Den første rigssal i Mali

MIN mand er rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner i Mali, et tyndtbefolket land i Vestafrika. Dets nordlige del er dækket af Saharaørkenen, og resten af landet består hovedsagelig af kuperet græssteppe. Mali er større end England, Frankrig og Spanien tilsammen. Disse lande har over 140 millioner indbyggere, men Mali har kun en befolkning på 10 millioner, heraf 150 Jehovas vidner.

Vores udgangspunkt er Ziguinchor, en lille by i nabolandet Senegal. I november 1994 fløj vi derfra til Dakar og videre til Malis hovedstad, Bamako, en stor by med over en halv million indbyggere. Fra Bamako rejste vi med taxa, bus eller tog gennem bushen til mindre byer, såsom Ségou, San og den gamle by Mopti. Vi tilbragte cirka en uge hvert sted for at deltage i den kristne forkyndelse sammen med de få lokale forkyndere.

I december rejste vi tilbage til Bamako for at overvære områdestævnet, hvor det højeste antal tilstedeværende var 273. Hvilken glæde var det ikke at se 14 nye blive døbt! Dagen efter stævnet rejste vi med bus til den lille by Sikasso, hvor den første rigssal som var blevet opført af Jehovas vidner skulle indvies den følgende weekend.

En stor udfordring

Menigheden i Sikasso består af kun 13 forkyndere, hvoraf 5 er pionerer eller heltidsforkyndere. Vi ankom mandag og var spændt på at høre hvilke planer de havde for indvielsen. De fortalte os at dét havde de regnet med at min mand, Mike, ville sørge for! Så efter at vi havde pakket vores kufferter ud skyndte vi os hen for at se rigssalen. Vi var meget imponerede over at denne lille håndfuld forkyndere havde kunnet opføre en sådan bygning! Der var dog stadig meget der skulle gøres. Der var ingen gardiner, det udvendige var ikke blevet malet endnu og der var ikke noget skilt der viste at det var Jehovas Vidners rigssal.

Vi var klar over at i løbet af få dage ville mindst 50 gæster ankomme fra Bamako for at overvære indvielsen. Nogle af de lokale beboere var også blevet inviteret. Menigheden har kun én ældste, Pierre Sadio. Da vi spurgte ham hvordan han havde forestillet sig at rigssalen skulle blive færdig til indvielsen om lørdagen, rykkede vennerne nærmere for at høre hans svar. Han sagde: „Jeg tror Jehova vil hjælpe os med at blive færdige til tiden.“

Så meget at gøre på så kort tid! Forsigtigt spurgte jeg om jeg måtte hjælpe med at sørge for gardinerne. Et stort lettelsens smil bredte sig på deres ansigter. Så foreslog Mike at man fik lavet et skilt til rigssalen. Pludselig var alle begejstrede og talte i munden på hinanden. Det ville blive en stor udfordring at nå det sidste der manglede på rigssalen inden for tiden.

Hektisk aktivitet

Vi søstre skyndte os af sted til markedspladsen for at købe gardinstof. Dernæst fik vi en skrædder til at sy gardinerne. „Du får fire dage til at sy dem i,“ sagde vi til ham. Som udsmykning til forhallen tilbød Mike at lave et planteophæng knyttet i reb. Af sted igen for at skaffe en ampel og det reb der skulle bruges til ophænget.

Der var også nogle der skulle sørge for skiltet til rigssalen, så både inden for og uden for rigssalen var der hektisk aktivitet. En gruppe naboer samledes for at følge med i arbejdet. Der var så meget at gøre! Hvordan skulle vi bespise 50 mennesker? Hvor skulle de sove? Hele ugen havde vi haft travlt med forberedelserne og vi var konstant løbet ind i problemer.

Vi stod tidligt op om fredagen, dagen før indvielsen. Luften var ladet med spænding, eftersom det var den dag gæsterne fra Bamako skulle komme. Omkring middagstid fik vi skiltet til rigssalen. Da Mike afdækkede det, var brødrene fulde af beundring. Selv de nysgerrige tilskuere viste deres påskønnelse. Vi ventede utålmodigt mens det blev hængt op på facademuren. Nu var det tydeligt for enhver at bygningen ikke bare var en hvilken som helst bygning, men „Jehovas Vidners rigssal“.

I nærheden af rigssalen boede en pioner, og her havde søstrene travlt med at lave mad, som kogte og sydede i en stor, sort kedel. Netop som vi havde ryddet malerspande og pensler til side i rigssalen, blev der råbt: „De er her nu! De er kommet!“ Vennerne kom løbende ud fra rigssalen og fra huset. Naboerne betragtede det hele med stor forbløffelse. Brødrene hoppede af begejstring. Sikke en velkomst gæsterne fik da de kom ud af bussen! Jeg var så stolt over at være et af Jehovas vidner.

Vore gæster var forkyndere fra lokale stammer og fra landene Burkina Faso og Togo. Der var også nogle amerikanere, canadiere, franskmænd og tyskere. Om aftenen holdt vi fest og tændte et stort bål der oplyste hele haven. Jeg måtte næsten knibe mig selv i armen for at være sikker på at jeg virkelig var så heldig at overvære denne begivenhed. Som aftenen skred frem trak vi os modstræbende tilbage til vore respektive logier.

På ét logi var op mod 20 personer blevet indkvarteret. Jeg kunne godt se at nogle fandt dette vanskeligt. Jeg så en af de lokale søstre vise en fransk gæst vej til et udendørs toilet. Gæsten var en slægtning til en af missionærerne men var ikke selv et Jehovas vidne. Da de kom tilbage sagde hun: „I er ganske vist fattige, men også så utrolig kærlige og venlige.“ Jeg havde lyst til at sige: „Nej, de er ikke fattige. Alle blandt Jehovas folk er rige!“ Helt ærligt, hvor finder man så forskelligartet en gruppe mennesker som kan leve sammen i fred og harmoni?

En bevægende indvielse

Natten var kort, og indvielsesdagen oprandt hurtigt. I rigssalen blev der holdt en samling til tjeneste på arbejdsmarken, hvorefter forkynderne gik ud for at invitere folk i byen til indvielsen. Jeg blev tilbage for at arrangere blomster og planter, og de lokale søstre vimsede omkring i køkkenet for at gøre middagen klar.

Klokken blev omsider fire, og nu skulle indvielsen finde sted. Selv om der var 92 til stede var salen ikke overfyldt. Jeg var så spændt at jeg havde svært ved at sidde stille. Pierre Sadio fortalte om historien bag forkyndelsesarbejdet i Sikasso. Da han i sin tid blev sendt hertil var der kun ham, hans kone og deres to børn. Tilværelsen var ikke nem, men med tiden blev deres tjeneste velsignet af Jehova. Den første der blev en forkynder i Sikasso virker nu som specialpioner. Så forklarede Pierre hvordan det kunne lade sig gøre at bygge ved hjælp af så få forkyndere. Alle i menigheden havde arbejdet på projektet hver eneste søndag. Det havde kun været nødvendigt at ansætte en murer.

Efter dette punkt interviewede Mike nogle forkyndere som havde været med ved byggeriet. Hver af dem blev spurgt om de nogen sinde havde forestillet sig at de en dag ville have deres egen rigssal. De blev også spurgt om hvilket indtryk det gjorde på dem at se rigssalen fyldt med mennesker. De fleste var så rørte at de næsten ikke kunne sige noget. Der var ikke et øje tørt blandt de Jehovas vidner der var til stede.

Indvielsestalen blev holdt af Ted Petras fra Jehovas Vidners afdelingskontor i Senegal. Efter indvielsesbønnen var der en lang og kraftig klapsalve. Til sidst bad Mike alle dem der havde været med til at bygge rigssalen om at træde frem. Dér stod de med strålende ansigter mens tårerne trillede ned ad deres kinder. Under den afsluttende sang følte jeg mig så ovenud lykkelig. Missionærtjenesten har givet mig mulighed for at få del i de mest vidunderlige oplevelser. Der er så meget vi ville være gået glip af hvis vi var blevet hjemme i USA.

Det opbyggende samvær fortsætter

Efter indvielsen blev der serveret forfriskninger. En efter en kom søstrene ind med store fade med vandmeloner, som de bar på hovedet. De blev efterfulgt af to brødre der serverede kager og som i dagens anledning havde taget kokkehuer på. De flade kager var pyntet med appelsin- og citronskiver. Alle var i feststemning.

Da gæsterne havde nydt forfriskningerne gik de hjem, og forkynderne tog hen til et nærliggende hjem for at spise middag. Vi sad alle sammen udenfor under fuldmånen mens et stort bål lyste op i haven. Spændingen og trætheden fra dagens begivenheder gjorde at jeg ikke kunne spise op, og derfor gav jeg en lille pige et halvspist kyllingelår. De lokale pionerer holdt øje med vores tallerkener, og hvis noget blev tilovers sørgede de for at det blev spist. Her levner man ikke. Vi er så forkælede i USA.

Da aftenen var ved at være til ende mindede en broder de tilrejsende fra Bamako om at bussen dagen efter ville hente dem klokken 9.15. Næste morgen da tidspunktet oprandt sad alle brødrene i haven mens de ventede på bussen. Til sidst istemte vi sangen „Vi takker dig, Jehova!“ og vore øjne fyldtes med tårer. Bussen kom netop som vi var færdige med at synge. Alle brødrene og søstrene omfavnede hinanden.

Vi stod og vinkede da bussen satte sig i bevægelse, og alle i bussen vinkede tilbage indtil de forsvandt af syne. Vi der blev ladt tilbage så på hinanden. Jo, det havde været en helt igennem pragtfuld indvielse og en vidunderlig uge. — Indsendt.

[Illustration på side 15]

Den første rigssal der blev opført af Jehovas Vidner i Mali

[Illustration på side 16]

Denne glade gruppe rejste i bus