens jeg uafbrudt bad inderligt til Jehova. En af fængselsbetjentene beklagede sig over at han var ved at køre træt før mig.

Mærkeligt nok følte jeg faktisk kun de første få slag. Det var i stedet som om jeg blot hørte dem, ligesom når der bliver slået på en tromme langt borte. Jehova beskyttede mig helt sikkert og besvarede mine bønner. Det rygtedes snart i fængselet at jeg havde fået prygl, og nogle begyndte at kalde mig „en Guds mand“. Kort efter blev jeg sendt til Gestapos hovedkvarter i Danzig. En måned senere blev jeg sendt til koncentrationslejren Stutthof.

Livet i Stutthof

Ved ankomsten blev vi beordret til at stille op foran barakkerne. En kapo (en fange der har opsyn med andre fanger) pegede på krematoriets tre store skorstene og fortalte at inden tre dage ville vi være i himmelen hos vor Gud. Jeg vidste at broder Bruski fra vores menighed i Chojnice var blevet sendt til Stutthof, og jeg prøvede derfor at finde ham. En anden fange oplyste mig imidlertid om at han var død en måned forinden. Jeg blev så chokeret at jeg faktisk faldt til jorden. Jeg tænkte at hvis broder Bruski, en fysisk og åndeligt stærk kristen, var død, ville jeg bestemt ikke overleve.

Andre fanger hjalp mig tilbage til barakken, og her mødte jeg for første gang broder Scheider. Jeg fik senere at vide at han inden krigen havde været landstjener på afdelingskontoret i Polen. Han talte længe med mig og forklarede at hvis jeg mistede troen på Jehova ville jeg dø! Jeg følte at Jehova havde sendt ham for at styrke mig. Hvor er det sandt når der i Ordsprogene 17:17 siges: „[Der] er en broder som er født med henblik på trængselen.“

Min tro var på det tidspunkt blevet svækket, og broder Scheider henledte min opmærksomhed på Hebræerbrevet 12:1. Her får kristne at vide at de skal vogte sig for den synd som let omklamrer dem, nemlig mangelen på tro. Han hjalp mig til at huske på de troshelte der omtales i Hebræerbrevet, kapitel 11, og til at analysere min tro i sammenligning med deres. Fra da af holdt jeg mig så nær som muligt til broder Scheider, og til trods for at han var 20 år ældre blev vi meget nære venner.

Engang bad en stor fyr der bar en grøn trekant (hvilket betød at han var kriminel) mig om at stå op på bordet og fortælle de andre fanger om Jehova. Da jeg gik i gang begyndte nogle af fangerne at gøre mig til grin. Men den store fyr gik over og bad dem tie stille — alle var bange for ham. Resten af ugen når vi samledes for at spise ved middagstid og om aftenen, ville denne store fyr have at jeg stod op på bordet og forkyndte.

Den følgende uge blev jeg sammen med nogle andre fanger flyttet over i en anden barak. Endnu en fange med en grøn trekant kom hen til mig og spurgte hvorfor min Gud havde sendt mig til dette „helvede“. Jeg svarede at det var for at forkynde for fangerne og at det tjente til at prøve min tro. Hver aften i to uger fik jeg lov at stille mig foran disse fanger og forkynde for dem.

En dag gav en kapo en anden fange ordre til at slå mig. Det nægtede han — med risiko for selv at blive slået. Da jeg spurgte ham hvorfor han ikke ville slå mig, fortalte han at han havde planlagt at begå selvmord men at han havde lyttet til en af mine prædikener, hvilket havde hjulpet ham til at skifte mening. For ham at se havde jeg reddet hans liv og han kunne derfor ikke slå mig.

Troen prøves til det yderste

I vinteren 1944 nærmede russerne sig Stutthof. Den tyske lejrkommandant besluttede at flytte fangerne inden russerne kom. Tyskerne sendte omkring 1900 af os fanger ud på en 280 kilometer lang march til Słupsk. Da vi var nået halvvejs var der kun omkring 800 tilbage. Under hele marchen havde vi hørt en del skyderi, så resten var tilsyneladende blevet skudt eller var flygtet.

I begyndelsen af turen havde vi hver fået 450 gram brød og 220 gram margarine. Mange spiste straks det de fik udleveret. Jeg rationerede imidlertid mit så godt jeg kunne, for jeg vidste at turen kunne tage omkring to uger. Der var kun cirka ti Jehovas vidner blandt fangerne, og broder Scheider og jeg holdt sammen.

Broder Scheider blev syg på turens anden dag. Fra da af måtte jeg praktisk talt bære ham, for hvis vi stoppede op ville vi blive skudt. Broder Scheider sagde til mig at Jehova havde besvaret hans bønner ved at jeg var der til at hjælpe ham. På den femte dag var jeg så træt og sulten at jeg ikke følte at jeg kunne gå et skridt længere, og da slet ikke bære broder Scheider. Han var også blevet svagere fordi han ikke fik nok at spise.

Den selv samme eftermiddag sagde broder Scheider til mig at han måtte hen og forrette sin nødtørft, og jeg bar ham derfor over til et træ. Jeg holdt øje med at de tyske vagter ikke opdagede os. Der gik cirka et minut, hvorefter broder Scheider vendte sig om med et brød i hånden. „Hvor fik du det fra?“ spurgte jeg. „Hang det på træet eller hvad?“

Han fortalte at mens jeg havde vendt ryggen til var der kommet en mand som havde givet ham brødet. Det virkede ejendommeligt eftersom jeg ikke havde set nogen. På det tidspunkt var vi så sultne at vi ikke satte spørgsmålstegn ved hvordan det var blevet afleveret. Men jeg må sige at fra da af fik den bøn Jesus lærte os at bede om det daglige brød, meget større betydning for mig. (Mattæus 6:11) Vi kunne ikke have overlevet en dag til uden det brød. Jeg tænkte også på salmistens ord: „Aldrig har jeg set en retfærdig forladt eller hans afkom lede efter brød.“ — Salme 37:25.

Efter omkring en uge, hvor vi næsten var nået halvvejs til Słupsk, gjorde vi holdt ved en af Hitlers ungdomslejre. Her skulle vi samles med fanger fra andre lejre. Broder Licnierski havde fået tyfus og blev anbragt i en særlig barak for syge fanger. Hver aften listede jeg ud af den barak jeg boede i og gik hen til broder Licnierski. Hvis jeg var blevet opdaget var jeg blevet skudt, men det var vigtigt for mig at gøre hvad der stod i min magt for at få slået hans feber ned. Jeg gjorde en klud våd og sad ved ham og tørrede hans pande. Derefter listede jeg tilbage til min egen barak. Broder Scheider fik også tyfus og blev anbragt i den samme barak som broder Licnierski.

Vi fik at vide at tyskerne planlagde at føre os ud til Østersøen, bringe os om bord på en båd og transportere os til Danmark. Men russerne kom nærmere og nærmere. Eftersom tyskerne blev mere og mere bange og begyndte at flygte, greb nogle fanger lejligheden til at stikke af. Tyskerne beordrede mig til at tage af sted, men eftersom broder Scheider og broder Licnierski var for syge til at rejse og jeg ikke var i stand til at bære dem, vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg tog af sted mens jeg bad Jehova om at tage sig af disse kære brødre.

Russerne rykkede ind i lejren en time efter at jeg var taget af sted. En soldat fandt broder Scheider og broder Licnierski og gav en tysk kvinde der boede på en gård i nærheden, påbud om hver dag at give dem kyllingesuppe indtil de var kommet til hægterne. Kvinden sagde til soldaten at tyskerne havde taget alle hendes kyllinger. Han sagde så til hende at hvis hun ikke bespiste disse mænd ville han dræbe hende. Det er overflødigt at bemærke at hun omgående fandt nogle kyllinger, og mine kære brødre var på vej til at blive helbredt!

Troen bliver fortsat styrket

Mens vi sad i min moders dagligstue talte vi om disse og andre ting vi havde oplevet til de tidlige morgentimer. Brødrene blev et par dage, hvorefter de tog videre for at komme hjem. Broder Scheider genoptog mange af sine tidligere ansvarsopgaver, og det var for en stor del ham Jehova benyttede til at reorganisere forkyndelsesarbejdet i Polen. Men på grund af kommunisternes magtovertagelse blev det meget svært at forkynde.

Gang på gang blev Jehovas vidner arresteret for at forkynde om Guds rige. Jeg var ofte blandt disse, og blev afhørt af de samme personer som havde frigivet mig fra nazisterne. Vi fandt imidlertid ud af hvorfor myndighederne var så kendt med vore aktiviteter. Kommunisterne havde anbragt spioner inden for organisationen for at føre kontrol med os. Infiltrationen var så vellykket at tusinder af Jehovas vidner på blot én nat i 1950 blev arresteret.

Til sidst besluttede min hustru Helena og vores voksende familie at flytte til De Forenede Stater. Vi ankom i 1966. Under et besøg i Brooklyn i New York kunne jeg give de ansvarshavende brødre på Jehovas Vidners hovedkontor oplysninger der hjalp dem til at fastslå hvem kommunisterne havde ’plantet’ inden for organisationen. — Jævnfør Apostelgerninger 20:29.

Jeg bor nu som 70-årig i staten Colorado, hvor jeg tjener som ældste i en lokal menighed. På grund af svigtende helbred er jeg ikke længere i stand til at gøre det jeg før har kunnet. Jeg holder imidlertid stadig meget af at tale med andre om Jehovas rige. Når jeg arbejder sammen med unge i tjenesten benytter jeg også lejligheden til at hjælpe dem til at indse, at uanset hvilke hindringer der lægges på vor vej, er Jehova der altid til at udfolde sin magt til bedste for dem der helt og fuldt tror på ham.

Når jeg ser tilbage på mit begivenhedsrige liv, er jeg meget taknemmelig for at Jehova udfriede mig og mine venner fra farefulde situationer. Disse begivenheder har gjort min tro på hans beskyttende omsorg betydelig stærkere. Jeg tvivler ikke et øjeblik på at denne tingenes ordning snart vil ende i den hastigt tilstundende „store trængsel“ og at de overlevende vil få den herlige opgave at omdanne jorden til et globalt paradis. — Åbenbaringen 7:14; 21:3, 4; Johannes 3:16; 2 Peter 3:13.

Jeg ser frem til at få del i dette store genopbygningsarbejde der vil omdanne jorden til et paradis. Du kan også få del i dette arbejde hvis du gør dit bedste for at leve efter Jehovas vilje og stoler på hans løfte om at han vil beskytte dem der tror på ham. — Fortalt af Feliks Borys.

[Illustration på side 20]

Et år efter at jeg kom ud af koncentrationslejren

[Illustration på side 23]

Med min hustru, Helena