Indianernes storhedstid og dens afslutning

HVEM har ikke set en typisk westernfilm med cowboys og indianere? Over hele verden kender man Wyatt Earp, Buffalo Bill og Sorte Maske, eller indianerne Geronimo, Siddende Tyr, Gale Hest og høvding Joseph, foruden mange andre. Men hvor autentisk har Hollywood skildret miljøet? Og hvor upartisk har de portrætteret indianerne?

Sagaen om hvordan de hvide europæere undertvang de indfødte amerikanere, indianerne, giver anledning til nogle spørgsmål.a Har historiebøgerne beskrevet indianerne retfærdigt? Har de været ofre for andres havesyge, undertrykkelse, racisme og grusomheder? Hvordan lyder den virkelige beretning om de såkaldte cowboys og indianere?

Custers sidste kamp og massakren ved Wounded Knee

I 1876 førte medicinmanden Siddende Tyr fra lakotagruppen (en af siouxstammens tre hovedforbund) an i det berømte slag ved floden Little Bighorn i Montana. Oberstløjtnant „Langhår“ Custer mente at han med sine 650 soldater let kunne besejre en skare på skønsvis 1000 sioux- og cheyennekrigere. Men deri forregnede han sig. Han stod over for den sandsynligvis største styrke indianerkrigere der nogen sinde har kæmpet sammen — cirka 3000 mand.

Custer opdelte sit 7. kavaleriregiment i tre detachementer. Uden at vente på forstærkning fra de to øvrige detachementer angreb han med sin enhed en tilsyneladende udsat del af indianerlejren. Anført af høvdingerne Gale Hest, Den Bitre og Siddende Tyr udslettede indianerne Custer og hans enhed på cirka 225 soldater. Det var en foreløbig sejr for indianerstammerne og et bittert nederlag for den amerikanske hær. Den frygtelige hævn lod blot vente på sig i 14 år.

Siden overgav Siddende Tyr sig mod løfte om straffrihed. Alligevel blev han for en tid indespærret i Fort Randall i Dakotaterritoriet. Som ældre optrådte han i Buffalo Bills Wild West-cirkus. Han var da reduceret til en skygge af den engang så glorværdige anfører og indflydelsesrige medicinmand.

I 1890 blev Siddende Tyr, der på lakota hed Tatanka Iyotake, under anholdelse skudt og dræbt af to indianske politifolk, såkaldte „metalbrystmænd“, et tilnavn der skyldtes politiskiltet. Begge var siouxer, nemlig overbetjent Tyrehoved og politiassistent Røde Tomahawk.

Samme år blev indianernes modstand mod den hvide mands overherredømme definitivt brudt med massakren ved Wounded Knee, et vandløb på prærien. Dér blev omtrent 320 flygtende siouxer — mænd, kvinder og børn — dræbt af soldater bevæbnet med Hotchkiss-maskinkanoner. Soldaterne brovtede med at det var deres hævn for nedslagtningen af deres kammerater, Custer og hans mænd, på åsen oven for Little Bighorn. Dermed sluttede over 200 års sporadiske krige og træfninger mellem de fremtrængende amerikanske nybyggere og de betrængte indianerstammer.

Men hvordan gik det til at indianerne bosatte sig i Nordamerika? Hvordan formede deres tilværelse sig inden de hvide satte foden på det nordamerikanske kontinent?b Hvad var årsagen til deres endelige nederlag og underkastelse? Og hvordan er vore dages indianere stillet i et land der nu domineres af de første europæiske indvandreres efterkommere? Disse og andre spørgsmål vil blive taget op i de efterfølgende artikler.

[Fodnoter]

[Illustration på side 3]

De døde begraves ved Wounded Knee

[Kildeangivelse]

Montana Historical Society

Hvor kom de fra?

„HVAD vi kaldte os selv før Columbus ankom? . . . Hos hver eneste stamme gælder det den dag i dag at når man oversætter det navn vi hver især har kaldt os selv med, har det altid været noget der i grunden har samme betydning, og dét uden at vi har kendt hinandens betegnelse. På vort sprog [narragansett] er det ninuog, folket, og [på navajo er det diné,] menneskene. Det er det vi har kaldt os selv. Da [de europæiske] pilgrimsfædre ankom hertil, vidste vi hvem vi var, men vi vidste ikke hvem de var. Altså kaldte vi dem awaunageesuck, de fremmede, fordi det var dem der kom udefra, det var dem vi ikke kendte, mens vi kendte hinanden. Og det var os der var menneskene.“ — Høje Eg, en narragansett.

Der er et utal af teorier om hvor indianerne, eller de indfødte amerikanere, som mange foretrækker at blive kaldt, kom fra.a Joseph Smith, mormonkirkens grundlægger, mente i lighed med kvækeren William Penn og flere andre at indianerne var hebræere, efterkommere af de såkaldte ti forsvundne stammer af Israel. Flertallet af vore dages antropologer mener at nogle asiatiske stammer kom til det der i dag er Alaska, Canada og De Forenede Stater, enten via en landbro eller i både. Denne antagelse synes endog at finde støtte i DNA-prøver.

Indianernes oprindelse og mytologi

De indianske redaktører Tom Hill (en seneca) og Richard Hill (en tuscarora) skriver i deres bog Creation’s Journey — Native American Identity and Belief: „De fleste indfødte har den overlevering at de blev skabt af stof fra selve jorden, fra vandene eller fra stjernerne. Arkæologerne har derimod en teori om en stor landbro tværs over Beringstrædet ad hvilken nogle asiater vandrede til den amerikanske verdensdel. Ifølge teorien var disse asiater forfædre til de indfødte på den vestlige halvkugle.“ Nogle indfødte amerikanere ser skeptisk på den hvide mands teori om indvandring via Beringstrædet. De foretrækker at tro deres egne legender og sagn. De betragter sig selv som de oprindelige indbyggere, ikke som udvandrere fra Asien.

I sin bog An Indian Winter redegør Russell Freedman for denne opfattelse: „Ifølge mandanerne [en stamme der holdt til i omegnen af Missouriflodens øvre løb] var Det Første Menneske en mægtig ånd, en guddom. Han var blevet skabt i en fjern fortid af Livets Herre, skaberen af alting, for at fungere som mellemmand mellem almindelige mennesker og de talløse guder, eller ånder, der beboede universet.“ Mandanerne havde endog et vandflodssagn: „Engang da en voldsom oversvømmelse fejede hen over verden, reddede Det Første Menneske folk ved at lære dem at bygge et beskyttende tårn, eller en ’ark’, som skulle holde sig højt over vandmasserne. Til ære for ham havde alle mandanlandsbyer en miniatureudgave af sagntårnet i form af en cederpæl på godt halvanden meter, omgivet af et gærde.“

Mandanerne havde endnu et religiøst symbol, „en høj pæl indsvøbt i fjer og skind med et gyseligt, sortmalet træhoved øverst“. Hvem forestillede det? Svaret lyder: „Dette billede forestillede Ochkih-Haddä, en ond ånd der havde stor magt over mennesker, men som ikke var lige så mægtig som Livets Herre eller Det Første Menneske.“ For prærieindianerne „var troen på en åndeverden en selvfølgelig del af dagliglivet. . . . Ingen vidtrækkende beslutning kunne træffes, og intet forehavende kunne iværksættes før man havde bedt om hjælp og godkendelse fra de hellige væsener der styrede menneskenes anliggender.“

I sin bog The Mythology of North America oplyser John Bierhorst: „Det fortælles at før der fandtes klaner, vandrede osage-indianerne fra sted til sted i en tilstand kaldet ganítha (uden lov og orden). Ifølge overleveringen formulerede nogle tænkere kaldet De Små Gamle Mænd i denne tidlige tid . . . den teori at en tavs skaberkraft fylder himmelen og Jorden og holder stjernerne, Månen og Solen i bevægelse i fuldkommen orden. De kaldte den Wakónda (Mystisk Kraft) eller Eáwawonaka (Den Der Forårsager At Vi Er Til).“ Vestpå har zunierne, siouxerne og lakotaerne en lignende forestilling. Winnebagostammen har også en skabelsesmyte der taler om „Jordskaberen“. Beretningen lyder: „Han ønskede lys, og der blev lys. . . . Han tænkte atter og ønskede at Jorden skulle opstå, og denne Jord blev til.“

Set med bibellæserens øjne er det særdeles interessant at mærke sig parallellerne mellem indianernes legender og Bibelens lære, især med hensyn til Den Store Ånd, „Den Der Forårsager At Vi Er Til“. Disse navne leder tanken hen på betydningen af Guds navn, Jehova, nemlig: „Han lader blive“. Af andre lighedspunkter kan nævnes Vandfloden og den onde ånd der i Bibelen går under navnet Satan. — 1 Mosebog 1:1-5; 6:17; Åbenbaringen 12:9.

En indføring i indianernes tankeverden

De indianske skribenter Tom Hill og Richard Hill opregner fem gaver som indianerne ifølge dem har fået i arv af deres forfædre. „Den første gave . . . er vor rodfæstede tilknytning til jorden.“ Og hvem kan bestride dette i betragtning af deres historie både før og efter europæernes ankomst? Deres jord, også de mange områder de anså for hellige, blev systematisk frataget dem med magt, list eller traktatbrud.

„Den anden gave er den kraft og ånd som dyrene har fælles med vort folk,“ siges det dernæst. Indianernes respekt for dyrelivet er kommet til udtryk på mange måder. De gik kun på jagt for at skaffe mad, tøj og husly. Det var ikke de indfødte der praktisk taget udryddede bisonerne; den skyldige var den hvide mand med hans blodtørst og hans kortsynede grådighed.

„Den tredje gave er åndemagterne, som er vore levende slægtninge og som står i forbindelse med os gennem de afbilleder vi laver af dem.“ Denne tro på at ånden eller sjælen lever videre efter døden, er et fællestræk ved mange religioner over hele jorden.b

„Den fjerde gave er erkendelsen af hvem vi er, noget der udtrykkes og vedligeholdes gennem vore stammetraditioner.“ Det bemærkes især ved stammeceremonierne, hvor folk samles for at drøfte stammens anliggender, eller ved de såkaldte powwower [stævner], hvor der dyrkes stammedans og -musik. Indianerdragterne, trommerytmerne, dansene og familie- og klansammenkomsterne er et udslag af stammens traditioner.

„Den sidste gave er skaberevnen — den vi bruger når vi levendegør vor tro ved at omdanne naturmaterialer til genstande der udtrykker tro og stolthed.“ Kurvefletning, vævning, fremstilling og dekorering af keramik, smykkefremstilling og andre kreative udfoldelser er knyttet til indianernes mangeårige tradition og kultur.

Der findes så mange stammer at det ville kræve bindstærke værker at beskrive alle overleveringerne og skikkene, men det der interesserer os nu, er: Hvordan påvirkede det indianerne at blive konfronteret med millioner af europæere, hvoraf mange gik for at være kristne?

[Fodnoter]

Hvordan deres verden gik tabt

I MANGE år blev De Forenede Staters historie sammenfattet i talemåden: „Hvordan Vesten blev vundet.“ Hollywoodfilm viste hvide nybyggere der krydsede Nordamerikas prærier og bjerge, mens soldater, cowboys og nybyggere af John Wayne-typen kæmpede med de vilde, grusomme, tomahawksvingende indianere. Den hvide mand søgte jord og guld, mens nogle af kristenhedens præster og prædikanter angiveligt frelste sjæle.

Hvordan ville de indfødte amerikaneres, indianernes, version af denne historie lyde? Da europæerne ankom, blev indianerne „nødsaget til at binde an med det mest forslugne rovvæsen de nogen sinde havde mødt: den hvide europæiske aggressor,“ hedder det i bogen The Native Americans — An Illustrated History.

Fredelig sameksistens der gik over i kamp

Til at begynde med blev mange af de første europæere der slog sig ned i Nordøstamerika, mødt med venlighed og imødekommenhed af de indfødte. En beretning lyder: „Uden powhatanernes bistand kunne den britiske boplads Jamestown i Virginia, den første permanente engelske koloni i Den Ny Verden, ikke have klaret sig gennem den første frygtelige vinter fra 1607 til 1608. Pilgrimsfædrenes koloni i Plymouth, Massachusetts, var måske også bukket under hvis det ikke havde været for wampanoagernes hjælpsomhed.“ Nogle indfødte viste indvandrerne hvordan de skulle gøde jorden og dyrke afgrøder. Og hvordan ville det være gået Lewis og Clarks ekspedition i 1804 til 1806 hvis ikke shoshonekvinden Sacagawea havde samarbejdet og grebet ind ved forskellige lejligheder? Hun var ekspeditionens „fredsbebuder“ når den stødte på indianere mens den søgte efter en farbar rute mellem Louisianaterritoriet og det såkaldte Oregonland.

Men europæernes brug af jorden og de begrænsede fødevareressourcer betød at den massive immigration til Nordamerika fremkaldte gnidninger mellem de nytilkomne og de indfødte. Den canadiske historiker Ian K. Steele oplyser at der i det 17. århundrede var 30.000 narragansettindianere i Massachusetts. Deres høvding, Miantonomo, „anede uråd . . . og søgte at udbygge sin alliance med mohawkerne i den hensigt at oprette en indiansk modstandsbevægelse med bred tilslutning“. Han skal efter forlydende have sagt til montaukerne i 1642: „Vi [må] være ét ligesom de [englænderne] er det, ellers vil vi alle være borte om kort tid. I ved jo at vore forfædre havde masser af hjorte og skind, vore sletter og skove vrimlede med hjorte og [kalkuner], vore vige med fisk og fuglevildt. Men disse englændere har taget vor jord, de mejer græsset med leer og fælder træerne med økser; deres køer og heste æder græsset, og deres grise ødelægger vore muslingebanker. Vi kommer alle til at sulte.“ — Warpaths — Invasions of North America.

Miantonomos initiativ til at danne en forenet indianerfront strandede. I 1643 blev han under en stammefejde taget til fange af høvdingen Uncas fra moheganstammen (mohikanerne) og udleveret til englænderne som oprører. Englænderne havde ikke myndighed til at dømme og henrette Miantonomo, så de udpønsede en bekvem løsning. Steele fortsætter: „Afskåret fra at henrette [Miantonomo], som ikke hørte hjemme under nogen kolonis jurisdiktion, lod embedsmændene Uncas likvidere ham i overværelse af nogle engelske vidner for at få vished for at straffen blev fuldbyrdet.“

Episoden er ikke kun symptomatisk for de uophørlige konflikter mellem de pladshungrende kolonister og den indfødte befolkning, men også for den gensidigt ødelæggende kappestrid og forræderiske holdning stammerne imellem. Sådan havde det også været før den hvide mand ankom til Nordamerika. Og da briterne og franskmændene udkæmpede en kolonikrig i Nordamerika, havde begge parter nogle stammer som forbundsfæller og andre som modstandere. Uanset udfaldet tabte alle de deltagende stammer ved deres engagement.

„Et svælg af misforståelser“

En kommentar til de hvides fremtrængen lyder: „Hvad anførerne for indianernationerne ikke forstod, i hvert fald sjældent før det var for sent, var europæernes indstilling til indianerne. Disse var jo ikke hvide og kristne, men vilde — uciviliserede og dyriske — og efter manges mening et farligt og følelsesforladt råmateriale til slavemarkederne.“ Denne nedladende holdning fik frygtelige følger for indianerne.

De fattede slet ikke europæernes synspunkt. Som navajorådgiveren Philmer Bluehouse for nylig udtalte da Vågn op! interviewede ham, adskilte „et svælg af misforståelser“ parterne. Indianerne anså ikke deres civilisation for at være underlegen, men blot anderledes, med et separat værdisæt. For eksempel stod indianerne fuldstændig fremmede over for handel med jordlodder. Kunne man måske eje og sælge luften, vinden og vandet? Hvordan kunne man da handle med jorden? Den var til fri afbenyttelse for alle, og markhegn og -skel var følgelig aldeles ukendte begreber for indianerne.

Med briternes, spaniernes og franskmændenes ankomst indtraf det der er blevet beskrevet som „et katastrofalt sammenstød mellem to fremmede kulturer“. De indfødte havde gennem hundreder af år lært at leve i pagt med naturen og vidste hvordan man klarede sig uden at forstyrre miljøbalancen. Men den hvide mand begyndte inden længe at se ned på de indfødte som laverestående, vilde skabninger, idet han bekvemt forbigik sin egen vildskab i kampen for at underkue de vilde! I 1831 sammenfattede den franske historiker Alexis de Tocqueville de hvides fremherskende mening om indianerne i ordene: „Himmelen har ikke frembragt dem for at de skal civiliseres; de er nødt til at dø.“

Den farligste dræber

Vold avlede vold idet nybyggerne strømmede vestpå, tværs over Nordamerika. Indianerne og de fremrykkende hvide var lige gode om at angribe først og begå grusomheder. Indianerne var frygtede fordi rygtet gik at de skalperede folk, en skik som de efter nogles formodning lærte af visse europæere der udlovede dusør for skalpe. Men indianerne kæmpede en håbløs kamp mod en fjende der var dem overlegen i såvel antal som bevæbning. I de fleste tilfælde måtte stammerne til sidst vælge mellem at forlade deres fædrenejord eller at dø. Ikke sjældent måtte de både afgive jorden og siden lade livet. Nogle gange blev de dræbt, andre gange døde de af sult og sygdom.

Men det var ikke døden på slagmarken der tyndede mest ud i indianernes rækker. Ian K. Steele skriver: „Det mest virkningsfulde våben under invasionen af Nordamerika var hverken geværet, hesten, Bibelen eller den europæiske ’civilisation’. Det var epidemierne.“ Om de europæiske sygdommes virkning på det amerikanske kontinents urbefolkning skriver historieprofessor Patrica Nelson Limerick: „Når de samme sygdomme [som europæerne havde haft flere hundrede år til at udvikle immunitet imod] — skoldkopper, mæslinger, influenza, malaria, gul feber, tyfus, tuberkulose og, frem for alt, kopper — kom til Den Ny Verden, havde de oprindelige indbyggere næsten ingen modstandsdygtighed imod dem. Dødeligheden nåede i landsby efter landsby helt op på 80 til 90 procent.“

Russell Freedman beskriver en koppeepidemi der hærgede i 1837: „Mandanerne var de første der blev ramt, fulgt i hastig rækkefølge af hidatsaerne, assiniboinerne, arikaraerne, siouxerne og sortfødderne.“ Mandanerne blev næsten totalt udryddet. En befolkning på cirka 1600 i 1834 skrumpede ind til 130 i 1837.

Hvordan gik det med overenskomsterne?

Den dag i dag kan stammeældste blandt indianerne opremse datoerne for de aftaler de amerikanske myndigheder indgik med deres forfædre i det 19. århundrede. Men hvad kom der ud af disse traktater? Sædvanligvis måtte indianerne afstå gode revirer i bytte for karrige reservater og offentlig fattighjælp.

Som eksempel på den foragt man behandlede indianerne med, kan nævnes den tort irokesernationerne (fra øst mod vest: mohawk-, oneida-, onondaga-, cayuga- og senecastammerne) led efter at de amerikanske kolonister havde besejret briterne i uafhængighedskrigen, som sluttede i 1783. Irokeserne havde støttet briterne, og ifølge forfatteren Alvin Josephy fik de kun spot og en kold skulder til tak. Briterne „lod hånt om [irokeserne] og overdrog højheden over deres områder til De Forenede Stater“. Han tilføjer at selv de irokesere der havde holdt med kolonisterne imod englænderne, „blev antastet af rovgriske ejendomsselskaber og spekulanter samt af selve de amerikanske myndigheder“.

Da der i 1784 skulle forhandles om en traktat, opfordrede James Duane, en forhenværende repræsentant for Kontinentalkongressens Udvalg for Indianeranliggender, de statslige udsendinge til at „underminere enhver selvtillid som irokeserne eventuelt måtte have i behold, ved med overlæg at behandle dem som laverestående“.

Hans arrogante forslag blev ført ud i livet. Nogle irokesere blev taget som gidsler, og „forhandlingerne“ foregik under våbentrussel. Irokeserne regnede sig for ubesejrede i kamp, men måtte afstå alle jordbesiddelser vest for New York og Pennsylvanien og tage til takke med et mindre reservat i staten New York.

Sådanne metoder kom til anvendelse over for flertallet af stammerne. Alvin Josephy beretter at de amerikanske agenter brugte „bestikkelse, trusler, alkohol og manipulation med uautoriserede repræsentanter for at fravriste delawarerne, wyandotterne, ottawaerne, chippewaerne [også kaldet ojibwaerne], shawnee’erne og andre stammer fra Ohio-området jord“. Intet under at indianerne snart blev mistroiske over for den hvide mand med hans tomme løfter.

„Den lange vandring“ og „tårernes vej“

Da Den Amerikanske Borgerkrig brød ud i 1861, blev de amerikanske tropper trukket bort fra navajoernes gebet i de sydvestlige stater, og navajoerne benyttede lejligheden til at angribe amerikanske og mexicanske bebyggelser i Rio Grande-dalen i New Mexico-området. Myndighederne sendte oberst Kit Carson og hans New Mexico-frivillige ud for at undertvinge navajoerne og forflytte dem til et reservat på en gold strimmel jord ved navn Bosque Redondo. Carson anvendte den brændte jords taktik for at udsulte navajoerne og drive dem ud af den ærefrygtindgydende Canyon de Chelly i det nordøstlige Arizona. Han ødelagde tilmed over 5000 ferskentræer.

Carson samlede cirka 8000 navajoer og tvang dem ud på „den lange vandring“ på omtrent 500 kilometer til interneringslejren Bosque Redondo ved Fort Sumner i New Mexico. En beretning lyder: „Vejret var frygtelig koldt, og mange af de usselt klædte og underernærede fordrevne døde undervejs.“ Forholdene i reservatet var forfærdelige. Navajoerne måtte grave huller i jorden for at finde læ. I 1868 erkendte regeringen at den havde gjort navajoerne blodig uret og tildelte dem 1,4 millioner hektarer af deres fædrenejord i Arizona og New Mexico. De drog hjem, men det var en høj pris de havde været tvunget til at betale!

Mellem 1820 og 1845 blev titusinder af choctaw-, cherokee-, chickasaw-, creek- og seminoleindianere fordrevet fra deres territorier i de sydøstlige stater og tvunget vestpå, over Mississippifloden til det nuværende Oklahoma. Det var en tur på flere hundrede kilometer. Det barske vintervejr kostede mange livet. Den tvungne vandring mod vest blev berygtet som „tårernes vej“.

Et udsagn om overgrebene på indianerne har vi i følgende ord af den amerikanske general George Crook, som havde ledet et felttog mod siouxerne og cheyennerne i nord. Han udtalte: „Det er sjældent, indianerne kommer til orde med deres versioner. . . . Når det så kommer til uroligheder, og offentlighedens opmærksomhed henvendes på indianerne, er det kun deres misgerninger og grusomhed, der fordømmes, mens de mennesker, der med deres uretfærdighed har drevet dem til det yderste, ikke anklages. . . . Ingen kender dette forhold bedre end indianerne, så det er undskyldeligt, at de ikke venter retfærdighed af en regering, som kun straffer den røde mand, mens den hvide får lov at udplyndre ham efter behag.“ — Begrav mit hjerte ved Wounded Knee.

Hvordan klarer nutidens indianere sig efter mere end 100 år under de hvides herredømme? Er de i fare for at forsvinde som følge af assimilering? Hvilket fremtidshåb er der for dem? Dette og andre spørgsmål vil blive taget op i den følgende artikel.

[Ramme på side 9]

En barsk tilværelse for kvinderne

I de fleste stammer var mændene jægere og krigere, mens kvinderne havde hænderne fulde med talløse andre gøremål. De skulle opdrage børnene, så og høste kornet og male det til mel. Forfatteren Colin Taylor oplyser: „Prærieindianerkvindernes hovedbeskæftigelse . . . var at passe det hjemlige, føde børn og lave mad. I agerbrugssamfundene var det også dem der dyrkede markerne, . . . mens de hos de omvandrende bøffeljægerstammer i vest hjalp med at partere dyrene, bragte kødet hjem til lejren og tilberedte det samt forarbejdede huden til senere brug.“ — The Plains Indians.

En anden kilde fortæller om apacherne: „Landbruget var kvindearbejde, og der var intet nedværdigende eller tarveligt ved det. Mændene hjalp til, men kvinderne gik mere op i landbruget end mændene gjorde. . . . Kvinderne holdt hele tiden styr på hvornår landbrugsritualerne skulle udføres. . . . De fleste kvinder bad mens de overrislede jorden.“ — The Native Americans — An Illustrated History.

Ligeledes var det kvinderne der fremstillede teltene, de såkaldte tipier, der i regelen holdt et par år. Kvinderne rejste teltene og tog dem ned når stammen skiftede opholdssted. Tilværelsen har utvivlsomt været slidsom for kvinderne. Men det samme gjaldt mændene, der beskyttede stammen. Kvinderne nød respekt og havde talrige rettigheder. I nogle stammer, for eksempel hopistammen, er det den dag i dag kvinderne der har ejendomsretten.

[Ramme/illustration på side 10]

Et dyr der forandrede indianernes verden

Til Nordamerika indførte europæerne et dyr der forandrede mange stammers levevis — hesten. I det 17. århundrede var spanierne de første til at føre heste til den nye verdensdel. Indianerne blev eminente ryttere uden sadel, hvilket snart gik op for de fremrykkende europæere. Det var lettere for indianerne at jage bøfler fra hesteryg, og de omstrejfende stammer kunne mere ubesværet overfalde de fastboende nabostammer og røve gods, kvinder og slaver.

[Kort/illustration på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nogle nordamerikanske stammers hjemsted i det 17. århundrede

Kutenai

Spokan

Nez-percé

Shoshone

Klamath

Nord-paiute

Miwok

Yokuts

Serrano

Mohave

Papago

Sortfod

Fladhoved

Crow

Cheyenne

Ute

Arapaho

Jicarilla

Hopi

Navajo

Apache

Mescalero

Comanche

Lipan

Prærie-cree

Assiniboin

Hidatsa

Mandan

Arikara

Yanktonai

Teton

Sioux

Yankton

Pawnee

Oto

Kansa

Kiowa

Osage

Quapaw

Caddo

Wichita

Atakapa

Tonkawa

Santee

Iowa

Missouri

Illinois

Chickasaw

Alabama

Choctaw

Creek

Timucua

Ojibwa

Sauk

Fox

Kickapoo

Miami

Shawnee

Cherokee

Catawba

Powhatan

Tuscarora

Delaware

Erie

Susquehanna

Potawatomi

Irokeser

Huron

Ottawa

Algonkin

Sokoki

Massachuset

Wampanoag

Narragansett

Mohegan

Montauk

Abenaki

Malecite

Micmac

[Kildeangivelser]

Indianer: Baseret på foto af Edward S. Curtis; Nordamerika: Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 8]

Navajokunsthåndværk: Vævet klæde og smykker

[Illustration på side 11]

Canyon de Chelly, hvor „den lange vandring“ begyndte

Hvordan tegner indianernes fremtid sig?

I ET interview med Vågn op! omtalte cheyennefredshøvding Lawrence Hart et af indianernes problemer: „Vi er under pres af de kræfter der hedder kulturprægning og assimilation. For eksempel dør vore sprog ud. På et tidspunkt var det en forsætlig politik fra statens side. Der blev udfoldet store anstrengelser for at ’civilisere’ os gennem undervisning. Vi blev sendt på kostskole og fik forbud mod at tale vort indfødte sprog.“ Sandra Kinlacheeny mindes: „Hvis jeg talte navajo på kostskolen, vaskede læreren min mund med sæbe!“

Høvding Hart fortsætter: „Noget opmuntrende på det seneste er at forskellige stammer er blevet mere bevidste om deres identitet. De erkender at deres sprog vil uddø medmindre man gør en indsats for at bevare dem.“

Der er efterhånden kun ti der taler karuk, et indfødt sprog i Californien. I januar 1996 døde Røde Tordensky (Carlos Westez), den sidste indianer som talte catawba, i en alder af 76. Han havde i mange år ikke haft nogen at tale dette sprog med.

I Jehovas Vidners rigssale i navajo- og hopireservaterne i Arizona taler næsten alle tilsluttede navajo eller hopi foruden engelsk. Selv de forkyndere der ikke er indianere, lærer navajo for at kunne give bibelundervisning, eftersom mange navajoer kun taler deres eget sprog flydende. Sprogene hopi og navajo tales stadig af mange, og børnene opmuntres til at tale dem i skolen.

Indianernes uddannelsesmuligheder

Der findes 29 højere læreanstalter for indianere i USA, og de har 16.000 elever. Den første åbnede i Arizona i 1968. „Denne ret til at undervise på vore egne forudsætninger er en af de gavnligste omvæltninger der er foregået i Indianerland,“ siger dr. David Gipp fra De Amerikanske Indianeres Råd for Højere Uddannelse. På Sinte Gleska-universitetet er sproget lakota et obligatorisk fag.

Ifølge Ron McNeil (en hunkpapa-lakota), som er formand for De Amerikanske Indianeres Collegefond, er mellem 50 og 85 procent af indianerne arbejdsløse, og de har landets laveste middellevetid. Desuden forekommer sukkersyge, tuberkulose og alkoholisme hyppigere blandt indianerne end hos nogen anden gruppe i USA. Bedre uddannelse er blot én af de forholdsregler der måske kan rette op på miseren.

Hellige steder

Mange indianere regner deres forfædres hjemstavn for hellig. Som indianeren Hvide Torden har sagt til en senator: „Vort territorium er vort kæreste eje på jorden.“ Indianerne fortolkede normalt traktaterne og aftalerne med de hvide sådan at de hvide kunne benytte sig af indianernes territorier, men ikke at de direkte skulle overtage ejendomsretten. Siouxindianerstammerne mistede værdifuld jord i Black Hills i Dakotaterritoriet i 1870’erne, da guldgravere oversvømmede egnen. I 1980 tilkendte USA’s Højesteret otte siouxstammer en statslig erstatning på cirka 105 millioner dollars. Til dato har stammerne afslået betalingen. De vil have deres hellige jord, Black Hills i South Dakota, tilbage.

Mange siouxindianere er misfornøjede med at nogle hvide præsidenters portrætter er blevet udhugget i Mount Rushmore i Black Hills. På et nærliggende bjerg er billedhuggere imidlertid ved at frembringe en endnu større skulptur, som forestiller oglala-siouxhøvdingen Gale Hest. Portrættet forventes færdigt i juni 1998.

Nutidens udfordringer

For at klare den moderne tilværelse har indianerne måttet tilpasse sig radikalt. Mange har nu en god universitetsuddannelse som kan komme deres stammefrænder til gavn. Et eksempel er Burton McKerchie, en chippewa fra Michigan. Han har optaget dokumentarfilm for Public Broadcasting Service og arbejder nu på en highschool i hopireservatet i Arizona med at koordinere videoforevisninger i statens collegeklasser. Et andet eksempel er Ray Halbritter, en Harvarduddannet stammehøvding for oneidafolket.

Arlene Young Hatfield, der skriver for Navajo Times, har i en kommentar bemærket at de unge navajoer ikke har gjort de samme erfaringer og bragt de samme ofre som deres forældre og bedsteforældre gjorde under opvæksten. Hun skriver: „På grund af [de moderne] bekvemmeligheder har de i modsætning til deres forfædre aldrig prøvet at samle eller hugge brænde, hente vand eller vogte får. De bidrager ikke til familiens underhold sådan som børn i gamle dage.“ Hun slutter: „Det er umuligt at afværge de mange sociale problemer der uundgåeligt vil berøre vore børn. Vi kan ikke isolere vore familier og reservatet fra resten af verden, og vi kan heller ikke vende tilbage til vore forfædres livsform.“

Deri ligger udfordringen for indianerne — hvordan de kan holde fast ved deres enestående stammetraditioner og -værdier samtidig med at de indretter sig efter den ustadige omverden.

Kampen mod narkotika og alkohol

Alkoholismen har længe været en svøbe for indianernes samfund. Dr. Lorraine Lorch, der har virket som børnelæge og praktiserende læge blandt hopierne og navajoerne i 12 år, har i et interview med Vågn op! udtalt: „Alkoholisme er et alvorligt problem for både mænd og kvinder. Trods en robust konstitution bliver mange ofre for skrumpelever, ulykkesdødsfald, selvmord og drab. Det er sørgeligt at se alkoholisme fortrænge børn, ægtefælle og endda Gud. Latter bliver til tårer, blidhed til vold.“ Hun tilføjer: „Selv nogle af de ceremonier som navajoerne og hopierne engang omgærdede med hellighed, bliver nu med mellemrum skæmmet af fuldskab og umoralitet. Spiritussen berøver disse skønne mennesker deres helbred, deres forstand, deres kreativitet og deres sande identitet.“

Philmer Bluehouse, der arbejder som mægler blandt navajoerne i Window Rock i Arizona, har med en forskønnende omskrivning kaldt stof- og alkoholmisbruget „selvmedicinering“. Misbrugerne søger at drukne sorgerne og flygte fra livets barske realiteter i en tilværelse uden beskæftigelse og ofte også uden mening.

Mange indianere har dog med held bekæmpet den „dæmondrik“ som den hvide mand indførte, og har anstrengt sig for at gøre sig fri af stofmisbrug. To eksempler er Clyde og Henrietta Abrahamson fra Spokanereservatet i staten Washington. Den firskårne Clyde med det mørke hår og de mørke øjne fortæller til Vågn op!:

„Under vores opvækst boede vi mest i reservatet, og vi flyttede siden til byen Spokane for at læse videre. Vi brød os ikke om vores livsform, som var domineret af alkohol og stoffer. Det var den eneste livsform vi kendte. Vi kom under opvæksten til at hade begge dele fordi vi havde set den skade de voldte vores familie.

Så kom vi i forbindelse med Jehovas Vidner. Vi havde aldrig hørt om dem før vi kom til byen. Vi gjorde kun langsomt fremskridt, måske fordi vi ikke rigtig stolede på nogen vi ikke kendte, især ikke hvide. Vi studerede uregelmæssigt Bibelen i tre år. Det jeg havde sværest ved at aflægge, var marihuanarygningen. Jeg havde røget siden jeg var 14, og jeg var 25 før jeg forsøgte at holde op. Jeg var ’høj’ det meste af min ungdom. I 1986 læste jeg artiklen ’Everyone Else Smokes Pot — Why Shouldn’t I?’ (’Alle andre ryger marihuana — hvorfor skulle jeg så ikke?’) i Awake! for 22. januar. (Ikke oversat til dansk) Den fik mig til at indse hvor dumt det er at ryge marihuana, ikke mindst efter at jeg havde læst Ordsprogene 1:22, hvor der står: ’Hvor længe vil I uerfarne elske at være uerfarne, og hvor længe vil spotterne ønske sig spot og tåberne hade kundskab?’

Jeg holdt op med at ryge marihuana, og i foråret 1986 blev Henrietta og jeg gift. Vi lod os døbe i november 1986. I 1993 blev jeg udnævnt til ældste i menigheden. Begge vore piger blev døbt i 1994.“

Er kasinoer og hasardspil løsningen?

I 1984 fandtes der ingen hasardspilleetablissementer drevet af indianere i USA. Ifølge The Washington Post driver 200 stammer nu i 1996 220 spilleetablissementer fordelt på 24 stater. Nogle bemærkelsesværdige undtagelser er navajoerne og hopierne, som indtil videre har modstået fristelsen. Men er kasinoer og bingohaller vejen til velstand og bedre beskæftigelse i reservaterne? Philmer Bluehouse har til Vågn op! sagt: „Spil er et tveægget sværd. Spørgsmålet er: Vil det gavne flere end det skader?“ En avisartikel meddeler at indianerkasinoer har skabt 140.000 arbejdspladser i hele USA, men påpeger at kun 15 procent af disse stillinger er besat af indianere.

Cheyennehøvding Hart har givet Vågn op! sin vurdering af hvordan kasinoer og spil påvirker reservaterne. Han siger: „Jeg synes at der kan siges både for og imod. Det eneste gode ved dem er at de skaber beskæftigelse og giver indtægter til stammerne. På den anden side har jeg lagt mærke til at mange af spillerne kommer fra vore egne rækker. Nogle af mine bekendte er blevet forfaldne til bingo. De tager tidligt hjemmefra for at nå frem og er ikke hjemme når børnene kommer fra skole. Dermed bliver børnene nøglebørn der må vente på at forældrene kommer hjem fra bingo.

Det altoverskyggende problem er at familierne bilder sig ind at de nok skal vinde og få flere penge mellem hænderne. Det gør de ikke nær så tit som de taber. Jeg har set dem spille for penge som skulle være brugt til mad og tøj til børnene.“

Hvordan tegner fremtiden sig?

Eksperten Tom Bahti nævner at to hovedhypoteser er på tale når man drøfter de sydvestlige stammers fremtid. „Den ene forudsiger uden omsvøb at de indfødte kulturer snart fejes med af den amerikanske livsforms hovedstrøm. Den anden er mere uspecifik . . . Den taler varsomt om kulturprægningsprocessen og anbefaler en gennemtænkt blanding af ’det bedste af det gamle og det bedste af det nye’, en slags gylden kulturel solnedgang hvori indianeren kan bibeholde kunstfærdigheden i sit håndværk, farverigdommen i sin religion og visdommen i sin livsopfattelse — men samtidig være rimelig nok i sit forhold til os (den ’overlegne’ [hvide mands] kultur) til at dele vor opfattelse.“

Bahti siger så: „Forandringerne er uafvendelige, men hvem vil forandre sig, og i hvilken hensigt? . . . Vi [hvide] har en kedelig vane med blot at betragte alle andre folkeslag [her i landet] som uudviklede amerikanere. Vi går ud fra at de må være utilfredse med deres lod i livet og er ivrige efter at leve og tænke ligesom os.“

Han fortsætter: „Ét er sikkert — den amerikanske indianers saga er endnu ikke ude, men hvordan den ender og hvorvidt den ender, må fremtiden vise. Der er måske endnu tid til at begynde at tænke på vore resterende indianersamfund som værdifulde kulturressourcer og ikke som brydsomme sociale problemer.“

Livet i en harmonisk og retfærdig ny verden

Ud fra Bibelen véd Jehovas vidner hvad fremtiden rummer for indianerne, ja, for folk af alle nationer, stammer og sproggrupper. Jehova Gud har lovet at han vil skabe „nye himle og en ny jord“. — Esajas 65:17; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1, 3, 4.

Det er ikke et løfte om en ny planet. Som de indfødte amerikanere véd, er denne jord en juvel når den bliver behandlet ordentligt og med respekt. Bibelens profeti drejer sig om et nyt styre fra himmelen, et der skal erstatte menneskets udpinende herredømme. Jorden vil blive forvandlet til et paradis med genoprettede skove, prærier og floder. Naturen og dens dyreliv vil trives, og alle mennesker vil uselvisk være med til at forvalte jorden. Udnyttelse og begærlighed vil være borte. Der vil være rigeligt med god mad og masser af opbyggende aktiviteter.

Og når de døde oprejses, bliver der rådet bod på alle fortidens uretfærdigheder. For eksempel vil „anasazierne“ (navajo for „de fortidige“), forfædrene til mange af puebloindianerne, der har hjemme i Arizona og New Mexico, vende tilbage og få tilbudt evigt liv her på den rensede jord. Også indianerhistoriens berømte førerskikkelser — Geronimo, Siddende Tyr, Gale Hest, Tecumseh, Manuelito og høvdingerne Joseph og Seattle, foruden mange andre — vil måske vende tilbage når den lovede opstandelse finder sted. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Det er virkelig storslåede fremtidsudsigter for dem og for alle der vælger at tjene Gud!

[Illustration på side 15]

Typisk navajo-hytte, med jordtag

[Illustration på side 15]

Model af Gale Hest. Forlæg til den skulptur der bliver hugget ud i bjerget i baggrunden

[Kildeangivelse]

Foto: Robb DeWall, med tilladelse af den filantropiske forening Crazy Horse Memorial Foundation

[Illustration på side 15]

Jehovas vidner af hopi- og navajostammerne i Keams Canyon, Arizona, holder møder i denne rigssal, en tidligere handelsstation

[Illustration på side 16]

Anasaziboliger som er over 1000 år gamle (Mesa Verde, Colorado)

[Illustration på side 16]

Geronimo (1829-1909), den berømte apachehøvding

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Mercaldo Archives/ Dictionary of American Portraits/Dover