Vi elsker haver og parker

NYDER du undertiden at gå en tur i en fredfyldt have for at komme væk fra støjen og den hektiske dagligdag? Er stille parker med græsplæner, skyggefulde træer og små søer de omgivelser du foretrækker når du er på skovtur med din familie eller går en spadseretur med en ven? Haver og parker har en beroligende, forfriskende og ligefrem helbredende virkning på os.

Mens nogle, måske på grund af tidsmangel, viger tilbage fra selv at passe en have, glæder alle sig over de farver, dufte, lyde og frugter man finder i haver. Thomas Jefferson, som var arkitekt, forsker, advokat, opfinder og USA’s præsident, var meget haveinteresseret. Han skrev: „Ingen anden beskæftigelse giver mig så megen glæde som det at dyrke jorden. . . . Jeg elsker stadig at gå og arbejde i haven. Selv om jeg er en gammel mand, er jeg kun en ung gartner.“

Mange deler hans entusiasme. Hvert år strømmer millioner af besøgende til verdensberømte haver, deriblandt Kew Gardens (De Kongelige Botaniske Haver) i England, haverne i Kyoto i Japan, slotsparken i Versailles i Frankrig og Longwood Gardens i Pennsylvanien i USA. Mange lande har også byområder hvor husene ligger langs alléer og er omgivet af buske, træer og et væld af farverige blomster — et miniatureparadis.

Haver kan være gode for helbredet

Man har konstateret at mennesker der er i kontakt med naturen, får et bedre helbred, også selv om denne kontakt blot begrænser sig til at se på blomster, træer, buske og fugle gennem et vindue. Denne kendsgerning fik et hospital i New York til at anlægge en have på hospitalets tag. Haven „vakte jubel,“ siger en af lægerne. „Haveanlægget har virket vældig oplivende på både patienter og hospitalspersonale. . . . Vi tror at idéen har et stort terapeutisk potentiale.“ Undersøgelser viser faktisk at det gavner folk både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt at se sig mæt på naturen.

De der er interesserede i åndelige spørgsmål, kan desuden føle at de kommer Gud nærmere når de befinder sig i hans skaberværk. Dette aspekt kan føres tilbage til den allerførste have på jorden, Edens have, hvor Gud for første gang kommunikerede med mennesket. — 1 Mosebog 2:15-17; 3:8.

Kærlighed til haver findes blandt alle folkeslag, og som vi vil se, er dette bemærkelsesværdigt. Men inden vi beskæftiger os med den side af sagen, vil vi gerne tage dig med på en tur i nogle historiske haver for at se hvor dybt forankret længselen efter Paradiset har været hos alle folkeslag.

Havekunst op gennem tiden

DET første sted menneskene stiftede bekendtskab med Paradiset, var i en have der lå i et område der kaldtes Eden, muligvis i nærheden af Vansøen i vore dages Tyrkiet. En flod der delte sig i fire hovedstrømme, vandede haven som Adam og Eva skulle ’dyrke og tage sig af’. Hvilken glæde har det ikke været at tage vare på en have hvori der var en overflod af ’træer som var indbydende at se på og gode at spise af’! — 1 Mosebog 2:8-15.

Eden var et fuldkomment hjem. Adam og Eva og deres efterkommere skulle udvide havens grænser, uden tvivl ved at bruge Guds oprindelige haveplan som model. Med tiden ville hele jorden blive omdannet til et paradis som var tilpas fyldt med mennesker. Vore første forældre valgte imidlertid at være ulydige, hvilket medførte at de blev drevet væk fra dette fredfyldte sted. Sørgeligt nok blev alle deres efterkommere født uden for dette hjem i Eden.

Mennesket var ikke desto mindre skabt til at leve i et paradis. Derfor var det naturligt at kommende generationer ville forsøge at omgive sig med efterligninger af Paradiset.

Havekunst i oldtiden

Babylons hængende haver regnes blandt oldtidens underværker. De blev anlagt for mere end 2500 år siden af kong Nebukadnezar som ville glæde sin mediske kone der længtes hjem til Mediens skove og bjerge. Denne 22 meter høje have som var anlagt i terrasser der blev støttet af hvælvinger, indeholdt så meget muldjord at der kunne vokse store træer i det. Dronningens hjemve blev sikkert lindret når hun spadserede gennem dette terrasseformede område der var som en Edens have.

Havekunst indtog en fremtrædende plads i Ægyptens frugtbare Nildal. The Oxford Companion to Gardens siger: „Verdens ældste afbildninger af haver stammer fra Ægypten som havde en lang tradition for havekunst.“ På en tegning fra cirka år 1400 f.v.t. over en have der tilhørte en ægyptisk embedsmand i Theben, ses små søer, alléer og pavilloner. Næst efter de kongelige haver var tempelhaverne de mest overdådige. De blev anlagt med lunde, blomster og krydderurter som overrisledes ved hjælp af kanaler fra vandløb og søer hvori det myldrede med vandfugle, fisk og åkander. — Jævnfør Anden Mosebog 7:19.

Også perserne gjorde sig bemærkede inden for havekunst. Persernes og ægypternes haver var så indtagende at da Alexander den Stores hære i det fjerde århundrede vendte hjem til Grækenland, var de velforsynede med frø, planter og idéer. I Athen samlede Aristoteles og hans elev Theofrast den efterhånden mangfoldige flora og oprettede en botanisk have for at studere planterne og klassificere dem. Mange velhavende grækere havde ligesom deres ægyptiske og persiske forgængere nogle skønne haver.

Roms indbyggere kombinerede hus og have på den begrænsede plads i byen, og de der var rige, anlagde imponerende lysthaver på deres landsteder. Da tyrannen Nero ville have sit eget paradis, satte han med hård hånd i hundredvis af familier på gaden, rev deres huse ned og anlagde en privat park på over 50 hektarer rundt om sit palads. Senere, omkring år 138 e.v.t., nåede romersk havekunst sit højdepunkt med opførelsen af kejser Hadrians villa i Tivoli. Villaen var omgivet af 243 hektarer parker, vandbassiner, søer og springvand.

Fortidens israelitter havde også haver og parker. Den jødiske historieskriver Josefus omtaler et sted kaldet Etan (Etam), der var beliggende 13 til 16 kilometer fra Jerusalem, og hvor der fandtes nogle skønne haveanlæg der var rige på rindende vandløb. Etans parker kan have været blandt de ’haver, parker, vanddamme og skove’ som Bibelen siger Salomon ’anlagde sig’. (Prædikeren 2:5, 6) Et sted som Jesus har gjort berømt, er Getsemane Have der lå på eller i nærheden af Oliebjerget lige uden for Jerusalem. Det var her Jesus gerne søgte hen når han ønskede at være alene med sine disciple for at undervise dem. — Mattæus 26:36; Johannes 18:1, 2.

Fra arabiske til engelske haver

Da arabiske hære i det syvende århundrede bredte sig mod øst og vest, stødte de ligesom Alexander den Store på de persiske haver. (Jævnfør Ester 1:5.) Howard Loxton skriver: „Araberne syntes at de persiske haver lignede det paradis Koranen lovede de troende.“ Den persiske haveform blev forbillede for den typiske arabiske have som, fra det mauriske Spanien til Kashmir, var delt op i fire sektioner af fire vandløb som i midten mødtes i et bassin eller en fontæne, hvilket leder tanken hen på Edens fire floder.

I det 17. århundrede plantede stormogulerne over 700 paradisiske haver ved Dalsøen i den smukke Kashmirdal i Nordindien. Disse haver som havde springvand, terrasser og vandfald, dannede en prægtig palet af farver. Den sorte marmorpavillon som er bygget på Dalsøens bredder af Shah Jahan (der også byggede Taj Mahal), har stadig denne inskription: „Hvis der findes et paradis på jorden, er det her, er det her, er det her.“

Nogle århundreder tidligere blev middelalderen i Europa afløst af det 14. århundredes renæssance. Den italienske havetradition, som var blevet trådt under fode da middelalderen begyndte i det femte århundrede, fik en genopblomstring — denne gang i kirkens regi. Kristenheden betragtede haven som ’et midlertidigt paradis’. En bygningstegning fra det 9. århundrede viser et kloster med to haver der er mærket „Paradis“. Kristenhedens haver blev snart større og prægtigere, men frem for at genspejle åndelige idealer blev mange af dem symboler på magt og rigdom.

Da Karl VIII af Frankrig i 1495 erobrede Napoli i Italien, skrev han hjem: „De smukke haver jeg har i denne by, kan slet ikke beskrives. . . . Der mangler kun Adam og Eva i at gøre dem til et jordisk paradis.“ Hvis Karl VIII imidlertid havde levet i det 17. århundrede, ville han på fransk jord have set kong Ludvig XIV’s kæmpemæssige haver. Ifølge bogen The Garden kan parken i Versailles „stadig gøre krav på at være den største og mest storslåede“.

Renæssancen havde imidlertid en ny definition af paradiset: Det oplyste menneske skulle undertvinge sig naturen og bringe orden i haven ved ikke at lade noget vokse tilfældigt. Træer og blomster blev plantet i nøjagtige geometriske figurer. Romernes tradition for planteskulpturer, hvor træer og planter faconklippes og formes, oplevede således en vældig genoplivning.

Opdagelsesrejser og international handel bragte i det 18. og 19. århundrede nye planter og nye idéer inden for havearkitektur til den vestlige verden. Engelsk havekunst begyndte nu at gøre sin indflydelse gældende. The New Encyclopædia Britannica siger: „I 1700-tallets England var man i stigende grad blevet opmærksom på den naturens verden mennesket var en del af. Frem for at forme naturen efter en menneskeskabt geometrisk orden begyndte man at tilpasse sig naturen.“ Mænd som William Kent og Lancelot Brown var meget dygtige anlægsgartnere. Brown anlagde over to hundrede haveanlæg i England. Thomas Jefferson og John Adams, der begge senere blev præsidenter for De Forenede Stater, rejste rundt i England i 1786 for at studere engelske haver.

Østerlandsk indflydelse

Kinas traditionelle havekunst er for den østlige civilisation hvad ægypternes, grækernes og italienernes er for den vestlige verden. Kineserne var oprindelig animister der betragtede floder, sten og bjerge som materialiserede ånder der skulle æres. Da taoismen, kungfutsianismen og buddhismen senere fejede gennem landet, opstod der nye retninger inden for havekunst.

På den anden side af Det Japanske Hav udviklede japanske havekunstnere deres egen stil, hvor form går forud for farve, og hvor hver enkelt genstand har sin bestemte plads. I et forsøg på at fastholde naturens æstetik og mangfoldighed på et begrænset område er gartneren meget omhyggelig når han placerer sine sten, og når han tilplanter og former sin have. Dette kommer især til udtryk inden for bonsaikunsten (bonsai betyder „plantet i en skål“) hvor et træ eller flere træer i miniaturestørrelse nænsomt betvinges og gives de ønskede former og proportioner.

Selv om den østerlandske have kan variere i stil fra dens vestlige modstykke, afspejler også den en længsel efter Paradiset. Wybe Kuitert, som er ekspert i japanske haver, siger for eksempel at gartnere under Heian-perioden (794-1185) forsøgte at skabe et indtryk af et „paradis på jorden“.

Værdsat over hele verden

Mennesker overalt i verden, selv jægere og samlere der levede i „naturlige haver“ som jungler, skove og græsstepper, har haft stor værdsættelse af haven. I deres beretninger om aztekerne i Mexico og inkaerne i Peru „omtalte conquistadorerne kunstfærdige haver med terrasseanlagte bjerge, lunde, fontæner og dekorative vandbassiner . . . ikke ulig datidens haver i Vesten,“ siges der i The New Encyclopædia Britannica.

Ja, lundene langs Nilen i oldtiden, østerlandske landskaber, moderne byparker og botaniske haver vidner om menneskets længsel efter Paradiset. Forfatteren Terry Comito skriver om denne evige „paradisnostalgi“: „Haven er det sted hvor vi føler os hjemme.“ Og mon ikke alle ville ønske at de kunne sige: „Mit hjem er som Edens have?“ Er en verdensomspændende Edens have, der ikke kun er for de rige, blot en drøm? Kan den blive til virkelighed?

[Illustrationer på side 7]

En malers opfattelse af de hængende haver i Babylon

En klassisk have i Japan

Versailles, Frankrig

Op gennem historien har menneskene længtes efter Paradiset

[Kildeangivelse]

Det Franske Turistkontor/Rosine Mazin

Vejen tilbage til Paradiset

I BETRAGTNING af menneskets længsel efter Paradiset og de forsøg der er blevet gjort for at genskabe det, skulle man tro at Jorden nu var blevet et veritabelt paradis. Men det er ikke tilfældet.

Menneskeheden har i stedet ladet begærlighed få overtaget, hvilket ofte er gået ud over miljøet og dets mangfoldige livsformer. Eftersom mange mener at materiel velstand er det de fleste stræber efter her i verden, har de mistet alt håb om at Jorden nogen sinde vil blive omdannet til et paradis. De tror at deres eneste håb om et paradis består i et himmelsk liv efter døden. Hvis denne opfattelse er rigtig, vil det betyde at vores længsel efter et paradis på jorden aldrig vil blive til virkelighed, og at Gud har overladt Jorden til menneskers dårskab og begærlighed. Er det tilfældet? Hvad vil fremtiden bringe? Og hvor vil fremtiden forme sig?

Paradiset — i himmelen eller på jorden?

For næsten 2000 år siden sagde Jesus Kristus til en angrende tyv der var pælfæstet ved siden af ham: „Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Mente Jesus at røveren ville blive oprejst til himmelen sammen med ham? Nej.

Forbryderen har slet ikke tænkt i de baner. Hvorfor ikke? Fordi han uden tvivl har kendt til de passager af De Hebraiske Skrifter der var på hans tid, som for eksempel den første del af Salme 37:29: „De retfærdige tager jorden i besiddelse.“ Det underbygges af Jesu udtalelse: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mattæus 5:5) Dette skriftsted harmonerer med den bøn der almindeligvis kaldes Fadervor, som siger: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10.

Bibelen lærer at Gud skabte jorden, ikke himmelen, som hjem for menneskeslægten. Hans ord siger at han „ikke skabte [jorden] forgæves“, men „dannede den til at bebos“. (Esajas 45:18) Hvor længe skal den bebos? „Han har grundlagt jorden på dens fundamenter; den skal aldrig i evighed rokkes.“ (Salme 104:5) Ja, „jorden består evindelig“. — Prædikeren 1:4.

Det er Guds hensigt at gøre jorden til et evigt hjem for langt de fleste af dem der tjener ham. Læg mærke til hvad Guds ord, Bibelen, siger om dette. Salme 37:11 forudsiger: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ Hvor længe? Salme 37:29 siger: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ Til den tid vil skriftstedet gå i opfyldelse som siger: „Du [Gud] åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker,“ vel at mærke de ønsker der er i overensstemmelse med Guds vilje. — Salme 145:16.

Hvad med dem der ikke ønsker at gøre Guds vilje? I Ordsprogene 2:21, 22 erklæres det: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“

Paradiset genoprettes

Snart vil Guds domme blive eksekveret over denne onde verden. (Mattæus 24:3-14; 2 Timoteus 3:1-5, 13) Gud vil imidlertid føre „en stor skare“ gennem denne kommende ødelæggelse og ind i den nye verden han skaber. — Åbenbaringen 7:9-17.

Dernæst vil Gud hjælpe sine jordiske undersåtter til at udføre den glædebringende opgave at forvandle hele jorden til et paradisisk hjem. Bibelen lover: „Ørkenen og det udtørrede land skal glæde sig, og ørkensletten juble og blomstre som krokusen. . . . For i ørkenen er vand brudt frem, og regnfloder på ørkensletten.“ — Esajas 35:1, 6.

I dette paradis som efterhånden vil brede sig ud over hele jorden, vil der ikke længere være hungersnød, fattigdom, slumkvarterer, hjemløse eller områder der er hærget af kriminalitet. „Der vil være en overflod af korn på jorden.“ (Salme 72:16) „Markens træer skal give deres frugt, og landet giver sin afgrøde.“ (Ezekiel 34:27) „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise.“ (Esajas 65:21, 22) „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ — Mika 4:4.

Hvorfor nogle kommer i himmelen

De fleste vil sikkert indrømme at de længes efter et paradis på jorden. Det er et naturligt ønske eftersom Gud aldrig har indgivet menneskene en længsel efter at komme i himmelen; de kan ikke engang forestille sig hvordan livet i himmelen ville være. Pat, som har været aktiv kirkegænger, sagde for eksempel til sin anglikanske præst: „Jeg har aldrig haft noget ønske om at komme i himmelen. Jeg vil ikke derop, og hvad skulle jeg også foretage mig der?“ — Jævnfør Salme 115:16.

Det er korrekt at Bibelen lærer at et begrænset antal, nemlig 144.000, vil få liv i himmelen. (Åbenbaringen 14:1, 4) Hvad skal de der? Bibelen forklarer: „Du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ (Åbenbaringen 5:9, 10) Sammen med deres konge, Jesus Kristus, udgør de det „rige“, jordens nye regering i himmelen, som kristne beder om. Denne regering vil lede arbejdet med at bringe jorden og menneskeheden tilbage til den oprindelige paradisiske tilstand. — Daniel 2:44; 2 Peter 3:13.

Da menneskene ikke har et naturligt ønske om at leve i himmelen, må Guds ånd på en særlig måde „vidne“ over for de 144.000 om at de ejer „kaldet opad“. (Romerne 8:16, 17; Filipperne 3:14) Det er ikke nødvendigt at ånden virker sådan på mennesker i al almindelighed eftersom deres evige hjem vil være på en paradisisk jord.

Et åndeligt paradis bereder vejen

Hvad kræves der for at man kan opnå evigt liv i et paradis på jorden? Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) I Esajas 11:9 forbindes fredelige menneskelige relationer med kundskaben om Gud: „De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ — Jævnfør Esajas 48:18.

Denne kundskab er naturligvis ikke blot en teoretisk viden. Den påvirker vores personlighed og motiverer os til at vise gudhengivne egenskaber som „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. (Galaterne 5:22, 23) Jehovas vidner bestræber sig for at opdyrke disse egenskaber og befinder sig derfor allerede nu i et velgørende åndeligt paradis. — Esajas 65:13, 14.

Derved står de i skarp kontrast til verden omkring dem som synker længere og længere ned i ugudelighed og fordærv. Snart vil Gud tilintetgøre denne onde verden. Indtil da indbyder Jehovas vidner dig til nøjere at undersøge det åndelige paradis de nyder. Se med egne øjne hvordan Jesus, den usynlige himmelske Konge, nu stille og roligt leder de fremtidige indbyggere af denne nye verden ind på den snævre vej som fører til et jordisk paradis og evigt liv! — Mattæus 7:13, 14; Åbenbaringen 7:17; 21:3, 4.

[Illustration på side 8, 9]

De der overlever denne verdens afslutning, vil kunne være med til at omdanne jorden til et paradis