Min allerbedste veninde

Hvem er dine venner og veninder? Er de alle sammen på din egen alder? Læs hvad en ung pige har at fortælle om sin 70 år ældre veninde.

FOR ni år siden, da jeg var seks år, flyttede min familie og jeg til Aberdeen i Skotland. Det var en tid med store omvæltninger, for jeg skulle til at begynde i en ny skole og finde nye venner. Men der var noget som hjalp mig til at klare den nye situation. En ældre dame som mine forældre havde mødt en gang tidligere, boede lige om hjørnet. Jeg blev præsenteret for hende, og opdagede snart hvor interessant hun var. Hun var ung af sind, og yndefuldt og elegant klædt.

Til at begynde med boede vi til leje, men så flyttede vi i eget hus et par kilometer fra „tante“ Louie. Jeg kalder hende tante som udtryk for min hengivenhed og respekt. Jeg var ked af at vi skulle flytte, for min bror og jeg var begyndt at besøge hende regelmæssigt.

Den skole jeg gik på, lå imidlertid i nærheden af tante Louies hus. Hver fredag efter skoletid tog jeg derfor hen og spiste til aften hos hende, inden jeg skulle til skotsk folkedans på skolen. Det blev efterhånden en fast rutine for mig. Jeg tog en eventyrbog med, og den læste hun højt fra mens jeg sad og spiste agurkemadder og drak et glas kold mælk.

Disse fredage sneglede sig af sted i skolen mens jeg ivrigt ventede på at klokken skulle blive halv fire. Når det endelig ringede ud, styrtede jeg hen til tante Louie. Da var det at jeg for første gang opdagede hvor interessante og fornøjelige ældre mennesker kan være. Jeg syntes faktisk slet ikke hun var gammel. I mine øjne var hun ganske ung. Hun kørte bil, hendes hjem duftede altid skønt, og hun havde også en have — hvad mere kunne et barn ønske sig?

Tre år senere, i mit sidste år af grundskolen, kom tante Louie til det resultat at hendes have krævede for meget arbejde, og at det nok var mere fornuftigt at flytte i lejlighed. Dengang kunne jeg ikke fatte hvordan det var at blive gammel. Jeg var ulykkelig over at hendes nye hjem lå i en helt anden ende af byen, for det betød at de hyggelige stunder om fredagen nu ville være forbi.

Det var blevet 1990, og jeg skulle begynde i realskolen, som lå i et helt andet kvarter. Men til alt held lå tante Louies lejlighed lige ved siden af min nye skole! Jeg spurgte hende om jeg måtte komme i spisefrikvarteret og spise min madpakke. På den måde blev en ny tradition skabt.

Jeg tror at det var på dette tidspunkt at vores forhold til hinanden ændredes fra at være et barn-voksen-forhold til et forhold hvor vi gensidigt nød hinandens selskab. Det skinnede igennem på mange områder, især blev det tydeligt da vi sammen begyndte at læse noget af den klassiske litteratur — Jane Eyre, Villette, Stolthed og Fordom og The Woman in White — i stedet for eventyrbøger. Min litterære smag havde udviklet sig.

Tante Louie lærte mig at kærlighed til andre er en færdighed og en kunst. Hvis ikke det havde været for hende, var jeg nok først blevet klar over det mange år senere. Hun lærte mig også at lytte, og det er der mange der aldrig får lært. Når jeg har sat mig til rette i sofaen begynder hun at fortælle oplevelser og erfaringer fra sit liv. Jeg fyldes med varme følelser når jeg tænker på det væld af kundskab denne dame har.

Tante Louie havde givet afkald på meget — ægteskab, børn og karriere — for at kunne passe sine syge forældre og sin syge moster. Det gjorde det til gengæld muligt for tante Louies lillebror at være i heltidstjenesten.

I de sidste to år har tante Louie fået et dårligere helbred, og jeg kan se hvilke frustrationer, besværligheder og smerter alderdommen fører med sig. Det tog hårdt på hende da hun for nylig som 84-årig måtte holde op med at køre bil. Det er frustrerende for hende at være bundet til sit hjem når hun har været vant til et meget aktivt liv. Hun har måttet kæmpe med følelsen af at hun er en byrde for andre. Lige meget hvor mange gange vi fortæller at vi elsker hende og siger at vi vil gøre alt for hende, føler hun stadig at hun er til besvær.

Det er også blevet vanskeligere fordi hun har svært ved selv at vaske sig og klæde sig på. At hun nu har behov for den selv samme hjælp som hun før har ydet andre, er en prøvelse for hende. Det har lært mig at alle har krav på respekt, også i de tilfælde hvor de ikke længere helt kan klare sig selv.

Men vigtigst af alt har vort venskab hjulpet mig til at forstå hvordan det er at blive gammel. Jeg får tårer i øjnene når jeg tænker på alle de ting tante Louie ikke længere magter at gøre selv. Men det er værst når hun er ked af det eller har svære smerter; så er jeg bundulykkelig. Jeg synes især det er sørgeligt at jeg måske er det sidste barn som kan tage hendes livsvisdom til sig og værdsætte den.

Af og til spekulerer jeg på om jeg gør nok for hende. Elsker hun mig lige så højt som jeg elsker hende? Men når jeg besøger hende i spisefrikvarteret og giver hende et knus, forsvinder al min tvivl.

Det er en stor forret at få lov til at have sådan en veninde. Hun har lært mig mange gode egenskaber — vigtigst af alt har hun lært mig at elske andre. Jeg ville ikke bytte hendes venskab med hundrede venner på min egen alder. Selv om jeg snart forlader skolen og ikke mere vil komme og spise min frokost hos hende, vil jeg aldrig høre op med at elske, besøge og hjælpe min allerbedste veninde. Hun har lært mig at livet kan være lykkeligt og tilfredsstillende hvis man tænker på andre før man tænker på sig selv. — Indsendt.

[Illustration på side 26]

Tante Louie og mig