Hvad lærte man i den afrikanske skole?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I GHANA

DEN afrikanske skole? Nogle vesterlændinge bliver måske overraskede over at høre at der har været skoler i Afrika i gamle dage. En afrikaner er for nogle stadig væk en vildmand der truende løfter sit spyd, en opfattelse filmindustrien desværre har bidraget til. Det er svært for mange at forestille sig at afrikanere i fortiden på nogen måde har kunnet betragtes som dannede mennesker.

Det er sandt at afrikanere som voksede op i traditionelle samfund ikke modtog undervisning i et klasseværelse og ved hjælp af bøger. Men mange afrikanske stammer havde velfungerende uddannelsessystemer der satte børnene i stand til at virke og at have fremgang i deres lokalsamfund — længe før den europæiske skolegang blev indført i deres land. Lad os for eksempel se nærmere på hvordan undervisningen foregik blandt det ghanesiske twitalende akanfolk.

Hjemmeundervisning

Hjemmet var det vigtigste klasseværelse hos akanfolket. Barnets oplæring begyndte når forældrene lærte det at tale. Samtidig modtog barnet de første lektioner i takt og tone. For eksempel blev barnet oplært i hvordan det korrekt og høfligt skulle svare hvis en besøgende hilste på det. Når barnet senere blev sendt ud i ærinder forklarede forældrene hvordan det på en høflig måde skulle overbringe en besked.

Den filosofi der lå til grund for akanfolkets undervisning bliver meget godt udtrykt i Bibelen i Ordsprogene 22:6: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ Blandt forældrene tog især faderen aktivt del i opdragelsen af børnene. Et ordsprog blandt akanfolket lyder: „Hvis barnet ikke efterligner sin mor, efterligner det sin far.“

Undervisningen blev mere dybtgående efterhånden som barnet voksede op. Erfaringer fra „livets skole“ blev ikke givet videre i form af bøger, men i form af fantasirige fortællinger. Børnene lyttede med store ører når sådanne historier om sejr og nederlag blev fortalt omkring bålet i den tidlige aftenbrise eller en kølig måneklar aften. Børnene elskede disse fortællinger! Ved sådanne lejligheder hørte de blandt andet om den mytiske edderkop Kwaku Ananse.

En berømt historie fortæller at Ananse rejste hele jorden rundt for at fylde en krukke med alverdens visdom. Efter at hans mission tilsyneladende var fuldført besluttede han sig til at hænge krukken højt op i et træ, så ingen andre kunne få fat i den. Han begyndte den besværlige klatretur op i træet med den visdomsfyldte krukke hængende i en snor på maven. Da den førstefødte søn, Ntikuma, så hvordan hans far baksede med krukken, råbte han op til ham: „Far dog! Hvem kravler op i et træ med en krukke hængende på maven? Hvorfor fastgør du ikke krukken på din ryg så du bedre kan bevæge dig omkring?“ Ananse så ned på sin søn og råbte: „Hvor vover du at belære mig?“

Men nu var det tydeligt at der endnu befandt sig noget visdom uden for hans krukke! Ananse kastede krukken ned i vrede over at det forholdt sig sådan, og da krukken knustes mod jorden blev visdommen spredt til alle sider. De første som kom til stedet blev de klogeste. Moralen er: Ingen har eneret på visdom. En akan ville sige: „Ét hoved er ikke en hel rådsforsamling.“ — Jævnfør Ordsprogene 15:22; 24:6.

Praktiske færdigheder

Undervisningen omfattede også oplæring i praktiske færdigheder. De fleste drenge lærte deres faders fag — almindeligvis landbrug. Men de kunne også vælge imellem andre fagkundskaber såsom jagt, aftapning af palmevin og kurvefletning. Hvis en dreng ville lære noget mere krævende, for eksempel et håndværk som træskærer eller væver, måtte han stå i lære hos en håndværksmester. Hvad med pigerne? Deres oplæring var mere centreret om hjemmet; de lærte for eksempel at udvinde vegetabilsk olie, at fremstille sæbe og lerkrukker, at spinde bomuld og lignende.

Ifølge den afrikanske skoles ’læseplan’ skulle børn også lære noget om naturvidenskab. Faderen eller bedstefaderen videregav således sin viden om lægeurter, samt tilberedning og brugen af dem, til sin søn eller sønnesøn. Et barn lærte også at regne, blandt andet ved at tælle på fingre og gøre brug af lerkugler, sten, og pinde med indgraverede tegn. Spil som oware og dam skærpede også denne færdighed.

En ung akan fik indblik i politik og det juridiske retssystem ved at overvære offentlige retsmøder. Og når han var til stede ved begravelser og festlige begivenheder bød der sig flere lejligheder til at lære om alt det lokale — klagesang, digtekunst, historie, musik, trommespil og dans.

Samfundsansvar

Børnene blandt akanfolket blev ikke overladt til sig selv. De blev tidligt i deres liv oplært til at være ansvarsbevidste medlemmer af lokalsamfundet. Det lærte de blandt andet ved at lege med og omgås andre børn. Senere deltog børnene i samarbejdsprojekter og forskellige former for samfundstjeneste. Det var ikke kun forældrene der måtte udmåle en straf når et barn udviste en dårlig opførsel. Nej, alle voksne medlemmer af lokalsamfundet måtte tugte et uartigt barn; det blev af de voksne betragtet som en moralsk pligt.

Tugt blev modtaget i en god ånd, for børn blev oplært til at agte de voksne højt. Akanerne plejede at sige: „En ældre dame er ikke kun bedstemoder til ét barn.“ Børn var forpligtede til at respektere og hjælpe de ældre. Hvis et hvilket som helst barn uden gyldig grund nægtede at gå en voksen til hånde blev det meddelt til barnets forældre.

Religionsundervisning

Akanfolket var meget religiøst. Det havde en ærbødig respekt for naturen og det ukendte univers. Selv om dets medlemmer var polyteister (troede på mange guder), troede de dog på eksistensen af et højeste væsen. (Romerne 1:20) En akan brugte ordet onyame om enhver gud. Men akanfolket syntes at ordet var mangelfuldt når det skulle beskrive Skaberen. De kaldte ham derfor Onyankopon, der betyder: „Den Gud som alene er den største.“

Mindre guder blev tilbedt fordi man mente at det var en ordning der behagede Den Store Gud. Akanfolket kunne se en parallel til dette i deres eget samfund, idet den øverste høvding blev betjent af mindre, regionale høvdinger. Alle børn blev undervist i denne religion.

Den traditionelle undervisning i dag

Millioner af afrikanere er i de senere år flyttet ind til de store byer hvor almindelig skolegang næsten har erstattet den traditionelle undervisningsmetode. Den gamle afrikanske skole trives dog stadig i nogle samfund, specielt ude på landet. Nogle afrikanere har endda draget fordel af både den traditionsbestemte og den almindelige skolegang.

Betragt engang Alfred, som er en kristen tilsynsmand i Ghana. Til trods for at han har gået i en almindelig skole, respekterer han på mange måder den traditionsbestemte livsform. Alfred siger: „De fleste af mine analfabetiske slægtninge, som kun har fået den traditionelle undervisning, er meget gode lærere når det drejer sig om de praktiske sider af livet. Kristne slægtninge som har en traditionel baggrund har lært mig hvordan man kan præsentere budskabet på en enkel og jordnær måde. Jeg kan derfor komme i kontakt både med folk som har en traditionel baggrund og med folk der har gået i en almindelig skole. Ofte bruger jeg et ordsprog eller en illustration fra den traditionelle kulturs skatkammer, tilpasser den, og bruger den i et bibelsk foredrag. Dette fremkalder ofte en begejstret stemning blandt publikum. Men egentlig bør æren gå til de traditionelt oplærte mænd og kvinder.“

Den afrikanske skole fortjener at blive respekteret, og ikke ringeagtet, for sine mange beundringsværdige aspekter. Det er muligt at denne skole ikke frembragte teknologiske eksperter, men den skabte stærke familier, en følelse af fællesskab, klart tænkende individer med en tiltalende humoristisk sans, samt en gavmild og gæstfri ånd. Det er ikke overraskende at de afrikanere som bor i byerne, søger at holde kontakt med deres slægtninge der bor ude i landdistrikterne ved nu og da at besøge dem. Der sker altid noget pudsigt når to kulturer mødes. Byboere virker ofte lidt kejtede når de skal følge de traditionelle skikke. Mange ved for eksempel ikke at det er kutyme at gå fra højre mod venstre når man hilser på en gruppe med hånden. Men disse besøg er alligevel til gensidig opmuntring og opbyggelse.

Det må indrømmes at mens den traditionelle afrikanske skole har undervist i ærbødighed og hengivenhed, har den dog ikke givet sine elever en livgivende kundskab om Jehova og hans søn, Jesus Kristus. (Johannes 17:3) Jehovas Vidner føler det er en forret at kunne give akanfolket og andre etniske grupper denne livsvigtige kundskab. De har lært tusinder af afrikanere som ikke har gået i skole at læse og skrive, så de selv kan studere Bibelen. For dem som „erkender deres åndelige behov“ er dette den vigtigste undervisning man kan få. — Mattæus 5:3.

[Illustrationer på side 25]

Børn blandt akanfolket blev oplært til at være ansvarsbevidste medlemmer af lokalsamfundet

[Illustration på side 26]

Jehovas Vidners rigssale tilbyder læseundervisning