Når folk slår ihjel i Guds navn

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FRANKRIG

„Vi slår ihjel i Guds navn og vil fortsætte med at slå ihjel“

UNDER denne overskrift kunne man læse følgende i avisen International Herald Tribune: „Dette århundrede, som optimister ynder at betragte som en oplyst tidsalder, har i lige så høj grad som noget forudgående århundrede været præget af menneskers uhyggelige tendens til at slå hinanden ihjel i Guds navn.“

Journalisten anførte nogle eksempler på religiøse massakrer i de forløbne århundreder og pegede dernæst på de massakrer der har fundet sted her i det tyvende århundrede, hvorefter han sluttede: „Det vi ser, er en grufuld fortsættelse af tidligere tiders brutale intolerance. Religionen bruges fortsat som undskyldning for politisk vold og territoriale udvidelser.“

Nogle forsøger at retfærdiggøre vore dages religionskrige med at Gud godkendte at fortidens israelitter slog kana’anæerne ihjel. Men det berettiger ikke såkaldt kristne til at føre krig i dag. Hvorfor ikke? Fordi israelitterne fik direkte påbud fra Gud om at fuldbyrde hans retfærdige domme over dæmondyrkende folk hvis gudsdyrkelse indbefattede grov umoralitet og børneofringer. — 5 Mosebog 7:1-5; 2 Krønikebog 28:3.

Noget der viser at de krige der blev udkæmpet af fortidens Israel, ikke var almindelige konflikter, er at det undertiden var på mirakuløs vis at Gud lod dem sejre. For eksempel fik israelitterne ved en lejlighed besked på at udruste sig med horn, krukker og fakler, hvilket næppe kan betegnes som almindelige krigsvåben. Ved en anden lejlighed lod man sangere gå foran en israelitisk hær der stod over for en overvældende militærstyrke af invaderende hære fra adskillige lande. — Dommerne 7:17-22; 2 Krønikebog 20:10-26.

Når israelitterne ved visse lejligheder deltog i krige som Gud ikke havde befalet dem at udkæmpe, fik de ikke hans velsignelse og led derfor nederlag. (5 Mosebog 28:15, 25; Dommerne 2:11-14; 1 Samuel 4:1-3, 10, 11) Man kan altså ikke henvise til israelitternes krige for at retfærdiggøre de krige der føres i kristenheden.

I religionens navn har hinduer kæmpet mod muslimer og sikher; shiitiske muslimer har ført krig mod sunnimuslimer, og på Sri Lanka har buddhister og hinduer slået hinanden ihjel.

Et typisk eksempel på hvordan man har slået ihjel i Guds navn, ser man i de krige der i det 16. århundrede fandt sted i Frankrig. Beretningen om disse krige er nogle af de blodigste sider i katolikkernes og protestanternes historie i Europa. Lad os se nærmere på disse krige og finde ud af hvad vi kan lære af dem.

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: U.S. Army

Religionskrigene i Frankrig

SØNDAG den 1. marts 1562 red to af katolicismens forkæmpere i Frankrig, hertugen af Guise og hans broder Karl af Lorraine, med deres væbnede vagter mod Vassy, en landsby øst for Paris. De besluttede at gøre holdt ved kirken i Vassy for at overvære messen.

Pludselig hørte de salmesang. Sangen kom fra adskillige hundrede protestanter der var forsamlede til gudstjeneste i en lade. Soldaterne tiltvang sig adgang til laden, og i den forvirring der fulgte, blev der udvekslet fornærmelser, og sten begyndte at flyve gennem luften. Soldaterne åbnede ild, slog i snesevis af protestanter ihjel og sårede hundrede andre.

Hvilke begivenheder var det der førte til denne massakre? Hvordan reagerede protestanterne?

Den historiske baggrund

I den første halvdel af det 16. århundrede var Frankrig et rigt og tæt befolket land. Dets økonomiske og befolkningsmæssige opsving blev ledsaget af bestræbelser for at indføre en mere åndelig og broderlig form for katolicisme. Folk ønskede at kirken skulle være mindre rig og mere hellig. Nogle gejstlige samt nogle lærde humanister krævede religiøse reformer for at bekæmpe de højtstående prælaters misbrug og de laverestående gejstliges uduelighed. En af de gejstlige der ivrede for en fornyelse, var den katolske biskop Guillaume Briçonnet.

I sit bispedømme Meaux opmuntrede Briçonnet alle til at læse i Bibelen. Han finansierede endog en ny fransk oversættelse af De Kristne Græske Skrifter. Inden længe fik han vreden at føle fra Sorbonnes teologiske fakultet i Paris, der var vogter af den katolske ortodoksi, hvilket afbrød hans bestræbelser. Men biskoppen blev beskyttet af Frans I, Frankrigs konge fra 1515 til 1547. På det tidspunkt var kongen gunstigt stemt over for reformer.

Frans I tolererede dog kun kritikken af kirken i det omfang den ikke truede den offentlige orden og den nationale enhed. I 1534 satte protestantiske ekstremister plakater op der fordømte den katolske messe som afgudsdyrkelse, og de sømmede endog en plakat op på døren ind til kongens sovegemak. Som følge heraf foretog Frans I en kovending og indledte en voldsom undertrykkelse af protestanterne.

Brutal undertrykkelse

Der gik ikke lang tid før protestanter blev brændt på bålet. Mange humanister, deres meningsfæller, og de der var tilhængere af den spæde protestantisme, flygtede ud af landet. Myndighederne begyndte at censurere bøger og øve kontrol med lærere, udgivere og bogtrykkere.

Valdenserne blev udsat for de værste angreb fra myndighedernes side. De var en minoritetsgruppe bestående af bibelorienterede fattige landsbyboere fra den sydøstlige del af landet. Nogle blev brændt på bålet, i hundredvis blev massakreret, og omkring 20 af deres landsbyer blev hærget. — Se rammen på side 6.

Et koncil af katolske biskopper der var opmærksomme på behovet for en kirkereform, mødtes i december 1545 i Trento i Italien. Koncilet sluttede i 1563, og ifølge The Cambridge Modern History „blev resultatet . . . at de der var besluttede på at udrydde protestantismen, fik øget magt“.

Optakten til krig

Trætte af at vente på forandringer gjorde mange af reformtilhængerne inden for den katolske kirke fælles sag med protestanterne. Omkring 1560 sluttede et betragteligt antal franske aristokrater og deres støtter sig til huguenotterne, som protestanterne blev kaldt. Huguenotterne blev stadig mere højrøstede. Deres offentlige møder var undertiden provokerende og medførte fjendtlige reaktioner. For eksempel samledes tusinder af protestanter i 1558 i Paris fire dage i træk for at synge salmer.

Alt dette vakte vrede hos den katolske kirkes magtfulde fyrster og blandt de katolske masser. Tilskyndet af kardinal Karl af Lorraine udstedte kong Henrik II, der havde efterfulgt sin far, Frans I, på tronen, i 1559 Écouen-ediktet. Dets erklærede hensigt var at udslette „det afskyelige lutherske pak“. Dette førte til en terrorkampagne i Paris mod huguenotterne.

Nogle få uger senere døde Henrik II af de sår han havde pådraget sig i en ridderturnering. Tilskyndet af Guise-familien fornyede hans søn kong Frans II det edikt der fastsatte dødsstraf over ubøjelige protestanter. Det følgende år døde Frans II, og hans mor, Katarina af Medici, efterfulgte ham som hersker på vegne af hans tiårige broder, Karl IX. Katarinas forsoningspolitik huede ikke Guiserne, der var besluttede på at knuse protestantismen.

I 1561 tilrettelagde Katarina en drøftelse mellem katolske og protestantiske teologer i Poissy i nærheden af Paris. I det edikt Katarina udstedte i januar 1562, gav hun protestanterne frihed til at samles til gudsdyrkelse uden for byerne. Det gjorde katolikkerne rasende. Dermed var scenen gjort klar til det der, som beskrevet i indledningen, skete to måneder senere — massakren på protestanterne i laden i landsbyen Vassy.

De første tre krige

Massakren i Vassy udløste den første af otte religionskrige der fra 1562 til midt i 1590’erne kastede Frankrig ud i nogle rædselsfulde år med blodsudgydelse. Der var også politiske og sociale spørgsmål inde i billedet, men blodbadet var hovedsagelig foranlediget af religion.

Efter slaget ved Dreux i december 1562, hvor 6000 faldt, nærmede denne første religionskrig sig sin afslutning. Amboise-freden, der blev underskrevet i marts 1563, skænkede visse steder huguenotfyrsterne begrænset religionsfrihed.

„Den anden krig blev fremskyndet af huguenotternes frygt for en international katolsk sammensværgelse,“ siger The New Encyclopædia Britannica. På den tid blev folk sendt i galgen af katolske dommere blot fordi de var huguenotter. I 1567 udløstes krigen af huguenotternes forsøg på at pågribe kong Karl IX og hans mor, Katarina.

Efter at have omtalt et særlig blodigt slag ved St.-Denis uden for Paris siger historikerne Will og Ariel Durant: „Frankrig forundredes atter over den religion der forledte mennesket til et sådant blodbad.“ Kort efter, i marts 1568, skænkede freden i Longjumeau huguenotterne den beskedne tolerance som de før havde nydt under Amboise-freden.

Katolikkerne var imidlertid rasende og nægtede at opfylde fredstraktatens betingelser. I september 1568 udbrød der derfor en tredje religionskrig. Den efterfølgende fredstraktat gav huguenotterne endnu større indrømmelser. De fik overdraget befæstede byer, deriblandt havnebyen La Rochelle. Desuden blev en betydningsfuld protestantisk fyrste, admiral de Coligny, udnævnt til kongens råd. Atter rasede katolikkerne.

Massakren på Bartholomæusnatten

Omkring et år senere, den 22. august 1572, overlevede Coligny et attentatforsøg der fandt sted i Paris da han var på vej fra Louvreslottet til sit hus. Protestanterne blev rasende og truede med at tage nogle drastiske skridt for at hævne sig hvis ikke retfærdigheden hurtigt skete fyldest. Under en privat rådslagning besluttede den unge kong Karl IX, hans mor, Katarina af Medici, og adskillige fyrster at skaffe Coligny af vejen. For at undgå repressalier gav de samtidig ordre til at man dræbte alle de protestanter der var kommet til Paris for at overvære protestanten Henrik af Navarras bryllup med Katarinas datter, Margrethe af Valois.

Natten til den 24. august gav klokkerne i kirken Saint-Germain-l’Auxerrois over for Louvre signalet til at massakren kunne begynde. Hertugen af Guise og hans mænd ilede til den bygning hvor Coligny sov. Her blev Coligny dræbt og smidt ud af vinduet, hvorefter hans lig blev skamferet. Den katolske hertug sørgede for at følgende budskab blev spredt: „Dræb dem alle. Det er kongens ordre.“

Fra den 24. til den 29. august udspillede der sig horrible optrin i Paris’ gader. Nogle hævdede at floden Seinen farvedes rød af blodet af de tusinder af dræbte huguenotter. Andre byer oplevede lignende massakrer. Skønnene over dødstallene varierer fra 10.000 til 100.000; de fleste historikere mener imidlertid at der har været tale om mindst 30.000.

„Lige så grufuld som selve massakren var den glæde den afstedkom,“ skriver en historiker. Da pave Gregor XIII hørte om nedslagtningen, befalede han at der blev holdt en takkemesse, og sendte Katarina af Medici sine lykønskninger. Han lod også en særlig medalje slå til minde om drabet på huguenotterne og bestilte et maleri af massakren med teksten: „Paven billiger drabet på Coligny.“

Efter massakren hed det sig at Karl IX fik syner af sine ofre og råbte til sin sygeplejerske: „Hvilket ondt råd jeg har fulgt! Åh, min Gud, tilgiv mig!“ Han døde som 23-årig i 1574 og blev efterfulgt af sin bror Henrik III.

Religionskrigene fortsætter

I mellemtiden blev katolikkerne af deres ledere ophidset til kamp mod huguenotterne. I Toulouse sagde katolske præster til deres sognebørn: „Slå alle ihjel, fratag dem alt. Vi er jeres fædre; vi vil beskytte jer.“ Ved hjælp af voldelig undertrykkelse satte kongen, lokalparlamenter, guvernører og feltherrer eksemplet, og de katolske masser fulgte trop.

Huguenotterne gav igen med samme mønt. Inden der var gået to måneder efter Bartholomæusnatten, indledte de den fjerde religionskrig. De steder hvor protestanterne var i overtal, ødelagde de statuer, krucifikser og altre i katolske kirker og slog også folk ihjel. „Gud ønsker at vi hverken skåner byer eller mennesker,“ erklærede Johannes Calvin, de franske protestanters anfører, i sit skrift Deklaration til bevarelse af den sande tro.

Yderligere fire religionskrige fulgte. Den femte sluttede i 1576 da kong Henrik III underskrev en fredstraktat der gav huguenotterne fuld religionsfrihed i hele Frankrig. Til sidst gjorde det ultrakatolske Paris oprør og fordrev Henrik III, da man mente at han havde for mild en holdning til huguenotterne. Katolikkerne dannede en oppositionsregering, Den Hellige Liga, ledet af Henrik af Guise.

Under den ottende krig, også kaldet de tre Henrik’ers krig, indgik katolikken Henrik III en alliance med sin efterfølger, protestanten Henrik af Navarra, mod katolikken Henrik af Guise. Det lykkedes Henrik III at få Henrik af Guise snigmyrdet, men i august 1589 blev Henrik III selv snigmyrdet af en dominikanermunk. Nu blev Henrik af Navarra, der 17 år tidligere var blevet skånet på Bartholomæusnatten, udråbt til kong Henrik IV.

Eftersom Henrik IV var huguenot, nægtede Paris at underlægge sig ham. Den Hellige Liga organiserede en væbnet opstand mod ham over hele landet. Henrik vandt adskillige slag, men da en spansk hær ankom for at støtte katolikkerne, besluttede han til sidst at afsværge protestantismen og gå over til den katolske tro. Han blev kronet den 27. februar 1594 og holdt sit indtog i Paris, hvor folket, fuldstændig udmattet af krigene, hyldede ham som konge.

Således sluttede de franske religionskrige efter mere end 30 år hvor katolikker og protestanter på skift havde nedslagtet hinanden. Den 13. april 1598 udstedte Henrik IV det historiske Nantes-edikt, der gav protestanterne ret til frit at følge deres samvittighed og udøve deres religion. Ifølge paven var ediktet „det mest forbandede man kan tænke sig, hvorved der gives samvittighedsfrihed til alle, hvilket er det værste i verden“.

Overalt i Frankrig følte katolikker at Henrik med dette edikt brød det løfte han havde givet, om at støtte deres tro. Kirken faldt ikke til ro før Ludvig XIV næsten hundrede år senere ophævede Nantes-ediktet, hvilket blev indledningen til en endnu voldsommere forfølgelse af huguenotterne.

Krigens frugter

Ved slutningen af det 16. århundrede var det forbi med Frankrigs velstand. Halvdelen af riget var blevet belejret, udplyndret, løskøbt eller hærget. Soldaterne udsugede befolkningen, hvilket førte til bondeoprør. Da man gik ind i det 17. århundrede, havde henrettelser, massakrer, landsforvisning og trosfornægtelse tyndet ud i den protestantiske befolkning.

Det lod til at katolikkerne havde vundet de franske religionskrige. Men velsignede Gud deres sejr? Det gjorde han tydeligvis ikke. Mange franskmænd var trætte af alle disse drab i Guds navn og blev irreligiøse. De blev forløbere for det der er blevet kaldt det 18. århundredes antikristne orientering.

[Tekstcitat på side 9]

„Gud ønsker at vi hverken skåner byer eller mennesker.“ Således erklærede de franske protestanters anfører

[Ramme/illustration på side 6]

Valdenserne stod fast — Med hvilket resultat?

PIERRE VALDÈS, eller Peter Valdo, var en velhavende købmand der levede i Frankrig i det 12. århundrede. På det tidspunkt holdt den katolske kirke med fuldt overlæg folket i uvidenhed om Bibelen, og derfor finansierede Valdo oversættelsen af evangelierne og andre bibelbøger til det sprog folk talte i det sydøstlige Frankrig. Han opgav siden sin forretning og viede sit liv til forkyndelsen af evangeliet. Inden længe sluttede mange sig til ham, og i 1184 blev han og hans tilhængere ekskommunikeret af pave Lucius III.

Senere blev alle disse bibelorienterede grupper af prædikanter under ét kendt som valdenserne. De gjorde sig til fortalere for at man vendte tilbage til den tro og praksis som de kristne i det første århundrede havde fulgt. De forkastede de traditionelle katolske læresætninger og skikke, deriblandt aflad, forbønner for de døde, skærsilden, Mariadyrkelsen, bønner rettet til „helgener“, barnedåb, tilbedelse af krucifikset og transsubstantiationslæren. Som følge heraf led valdenserne ofte frygteligt for den katolske kirkes hånd. Historikeren Will Durant beskriver situationen da kong Frans I iværksatte en forfølgelse af ikkekatolikker:

„Kardinal de Tournon, der hævdede, at valdenserne var forræderisk sammensvorne mod kongen, overtalte den syge, tvivlende konge til at underskrive en forordning (1. januar 1545) om, at alle valdensere, der fandtes skyldige i kætteri, skulle henrettes. . . . På én uge (12.-18. april) blev adskillige landsbyer nedbrændt, i én af dem blev 800 mænd, kvinder og børn slagtet, på to måneder blev 3.000 dræbt, toogtyve landsbyer jævnet med jorden, 700 mand sendt til galejerne. Femogtyve rædselsslagne kvinder, der søgte ly i en hule, blev kvalt af ild, der blev lagt ved dens indgang.“

Will Durant har følgende kommentar til disse historiske begivenheder: „Disse forfølgelser var det største fejlgreb i Frans’ regeringstid.“ Men hvilken virkning havde det på dem der var vidne til valdensernes standhaftighed under de forfølgelser som kongen havde iværksat? Will Durant skriver: „Martyrernes mod ophøjede og kastede glans over deres sag. Tusinder af tilskuere må være blevet imponeret og foruroliget. Havde det ikke været for disse opsigtsvækkende henrettelser, ville de måske aldrig have fået den tanke at skifte deres fædrene tro.“

[Illustration på side 5]

Massakren i Vassy udløste religionskrigene

[Kildeangivelse]

Bibliothèque Nationale, Paris

[Illustration på side 7]

Bartholomæusnatten, hvorunder i tusindvis af protestanter blev nedslagtet af katolikker

[Kildeangivelse]

Foto: Musée cantonal des Beaux-Arts, Lausanne

[Illustrationer på side 8]

Protestanter ødelagde kirkens ejendom og slog katolikker ihjel (herover og herunder)

[Kildeangivelser]

Bibliothèque Nationale, Paris

Bibliothèque Nationale, Paris

Hvilken religion godkender Gud?

DET religiøse had der prægede det 16. århundredes Frankrig, døde desværre ikke hen. Under Trediveårskrigen (1618-48) blev Europa splittet som følge af dybt indgroede fordomme da katolikker og protestanter igen drog ud på slagmarken. Folk der hævdede at være kristne, gik på ny i gang med at nedslagte hinanden i Guds navn.

Dette religiøse had og sådanne religiøst betingede drab hører desværre ikke kun fortiden til. Katolikker og protestanter har også i vor tid slået hinanden ihjel i Irland, og det samme har medlemmer af den ortodokse og den katolske kirke gjort i det tidligere Jugoslavien. Og hvor ufatteligt det end forekommer, dræbte både katolikker og protestanter under Første og Anden Verdenskrig i hundredtusindvis af deres egne trosfæller på slagmarken. Kan dette på nogen måde retfærdiggøres? Hvordan ser Gud på det?

Forsøg på at retfærdiggøre krig

I 1995 Britannica Book of the Year hedder det: „I 1994 forsøgte man på flere fronter at retfærdiggøre vold rent teologisk.“ For over 1500 år siden gjorde den katolske filosof „Sankt“ Augustin et lignende forsøg på at retfærdiggøre drab. Ifølge New Catholic Encyclopedia var han „ophavsmanden til teorien om retfærdig krig“, og opslagsværket bemærker at hans tanker ’øver en vis indflydelse selv i vor tid’.

Den katolske kirke samt de ortodokse og de protestantiske kirker har for eksempel tolereret og endog opfordret til at man slår andre ihjel i Guds navn. Disse trossamfunds historie er blodig, men mange andre af verdens store religioner er ikke bedre. Hvordan kan man da finde frem til den trosretning der tilbeder Gud på den måde han ønsker?

Ikke blot ved at lytte til det som folk siger de tror på. I den forbindelse gav Jesus Kristus følgende advarsel: „Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve. I kan kende dem på deres frugter. . . . Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter. . . . Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ — Mattæus 7:15-20.

Kendt på deres frugter

Millioner af ærlige mennesker erkender at verdens religioner er ’rådne træer’ der har frembragt „dårlige frugter“, især ved at fremme blodige krige. I Bibelen beskrives den falske religions verdensimperium som en åndelig skøge kaldet „Babylon den Store“. Bibelen siger at „i hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden“. — Åbenbaringen 17:3-6; 18:24.

Gud har altså på ingen måde godkendt de krige der er blevet velsignet af religiøse ledere, men vil inden længe eksekvere dommen over de religioner der har begået mord i hans navn. Dette vil være en opfyldelse af den bibelprofeti der siger: „Babylon, den store by, [vil] med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere.“ Når denne glædelige begivenhed finder sted, vil Gud have „eksekveret dommen over den store skøge“ og have „hævnet sine trælles blod og krævet det af hendes hånd“. — Åbenbaringen 18:21; 19:2.

Folk der føler sig frastødt af alle de drab der er foregået i Guds navn, spekulerer måske på om der findes kristne som lever i harmoni med følgende bibelprofeti: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ (Esajas 2:4) Kender du en gruppe mennesker der ejer sand gudsfrygt, og som aldrig vil deltage i krig?

Den religion Gud godkender

I en sociologisk afhandling med titlen „Mere om retfærdiggørelse af vold“, udgivet af University of Michigan, hedder det: „Siden århundredskiftet har Jehovas Vidner konsekvent fastholdt deres ikkevoldelige ’kristne neutralitet’ i to store verdenskrige og i de efterfølgende militære sammenstød under ’den kolde krig’.“ Afhandlingen forklarer årsagen til at Jehovas Vidner forbliver neutrale, ved at sige: „Jehovas Vidners lære hænger sammen med deres overbevisning om at Bibelen er Guds inspirerede ord.“

Ja, Jehovas vidner lever efter Bibelen, der siger: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. . . . Vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der . . . slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

Jehovas vidner har ofte gjort folk opmærksomme på hvilken blodskyld der hviler på verdens religioner. De har også påpeget at det haster med at reagere på følgende opfordring i Bibelen: „Gå ud fra hende [Babylon den Store], mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ — Åbenbaringen 18:4, 5.

Mange giver agt på opfordringen til at bryde med den falske religions verdensimperium. Hvis du er dybt chokeret over de drab der finder sted i religionens navn, vil vi opfordre dig til at kontakte den der gav dig dette blad, eller skrive til en af adresserne på side 5. Jehovas vidner vil med glæde gøre dig bekendt med Bibelens løfte om en retfærdig ny verden hvor der ikke længere vil være krig. — Salme 46:8, 9; 2 Peter 3:13.

[Illustration på side 10]

„Offentligt bekender de at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham.“ Titus 1:16