Når religionen tager parti

DEN 1. september 1939 blev Polen invaderet af tyske tropper. Dermed var den anden verdenskrig begyndt. Tre uger senere lød en overskrift i The New York Times: „Kirker ophidser tyske soldater til kamp.“ Men er det sandt at kirkerne i Tyskland ligefrem støttede Hitlers krigsmaskine?

Friedrich Heer, der er katolik og professor i historie ved universitetet i Wien, bekræfter at det forholdt sig sådan: „Kendsgerningerne i tysk historie viser at kirken og nazistyret nærmede sig hinanden mere og mere, indtil hagekorset forkyndte sejrsbudskabet fra Tysklands kirketårne, altrene blev omgivet af hagekorsfaner, og katolske såvel som protestantiske teologer, præster, kirkefolk og statsmænd hilste alliancen med Hitler velkommen.“

Ja, kirkernes ledende mænd gav Hitlers krigsindsats deres uforbeholdne støtte. Som den katolske professor Gordon Zahn skriver: „Den tyske katolik der spurgte sit religiøse overhoved til råds med hensyn til at gøre tjeneste i Hitlers krige, fik i realiteten det samme svar som han ville have fået af naziføreren selv.“

På den anden side af fronten

Hvad sagde kirkerne i de lande der kæmpede imod Tyskland? I The New York Times for 29. december 1966 stod der: „De katolske gejstlige har næsten altid støttet de krige som deres respektive lande har ført, ved at velsigne tropperne og bede for sejren, samtidig med at bisperne på den anden side har bedt offentligt om det modsatte udfald.“

Er denne støtte til de stridende hære blevet ydet med Vatikanets godkendelse? Overvej følgende: Den 8. december 1939, kun tre måneder efter den anden verdenskrigs udbrud, udsendte pave Pius XII hyrdebrevet Asperis Commoti Anxietatibus. Dette brev var stilet til feltpræsterne i de krigsførende lande, som på begge sider af fronten fik henstilling om at nære tillid til deres respektive militære biskopper. Brevet formanede feltpræsterne til „i kampen under deres lands flag også at kæmpe for kirken“.

Kirkerne stiller sig ofte i spidsen når det gælder om at mobilisere de enkelte lande til krig. „Selv i vore kirker har vi ophængt krigsfaner,“ har den nu afdøde protestantiske præst Harry Emerson Fosdick indrømmet. Og med hensyn til den første verdenskrig har den britiske general Frank P. Crozier sagt: „Ingen kan bedre end de kristne kirker gøre folk blodtørstige, og vi har gjort flittigt brug af [kirkerne].“

Alt dette er nu historie. Hvilken rolle spiller kirkerne i dag, for eksempel i det tidligere Jugoslavien, hvor de fleste tilhører enten den romersk-katolske eller den ortodokse kirke?

Kirkernes ansvar

Bladet Asiaweek for 20. oktober 1993 erklærede i en overskrift: „Bosnien er centrum for religiøs konflikt.“ Og i avisen San Antonio Express-News lød en overskrift til en kommentar: „Religiøse overhoveder bør standse rædslerne i Bosnien.“ I artiklen hed det: „De romersk-katolske, ortodokse og muslimske trossamfund . . . kan ikke frasige sig ansvaret for det der sker — ikke denne gang, ikke med hele verdens tv-seere som vidner hver aften. Det er deres krig. . . . Det står helt klart at de religiøse ledere principielt bærer ansvaret for krigen. Deres åbenbare skinhellighed tilskynder til krig når de velsigner den ene part frem for den anden.“

Hvorfor er hadet så stærkt mellem for eksempel medlemmer af henholdsvis den katolske og den ortodokse kirke? Ansvaret for dette ligger hos paver, patriarker og andre religiøse ledere. Lige siden bruddet mellem disse kirkeretninger blev en realitet i 1054, har de religiøse overhoveder fremelsket had og krig mellem deres medlemmer. En artikel i det montenegrinske dagblad Pobeda for 20. september 1991 pegede på det religiøse skisma og dets konsekvenser i forbindelse med de aktuelle fjendtligheder. Under overskriften „Mord i Guds navn“ stod der:

„Det er ikke en politisk strid mellem [den kroatiske præsident] Tudjman og [den serbiske leder] Milošević, men snarere en religiøs krig. Man bør huske at paven allerede for tusind år siden traf beslutning om at udrydde den rivaliserende ortodokse kirke. . . . I 1054 . . . lagde paven ansvaret for splittelsen på den ortodokse kirke. . . . I år 1900 redegjorde den første katolske kongres i detaljer for planen om at udrydde de ortodokse i løbet af det 20. århundrede. Denne plan er nu sat i værk.“

Den nuværende konflikt er dog ikke den første af sin art i dette århundrede. Også for halvtreds år siden, under den anden verdenskrig, søgte den katolske kirke at udrydde den ortodokse tro i dette område. Med pavens hjælp lykkedes det den kroatiske nationalistbevægelse, Ustasi, at sikre sig magten i den uafhængige stat Kroatien. Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica oplyser at dette styre, som Vatikanet støttede, benyttede „usædvanlig brutale metoder, deriblandt henrettelse af serbere og jøder i hundredtusindvis“.

Bogen The Yugoslav Auschwitz and the Vatican fremlægger ikke alene dokumentation for disse massedrab — titusinder af mennesker blev dødens ofre — men også dokumentation for Vatikanets ansvar i denne sag.

Den ortodokse kirke har på sin side støttet serberne i deres kamp. Efter sigende har en serbisk befalingsmand erklæret: ’Patriarken [i den ortodokse kirke] er min øverstbefalende.’

Hvad kunne man have gjort for at standse disse myrderier, der alene i Bosnien-Hercegovina har kostet 150.000 dræbte eller savnede? Fred Schmidt har ifølge bladet San Antonio Express-News sagt at FN’s Sikkerhedsråd burde vedtage „en formel resolution der pålægger paven, patriarken af Konstantinopel og [andre ledere] i katolske, ortodokse og muslimske kredse der har myndighed i Bosnien-Hercegovina, øjeblikkelig at afblæse fjendtlighederne og mødes for at finde ud af hvordan deres troende kan leve side om side med nogle der har en anden tro.“

Lignende tanker blev fremsat i en reportage i avisen Progress Tribune fra Scottsdale, Arizona, USA, der konkluderede at krigen „kunne standses hvis de religiøse ledere gjorde en oprigtig indsats for det“. Artiklen hævdede at det kunne gøres „ved øjeblikkelig at ekskommunikere enhver der affyrer en granat mod Sarajevo“.

Ikke en ægte fredsstifter

Op gennem historien har paverne i den katolske kirke konsekvent undladt at ekskommunikere selv de største krigsforbrydere, til trods for at katolske medtroende har anmodet om sådanne skridt. I avisen Catholic Telegraph-Register fra Cincinnati, Ohio, USA, lød en overskrift: „Opdraget som katolik men fornægter troen — lyder telegram til Paven.“ I den følgende artikel stod der: „Pave Pius XII er blevet anmodet om at ekskommunikere Reichsführer Adolf Hitler. . . . ’Adolf Hitler blev født af katolske forældre, blev døbt som katolik og blev opdraget og undervist som sådan,’ hed det i telegrammet.“ Men Hitler blev aldrig ekskommunikeret.

Tænk også på situationen i visse afrikanske lande hvor voldsomme krige har hærget. Femten katolske biskopper fra landene Burundi, Rwanda, Tanzania, Uganda og Zaire indrømmer at selv om der findes mange døbte ’kristne’ i området, „har indre konflikter medført massakrer, ødelæggelser og tvangsflytninger“. Biskopperne indrømmer at den egentlige årsag til problemerne „er at den kristne tro ikke i tilstrækkelig grad har ændret folks mentalitet“.

Ifølge bladet National Catholic Reporter for 8. april 1994 „følte paven . . . ’dyb smerte’ ved de seneste meldinger om konflikten i det lille afrikanske land [Burundi], hvis befolkning er overvejende katolsk“. Om Rwanda, hvor omkring 70 procent af befolkningen er katolikker, sagde paven at „endog katolikker er indblandet“ i myrderierne. Ja, hos begge stridende parter har katolikker myrdet hinanden, sådan som de har gjort det i utallige krige førhen. Og som vi har set, har tilhængere af andre religioner gjort det samme.

Betyder det at alle religioner og trossamfund tager parti i krig? Findes der et trossamfund der oprigtigt søger at stifte fred?

[Illustration på side 5]

Hitler, som her ses sammen med den pavelige nuntius Basallo di Torregrossa, blev aldrig ekskommunikeret

[Kildeangivelse]

Bundesarchiv Koblenz

Sande kristne og krig

JESUS sagde til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ (Johannes 13:34) Kan sande kristne nære en sådan kærlighed til hinanden og samtidig gå i krig og slå hinanden ihjel?

Læg også mærke til det spørgsmål apostelen Paulus stillede: „Er Kristus da delt?“ (1 Korinther 1:13, da. aut.) Hvor finder man en større splittelse end den der kan få trosfæller til at slå hinanden ihjel?

Det er derfor ikke overraskende at de kristne i det første århundrede ikke gik i krig. Det anerkendte leksikon Encyclopædia of Religion and Ethics, ved James Hastings, oplyser: „Det synspunkt var almindeligt udbredt i den første kirke, at krig var organiseret uretfærdighed som kirken og Kristi disciple ikke kunne have noget med at gøre.“

De kristne i det første århundrede efterlevede Jesu befaling om at de skulle have indbyrdes kærlighed. I den forbindelse siger den tyske teolog Peter Meinhold: „Skønt Det Nye Testamente tier vedrørende spørgsmålet om hvorvidt kristne kan eller ikke kan være soldater og hvorvidt de skal trække sig tilbage fra hæren når de bliver kristne, tog oldkirken et standpunkt i stridsspørgsmålet. At være kristen og soldat blev betragtet som uforeneligt.“ Findes der nogen i dag som indtager samme standpunkt som „oldkirken“ gjorde?

Findes der sande kristne i dag?

I Encyclopedia Canadiana står der: „Jehovas Vidners arbejde er en genoplivelse og genoprettelse af urkristendommen, der blev praktiseret af Jesus og hans disciple i det første og andet århundrede efter vor tidsregning. . . . Alle er brødre.“

Hvad indebærer dette i praksis? „Jehovas vidner opretholder en streng neutralitet i krigstid,“ bemærker Australian Encyclopædia. Det er et standpunkt de som enkeltpersoner vælger at indtage, men de blander sig ikke i de enkelte landes interne anliggender. Derfor støttede de ikke Hitlers krigsmaskine, og derfor blev ingen af dem anklaget for krigsforbrydelser under Nürnberg-processen.

En af de tyskere der blev fundet skyldig og henrettet var Alfred Rosenberg, som var leder af nazistpartiets udenrigspolitiske bureau. Som forsvar for nazisternes praksis med at sætte Jehovas vidner i koncentrationslejre, sagde Rosenberg under afhøringen: „Mens jeg sad i min celle var en amerikansk præst så venlig at give mig et kirkeblad fra Columbus, [Ohio, USA]. Jeg forstår ud fra dette skrift at også De Forenede Stater spærrede Jehovas vidner inde under krigen, og at der frem til december 1945 stadig sad 11.000 af disse i fangelejre.“ Ja, Jehovas vidner har holdt sig strengt neutrale og ikke taget parti i politiske stridigheder. De har ikke udgydt noget blod, hverken i den anden verdenskrig eller i andre krige.

I det ungarske blad Ring for 4. november 1992 har en skribent sagt om Jehovas vidner: „De vil hellere dø end dræbe andre. Jeg er derfor overbevist om at hvis der kun var Jehovas vidner på jorden ville der ikke udbryde krig noget sted.“ Professor i statsvidenskab Reo M. Christenson har i bladet The Christian Century behandlet spørgsmålet om hvorvidt en sand kristen kan deltage i krig, og nåede til denne slutning:

„Kan nogen for alvor forestille sig Jesus kaste håndgranater mod sine fjender, bruge et maskingevær, betjene en flammekaster, udløse atombomber eller affyre en interkontinental raket som ville dræbe eller lemlæste tusinder af mødre og børn? Spørgsmålet er så absurd at det næppe fortjener noget svar. Hvis Jesus ikke kunne gøre dette og samtidig være loyal mod sin personlighed, hvordan kan vi da gøre det og stadig være loyale mod ham?“ I sandhed et tankevækkende spørgsmål.

Ikke desto mindre tager kirkerne fortsat parti i krig. Katolikker fortsætter med at dræbe katolikker. Og de der tilhører andre religioner fortsætter ligeledes med at dræbe deres trosfæller eller dem der har en anden tro. At følge Jesu lære har krævet mod og en fast overbevisning, som det fremgår af den følgende beretning fra virkelighedens verden.

[Illustration på side 7]

Kan man forestille sig Jesus bruge et maskingevær i krig?

[Kildeangivelse]

U.S. National Archives photo