Seminarer der gavner forholdet mellem læger og Jehovas vidner
GUDS lov til kristne forbyder dem at indtage blod under nogen form. (Apostelgerninger 15:28, 29) Deres lydighed mod denne lov har i nogle tilfælde medført at de er blevet nægtet tilgængelig og virkningsfuld alternativ lægehjælp.
For at fremme forståelsen og give lægerne forslag til behandlinger uden blod, har Jehovas Vidners Styrende Råd i Brooklyn, New York, oprettet en kontakttjeneste under afdelingen Hospitalinformation. Denne afdeling oplærer udvalgte ældste blandt Jehovas vidner til at medvirke i Kontaktudvalg til Hospitaler, og orienterer disse om de lægevidenskabelige forskningsresultater, blandt andet ved forskellige seminarer. Udvalgene fremlægger disse oplysninger for læger og andet hospitalspersonale; desuden formidler de kontakt til andre erfarne læger i situationer hvor det er påkrævet for at afværge en konfrontation.
Har disse anstrengelser båret frugt? Har oplysningsarbejdet blandt lægerne nyttet? Og hvordan har disse reageret? Det følgende er en læges interessante referat af et seminar for kontaktudvalgsmedlemmer; og som man vil se, er der grund til optimisme.
„Jeg håber at I vil finde disse betragtninger åbenhjertige og nyttige.
Lad mig indledningsvis sige at det var et privilegium at blive indbudt til at overvære det andet seminar for Kontaktudvalg til Hospitaler under ledelse af medarbejdere fra Hospital Information Services ved Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Seminaret levede ikke blot op til mine forventninger — det overgik dem. Ordstyrerens åbningsindlæg slog tonen an for det todages program. Han fremhævede at ordningen med Kontaktudvalg til Hospitaler ikke kun er en hjælp for hospitalsindlagte Jehovas vidner. Den giver også mulighed for at aflive mange af de myter som læger, sygehusadministratorer, behandlingspersonale og folk i almindelighed har antaget vedrørende Jehovas vidner.
Det er noget helt nyt for mange af disse når de finder ud af at Jehovas vidner ikke har samme syn på lægehjælp som Christian Science. Jehovas vidner håndhæver ikke nogen ’ret til at dø’ og forsøger ikke at blive martyrer. Deres holdning til blod er heller ikke dikteret dem af deres organisation, men er en personlig overbevisning. Denne orientering understreger den oplysende værdi af kontaktudvalgenes virke. Hvor ejendommeligt det end måtte lyde, har læger meget at lære med hensyn til lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion. Jeg forbløffes ustandselig over omfanget og dybden af den forskning der foretages i dette regi; meget af det der er kommet frem er helt nyt for mig. Og kontaktudvalgenes oplysningsfunktion rækker videre endnu. De når også ud til hospitalernes administrationer og de sociale instanser, ja endog retsinstanserne.
Kontaktudvalgene gør sig energiske anstrengelser for at finde og sikre sig assistance fra læger der vil samarbejde med Jehovas vidner. Arbejdet rækker selvfølgelig langt ud over lægestanden, idet kontaktudvalgene også etablerer praktisk samarbejde med sundhedssektoren i almindelighed, sygehuse, advokater og dommere. Det sikkert mest markante budskab at formidle er at Jehovas vidner er fornuftige, ikke fanatikere, og at de blot ønsker acceptable alternativer til blod. . . . Der er væsentlige risici forbundet med brugen af blod, og kontaktudvalgene varetager afgjort en væsentlig funktion ved at påpege disse farer og fremhæve de potentielle risici ved blod og blodprodukter over for lægestanden.
Jeg bliver gang på gang forbløffet over de oplysninger som Hospitalinformationen og Vagttårnsselskabet forsyner kontaktudvalgene med. Som enhver håndværker vil bevidne, kan praktisk taget en hvilken som helst opgave udføres hvis blot man har det rette værktøj. . . . Det var fascinerende at høre om de foranstaltninger der nu er truffet for at man kan reagere hurtigt og effektivt på så at sige enhver nødsituation. Hvert enkelt kontaktudvalgsmedlem er oplært til at finde frem til imødekommende læger og sygehuse, på stedet bedømme lægers og hospitalers holdning, og præcist vurdere hvor akut en situation er og om der er overhængende risiko for at hospitalet vil forsøge at skaffe en dommerkendelse der bemyndiger lægerne til at gennemtvinge blodtransfusion.
Vi drøftede forskellige metoder til at klarlægge behov og ønsker hos patienter der er Jehovas vidner, hvordan man omgås ikketroende familiemedlemmer, og hvordan man får overført en patient til et andet sygehus hvor man er indstillet på at imødekomme Jehovas vidners behov. Der blev gjort meget ud af kontaktudvalgenes samarbejde med medierne, og i retningslinjerne blev det understreget at man skulle gøre opmærksom på at Jehovas vidner ikke afviser enhver form for lægehjælp, kun blod. Det svarer nogenlunde til at en troende katolik afviser abortindgreb, men ikke kirurgi i almindelighed.
Kontaktudvalgsmedlemmerne har lært at besvare mange spørgsmål der ofte stilles af sygehuse og læger, og til tider af Jehovas vidner selv. Det drejer sig for eksempel om hvorvidt man kan modtage immunglobulin, albumin og kryopræcipitat, og om medicinske teknikker som hæmodilution, brug af hjerte-lunge-maskine, „cell-saver“ eller hæmodialyse.
Jeg glædede mig over en fascinerende drøftelse af de juridiske aspekter ved fortolkning og anvendelse af loven til forsvar for Jehovas vidner og deres religiøse opfattelser. De retsafgørelser der danner grundlag for at forsvare Vidnernes selvbestemmelsesret i lægelige spørgsmål, er et fængslende emne at drøfte. Nogle vil måske mene at det er overflødigt at have Kontaktudvalg til Hospitaler, men sandheden er at denne hjælpetjeneste er yderst vigtig. Hver dag ser jeg patienter der er Jehovas vidner og som ikke kender sygehusmiljøet og måske ikke er klar over hvor mange alternativer der findes til behandling med blod. Desuden kan kun få være godt kendt med de mange samarbejdsvillige læger kontaktudvalgene kender, eller de særlige juridiske rettigheder og pligter den enkelte har og som kommer ind i billedet når vi søger behandling uden blod.
Lad mig for et øjeblik afvige fra emnet for at hylde Hospitalinformationens arbejde. Som kardiolog har jeg knap nok tid til at læse de mange tidsskrifter der umiddelbart har med mit speciale at gøre, for slet ikke at tale om dem der har at gøre med intern medicin generelt. Det ville være umuligt at gennemsøge hele lægelitteraturens „høstak“ og finde de henvisninger der angiver nogle meget specifikke løsninger på problemer jeg kommer ud for når jeg behandler mine patienter uden at bruge blod. Nok en gang kommer Selskabet mig til undsætning ved at sørge for en „magnet“ der henter „nålen“, de relevante forskningsresultater, ud fra „høstakken“ af tidsskriftartikler.
De stadige opdateringer fra Brooklyn holder mig orienteret om de seneste fremskridt der kunne få indflydelse på mine metoder. De er langt mere udtømmende og overbevisende end nogen anden datatjeneste med tidsskriftsøgning som jeg kender til. Sådan bør det naturligvis også forholde sig, i betragtning af hvad der står på spil.“ — Af dr. Stephen E. Pope, kardiolog i San Francisco-området.
[Ramme på side 20]
• I De Forenede Stater behandler rundt regnet 18.000 samarbejdsvillige læger Jehovas vidner uden at bruge blod. I hele verden findes der 50.000 samarbejdsvillige læger.
• I De Forenede Stater findes der 45 hospitaler og klinikker hvor man kan blive behandlet og opereret uden brug af blod. I hele verden er der 80 sådanne behandlingssteder.