Mange lever og dør i knugende fattigdom!

I ET sydøstasiatisk land forlader Yati sin skurbolig for at tage hen på en fabrik hvor hun syr sko af læderstykker og laver snørebånd. Én måneds arbejde, bestående af 40-timers arbejdsuger plus 90 timers overarbejde, giver hende en indtjening på under 460 kroner. Skofirmaet omtaler stolt sig selv som en samvittighedsfuld forkæmper for menneskerettighederne i udviklingslandene. Firmaet sælger skoene i vestlige lande for over 340 kroner pr. par. Heraf går cirka 8 kroner til Yatis løn.

Yati „forlader den rene, oplyste fabrik,“ fortæller en rapport i Boston Globe, men „hun har kun penge nok til at leje et skur på 3 gange 3,6 meter, hvor de snavsede vægge vrimler med firben. Der er ingen møbler, så Yati og de to hun bor sammen med sover sammenrullede på det hårde gulv.“ Hendes leveforhold er sørgeligt nok ingen undtagelse.

„Men hvordan ville de have det hvis vi ikke var her?“ indvender en formand for en handelsforening. „Den lille løn giver dem mulighed for en anstændig tilværelse. Det er måske ikke i luksus, men de sulter i hvert fald ikke.“ Alligevel er de ofte underernærede, og deres børn må ofte gå sultne i seng. Hver dag udsættes de for farerne på en risikofyldt arbejdsplads, og mange dør langsomt på grund af kontakt med giftstoffer og farligt affald. Er det „en anstændig tilværelse“?

Det mente Hari, en sydasiatisk landarbejder, ikke. Kort før sin død gav han i poetiske vendinger en rammende beskrivelse af den ubarmhjertige cyklus af liv og død der omgav ham. „I morteren kan chilien ikke bestå,“ sagde han. „Vi fattige er som chili — som årene går males vi til støv, og snart er der ikke mere tilbage.“ Hari fik aldrig nogen „anstændig tilværelse“. Han døde som endnu et offer for knugende fattigdom.

Mange lever og dør under forhold der ligner Haris. De sygner hen i elendighed, for svage til at kæmpe mens de bliver tappet for livskraft. Af hvem? Hvem kan dog gøre noget sådant? Det er nogle der udadtil virker velgørende. De lover at skaffe børnene mad, hjælpe med at få afgrøderne til at gro og forbedre folks tilværelse og gøre dem rige. I virkeligheden er deres mål selv at blive rige. De har varer der skal sælges og en fortjeneste der skal høstes. Hvis bivirkningerne af deres begærlighed er underernærede børn, forgiftede arbejdere og et forurenet miljø, er det bare ærgerligt. Den pris er firmaerne villige til at betale for deres begærlighed. Profitten stiger, men det samme gør antallet af sørgelige dødsfald.

[Kildeangivelse på side 3]

U.N. Photo 156200/John Isaac

Fattige lande bliver losseplads for rige lande

SOM et uønsket, forældreløst barn var den giftige last blevet ført fra skib til skib og fra havn til havn. Ingen ville have den. Elleve tusind tønder fyldt med harpiksholdige giftstoffer, pesticider og andre farlige kemikalier var blevet sendt fra Djibouti i Afrika til Venezuela, derfra til Syrien og endelig til Grækenland. De lækkende tønder var skyld i at en af fragtbådenes besætningsmedlemmer mistede livet. De fleste andre fik hudsygdomme eller sygdomme i luftvejene eller nyrerne på grund af de giftige væsker.

Skibe, lastbiler og tog fyldt med lignende dødsensfarligt affald krydser kloden i en søgen efter et oplagringssted. Meget ofte bliver lande der i forvejen hærges af fattigdom, sult og sygdom, dumpningsplads for i tonsvis af giftstoffer og farligt affald. Miljøforskere frygter at det kun er et spørgsmål om tid før vi vil opleve en økologisk katastrofe.

Gammel maling, opløsningsmidler, dæk, batterier, radioaktivt affald samt bly- og PCB-holdige slagger forekommer dig sikkert utiltalende, men det er det på ingen måde for de blomstrende firmaer der tager sig af industriaffald. Ironisk nok forholder det sig sådan at jo strengere en miljøpolitik et land har, desto mere giftigt affald vil dets industri sende udenlands. ’Næsten 20 millioner tons giftige kemikalier sendes årligt til lande i den tredje verden af skruppelløse selskaber i de industrialiserede lande,’ skriver Londontidsskriftet The Observer. Smuthuller i loven samt manglende lovhåndhævelse resulterer i at tusinder af tons giftigt affald ender på afrikansk, asiatisk og latinamerikansk jord.

Det er ikke mærkeligt at disse selskaber finder det fristende at dumpe affald. Prisen kan reduceres betydeligt hvis de finder det rette sted. Som eksempel kan nævnes det der skete med krydstogtskibet United States, der engang var den amerikanske passagerflådes flagskib. Det blev købt i 1992 med henblik på restaurering så det kunne bruges til luksuskrydstogter. Det indeholdt sandsynligvis mere asbest end noget andet skib på havet. Hvis asbesten skulle fjernes i De Forenede Stater ville det have kostet 100 millioner dollars. Skibet blev derfor slæbt til Tyrkiet, hvor arbejdet kunne udføres for 2 millioner dollars. De tyrkiske myndigheder forbød imidlertid projektet, eftersom de fandt at det var for farligt at demontere mere end 46.000 kvadratmeter kræftfremkaldende asbestplader. Til sidst blev skibet slæbt til en havneby i et land hvor miljøvedtægterne ikke var så strenge.

Dødbringende genbrug

Vestlige firmaer i udviklingslandene opfatter gerne sig selv som de fattiges velgørere. Harvey Alter fra De Forenede Staters Handelskammer påstår at „affaldseksporten og genbrugsindustrien hæver levestandarden i disse lande“. Men en undersøgelse af de faktiske forhold viser at det i de fleste tilfælde ikke giver befolkningen en bedre levestandard. Tværtimod er disse firmaer „mere tilbøjelige til kun at betale den lokale minimumsløn, at ødelægge miljøet og sælge produkter der i nogle tilfælde er farlige og bevidst mærket forkert“.

Pave Johannes Paul II har også givet udtryk for bekymring ved et nyligt seminar om forurening i udviklingslandene. Han sagde: „Det er et alvorligt misbrug når rige lande profiterer af de fattigere landes svage økonomi og lovgivning ved at eksportere beskidt teknologi og affald som nedbryder miljøet og befolkningens helbred.“

Et klassisk eksempel findes i det sydlige Afrika, hvor et af verdens største recirkuleringsanlæg for kviksølvaffald ligger. Det er blevet kaldt „en af kontinentets værste forureningsskandaler“. Giftaffaldet dræbte en arbejder, en anden blev dybt bevidstløs, og det rapporteres at en tredjedel af arbejdsstyrken lider af en eller anden form for kviksølvforgiftning. I visse industrilande forbyder myndighederne genanvendelse af nogle former for kviksølvaffald eller pålægger firmaerne at tage store forholdsregler. Selskaber fra mindst ét af disse lande har derfor skibe der transporterer den farlige last til Afrikas kyster. Et undersøgelseshold fandt 10.000 tønder med kviksølvaffald fra tre udenlandske firmaer på området.

Det lyder pænere at sige at man sender genbrugsmateriale til udviklingslandene end at man dumper affald. Genbrug kan give værdifulde biprodukter, skaffe arbejde og sætte gang i økonomien. Men som ovenstående beretning fra det sydlige Afrika viser, kan det også få katastrofale konsekvenser. Udvindingen af værdifulde produkter fra disse stoffer kan frigøre dødbringende kemikalier der forurener og forårsager sygdomme, og i visse tilfælde betyder det endda døden for nogle. Bladet New Scientist siger: „Der er ingen tvivl om at genbrug nogle gange bruges som påskud til dumpning.“

Strategien beskrives af U.S.News & World Report: „Falsk varebetegnelse, smuthuller i loven og manglende ekspertise gør udviklingslandene til et let bytte for aggressive affaldshandlere der kalder giftigt kloakslam for ’organisk gødning’ eller forældede pesticider for ’landbrugsstøtte’.“

Udenlandske maquiladoras, eller fabrikker, er skudt op overalt i Mexico. Disse firmaers primære mål er at undgå strenge miljøkrav og at tjene på de mange lavtlønnede arbejdere. Titusinder af mexicanere bor i usle hytter langs snavsede kanaler med forurenet vand. „Ikke engang gederne vil drikke vandet,“ siger en kvinde. En rapport fra Den Amerikanske Lægeforening har kaldt grænseområdet for „en slambrønd og yngleplads for smitsomme sygdomme“.

Ikke kun skadedyrene dør

„Hvordan kan man forbyde et giftstof i sit hjemland og så alligevel fremstille og sælge det til andre lande? Hvor er moralen henne?“ spørger Arif Jamal fra Khartoum, der er agronom og specialist i pesticider. Han viser fotografier af tønder med påskriften: „Ikke godkendt til brug“ i det industriland de kom fra. De blev fundet i et sudanesisk vildtreservat. I nærheden lå døde dyr i massevis.

The New York Times rapporterer at ét rigt land „årligt eksporterer cirka 227 millioner kilo pesticider som er forbudte, som er underlagt begrænsninger, eller som ikke må anvendes i husholdningen“. I 1978 blev det ved lov forbudt at anvende heptaklor (en kræftfremkaldende slægtning til DDT) på fødevarer. Men firmaet som opfandt det, fortsætter med at fremstille det.

En undersøgelse foretaget i FN-regi viser at der i mindst 85 udviklingslande er let adgang til „meget giftige pesticider“. Årligt får omkring én million mennesker akut forgiftning, og måske dør op mod 20.000 af kemikalierne.

Tobaksindustrien kan kaldes indbegrebet af dødbringende begærlighed. En artikel i Scientific American med titlen „Den globale tobaksepidemi“ fastslår: „Det anslåede antal tobaksrelaterede sygdomme og dødsfald i verden kan ikke sættes for højt.“ Gennemsnitsalderen for førstegangsrygere bliver stadig lavere, og antallet af kvindelige rygere stiger drastisk. Magtfulde tobaksfirmaer har i forening med underfundige reklamefolk stor succes på det kolossale marked i udviklingslandene. Men deres vej til rigdom er overstrøet med døde og sygdomshærgede kroppe.a

Det skal imidlertid nævnes at ikke alle firmaer ser stort på udviklingslandenes tarv. Nogle firmaer har formået at drive ærlig og ansvarlig forretning i udviklingslande. For eksempel sørger ét firma for pensionsordning og sygesikring og betaler arbejderne tre gange mindstelønnen. Et andet firma kræver ubetinget at menneskerettighederne overholdes og har annulleret adskillige kontrakter på grund af brud på menneskerettighederne.

Hyklerisk tilbagetrækning

I 1989 blev en FN-konvention underskrevet i Basel i Schweiz, og den gik ud på at regulere transporten af farligt affald mellem landene. Problemet blev imidlertid ikke løst, og New Scientist har offentliggjort følgende rapport om et senere møde som de samme nationer holdt i marts 1994:

„Som reaktion på den forståelige vrede i udviklingslandene tog de 65 lande der havde underskrevet Basel-konventionen et vigtigt skridt fremad da de besluttede at udvide konventionen ved også at forbyde eksport af farligt affald fra OECD-lande [Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling] til lande uden for OECD.“

Denne sidste afgørelse passede imidlertid ikke industrilandene. New Scientist udtrykte bekymring: „Det er en foruroligende nyhed at USA, England, Tyskland og Australien nu forsøger at underminere afgørelsen. Dokumenter der er lækket fra den amerikanske regering afslører dens ’stille’ diplomatiske bestræbelser for at ’modificere’ forbudet før den går med til at ratificere konventionen.“

Regnskabets dag for de begærlige

„Nu, I velstående mænd, er tiden kommet til at I skal græde og jamre jer på grund af de elendigheder som venter jer!“ advarer Bibelen i Jakob 5:1. (The New Testament in Modern English af J. B. Phillips) Den der kan rette op på forholdene vil inden længe gøre regnskabet op: „Jehova øver retfærdighed og ret for alle der udbyttes.“ — Salme 103:6.

De der nu lever i undertrykkende fattigdom kan finde trøst i forvisningen om at ordene i Salme 72:12, 13 snart vil blive opfyldt: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, og de fattiges sjæle vil han frelse.“

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

Dødbringende affald der ikke vil forsvinde

„Dødsensfarligt atomaffald hober sig op, og der er ingen løsning på problemet.“ Sådan lød overskriften på den videnskabelige sektion af The New York Times i marts i år. „Den enkleste løsning er at begrave det,“ siger artiklen. „Denne holdning er nu kommet i modvind, mens forskere og politikere debatterer og undersøger om en foreslået underjordisk dumpningsplads i Nevada eventuelt kan resultere i en atomeksplosion forårsaget af plutoniumaffald.“

Forskere har fremsat mange idéer til hvordan man kan komme af med verdens overskydende plutonium; men omkostningerne, modstridende meninger og frygt har fastlåst situationen. En idé som mange finder forkastelig er at sænke det i havet. Et mere fantasifuldt forslag går ud på at sende det op til Solen. Endnu et forslag er at lade det brænde op i en reaktor. Dette forslag er blevet afvist fordi det ville „tage hundreder eller tusinder af år“ at gennemføre.

Dr. Makhijani fra Instituttet for Energi- og Miljøundersøgelser har sagt: „Enhver teknisk acceptabel løsning indebærer noget der politisk set er uacceptabelt, og enhver politisk god løsning synes teknisk set at være dårlig. Ingen, heller ikke vi, har en brugbar allround-løsning på dette rod.“

Hvert år skal de 107 reaktorer i De Forenede Staters kernekraftværker sørge for elektricitet til 60 millioner hjem, eller 20 procent af landets samlede energiforbrug, og dette resulterer i 2000 tons brugt brændsel; siden 1957 er det brugte brændsel midlertidigt blevet opbevaret på kernekraftværkerne. I årtier har folk forgæves ventet på at myndighederne skulle finde en måde at skaffe det af vejen på. Ni præsidenter har i mellemtiden været ved magten, og 18 Kongresser har lagt planer og tidsskemaer for at sikre opbevaringen af det radioaktive affald i underjordiske rum, men ingen har indtil nu kunnet finde ud af hvor det dødsensfarlige affald skal bevogtes i tusinder af år.

Som en kontrast hertil styrer Jehova Gud risikofrit milliarder af fusionskraftværker i form af stjernerne, og hans kraftværk Solen er det der gør livet på Jorden muligt.

[Kildeangivelse]

UNITED NATIONS/IAEA

[Illustration på side 7]

Giftige kemikalier forurener bade- og drikkevand

[Illustration på side 7]

Børn leger midt i farligt og måske dødbringende affald

Jorden — Guds gave til os

„I BEGYNDELSEN skabte Gud himmelen og jorden“, hvorefter han konkluderede at det var „virkelig godt“. (1 Mosebog 1:1, 31) Ingen affaldsdynger skæmmede Jorden, og ingen affaldsdumpninger forurenede den. Menneskeheden fik en smuk gave: „Himmelen — himmelen tilhører Jehova, men jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Salme 115:16.

I Esajas 45:18 fortæller han om sin hensigt med Jorden: „Således har Jehova, der har skabt himmelen, sagt, Han, den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, Han som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos: ’Jeg er Jehova, og der er ingen anden.’“

Han har udtrykkelig sagt hvilket ansvar menneskene har i forbindelse med Jorden, nemlig at de skal „dyrke den og tage sig af den“. — 1 Mosebog 2:15.

Jehova har selv sat eksemplet ved at tage sig af Jorden. Blandt andet ved at sørge for de kredsløb som alt levende på Jorden er afhængigt af. En særudgave af Scientific American indeholdt artikler om nogle af disse kredsløb, deriblandt: Jordens og biosfærens energikredsløb, samt vandets, iltens, kulstoffets, kvælstoffets og mineralernes kredsløb.

Jorden er både storslået og smuk

Den kendte biolog Lewis Thomas har i det videnskabelige tidsskrift Discover fremsat følgende ubetingede hyldest til Jorden:

„Det er Jorden der overvælder os mest, den mærkeligste struktur vi indtil nu har kendskab til i universet, . . . den største af alle kosmologiske gåder, en gåde som trodser alle vore anstrengelser for at forstå den. Vi er først lige ved at begynde at forstå hvor mærkelig og fantastisk den er, hvor åndeløst betagende den er, denne smukke planet der kredser om Solen, omgivet af sin egen blå atmosfæreboble, hvori den frigør og optager sin egen ilt, binder sit eget kvælstof i muldjorden og frembringer sit eget vejr oven over sine regnskove, samt danner sit eget skjold af levende organismer: kridtklinter, koralrev, fossiler af tidligere livsformer der nu dækkes af flere lag nyt liv som indgår i et indbyrdes samspil over hele kloden.“

Dette er blot noget af det Jehova har gjort for at Jorden kan blive ved med at være en smuk gave til menneskene, en planet der er skabt til for evigt at være hjem for mennesker og millioner af andre levende skabninger. I Salme 104:5 siges der: „Han har grundlagt jorden på dens fundamenter; den skal aldrig i evighed rokkes.“ En anden inspireret skribent har også omtalt Jordens bestandighed: „En generation går bort, og en generation kommer; men jorden består evindelig.“ — Prædikeren 1:4.

Astronauter der har kredset om Jorden har udførligt beskrevet denne smukke, skrøbelige kugle der svæver i kredsløb om Solen, og de har givet udtryk for at mennesket må værdsætte dens skønhed og tage sig af den. Da astronauten Edgar Mitchell første gang så Jorden fra rummet, sagde han over radioen til Houston: „Den ligner en funklende blåhvid juvel . . . Besat med langsomt roterende hvide slør . . . En lille perle i mysteriets uendelige, sorte hav.“ Astronauten Frank Bormans reaktion var: „Vi er fælles om en meget smuk planet. . . . det mest forunderlige er hvorfor i alverden vi ikke kan værdsætte det vi har.“ En af astronauterne der var med Apollo 8 på rejsen til Månen har skrevet: „I hele universet, uanset hvorhen vi så, var det kun tilbage på Jorden der var farver at se. Der kunne vi se de kongeblå have, landjordens brunlige farver, og de hvide skyer. . . . Det var det smukkeste der var at se i hele himmelrummet. Folk hernede forstår ikke virkelig hvad det er de har.“

Hvor sandt! Folk forstår ikke hvilken skat de har fået betroet. I stedet for at værne om denne gave fra Gud, forurener og ødelægger de den. Dette har også astronauterne lagt mærke til. Paul Weitz, lederen af den første flyvning med rumskibet Challenger, har sagt at set fra rummet er den skade mennesket har forvoldt Jordens atmosfære „forfærdende“. „Denne verden er ulykkeligvis ved hurtigt at blive en grå planet.“ Han tilføjede: „Hvad er budskabet? Vi tilsmudser vor egen rede.“ Og denne ødelæggelse har især grebet om sig her i „de sidste dage“. Jehova har udtalt sin dom over dem der ødelægger Jorden, nemlig at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.

Et utaknemmeligt samfund der er uværdigt til Guds gave

Et materialistisk samfund har trådt åndelige værdier under fode for at give kødet frit råderum. De praktiske retningslinjer Jehova gav menneskene for at de kunne opnå tilfredshed og lykke, er blevet skubbet til side af den selviske jeg-dyrkelse som karakteriserer vor tid.

Andet Timoteusbrev 3:1-5 giver en perfekt beskrivelse af de farlige tider vi oplever: „Dette skal du vide, at i de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort.“

Kommercialisme fører til „forbrugerisme“, og reklamebranchen er dens håndlanger. En stor del af reklamerne er passende; en stor del af dem er upassende. Det sidste illustreres af Eric Clarks kommentar i The Want Makers (Ønskemagerne): „Reklamerne er ikke blot en hjælp til at sælge de forkerte ting til folk der ikke har råd til dem, men ofte også til alt for høje priser.“ Alan Durning siger i World Watch: „Reklamefolk sælger ikke produkter, men livsstile, holdninger og fantasier, idet de skaber en forbindelse mellem deres produkt og sjælens inderste ønsker.“ Reklamen har som mål at gøre os utilfredse med det vi har, og få os til at ønske noget vi ikke behøver. Den skaber et umætteligt begær; den fører til et nedbrydende overforbrug, og den er en medvirkende årsag til at lossepladser der forurener Jorden hastigt breder sig. Dens underfundige argumenter baner sig vej til de udpinte, som lever i håbløs fattigdom. Mange reklamefolk markedsfører aggressivt produkter som de ved er dødbringende eller sygdomsfremkaldende.

Det der betyder noget er imidlertid vort forhold til Gud, hvilket fremgår af Prædikeren 12:13: „Enden på sagen, når alt hermed er hørt, er: Frygt den sande Gud og hold hans bud. For det er alt hvad mennesket har at gøre.“ De der gør dette, vil kvalificere sig til at opnå liv i Jehovas rene paradis. Jesus gav dette løfte: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

En tid hvor Guds gave bliver værdsat

Til den tid vil Jorden blive utrolig smuk. Jehova har givet os følgende betagende beskrivelse: „Jeg [Johannes] så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere. . . . [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:1, 4.

Lossepladser, giftaffald og de der skaffer sig af med deres affald ved at belemre andre med det, vil være noget af det der forsvinder. Til den tid vil der kun leve mennesker på Jorden som elsker deres næste som sig selv, som priser Jehova for den gave Jorden er, og som ønsker at værne om den og bevare den som et paradis. — Mattæus 22:37, 38; 2 Peter 3:13.

[Ramme på side 11]

Tomheden i materialismen

Følgende ord af Jesus indeholder en uomtvistelig sandhed: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15) Det er ikke hvad vi har, men hvad vi er, der betyder noget. Vi kan så let blive opslugt af den hektiske aktivitet omkring os — jaget efter penge, materielle ting og alle de fornøjelser som kødet måtte ønske — og samtidig tro at vi lever livet fuldt ud og ikke går glip af noget, mens vi i virkeligheden går glip af det bedste livet kan tilbyde.

Først når livet er ved at ebbe ud indser man hvad man er gået glip af. Vi indser sandheden i Bibelens ord: Livet er meget kort — en tåge der forsvinder, lidt røg, et pust, en skygge der glider forbi, det grønne græs der visner, en blomst der går ud. Hvor blev livet af? Hvad har vi udrettet? Hvorfor har vi levet? Er det alt hvad livet kan give — endeløs tomhed og jag efter vind? — Job 14:2; Salme 102:3, 11; 103:15, 16; 144:4; Esajas 40:7; Jakob 4:14.

En døende hospitalspatient ligger og betragter en solbeskinnet bakke med græs og ukrudt, han ser nogle få blomster der kæmper for at overleve og en spurv der pirker efter korn i jorden. Det er egentlig ikke noget særligt. Men for den døende mand er det smukt. Han overvældes af en sørgmodig længsel når han tænker på de små glæder han er gået glip af, de små ting der betyder så meget. Det er alt for hurtigt forbi.

I De Græske Skrifter siger Bibelen ganske enkelt: „Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1 Timoteus 6:7, 8) De Hebraiske Skrifter siger det måske endnu mere direkte: „Ganske som man kom frem af sin moders liv — nøgen vil man igen gå bort, som da man kom; og slet intet kan man bære med sig for sin møje, gå bort med i sin hånd.“ — Prædikeren 5:15.

[Kildeangivelse på side 8]

Foto: NASA