Verden for 50 år siden?

ER DU gammel nok til at kunne huske hvordan verden så ud i 1945? Den var ved at rejse sig efter den anden verdenskrig, som begyndte i 1939 da Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig på grund af nazisternes invasion af Polen. Hvis du er for ung til at kunne huske det, kan du måske huske Koreakrigen, der brød ud i 1950? Eller Vietnamkrigen der varede fra 1950’erne til 1975? Eller krigen mellem Kuwait og Irak i 1990?

Gør det ikke et stærkt indtryk på dig at tiden efter den anden verdenskrig er kendetegnet af så mange krige der har resulteret i elendighed og lidelse for millioner og har ødelagt livet for andre millioner? Hvilken arv efterlod den anden verdenskrig sig?

Virkningerne af Anden Verdenskrig

Omkring 50 millioner mennesker blev dræbt i Anden Verdenskrig, og i 1945 og tiden derefter vandrede millioner af flygtninge gennem Europa i et forsøg på at vende tilbage til deres udbombede byer og samle stumperne af deres ituslåede tilværelse. Hundredtusinder af kvinder og unge piger, især i Rusland og Tyskland, forsøgte at komme over det traume de var blevet påført af soldater fra invaderende hære som havde voldtaget dem. I det meste af Europa var der indført rationering fordi der var knaphed på fødevarer og tøj. Hundredtusinder af hjemsendte soldater søgte arbejde. Millioner af enker og forældreløse børn sørgede over tabet af henholdsvis ægtemænd og forældre.

Jøderne prøvede stadig at fatte Holocaust, der udslettede millioner af deres landsmænd og fratog dem deres mulighed for at føre slægten videre. Millioner af folk fra Amerika, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland og mange andre nationer døde i denne krig. Et enormt genetisk potentiale gik derved tabt, blot for at tilfredsstille verdensmagternes og deres lederes politiske og kommercielle interesser.

Efter den anden verdenskrig befandt mange lande sig i en så ynkelig tilstand at det de lagde mest vægt på var at få økonomien op at stå igen. I adskillige år efter krigen var fødevaremangelen stadig stor i Europa. Spanien, der officielt havde forholdt sig neutralt under den anden verdenskrig, var dybt berørt af landets borgerkrig (1936-39) og af handelsembargoer — rationering af fødevarer blev først afskaffet i juni 1952.

I Det Fjerne Østen stod japanernes ugerninger stadig i frisk erindring hos ofrene fra Burma, Filippinerne, Kina og andre lande i Østen. Til trods for at De Forenede Stater stod som en af krigens sejrherrer, havde omkring 300.000 soldater mistet livet, heraf cirka halvdelen i Stillehavskrigen. I Japan var fattigdom, tuberkulose, og lange køer til udlevering af den rationerede mad, civilbefolkningens lod.

Churchills opråb

Ved slutningen af krigen i Europa sagde premierminister Winston Churchill i sit sejrsbudskab den 13. maj 1945 til det britiske folk: „Jeg vilde ønske, at jeg her i Aften kunde sige til Dem, at nu er al vor Møje og alle vore Bekymringer overstaaet. . . . Men jeg maa tværtimod advare Dem . . . [om] at der stadig er adskilligt, som skal gøres, og at De maa indstille Dem paa . . . nye Ofre for store Sagers Skyld.“ Idet han forudså kommunismens udbredelse, sagde han: „Paa Europas Fastland har vi stadig den Opgave tilbage at sikre os, . . . at Udtryk som ’Frihed’, ’Befrielse’ og ’Demokrati’ ikke forvanskes bort fra den rette Betydning, som vi lægger i dem.“ Derefter kom han med et stærkt opråb: „Fremad — uovervindelige, uden Svigten eller Vaklen skal vi gaa videre frem, indtil hele Arbejdet er gjort, og hele Verden er sikker og ren!“ — Kursiveret af os. — Triumf og Tragedie, Den anden verdenskrig af Winston Churchill, oversat af Lasse Egebjerg.

Et halvt århundrede med konflikter og død

I en tale i 1992 indrømmede FN’s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, at der „siden De Forenede Nationer blev oprettet i 1945 har . . . været over 100 større konflikter rundt om på jorden med omkring 20 millioner dødsofre“. Tidsskriftet World Watch anslår at antallet af døde er endnu højere, og skriver: „Dette århundrede har været det mindst fredelige i historien.“ Det samme tidsskrift citerer en forsker for at sige at „der i krigene i dette århundrede er blevet dræbt flere mennesker end i hele den tidligere historie tilsammen. Omkring 23 millioner af disse dødsfald er indtruffet efter den anden verdenskrig.“

The Washington Post fremsætter endnu et skøn: „Siden slutningen af Anden Verdenskrig er der blevet ført omkring 160 krige rundt om på jorden. Det har bevirket at over 7 millioner er døde i kamp og ikke færre end 30 millioner civile har mistet livet. Hertil kommer de der er blevet såret, voldtaget og gjort hjemløse.“ Disse tal indbefatter ikke de millioner der i de sidste 50 år har været ofre for voldsforbrydelser rundt om på jorden.

Selv i dag, hvor vi skriver 1995, har et brændende had forårsaget dødbringende konflikter hvori der ikke blot dræbes soldater som har indvilliget i at sætte livet på spil, men også civile i tusindvis — i Afrika, Balkanlandene, Mellemøsten og Rusland.

Er verden nu, 50 år efter, blevet „sikker og ren“? Hvilke fremskridt har menneskeheden gjort for at gøre vor Jord til et velegnet og sikkert sted at leve? Hvad har vi lært på de 50 år? Har menneskeheden gjort fremskridt på de områder der virkelig betyder noget — værdinormer, moral, etik? De næste to artikler vil besvare disse spørgsmål. En fjerde artikel vil behandle de fremtidsudsigter vi har i den verdensomspændende by vi bor i.

[Ramme på side 4]

Et tilbageblik på tiden før den anden verdenskrig

En englænder der nu er i tresserne mindes: „Dengang, i slutningen af 40’erne, havde vi ikke fjernsyn hjemme hos os. Det var især radioen som satte vores fantasi i bevægelse. Eftersom jeg stadig gik i skole holdt læsning og lektier min hjerne travlt beskæftiget. Jeg gik i biografen måske en gang om måneden. Jeg plejede at cykle mange kilometer hver lørdag for at se en fodboldkamp med mit yndlingshold. Forholdsvis få familier havde råd til bil eller telefon. Som millioner af andre englændere havde vi ikke eget toilet. Wc’et var udenfor, og vaskebaljen stod i køkkenet, der også tjente som badeværelse. Under krigen måtte vi leve af måltider der bestod af fødevarer i pulverform — æg, mælk og kartofler. Frugt, som for eksempel appelsiner og bananer, fik vi kun ved særlige lejligheder. Når grønthandleren af og til fik dem i butikken, stormede alle derhen for at stå i kø og sikre sig deres ration. Mange kvinder måtte arbejde på ammunitionsfabrikker. Dengang var man ikke klar over hvilke utrolige forandringer fremtiden ville indebære — en verden med tv-apparater, videoer, computere, cyperspace, fax-kommunikation, rumflyvning og gensplejsning.“

1945-1995 — 50 år med fremskridt?

HVIS vi ser tilbage på de forløbne 50 år, kan vi da sige at livskvaliteten er blevet forbedret?a Lad os betragte lægevidenskaben. I nogle lande, såsom Canada, Cuba, England og Sverige, har man introduceret velfærdsstaten med dens sociale sundhedssystem hvor alle garanteres læge- og hospitalsbehandling uanset deres økonomiske forhold.

Selv nogle af udviklingslandene har været i stand til at forbedre borgernes sundhedstilstand. JAMA (The Journal of the American Medical Association) skriver at „nogle sundhedsministerier i den tredje verden har haft held med at holde udgifterne til den almene lægebehandling på et niveau deres lande kan betale. . . . Der er blevet gjort bemærkelsesværdige fremskridt for at nedsætte børnedødeligheden i Kina, Costa Rica, Sri Lanka og den indiske stat Kerala.“

Enorme „fremskridt“ i materiel henseende

Sammenlignet med den økonomiske situation i 1945 har langt flere det meget bedre i materiel henseende i 1995. Mange som for 50 år siden ikke havde råd til luksusvarer, har nu bil, fjernsyn, videomaskine, CD-afspiller, køleskab, mobiltelefon og andre moderne goder. Det kan være at du selv er en af de millioner der har disse goder.

Forfatterne til bogserien A History of Private Life forklarer: „I tredive år efter Anden Verdenskrig oplevede Frankrig [sammen med andre vestlige lande i Europa] en stadig økonomisk vækst som, til trods for at den ikke udlignede klasseskellene, medførte større velstand for alle samfundsklasser. Med et ’nydeligt’ hus, en ’beskeden’ bil og et fjernsyn, foruden de andre fordele ved velfærdsstaten og den moderne lægevidenskab, kunne alle have, om ikke et jordisk paradis, så i hvert fald en acceptabel tilværelse.“

Spørgsmålet er imidlertid: Betyder flere materielle ejendele at man bliver bedre stillet i enhver henseende? Er det en selvfølge at livet bliver bedre og mere trygt hvis man samler sig materielle goder? Selv om nogle erhverver sig flere ejendele, vil der stadig være mange fattige som mangler livsfornødenheder, og der vil stadig være risiko for tyveri, overfald, bedrageri og voldsforbrydelser. Fast besluttede på at blive rige, er nogle villige til at begå ulovligheder. I New York bliver der for eksempel stjålet over 100.000 biler hvert år. Materielle goder er altså ikke nogen garanti for et sikkert liv.

Kvinder — dengang og nu

Med hensyn til kvindens stilling i samfundet er der sket fremskridt, dog ikke så store som nogle kunne have ønsket. Den anden verdenskrig betød at nogle kvinder fik en ny rolle. Mange var vant til at være hjemmegående husmødre mens manden forsørgede familien. Dette mønster blev ændret af krigen. Mændene blev indkaldt, og deres koner befandt sig pludselig på ammunitionsfabrikker eller var beskæftiget ved andre job, hvor de overtog det arbejde mændene var taget bort fra. I nyere tid har kvinder endda meldt sig til de væbnede styrker og lært at dræbe. Millioner af kvinder er blevet lønmodtagere og har fået indblik i en anderledes livsform med økonomisk uafhængighed. Dette var den kile som efterhånden åbnede døren og banede vejen for nutidens „frigjorte kvinde“. I kampen for ligeberettigelse siger nogle kvinder at der i mange lande stadig er lang vej igen inden dette er en realitet. De siger at der på mange arbejdspladser er et „glasloft“ som forhindrer kvinder i at blive forfremmet.

Enorme folkevandringer skaber problemer

En anden stor forandring der er sket i de sidste 50 år, er at mange søger væk fra landsby- og landmandslivet og ind til storbyen i håb om et bedre liv. For nogle er denne drøm blevet til virkelighed. Men hvad har resultatet været?

Hvert år søger millioner ind til de i forvejen overbefolkede storbyer hvor boligforholdene er enten for usle eller for dyre. Hvad har det resulteret i? Blikbyer — der er blevet yngleplads for sygdom, kriminalitet og politisk ustabilitet. De hjemmelavede boliger er flikket sammen af kasserede stumper af pap, træ eller bølgeblik. Barakkerne, barracas eller chabolas (spansk), huser verdens hårdtarbejdende og fattige underklasse. Disse blikbyer, favelas (portugisisk), gecekondus (tyrkisk for „bygget på en nat“), er en af livets barske realiteter. Man må se i øjnene at de findes — hvad enten det er i Afrika, Indien, Sydamerika eller et hvilket som helst andet sted.

Afrika nu og i fremtiden

Hvad er der at sige om Afrika? To læger har skrevet en artikel i JAMA med overskriften: „Afrika på afgrundens rand — et ildevarslende fremtidsperspektiv, men dog ikke håbløst.“ De to læger har indset at de politiske og sociale forhold i de fleste afrikanske lande udgør en tikkende bombe. „For Afrika syd for Sahara [et område bestående af 45 lande] har de sidste 20 år været katastrofale. Området har været plaget af hungersnød, tørker, borgerkrige, politisk korruption, AIDS, en eksplosiv befolkningstilvækst, nedsat fødevareproduktion, nedbrydning af miljøet . . . Eksperter er enige om at Afrika i fremtiden vil komme til at opleve en yderligere økonomisk afmatning, større fattigdom og flere lidelser, i hvert fald på kort sigt.“ Den samme artikel skriver at 32 af verdens 40 fattigste lande ligger i Afrika syd for Sahara.

Men lad os nu nævne verdens moralske klima. Hvordan er det i vore dage? Den næste artikel vil kort omtale de „fremskridt“ der på verdensplan er blevet gjort i den henseende.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 6]

Foto: USAF

[Kildeangivelse på side 7]

Foto: NASA

Verden i dag

HVIS du er gammel nok til at kunne huske 1945, har du da bemærket at normerne og moralbegreberne har ændret sig? Millioner har valgt at følge den „nye moral“, der efter sigende giver større frihed. Men hvilken pris har de måttet betale?

En 70-årig mand som tjente i søværnet i De Forenede Stater under den anden verdenskrig siger: „I 1940’erne var folk meget mere tillidsfulde, og naboer hjalp hinanden. Dér hvor vi boede i Californien havde vi ikke engang behov for at låse dørene. Der var ingen gadekriminalitet og ingen væbnede overfald i skolerne. Siden den tid er tilliden praktisk talt forsvundet.“ Hvordan er forholdene i den del af verden hvor du bor? Det forlyder at halvdelen af alle New Yorks teenagere over 14 år bærer våben. På nogle skoler er man nødt til at bruge metaldetektorer i et forsøg på at holde knive og våben ude. Hvert år bliver omkring en million teenagere i De Forenede Stater gravide, og en tredjedel af disse får foretaget abort. Helt unge teenagere er allerede mødre; det er børn der får børn.

De stærke homoseksuelle og lesbiske grupper har talt så godt for deres livsstil at flere og flere tolererer den og følger den. Men de og mange andre har måttet betale en høj pris i form af sygdom og død på grund af seksuelt overførte sygdomme som for eksempel AIDS. AIDS-epidemien har bredt sig til de heteroseksuelle og stofmisbrugerne i samfundet. Den har gjort et dødeligt indhug i befolkningen i Afrika, Europa og Nordamerika. Og der er ikke nogen løsning i sigte.

A History of Private Life skriver: „Vold, alkoholisme, stofmisbrug: disse er hovedårsagerne til den afvigende adfærd i det svenske samfund.“ Denne udtalelse passer på de fleste lande i Vesten. Selv mange præster har forkastet de religiøse værdier, og det moralske forfald er blevet mere og mere tydeligt.

Stofmisbrug — dengang og nu

I 1940’erne var stofmisbrug næsten ukendt blandt Vestens almene befolkning. Ja, folk havde ganske vist hørt om morfin, opium og kokain, men det var en forholdsvis lille gruppe der indtog disse rusgifte. Der var ingen ’narkobaroner’ eller narkohandlere som der er i dag. Der var ingen stofmisbrugere på gadehjørnerne. Hvordan ser situationen så ud i 1995? Mange af vore læsere kender svaret fra det de selv har oplevet i kvarteret hvor de bor. I mange af verdens storbyer er mord begået på grund af narkotika, blevet hverdag. Politikere og dommere holdes i et jerngreb af magtfulde ’narkokonger’ som kan beordre en hvilken som helst usamarbejdsvillig, indflydelsesrig person likvideret. Det der for nylig er sket i Colombia er et eksempel på dette.

Alene i De Forenede Stater kræver ’narkoplagen’ hvert år 40.000 menneskeliv. Dette problem eksisterede afgjort ikke i 1945. Efter årtier hvor det offentlige forgæves har forsøgt at komme stofmisbruget til livs, kan det derfor ikke undre nogen at en tidligere politichef i New York, Patrick Murphy, har skrevet en artikel i The Washington Post med overskriften: „Narkokrigen er slut — narkotikaen vandt.“ Han siger at „narkohandelen . . . nu er en af de mest indbringende forretninger i [De Forenede Stater], med en fortjeneste der i år kan nå helt op på 150 milliarder dollars (cirka 800 milliarder kroner)“. Problemet er omfattende og virker uløseligt. Stofmisbrug har, ligesom enhver anden last, en voksende kundekreds der bliver mere og mere afhængig. Det er en industri der støtter adskillige landes økonomi.

John K. Galbraith, professor i økonomi, skriver i sin bog Tilfredshedens tyranni: „Narkotikahandel, tilfældige skyderier, andre former for forbrydelser, samt opløsning af familierne og andre sociale netværk er led i den daglige tilværelse.“ Han siger at minoritetssamfundene i mange større amerikanske byer „nu er blevet centre for terror og håbløshed“. Han skriver at „der [kan] ventes større og mere omfattende vredesudbrud og social uro“. Hvorfor? Fordi, som han siger, at de rige bliver rigere og de fattige, „underklassen“, der vokser i antal, bliver fattigere.

Den internationale kriminalitets fangarme

Kendsgerningerne tyder nu på at kriminelle bander får stigende indflydelse rundt om i verden. I årevis har den organiserede kriminalitet, med dens „kriminelle familier“, bundet Italien og De Forenede Stater sammen. Men nu har FN’s generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, advaret om at „den transnationale organiserede kriminalitet . . . hånligt ser stort på grænserne og vil blive en universel magt“. Han siger: „I Europa, Asien, Afrika og Amerika er ondskabens magter på spil, og intet samfund går fri.“ Han siger også at „den transnationale kriminalitet . . . underminerer selve grundlaget for det internationale demokratiske system. [Den] korrumperer forretningsverdenen, bestikker de politiske ledere og undergraver menneskerettighederne.“

Verdenskortet er ændret

Tjekkiets præsident, Vaclav Havel, har i en tale der blev holdt i Philadelphia, sagt at de to vigtigste politiske begivenheder i den anden del af det 20. århundrede var kolonialismens sammenbrud og kommunismens fald i Østeuropa. En sammenligning mellem et verdenskort fra 1945 og et fra 1995 viser tydeligt de omvæltninger der er sket på verdensscenen, især i Afrika, Asien og Europa.

Lad os sammenligne den politiske situation i 1945 med den i 1995. I de mellemliggende 50 år nåede kommunismen sit højdepunkt, for derefter at miste sin magt og position i de fleste tidligere kommunistiske lande. I disse lande har det totalitære styre måttet vige pladsen for en form for „demokrati“. Mange lider imidlertid under virkningerne af at deres samfund er gået over til fri markedsøkonomi. Arbejdsløsheden stiger, og mange steder har pengene mistet deres værdi. I 1989 havde den russiske rubel en værdi af 12 kroner. I skrivende stund går der 10.000 rubler til 12 kroner!

Tidsskriftet Modern Maturity skriver at omkring 40 millioner russere lever på sultegrænsen. En russer har sagt: „Vi har ikke engang råd til at dø. Vi kan ikke betale begravelsen.“ Selv en billig begravelse koster omkring 400.000 rubler. Ved lighusene er der stabler af lig som ikke er blevet begravet. Samtidig bør det nævnes at over 36 millioner amerikanere lever på sultegrænsen i De Forenede Stater.

Will Hutton, der er finanskorrespondent på The Guardian Weekly, har skrevet om problemerne i Østeuropa. Under overskriften „Bekymringens tidsalder indledes“ skriver han: „Kommunismens sammenbrud og Ruslands tilbagevenden til dets mindste størrelse siden det 18. århundrede, er begivenheder hvis fulde betydning man endnu ikke rigtig fatter.“ Omkring 25 nye stater har erstattet det tidligere sovjetiske imperium. Han siger at „sejrsjubelen over kommunismens sammenbrud nu er gået over i en stigende bekymring for fremtiden. . . . Et dyk mod økonomisk og politisk anarki er nu mere sandsynligt end nogen sinde — og Vesteuropa kan ikke forvente at gå fri.“

Med et sådant pessimistisk livssyn er det ikke så sært at Hutton slutter sin artikel med at sige: „Verden har brug for et kompas der kan vise vej til mere end demokrati og fri markedsøkonomi — men det findes ikke.“ Hvor skal nationerne vende sig hen for at finde løsningen? Den næste artikel vil give svaret.

[Ramme/illustration på side 10]

FN siden 1945

Hvorfor har FN, der blev oprettet i 1945, ikke kunnet forhindre de mange krige? Generalsekretær Boutros Boutros-Ghali har i sin tale „En dagsorden for fred“ sagt: „De Forenede Nationer stod magtesløs og kunne ikke gøre noget ved mange af disse kriser på grund af vetoer — 279 i alt — som blev afgivet i Sikkerhedsrådet: et levende udtryk for skillelinjerne i den periode [af den kolde krig mellem de kapitalistiske og kommunistiske regeringer].“

Har FN da ikke gjort sig bestræbelser for at bevare freden mellem nationerne? Jo, men man har måttet betale en høj pris. „I årene mellem 1945 og 1987 blev der iværksat tretten fredsbevarende operationer — i årene derefter tretten mere. Skønsmæssigt har 528.000 militære, politifolk og civile personer tjent under de Forenede Nationers flag i perioden indtil januar 1992. Mere end 800 fra 43 forskellige lande er døde i Organisationens tjeneste. Omkostninger ved disse operationer er indtil 1992 løbet op i en sum af godt 8,3 milliarder US dollar.“ — En dagsorden for fred af Boutros Boutros-Ghali.

[Kildeangivelse]

Kampvogn og missil, foto: U.S. Army

[Ramme på side 11]

Er fjernsynet undervisende eller nedbrydende?

Det var de færreste der havde fjernsyn i 1945. Vi befandt os stadig i sort-hvid-fjernsynets spæde barndom. I dag har man i næsten alle hjem i industrilandene og i alle landsbyer i udviklingslandene accepteret det tidsslugende fjernsyns fremtrængen. Et lille udsnit af udsendelserne er undervisende og opbyggende, men størstedelen er moralsk nedbrydende og niveauet synes lagt efter seergruppernes laveste fællesnævner. I betragtning af den popularitet videofilm har fået, er udbredelsen af pornofilm og film der er uegnede for børn under 16 år, endnu en pind til den ligkiste hvori man har lagt den gode smag og de sunde moralnormer.

[Illustration på side 9]

Krige, som for eksempel den i Vietnam, har kostet over 20 millioner livet siden 1945

[Kildeangivelse på side 8]

Patrick Frilet/Sipa Press

[Kildeangivelse på side 8]

Luc Delahaye/Sipa Press

1995 — Hvad vil fremtiden bringe?

„Verden har brug for et kompas der kan vise vej til mere end demokrati og fri markedsøkonomi — men det findes ikke.“ — Will Hutton, The Guardian Weekly.

MANGE mennesker vil nok synes at denne udtalelse er sand. Det virker som om verden mangler et pålideligt kompas der kan angive hvilken retning man skal tage for at opnå fred, tryghed, retfærdighed, lighed og god ledelse. Mennesket har prøvet så godt som alle statsformer, fra monarki til republik, fra diktatur til demokrati, men det er stadig næsten umuligt at styre verden. Hvad skal man nu vende sig til?

Det lader til at der er en valgmulighed. Man kan følge den fornedrende vej til en verden med mere vold, kriminalitet, korruption, uretfærdighed, religiøst og politisk hykleri, nationalistisk had og udnyttelse af de fattige. Det er den vej nogle siger vil føre til anarki.

Eller man kan vælge den stejle og krævende opstigning til en bedre verden der er baseret på den ledelsesform Gud har anvist i Bibelen. Den er stejl fordi den kræver moralsk mod, personlige ofre, et åndeligt livssyn og tro på en Gud som har en hensigt. Men for at opstigningen skal lykkes må man være ydmyg; man må ydmyge sig over for Skaberen. Man må se hen til Gud efter et retfærdigt styre. Den kristne apostel Peter gav dette råd: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer; kast samtidig al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:6, 7; Åbenbaringen 4:11.

Hvem kan få folk til at hade?

Mennesket kan ikke i egen kraft permanent ændre verden til det bedre — de selviske, onde elementer er for talrige og for magtfulde. Profeten Jeremias har ret når han skriver: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Uden Gud kan mennesket ikke styre sine skridt til gavn for hele menneskeheden. Hvorfor ikke? Fordi vi ud over vor nedarvede ufuldkommenhed også altid har en usynlig fjende, Satan. Han får folk til at hade, sådan som han gjorde i Rwanda hvor han fik folk til at gå løs på hinanden i en blodig konflikt. — 1 Mosebog 8:21; Mattæus 4:1-11.

For at kunne indgive had, fordom og mord i folks hjerte og sind, har Satan givet nationerne den idé at de hver især er hinanden overlegne på det nationale, stammemæssige og religiøse område. Denne grundige undervisning i had modtager børn allerede i barndommen af forældre hvis sind er låst fast i denne opfattelse, ofte gennem århundredlang tradition. Denne tradition bliver derefter bestyrket af skolesystemerne og de religiøse læresætninger. Millioner vokser derfor op med had og fordom i hjertet. De indoktrineres, hjernevaskes fra barndommen af, til at vende sig mod deres næste på skrupelløse politiske og religiøse demagogers befaling. Den stadige strøm af urimelige slagord og udtalelser i tv-avisen kan tænde en fortærende ild der ender i en „etnisk udrensning“ eller en pogrom.

Martin van Creveld, militærhistoriker i Israel, giver i sin bog The Transformation of War et bud på hvad den nærmeste fremtid vil rumme: „Som vi kan se det i dag tyder alt på at religiøs . . . fanatisme vil spille en større rolle i Vesten i forbindelse med fremprovokering af væbnede konflikter end den har gjort i de sidste 300 år.“ I stedet for at fremme freden og højne folkets åndelige sundhed, er religionen stagneret i sin historiske rolle og har fremprovokeret had, konflikter og drab.

Løfte om en anderledes fremtid

Hvis mennesker skal gøre sig egnede til liv i en retfærdig, ny verden, må de være med til at opfylde Esajas’ profeti: „Han [Jehova] vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier. . . . Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:3, 4.

Hvem i dag giver agt på denne herlige profeti? Hvem var det i Rwanda som hellere ville dø end dræbe deres medtroende fra en anden stamme? Hvem var det der døde i de nazistiske koncentrationslejre fordi de ikke ville tjene i Hitlers hære? Hvem har i mange lande måttet gå i fængsel fordi de ikke vil lære at føre krig? Det er dem som har erfaret opfyldelsen af Esajas 54:13: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“

På verdensplan oplever Jehovas vidner denne fred fordi de har accepteret Jehovas lære fra hans ord, Bibelen. De følger Jesu Kristi lære og eksempel. Han sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) Jehovas vidner lægger denne kærlighed for dagen i et sådant omfang at selv tidligere katolikker og protestanter nu arbejder fredeligt sammen i Nordirland. Tidligere religiøse fjender samarbejder nu som kristne i Israel, Libanon og andre lande. De lærer ikke mere at føre krig. Hvilken forskel ville det ikke gøre hvis alle i verden fulgte Jesu ord og anvendte dem i deres liv?

Jehovas vidner tror at Guds lovede nye verden er nær, en verden der vil blive ledet af en himmelsk regering. Hvilket grundlag har vi for et sådant positivt håb?

Gud har lovet at skride til handling

I sit ord, Bibelen, har Gud givet løfte om et retfærdigt styre for hele den lydige menneskehed. Gennem sin profet Daniel profeterede Gud om at han ved afslutningen for denne tingenes ordning ville indføre en varig og retfærdig regering. „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ (Daniel 2:44) Det er det samme rige Jesus lærte sine disciple at bede om i den kendte bøn: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.

I denne bøn beder vi Gud om at opfylde sit løfte om et retfærdigt styre. Og vi ved at Gud ikke kan lyve. Paulus taler om et „evigt liv, som Gud, der ikke kan lyve, har lovet for lange tider siden“. (Titus 1:2; Hebræerne 6:17, 18) Og hvad er det Gud har lovet? Apostelen Peter svarer: „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Peter 3:13; Esajas 65:17; Åbenbaringen 21:1-4.

Før vi kan få fuld gavn af dette retfærdige rige, må der finde en stor udrensning sted. Bibelens profetier viser at denne udrensning snart vil finde sted, idet Satans verden og hans onde magter bliver fjernet. (Se Mattæus, kapitel 24; Lukas, kapitel 21; og Markus, kapitel 13.) Den endelige udrensning vil foregå under det der kaldes slaget ved Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åbenbaringen 16:14, 16.

Til trods for hvad mange måske tror, har år 2000 ikke nogen særlig betydning. Desuden har dette årstal kun betydning for den kristne verden. I andre kulturer er man nået til andre årstal. Men det der har betydning er at man nu vender sig til Gud og hans ord for at forvisse sig om „hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. (Romerne 12:1, 2) Det er nu du må vælge — enten at gå ind til en fremtid med velsignelser fra Gud eller at fortsætte ad den vej med frustrationer som Satans verden tilbyder. Vi vil stærkt opfordre dig til at vælge Guds vej. Vælg livet. — 5 Mosebog 30:15, 16.

[Tekstcitat på side 14]

„Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Peter 3:13

[Illustration på side 13]

Først under Guds riges styre vil sværd blive smedet til plovjern