Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Satanismens storhed og fald
    Vågn op! – 1994 | 22. september
    • Satanismens storhed og fald

      Sataniske ritualer bliver udført af sortklædte præster i mørke kældre mens de messer bønner over bundne ofre på et alter. De blafrende stearinlys kaster uhyggelige skygger på væggene mens de fortsætter med at tilbede deres gud, Satan. Deres samlingspunkt er den hemmelige viden om en fælles mystik med en antydning af det overnaturlige. De unge deltagere på denne rejse ind i det okkulte føler sig tiltrukket af den spænding som luften sitrer af. De nærmer sig alteret med en mystisk følelse af at de alene er noget særligt.

      Er der tale om et harmløst, flygtigt modefænomen? Eller en dæmonisk ondskab som gennemtrænger vor tids samfund?

      DER er blevet skrevet meget i aviser, tidsskrifter og bøger om satankulternes grufulde handlinger. Landsdækkende tv- og radioudsendelser har i flere lande fortalt om voldelige satanistgruppers aktiviteter. Det er blevet et stort problem for politiet i både små og store byer i Amerika, Canada og Europa.

      Satanismen virker især tiltrækkende på vor tids unge. I tidsskriftet ’Teen fra juni 1993 forklarer grundlæggeren af Church of Satan årsagen hertil: „I stedet for at forlange at medlemmerne skal undertrykke deres naturlige drifter, lærer vi at de skal følge dem. Det indbefatter deres lyster, ønsket om hævn og begæret efter materielle ejendele.“

      Hvor må Satan nyde denne diabolske ideologi, eftersom den er det stik modsatte af de kristne principper, der er inspireret af Gud.

      Satanismen bliver mere og mere populær. Den er en voksende trussel, men den vil snart få dødsstødet. Dens gud er nemlig dømt til døden. Det samme er Satans verden og dens tilhængere, eftersom „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19; Romerne 6:16) Til Satans tilhængere og alle andre der bevidst eller ubevidst går hans ærinde, lyder Jehovas budskab: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan.“ — Romerne 16:20.

      Hvilken fremtid har „den Gud som giver fred“ i beredskab til den lidende menneskehed? De tre efterfølgende artikler vil beskrive satanismens storhed og fald og de forhold på jorden som vil erstatte den.

  • Er de unge et let bytte for satanismen?
    Vågn op! – 1994 | 22. september
    • Er de unge et let bytte for satanismen?

      „DET er blevet mere almindeligt blandt unge at dyrke Satan,“ skrev en finsk avis den 27. februar 1993. Ifølge oplysninger fra politiet i Tampere i Finland får kriminelle der handler med narkotiske stoffer, unge, især piger, inddraget i satandyrkelse. I mange tilfælde er disse ofre og nye medlemmer børn mellem 10 og 15 år. „Satandyrkelse har fundet en frugtbar grobund blandt nutidens teenagere,“ skrev avisen.

      „Den nye interesse for satandyrkelse er ikke kun en hjemlig (finsk) tendens,“ advarede avisen. „For eksempel gjorde det sydafrikanske tidsskrift Star, der udkommer i Johannesburg, for nylig opmærksom på at satandyrkelse er blevet populært blandt landets hvide, rige unge.“ Satandyrkelse er et internationalt mareridt for forældre såvel som børn.

      Et væsentligt element i satanismens bedrageriske løfter er at man ved at yde lidt vil få meget. „Tilbed Djævelen; gør hans beskidte arbejde, og han vil til gengæld give dig hvad du ønsker. Det er grunden til at nogle børn finder satanismen så tiltalende,“ forklarer tidsskriftet ’Teen.

      „Jeg tror at man skal leve livet fuldt ud,“ siger en teenager der vedgår at han er medlem af en satanistgruppe. „Jeg ser to kræfter i naturen: det gode og det onde. De ting der gør os glade er alt det folk siger er ondt. Synder fører til følelsesmæssig, fysisk og mental tilfredsstillelse,“ siger han.

      Da en kriminalbetjent fra Denver i Colorado i USA som er ekspert i satankulter blev spurgt hvorfor han mente at teenagere er så modtagelige for satanismen, svarede han: „Jeg vil aldrig glemme hvad en ung satanist sagde til mig: ’Hvad er der at leve for? Vi vil leve her og nu og gøre hvad vi har lyst til. Der er ingen fremtid.’“

      Dr. Khalil Ahmad, leder af ungdomstjenesten på Nova Scotia-hospitalet i Dartmouth i Canada, siger om satanismens tiltrækningskraft: „Teenagere søger spænding. De der har en svag vilje, ofte taberne, føler sig tiltrukket af [satanismen]. Den giver dem en falsk magtfornemmelse.“

      En anden kendt autoritet når det gælder satanisme, en kriminalbetjent fra San Francisco, præciserer problemet: „Vor verden er følelseskold. Vi går mere op i os selv end i hvordan andre har det. Vi lever i et voldeligt, negativt samfund. Børn opfatter dette som en normal livsstil, og drages som følge heraf ind i satanismen.“

      Hvor dybt involveret er de unge i dag i satanismen? „Børn slår sig selv og deres venner ihjel. Vi har fået et problem,“ advarer Larry Jones, der er løjtnant i politistyrken i Boise i Idaho, USA, og leder af et netværk der undersøger følgerne af kultkriminalitet. En anden politibetjent fra Illinois, som følger satanismens udvikling i egenskab af highschool-rådgiver inden for politiet, siger at for 90 procent af de unge som beskæftiger sig med djævletilbedelse er det en forbigående grille, men 10 procent „bliver opslugt af det og søger dybere og dybere ind i det“.

      En skoleavis i Brooklyn, School News Nationwide, havde under sektionen „Religion“ i januar-februar-marts-udgaven for 1994 en artikel med titlen: „Hvorfor satanisme tiltaler teenagere.“ Der stod: „Efter at to drenge havde været oppe at slås i gymnasiets kantine, sprang vinderen op og gjorde et mærkeligt tegn med hånden, en knyttet næve med pegefingeren og lillefingeren udstrakt. Formningslæreren kunne ikke forstå hvorfor så mange unge tegnede billeder af dæmonlignende mennesker med bukkehoved. Og fra skolens bibliotek blev der ved med at forsvinde bøger om okkultisme.

      Børnene eksperimenterede rent faktisk med satanismens magt, magi og mystik. For de fleste var det bare sjovt og spændende. Men for nogle var det alvor — dødsens alvor. Det gjaldt Lloyd på 17 år, der mistede livet i et satanisk offerritual.

      Efter Lloyds død, og hans 15-årige broders arrestation for mordet, fandt de voksne i Monroe ud af hvad alt dette betød: ’horntegnet’ med hånden, billederne med bukkehovederne og de bøger som nærede teenagernes fantasi og indeholdt ritualer og trolddom.“

      Der er en endeløs strøm af rapporter om børn og teenagere der dræber deres forældre og andre familiemedlemmer på grund af satandyrkelse. Børn har dræbt jævnaldrende og har i lighed med voksne satanister lemlæstet og dræbt dyr. Familiers kæledyr er blevet ofret på et alter under sataniske ritualer. Der ville ikke være spalteplads nok i dette blad til blot en delvis dækning af de makabre handlinger som børn der er djævletilbedere har gjort sig skyldige i.

      Er der tale om børn der blot eksperimenterer med satanisme? Er der kun få bogstavtro djævletilbedere? „Nej,“ er svaret fra dem der har undersøgt disse okkulte religioner. David Toma, en tidligere vicekriminalbetjent der nu motiverer de unge gennem foredrag, siger at han på alle skoler hvor han taler, stiller det samme spørgsmål: „Hvor mange af jer kender nogle eller har hørt om nogle der er involveret i sataniske handlinger?“ Han skønner at „en tredjedel af eleverne rækker hånden i vejret“.

      Ifølge Shane Westhoelter, præsident for et landsdækkende informationsnetværk i USA, er fra 30 til 40 procent af highschool-eleverne involveret i en eller anden form for okkultisme. Endvidere hævder Westhoelter at op mod 70 procent af alle forbrydelser som bliver begået af teenagere under 17 år skyldes deres engagement i det okkulte.

      [Tekstcitat på side 5]

      Satandyrkelsen har fundet en frugtbar grobund blandt nutidens teenagere

  • Satanismens lakajer — narkotika og heavy metal-musik
    Vågn op! – 1994 | 22. september
    • Satanismens lakajer — narkotika og heavy metal-musik

      CARL A. RASCHKE, leder af instituttet for humaniora ved University of Denver, har skrevet: „Det er ikke noget tilfælde at rusgifte, heavy metal-musik, brutalitet og vilkårlig vold er blevet det uhyggelige banner der vajer over den menneskelige elendighed nu hvor vi går ind i det tredje årti af Satans tidsalder.“ Han fortsætter: „Nogle mener måske at heavy metal-rock for den selvbestaltede satanisme er hvad gospelmusik er for kristendommen. Meget få bliver omvendt til kristendommen ved bare at lytte til gospelmusik i radioen. Men heavy metal øver en særdeles stærk indflydelse. Den legitimerer de modbydelige ting som de unge allerede er involveret i.“

      Det er en grov anklage mod det som så mange unge i dag betragter som normal afledning fra livets bekymringer — nemlig heavy metal-musik og narkotika. Er disse anklager berettigede? Er narkotika og heavy metal-musik mulige symptomer på satanisme? Overvej følgende kommentarer fra nogle der har været tæt inde på satandyrkernes voldelige adfærd.

      „Det er nok ikke nogen overraskelse at heavy metal-musikkens provokerende budskab er ’religiøst’, i den forstand at det forkynder om en højere magt der styrer universet. Denne magt er imidlertid ikke Gud,“ skriver Raschke i sin bog Painted Black. „Det er . . . selveste Ærkefjenden der står bag.“ Han siger videre: „Magten og volden i satanismen er noget som unge uden håb og med en forkrøblet samvittighed nemt føler sig tiltrukket af. . . . Unge der er oprørske og som er blevet misbrugt, tror at en højere magt må være ond, eftersom de i deres opvækst har følt ondskaben på deres egen krop. Heavy metal bekræfter denne ’teologi’ og giver den form gennem musikken.“

      Ifølge dr. Paul King fra University of Tennessee, som har aflagt rapport om heavy metal-musik for senatet i De Forenede Stater, foretrækker et stort antal forstyrrede unge musik med „ukonventionelle temaer, såsom vold, had, oprør, vulgær sex, misbrug af kvinder og forherligelse af Satan. Hvis teenagere er inde i et stofmisbrug er der større sandsynlighed for at de vælger denne musik.“ „Heavy metal-musik glorificerer og priser ondskabens magt,“ siger King. I heavy metal-musik „bliver onde gerninger forherliget til nye højder under koncerterne,“ siger han.

      I det følgende vil vi se på hvad heavy metal-musikkens budskab, der påvirker underbevidstheden, har afstedkommet.

      Sidste år dræbte to 15-årige drenge i staten New Jersey i USA brutalt en families hund, en labrador ved navn Princess. „Det var et offer til Satan,“ hævdede de. De hængte hunden op i dens halsbånd, sparkede den til døde, skar tungen ud og brugte den i et satanistisk ritual. De spiddede hundens lemlæstede lig på en stor metalkrog og hængte det op i naboens have. Man fandt satanistiske tegn på hundens hoved, og et pentagram (et satanistisk symbol bestående af en femtakket stjerne i en cirkel) var aftegnet på jorden neden under hundens krop. Den aften de dræbte hunden lyttede de til gruppen Deicide (som betyder ’drab på en gud’), et death metal-band hvis frontfigur praler af at han torterer og dræber dyr.

      To teenagekærester, som ifølge deres venner var besat af satandyrkelse, dræbte med indædt raseri pigens moder med knivstik og ved at tæve hende med en skruenøgle. I det samme område bad et andet ungt menneske til Satan, hvorefter han skød sin fader ned. Politiet som efterforskede forbrydelsen var overbevist om at det var heavy metal-musik der var den egentlige årsag til forbrydelsen. „Dybest set er musikkens budskab at man ikke skal lytte til sine forældre og at man skal gøre som man selv vil,“ siger en fra politiet.

      I England rapporterede ofre for massevoldtægter til politiet at en af voldtægtsforbryderne havde tatoveringer af insignierne fra et heavy metal-band hvis sange indeholder budskaber om voldtægt og vold.

      I Arkansas, USA, forsøgte en teenager fra et landdistrikt at dræbe sine forældre ved at slå dem med en kølle og derefter snitte dem med en slagterkniv. I hans kassettespiller fandt politiet et bånd der var sat til at afspille en sang fra et heavy metal-band med titlen „Offeralter“. I sangen bliver der skreget: „Ypperstepræsten venter med dolk i hånden, udgyder det rene jomfrublod. Et blodbad for Satan, ceremoniel død, adlyd alle hans ordrer. Gå ind i Satans verden . . . Lær de hellige lovprisningsord: ’Heil Satan.’“

      Hvilken indflydelse øver sådanne sange, der bliver skreget ud af medlemmer af heavy metal-bands — ved koncerterne er deres fans ofte i vild ekstase mens de gentager teksterne og når de lytter til dem i timevis på kassettebånd — på letpåvirkelige unge? Overvej for eksempel disse tekster: „Satan, vor mester i ond og grov legemsbeskadigelse, hjælper os til at tage hvert eneste skridt“, og: „Udgyd dit blod, lad det løbe videre til mig. Tag min hånd og tag dit liv. . . . Du har udgydt dit blod, jeg har din sjæl.“

      „Hvis vi allerede har antaget det som en sand følgeslutning at pornografi kan virke ophidsende på en børnemisbruger,“ skriver Carl Raschke, „hvorfor så ikke overveje om sange hvori der bliver skreget dræb, lemlæst, invalidér, tortér, tilintetgør, rent faktisk kan tilskynde en sindsforvirret person til at udføre disse handlinger?“

      Der er bred enighed blandt forskere om at stofmisbrug og satanisme går hånd i hånd. Tidligere kriminalbetjent David Toma siger at han „aldrig har mødt en satanist som ikke var stofmisbruger“. Tidsskriftet ’Teen skriver at stofmisbrug forvirrer begreberne hos de teenagere „som vender sig til djævledyrkelsen, fordi det gør det sværere og sværere for dem at skelne mellem virkeligheden og det der gennem narkotikaens og alkoholens tågedis forekommer at være virkeligt“.

      „Heavy metal har lige så nær forbindelse til stofmisbrug som lotterispil har til de spillegale,“ siger Raschke. „De teenagere som er kemisk afhængige vælger en livsstil der er præget af arrogance, brutalitet, tyveri og seksuelle udskejelser — alt sammen noget der bliver forstærket af heavy metal-gruppernes hylen og brølen.“

      Der er ingen tvivl om at de unge bliver et let bytte for påvirkningen fra Satan når fornuften er gået fløjten og tomrummet er blevet fyldt ud med perversiteter og voldstanker.

      [Tekstcitat på side 8]

      Man er et let bytte for påvirkningen fra Satan når fornuften er gået fløjten og perversiteter og voldstanker strømmer ind

      [Illustration på side 7]

      Hvad fylder du dit sind med?

  • Satanismens dage er talte
    Vågn op! – 1994 | 22. september
    • Satanismens dage er talte

      JEHOVA GUD skabte Adam og Eva, satte dem i en paradisisk have og sagde til dem at de skulle blive frugtbare og fylde jorden med et retfærdigt afkom. De skulle tage sig af haven, dyrke og passe den og leve evigt — på den ene betingelse at de ikke spiste af et bestemt træ midt i haven. Hvis de gjorde det ville de dø. — 1 Mosebog 1:27, 28; 2:8, 9, 15-17; Esajas 45:18.

      En mægtig engel gjorde oprør mod Gud og blev Satan, der betyder „modstander“, fordi han ønskede at overtage magten. Han ønskede at menneskeheden skulle tilbede ham alene. Han lokkede Eva til at spise af den forbudte frugt idet han hævdede at frugten blot var dejlig at spise og at hun ikke ville dø, men ville blive som Gud og kende godt og ondt. Den første beslutning hun traf var ond; hun besluttede at det ville være godt at spise af den forbudte frugt. Eva spiste, gav noget af frugten til Adam, som også spiste deraf. Til sidst døde de begge. Derved gav Adam synden og døden i arv til deres afkom, og det har deres efterkommere lidt under lige siden. (1 Mosebog 3:1-6; Romerne 5:12) De to første mennesker valgte at følge Satan og blev de første som gik over til satandyrkelse. Helt frem til i dag har millioner været af den opfattelse at deres første forældres religion var og er god nok til dem. „Hvis I bliver ved med at fremstille jer for en som trælle for at adlyde ham, er I hans trælle fordi I adlyder ham.“ — Romerne 6:16; Johannes 17:15, 16; 1 Johannes 5:19.

      Jehova har udtalt den endelige dødsdom over Satan, men har tilladt ham at blive i live for en tid. Det ville give Satan mulighed for at bevise den påstand han fremsatte over for Gud. Den går ud på at Gud ikke kunne sætte mennesker på jorden som ville bevare deres uangribelighed under prøve — en påstand som på dramatisk vis skildres og besvares til fordel for Jehova i de to første kapitler i Jobs Bog. Trods smertelige og ondskabsfulde angreb fra Satan valgte Job at forblive trofast over for Gud og beviste derved at Satan er en løgner. (1 Mosebog 3:15; 2 Mosebog 9:16; Job 42:7) I Hebræerbrevet, kapitel 11, findes der også en lang opremsning af vidner som stillede sig på Jehovas side i spørgsmålet om hvem der besidder universel suverænitet.

      Jesus Kristus tilvejebragte helt og fuldt et svar i Jehovas favør i det store stridsspørgsmål om universel suverænitet og om menneskets uangribelighed over for Gud. Det var et knusende nederlag for Satan. Jesus afslog rent ud Satans tilbud om at blive hersker over hele verden mod at udføre en tilbedelseshandling over for Satan. Jesus bestod desuden standhaftigt en ildprøve da han døde på en marterpæl. Han besejrede både Satan og Satans verden og tilvejebragte et fuldkomment eksempel som vi kan efterfølge. — Mattæus 4:8-10; 27:50; Johannes 16:33; Hebræerne 5:7-10; 1 Peter 2:21.

      I betragtning af den onde tid vi lever i, kan det virke som om Satan har fået mere magt end nogen sinde før, og at satanismen vinder hastigt frem. I Åbenbaringens Bog i Bibelen bliver der imidlertid skildret en helt anden situation. Vi læser i kapitel 12, vers 7-9, 12:

      „Der udbrød krig i himmelen: Mikael [Jesus Kristus] og hans engle kæmpede mod dragen, og dragen og dens engle kæmpede, men den fik ikke overtaget, og der fandtes heller ikke mere noget sted for dem i himmelen. Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle blev kastet ned sammen med ham. Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“

      Et evigt liv på en paradisisk jord

      „Da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ Satan optrapper sin dæmoniske aktivitet i disse „sidste dage“. (Jakob 5:1-3) Men oven over vor tids tunge skyer er himmelen dog blå. I Åbenbaringen 21:1, 3-5 fremholdes dette håb: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere. Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“

      Til den tid vil Jesus Kristus regere i tusind år, og i løbet af denne periode vil Jehova gennemføre det der var hans oprindelige hensigt med at skabe jorden og mennesket. (Åbenbaringen 20:1, 2, 6) Denne hensigt gik ud på at mennesket skulle opfylde jorden med retfærdigt afkom, tage sig af jorden, passe planter og dyr, leve i fred, og elske hinanden. Opfyldelsen af dette løfte er blevet stillet i bero for at lade Satan forsøge at bevise sin påstand om at han kunne vende alle mennesker bort fra Jehova Gud. Han har trælbundet milliarder, men han har ikke haft held med adskillige millioner som er forblevet trofaste over for Gud. — Romerne 6:16.

      I genoprettelsen vil Jehovas barmhjertighed gennem Jesus Kristus også komme til at omfatte dem der ligger i gravene; milliarder som er døde i de forløbne årtusinder vil kunne opnå evigt liv på en paradisisk jord. Bibelen siger: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

      Enhver som til den tid ikke ønsker at tilpasse sig de retfærdige forhold på den nye jord, vil ikke få lov til at forurene eller ødelægge jorden, dens planter og dyr, freden blandt menneskene, eller den sande tilbedelse af Jehova Gud. Dette bliver bekræftet i Salme 37:10, 11, 29: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred. De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“

      I Mika 4:2-4 loves der virkelig fred og sikkerhed: „Mange nationer skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg og til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem. Og han vil fælde dom mellem mange folkeslag og afgøre sager vedrørende mægtige nationer langt borte. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig. Og de skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve, for Hærstyrkers Jehovas mund har talt.“

      Denne fredfyldte tilstand vil også gælde dyrene, som der står i Hoseas 2:18: „På den dag slutter jeg [Jehova] en pagt for dem med markens vilde dyr og med himmelens flyvende skabninger og jordens krybdyr, og bue og sværd og krig vil jeg splintre og fjerne fra landet, og jeg lader dem lægge sig trygt.“ Ezekiel 34:25 omtaler også en pagt der udelukker at der vil findes „farlige vilddyr“.

      I Esajas 11:6-9 bliver der også lovet at der i Paradiset vil være fred mellem dyrene indbyrdes: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem. Og både koen og bjørnen vil græsse; deres unger ligger sammen. Og løven æder halm som kvæget. Og det diende barn leger over brilleslangens hul, og barnet der er vænnet fra, rækker sin hånd ud over giftsnogens lysåbning. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“

      De sagtmodige vil arve jorden. De vil drage omsorg for luften, vandet og jorden. Kildevæld og floder vil gennemvæde det udtørrede land. Træer vil klæde de bjerge der er blevet afdækket for selvisk vindings skyld. Skove vil brede sig og ørkener vil blomstre som rosen. Den blinde vil se, den døve høre, den halte gå og den stumme tale. (Esajas 35:1-7) Menneskenes værdsættelse af Jehovas prægtige bjerge og dale, og af kysterne langs de brusende oceaner, vil afholde dem fra nogen sinde mere at ødelægge jorden i begærlighed. Eftersom alle fuldkomne mennesker til den tid har opdyrket frugterne af Jehovas ånd, vil det være let og naturligt for dem at finde glæde ved at elske deres næste som sig selv. Frem for alt vil de af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke elske Jehova. Ja, hele menneskeheden vil bære åndens frugter, „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. — Galaterne 5:22, 23.

      For godt til at være sandt?

      Nu vil nogle læsere måske sige: ’Alt dette lyder for godt til at være sandt.’ Men faktum er at verdensforholdene i dag er for dårlige til at kunne fortsætte. Vi lever i den tid som Bibelen kalder „de sidste dage“. Hvis man ser sig omkring kan man se at det forholder sig sådan. Guds ord siger: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort. Men onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild.“ — 2 Timoteus 3:1-5, 13.

      Selv med dette malende billede af vor tid vil mange stadig spotte. Men det er kun hvad man kan forvente. Denne latterliggørelse er nemlig en del af det tegn der beviser at vi lever i de sidste dage: „I de sidste dage vil der komme folk som angriber med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’ . . . De himle og den jord som er nu, [er] gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag. . . . Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Peter 3:3, 4, 7, 13.

      Jehova lover at i hans nye, retfærdige verden vil man ikke engang kunne huske dette onde, gamle system i Satans verden. Der står: „Jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet. Men I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber.“ (Esajas 65:17, 18) Satanismens dage er talte, og til Guds fastsatte tid vil Satan selv blive udslettet for evigt. — Åbenbaringen 20:1-3, 7-10.

      At der vil komme et paradis på denne jord er ikke ’for godt til at være sandt’. Det er de nuværende forhold i denne gamle ordning hvor Satan hersker, der i Guds øjne er for dårlige til at fortsætte.

      [Illustration på side 10]

      For godt til at være sandt? Nej, jorden vil blive et paradis

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del