Hvad siger Bibelen?
Er det forkert at konkurrere når man dyrker sport?
TO ÆLDRE mænd sidder en solrig dag i en park og spiller dam. I nærheden kan man høre lyden af børn der hvinende løber omkring og leger tagfat. I de samme omgivelser spiller nogle unge fodbold. Ja, hver dag kan vi se unge og gamle der hygger sig med leg, spil og sport. De fleste gør deres bedste når de spiller. Det gælder måske også dig?
Men kan man sige at det er forkert at konkurrere på dette gemytlige plan? Mange kender apostelen Paulus’ formaning i Galaterbrevet 5:26, hvor han siger at kristne ikke bør ’udfordre hinanden’. I betragtning af dette, vil det så være forkert af kristne at deltage i adspredende leg og sport?
Kort sagt: Nej. Hvorfor ikke? Inden vi besvarer dette spørgsmål vil vi kort se på legens og sportens historie.
Leg og sport i historiens løb
Fra tidernes morgen har menneskene leget og dyrket sport; det har været et gennemgående træk i historien — også i Guds folks historie. Ordet „bold“ forekommer endda i Bibelen. I Esajas 22:18, hvor Jehova Guds dom over de onde nævnes, står der: „Han vil helt sikkert rulle [dem] tæt sammen, som en bold.“ Nogle bolde i dag — for eksempel en golfkugle og den massive bold i baseball — bliver stadig fremstillet ved at materialet rulles tæt sammen. Den danske autoriserede oversættelse gengiver dette vers således: „Han vil . . . kaste dig hen som en bold.“ Hvis denne analogi skal være relevant, må de der levede dengang have benyttet bolde.
Bibelen nævner også situationen hvor patriarken Jakob brydes med en engel. Ud fra denne beretning lader det til at Jakob var i træning, eftersom brydekampen varede i flere timer uden at blive afgjort. (1 Mosebog 32:24-26) Det er interessant at nogle lærde mener at beretningen tyder på at Jakob kendte til brydning. Israelitterne dyrkede for eksempel også bueskydning — en sportsgren der kræver træning og dygtighed. (1 Samuel 20:20; Klagesangene 3:12) Løb var en anden atletisk sportsgren som mænd i fortiden udøvede og optrænede sig i. — 2 Samuel 18:23-27; 1 Krønikebog 12:8.
Lege der var en udfordring for hjernen — som for eksempel dybsindige gåder — var tydeligvis populære og noget man satte stor pris på. Det mest bemærkelsesværdige eksempel er måske det hvor Samson giver filistrene en gåde at gætte. — Dommerne 14:12-18.
I De Kristne Græske Skrifter bliver sport og kamplege undertiden benyttet som metaforer for den kristne livsstil. I Første Korintherbrev 9:24, 25 nævner Paulus for eksempel en atlets stramme træningsprogram og anvender det på en kristens behov for at udvise selvbeherskelse og udholdenhed. Det er også tydeligt at Jehova har nedlagt lysten til at lege i mange af sine skabninger, for både mennesker og dyr finder tid til leg. — Job 40:20; Zakarias 8:5; jævnfør Hebræerbrevet 12:1.
Når konkurrencemomentet tager overhånd
Hvad mente apostelen Paulus da han sagde til sine medkristne at de ikke skulle ’udfordre hinanden’? (Galaterne 5:26) Svaret kan man se ud af sammenhængen. Paulus havde først advaret os mod at „blive selvoptagne“. Andre bibeloversættelser gengiver det med at blive „stolt“, „indbildsk“ og at „søge tom ære“. På Paulus’ tid var det meget udbredt at atleterne søgte ære og popularitet.
I dag er der også flere og flere sportsudøvere der pralende retter opmærksomheden mod sig selv og deres præstationer. Nogle går endda så vidt som til at rakke ned på andre. Spottegloser, nedværdigende fingersprog og verbale kraftudtryk er hurtigt blevet normen. Dét er det samme som at ’udfordre hinanden’, hvilket fører til misundelse, som Paulus omtaler i den sidste del af Galaterbrevet 5:26.
I værste fald kan en ekstrem konkurrenceånd føre til slagsmål og endda dødsfald. Tænk blot på mødet mellem Sauls mænd og Davids mænd ved Gibeon, hvor Abner og Joab blev enige om at lade „de unge mænd rejse sig og dyste foran [dem]“. (2 Samuel 2:14-32) Dette synes at hentyde til en eller anden form for brydeturnering. Uanset hvad det gik ud på, udviklede det sig hurtigt til en voldsom og blodig kamp.
Et ligevægtigt syn
Formålet med leg og sport bør være at tilføre os ny energi — ikke at tappe os for energi. Dette kan nås hvis tingene holdes på den rette plads, idet vi husker at vort værd over for Gud og vor næste ikke har noget at gøre med hvor dygtige vi er til sport.
Det vil ikke være passende at lade en følelse af overlegenhed vælde frem i os på grund af fysiske eller mentale færdigheder. Vi må undgå den upassende verdslige tendens til at påkalde sig opmærksomhed, så andre ikke bliver misundelige, for kærligheden er ikke brovtende. (1 Korinther 13:4; 1 Peter 2:1) Det er kun naturligt med spontane glædesudbrud og begejstring eller at holdkammerater lykønsker hinanden, men vi ønsker ikke at disse følelser tager overhånd og kommer til udtryk gennem pral.
Vi vil aldrig måle andres værd efter hvor gode de er til sport. Og vi bør heller ikke føle os mindre værd hvis vore evner ikke ligger på dette område. Vil det være forkert at tælle point under spil? Ikke nødvendigvis. Men vi må huske hvor ubetydelig en kamp i virkeligheden er — folks sande værd afhænger ikke af hvor godt de spiller. I holdsport sørger nogle for jævnligt at lave om på holdene så det ikke altid er det samme hold der vinder.
Kristne bør også tænke på at selv om sport og leg nævnes i Bibelen, er omtalen sparsom. Det ville være forkert at konkludere at man, fordi sport er nævnt i Bibelen, har det blå stempel til at dyrke enhver form for sport. (Sammenlign Første Korintherbrev 9:26 med Salme 11:5.) Paulus sagde også at „legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt“. — 1 Timoteus 4:8.
Når sport og leg holdes på den rette plads er det fornøjeligt og forfriskende. Bibelen fordømmer ikke enhver form for konkurrence, men den fordømmer en konkurrenceånd der fører til forfængelighed, rivalisering, begærlighed, misundelse og vold.