Jordens dyreliv er ved at forsvinde

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

KAN du godt lide at betragte og lytte til vilde dyr — en tiger, en hval eller en gorilla? At kæle for en koala? At føle jorden under dig ryste på grund af de dundrende klove fra store omstrejfende dyreflokke? Ulykkeligvis vil mange måske aldrig få sådanne oplevelser — i bedste fald vil de opleve det på et museum, ved at læse en bog eller via en computer. Hvorfor?

Fordi tusinder af planter og dyr er ved at uddø mens du læser denne artikel. Dr. Edward O. Wilson, der er biolog ved Harvarduniversitetet, anslår at 27.000 arter uddør om året — det er tre i timen. I så fald kunne op mod 20 procent af jordens arter være uddøde om 30 år. Men udryddelseshastigheden er ikke konstant; den er stigende. Man forventer at der i begyndelsen af næste århundrede vil uddø i hundredvis af arter om dagen.

Det afrikanske sorte næsehorn er på randen af udryddelse. Krybskytteri fik dets antal til at falde fra 65.000 til 2500 på mindre end 20 år. Der er færre end 5000 orangutanger tilbage i de stadig mindre jungler på Borneo og Sumatra. Livet til vands er også truet. Et af ofrene er den yndefulde kinesiske floddelfin i Yangtze-floden. Kun omkring hundrede individer har overlevet forurening og rovfiskeri, og de vil måske forsvinde i løbet af de næste ti år.

„Forskere fra forskellige grene af videnskaben er uenige om mangt og meget,“ siger Linda Koebner i Zoo Book, „men med hensyn til hvor presserende det er at redde forskellige arter og vor planets biologiske helbred, er de helt enige: De næste halvtreds år er uhyre kritiske.“

Hvem har skylden?

Befolkningstilvæksten har øget udryddelseshastigheden, men det er ikke den eneste årsag. Mange dyr — vandreduen, moafuglen, gejrfuglen og pungulven, for blot at nævne nogle få — blev udryddet længe før indbyggertallet i sig selv udgjorde nogen trussel. Dr. J. D. Kelly, leder af Zoological Parks Board i New South Wales i Australien, siger om landets historie: „Tabet af biodiversiteten siden koloniseringen i 1788 er en national skændsel.“ Dette kan uden tvivl siges om mange andre lande. Udtalelsen peger også på nogle mere uhyggelige grunde til udryddelse, nemlig uvidenhed og begærlighed.

På grund af den globale trussel om udryddelse har en ny og måske uventet allieret stillet sig på de trængte dyrs side, nemlig de zoologiske haver. Disse enklaver i byerne er i stigende grad blevet sidste tilholdssted for mange arter. Men der er begrænset plads i zoologiske haver, og det er både dyrt og vanskeligt at holde vilde dyr. Der er også spørgsmålet om det etiske ved at holde dem i fangenskab, selv når de bliver behandlet godt. Desuden er dyrene i de zoologiske haver fuldstændig afhængige af menneskehedens økonomiske gavmildhed samt sårbare og ofte omskiftelige, politiske og økonomiske systemer. I betragtning af dette, hvor stor sikkerhed nyder disse flygtninge fra naturen så?

[Ramme på side 3]

Er det naturligt at arter uddør?

„Er det ikke blot naturens orden at arter uddør? Nej, i hvert fald ikke i det omfang der er tale om i nyere tid. I størstedelen af de seneste 300 år er der blevet udryddet cirka én art om året. I øjeblikket foregår den menneskeskabte udryddelse af arter mindst 1000 gange hurtigere. . . . Menneskers aktivitet er årsagen til denne hastige stigning i udryddelsen af arter.“ — The New York Public Library Desk Reference.

„Jeg er blevet fascineret af adskillige specielle, men nu forsvundne, skabninger og er bedrøvet, ofte harm, over at de er blevet udryddet. På nær nogle få tilfælde har det nemlig altid været menneskets begærlighed eller grusomhed, skødesløshed eller ligegyldighed der enten direkte eller indirekte har været skyld i udryddelsen.“ — David Day, The Doomsday Book of Animals.

„Menneskers aktiviteter udrydder arter endnu før de er beskrevet.“ — Biological Conservation.

Zoologisk have — de vilde dyrs sidste håb?

I NYERE tid er en stille revolution skyllet ind over de mest fremskridtsvenlige zoologiske haver i verden. Et synligt tegn på dette er at de har ombygget deres indhegninger så de minder mere om naturen; de efterligner dyrenes naturlige miljø med planter, stengærder, slyngplanter, tågedis, lyde og endda andre dyr og fugle som indvånerne kan forliges med. Skønt det er dyrt — alene i USA bruges der årligt 1,2 milliarder dollars på forbedringer af zoologiske haver og akvarier — betragtes ændringerne som nødvendige i betragtning af de zoologiske havers ambitiøse nye rolle.

Missionen for det næste århundrede

Biologisk fattigdom truer vor planet, og derfor har verdens førende zoologiske haver udstukket naturbevarelse, uddannelse og videnskabelig forskning som deres mission i det 21. århundrede. Inspireret af udfordringen og tilskyndet af sagens påtrængende beskaffenhed har nogle zoologiske haver taget navneforandring til for eksempel „dyrereservat“ eller „naturbevarelsespark“.

Publikationen The World Zoo Conservation Strategy er førende organ for de nye tanker. Den beskrives af en forfatter som „det vigtigste dokument det zoologiske samfund nogen sinde har frembragt“. Strategy er faktisk en zoologisk erklæring eller pagt; den „definerer det ansvar og de muligheder som verdens zoologiske haver og akvarier har med hensyn til bevarelsen af variation i det globale dyreliv“. Som for at bortvejre enhver tvivl om de nye takter tilføjer Strategy: „Berettigelsen af en zoologisk haves eller et akvariums eksistens er afhængig af hvor meget den eller det bidrager til naturbevarelse.“

Folkeoplysning og videnskabelig forskning, især angående formering i fangenskab, er vigtige elementer i denne nye status. Blandt vor tids unge findes morgendagens dyrepassere som får ansvaret for at bevare den bjærgede rest af de stadig flere arter der er udryddet i naturen. Vil de tackle denne opgave klogt og pligtopfyldende? Og vil menneskeheden som et hele få større forståelse for naturen? Med dette i tanke opfordrer Strategy alle zoologiske haver til at give undervisning, og til at se sig selv som en del af „et verdensomspændende samvittighedsnetværk“.

Zoologiske haver går sammen i et globalt netværk

Omfanget af den opgave der ligger foran dem, har fået mange zoologiske haver, cirka tusind, til at gå sammen om at danne et globalt netværk. Internationale organisationer, for eksempel Verdensorganisationen for Zoologiske Haver og International Forening til Bevarelse af Natur og Naturressourcer, knytter disse zoologiske haver sammen og sørger for koordinering og vejledning.

Bogen Zoo — The Modern Ark peger på et afgørende argument for et sådant samarbejde: „Hvis den snigende dræber, indavl, skal holdes i skak, kan en zoologisk have ikke længere nøjes med at tage sig af sin egen lille flok af for eksempel sibiriske tigre. Nej, alle sibiriske tigre i zoologiske haver på et helt kontinent — eller endda i hele verden — må behandles som en samlet bestand.“ Der er brug for i hundredvis af individer af hver art for at mindske eller eliminere indavl — forløberen for ufrugtbarhed og udryddelse — og dette ligger uden for en enkelt zoologisk haves muligheder. Strategy siger: „Denne opbydelse af alle de kræfter der er til rådighed, er nødvendig for at give vor jords biosfære . . . de bedste chancer for at overleve. Mange mener at hvis vi forsømmer at bevare andre arter, vil vi heller ikke selv overleve.“ Dette pessimistiske synspunkt tager selvfølgelig ikke Bibelens løfte om et genskabt paradis på jorden i betragtning. — Åbenbaringen 11:18; 21:1-4.

Redskaber der skal hjælpe de zoologiske haver

Truslen om udryddelse har også resulteret i frembringelsen af højteknologiske, internationalt tilgængelige hjælpemidler i forbindelse med avl af dyr i fangenskab: Stambøger, International Zoo Yearbook (IZY) og det computerbaserede International Species Information System (ISIS).

De zoologiske stambøger indeholder detaljerede oplysninger om alle de individer af en bestemt dyreart der holdes i zoologiske haver i hele verden. Denne internationale fortegnelse er nøglen til at bevare en sund genpulje (arvemasse) og holde den „snigende dræber“, indavlen, i ave. Zoologisk Have i Berlin var først med en stambog da den i 1923 begyndte at avle på visenten, den europæiske bison, der næsten blev udryddet under den første verdenskrig.

For at lette den globale udbredelse af videnskabelige data som for eksempel stambøger, IZY og demografiske data oprettede ISIS i 1974 et elektronisk netværk i USA. Dets ekspanderende elektroniske netværk og dets omfattende, stadigt voksende database fremmer de zoologiske havers samarbejde om at virkeliggøre det megazoologiske koncept.

De metoder som de zoologiske haver benytter, indbefatter dna-profiler, ægtransplantation, in vitro-befrugtning og nedfrysning af sæd og befrugtede æg. Ved hjælp af dna-profiler kan man med 100 procents nøjagtighed udpege forældrene, og det er især vigtigt i forbindelse med at kontrollere indavl blandt flokdyr hvor det kan være svært at spore hvem faderen er. Ægtransplantation og in vitro-befrugtning kan fremskynde formeringen. Det kan blandt andet gøres ved at udvide „forældregruppen“ blandt truede arter. Deres befrugtede æg kan indføres i hunner af nært beslægtede dyr, selv tamdyr, der så kan tjene som surrogatmødre. Med denne teknik har en sortbroget lavlandsko født en gaur (vildokse), og en huskat har født et eksemplar af den næsten udryddede indiske ørkenkat. Dermed reduceres også de omkostninger, risici og belastninger der er forbundet med at transportere udryddelsestruede avlsdyr. Alt hvad man behøver at transportere, er en sending befrugtede æg eller frossen sæd.

Da nogle arter er i fare for at uddø fuldstændig, har flere zoologiske haver kastet sig over frysemetoden; de nedfryser sæd og befrugtede æg med henblik på langtidsopbevaring. Denne frosne zoologiske have giver mulighed for at afkommet kan blive født årtier, eller måske endda århundreder, efter at arten er uddød. Skønt der er mange usikkerhedsmomenter, er det blevet navngivet „den sidste nødforsikring“.

Studier i naturen skaffer de zoologiske haver flere dyrebørn

En videnskabelig undersøgelse af dyr og deres adfærd i naturlige omgivelser er meget vigtig for at få dem til at yngle i fangenskab, og det er også baggrunden for at man skaber naturtro omgivelser. Hvis dyrene skal forblive sunde og formere sig, må de zoologiske haver tage hensyn til deres instinkter og sørge for at de befinder sig godt.

For eksempel fører vildtlevende hangeparder og hungeparder en eremittilværelse og kommunikerer udelukkende ved duftstoffer i deres urin og afføring. Hannen kan lugte hvornår hunnen er brunstig, og så bliver han hos hende en dag eller to. Da de zoologiske haver fandt ud af dette, lavede de om på deres indhegninger for konsekvent at holde hanner og hunner adskilt undtagen i parringstiden, og det virkede; der kom unger.

Adskillelse er altså nødvendig for geparder, men det gør sig bestemt ikke gældende for flamingoer. De yngler kun når de er i store flokke, så store at de fleste zoologiske haver ikke ville have plads til dem. En zoologisk have i England foretog derfor et eksperiment — man „fordoblede“ flokken ved hjælp af et stort spejl. For første gang indledte fuglene deres dramatiske parringsritual. Har dette givet dig en fornemmelse af hvor komplekst jordens dyreliv er? De zoologiske haver står over for en stor udfordring.

Hvor realistisk er det at ville redde dyrene?

Mulighederne i det nye program fremgår af at nogle af de dyr der er født i fangenskab, har kunnet sættes ud i deres naturlige omgivelser. Det gælder blandt andet den californiske kondor, den europæiske bison, den amerikanske bison, den arabiske oryx, den gyldne egernabe og den østlige vildhest. Der hænger imidlertid mørke skyer over de langsigtede perspektiver.

„Menneskesamfundet er så komplekst og verdens problemer så mange,“ siger Strategy, „at det trods en større bevidsthed om og interesse for naturen ikke har været muligt at standse mange af de nedbrydende processer.“ Derfor „må naturfredningsfolk være forberedt på at finde en metode til at klare den forventede kritiske periode,“ siger Strategy videre. Det kræver naturligvis samarbejde på alle niveauer i samfundet. Det nuværende samarbejde halter ifølge én videnskabelig skribent „smerteligt langt efter det der er behov for“. Hvis de drivende kræfter bag udryddelsen blot tager af uden at udviklingen vendes, kan selv de bedste anstrengelser vise sig at være forgæves. Der må skabes betydelige og fuldstændige levesteder for dyrene — ikke blot isolerede enklaver som fører til indavl. Kun da kan zoologiske haver trygt sætte deres yngel ud i naturen. Men er et sådant håb realistisk, eller er det blot ønsketænkning?

Længere ude på ønsketænkningens overdrev er tanken om en global zoologisk have. „Den barske sandhed er,“ siger professor Edward Wilson, „at alverdens zoologiske haver i dag kun kan rumme op til 2000 arter af pattedyr, fugle, krybdyr og padder“ — men det er kun toppen af isbjerget. De zoologiske haver har derfor den lidet misundelsesværdige opgave at beslutte hvilke arter der skal vælges ud til bevarelse, mens resten må komme på listen over dem der er på vej mod glemselen.

Blandt eksperter på området fremkalder situationen et ildevarslende spørgsmål: I betragtning af den indbyrdes afhængighed mellem alt levende, hvornår vil biodiversiteten da være dalet til det kritiske punkt hvor der indledes en lavine af artsudryddelser som tager en stor del af livet på jorden, også mennesket, med sig i faldet? Forskerne kan kun gætte. „Udryddelsen af en eller to eller halvtreds arter vil få eftervirkninger som vi ikke kan forudsige,“ siger Linda Koebner i Zoo Book. „Udryddelserne skaber forandringer endnu før vi forstår konsekvenserne.“ I mellemtiden, siger bogen Zoo — The Modern Ark, „vil de zoologiske haver være de vigtigste garnisoner i en planetarisk udmattelseskrig, en krig hvis omfang ikke kan forudsiges, men som fremtidige generationer vil holde os eneansvarlige for“.

Er der noget grundlag for håb? Eller er fremtidens generationer dømt til at leve i en biologisk monoton verden hvor kun udryddelsens bundløse dyb venter dem?

[Illustration på side 7]

Mennesket er deres værste fjende

[Kildeangivelse]

Tiger og elefanter: Zoological Parks Board of NSW

[Illustration på side 8]

Nogle truede arter — bison, geparder og det afrikanske sorte næsehorn

[Kildeangivelser]

Bison og geparder: Zoological Parks Board of NSW

Næsehorn: National Parks Board of South Africa

Når hele jorden bliver en naturpark

KUNNE du tænke dig at se den farligste skabning der findes? Så kig dig i spejlet. Ja, det er os, menneskene, der i størst omfang driver rovdrift på jorden. Vi slår endda hinanden ihjel i stort omfang.

Hvis jordens dyreliv skal sikres — også dyrelivet i de zoologiske haver, og især hvis disse bliver dyrenes sidste tilholdssted — må krig, et af menneskehedens onder, ophøre. Kun 91 ud af 12.000 dyr i Zoologisk Have i Berlin overlevede den anden verdenskrig. Mange andre zoologiske haver har lidt lignende tab. I den nylige Balkan-krig sørgede modige zoomedarbejdere for at bringe mange dyr i sikkerhed. Alligevel blev i hundredvis af dyr, deriblandt hjorte, store kattedyr, bjørne og ulve, dræbt. I Cambodjas jungler har De Røde Khmerer for nylig med overlæg dræbt mange sjældne dyr, oplyser embedsmænd der citeres i avisen The Australian. Af hvilken grund? For at få våben i bytte for skind og andre produkter fra dyrene.

Økologisk vandalisme, som for eksempel det der skete på de isolerede Peron-øer, sydvest for Darwin, Australien, er endnu et onde som må standses hvis dyr i og uden for zoologiske haver skal være sikre. To gange inden for tre år er pelikankolonier på disse øer blevet brændt af, tilsyneladende uden anden grund end at man på den grusomste måde ville se tusinder af endnu ikke flyvefærdige ungfugle dræbt.

I de seneste årtier skyldes tabet af arter imidlertid ikke hovedsagelig ondskabsfuldhed; det er en bivirkning af en voksende befolkning der desperat søger leverum og landbrugsjord. Med tanke på denne hensynsløse indtrængen på dyrenes levesteder og den deraf følgende forurening advarer The World Zoo Conservation Strategy: „Der er dystre udsigter for det 21. århundrede med hensyn til jordens økosystem. Intet tyder på at den ødelæggelse der foregår i praktisk talt alle dele af verden, snart vil høre op.“

I betragtning af den voksende bekymring for jordens fremtid kan det lyde for fantastisk at tale om en tid hvor hele jorden vil være en naturpark. Det er imidlertid et pålideligt håb som ikke er baseret på menneskers kortsigtede visdom — en videnskabelig skribent har sagt at mennesket for blot 50 år siden ikke havde nogen forudanelse om den nuværende økologiske katastrofe — men derimod er baseret på et løfte fra den der har forudset det, nemlig Jehova Gud. For over nitten hundrede år siden forudsagde han at menneskeheden i vor tid ville ’ødelægge jorden’. (Åbenbaringen 11:18) Profetien blev udtalt da jorden kun var tyndt befolket, og den må derfor have lydt fantasifuld for dem der levede dengang. Men hvor har den vist sig at være nøjagtig.

Paradoksalt nok finder denne ødelæggelse sted i en tid hvor videnskaben og teknologien nærmest synes at kunne udvirke mirakler: mikrosendere og satellitter overvåger truede arter, ødelæggelsen af regnskoven registreres i kvadratmeter ude fra rummet, og luftforureningen måles med fintmærkende instrumenter. Med nogle få undtagelser virker det imidlertid som om mennesket ikke er i stand til at omsætte denne enorme informationsstrøm i handling. Måske minder vi lidt om lokomotivføreren på et løbsk tog. Han har et kontrolpanel spækket med avanceret elektronik og monitorer der fortæller ham alt hvad der sker, men han kan ikke standse toget.

Hvorfor lykkes anstrengelserne ikke?

Forestil dig at en stolt, samvittighedsløs driftsleder på en fabrik hører ejeren sige at han ikke vil blive forfremmet, men derimod afskediget om nogle måneder. I bitterhed og had benytter driftslederen nu løgn, bestikkelse og alle mulige tarvelige tricks for at få andre arbejdere til at anrette ødelæggelser. De saboterer maskiner, mindsker produktionen og fremstiller fejlprodukter, og det på en sådan måde at mistanken ikke falder på dem. I mellemtiden gør de trofaste ansatte, som ikke ved hvad der foregår, en indsats for at reparere tingene; men jo mere de gør ud af det, jo værre bliver situationen.

Denne verdens uærlige „driftsleder“ har gjort noget lignende mod menneskeheden og jorden. Men vi behøver ikke at være ’uvidende om hans planer’, for Bibelen fjerner hans dækidentitet og afslører en bitter åndeskabning, Satan Djævelen, en engel der fik storhedsvanvid og higede efter at blive tilbedt. (2 Korinther 2:11; 4:4) Gud forviste ham fra den himmelske familie og dømte ham til udslettelse. — 1 Mosebog 3:15; Romerne 16:20.

Ligesom den uærlige driftsleder bruger denne „løgnens fader“ også et væld af lyssky metoder til at give luft for sin vrede. Han hader Jehova Gud og ønsker at ødelægge hans skaberværk. (Johannes 8:44) Satans mægtigste våben er løgnagtig propaganda, begærlighed, materialisme og skadelige religiøse læresætninger. Med disse har han ’vildledt hele den beboede jord’ og gjort menneskene — der egentlig skulle være jordens vogtere — til dens mest hensynsløse ødelæggere; ja, de er faktisk efterfølgere af fortidens Nimrod, „en vældig jæger i opposition til Jehova“. — Åbenbaringen 12:9, 12; 1 Mosebog 1:28; 10:9.

Det eneste realistiske håb om jorden som naturpark

Det er imidlertid ikke umuligt at vinde kampen over de menneskelige og overmenneskelige kræfter som forårsager udryddelsen. Den almægtige Skaber af alle ting kan trække os ud af denne malstrøm, og det har han lovet at gøre ved hjælp af sin himmelske regering. Han lover at ødelægge dem der ødelægger jorden. Det er det vi beder om når vi siger: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 11:18.

Lagde du mærke til at Guds riges komme er knyttet til det at Guds vilje sker på jorden? Det skyldes at Guds rige er Guds regering over jorden. Og da det er et rige, har det en konge, nemlig Jesus Kristus, som er „Kongers Konge og Herrers Herre“. (Åbenbaringen 19:16) Det har også undersåtter. Jesus sagde: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mattæus 5:5) Ja, de der er milde af sind, er dets jordiske undersåtter, og med hjælp fra Guds rige vil de kærligt tage sig af deres arv og gøre den til et velfungerende paradis der myldrer af liv. Interessant nok siger Strategy: „Menneskets og naturens fremtid kan kun sikres hvis hele menneskeheden kan leve i en ny harmoni med naturen.“

I dag vidner historien og menneskets ufuldkommenhed om det umulige i at „hele menneskeheden“ på noget tidspunkt kan komme til at leve i en sådan „ny harmoni“ med naturen, for den lader Jehova ude af betragtning. En af grundene til at Gud har ladet denne verden fortsætte så længe, er netop at han har villet vise mennesker at de ikke selv kan styre. Men snart vil de der længes efter Kristi styre, nyde en omfattende fred. Esajas 11:9 bekræfter dette og peger også på grunden til at det kun er disse der vil være i stand til at leve i „ny harmoni“ med naturen: „De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ Ja, kundskab om Gud er nøglen. Og lyder det ikke meget rimeligt eftersom ingen anden end naturens Skaber sidder inde med den fornødne visdom?

Hvad med dem der fortsat lader Gud ude af betragtning? „De ugudelige skal udryddes fra jorden,“ siges der i Ordsprogene 2:22. Ja, deres aggressivitet eller laden stå til vil koste dem livet i den nært forestående „store trængsel“ — det middel hvorved Gud vil fælde dom over alle som fastholder at de selvisk vil udnytte og ødelægge hans skaberværk. — Åbenbaringen 7:14; 11:18.

Ønsker du at være med i jordens genopretningsprogram? Så må du gennem et studium af Bibelen lære hvad Gud kræver af dig. Kun Bibelen evner at bringe vor tankegang i overensstemmelse med Skaberens. (2 Timoteus 3:16; Hebræerne 4:12) Ved at leve efter det du lærer, vil du desuden blive en bedre borger allerede nu, og du vil vise at du er en af dem Jehova vil betro den kommende ’nye jord’. — 2 Peter 3:13.

Hvis du ønsker det, vil udgiverne af dette blad eller den lokale menighed af Jehovas Vidner med glæde tilbyde dig et gratis hjemmebibelstudium eller nogle publikationer som uddyber emnet.