Hvorfor nogle børn er så vanskelige

„Generne, hjernens kemi og den neurologiske udvikling har meget at sige i forbindelse med hvordan vi er som børn og hvordan vi bliver som voksne.“ — Dr. STANLEY TURECKI.

ETHVERT barn vokser på sin egen helt specielle måde. Børn har et væld af karaktertræk og egenskaber som synes at være medfødte — karaktertræk som forældrene måske kun har ringe eller slet ingen indflydelse på. Der har altid været vilde, uregerlige og voldsomme børn. Og selv de bedste forældre kan få et barn der er vanskeligt.

Men hvorfor er nogle børn mærkbart vanskeligere end andre? Antallet af adfærdsvanskelige børn er stigende. Der er generel enighed blandt læger og forskere om at mellem 5 og 10 procent af alle børn udviser ekstrem rastløshed, og at disse børns manglende evne til at være opmærksomme, koncentrere sig, følge regler og styre deres impulser skaber mange problemer for dem selv og deres familie, lærere og kammerater.

Dr. Bennett Shaywitz, der er professor i børnesygdomme og neurologi ved Yale-universitetets lægefakultet, peger på at hovedårsagen kan ligge i „nedarvede forstyrrelser i bestemte kemiske stoffer i hjernens transmittersystem“, der styrer hjernecellernes funktion og letter hjernens arbejde med at kontrollere adfærdsmønsteret. Uanset hvad barnets vanskelige adfærd skyldes, må forældrenes hovedsigte være at blive dygtige til at styre barnets adfærd og give opmuntring og støtte frem for at kritisere og skænde.

På Bibelens tid var det forældrenes ansvar at undervise og oplære deres børn. De vidste at tugt og vejledning ud fra Guds lov ville gøre deres børn vise. (5 Mosebog 6:6, 7; 2 Timoteus 3:15) Det er derfor forældrenes gudgivne ansvar at anstrenge sig så meget som muligt, på trods af en travl timeplan, for at imødekomme et barns behov, især ved at reagere hensigtsmæssigt når barnet opfører sig dårligt. Da mange af de adfærdsvanskeligheder der ses i pædiatrisk praksis i dag har at gøre med børn som er hyperaktive, impulsive eller uopmærksomme, vil det måske være en hjælp at se nærmere på to grupper af børn som er svære at opdrage — børn med nedsat opmærksomhed (ADD, Attention Deficit Disorder) og børn præget af hyperaktivitet (ADHD, Attention Deficit Hyperactivity Disorder).

I 1950’erne blev disse forstyrrelser kaldt „minimal hjerne-fejlfunktion“. Ifølge børneneurologen dr. Jan Mathisen ophørte man med at bruge denne betegnelse da man fandt ud af at „ADD slet ikke er en hjerneskade“. Dr. Mathisen siger: „ADD er tilsyneladende en defekt i visse områder af hjernen. Vi kender stadig ikke den nøjagtige årsag til disse neurokemiske forstyrrelser, men vi mener at de har at gøre med et stof i hjernen der kaldes dopamin.“ Han mener at problemet har at gøre med dopaminreguleringen. „Sandsynligvis skyldes det ikke kun ét stof, men en sammenhæng mellem flere stoffer,“ tilføjer han.

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål angående ADD, men forskerne er generelt enige med dr. Mathisen om at en kronisk nedsat kontrol af opmærksomhed, impulsivitet og motorik har en neurologisk årsag. En nylig undersøgelse ledet af ph.d. Alan Zametkin og forskere ved USA’s Nationalinstitut for Mentalhygiejne, viste for første gang en sammenhæng mellem ADD og en særlig stofskifteabnormalitet i hjernen, men man erkendte at „der skal udføres en del mere forskning for at finde nogle endegyldige svar“.

Skolen — en udfordring

I klasseværelset skal børnene sidde stille og koncentrere sig, og det er svært for børn som er kronisk uopmærksomme, distræte, impulsive eller hyperaktive. Da sådanne børn ikke kan koncentrere sig om det samme ret lang tid ad gangen, hvad andet kan de så give sig af med end at være ekstremt aktive? Nogle er så uopmærksomme at de kommer bagud med indlæring, både i skolen og i hjemmet. Ofte hænges de ud som „klassens skræk“ eller „klassens klovn“ fordi de har svært ved at styre sig eller vurdere følgerne af deres handlinger.

Det kan ende med at de udvikler et negativt syn på sig selv og betragter sig selv som ’dumme’ eller ’slemme’ og begynder at opføre sig i overensstemmelse dermed. Uanset hvor hårdt de anstrenger sig får de dumpekarakterer og vil derfor være tilbøjelige til at udsætte sig for kronisk selvforstærkende fiaskoer.

Rådvilde forældre bliver nervøse og forvirrede over deres barns destruktive adfærd. Undertiden fører det til ægteskabelige stridigheder hvor ægtefællerne beskylder hinanden for at det er gået som det er. Mange forældre tærsker langhalm på det dårlige og glemmer det gode. Deres reaktion på det dårlige adfærdsmønster forværrer situationen og derved bliver familien og andre med tilknytning til barnet låst fast i en magtkamp der skyldes at de ikke har kunnet forstå og styre et vanskeligt barn — et barn med eller uden ADD.

Ronnie — en moders erfaringer

„Ronnie var aldrig glad. Lige fra den dag han blev født græd han og var irritabel. Han havde allergi, udslæt, infektioner i ørerne og konstant diarré.

Ronnies motorik var imidlertid god, og han lærte hurtigt at sidde, stå og gå — eller skulle jeg hellere sige løbe? Når han var lagt hen for at sove skyndte jeg mig at ordne hjemmet, for når min lille ’tornado’ vågnede havde jeg nok at gøre med at beskytte ham og huset når han løb rundt og tog fat i alt hvad der fangede hans interesse, og det gjorde det meste!

Han var meget utålmodig. Intet kunne fastholde hans interesse i længere tid ad gangen. Han hadede at sidde stille. Det var selvfølgelig et problem når vi tog ham med til steder hvor han skulle sidde stille — især ved møderne i rigssalen. Det kunne ikke nytte noget at give ham smæk. Han kunne simpelt hen ikke holde sig i ro. Mange velmenende mennesker påtalte det eller kom med gode råd, men intet virkede.

Ronnie var intelligent, så da han var tre år begyndte vi daglig at læse i korte perioder med ham. Da han var fem år kunne han læse. Så kom han i skole. Efter en måned blev jeg kaldt til samtale med læreren. Hun sagde at hendes første indtryk af Ronnie var at han var en engel, men efter at have haft ham en måned i klassen mente hun det stik modsatte. Hun sagde at han altid hoppede rundt, spændte ben eller hev i de andre børn. Han ville ikke sidde stille, ikke tie stille, ja, han forstyrrede hele klassen. Han kunne ikke styre sig selv. Han var også begyndt at udvikle en oprørsk indstilling. Hun foreslog at han blev sat i en specialklasse og at vi tog ham til lægen og fik ordineret en medicin der kunne dæmpe ham. Vi var fuldstændig knust!

Ronnie havde ikke brug for medicin, og børnelægen gav os i stedet nogle praktiske forslag. Han mente at Ronnie var intelligent, men at han kedede sig; han foreslog derfor at vi holdt ham beskæftiget, var positive og tålmodige samt meget kærlige. Efter hans mening ville problemerne mindskes med alderen og ved en kostforandring.

Vi indså at vores søn skulle behandles med særlig omhu og at han skulle hjælpes til at bruge sin energi på en positiv måde. Det ville være meget tidskrævende, og derfor ændrede vi vores hverdag og brugte mange timer på at hjælpe ham med lektier idet vi tålmodigt underviste og forklarede tingene for ham. Vi holdt op med at skælde ud eller bebrejde ham hans tankeløshed og skarnsstreger. Målet var at give ham en følelse af selvværd. Vi talte om tingene frem for at kommandere og kræve. Hvis der skulle træffes beslutninger som berørte ham spurgte vi altid om hans mening.

Det der er helt naturligt for andre børn, var en kamp for Ronnie. For eksempel måtte han lære at være tålmodig, rolig, at sidde stille og at styre sin overdrevne fysiske aktivitetstrang. Men det lod sig gøre. Da han først havde indset at han måtte gøre en bevidst indsats for at sætte farten ned og tænke over hvad han gjorde, eller ville gøre, begyndte det at gå bedre. Som 13-årig opførte han sig helt normalt. Lykkeligvis gik alt glat fra da af, selv i de ellers så vanskelige teenageår.

Det at vi har givet Ronnie masser af kærlighed, og lige dele tid og tålmodighed, har virkelig lønnet sig.“

Hvordan man tager sig af et vanskeligt barn

„HAR du haft en god dag?“ spørger Susan sin søn Jimmy da hun henter ham fra skole og han sætter sig ind i bilen. Han svarer ikke men ser blot vred ud. „Nå, du har nok haft en dårlig dag,“ siger hun medfølende. „Vil du fortælle mig om det?“

„Lad mig være,“ vrisser han.

„Jeg er jo bare bekymret for dig. Du virker ked af det, og jeg vil bare hjælpe.“

„Jeg vil ikke ha’ din hjælp!“ råber han. „Lad mig være i fred. Jeg hader dig. Gid jeg var død.“

„Jimmy,“ gisper Susan, „sådan skal du ikke tale til mig, ellers vanker der. Jeg prøver at være sød mod dig. Hvad er der galt med dig? Lige meget hvad jeg siger eller gør, så er du sur.“

Forvirret, og udkørt efter dagens arbejde, styrer Susan gennem trafikken og spekulerer på hvordan hun dog har båret sig ad med at få sådan et barn. Hun er frustreret, hjælpeløs og vred, men også fortrydelig over for sønnen, og hun rammes af skyldfølelse. Susan frygter for hvordan han reagerer når han kommer hjem — hendes egen søn. Hun har næsten ikke lyst til at vide hvad der skete i skolen. Nu ringer læreren sikkert igen. Nogle gange er det bare for meget for hende.

Sådan kan tilsyneladende ubetydelige hændelser blive til stærkt følelsesladede stridigheder der vækker bekymring. Børn med ADD/ADHD eller børn som på anden måde er „vanskelige“, reagerer som regel ret voldsomt når de konfronteres med problemer. De har et eksplosivt gemyt og gør ofte forældrene vrede, desorienterede og udmattede.

Vurdér situationen og grib ind

Typisk er disse børn intelligente, kreative og meget følsomme. Det er vigtigt at forstå at de er sunde børn men har særlige behov, og derfor kræver de større og dybere forståelse. Her følger nogle grundlæggende idéer som forældre til sådanne børn har fundet nyttige.

Først må man lære at genkende de situationer og påvirkninger der bringer barnet ud af ligevægt. (Jævnfør Ordsprogene 20:5.) Det er meget vigtigt for forældrene at lægge mærke til barnets opførsel umiddelbart før en følelsesmæssig konfrontation, så de hurtigt kan gribe ind. Meget kan aflæses af et ansigtsudtryk der røber hjælpeløshed og et stigende frustrationsniveau i en given situation. Her kan det være en hjælp at give venlige påmindelser til barnet om at det må beherske sig, eller det kan være nødvendigt at fjerne barnet fra situationen. Det kan være en hjælp at holde en lille pause, ikke så meget som en straf, men som en lejlighed for både forældrene og barnet til at genvinde fatningen og fortsætte rationelt.

I den førnævnte situation overreagerede Jimmy på nogle ganske simple spørgsmål. Det er almindeligt for Jimmy at reagere på denne måde. Og ganske vist er det nærliggende for forældre til sådanne børn at tage den slags vredesudbrud personligt, men det er vigtigt at erkende at børnene ofte mister jordforbindelsen i det øjeblik de når deres stresstærskel. Det er derfor vigtigt at handle med indsigt. (Ordsprogene 19:11) Susan kunne have taget brodden af situationen ved at have standset samtalen og givet drengen tid til at få kontrol over sig selv, og dagens begivenheder kunne måske være drøftet igennem på et senere tidspunkt.

Stressede børn

Aldrig før har menneskeheden stået over for så store problemer, vanskeligheder og bekymringer som den gør i vor tid. Forholdene har ændret sig; der stilles større krav, også til børnene. Angående dette siger bogen Good Kids, Bad Behavior: „Mange af de problemer som børn synes at komme ud for, er måske direkte eller indirekte forårsaget af ændrede sociale forventninger.“ For børn med ADD/ADHD kan skolen være et mareridt. Samtidig med at de kæmper med deres egne mangler, tvinges de hele tiden til at tilpasse sig et væld af teknologiske forandringer i en atmosfære der kan virke fjendtlig og farlig. Det øger deres frygt. Desuden er børn slet ikke følelsesmæssigt modne til at klare alle disse problemer. De har behov for hjælp fra deres forældre.

Begræns stressfaktorerne

For at få gladere og sundere børn er det vigtigt at man skaber et ordnet og stabilt miljø. Måske vil det begrænse stressfaktorerne at forenkle sin tilværelse. Da de nævnte børn er impulsive, lette at distrahere og meget aktive, er det nødvendigt at undgå overstimulering. Lad ikke barnet lege med for mange slags legetøj på én gang. Lad det beskæftige sig med én opgave ad gangen. Da børnene ofte er nogle rodehoveder, virker orden beroligende på dem. Jo færre og lettere tilgængelige ting de skal holde styr på, des nemmere er det for dem at koncentrere sig om det der er vigtigt.

Noget andet der kan begrænse stressfaktorerne i et hjem er at lægge en velordnet og smidig plan for dagens gøremål, hvilket vil give børnene en vis tryghed. Det vigtigste er ikke om tingene sker på et fastlagt tidspunkt, men at de sker i den fastlagte rækkefølge. Her kan følgende forslag måske hjælpe: Sørg for at de får en god og afvekslende kost, og lad dem kun få slik på faste tidspunkter; hav et fast ’sengeritual’ i en varm, kærlig og afslappet atmosfære. Indkøbsture kan overstimulere hyperaktive børn, så planlæg i forvejen ikke at gå i for mange forretninger. Når I er på udflugt skal barnet have at vide hvordan I forventer det opfører sig. Bestemte rutiner hjælper børn med særlige behov til at kontrollere deres impulsive adfærd. Og det hjælper forældrene til at kunne forudse forskellige situationer.

Ud over en fast rutine er det godt at formulere nogle ufravigelige regler og forklare hvilke konsekvenser det vil få at bryde dem. Konsekvente regler som begge forældre kan gå ind for, giver barnet nogle grænser for hvad der er en acceptabel adfærd — og derved lærer det ansvarsfølelse. Sæt eventuelt en liste med ordensregler op på et synligt sted (så både forældrene og barnet bliver mindet om dem). Konsekvente forældre er nøglen til barnets følelsesmæssige tryghed.

Forståelse af og tilpasning til hvad barnet kan lide og ikke lide vil kunne forebygge spændinger i hjemmet. Da disse børn ofte er uberegnelige og impulsive, kan de have svært ved at være sammen med andre børn. De kan for eksempel have svært ved at dele legetøj med andre, men så kan forældrene give dem lov til at vælge hvilke stykker legetøj de vil lade andre børn lege med. Forældrene kan sørge for at de ikke har for mange legekammerater på besøg ad gangen og at det de leger med ikke opildner dem — det vil medvirke til at barnet kan beherske sig.

Det er vigtigt at forældre lader barnet udvikle sig på sin egen måde uden at det absolut skal presses ind i en forud bestemt form. Hvis der er noget mad eller tøj som barnet ikke kan lide, er det bedst at undgå det. Sådanne ubetydelige ting er ikke et skænderi værd. Forsøg ikke at kontrollere alt. Vær ligevægtig, men altid principfast i forbindelse med hvad der er acceptabelt for en kristen familie.

Opdragelse

Uberegnelige børn synes at have brug for tugt og opdragelse i et større omfang end andre børn. Deres forældre lider derfor ofte af skyldfølelse fordi de tit må tugte deres børn. Her er det vigtigt at skelne mellem tugt og mishandling. Ifølge bogen A Fine Line — When Discipline Becomes Child Abuse sker 21 procent af al fysisk børnemishandling i forbindelse med at børnene har udvist en aggressiv adfærd. Nogle forskere konkluderer derfor at børn med ADD eller ADHD er „i større fare for at blive udsat for fysisk mishandling eller svigtende omsorg“. Det kan være en krævende opgave at opdrage børn med særlige behov, men det må gøres på en god og velafbalanceret måde. Eftersom disse børn som regel er intelligente og meget kreative, kan det være en udfordring for forældrene at ræsonnere med børnene. De forsøger ofte at finde en brist i forældrenes gode ræsonnement. Lad dem ikke få held med det. Bevar forældreautoriteten.

Forklar tingene venligt men bestemt; kom ikke med for lange forklaringer, og undlad at ’forhandle’ om faste regler. Lad dit „ja“ betyde ja og dit „nej“ betyde nej. (Jævnfør Mattæus 5:37.) Børn er ikke diplomater; en ’forhandling’ fører derfor ofte til diskussion, harme, frustration og i nogle tilfælde endda til skrig og håndgemæng. (Efeserne 4:31) Undgå også for mange advarsler. Hvis der er behov for tugt bør den gives prompte. I bogen Raising Positive Kids in a Negative World siges der: „Autoritet handler om at man er rolig, tillidsvækkende og fast.“ Bemærk også de gode forslag der gives i The German Tribune: „Tal altid med barnet på en måde der fastholder dets opmærksomhed: brug dets navn ofte, bevar øjenkontakten og brug enkle vendinger.“

Mishandling opstår når forældrene mister selvbeherskelsen. Hvis forældrene råber har de allerede mistet deres selvbeherskelse. Det er lærerigt at læse Ordsprogenes Bog, kapitel 15, der handler om børneopdragelse og tugt. For eksempel siges der i vers 4: „Tungens ro er et livets træ, men falskhed på den sønderbryder ånden.“ Og vers 18 lyder: „En forbitret mand ypper kiv, men den der er sen til vrede bilægger strid.“ Og endelig siges der i vers 28: „Den retfærdiges hjerte grunder over hvordan det skal svare.“ Det er altså vigtigt at vi ikke blot tænker over hvad vi siger, men også over hvordan vi siger det.

Ros i stedet for kritik

Børn som er vanskelige at opdrage gør ofte nogle mærkelige, ja, nærmest vanvittige ting, og de er meget foretagsomme; derfor er det let for forældrene at begynde at kritisere dem, latterliggøre dem, hakke på dem eller lange ud efter dem. Imidlertid siges der i Efeserbrevet 6:4, ifølge Phillips’ oversættelse, at børnene skal opdrages „ved kristen undervisning og i kristen tugt“. Hvordan tugtede Jesus overtrædere? Han gav en vejledende tugt som var både undervisende, belærende, upartisk og konsekvent. Opdragelse er en proces, en undervisningsmetode som — især når man har at gøre med børn — skal gentages mange gange. — Se artiklen „Hvad siger Bibelen: Hvad menes der med ’tugtens kæp’?“ i Vågn op! for 8. september 1992.

Den rette tugt skaber et stabilt, varmt og tillidsfuldt miljø, og for at virke efter hensigten må den ledsages af en forklaring. Da børn lærer med alderen, er der ingen patentløsning som virker her og nu. Ja, dét at opdrage et barn kræver ikke alene stor omsorg og kærlighed, men masser af tid og arbejde — ikke mindst når det gælder vanskelige børn. Det vil måske være en hjælp at huske på følgende lille talemåde: „Sig hvad du mener og mén hvad du siger, og gør det du siger du vil gøre.“

Et af de mest frustrerende aspekter ved børn som har en besværlig adfærd, er deres umådelige behov for opmærksomhed. Alt for ofte er den form for opmærksomhed de får, negativ frem for positiv. Vær hurtig til at bemærke og rose eller belønne en god adfærd eller en veludført opgave. Det virker meget opmuntrende for et barn. I begyndelsen virker dine anstrengelser måske lidt overdrevne, men de vil uden tvivl bære frugt. Børn har behov for små men umiddelbare belønninger.

Greg — en faders erfaringer

„Da vores søn Greg var fem år gammel og gik i børnehave, fik han stillet diagnosen ADHD. På det tidspunkt opsøgte vi en børnelæge, som bekræftede at Greg så afgjort havde ADHD. Han sagde: ’Det er ikke hans fejl, og det er ikke jeres fejl. Han kan ikke gøre noget ved det, men det kan I.’

Vi tænker ofte på disse ord fordi de minder os om at vi som forældre har et stort ansvar for at hjælpe vores søn til at leve med sin ADHD. Den dag gav lægen os nogle publikationer med hjem, og vi tror at den viden vi har fået i de sidste tre år har medvirket stærkt til at vi har kunnet leve op til vort ansvar som forældre.

Når man opdrager et ADHD-barn er det af vital betydning at opmuntre til en god opførsel og at advare imod og, om nødvendigt, straffe en dårlig opførsel. Jo mere konsekvent man kan være, des bedre resultater vil man opnå. Disse enkle forholdsregler er vigtige forudsætninger når man skal opdrage et ADHD-barn. Men da problemerne opstår mange gange i løbet af en dag, er det lettere sagt end gjort.

Vi har fundet det effektivt at holde pauser. Hver gang vi bruger en pause til at korrigere en dårlig opførsel, sørger vi også for at bekræfte vores kærlighed til ham og derved tilskynde ham til en positiv adfærd. Denne bekræftelse kan være et anerkendende ord, en omfavnelse eller endda en lille ting eller et privilegium. En dag købte vi et kort til klistermærker. Øverst skrev vi hvad der var god opførsel. Hver gang Greg lægger denne adfærd for dagen, giver vi ham et klistermærke som han kan sætte på kortet. Når kortet er fyldt med, lad os sige, 20 klistermærker, får han en belønning. Den består som regel i noget han holder meget af, for eksempel en tur i parken. Denne ordning motiverer ham til at opføre sig godt. Han klistrer mærkerne på og kan selv se hvordan det går og hvor tæt han er på belønningen.

Vi har også fundet at det er godt at give ham valgmuligheder. I stedet for at give ordrer lader vi ham vælge. Enten kan han opføre sig ordentligt eller også må han mærke følgerne af ikke at gøre det. Derved lærer han at være ansvarsbevidst og at træffe kloge afgørelser. Hvis der er tale om et tilbagevendende problem, som for eksempel at han laver scener hos købmanden eller på en restaurant, kan vi bruge metoden med klistermærkekortet. Han ser derved det gavnlige i at opføre sig ordentligt, og vi viser at vi er opmærksomme på hans fremskridt.

Mange er ikke klar over at ADHD har indflydelse på barnets evne til at styre sin opførsel og sine reaktioner. Der er også mange som tror at disse børn godt kunne koncentrere sig og styre deres adfærd hvis blot de anstrengte sig lidt mere; og når det ikke lykkes får forældrene skylden.

Det er fysisk umuligt for et ADHD-barn at sidde stille i to timer ved menighedens møder i rigssalen. Vi glemmer aldrig hvordan Greg i en alder af blot fem år plejede at græde før hvert møde, og spørge os: ’Er det et langt eller et kort møde?’ Når han fik at vide at det var et totimers møde begyndte han at græde heftigt fordi han vidste at han ikke ville kunne klare at sidde stille. Vi er nødt til at affinde os med de begrænsninger sygdommen sætter. Vi ved at Jehova forstår sygdommen bedre end nogen anden, og det er trøstende. Greg er nu på et normalt udviklingstrin, og han tager ikke medicin.

At gøre Jehova til vort håb og holde vore øjne rettet mod den nye verden er en hjælp for os. Håbet betyder allerede meget for Greg. Han bliver helt opstemt, ja, får endda tårer i øjnene, når han tænker på at Jehova vil fjerne hans sygdom i den nye verden.“

[Ramme på side 9]

Belønningen for en god opførsel kunne være:

1. ROS — mundtlig anerkendelse når noget er udført på en god måde; udtrykt værdsættelse af en god opførsel, fulgt op af hengivenhed, en kærlig omfavnelse og et venligt ansigtsudtryk.

2. ET KLISTERMÆRKESYSTEM — anbragt et iøjnefaldende sted, med tiltalende mærker eller stjerner som en tilskyndelse til at opføre sig godt.

3. EN LISTE OVER GOD OPFØRSEL — gode og rosværdige præstationer. Hver gang barnet gør noget godt, uanset hvor lille en ting det måtte være, så skriv det ned og læs det højt for en anden i familien.

4. ET ADFÆRDSBAROMETER — Afhængigt af barnets alder kan man lægge velsmagende belønninger i et glas når barnet gør noget der fortjener anerkendelse (håndgribelig belønning). Målet er at skabe et pointsystem som resulterer i en belønning der kunne indbefatte noget som familien alligevel skulle, for eksempel gå i biografen, tage ud og skøjte eller spise på restaurant. Frem for at sige til barnet: „Hvis du ikke opfører dig ordentligt, tager vi ikke af sted,“ kunne du sige: „Hvis du opfører dig pænt, tager vi af sted.“ Nøglen er at ændre en negativ tankegang til en positiv, men man må huske at det kan tage tid at foretage denne ændring.

[Illustration på side 7]

Samtaler kan til tider føre til følelsesmæssige udbrud

[Illustration på side 8]

Når der træffes afgørelser må man forklare hvad de går ud på, og så holde sig til dem

[Illustration på side 10]

Stolt sætter han et nyt klistermærke på kortet

Når der er behov for mere

DER er givet mange nyttige råd i de foregående artikler, men i nogle tilfælde er der behov for mere end det. Indgående undersøgelser har for eksempel vist at visse børn ikke blot er impulsive men også meget farlige. Skønt disse børn har kærlige familier, kommer deres destruktive adfærd til udtryk ved at ødelægge, råbe ad andre, sætte ild til ting, skyde med pistoler og stikke med knive (hvis de er inden for rækkevidde), mishandle dyr, øve vold mod andre eller sig selv, hvis det falder dem ind. De er indbegrebet af kaos.

Det er en privat afgørelse om forældre til sådanne børn vil søge læge for at kunne give deres barn den bedste pleje. Forældrene må i hvert enkelt tilfælde finde ud af hvordan de dækker barnets behov, idet de finder trøst i ordene fra Ordsprogene 22:6.

En af de mest kontroversielle behandlingsmetoder der anvendes for tiden er medicin. Det mest benyttede medikament, Ritalin, har givet blandede resultater. Mange familier har været yderst tilfredse med de fremskridt der er sket mens deres barn har fået Ritalin eller andre aktivitetsregulerende medikamenter. Det er imidlertid stadig et diskussionsemne om medikamenterne virker og om ikke de anvendes i for vid udstrækning. Nogle læger tager endda afstand fra Ritalin, idet de mener at længerevarende indtagelse har flere skadelige bivirkninger. Men det skal understreges at en del familier og læger kun nævner få bivirkninger og samtidig fremhæver forbedret adfærd samt mental fremgang hos patienten. Interessant nok er mange af de voksne som har fået stillet diagnosen ADD og som i øjeblikket tager medicin, også meget tilfredse med resultaterne. Man må foretage en grundig undersøgelse og vurdering i spørgsmålet om anvendelse af medicin, og derefter træffe en personlig afgørelse.

Hvis man har forsøgt sig med medicinsk behandling uden resultat, findes der andre behandlingsmetoder. Mange har læst om og erfaret gode resultater ved behandling med vitaminer og urter. Som nævnt kan ADD/ADHD i nogle tilfælde skyldes en biokemisk ubalance i hjernen, og det skulle disse behandlingsmetoder kunne rette op på.

Der er også andre faktorer som nogle mener er årsag til mange af de problemer der er forbundet med ADD/ADHD. Dr. Doris Rapp siger i sin bog Is This Your Child? at „nogle børn er fysisk syge og/eller har følelsesmæssige, adfærdsmæssige eller indlæringsmæssige problemer som til dels, eller måske endda i første række, skyldes allergi eller det miljø de færdes i“. Ydermere kan reaktioner på sukker og farve- og tilsætningsstoffer give lignende problemer i form af voldelige anfald, humørsvingninger og søvnløshed.

Mange forældre har lært at styre deres barns adfærd, men der kan stadig være problemer med indlæringsevnen. For nogle kan særlige ydelser som for eksempel privatundervisning, rådgivning, kontaktgrupper og særundervisning være en hjælp. Eftersom disse børn klarer sig bedre når de kun har at gøre med én person ad gangen, har nogle familier efter lægens anvisninger haft succes med hjemmeundervisning.

Det er også værd at nævne de mange nye undervisningsprojekter der er påbegyndt, som for eksempel ph.d. Mel Levines Schools Attuned, hvor man i høj grad tager hensyn til børnenes forskellige personlighed. Levines projekt lægger vægt på ’skræddersyet’ undervisning til det enkelte barn. Overalt hvor man har benyttet denne individuelt tilpassede undervisningsmetode i USA synes det at have givet gode resultater.

Fremtiden

Det at opdrage børn kan sammenlignes med at købe hus. Begge dele er en livslang investering; grundet forskellige omstændigheder kan køberen være tvunget til at nøjes med mindre end det perfekte. På lignende måde må ufuldkomne forældre der opdrager ufuldkomne børn i Satans verden også nøjes med mindre end det perfekte. Der kan være noget ved det nye hus som man synes er usædvanligt eller uønsket, men med en ihærdig indsats og lidt fantasi kan de uheldige træk næsten forsvinde. Selv det man arkitektonisk set synes er dårligst kan blive noget af det man kommer til at holde mest af.

Hvis forældre på samme måde kan indrette sig efter de behov deres vanskelige barn har, kan barnet blive en vidunderlig del af deres tilværelse. Hvert barn må værdsættes for dets egne egenskaber. Fokusér derfor på det positive. Frem for at undertrykke børnene må man stimulere deres kreativitet og forstå at de er værdige til at blive æret og elsket — som kostbare gaver fra Jehova Gud. — Salme 127:3-5.