Kampen for at redde vor planet

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SPANIEN

JURI, som bor i den russiske by Karabasj, har to børn der begge er syge. Han er selvfølgelig bekymret, men ikke overrasket. „Der er ingen raske børn her,“ forklarer han. Indbyggerne i Karabasj bliver forgiftet. En lokal fabrik sender årligt 162.000 tons forurenende stoffer ud i luften — 9 tons for hver mand, hver kvinde og hvert barn i området. I Nikel og Monchegorsk på Kolahalvøen, nord for polarcirklen, sprøjter „to af verdens største og mest utidssvarende nikkelsmelterier . . . årligt flere tungmetaller og mere svovldioxid ud i luften end alle andre sådanne fabrikker i Rusland“. — The New York Times.

Luften er ikke sundere i Mexico City. En undersøgelse foretaget af dr. Margarita Castillejos viste at selv i et velhaverkvarter i byen er børnene syge i 4 ud af 5 dage. „Det er blevet helt normalt for dem at være syge,“ siger hun, og tilføjer at en af de største syndere er den kraftige smog der kommer fra de tusinder af køretøjer i gaderne. Ozonkoncentrationen er fire gange højere end den af Verdenssundhedsorganisationen højest tilrådede værdi.

I Australien er faren usynlig, men lige så dødbringende. Når børnene leger i skolegården er de nu nødt til at bære hovedbeklædning. Nedbrydningen af det beskyttende ozonlag over den sydlige halvkugle har fået australierne til at betragte solen som en fjende snarere end en ven. Der er allerede sket en tredobling i antallet af hudkræfttilfælde.

I andre dele af verden er det en daglig kamp at finde tilstrækkeligt med vand. Amalia var 13 år da tørken kom til Moçambique. Der var sparsomt med vand det første år, og næsten intet det følgende. Afgrøderne visnede og døde. Amalia og hendes familie måtte spise vilde frugter og grave i udtørrede flodsenge for blot at finde en smule af det dyrebare vand.

I den indiske stat Rajasthan er det græsningsarealer der er mangel på. Phagu, som tilhører en nomadestamme, har jævnlig diskussioner med de lokale bønder. Han kan ikke finde græsning til sin hjord af får og geder. Akut mangel på frugtbar jord har ødelagt århundreders fredelig sameksistens mellem landmænd og nomader.

Situationen er endnu værre i Sahelområdet, et bredt bælte med delvis tørke i den sydlige del af Saharaørkenen i Afrika. På grund af skovrydning og efterfølgende tørke er hele hjorde blevet udslettet, og utallige småbrug er blevet begravet i det fremrykkende ørkensand. „Jeg tilsår ikke jorden igen,“ forsikrer en Fulani-bonde fra Niger, efter at han for syvende gang har set sin høst af hirse slå fejl. Han har også mistet sit kvæg på grund af manglende græsning.

En stigende trussel

De nylige tørkekatastrofer, den fejlslagne høst og den forurenede luft der forpester by efter by, danner et ildevarslende mønster. Det er alt sammen symptomer på en syg planet, en planet der ikke længere kan klare alt det mennesket kræver af den.

Intet på jorden har større betydning for vor overlevelse end luften vi indånder, maden vi spiser og vandet vi drikker. Men ubønhørligt bliver disse livsnødvendigheder enten forurenet eller lidt efter lidt udryddet, og dét endda af mennesket selv. I nogle lande er miljøforholdene allerede livstruende. Som den tidligere sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov i malende vendinger har udtalt: „Økologien har fået tag i struben på os.“

Det er ikke en trussel vi kan tage let på. Verdens befolkningstal stiger støt, og der bliver stadig større efterspørgsel efter de begrænsede ressourcer. Lester Brown, der er præsident for Worldwatch Institute, har for nylig sagt at „for fremtiden er den største fare ikke militære aggressioner, men nedbrydningen af miljøet på vor planet“. Bliver der gjort nok for at afværge en katastrofe?

Kampen for at beskytte Jorden

Det er vanskeligt at hjælpe en alkoholiker som ikke mener at han drikker for meget. På samme måde er det første skridt i forbindelse med at gøre noget ved jordens tilstand at erkende skadernes omfang. Måske er oplysning årsagen til at folk er blevet mere miljøbevidste i de senere år. De fleste er klar over at jorden bliver udpint og forurenet og at der må gøres noget ved det. Den miljømæssige trussel har nu en større plads i folks bevidsthed end faren for en kernevåbenkrig.

Verdenslederne er også opmærksomme på problemet. I 1992 overværede omkring 118 statsledere en miljøkonference hvor der blev taget nogle få skridt hen imod at beskytte atmosfæren og jordens svindende ressourcer. De fleste lande underskrev en klimaaftale hvori de gik med til at opstille et system med henblik på at rapportere ændringer i udslippet af kulstof, og i nær fremtid fastfryse det samlede udslip. De overvejede også hvordan man kan beskytte jordens biodiversitet, de mange forskellige plante- og dyrearter. Man kunne ikke nå til enighed om at beskytte verdens skove, men konferencen nåede dog frem til to erklæringer, nemlig „Rio-deklarationen“ og „Agenda 21“, som indeholder retningslinjer for hvordan landene kan opnå „en bæredygtig udvikling“.

Som miljøforkæmperen Allen Hammond siger: „Den afgørende prøve går ud på om Rio-bestemmelserne bliver overholdt, om de frimodige udtalelser ledsages af handlinger i månederne og årene fremover.“

I 1987 blev der imidlertid taget et betydningsfuldt skridt i den rigtige retning i form af Montreal-protokollen, en international aftale om gradvis at afskaffe brugen af CFC-gasser over en nærmere fastsat periode.a Men hvorfor det? Fordi CFC-gasserne siges at bidrage til den hurtige nedbrydning af Jordens beskyttende ozonlag. Ozonen i Jordens atmosfære spiller en vigtig rolle i forbindelse med at filtrere Solens ultraviolette stråler, som kan forårsage hudkræft og grå stær. Det er ikke kun et problem i Australien. For nylig har forskerne opdaget et 8 procents fald i vinterkoncentrationen af ozon over tempererede dele af den nordlige halvkugle. Tyve millioner tons CFC-gasser er allerede på vej op mod stratosfæren.

Stillet over for denne katastrofale forurening af atmosfæren, lagde nationerne deres meningsforskelle til side og skred til handling. På internationalt plan er der desuden gjort bestræbelser for at beskytte truede dyrearter, bevare Antarktis, og kontrollere transporten af giftaffald.

Mange lande tager nu skridt til at rense deres floder (laksen er vendt tilbage til Themsen i England), begrænse luftforureningen (den er nedsat med 10 procent i De Forenede Staters mest smog-ramte byer), anvende miljøvenlige energiformer (80 procent af husene på Island opvarmes af geotermisk energi), og bevare deres naturarv (Costa Rica og Namibia har omdannet cirka 12 procent af deres totale landareal til naturparker).

Viser disse positive tiltag at mennesket har erkendt situationens alvor? Er det blot et spørgsmål om tid før vor planets tilstand igen er god? I de følgende artikler vil vi søge at besvare disse spørgsmål.

[Fodnote]

Er vi ved at vinde kampen?

„VI MÅ værne om denne planet, det er den eneste vi har.“ Denne opfordring kom fra Englands prins Philip, der er præsident for Verdensnaturfonden.

Tusinder af år tidligere skrev salmisten: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ (Salme 115:16) Gud har givet os jorden som vort hjem, og vi må passe på den. Det er dét økologi handler om.

Egentlig betyder ordet „økologi“ „læren om hjemmet“.a Ifølge en definition i The American Heritage Dictionary er det „studiet af den moderne civilisations skadelige virkninger på miljøet, med henblik på at hindre eller modvirke disse gennem fredning“. Enkelt sagt betyder økologi at finde ud af hvilken skade mennesker har forvoldt og derefter søge at rette op på den. Det er ikke nogen let opgave.

Tre økologiske kendsgerninger

I sin bog Making Peace With the Planet nævner biologen Barry Commoner tre enkle, økologiske love som er med til at forklare hvorfor jorden er så sårbar over for misbrug.

Det hele hænger sammen. Ligesom en dårlig tand kan berøre hele vort legeme, vil beskadigelse af en bestemt del af naturen sætte en kædereaktion af miljøproblemer i gang.

I de sidste 40 år har man for eksempel fældet 50 procent af skovene på Himalaya i Nepal, enten til brændsel eller til tømmer. Uden de beskyttende træer er det øverste lag muld på bjergsiderne hurtigt blevet skyllet væk i regntiden. Det har gjort det svært for nye træer at slå rod, og mange bjergsider er nu helt nøgne. På grund af denne skovrydning mister Nepal millioner af tons muldjord hvert år. Og problemet er ikke kun begrænset til Nepal.

I Bangladesh blev de voldsomme regnskyl førhen opsuget af træerne, men nu strømmer vandet uhindret ned ad de nøgne klippesider og ud mod kysten, hvor det forårsager katastrofale oversvømmelser. Tidligere havde Bangladesh alvorlige oversvømmelser én gang hvert 50. år, nu forekommer det mindst én gang hvert 4. år.

Andre steder i verden har skovrydningen ført til at ørkener breder sig og at der er opstået lokale klimaændringer. Skovene er blot én af de naturressourcer som mennesket driver rovdrift på. Eftersom økologerne endnu kun har begrænset kendskab til de indbyrdes sammenhænge i det store økosystem, bliver problemerne måske først opdaget når der er sket alvorlige skader. Sådan er det gået i forbindelse med affaldsanbringelse, som meget vel illustrerer den anden økologiske lov.

Alle ting ender et eller andet sted. Forestil dig hvordan et hjem ville se ud hvis der overhovedet ikke blev fjernet noget affald. Vor planet er netop sådan et lukket system — al vort affald må ende et sted i eller omkring vort hjem, jorden. Den delvise nedbrydning af ozonlaget viser at selv tilsyneladende harmløse gasser som klorfluorcarboner (CFC-gasser), ikke blot forsvinder ud i den blå luft. CFC-gasser er blot ét ud af hundreder af potentielt skadelige stoffer der slippes ud i luften, floderne og havene.

Det er sandt at visse produkter der benævnes „biologisk nedbrydelige“, med tiden kan nedbrydes og optages i naturlige processer, men andre kan ikke. Alverdens strande flyder med plasticbeholdere, og dér vil de blive liggende i de næste årtier. Det industrielle giftaffald er mindre synligt, for det bliver som regel gravet ned. „Ude af øje, ude af sind?“ Ikke nødvendigvis, i hvert fald ikke for altid. Giften kan sive ned i grundvandet og udgøre en alvorlig helbredstrussel for mennesker og dyr. „Vi ved ikke hvad vi skal gøre ved alle de kemikalier som den moderne industri frembringer,“ indrømmer en ungarsk videnskabsmand ved Budapests Institut for Hydrologi. „Vi kan ikke engang holde rede på dem.“

Den farligste af alle former for affald er radioaktivt affald, et biprodukt fra kernekraftværker. Tusinder af tons atomaffald opbevares på midlertidige lagre, og noget af det er blevet dumpet i havet. Trods mange års videnskabelig forskning har man endnu ikke fundet nogen løsning på hvordan man på en sikker måde oplagrer det permanent eller skaffer sig af med det, og der er heller ikke umiddelbart nogen løsning i udsigt. Ingen ved hvornår disse tidsindstillede økologiske bomber vil eksplodere. Problemet forsvinder ikke af sig selv; affaldet vil være radioaktivt i de kommende århundreder eller årtusinder, eller indtil Gud griber ind. (Åbenbaringen 11:18) Menneskets forsømmelighed med hensyn til affaldsanbringelse er også en påmindelse om økologiens tredje lov.

Lad naturen afstikke kursen. Med andre ord: Vi må samarbejde med naturen i stedet for at forsøge at omgå dens love med noget vi mener er bedre. Dette kan illustreres med visse pesticider. Da de blev taget i brug kunne de hjælpe landmændene til at holde ukrudtet nede og praktisk talt udrydde skadedyr. Rekordhøsten syntes sikret. Men så gik det galt. Ukrudt og insekter blev efterhånden modstandsdygtige over for det ene pesticid efter det andet, og det viste sig at pesticiderne var giftige for insekternes naturlige fjender, for dyr såvel som for mennesker. Måske har du selv været ramt af pesticidforgiftning? I så fald er du blot én blandt millioner af ofre på verdensplan.

Derudover ser det ud til at pesticider ikke i det lange løb giver større høstudbytte. I De Forenede Stater tager insekter nu en større del af afgrøderne end før pesticidrevolutionen. Ligeledes har International Rice Research Institute i Filippinerne opdaget at pesticiderne ikke længere forbedrer rishøsten i Sydøstasien. Et indonesisk sponsoreret regeringsprogram der anvender forholdsvis mindre mængder pesticider, har faktisk opnået en 15 procents øgning af risproduktionen siden 1987 selv om de har nedsat forbruget af pesticider med 65 procent. Alligevel gør landmænd i hele verden udstrakt brug af pesticider.

De tre ovennævnte økologiske love er med til at forklare hvorfor forholdene er så dårlige. Andre vigtige spørgsmål er: Hvor omfattende er de skader der er sket, og kan der rettes op på dem?

Hvor omfattende er skaderne?

Verdenskortet (se side 8 og 9) peger på nogle væsentlige miljøproblemer og viser hvor de er mest udtalte. Når dyr og planter er udryddet fordi deres levesteder er blevet ødelagt, kan mennesket selvfølgelig ikke gøre skaden god igen. Andre skader, som for eksempel nedbrydningen af ozonlaget, er også allerede sket. Men hvad med den nedbrydning af miljøet der foregår nu? Gøres der noget for at standse eller i det mindste bremse ødelæggelserne?

To af de vigtigste indikatorer for økologiske ødelæggelser er landbrug og fiskeri. Dette skyldes at udbyttet på disse områder er stærkt afhængigt af et sundt miljø, og at vort liv afhænger af disse fødekilder.

Inden for begge områder er der tegn på forringelse. FN’s Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation, FAO, har regnet ud at hele verdens fiskeflåde ikke kan fange mere end 100 millioner tons fisk uden at det udgør en betydelig fare for fiskebestanden. Dette tal blev oversteget i 1989, og som ventet faldt fangsten det følgende år med fire millioner tons. Nogle steder er fiskebankerne blevet betydeligt reduceret. I den nordøstlige del af Atlanterhavet er fangsten for eksempel faldet med 32 procent i løbet af de sidste 20 år. Hovedårsagerne er rovfiskeri, forurening af havene og ødelæggelse af ynglepladser.

Denne alarmerende tendens ses også i kornproduktionen. I 60’erne og 70’erne var forbedrede kornsorter samt kunstvanding og udbredt brug af pesticider og gødning med til at give rekordstore høstudbytter i verden. Nu er pesticider og gødningsprodukter ved at miste deres gunstige virkning, og vandmangel samt forurening resulterer i ringere høstudbytter.

Skønt der årligt bliver næsten 100 millioner ekstra munde at mætte, er det samlede landbrugsareal i løbet af de sidste ti år blevet reduceret. Desuden bliver den opdyrkelige jord stadig mindre frugtbar. Worldwatch Institute anslår at erosion er skyld i at landmænd i løbet af de sidste 20 år har mistet 500 milliarder tons muldjord. Det har uvægerlig medført et fald i fødevareproduktionen. Rapporten State of the World 1993 siger at „faldet på 6 procent i kornudbyttet pr. person mellem 1984 og 1992 måske [er] den mest fortvivlende økonomiske udvikling i verden i dag“.

Ja, millioner af menneskers liv står allerede på spil som følge af at vi har ladet hånt om miljøet.

Kan mennesker løse problemerne?

Skønt vi nu har en vis viden om hvad der er galt, er det ikke nemt at gøre noget ved det. Ét stort problem er de mange penge det koster — mindst 600 milliarder dollars om året — at igangsætte de omfattende forslag der blev fremsat ved Konferencen om Miljø og Udvikling i 1992. Det vil også blive nødvendigt at bringe ofre — som for eksempel at smide færre ting ud og genbruge flere, spare på vand og energi, bruge offentlige transportmidler frem for private, og, det måske sværeste, at tænke på andre end sig selv. John Cairns jun., der er formand for en amerikansk forening for genoprettelse af de marine økosystemer, peger på det egentlige problem: „Jeg er optimist med hensyn til hvad vi kan gøre. Jeg er pessimist med hensyn til hvad vi vil gøre.“

Alene omkostningerne ved tilbundsgående miljøforbedringer er så store at de fleste lande foretrækker at udskyde regnskabets time. I en tid med økonomisk krise betragtes miljømæssige foranstaltninger som en trussel mod arbejdspladser eller som en økonomisk hæmsko. Det er lettere sagt end gjort. Bogen Caring for the Earth beskriver landenes reaktion som værende „en tordenbyge af løfter, efterfulgt af passivitetens tørke“. Men hvad den nye teknologi angår, kunne den så ikke med tiden komme med en smertefri løsning på jordens problemer? Tilsyneladende ikke.

I en fælles erklæring har U.S. National Academy of Sciences og Royal Society of London, åbent indrømmet: „Hvis de nuværende forudsigelser angående befolkningstilvæksten viser sig at holde stik, og hvis menneskets handlingsmønster på jorden forbliver uændret, vil videnskaben og teknologien nok hverken kunne forhindre en uafvendelig nedbrydning af miljøet eller fortsat fattigdom for en stor del af verden.“

De skræmmende problemer med anbringelse af atomaffald er en påmindelse om at videnskaben ikke er almægtig. I 40 år har forskerne søgt efter sikre, permanente opbevaringssteder til højradioaktivt affald. Problemet er så vanskeligt at nogle lande, som for eksempel Italien og Argentina, har indset at de tidligst vil have en opbevaringsplads klar i år 2040. Tyskland, der giver udtryk for den største optimisme på dette område, håber at være klar med de sidste planer i år 2008.

Hvorfor er atomaffald så stort et problem? Geologen Konrad Krauskopf forklarer: „Ingen videnskabsmand eller ingeniør kan garantere at det radioaktive affald ikke en dag vil lække i farlige doser fra selv de bedste opbevaringssteder.“ Men trods tidlige advarsler om affaldsproblemet fortsatte regeringer og atomindustrien ubekymret deres fremfærd, i den tro at morgendagens teknologi ville frembringe en løsning. Løsningen er bare aldrig kommet.

Men hvis teknologien ikke kan finde en hurtig løsning på miljøproblemerne, hvilke andre muligheder er der da? Vil nøden til sidst tvinge nationerne til at samarbejde om at beskytte jorden?

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

En søgen efter vedvarende energikilder

De fleste af os tager lys og varme for givet, indtil der er strømsvigt eller stigende oliepriser. Energiforbruget er imidlertid en af de største årsager til forurening. Det meste af den energi vi bruger kommer fra afbrænding af træ eller fossilt brændstof, en proces der sender millioner af tons kuldioxid ud i atmosfæren og reducerer verdens samlede skovareal.

En anden energikilde er kernekraft, som bliver mere og mere upopulær på grund af faren for ulykker og problemer med at få opbevaret det radioaktive affald. Andre alternativer kendes som vedvarende energikilder fordi de udnytter naturligt forekommende energi der er frit tilgængelig. Der er fem hovedtyper.

Solenergi. Solenergi kan nemt bruges til opvarmning, og i nogle lande, som for eksempel Israel, bruger mange husstande solfangere til opvarmning af vand. Det er straks vanskeligere at bruge solen til at frembringe elektricitet; men moderne solceller bruges allerede til at producere elektricitet i landområder, og de bliver efterhånden mere økonomiske.

Vindkraft. Kæmpemæssige vindmøller er nu en del af landskabsbilledet i adskillige lande. Den elektricitet som denne såkaldt æoliske energi frembringer, er faldet i pris, og er visse steder nu blevet billigere end traditionelle former for energi.

Vandkraft. Hele 20 procent af verdens elektricitet kommer i forvejen fra vandkraftværker. De mest lovende områder i industrilandene udnyttes imidlertid allerede. Kæmpemæssige spærredæmninger kan desuden forårsage store økologiske skader. En bedre mulighed, især i udviklingslandene, synes at være at bygge flere mindre vandkraftværker.

Geotermisk energi. Nogle lande, hovedsagelig Island og New Zealand, har kunnet tilslutte sig et „varmtvandssystem“ der er anlagt fra naturens side. Underjordisk vulkansk aktivitet opvarmer vandet, som så kan bruges til opvarmning af huse og til udvikling af elektricitet. Filippinerne, De Forenede Stater, Italien, Japan og Mexico har også i nogen grad gjort brug af denne naturlige energikilde.

Tidevandskraft. Tidevandsforskellene i havene bruges i nogle lande, deriblandt England, Frankrig og Rusland, til at udvikle elektricitet. Det er imidlertid kun ganske få steder denne energikilde er rentabel.

[Ramme/illustrationer på side 8, 9]

Nogle af de større miljømæssige problemer i verden

Ødelæggelse af skovene. Tre fjerdedele af skovene i de tempererede områder og halvdelen af regnskovene er allerede gået tabt, og den hastighed hvormed skovrydningen foregår er steget alarmerende i de sidste ti år. Ifølge de seneste skøn forsvinder der mellem 150.000 og 200.000 kvadratkilometer regnskov om året, et område på størrelse med Uruguay.

Giftaffald. Halvdelen af de cirka 70.000 kemikalier der for tiden fremstilles, klassificeres som giftige. Alene De Forenede Stater producerer årligt 240 millioner tons giftaffald. Ufuldstændige optegnelser gør det umuligt at opregne den totale mængde i verden. Desuden vil der i år 2000 være oplagret næsten 200.000 tons radioaktivt affald på midlertidige opbevaringspladser.

Ødelæggelse af muldjorden. En tredjedel af jordens overflade trues af ørkeners fremmarch. I nogle dele af Afrika har Saharaørkenen bredt sig 350 kilometer på blot 20 år. Milliarder af menneskers levebrød er allerede truet.

Vandmangel. Omkring to milliarder mennesker bor i områder hvor der er kronisk mangel på vand. Situationen forværres af at tusindvis af brønde tørrer ud fordi vandstanden i de vandførende lag falder.

Truede arter. Selv om de opgivne tal kun beror på formodninger, anslår videnskabsmænd at et sted mellem 500.000 og 1.000.000 dyre-, plante- og insektarter vil være uddøde når vi er fremme ved år 2000.

Forurening af atmosfæren. En FN-undersøgelse fra begyndelsen af 1980’erne viste at én milliard mennesker bor i byområder hvor de dagligt udsættes for helbredsskadelige mængder af sodpartikler eller giftige gasser, som for eksempel svovldioxid, nitrogendioxid og kulilte. Byernes hastige vækst i de senere år har utvivlsomt forværret problemerne. Ydermere sendes 24 milliarder tons kuldioxid årligt ud i atmosfæren, og man frygter at denne „drivhusgas“ kan forårsage en global opvarmning.

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Skovrydning

Giftaffald

Forurening af atmosfæren

Vandmangel

Truede arter

Ødelæggelse af muldjorden

[Kildeangivelser]

Mountain High Maps™ copyright© 1993 Digital Wisdom, Inc.

Foto: Hutchings, Godo-Foto

Foto: Mora, Godo-Foto

Vor sårbare planet — hvordan ser fremtiden ud?

FOR to hundrede år siden sagde den amerikanske statsmand Patrick Henry: „Så vidt jeg ved kan man kun bedømme fremtiden ved at se på fortiden.“ Når man ser på fortiden, viser det sig at mennesker har ladet hånt om miljøet. Vil dette ændre sig i fremtiden? Det ser det ikke meget ud til.

Selv om der er gjort visse rosværdige fremskridt, vil de ikke være til nogen virkelig gavn, idet man har behandlet symptomerne frem for årsagen. Hvis et hus har svamp, vil dét at male træværket ikke hindre at huset går i forfald. Kun en omfattende restaurering vil kunne redde det. På samme måde må vi foretage en gennemgribende forandring med hensyn til hvordan vi bruger jorden. Det er ikke nok at begrænse skaderne.

I en vurdering af resultaterne af 20 års miljøkontrol i De Forenede Stater, konkluderer en ekspert: „Angrebet på miljøet kan ikke begrænses på effektiv måde, det må forhindres.“ Det er selvfølgelig langt bedre at forhindre forureningen end at rette op på de skader den forvolder. Men dette ville kræve en fundamental ændring af samfundet og vort pengefikserede livssyn. Bogen Caring for the Earth erkender at det at tage sig af jorden kræver „nogle helt andre værdinormer, helt andre økonomiske anskuelser og et helt andet samfund end det vi ser i dag“. Hvilke værdinormer skal forkastes og hvilke skal antages før det vil lykkes at redde jorden?

Dybt rodfæstede årsager til problemerne

Selviskhed. At give jordens interesser førsteprioritet, frem for at tænke på egen vinding, er det første nødvendige skridt der må tages for at beskytte miljøet. De færreste er imidlertid villige til at give afkald på et liv i rigdom, også selv om det kan betyde at de ødelægger jorden for de kommende generationer. Da myndighederne i Holland, et af Vesteuropas mest forurenede lande, forsøgte at begrænse bilkørselen som et led i en antiforureningskampagne, gik planen i vasken fordi den mødte bred modstand. De hollandske veje er nogle af verdens tættest trafikerede, men bilisterne ville ikke give afkald på deres frihed.

Egeninteresser påvirker både beslutningstagerne og den almene befolkning. Politikere tøver med at iværksætte en miljøpolitik der kan koste dem stemmer, og industrien stejler over ethvert forslag der måtte true deres indtjening og økonomiske vækst.

Begærlighed. Når valget står mellem profit og naturbevarelse, får pengene som regel det sidste ord. Magtfulde industrifolk søger at få gennemført en ringere miljøkontrol eller helt at undgå myndighedernes regulativer. Som eksempel kan nævnes skaden på ozonlaget. Så sent som i marts 1988 sagde formanden for en stor amerikansk kemikaliefabrik: „I øjeblikket er der ingen videnskabelige vidnesbyrd om at det er nødvendigt at skære drastisk ned på udslippet af CFC.“

Det samme firma anbefalede imidlertid at man helt ophørte med at bruge klorfluorkarboner (CFC-gasser). Havde man ændret mening? „Det havde overhovedet ikke noget at gøre med om miljøet tog skade eller ej,“ siger Mostafa Tolba, der er direktør for FN’s Miljøprogram (UNEP). „Det drejede sig udelukkende [om] hvem der ville få det [økonomiske] overtag.“ Mange forskere har nu indset at nedbrydningen af ozonlaget er en af de værste menneskeskabte miljøkatastrofer i historien.

Uvidenhed. Det vi ved, er ingenting i forhold til det vi ikke ved. „Vi ved stadig relativt lidt om den mangfoldighed af liv der findes i de tropiske regnskove,“ forklarer Peter H. Raven, der er direktør for Missouris Botaniske Have. „Pudsigt nok ved vi mere — meget mere — om månens overflade.“ Det samme gælder atmosfæren. Hvor store mængder kuldioxid kan vi blive ved med at sende ud i luften uden at påvirke jordens klima? Det er der ingen der ved. Men som bladet Time siger: „Det er hensynsløst at underkaste naturen så enorme forsøg når man ikke kender noget til virkningerne, og når de mulige konsekvenser er mere skræmmende end man tør tænke på.“

Ifølge et skøn fra UNEP er det muligt at nedbrydningen af ozonlaget ved slutningen af dette årti vil være skyld i hundredtusinder af nye hudkræfttilfælde hvert år. Hvordan det vil påvirke afgrøderne og fiskeriet ved man endnu ikke, men man forventer en kraftig påvirkning.

Kortsigtede synspunkter. I modsætning til andre katastrofer kommer miljøproblemerne umærkeligt snigende ind på os. Dette gør det vanskeligt at iværksætte en forenet indsats før det er for sent. Bogen Saving the Planet sammenligner vores situation med den passagererne på Titanic i 1912 befandt sig i: „Kun få er klar over den potentielle ulykkes omfang.“ Forfatterne mener at jorden kun kan reddes hvis politikere og forretningsfolk ser realiteterne i øjnene og lægger langsigtede planer i stedet for at tænke på de kortsigtede fordele.

Egoisme. Ved miljøkonferencen i 1992 understregede Spaniens ministerpræsident Felipe González at „problemet er globalt, og derfor kan løsningen også kun være global“. Det er sandt nok, men det er en næsten uoverskuelig opgave at finde løsninger der kan accepteres af alle. En amerikansk delegeret ved miljøkonferencen sagde ligeud: „Den amerikanske livsstil er ikke til forhandling.“ Den indiske miljøforkæmper Maneka Gandhi beklagede sig på den anden side over at „ét barn i Vesten forbruger lige så meget som 125 [børn] i Østen“. Hun hævdede at „praktisk talt alle former for miljøforringelse i Østen skyldes forbruget i Vesten“. Internationale bestræbelser på at forbedre miljøet er gang på gang strandet på egoistiske nationale interesser.

Trods alle disse grundlæggende problemer er der dog grund til at se fremtiden i møde med tillid. En af disse grunde er jordens ukuelige forsvarssystem.

Jordens helbredelse

Ligesom menneskelegemet har jorden en forbløffende evne til at helbrede sig selv. Det fremgår tydeligt af en begivenhed fra forrige århundrede. I 1883 kom den indonesiske vulkanø Krakatau i udbrud med et gigantisk brag der kunne høres næsten 5000 kilometer væk. Cirka 20 kubikkilometer materiale blev slynget op i luften, og to tredjedele af øen forsvandt i havet. Ni måneder senere var det eneste levende på øen en mikroskopisk edderkop. I dag er hele øen dækket af frodig tropevegetation som er hjemsted for hundredvis af forskellige arter af fugle, pattedyr, slanger og insekter. Denne genoprettelse er uden tvivl hjulpet på vej af den fredning øen nyder som en del af Ujung Kulon Nationalpark.

Også skader forårsaget af mennesker kan rettes op. Hvis jorden får tilstrækkelig tid til det, kan den læge sig selv. Spørgsmålet er: Vil man give jorden den fred og ro den behøver? Sikkert ikke. Der er imidlertid én der er besluttet på at lade jorden komme til kræfter igen, nemlig dens Skaber.

„Lad jorden juble“

Det har aldrig været Guds hensigt at mennesker skulle ødelægge jorden. Adam fik besked på at „dyrke [Edens have] og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) Jehovas interesse for miljøbeskyttelse kommer også til udtryk i mange af de love han gav israelitterne. For eksempel skulle de lade landet ligge brak hvert syvende år, der var et sabbatsår. (2 Mosebog 23:10, 11) Da israelitterne gentagne gange ignorerede dette og andre af Guds bud, lod Jehova til sidst babylonierne affolke landet, som så lå øde i 70 år, „indtil landet havde godtgjort sine sabbatter“. (2 Krønikebog 36:21) Med denne historiske beretning i tanke er det ikke mærkeligt at Gud, som Bibelen siger, vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“, så jorden kan komme sig efter menneskets overgreb på dens miljø. — Åbenbaringen 11:18.

Det vil imidlertid kun være det første skridt. Som biologen Barry Commoner rigtigt siger, afhænger jordens overlevelse „i lige så høj grad af at vi holder op med at bekrige hinanden som af at vi holder op med at bekrige naturen“. For at nå dette mål er det nødvendigt at menneskene på jorden bliver „oplært af Jehova“, så de tager sig af hinanden og af jorden. Derved vil deres fred blive stor. — Esajas 54:13.

Gud forsikrer os om at jordens økosystemer vil komme til at fungere igen. Ørkener vil ikke længere brede sig, nej de vil „blomstre som krokusen“. (Esajas 35:1) I stedet for fødevaremangel vil der være „en overflod af korn på jorden“. (Salme 72:16) Frem for at dø på grund af forurening vil jordens floder „klappe i hænderne“. — Salme 98:8.

Hvornår vil disse forandringer blive mulige? Det vil de når „Jehova er blevet konge“. (Salme 96:10) Guds styre garanterer velsignelser for alt levende på jorden. „Lad jorden juble,“ siger salmisten. „Lad havet og det der fylder det tordne. Lad det åbne land og alt hvad der findes i det juble af glæde. Lad samtidig alle skovens træer råbe af glæde.“ — Salme 96:11, 12.

En jord der velsignes af dens Skaber og styres med retfærdighed har en herlig fremtid. Bibelen beskriver resultatet: „Retfærdighed og fred har kysset hinanden. Sandheden spirer frem af jorden, og retfærdigheden ser ned fra himmelen. Desuden vil Jehova give hvad der er godt, og vort land vil give sin grøde.“ (Salme 85:10-12) Når den dag oprinder vil jorden aldrig mere blive udsat for fare.

[Illustration på side 13]

Ligesom menneskelegemet har jorden en forbløffende evne til at helbrede sig selv