En global landsby, men alligevel splittet

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NIGERIA

HAR du nogen sinde hørt historier om mennesker der ikke havde nogen mund, og som derfor hverken kunne spise eller drikke? Det blev sagt at de overlevede ved hjælp af lugtesansen, hovedsagelig ved at lugte til æbler. En grim lugt ville slå dem ihjel.

Der findes også gamle historier om et vestafrikansk folk der handlede med guld. En portugisisk kaptajn fra dengang fortalte: „To hundrede mil fra [Mali]riget findes et land hvor indbyggerne har hoveder, tænder og haler som hunde. De kaldes de sorte og afviser at føre en samtale fordi de ikke ønsker at se andre mennesker.“ Dette er nogle af de sære forestillinger folk havde før opdagelsesrejsernes tid.

Folk mødes

I århundreder tog man sådanne historier for gode varer. Men de opdagelsesrejsende der kortlagde planeten, fandt hverken mundløse æblelugtere eller folk med hundehoveder. I dag er der ikke megen mystik ved dem der lever andre steder på jorden. Jordens beboere er blevet som én stor familie. Fjernsynet bringer fremmede lande og folk lige ind i vores dagligstue. Luftfarten gør det muligt at besøge disse lande i løbet af nogle få timer, og det er der hvert år millioner der gør. Andre foretager rejser af økonomiske eller politiske årsager. En rapport fra FN’s Befolkningsfond siger: „I en søgen efter en bedre tilværelse rykker folk teltpælene op og emigrerer i et hidtil uset omfang, og tallene vil stige.“ Omkring 100 millioner mennesker bor ikke i det land hvor de blev født.

Der er en stigende tendens til at verdens nationer er økonomisk afhængige af hinanden. Et globalt kommunikationsnetværk der kan sammenlignes med et gigantisk centralnervesystem, forbinder i dag alle jordens nationer. Efterhånden som der udveksles idéer, oplysninger og teknologi, blandes kulturerne og tilpasser sig hinanden. Folks klædedragt er mere ensartet end nogen sinde. Der er mange lighedspunkter mellem verdens storbyer. Der findes politi, luksushoteller, trafik, forretninger, banker og forurening. Efterhånden som verdens folkeslag mødes, bliver vi vidne til det som nogle kalder en ny verdenskultur.

Hvorfor folk forbliver splittede

Folk og kulturer blandes, men det er langtfra alle der betragter hinanden som brødre. „Alle er hurtige til at skyde skylden på de fremmede,“ skrev en græsk dramatiker for mere end 2000 år siden. Sådan er det sørgeligt nok også i dag. Beviserne findes i avisreportager om fordomme, fremmedhad, „etnisk udrensning“, racemæssige stridigheder, religiøse opstande, massakrer på civile, voldtægtslejre, tortur og folkedrab.

Som enkeltpersoner kan de fleste af os selvfølgelig ikke gøre meget ved de etniske konflikter. Måske er vi ikke engang direkte berørt af dem. Hvis vi selv oplever konfrontationer med fremmede, opstår de måske ofte fordi vi ikke taler nok med de udlændinge vi er omgivet af, det være sig naboer, arbejdskammerater eller skolekammerater.

Virker det ikke mærkeligt at folk fra forskellige etniske grupper har så svært ved at forstå og stole på hinanden? Hele vor planet er trods alt fyldt med variationer. De fleste af os sætter pris på at der findes stor variation når det gælder farver, fødevarer, musik, planter, fugle og pattedyr. Men når det drejer sig om mennesker der er anderledes, der ikke tænker og opfører sig som os, er vi måske ikke lige så begejstrede for variationerne.

Frem for at se på de positive aspekter ved at mennesker er forskellige, er nogle tilbøjelige til at gøre forskellene til et stridspunkt. Hvorfor forholder det sig sådan? Hvilken gavn kan man have af at være imødekommende over for folk fra en anden kultur? Hvordan kan vi nedrive den mur der hindrer kommunikation, og i stedet bygge bro? De følgende artikler vil søge at besvare disse spørgsmål.

Mure der hæmmer kommunikationen

ROBERT er en af Vagttårnsselskabets missionærer i Sierra Leone i Vestafrika. En dag kort efter at han var ankommet til landet, gik han på gaden, og nogle indfødte børn råbte i kor: „Hvid mand! Hvid mand!“ Robert, som er sort amerikaner, så sig omkring efter den hvide mand, men der var ingen. Så gik det op for ham at det var ham børnene råbte efter.

Børnene mente ikke noget ondt med det de sagde. De gav blot udtryk for at de var klar over at Robert kom fra en anden kultur end deres egen. De kunne ikke finde på noget der bedre udtrykte forskellen end at kalde ham en hvid mand.

Hvordan kulturen former os

Kultur er i bred forstand blevet defineret som „et fælles tankesæt, . . . de skikke og forestillinger samt den kundskab der karakteriserer en måde at leve på“. Mange af de kulturelle værdier bliver vi direkte oplært i, men en stor del tager vi til os uden at være klar over det. En forsker har sagt: „Fra [et barns] fødsel vil de skikke det omgives af, forme dets erfaringer og adfærd. Når han kan tale, er han et lille produkt af sin kultur, og når han som voksen er i stand til at deltage i dens aktiviteter, er kulturens vaner hans vaner, dens holdninger er hans holdninger, og dens begrænsninger er hans begrænsninger.“

På mange måder gør kulturen livet lettere for os. Som børn lærer vi hurtigt hvordan vi kan behage vore forældre. Vi ved hvad der er acceptabelt og hvad der er uacceptabelt i vores samfund, og det får indflydelse på vores opførsel, vores klædedragt og vores forhold til andre.

Selvfølgelig er den kulturelle baggrund ikke det eneste der har indflydelse på hvordan vi bliver som enkeltpersoner. Inden for de enkelte kulturer er der jo også variation. Vores personlighed bestemmes til dels også af vore gener og af det vi har oplevet i tilværelsen, samt af utallige andre faktorer. Kulturen er ikke desto mindre de briller hvorigennem vi betragter verden.

Vores kultur bestemmer for eksempel ikke kun hvilket sprog vi taler, men også hvordan vi taler. Visse steder i Mellemøsten sætter folk pris på at være dygtige til at kunne udtrykke sig korrekt, og de bruger mange ord i form af gentagelser og metaforer. I nogle lande i Fjernøsten holder folk derimod samtalen på et absolut minimum. Et japansk ordsprog afspejler denne holdning. Det lyder: „Ved din mund skal du gå til grunde.“

Også vores indstilling til punktlighed bestemmes af vores kultur. Hvis man i Schweiz kommer ti minutter for sent til en aftale, forventes det at man giver en undskyldning. I andre lande kan man komme en eller to timer for sent uden at nogen så meget som løfter øjenbrynene.

Desuden har vi visse kulturelle værdinormer. Hvordan ville du for eksempel reagere hvis nogen sagde til dig: „Du har vel nok taget på. Du er faktisk ved at blive lidt småfed.“ Hvis du var opdraget i den afrikanske kultur, hvor det er ’fint’ at være fyldig, ville du sikkert blive glad for en sådan kommentar. Men hvis du er opdraget i den vestlige kultur, hvor der lægges stor vægt på det slanke look, ville du sikkert blive meget fornærmet.

’Vores måde er bedst!’

Det der ofte hindrer kommunikationen mellem folk fra forskellige kulturer, er at mange har den holdning at deres kultur er den bedste. De fleste af os mener at det er vore holdninger, værdinormer, traditioner og former for klædedragt, og vore idéer om skønhed, der er de rigtige, og at intet kommer på højde med dem. Vi har også en tendens til at bedømme andre kulturer ud fra vore egne værdinormer. Dette kaldes etnocentrisme. The New Encyclopædia Britannica siger: „Etnocentrismen . . . må siges at være næsten universel. De fleste kulturer betragter deres egen livsstil som værende bedre end selv deres nærmeste naboers.“

For to hundrede år siden sagde en britisk adelsmand ligeud: „[Efter hvad] jeg kan se, er fremmede nogle tåber.“ Redaktøren af den citatordbog hvori udtalelsen forekommer, skriver: „Det må være det nærmeste man kan komme en udtalelse der udtrykker en universel holdning.“

Der er mange eksempler på intolerance mellem folk fra forskellige kulturer. Følgende ord tilskrives ofte nazilederen Hermann Göring, skønt de oprindelig blev skrevet af en tysk romanforfatter i 30’erne: „Når jeg hører ordet kultur, rækker jeg ud efter min pistol.“

Stærke etnocentriske holdninger kan føre til diskrimination, hvilket igen kan føre til had og konflikter. Richard Goldstone, der er anklager ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol der undersøger krigsforbrydelser i Rwanda og det tidligere Jugoslavien, siger om de barbariske handlinger i disse konflikter: „Den slags kan ske alle steder. Her er to forskellige lande med hver sin kultur og historie, og alligevel oplever man at mennesker begår den samme slags grusomheder mod hinanden. Denne form for rå etnisk og religiøs krig er blot diskrimination på et voldeligt niveau. Den gruppe det går ud over, skal umenneskeliggøres eller dæmoniseres. Når først det er sket, har almindelige mennesker ikke længere de moralske hæmninger der normalt ville afholde dem fra at begå sådanne frygtelige handlinger.“

Et bredere perspektiv

De venner vi vælger, ligner som regel os selv; de har samme holdninger og værdinormer. Det er nogle vi har tillid til og forstår. Vi slapper af i deres selskab. Hvis vi betragter en bestemt person som mærkelig eller unormal, vil vore venner sandsynligvis være enige med os fordi vi har de samme antipatier.

Hvad kan vi opnå ved at kommunikere med nogen der har en anden kulturel baggrund og som derfor er anderledes end vi er? God kommunikation vil hjælpe os til at forstå hvorfor andre tænker og handler som de gør. Kunle fra Vestafrika siger: „Mange afrikanske børn får at vide at de ikke må tale under måltidet. I nogle europæiske lande, derimod, opfordres man til at tale sammen under måltidet. Hvad sker der så når en europæer spiser sammen med en afrikaner? Europæeren undrer sig over hvorfor afrikaneren sidder og ruger tavst over sit måltid. Samtidig vil afrikaneren undre sig over hvorfor europæeren skræpper op som en fugl.“ I sådanne situationer vil gensidig forståelse af den andens kultur selvfølgelig være en stor hjælp til at rydde sociale fordomme af vejen.

Når vi lærer folk fra andre kulturer at kende, får vi ikke blot bedre forståelse af andre, men også af os selv. En antropolog har skrevet: „Det sidste en dybhavsfisk vil opdage er vand. Den vil kun blive opmærksom på det hvis den ved et uheld kom op til overfladen og op til luften. . . . Evnen til at se kulturen i ens eget samfund som et hele . . . kræver en vis objektivitet, og den er meget sjælden, hvis den overhovedet findes.“ Ved at udsætte os selv for andre kulturer, ligesom en dybhavsfisk der kommer op til luften, vil vi blive opmærksomme på de kulturelle „vande“ vi lever i. Skribenten Thomas Abercrombie har udtrykt det i følgende malende vendinger: „Den der aldrig har været fortryllet af en fremmed kultur, vil aldrig kunne fornemme det der lænker hans egen.“

Kort sagt vil forståelse af andres kultur berige vort liv ved at give os et bredere perspektiv, så vi bedre kan forstå os selv og andre. Den kulturelle arv og en etnocentrisk tankegang kan som en mur hæmme kommunikationen, men sådanne mure kan brydes ned.

[Tekstcitat på side 6]

„De fleste kulturer betragter deres egen livsstil som værende bedre end selv deres nærmeste naboers.“ — The New Encyclopædia Britannica

[Illustration på side 7]

Vi kan lære at glæde os over det gode i andre kulturer

[Kildeangivelse]

Jorden: Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.

Bryd murene ned og byg broer

VI HAR ikke selv valgt den familie eller nation vi blev født i, og vi har heller ikke valgt hvilken kultur der skulle forme vores tankegang. Den slags har man ikke indflydelse på. Vi er alle underlagt tid og tilfælde. Men vi kan godt bestemme hvordan vi vil betragte andre og hvordan vi vil behandle dem.

Bibelen giver os nogle gode råd i den henseende. Overvej her nogle få principper der kan hjælpe os til at slå bro over kommunikationskløften til dem der har en anden baggrund.

„Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, . . . har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ (Apostelgerninger 17:24, 26) Vi tilhører alle menneskeslægten og har meget tilfælles. Når vi fokuserer på det vi har tilfælles, bliver det lettere at kommunikere. Vi ønsker alle at have gode venner, og vi har behov for at føle os elskede og respekterede. Alle søger at undgå fysisk og følelsesmæssig smerte. Folk fra alle kulturer elsker kunst og musik og kan lide at fortælle vittigheder; de synes at man skal behandle hinanden høfligt og søger at finde lykken.

’Gør intet af stridbarhed eller selvoptagethed, men agt i ydmyghed de andre højere end jer selv.’ (Filipperne 2:3) Dermed være ikke sagt at vi skal mene at andre i enhver henseende er bedre end os. Men vi må indse at de på nogle områder står over os. Vi bør ikke mene at vi, eller vores kultur, har monopol på alt hvad der er godt.

„Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle.“ (Galaterne 6:10) Blot det at tage initiativet til venlighed og hjælpsomhed mod andre, uanset deres kulturelle baggrund, kan gøre meget til at bygge bro over kommunikationskløften.

„Det ved I, mine elskede brødre. Ethvert menneske bør være hurtigt til at høre, langsomt til at tale, langsomt til vrede.“ (Jakob 1:19) De der er gode til at kommunikere, nøjes ikke blot med at tale; de bruger deres indlevelsesevne når de lytter.

„Det der besluttes i en mands hjerte er som vand der ligger dybt, men en mand med dømmekraft kan trække det op.“ (Ordsprogene 20:5) Vær opmærksom på de følelser der kan ligge til grund for en persons umiddelbare opførsel. Lær folk bedre at kende.

’Hav ikke blot øje for jeres egne interesser, men også for de andres.’ (Filipperne 2:4) Vis empati ved også at se sagen fra den andens side. Vær uselvisk.

Kulturelle forskelle blandt Jehovas vidner

Disse princippers praktiske værdi fremgår af den bemærkelsesværdige enhed der findes blandt Jehovas vidner, som nu er aktive i 232 lande. De kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“ og er besluttede på at følge Jehovas kærlige vejledning i alle ting. — Åbenbaringen 7:9; 1 Korinther 10:31-33.

Et Jehovas vidne ser ikke ned på andres kultur. Og de der bliver Jehovas vidner, tager heller ikke afstand fra den kultur de kommer fra, medmindre det drejer sig om noget der strider mod Bibelens principper. I sådanne tilfælde foretager de en forandring i deres livsførelse. De anerkender at hver kultur har nogle gode træk, og at disse gode træk endda forstærkes hos dem der antager den sande tilbedelse.

De prøver at betragte planeten Jorden sådan som Gud må se den — strålende, blå og meget smuk, roterende gennem rummet. Det er en planet med en stor variation af folk og kulturer. Jehovas vidner ser frem til den tid hvor alle på Jorden vil leve som én stor forenet familie.

[Illustration på side 8]

Jehovas vidner har lært hvordan man nedbryder kulturelle barrierer