Den familie som virkelig elskede mig
FAMILIEN betyder meget for et barn. En omsorgsfuld og kærlig familie dækker barnets fysiske og følelsesmæssige behov. Den spiller en vigtig rolle i barnets oplæring, opdragelse og udvikling. Barnet vil føle sig trygt i en sådan familie. Det er derfor forfærdeligt at opleve at ens egen familie slår hånden af én, hvilket skete for mig!
En stor familie tog imod mig da jeg blev født i det østlige Nigeria. Min far var høvding og havde syv koner. Han blev far til 30 børn; jeg var nummer 29.
En dag i 1965, da jeg var ti år gammel, kom jeg hjem fra skole og mødte min far som sad ude på verandaen. To mænd med mapper kom til syne imellem hytterne, og efter en munter hilsen præsenterede de sig som Jehovas vidner. Min far lyttede opmærksomt. Da de tilbød ham to blade, så han over på mig og spurgte om jeg ville have dem. Jeg nikkede, og han købte bladene til mig.
Forkynderne lovede at de ville komme tilbage og besøge os, og det gjorde de. I de næste to år kom de og drøftede Bibelen med mig. Deres besøg var dog ikke regelmæssige, for de måtte gå cirka ti kilometer for at komme ud til min landsby.
Min familie slår hånden af mig
Min far blev syg og døde da jeg var tolv år gammel. Otte dage efter begravelsen kaldte min ældste bror familien sammen til et møde, og omkring tyve familiemedlemmer mødte op. Vi troede alle at han ville tale med os om begravelsesudgifterne. Men til min store overraskelse forklarede han at vi var blevet kaldt sammen for at tale om hans yngre bror — mig! Han fortalte at jeg var indstillet på at gå rundt og „tigge“ om småbeløb — som om familien ikke havde penge nok til at forsørge mig. Så tilføjede han at dét at gå omkring og falbyde blade mod et lille bidrag ville kaste smuds på familiens gode navn og rygte. Jeg måtte vælge, sagde han, hvem jeg ville slutte mig til — Jehovas Vidner eller min familie.
Min mor var død, men en af mine stedmødre gik grædende i forbøn for mig. Hun bønfaldt dem om ikke at bruge dette som et påskud for at fratage mig min del af arven. Men de var ligeglade med hvad en kvinde mente i denne sag. Familiens medlemmer var enige med min bror, og forlangte at jeg tog en beslutning.
Jeg bad om tid til at tænke det hele igennem. De gav mig en tidsfrist til næste aften. Da jeg var alene på mit værelse kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Jeg følte mig afkræftet, forstødt, og bange. Hvad ville der mon ske med mig?
Indtil dette tidspunkt havde jeg aldrig været i en rigssal eller været ude at forkynde sammen med Jehovas vidner. Jeg havde kun et overfladisk kendskab til Bibelens lære, og der var ingen forkyndere i min landsby som jeg kunne tale med.
Jeg bad til Jehova og brugte hans navn for første gang i mit liv. Jeg fortalte ham at jeg havde lært at han var den sande Gud, og jeg bad ham inderligt om at støtte mig og hjælpe mig til at træffe den rigtige beslutning, én der ville være ham til behag.
Den næste aften samledes familien igen og krævede nu en afgørelse af mig. Jeg fremførte at min far, som havde givet mig livet, selv havde været årsag til at jeg begyndte at studere med forkynderne, og at han havde betalt for mine bøger og blade. Jeg forstod ikke hvorfor min ældre bror nu brugte dette som et påskud for at vende sig imod mig, når min far ikke havde følt sig stødt over at jeg studerede med forkynderne. For min skyld, sagde jeg, kunne de gøre hvad de ville med mig, men jeg måtte tjene Jehova.
Min tale vakte ikke begejstring. En af dem sagde: „Hvem er den lille rotte at han taler til os på denne måde?“ Min bror gik øjeblikkelig med faste skridt ind på mit værelse, tog mit tøj, mine bøger og min lille papkuffert, og smed det hele udenfor på jorden.
Jeg fandt husly hos en af min skolekammerater i landsbyen, og jeg boede hos hans familie i cirka fem måneder. I mellemtiden skrev jeg til min morbror, som boede i Lagos. Han indbød mig til at komme og bo hos ham.
I adskillige måneder tjente jeg penge ved at samle og sælge frø fra palmetræer. Min stedmor som havde talt min sag, gav mig nogle penge, og da jeg havde sparet nok sammen, begav jeg mig til Lagos. Et stykke af vejen sad jeg på ladet af en lastbil som kørte med sand.
Sat på gaden for anden gang
Jeg var henrykt da jeg ankom til Lagos og fandt ud af at min morbror studerede med Jehovas vidner. Med det samme begyndte jeg at overvære møderne i rigssalen. Min morbrors interesse i at tjene Jehova forsvandt dog hurtigt da en af mine ældre brødre kom på besøg. Han sagde til min morbror, at fordi jeg stadig kom sammen med Jehovas vidner, havde familien besluttet at jeg hverken skulle modtage økonomisk støtte eller have tilladelse til at gå i skole. Efter at have truet min morbror tog han hjem igen.
En uge efter min brors afrejse blev jeg ved midnatstid vækket af min morbror. Et stykke papir med noget tekst blev kastet hen til mig. Han stak mig en pen i hånden og forlangte at jeg skrev under. Da jeg så hans skulende blik forstod jeg at det var noget alvorligt. Jeg spurgte: „Morbror, hvorfor kan jeg ikke vente til i morgen med at skrive under?“
Han sagde at jeg ikke skulle kalde ham morbror, men øjeblikkelig skrive papiret under. Jeg svarede at selv en morder har ret til at vide hvilke anklager der er blevet rettet imod ham, så jeg måtte vel få lov til først at læse hvad der stod skrevet inden jeg satte min underskrift på det.
Irriteret indvilligede han i at jeg læste det. Teksten lød omtrent sådan her: „Jeg, U. U. Udoh, har svoret aldrig at blive et af Jehovas vidner. Jeg er gået ind på at brænde min mappe og mine bøger, og lover aldrig mere at have noget som helst at gøre med Jehovas vidner . . .“ Efter at have læst de første linjer begyndte jeg at le. Jeg forklarede hurtigt at det ikke var min mening at være uforskammet, men jeg kunne under ingen omstændigheder skrive et sådant dokument under.
Min morbror blev meget vred og gav mig besked på at forsvinde med det samme. Hurtigt pakkede jeg mit tøj og mine bøger sammen i min kuffert, forlod hans lejlighed og lagde mig til at sove på gulvet i opgangen. Da min morbror fik øje på mig derude, sagde han at hans husleje også dækkede opgangen, så jeg var nødt til at forlade bygningen.
Et fristende tilbud
Jeg havde kun været i Lagos i to uger og anede derfor ikke hvor jeg skulle gå hen. Jeg vidste ikke hvor den broder boede som kom og hentede mig når der var møde i rigssalen. Da det blev morgen begyndte jeg at vandre omkring, mens jeg bad Jehova om hjælp.
Sidst på dagen befandt jeg mig ved en benzinstation. Jeg henvendte mig til indehaveren og spurgte om min kuffert kunne stå natten over i hans aflåste kontor, i sikkerhed for tyve. Mit spørgsmål havde vakt hans nysgerrighed, for han spurgte hvorfor jeg ikke bare tog hjem. Jeg fortalte ham så hvad jeg havde været udsat for.
Manden var forstående og tilbød at antage mig som sin tjener. Han sagde endda at han ville sørge for min skolegang hvis jeg ville hjælpe ham i huset. Dette var et fristende tilbud, men jeg vidste at det at være tjener betød at man skulle arbejde hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Tjenere blev også hindret i at være sammen med andre end husstanden, fordi man var bange for at de måske ville samarbejde med tyve og lave indbrud. I bedste fald ville jeg kunne få fri én søndag om måneden. Jeg afslog hans tilbud, men takkede ham oprigtigt for hans betænksomhed. Jeg forklarede at med et job som tjener ville det være svært at overvære møderne i rigssalen.
Manden sagde: „Hvordan kan du tale om møder, når du ikke engang har et sted at være?“ Jeg svarede at hvis jeg var indstillet på at undvære møderne, kunne jeg jo bare være blevet boende i min fars hus. Det var på grund af min religion at jeg var blevet tvunget til at forlade min familie. Det eneste jeg ønskede af ham, var et sted til min kuffert. Efter at jeg havde sagt det, indvilligede han i at passe på den.
Jeg finder en anden familie
I tre dage sov jeg uden for benzinstationen. Jeg havde ingen penge som jeg kunne købe mad for, så i den periode fik jeg slet intet at spise. Den fjerde dag jeg vandrede omkring, så jeg en ung mand tilbyde bladene Vagttårnet og Vågn op! til de forbipasserende på gaden. Glad som jeg blev, løb jeg hen og spurgte om han kendte broder Godwin Ideh. Han ville vide hvorfor jeg spurgte, så jeg fortalte ham om alt hvad der var hændt mig.
Da jeg var færdig med at fortælle, lagde han med det samme bladene i tasken og sagde: „Hvorfor skal du lide nød når der her i Lagos er tusinder af Jehovas vidner?“ Han fik fat på en taxa, og vi kørte hen til benzinstationen for at hente min kuffert. Bagefter tog han mig med hjem til sin lejlighed, og efter at han havde givet mig noget at spise sendte han bud efter broder Ideh, som boede i nærheden.
Nu da broder Ideh var kommet, begyndte de at diskutere hvem af dem jeg skulle bo hos. De ville begge have mig! Til sidst blev de enige om at deles om mig — noget af tiden skulle jeg bo hos den ene, og noget af tiden hos den anden.
Kort efter fik jeg arbejde som bydreng. Da jeg fik min første løn udbetalt spurgte jeg begge brødrene hvor meget de ønskede som bidrag til kost og logi. De lo, og sagde at jeg ikke skulle betale noget som helst.
Jeg meldte mig snart til en aftenskole, samtidig med at jeg modtog privatundervisning, og endelig kunne jeg fuldføre min grunduddannelse. Det begyndte også at gå bedre med økonomien idet jeg fik et bedre job som sekretær, og senere fik jeg mit eget hjem.
Jeg blev døbt som syttenårig i april 1972. Jeg ønskede at vise Jehova min værdsættelse af alt det han havde gjort for mig, især i den vanskelige periode, så jeg begyndte i heltidstjenesten. Jeg begyndte at virke som hjælpepioner så snart det var muligt, men der gik nogle år inden jeg fik det hele i faste rammer. I 1983 kunne jeg endelig begynde som almindelig pioner.
Nu forstod jeg fuldt ud hvad min åndelige familie var værd. Jesu ord har afgjort vist sig sande i mit tilfælde: „Jeg siger jer som sandt er: Der er ingen som har forladt hus eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, som ikke vil få mange gange mere i denne tid, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ — Lukas 18:29, 30.
Forkynderne viste mig sand kærlighed og tog sig af mig. De gav mig husly dengang jeg ikke havde penge. Med hjælp fra dem og fra min himmelske Fader, har jeg oplevet åndelig fremgang. Og ikke nok med at jeg fik en verdslig uddannelse, jeg lærte også Jehovas veje at kende.
Det var disse mennesker min kødelige familie ønskede at jeg skulle afvise. Da jeg nægtede det, slog min familie hånden af mig. Opfordrede mine åndelige brødre og søstre mig nu til at slå hånden af min kødelige familie? Under ingen omstændigheder. Bibelen lærer os: „Sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.“ — Lukas 6:31.
Hjælp til dem der stødte mig bort
Den nigerianske borgerkrig brød ud kort tid efter at jeg havde forladt mit hjem. Landsbyen blev ødelagt. Mange af mine venner og slægtninge mistede livet, deriblandt min stedmor som var gået i forbøn for mig. Økonomien lå i ruiner.
Da krigen var forbi rejste jeg hjem og besøgte en af mine brødre, som havde været med til at smide mig ud dengang jeg var dreng. Hans kone og to døtre var syge og var blevet indlagt på hospitalet. Jeg fik ondt af ham og spurgte om der var noget jeg kunne gøre for at hjælpe.
Han sagde, måske på grund af sin dårlige samvittighed, at han ikke havde behov for hjælp. Jeg forklarede at han ikke måtte tro at jeg søgte at hævne mig på familien, og at jeg vidste at de havde handlet i uvidenhed. Det var mit oprigtige ønske at hjælpe ham.
Han begyndte at græde og betroede mig at han ingen penge havde, og at hans børn var syge. Jeg gav ham et beløb der svarede til 1600 kroner, og spurgte om han kunne tænke sig et job i Lagos. Da jeg vendte tilbage til Lagos, skaffede jeg ham et job og indbød ham til at komme og bo hos mig. Her boede han i to år, og de penge han tjente sendte han hjem til sin kone og sine børn. I den tid gav jeg ham med glæde gratis kost og logi.
Han sagde at han vidste at Jehovas vidner praktiserede den sande tro. Men fordi han var så optaget af verdslige gøremål var det svært for ham at blive et Jehovas vidne. Han lovede imidlertid at sørge for at hans kone og børn fik et bibelstudium.
I 1987 blev jeg indbudt til at virke i kredstjenesten. I april 1991 blev jeg gift med Sarah Ukpong. Og i 1993 blev vi spurgt om vi ville give afkald på kredstjenesten og begynde at tjene ved det nigerianske afdelingskontor. Vi tog imod indbydelsen, og der tjente vi indtil min kone blev gravid.
I en tidlig alder smed min familie mig på porten, men jeg blev taget i favn af en åndelig familie — forældre, brødre, søstre og børn. Hvilken glæde er det ikke at tilhøre denne enestående globale familie. Jeg elsker den familie højt, og den elsker virkelig også mig! — Fortalt af Udom Udoh.
[Illustration på side 23]
Udom og Sarah Udoh