Spil — 90’ernes lidenskab

ET KAMERA med en farvefilm foreviger begivenheden. Billedet fylder hele to sider i en søndagsavis. Et enormt pakhus er blevet omdannet til en bingohal på flere tusind kvadratmeter, og så langt øjet rækker sidder der spillere i alle aldre og af alle nationaliteter. Deres trætte ansigter og blodskudte øjne taler deres tydelige sprog om mange timers uafbrudt spil. Spændt venter de på at det næste nummer råbes op i håb om at de omsider vil vinde, måske efter en hel aften uden gevinst.

Vi blader i avisen. Øjet falder på nogle bekymrede ansigter — hasardspillere med hænderne fulde af kort. Mon ’hånden’ er god nok? Ofte skifter tusinder af kroner ejermand når det næste kort trækkes. Billedet viser ikke de svedige hænder. Det kan ikke formidle spillernes hurtige hjertebanken, eller den stille bøn om at de næste kort må blive bedre end medspillernes.

Lad os engang bevæge os ind i de luksuriøse kasinoer i de overdådige hoteller og flodbåde. Pas på ikke at fare vild i labyrinten af farvestrålende spilleautomater. Lyden af håndtag der bliver trukket og hjul der snurrer er øredøvende. Men for spillerne er lyden som sød musik, og det hvad enten de taber eller vinder. „Hele spændingen ligger i hvad der sker næste gang de trækker i håndtaget,“ siger lederen af et kasino.

Ban dig vej gennem menneskemylderet ved roulettebordene. Man kan næsten blive hypnotiseret af det snurrende hjul med de røde og sorte felter. Lyden af den dansende kugle øger fortryllelsen. Rundt og rundt indtil kuglen standser og man enten har tabt eller vundet. Ofte tabes der tusinder af kroner i et enkelt spil.

På verdensplan kan disse billeder og optrin ganges med titusinder, spillerne med utallige millioner og lokaliteterne med tusinder. Folk valfarter med fly, busser, skibe og biler til alle dele af verden for at få stillet deres hang til hasardspil. Det er blevet kaldt „den skjulte sygdom, 90’ernes lidenskab: Spillenarkomani“. Forskeren Durand Jacobs, der er en autoritet i USA når det gælder folks spilleadfærd, har sagt: „Jeg forudser at 90’erne vil markere en historisk storhedstid for det legaliserede hasardspil.“

I 1993 var der i De Forenede Stater flere amerikanere der gik på kasino end til de store baseballkampe — 92 millioner i alt. Opførelsen af nye spilleetablissementer vil tilsyneladende ingen ende tage. Hoteldirektører på den amerikanske østkyst er nærmest euforiske. „Vi har overhovedet ikke værelser nok til de hen ved 50.000 gæster der hver dag går på kasino.“

I mange af Sydstaterne, hvor man indtil for få år siden betragtede hasardspil som syndigt, tog man i 1994 imod hasardspil med åbne arme og betragtede det som en redningsplanke. „I dag kunne man lige så godt kalde Bibelbæltet for Blackjack-bæltet [et hasardspil]. Der findes kasinoer til lands og til vands overalt i Mississippi og Louisiana, og der er planer om at oprette flere i Florida, Texas, Alabama og Arkansas,“ hedder det i U.S.News & World Report. Visse religiøse ledere har nu foretaget en kovending i deres opfattelse af det syndige ved hasardspil. Da byembedsmænd i New Orleans i Louisiana i 1994 døbte byens første flydende kasino på floden Mississippi, bad en præst en bøn hvori han takkede Gud for „evnen til at spille: en dyd hvormed du har velsignet byen,“ som han udtrykte det.

Man regner med at 95 procent af alle amerikanere i år 2000 vil bo mindre end fire timers kørsel fra et spillekasino. Også de amerikanske indianere ønsker sig en ordentlig bid af spillekagen. Ifølge U.S.News & World Report har den amerikanske regering indtil nu godkendt at indianerne rundt om i landet driver 225 kasinoer og bingohaller med store indsatser.

Når dertil føjes kortspilslokaliteterne, spilleriet i forbindelse med sportsbegivenheder, heste- og hundevæddeløb, kirkebingo og den slags, forstår man hvorfor det i 1993 er lykkedes amerikanerne at spille 394 milliarder dollars op, en øgning på 17,1 procent i forhold til det foregående år. Modstanderne af spil er rådvilde. „Kirkerne, templerne og regeringen er de institutioner der mere end noget andet skal hjælpe folk,“ udtaler den administrerende direktør for Rådet til Bekæmpelse af Vanemæssig Spillelidenskab. „Og nu driver de alle sammen spillevirksomhed.“ En amerikansk avis har kaldt De Forenede Stater for „en nation af spillere“ og har skrevet at spil er „Amerikas virkelige nationalsport“.

England har nu for første gang siden 1826 genindført lotteriet, og salget går godt. Landet oplever også et enormt bankoboom, skriver The New York Times Magazine. „Moskva er nu overstrøet med travle kasinoer. I Vestbeirut sætter libanesiske spillere bogstavelig talt livet på spil for at frekventere spillestederne, der både angribes af militæret og af religiøse fundamentalister,“ rapporterer Times. „De der vinder store gevinster eskorteres hjem af kasinovagter bevæbnet med maskingeværer.“

„Canadierne ved ikke at de er en nation af spillere,“ siger en canadisk embedsmand der fører tilsyn med landets spillesteder. „Der bliver sandsynligvis på nogle områder spillet mere i Canada end i USA,“ tilføjer han. „Canadierne brugte sidste år over 10 milliarder [canadiske] dollars på legale spil og væddemål — næsten 30 gange mere end de brugte på at gå i biografen,“ skriver avisen The Globe and Mail. „Bingoindustrien i Canada er langt mere udviklet end den er eller nogen sinde har været i USA. Lotterierne er også mere udviklede i Canada. Det samme gælder hestevæddeløb,“ siger avisen.

„Ingen ved hvor mange spillenarkomaner der findes i Sydafrika, men det drejer sig om tusinder,“ skriver en sydafrikansk avis. Den spanske regering er udmærket klar over problemet og det voksende antal spillere. De officielle tal viser at mange af landets 38 millioner indbyggere på ét år har spillet for 137,5 milliarder kroner, hvilket giver en af verdens højeste spilleprocenter. „Spaniere er inkarnerede spillere,“ siger en mand der har dannet en forening der hjælper spillere. „Det har de altid været. . . . De spiller på heste, på fodbold, i lotteri og naturligvis også roulette, poker, bingo og på de infernalske spilleautomater.“ Det er først i de senere år at spillelidenskab i Spanien er blevet anerkendt som en psykisk lidelse.

Der er også noget der tyder på at Italien er blevet revet med af spillefeberen. Der bruges ikke alene milliarder i lotterier og i tipning men også i avisbanko og ved spilleborde. „Spil har gennemsyret alle sider af dagligdagen,“ hedder det i en regeringsfinansieret undersøgelse. I dag „har hasardspil nået et omfang man aldrig før har drømt om, og både regeringsembedsmænd og sognepræster er med i kapløbet om at få en bid af kagen,“ skriver The New York Times.

Hvor sandt! I mange tilfælde berører hasardspil alle sider af folks tilværelse, hvilket de følgende artikler viser.

[Tekstcitat på side 4]

Tidligere en synd, nu en ’frelser’

[Tekstcitat på side 5]

Spillepandemien er global

Spillenarkomaner er altid tabere

„SPILLENARKOMANI er en sygdom på linje med alkoholisme og stofmisbrug,“ erklærer professor Jean Ades fra Frankrig. „Man er afhængig, men ikke af stoffer,“ siger han, og „det går op for flere og flere at de er afhængige“. Selv efter at spillenarkomanerne har tabt store summer er de besat af tanken om at erstatte tabet ved at spille endnu mere. „De fleste tabere kommer sig hurtigt over skuffelsen. Men for nogle er trangen til at spille så ukontrollabel at den kan ødelægge deres tilværelse,“ har en fransk journalist skrevet. „De lover hele tiden sig selv at de vil holde op, men vanen får altid overtaget. De er spillenarkomaner.“

En sydafrikansk spiller har indrømmet: „Hvis man er spillenarkoman og man sætter sig ved en roulette eller ved et blackjack-bord, er man tabt for omverdenen. Adrenalinet pumper rundt i årerne og man vil bruge sin sidste cent på en omgang til ved rouletten eller en indsats i kortspil. . . . Mine adrenalinreserver hjalp mig til at holde mig vågen i adskillige dage og nætter i træk, mens jeg betragtede kortene og tallene og ventede på supergevinsten der aldrig kom.“ Han slutter: „Der er mange andre der ligesom jeg ikke kan standse når de har vundet nogle få hundrede eller få tusind rands. Vi vil fortsætte med at spille indtil det hele er tabt og vores familieliv er gået uopretteligt i stykker.“

Henry R. Lesieur, professor i sociologi ved St. John’s University i New York, har skrevet at ønsket om at spille, hvad enten man vinder eller taber, er så stærkt „at mange spillere kan klare sig flere dage uden at sove, spise eller gå på toilettet. Spillet skubber alt andet til side. Mens man venter på udfaldet får man et ’kick’ der sædvanligvis giver sig udslag i svedige håndflader, hjertebanken og kvalme.“

En tidligere spillenarkoman indrømmer at det ikke var det at vinde der drev ham, men snarere virkningen af eller spændingen ved selve spillet. „Hasardspil vækker nogle utrolig stærke følelser,“ siger han. „Når roulettehjulet drejer og man venter på at lykken skal træffe et valg, svimler det et øjeblik for en og man er nær ved at besvime.“ Den franske spiller André siger samstemmende: „Når man har sat 10.000 francs på en hest og der er 100 meter til målstregen, vil det ikke røre én en tøddel om så man fik at vide at ens kone eller mor lige var død.“

André fortæller hvordan han kunne fortsætte med at spille selv når han havde tabt stort. Han lånte penge i banken, af sine venner, og hos ågerkarle der tog ublu renter. Han forfalskede postsparekassebøger og stjal checks. Han forførte enlige kvinder under sine besøg på kasinoer og forsvandt med deres kreditkort. „På det tidspunkt var André ikke engang interesseret i om han nogen sinde ville kunne rette op på sin katastrofale økonomi. Hans omflakken blev helt og holdent styret af hans besættelse,“ skriver en fransk journalist. Han blev kriminel og endte i fængsel, og hans ægteskab gik i stykker.

I mange tilfælde bliver spillenarkomaner, i lighed med stofmisbrugere og alkoholikere, ved med at spille, selv om det koster dem deres arbejde, deres forretning, deres helbred og til sidst deres familie.

For nylig har mange byer i Frankrig åbnet dørene for hasardspil. Lånekontorer har en strålende omsætning, selv i områder hvor andre forretninger har måttet dreje nøglen om. Ejerne siger at spillere ofte taber alle deres penge og indleverer ringe, ure, tøj og andre værdigenstande for at få penge til benzinen hjem. I nogle kystbyer i De Forenede Stater er der åbnet nye lånekontorer; visse steder ligger der tre eller fire lige ved siden af hinanden.

Nogle er blevet kriminelle for at skaffe penge til deres spillelidenskab. Ifølge professor Lesieur viser de undersøgelser der indtil dato er foretaget „mange forskellige former for ulovlig adfærd blandt spillenarkomaner . . . checkforfalskning, underslæb, tyveri, væbnet røveri, bookmakeri, bedrageri og hæleri“. Dertil kommer den kriminalitet hvor spillere stjæler fra deres arbejdsgivere. Ifølge Gerry T. Fulcher, der er leder af et institut hvor man underviser og behandler spillenarkomaner, har 85 procent af de tusinder af inkarnerede spillenarkomaner indrømmet at de har stjålet fra deres arbejdsgivere. „Set fra et rent økonomisk synspunkt er spillenarkomani potentielt værre end alkoholisme og stofmisbrug tilsammen,“ siger han.

Andre undersøgelser har vist at næsten to tredjedele af de spillere der ikke sidder i fængsel, og 97 procent af dem der gør, har været indblandet i ulovligheder for at kunne finansiere deres spil eller for at kunne betale deres spillegæld. I 1993 blev der begået 16 bankrøverier i amerikanske byer langs kysten ved Den Mexicanske Golf, et sted hvor der i stor stil drives legaliseret hasardspil. Dette var fire gange så mange som det foregående år. En mand røvede otte banker for i alt 89.000 dollars for at kunne fortsætte med at spille. Andre banker har været udsat for væbnet røveri af spillere der er blevet tvunget til at tilbagebetale deres kreditorer store pengebeløb.

„Når spillenarkomaner forsøger at bryde vanen, oplever de abstinenssymptomer der minder om dem rygere og stofmisbrugere må igennem,“ skriver The New York Times. Spillere indrømmer imidlertid at det kan være sværere at bryde spillevanen end andre vaner. „Nogle af os har også haft erfaringer med alkoholisme og stofmisbrug,“ fortæller en spiller, „og vi er alle enige om at spillenarkomanien er langt sværere at aflægge end nogen af de andre vaner.“ Dr. Howard Shaffer fra Centret for Afhængighedsforskning ved Harvard University, har sagt at mindst 30 procent af de spillenarkomaner der forsøger at stoppe, „viser tegn på irritabilitet eller får maveproblemer, søvnproblemer og et blodtryk og en puls der er højere end normalt“.

Ifølge dr. Valerie Lorenz, der er leder af et center for sygelig spilletrang i Baltimore, Maryland, USA, „rammes spillenarkomaner af sådan noget som kronisk hovedpine, migræne, vejrtrækningsproblemer, anginasmerter, hjertearytmi og følelsesløshed i arme og ben“.

Dertil kommer selvmord. Hvad kunne være værre end det man almindeligvis omtaler som „en ikkedødelig afhængighed“ der forårsager død? I et amerikansk amt hvor man for nylig har åbnet spillekasinoer, er „selvmordsprocenten på uforklarlig vis fordoblet, skønt ingen læger har villet kæde det sammen med spil,“ skriver The New York Times Magazine. I Sydafrika begik tre spillere selvmord på blot én uge. Antallet af selvmord som følge af legalt eller illegalt spil og spillegæld, kendes ikke.

Selvmord er en tragisk måde at slippe ud af spillelidenskabens skruestik på. I den følgende artikel vil vi fortælle om en bedre udvej.

[Tekstcitat på side 6]

Lånekontorerne går godt, og kriminaliteten florerer

Hasardspillets nye målgruppe — unge!

RYSTER du vantro på hovedet når du hører om hvor afhængige voksne mennesker kan blive af spil? Forekommer det dig ufatteligt når du læser om hvordan voksne mennesker giver afkald på deres livsværk — deres arbejde, deres forretning, deres familie, ja, måske selve livet — på grund af deres spillelidenskab? Kan du fatte hvad det er der får en voksen, veluddannet mand der vinder 1,5 millioner dollars i spil, til at fortsætte med at spille indtil han samme aften har tabt 7 millioner dollars? I mange tilfælde er det begærlighed, jagten på det flygtige guld. Men det er også alt for ofte spændingen ved selve spillet.

Hvis du har mindreårige børn beroliger du måske dig selv med at hasardspil er de voksnes tidsfordriv. Men det er desværre ikke rigtigt. De unge står parate i kulissen, eller er måske allerede på banen. Følgende oplysninger vil måske forbløffe dig.

I den senere tid har man kunnet læse følgende overskrifter i aviser og blade: „Chancer for at spil vil blive 90’ernes store last blandt unge.“ „Flere unge spillenarkomaner.“ „90’ernes crack: Spil gør unge afhængige.“ „Min søn kunne ikke holde op med at spille.“

Lad os prøve at læse hvad der er blevet skrevet i artiklerne. „Myndighederne mener at krisen i det store og hele skyldes det omsiggribende stats- og kirkestøttede hasardspil,“ har en avis skrevet. „I dag er det nemmere end nogen sinde for sårbare unge at blive inddraget i spil. Specialister advarer om at over 90 procent af voksne spillenarkomaner begynder på deres last før de er fyldt 14,“ skriver avisen. „Tidligere har det været sådan at de fleste spillenarkomaner begyndte at spille omkring 14-årsalderen. Nu ser vi at alderen er faldet til 9 eller 10 år,“ har en forsker sagt. „Hvorfor? Fordi muligheden foreligger,“ tilføjer hun. „Børn . . . bliver overalt bombarderet med annoncer for spil. Samfundet har accepteret det som et helt legalt tidsfordriv.“ En talsmand for en gruppe der kalder sig Anonyme Spillere har sagt at „det bliver hurtigt værre og værre. Børnene begynder at spille i en stadig yngre alder, og flere end nogen sinde før bliver grebet af det.“

Ifølge en undersøgelse blandt teenagespillere i en amerikansk stat, var cirka 3,5 procent potentielle spillenarkomaner; yderligere 9 procent ville sandsynligvis blive spillere der var villige til at sætte alt over styr. „Tallene viser typisk at der er flere spillere blandt unge end blandt den voksne befolkning,“ siger William C. Phillips, der er vejleder ved et amerikansk universitet. „I det næste årti vil vi opleve flere problemer med unge der spiller end med stofmisbrug — især med ulovligt stofmisbrug,“ har en anden vejleder sagt. Professor Henry Lesieur har lavet en undersøgelse blandt highschool-elever på forskellige niveauer, og The Los Angeles Times har rapporteret at hans „resultater har en slående lighed med en undersøgelse foretaget blandt universitetsstuderende: Antallet af teenagere der har en sygelig trang til at spille eller som er spillenarkomaner, altså nogle der ikke længere har kontrol over deres spil, udgør cirka 5% af alle [USA’s] teenagere.“

Spilleterapeuter er enige om at det ikke er antallet af unge spillere der bekymrer dem, men snarere „den indstilling børn, forældre og lærere har til at teenagere spiller. . . . Mange unge og deres forældre betragter spil som en harmløs adspredelse der ikke har nær så alvorlige konsekvenser som stoffer, alkohol, vold eller promiskuitet.“ Men adfærdsforskeren Durand Jacobs har advaret om at hasardspil kan medføre at unge bliver kriminelle, pjækker eller får hang til lettjente penge.

En highschoolelev der begyndte at spille som ganske ung, brugte for eksempel mange undervisningstimer på at spille med andre elever. Når han havde tabt alle sine lommepenge, stjal han penge fra nogle fonde som eleverne havde oprettet for at der kunne købes mad til fattige familier. Ved at spille for de stjålne penge håbede han at blive i stand til at indløse sin families fjernsyn og en onyksring som han havde pantsat for at kunne betale en tidligere spillegæld. Da han gik i niende klasse havde han allerede tilbragt 20 dage på et ungdomshjem for at have stjålet 1500 dollars, og han var dybt involveret i poker- og poolspil om penge. „Efterhånden som jeg blev ældre blev beløbene større,“ fortæller han. Inden længe begyndte han at stjæle fra naboerne for at kunne betale sin spillegæld. Hans mor var fortvivlet. Som 18-årig var han blevet spillenarkoman.

Sociologer siger at de lemfældige spillelove i England tillader børn at spille på enarmede tyveknægte. De spiller i lufthavne og i spillehaller, og mange skaffer pengene til deres last ved at stjæle fra deres forældre og ved butikstyveri.

„En af de mest populære og hurtigst voksende former for spil på junior-highschools, highschools og universiteter er interne væddemål om sportsbegivenheder, noget der nogle gange støttes af lokale bookmakere,“ siger Durand Jacobs. „Jeg tror at det er meget få highschools og universiteter der ikke driver velorganiseret spil om store beløb.“ Dertil kommer kortspil, lotterier og kasinoer hvor teenagere lukkes ind fordi de ser ældre ud end de er.

„Man bør huske at de fleste er blevet spillenarkomaner fordi de som teenagere har været vindere,“ siger Durand Jacobs. „Langt den overvejende del af de unge er blevet ført ind i spilleverdenen af deres forældre eller slægtninge der har betragtet det som en uskadelig fornøjelse,“ siger han videre til The Los Angeles Times. En anden vejleder har sagt: „Forældre må overveje de samme spørgsmål som de overvejer i forbindelse med alkohol og narkotika. Jeg tror at jo flere spil der findes, jo flere unge spillenarkomaner bliver der.“ Specialister der behandler spillenarkomaner siger at flere og flere unge spillenarkomaner skaffer penge til deres last ved at stjæle, handle med stoffer eller prostituere sig selv, nøjagtig ligesom det er tilfældet med dem der har et stof- eller alkoholmisbrug. Det kan godt være at forældre betragter spil som en uskadelig fornøjelse, men det gør politiet ikke.

„Børn der er blevet afhængige af at spille på enarmede tyveknægte . . . viser samme destruktive adfærdsmønster som voksne spillenarkomaner. De unge der er afhængige af spilleautomater er måske allerede begyndt som 9- eller 10-årige. De har brugt deres lommepenge, pengene til skolemad og de småbeløb de har fundet rundt omkring i hjemmet. Et år eller to senere er drengene måske begyndt at stjæle. Alt hvad der kunne sælges fra barnets eget værelse blev solgt: boldtræer, bøger, ja selv båndoptagere. Andre børn har måske opdaget at også deres legetøj forsvandt. Intet i hjemmet var sikkert. Moody har hørt om fortvivlede mødre som har gemt deres ejendele i ét værelse for at de kunne holde øje med dem, eller som har måttet skjule deres håndtaske under hovedpuden når de har lagt sig til at sove. Disse ulykkelige mødre kunne lige så lidt fatte hvad der skete med deres afkom som de fugle hvis reder blev plyndret af en gøg. Det lykkedes dog alligevel børnene at stjæle et eller andet. Når de blev 16 år stod politiet ved døren og bankede på.“ — Easy Money: Inside the Gambler’s Mind af David Spanier.

Som vi har påpeget i disse artikler er både voksne og børn blevet præsenteret for spil i deres kirke gennem bingo, lotterier og den slags. Bør religiøse institutioner og deres ledere, der hævder at være Kristi disciple, opmuntre til, fremme og støtte spil i nogen som helst form? Bestemt ikke! Spil i alle dets afskygninger appellerer til nogle af de værste egenskaber hos mennesker, nemlig ønsket om at få noget for intet. Det kaldes også begærlighed. De der fremmer denne egenskab får folk til at tro at det er helt i orden at lukrere på andres tab. Ville Jesus fremme en aktivitet der kan føre til familiens opløsning, skam, et dårligt helbred og ødelæggelse af ens liv? Aldrig! Guds inspirerede ord siger klart at havesyge mennesker ikke skal arve Guds rige. — 1 Korinther 6:9, 10.

Forældre må i en tidlig alder lære deres børn at enhver form for hasardspil er forkert. Betragt det ikke som en uskyldig fornøjelse, men som noget der kan føre til dovenskab, løgn, snyderi og uærlighed. I mange byer er der blevet oprettet hjælpeprogrammer, såsom Anonyme Spillere. Hvis du har et problem vil det desuden være vigtigt at du søger hjælp i den inspirerede vejledning der findes i Guds ord, Bibelen. Nogle der har overvejet selvmord siger at de kun lever fordi de har fulgt denne inspirerede vejledning.

Jehovas Vidner har interessant nok hjulpet mange med at slippe ud af spillenarkomanien. En tidligere spillenarkoman har skrevet at der efter mange år med forskellige laster, deriblandt spil, ’skete en pludselig og drastisk forandring da han og hans veninde begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner’. „Jeg var afhængig af spil og havde meget svært ved at styre det,“ fortæller han. „Men med Jehovas hjælp og med støtte fra min veninde — samt gennem studium, bøn og meditation, især over Guds syn på begærlighed — fik jeg styr på min spillelidenskab. Derefter indviede jeg mit liv til Jehova, og det samme gjorde min veninde, der nu i 38 år har været min kone. Vi har virket hvor der har været stort behov [for Jehovas vidner], har været mange år i heltidstjenesten, og jeg har været en af Vagttårnsselskabets rejsende repræsentanter; men jeg mærker stadig trangen til at spille. Det er kun takket være Jehovas hjælp og ledelse at det er lykkedes mig at beherske denne trang.“

Kan man bryde med spillevanen? Ja, hvis man hele tiden tager imod hjælpen fra Gud og tilbyder denne hjælp til andre med samme behov.

[Tekstcitat på side 9]

Inden længe vil der være flere problemer med unge spillere end med unge stofmisbrugere

[Tekstcitat på side 11]

Begærlige mennesker vil ikke arve Guds rige

[Ramme på side 10]

Den katolske kirke i Las Vegas modtager gerne spillejetoner

De der besøger Kirken for den Allerhelligste Genløser spørger ofte præsten: „Fader, vil du bede for mig om at jeg må vinde?“

Millioner af mennesker kommer hvert år fra hele verden for at besøge Las Vegas i den hensigt at prøve lykkens lunefulde spil. I denne katolske kirke med hyggebelysning, og statuer der forestiller Jesu fødsel, den sidste nadver og korsfæstelsen opstillet langs væggene, anvendes gevinsterne også på kirkebænkene; kirkegængerne kommer nemlig spillejetoner i kollektbøssen.

„Nu og da finder vi en 500-dollar-jeton i en af kollektbøsserne,“ fortæller kirkens fader Leary med en blød irsk dialekt.

En katolsk kirke længere oppe i Las Vegas-bæltet har i årtier betjent kirkegængere, men da fire af verdens største hotelkasinoer — MGM Grand, Luxor, Exalibur og Tropicana — blev bygget i den sydlige del af Las Vegas, byggede man Kirken for den Allerhelligste Genløser i en nærliggende gade.

Da præsten blev spurgt om grunden hertil, sagde han: „Hvorfor ikke? Det er jo her folk er.“

Ja, og det er jo også her pengene er, så hvorfor egentlig ikke?

[Illustration på side 9]

Spil fører til at man kommer i dårligt selskab