Et liv med indlæringshandicap

Lille David ved ikke noget bedre end at høre sin mor læse højt. Han har ikke svært ved at huske hvad han hører, men han har et problem. Han kan ikke læse, selv om han skulle være gammel nok til at lære det. Alt hvad der stiller krav til hans visuelle evner, volder ham besvær.

Sara går i tredje klasse, men er meget dårlig til at skrive bogstaver. De ser kluntede ud, og nogle af dem er spejlvendte. Hendes forældre er bekymrede, for hun kan knap nok skrive sit eget navn.

Morten går i ottende klasse. Han klarer sig godt i alle fag undtagen regning. Det er som om han ikke fatter selve dét at tallene står for nogle bestemte værdier. Bare ved at kigge på tallene kan han blive helt ophidset. Når han skal læse lektier, er hans humør ødelagt så snart han tager regnebøgerne frem.

HVAD er der i vejen med David, Sara og Morten? Er de dovne og stædige eller måske bare langsomme i opfattelsen? Nej, slet ikke. Alle har de en intelligens der er normal eller over middel. Men de lider også af indlæringsvanskeligheder, hver på sin måde. På hvert af de tre områder er der et fremmedord som beskriver problemet: David lider af dysleksi, et udtryk der bruges om forskellige læseproblemer. Saras skrivebesvær skyldes dysgrafi. Og hos Morten skyldes talproblemerne det der kaldes dyskalkuli. Men der er mange andre former for indlæringsvanskeligheder end disse tre. I USA mener eksperter at mindst ti procent af alle børn er ramt.

Hvordan vanskelighederne defineres

Næsten alle børn og unge har til tider svært ved at lære et eller andet. Som regel betyder dette dog ikke at de har et decideret handicap. Det viser snarere at alle simpelt hen har deres stærke og deres svage sider. Nogle er gode til at lytte og opfatte informationer gennem øret. Andre er mere visuelt orienterede og er bedre til at lære ved at læse. Men i skolen bliver de alle sat ind i samme klasseværelse, og det forventes at de lærer det samme uanset hvilken metode der anvendes. Dette kan ikke undgå at give vanskeligheder.

Nogle peger imidlertid på at der er forskel på blot at have visse vanskeligheder ved at lære og ligefrem at være hæmmet i indlæringen. Almindelige indlæringsproblemer kan overvindes med tålmodighed og ekstra indsats. Men et reelt indlæringshandicap kan have dybere rødder. „Hos det indlæringshandicappede barn synes der at være en fejlfunktion i hjernen med hensyn til at opfatte, behandle eller huske sådan som det kræves til mentale færdigheder,“ skriver doktorerne Paul og Esther Wender.a

At et barn har et indlæringshandicap, betyder dog ikke at det er mentalt handicappet. Paul og Esther Wender sammenligner det med tonedøvhed — dét at nogle mennesker ikke kan høre forskel på forskellige toners højde. „De der er tonedøve, er ikke hjerneskadede, og deres hørelse fejler ingenting. Ingen vil påstå at tonedøvheden skyldes dovenskab, dårlig undervisning eller ringe motivation.“ Sådan er det også med de indlæringshandicappede, siger ægteparret. Vanskelighederne er ofte særlig udprægede ved en bestemt form for indlæring.

Dette forklarer hvorfor intelligensen hos mange børn der har dette problem, er enten normal eller over gennemsnittet (nogle af dem er endda yderst intelligente). Ofte er det netop dette paradoks der sætter læger på sporet af et indlæringshandicap. I bogen Why Is My Child Having Trouble at School? forklares det: „Et indlæringshæmmet barn er to eller tre år bagud i forhold til sin alder og sin intelligenskvotient.“ Problemet er altså ikke bare at barnet ikke kan holde trit med sine jævnaldrende — det kan heller ikke holde trit med sig selv, det vil sige med sin egen intelligens.

Den nødvendige hjælp

Ofte forværres indlæringsproblemerne af de følelsesmæssige bivirkninger. Når indlæringshæmmede børn klarer sig dårligt i skolen, betragtes de måske som mislykkede af deres lærere og kammerater, ja, måske endda af deres egen familie. Desværre får mange af disse børn et negativt syn på sig selv. Det giver grund til at være på vagt, for indlæringshandicappet forsvinder normalt ikke.b „Et indlæringshandicap er livslangt,“ skriver dr. Larry B. Silver. „Det samme handicap der forstyrrer evnen til at læse, skrive og regne, griber også ind i sport, familieliv og samspillet med kammeraterne.“

Forældrenes støtte er derfor afgørende for disse børn. „Børn som véd at deres forældre altid vil forsvare dem, har et ståsted hvorfra de kan udvikle fornemmelsen af at de kan noget og duer til noget,“ hedder det i bogen Parenting a Child With a Learning Disability.

Men for at nå dertil må forældrene først ransage deres egen holdning. Nogle forældre føler at de på en eller anden måde selv er skyld i hvordan barnet har det. Andre føler sig panikslagne og overvældede af udfordringen. Ingen af disse reaktioner nytter. De lammer forældrene og forhindrer børnene i at få den nødvendige hjælp.

Hvis en specialist når frem til at dit barn lider af et indlæringshandicap, må du ikke fortvivle. Et barn i denne situation er blot et menneske der har behov for ekstra støtte på bestemte områder. Undersøg hvilken hjælp der tilbydes lokalt på netop dette felt. Mange skoler er i dag bedre rustede til at tage sig af situationen end de var for nogle år siden.

Eksperter understreger at man skal rose barnet for dets præstationer, uanset hvor ringe de er. Vær gavmild med din ros. Det betyder ikke at du afstår fra at holde disciplin. Børn har brug for visse rammer, og det gælder ikke mindst når børnene er indlæringshandicappede. Lad dem forstå hvad du forventer, og hold fast ved det.

Lær at se realistisk på situationen. I bogen Parenting a Child With a Learning Disability illustreres det på denne måde: „Forestil dig at du går ind på en restaurant og bestiller en kalvekotelet. Da tjeneren kommer med tallerkenen, opdager du at det er lammekoteletter. Du holder meget af begge retter, men det var kalvekoteletten du havde gået og tænkt på. Du var måske ikke indstillet på at spise lammekoteletter, men hvis du går i gang, vil du nyde det. Sådan er det også at tage sig af et barn med et specielt behov.“

[Fodnoter]

„Sid stille og hør efter!“

Et liv med koncentrationsbesvær og hyperaktivitet

„Jim havde hele tiden sagt at Cal bare var forkælet, og at vi — det vil sige jeg — bare skulle køre ham stramt, så skulle han nok tage sig sammen. Men nu var der pludselig en læge der sagde at det hverken var min eller vores eller skolelærernes skyld — der var faktisk noget galt med vores søn.“

DEN lidelse Cal har, kaldes på engelsk ved det vanskelige navn Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD), en kombination af koncentrationsvanskeligheder, impulsiv adfærd og hyperaktivitet. Mellem tre og fem procent af alle skolebørn menes at lide af dette. „Deres hjerne er som et tv-apparat hvor kanalvælgeren er defekt,“ siger Priscilla L. Vail, der er indlæringspædagog. „Den ene tanke flyder over i den anden, uden struktur eller disciplin.“

En kort beskrivelse af tre hovedsymptomer på ADHD:

Koncentrationsbesvær: Et barn med ADHD kan ikke se bort fra uvæsentlige detaljer og koncentrere sig om et hovedemne. Det bliver straks distraheret af uvedkommende lyde, lugte og synsindtryk. Barnet har ikke lukket af for opmærksomheden, det kan blot ikke koncentrere sig om en enkelt ting.

Impulsiv adfærd: Et barn med ADHD handler før det tænker, og skænker ikke konsekvenserne en tanke. Der er ingen planlægning eller dømmekraft, og handlingerne kan være farlige. „Han farer ud på gaden, op i en vindueskarm, op i et træ,“ skriver dr. Paul Wender. „Derfor oplever han flere sår, skrammer og lægebesøg end andre.“a

Hyperaktivitet: Hyperaktive børn er i konstant uro. De kan ikke sidde stille. „Selv når de bliver ældre, vil man ved at betragte dem se at de hele tiden er i bevægelse med ben, fødder, arme, hænder, læber eller tunge,“ skriver dr. Gordon Serfontein i sin bog The Hidden Handicap.

En dreng kan godt være koncentrationshæmmet og impulsiv uden også at være hyperaktiv. Herom bruges undertiden det engelske udtryk Attention Deficit Disorder (ADD). Dr. Ronald Goldberg forklarer at ADD „kan forekomme uden nogen som helst hyperaktivitet. Det kan også forekomme med en grad af hyperaktivitet — lige fra det næppe mærkbare, over det irriterende, til det ligefrem invaliderende.“

Hvad skyldes ADHD?

I årenes løb er koncentrationsproblemer blevet ført tilbage til alt lige fra dårlig opdragelse til stråling fra lysstofrør. Det menes nu at ADHD skyldes forstyrrelser i visse hjernefunktioner. I 1990 testede USA’s Nationale Institut for Mentalhygiejne 25 voksne som havde ADHD-symptomer, og konstaterede at deres hjerne var langsommere til at forbrænde glukose i netop de områder som styrer bevægelse og opmærksomhed. I omkring 40 procent af ADHD-tilfældene synes personens genetiske sammensætning at have en indflydelse. Ifølge The Hyperactive Child Book kan ADHD også sættes i forbindelse med moderens brug af alkohol eller narkotika under svangerskabet og med blyforgiftning eller fejlernæring hos barnet.

ADHD hos teenagere og voksne

Læger har i de senere år konstateret at ADHD ikke blot findes hos børn. Dr. Larry Silver siger: „Når forældrene kommer med barnet, siger de som regel: ’Sådan var jeg også da jeg var lille.’ Og så indrømmer de at de stadig har svært ved at vente i en kø, sidde stille under et møde eller fuldføre et stykke arbejde.“ Det menes nu at omkring halvdelen af alle ADHD-børn beholder nogle af symptomerne op i teenageårene og voksenalderen.

I pubertetsårene ændres ADHD-adfærden måske fra det risikofyldte til det ligefrem kriminelle. „Engang var jeg bange for at han aldrig ville komme ind på et gymnasium,“ siger moderen til en teenager med ADHD. „Nu er jeg lykkelig bare han ikke kommer i fængsel.“ Hendes angst er ikke overdrevet. En undersøgelse hvor man har sammenlignet 103 hyperaktive unge med en kontrolgruppe på 100 børn som ikke havde denne lidelse, synes at bekræfte dette. „Da børnene i den hyperaktive gruppe var kommet op i begyndelsen af tyverne,“ rapporterer bladet Newsweek, „havde de været arresteret dobbelt så mange gange som de andre, fem gange så ofte været tiltalt for tyveri og ni gange så ofte været i fængsel.“

En voksen som lider af ADHD, har sine egne, helt specielle problemer. Dr. Edna Copeland oplyser: „Den hyperaktive dreng kan vokse op og blive en mand som hele tiden skifter job, bliver fyret, nusser rundt hele dagen og altid er rastløs.“ Hvis man ikke forstår årsagen, kan symptomerne naturligvis belaste et ægteskab. En kvinde hvis mand har ADHD, fortæller: „I en ganske enkel samtale var det som om han kun hørte det halve af hvad jeg sagde. Det var som om hans tanker altid var et andet sted.“

Naturligvis er der flere der har det sådan, i større eller mindre grad. „Man må spørge om symptomerne altid har været til stede,“ siger ph.d. George Dorry. „Hvis en mand kun har været glemsom siden han blev fyret fra sit job, eller siden hans kone fødte deres barn, så er det ikke ADD.“

Når det drejer sig om ADHD, kan det tilføjes at symptomerne vil vise sig overalt — på næsten alle områder af personens tilværelse. Sådan var det med 38-årige Gary, en velbegavet og energisk mand som tilsyneladende ikke kunne gennemføre selv det mest simple stykke arbejde. Han havde været ansat over 120 forskellige steder. „Efterhånden havde jeg slået mig til tåls med at jeg ikke duede til noget som helst,“ fortæller han. Men Gary og mange andre — børn, unge og voksne der har ADHD — er blevet hjulpet. Hvordan?

[Fodnote]

Tag udfordringen op

MAN har i årenes løb forsøgt mange forskellige behandlinger for ADHD. Nogle af dem har fokuseret på kosten. Men i dag tyder visse undersøgelser på at det kun sjældent er tilsætningsstoffer i fødevarer der fremkalder hyperaktivitet, og at behandling ad kostens vej giver meget ringe virkning. Man har så forsøgt at behandle ADHD med medicin, med adfærdspåvirkning og med påvirkning af selvopfattelsen.a

Medicin. Da ADHD synes at stamme fra en defekt i hjernefunktionen, er mange blevet hjulpet af medicin som har genoprettet den kemiske balance.b Men medicin kan selvfølgelig ikke træde i stedet for indlæring. Den kan måske hjælpe et barn til at koncentrere sig bedre så det får en bedre grundvold at bygge nye færdigheder på.

Også mange voksne med ADHD er blevet hjulpet af medicin. Men forsigtighed er nødvendig, både for børn og voksne, da visse præparater der anvendes mod ADHD, kan være vanedannende.

Adfærdspåvirkning. At et barn har ADHD, betyder ikke at forældrene skal give afkald på at opdrage det. Der er måske særlige hensyn at tage, men alligevel gælder Bibelens vejledning: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) I sin bog Your Hyperactive Child gør Barbara Ingersoll opmærksom på følgende: „De forældre der bare giver op og mener at det hyperaktive barn skal ’rase ud’, gør ikke barnet nogen tjeneste. Den hyperaktive skal som alle andre børn føle at han er underlagt en konsekvent disciplin og omfattet af respekt som menneske. Det vil sige at der skal være klare grænser, og der skal være passende belønninger og straffe.“

Forældrene må altså give deres barn faste rammer. En fast rutine i det daglige er også nødvendig. Forældrene kan godt lade barnet være med til at lægge det daglige skema, med tid til lektier, vask, læsning og så videre. Men så bør man holde sig til skemaet. Det amerikanske blad Phi Delta Kappan gør opmærksom på følgende: „Læger, psykologer, skoleledere og lærere har over for barnet og dets forældre pligt til at gøre det klart at diagnosen ADD eller ADHD ikke giver barnet ret til hvad som helst, men derimod er en forklaring der giver barnet mulighed for at få passende hjælp.“

Barnets selvopfattelse. En indsats på dette felt indebærer at man prøver at få barnet til at betragte sig selv og sin lidelse i et andet lys. „Den koncentrationshæmmede føler sig ’grim, dum og uværdig’ selv om han eller hun faktisk er køn, klog og kærlig,“ oplyser dr. Ronald Goldberg. Den der lider af ADD eller ADHD, må derfor hjælpes til at få det rette syn på sig selv og til at forstå at problemet ikke er håbløst. Dette er særlig vigtigt i puberteten. Når en ADHD-person bliver teenager, har han gennemlevet megen kritik fra kammerater, lærere, søskende og måske endda forældre. Han har nu brug for at sætte sig nogle realistiske mål og bedømme sig selv rimeligt snarere end overkritisk.

De tre ovennævnte behandlingsmåder kan også anvendes på voksne som har ADHD. „Metoderne må tilpasses alderstrinnet,“ skriver dr. Goldberg, „men behandlingsmåderne — medicin hvor det er på sin plads, samt påvirkning af adfærd og selvopfattelse — er rimelige veje at gå uanset tidspunktet i personens liv.“

Støtte fra andre

John har en teenagesøn med ADHD. Han siger til forældre i samme situation: „Lær alt hvad I kan om problemet. Træf jeres beslutninger på grundlag af rigelig information. Frem for alt må I elske og opbygge jeres børn. Lav selvagtelse er dræbende for livsmodet.“

Hvis et barn med ADHD skal have tilstrækkelig støtte, må faderen og moderen arbejde godt sammen. Dr. Gordon Serfontein skriver at et ADHD-barn „må vide at det omfattes af kærlighed i familien, og at denne kærlighed udgår fra den kærlighed som findes mellem forældrene indbyrdes“. (Kursiveret af os.) Desværre mangler der undertiden noget på dette punkt. Dr. Serfontein fortsætter: „Det er veldokumenteret at der i en familie med et ADHD-barn er en hyppighed af ægteskabelige problemer og brud som ligger en tredjedel højere end hos befolkningen i øvrigt.“ Hvis sådanne problemer skal undgås, må faderen påtage sig en aktiv rolle i opdragelsen af barnet med ADHD. Han må ikke lade moderen være alene med ansvaret. — Efeserne 6:4; 1 Peter 3:7.

Nære venner kan være til uvurderlig hjælp, selv om de ikke hører til familien. Hvordan? „Vær kærlig og venlig,“ siger John, som vi citerede tidligere. „Prøv at se bag om det der er synligt for øjnene. Lær barnet godt at kende. Vis også forældrene opmærksomhed. Hvordan har de det? Hvordan får de dagligdagen til at fungere?“ — Ordsprogene 17:17.

Medlemmer af den kristne menighed kan gøre meget for at støtte både barnet og forældrene. Hvordan? Ved at være rimelige i deres forventninger. (Filipperne 4:5) Et barn med ADHD kan virke ret forstyrrende. Men lad være med at sige: „Hvorfor har I ikke styr på jeres barn?“ Eller: „Hvad med lidt tugt?“ Den forstående medtroende véd at forældrene har mere end nok at gøre med at klare de daglige krav. Forældre bør selvfølgelig gøre hvad de kan for at få barnet til at forstyrre mindst muligt. Men trosfæller bør ifølge Bibelen snarere ’vise medfølelse’ og ’velsigne’ end give efter for irritation. (1 Peter 3:8, 9) Ofte benytter Gud jo netop trosfæller til at ’trøste dem der er nedslåede’. — 2 Korinther 7:5-7.

De der kender Bibelen, er klar over at vor ufuldkommenhed, derunder eventuelle vanskeligheder med indlæring, er en arv vi har fået fra det første menneske, Adam. (Romerne 5:12) De ved også at Skaberen, Jehova, vil opfylde sit løfte om at indføre en retfærdig ny verden hvor den slags frustrerende lidelser ikke længere vil findes. (Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:1-4) Denne overbevisning er et håbets anker for alle som har ADHD og lignende lidelser. „Efterhånden som vores søn bliver ældre og får mere oplæring og erfaring, kan han bedre forstå sin situation og få den under kontrol,“ siger John. „Han bliver aldrig fuldstændig kureret i denne verden. Det er vor daglige trøst at Jehova i den nye verden vil rette op på det der er i vejen, så vores søn kan komme til at nyde livet i fulde drag.“

[Fodnoter]

[Ramme på side 8]

Et råd til forældre

NÆSTEN alle børn kan til tider være uopmærksomme, impulsive og rastløse. Det betyder ikke nødvendigvis at de lider af ADHD. I sin bog Before It’s Too Late skriver ph.d. Stanton E. Samenow: „Jeg har kendt talrige tilfælde hvor børn der bare ikke gider at gøre noget bestemt, bliver undskyldt med at de lider af et handicap så de ikke kan gøre for det.“

Ph.d. Richard Bromfield peger på noget lignende. „Det er rigtigt at nogle af dem der får diagnosen ADHD, er neurologisk hæmmede og skal have medicinhjælp,“ skriver han. „Men den samme lidelse får ofte skylden for enhver slags misbrug, hykleri, forsømmelighed og andre onder som i de fleste tilfælde ikke har noget at gøre med ADHD. Normløsheden i nutidens samfund — den umotiverede vold, stofmisbruget eller blot dét at familielivet er ustruktureret eller overstimulerende — kan med meget større sandsynlighed afføde en ADHD-lignende rastløshed end nogen som helst neurologisk mangel.“

Der er derfor god grund til at dr. Ronald Goldberg advarer mod at bruge ADHD som universaletiket. Hans råd er at man „husker at vende hver eneste sten før man stiller en diagnose“. ADHD-lignende symptomer kan være tegn på mange forskellige fysiske eller følelsesmæssige problemer. For at kunne stille den rigtige diagnose må man derfor have hjælp af en erfaren læge.

Og selv om diagnosen bliver stillet, gør forældre vel i at veje for og imod brugen af en given form for medicin. Ritalin kan fjerne nogle uønskede symptomer, men har også ubehagelige bivirkninger, såsom søvnløshed og forøget angst og nervøsitet. Ph.d. Richard Bromfield fraråder at man for hastigt giver børn medicin blot for at fjerne symptomerne. „Alt for mange børn, og flere og flere voksne, får ritalin uberettiget,“ siger han. „Efter min erfaring har brugen af ritalin mest at gøre med hvor meget forældre og skolelærere synes de vil finde sig i hos børnene. Jeg kender tilfælde hvor man har givet det til børn for at holde dem passive snarere end for at hjælpe dem.“

Man må altså ikke forhaste sig med at betragte sine børn som ADHD-lidende. Forældre må, sammen med dygtige læger, overveje vidnesbyrdene omhyggeligt. Hvis de når til det resultat at et barn er indlæringshæmmet eller lider af ADHD, må de tage sig tid til at sætte sig grundigt ind i sagen så de kan gøre det der er bedst for deres barn.

[Illustration på side 9]

Et barn med ADHD har brug for en kærlig, men konsekvent opdragelse

[Illustration på side 10]

Forældres ros udretter meget