Solgt til slaveri

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AFRIKA

OLAUDAH EQUIANO blev født i 1745 i det nuværende Nigeria. Hverdagen i hans landsby var typisk for den tid. Familien arbejdede sammen om at dyrke majs, bomuld, yams og bønner. Mændene vogtede kvæg og geder. Kvinderne spandt og vævede bomuld.

Equianos far var en fremtrædende ældste og dommer i samfundet, en stilling som Equiano en dag skulle overtage. Det skete dog aldrig. Mens Equiano var dreng blev han kidnappet og solgt som slave.

Han blev købt og solgt af slavehandlere, og det var ikke før han nåede helt frem til kysten at han mødte europæere for første gang. År senere beskrev han sine oplevelser: „Den første ting, som hilste mit øje, da jeg kom til kysten, var havet og et slaveskib, som lå for anker og ventede på sin ladning. Det fyldte mig med forbavselse, som snart forvandledes til en rædsel, som jeg nu mangler ord til at beskrive, ligesom min sindstilstand dengang, da jeg blev bragt ombord. Jeg blev med det samme grebet og kastet op i luften af nogle af besætningen for at de kunne se, om jeg var sund, og jeg blev nu ganske klar over, at jeg var kommet ind i en ondsindet verden, og at de ville dræbe mig.“ — Den atlantiske slavehandels historie.

Equiano så sig omkring og fik øje på „en masse sorte mennesker af alle slags lænket sammen, alle med et udtryk af modløshed og sorg i deres ansigter“. Overvældet af rædsel besvimede han. Nogle andre afrikanere bragte ham til bevidsthed igen og søgte at trøste ham. Equiano skriver: „Jeg spurgte dem, om vi skulle spises af disse hvide mænd.“

Equiano blev først sejlet til Barbados, så til Virginia, og derefter til England. Eftersom han blev købt af en skibskaptajn kom han til at rejse vidt omkring. Han lærte at læse og skrive, købte sig til sidst fri, og kom til at spille en stor rolle i kampen for slaveriets ophævelse i England. I 1789 udgav han sin livshistorie, en af de få beretninger (og sandsynligvis den bedste) der er skrevet om slavehandelen af en afrikaner der selv var offer for den.

Millioner af andre afrikanere havde ikke samme held. Revet bort fra hjem og familie blev de sendt tværs over Atlanten under forfærdelige forhold. De og deres børn blev købt og solgt som kvæg og tvunget til at arbejde hårdt uden løn, for at øge deres ejers velstand. De fleste havde ingen rettigheder og kunne straffes, mishandles eller endda slås ihjel efter ejerens forgodtbefindende. For de fleste af disse undertrykte var døden den eneste vej ud af slaveriet.

Millioner bliver gjort til slaver

PÅ DET tidspunkt da Olaudah Equiano var barn, havde skibe fra Europa i 250 år fragtet afrikanske slaver over Atlanterhavet. Men dét var på ingen måde slaveriets begyndelse. Helt fra de tidligste tider har det været udbredt at gøre mennesker til slaver, oftest i forbindelse med krig.

Også i Afrika var slaveriet almindeligt længe før de europæiske skibe dukkede op. The New Encyclopædia Britannica fastslår: „Man har holdt slaver i det sorte Afrika op gennem hele historien. . . . Slaveri blev praktiseret overalt, selv før islams opståen, og sorte slaver fra Afrika blev købt og solgt i hele den islamiske verden.“

Det der gjorde den transatlantiske slavehandel anderledes var dens størrelsesorden og varighed. Ifølge de mest nøjagtige beregninger man har, krydsede mellem 10 og 12 millioner slaver Atlanterhavet fra det 16. til det 19. århundrede.

Trekantruten

Kort efter Christopher Columbus’ rejse i 1492 etablerede europæiske kolonister minedrift og sukkerplantager i Nord-, Syd- og Mellemamerika. Ud over at gøre de indfødte til slaver begyndte europæerne at importere slaver fra Afrika.a Slavetransporten over Atlanten, der i midten af 1500-tallet var begyndt som en lille strøm, havde på Equianos tid, i midten af 1700-tallet, udviklet sig til en rivende flod — omkring 60.000 slaver årligt.

Skibe fra Europa fulgte normalt en trekantrute. Først sejlede de mod syd fra Europa til Afrika. Derefter ad Midtpassagen til Amerika. Og til sidst tilbage til Europa.

Ved hver spids af trekanten handlede kaptajnerne. Skibene lagde ud fra de europæiske havne tungt lastede med varer — tekstiler, jern, våben og spiritus. Ved Afrikas vestkyst byttede kaptajnerne disse varer for slaver, som afrikanske slavehandlere havde fremskaffet. Slaverne blev stuvet sammen i skibene, som derefter satte sejl mod Amerika. Her solgte kaptajnerne slaverne og lastede skibet med varer som var produkter af slavearbejdet — sukker, rom, melasse, tobak, ris og, fra 1780’erne, bomuld. Skibene sejlede derefter tilbage til Europa, den sidste del af rejsen.

For de europæiske og afrikanske handelsfolk, såvel som for kolonisterne i Amerika, var handelen med det de kaldte levende last en forretning, en måde at tjene penge på. For de tilfangetagne — mænd, kvinder, fædre og mødre, sønner og døtre — var denne handel ensbetydende med brutalitet og rædsel.

Hvor kom slaverne fra? Nogle blev kidnappet, ligesom Olaudah Equiano, men de fleste blev taget til fange i kampe mellem de afrikanske stater. Det var afrikanere som skaffede slaverne. Historikeren Philip Curtin, specialist i emnet slavehandel, har skrevet: „Europæerne fandt hurtigt ud af at det var farligt for helbredet hvis de selv skulle foretage den direkte indsamling af slaver på stedet. Det blev en funktion som afrikanerne udelukkende varetog. . . . De fleste i den strøm af mennesker der blev solgt til slaveri, var oprindelig krigsfanger.“

Midtpassagen

Rejsen til det amerikanske kontinent var forfærdelig. Afrikanerne blev ført ud til kysten lænket i grupper, for derefter, måske i månedsvis, at leve under kummerlige forhold i indhegninger af træ. Når der ankom et slaveskib som skulle til Amerika, var slaverne ofte allerede i fysisk dårlig stand på grund af den mishandling de havde været udsat for. Men det værste lå endnu forude.

Efter at være blevet slæbt om bord på skibet, klædt af og undersøgt af skibets læge eller kaptajn, blev mændene lænket og ført under dæk. Kaptajnerne stuvede så mange slaver som muligt ned i lastrummet for at øge fortjenesten. Kvinder og børn havde større bevægelsesfrihed, men dette udsatte dem samtidig for seksuelle overgreb fra besætningens side.

Luften i lastrummet var kvalmende og uhumsk. Equiano beskriver sine indtryk: „Den trange plads og heden, samt det store antal på skibet, der var så pakket at man næsten ikke havde plads til at vende sig, gjorde at man nærmest blev kvalt. Dette øgede svedafsondringen, og på grund af de hæslige dunster blev luften hurtigt uegnet til at indånde, hvilket førte til at mange slaver blev syge og døde. . . . Kvindernes skrig og de døendes stønnen udgjorde en nærmest ubegribelig skrækscene.“ Slaverne måtte udholde sådanne forhold under hele rejsen, som varede cirka to måneder eller mere.

Under disse rystende uhygiejniske forhold florerede sygdom. Der var hyppigt epidemier af dysenteri og kopper. Dødeligheden var stor. Optegnelser viser at indtil 1750’erne døde 1 ud af 5 afrikanere om bord. De døde blev smidt over bord.

Ankomst til Amerika

Når slaveskibene nærmede sig Amerika gik besætningen i gang med at forberede afrikanerne til salg. De løste dem af lænkerne, fedede dem op og smurte dem ind i palmeolie for at skjule deres sår og få dem til at se sunde ud.

Normalt blev slaverne solgt på auktion, men til tider blev de solgt ved et „scramble“ (slagsmål) hvor der på forhånd var betalt en standardpris. Equiano skriver: „På et givet signal (for eksempel et slag på en tromme) skynder alle køberne sig hen til det sted hvor slaverne holdes i forvaring, og udvælger det parti de bedst kan lide. Den larm og råben dette ledsages af, samt købernes åbenlyse iver, bidrager i høj grad til at øge de skrækslagne afrikaneres frygt.“

Equiano tilføjer: „Uden skrupler skiller man således slægtninge og venner, og de fleste af dem får aldrig hinanden at se igen.“ For familier der på en eller anden måde sammen havde klaret sig igennem de foregående måneders mareridtagtige forhold, var dette et særlig hårdt slag.

Arbejde og pisk

De afrikanske slaver arbejdede i plantagerne med at dyrke kaffe, ris, tobak, bomuld og især sukker. Andre arbejdede med minedrift eller som tømrere, smede, urmagere, våbenmagere og sømænd. Atter andre arbejdede i hjemmene — som tjenestefolk, sygeplejersker, skræddere og kokke. Slaver ryddede landområder, byggede veje og huse, og gravede kanaler.

Men trods det arbejde slaverne udførte blev de betragtet som ejendom, og ifølge loven havde ejeren uindskrænket magt over sin ejendom. Slaveriet overlevede imidlertid ikke kun ved at folk blev frataget deres rettigheder og frihed. Det overlevede også ved hjælp af pisken. Ejernes og fogedernes myndighed afhang af deres evne til at påføre andre smerte. Og det gjorde de i stor stil.

For at hindre oprør og for at holde slaverne nede, udsatte slaveejerne dem for grove fysiske afstraffelser, endda for mindre forseelser. Equiano skriver: „Det var meget almindeligt [i Vestindien] at slaverne blev brændemærket med deres herres initialer, og at der blev hængt tunge jernkroge om deres hals. Ja, for selv de mest banale ting blev de belæsset med kæder, og ofte blev der anvendt torturredskaber. Mundkurv af jern, tommelskruer, etc. . . . blev nogle gange anvendt for de mindste fejl. Jeg har set en neger blive slået indtil nogle af hans knogler brækkede, blot fordi han havde ladet en kande koge over.“

Nogle gange gjorde slaverne oprør. De fleste oprør mislykkedes imidlertid og blev straffet med nådeløs grusomhed.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

De døde blev smidt over bord

[Kildeangivelse]

Culver Pictures

[Illustration på side 5]

Så mange slaver som muligt blev stuvet ned i lastrummet

[Kildeangivelse]

Schomburg Center for Research in Black Culture/The New York Public Library / Astor, Lenox and Tilden Foundations

Hvordan kunne de gøre det?

HVORDAN retfærdiggjorde man slavehandelen? Historikerne peger på at der indtil det 18. århundrede kun var få der satte spørgsmålstegn ved det moralske i slaveriet. Bogen The Rise and Fall of Black Slavery bemærker: „Da Columbus tilfældigt kom til De Vestindiske Øer havde hverken kirken eller de skrifter den godkendte, givet de fremtidige kolonister indtryk af at deres brug af tvungen arbejdskraft kunne anses for at være umoralsk, skønt enkelte isolerede kirkefolk havde udtrykt bekymring. . . . Der var ingen antydning af at der skulle gøres indsigelse mod slaveriet, der var en integreret del af hele det europæiske samfund.“

Da den transatlantiske handel var i fuldt sving, brugte mange gejstlige religiøse argumenter til støtte for slaveriet. Bogen American Slavery siger: „Protestantiske præster [i Amerika] spillede en ledende rolle i forsvaret for slaveriet. . . . Det mest udbredte og mest effektive religiøse argument var sikkert idéen om at slaveriet var et led i Guds plan om at give et hidtil hedensk folk del i kristendommens velsignelser.“

Den ofte grusomme og onde behandling slaverne fik, krævede dog mere retfærdiggørelse end blot tanken om at give dem del i „kristendommens velsignelser“. Koloniherrerne såvel som skribenter og filosoffer i Europa bildte sig derfor ind at de sorte ikke var som de hvide. Plantageejeren Edward Long, der skrev History of Jamaica, har sagt: „Når vi reflekterer over disse menneskers natur, og over deres ulighed med resten af menneskeheden, må vi da ikke konkludere at de er af en anden art?“ Konsekvenserne af en sådan tankegang blev udtrykt af en guvernør fra Martinique: „Jeg er nået dertil at jeg fuldt og fast tror at negre skal behandles som dyr.“

Med tiden fik økonomiske egeninteresser og humanitær omsorg gjort ende på den transatlantiske slavehandel. Lige fra begyndelsen modsatte afrikanerne sig at blive gjort til slaver, og fra sidst i det 18. århundrede forekom der jævnlig slaveoprør. Frygtsomme slaveejere følte sig stadig mere usikre. Det blev også et spørgsmål om det ville være mere rentabelt at købe arbejdskraft når der var brug for den, frem for at holde slaver.

Samtidig fandt moralske, religiøse og humanitære argumenter mod slaveriet stadig større støtte i Europa og Amerika. Bevægelser til afskaffelse af slaveriet fik mere magt. Skønt mange lande fra 1807 og fremefter juridisk afskaffede slavehandelen (Danmark allerede i 1803), var resultatet uændret.

En fjernsynsserie, The Africans: A Triple Heritage, lod Afrikas sønner og døtre give udtryk for deres bitterhed: „Længe før slaveperioden har vi boet i . . . Afrika. Så kom fremmede og fjernede nogle af os. I dag er vi spredt så vidt omkring at solen aldrig går ned over det afrikanske folk.“ Tilstedeværelsen af millioner af afrikanere i Nord- og Sydamerika, Caraibien og Europa er et tydeligt resultat af slavehandelen.

Folk diskuterer stadig hvem der bærer skylden for den transatlantiske slavehandel. Basil Davidson, der er specialist i Afrikas historie, skriver i sin bog The African Slave Trade: „Afrika og Europa var sammen om den.“

„Lad dit rige komme“

Der er noget vi må lære om menneskers styre. Vismanden skrev: „Jeg . . . så al den undertrykkelse der begås under solen, og se! de undertryktes tårer, men ingen trøstede dem; nej, det var deres undertrykkere der havde magten.“ — Prædikeren 4:1.

Disse ord blev skrevet længe før den afrikanske slavehandel begyndte, men de er desværre stadig aktuelle. Også i dag findes der undertrykte og undertrykkere, og i nogle lande slaver og slaveejere. Kristne véd at Jehova snart, ved hjælp af sin rigsregering, „vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har“. (Salme 72:12) Det er en af grundene til at de fortsat beder til Gud: „Lad dit rige komme.“ — Mattæus 6:10.