Hvorfor så meget had?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I TYSKLAND

„HVORFOR?“ — Et enkelt ord som kræver svar. Ordet stod at læse på en lille papirlap vedhæftet en af buketterne i en dynge af blomster og teddybjørne der var blevet lagt uden for en skole i Dunblane i Skotland i marts 1996. Få dage tidligere var en mand trængt ind på skolens område, hvor han havde skudt 16 børn og deres lærer. Flere andre var blevet såret, og til sidst havde gerningsmanden skudt sig selv. Han var tydeligvis gennemsyret af had. Had til sig selv, til andre og til samfundet i almindelighed. De sørgende forældre og venner står, ligesom millioner af andre jorden over, tilbage med spørgsmålet: ’Hvorfor? Hvorfor dør uskyldige børn på denne måde?’

Det er sikkert ikke undgået din opmærksomhed at verden er fyldt med blindt, uforklarligt had. Muligvis har du endda selv været genstand for had af en eller anden grund. Sandsynligvis har du mere end én gang stillet dig selv spørgsmålet: ’Hvorfor?’

Positive og negative former for had

„Had“ kan defineres som „inderlig fjendtlighed og modvilje“. Selvfølgelig er det kun godt at nære „inderlig fjendtlighed og modvilje“ mod det der er skadeligt, eller det der kan ødelægge det personlige forhold mennesker imellem. Hvis alle nærede denne form for had, ville det i høj grad gøre verden bedre at leve i. Men sørgeligt nok har ufuldkomne mennesker tendens til at hade det forkerte af forkerte grunde.

Destruktivt had er baseret på fordom, uvidenhed eller forkerte oplysninger. Ifølge en definition udløses had normalt af „frygt, vrede eller følelsen af at være blevet krænket“. Et sådant had, som ikke har noget fornuftigt grundlag, resulterer i noget ondt og i at man gang på gang må spørge: ’Hvorfor?’

Vi kender alle sammen nogle hvis karakter og vaner indimellem kan irritere os, og som vi har svært ved at omgås. Men én ting er at blive irriteret. Noget ganske andet er at ønske at volde andre fysisk skade. Det kan derfor være svært at forstå hvordan nogle kan hade en hel gruppe mennesker, ofte nogle de ikke engang kender. Måske tilhører de en anden etnisk gruppe. Måske har de andre politiske synspunkter eller tilhører en anden religion. Men bør det give anledning til at man hader dem?

Ikke desto mindre eksisterer denne form for had. I Afrika førte had til at hutuer og tutsier i Rwanda nedslagtede hinanden i 1994. En journalist skrev i den forbindelse: „Hvordan kan så meget had ophobe sig i så lille et land?“ I Mellemøsten har had forårsaget at fanatiske arabere og israelere har rettet terrorangreb mod hinanden. I Europa førte had til det tidligere Jugoslaviens sammenbrud. Og ifølge en avis er der alene i USA „rundt regnet 250 forskellige grupper der fremmer had“ og udbreder racistiske idéer. Hvorfor er hadet så udbredt? Hvad er grunden?

Had er så indgroet at det bliver tilbage selv efter at den konflikt det forårsagede, er løst. Hvorfor skulle det ellers være så vanskeligt at opretholde fred og våbenhvile i de krigshærgede og terroristplagede lande? På hvilken anden måde skulle vi kunne forklare det der skete efter underskrivelsen af fredstraktaten i Paris i slutningen af 1995? Traktaten fastslog at byen Sarajevo skulle genforenes under en føderation mellem Bosnien-Hercegovina og Kroatien. De fleste af de serbiske indbyggere i byen og dens forstæder flygtede af frygt for repressalier. I en rapport om de flygtendes plyndring og nedbrænding af de bygninger de forlod, konkluderede tidsskriftet Time: „Sarajevo er blevet genforenet, men det gælder ikke dens befolkning.“

Fred mellem mennesker der hader hinanden, er i bedste fald en falsk fred, lige så værdiløs som falske penge. Da den ikke har noget reelt grundlag, kan den bryde sammen når som helst. Men hvorfor er der så meget had og så lidt kærlighed i verden?

[Tekstcitat på side 4]

Destruktivt had er baseret på fordom, uvidenhed eller forkerte oplysninger

En verden opøvet i had

MENNESKET er af natur selvisk. Og ukontrolleret selviskhed kan udvikle sig til had. Som om den medfødte egoisme ikke var slem nok, foregår der også i vort samfund en oplæring i selviskhed.

Selvfølgelig kan man ikke altid generalisere, men visse holdninger er nu engang så fremherskende at de ikke blot kan afvises som fri fantasi. Er politikere ikke som oftest mere interesserede i at vinde valget end i at opfylde vælgernes ønsker? Er forretningsmænd ikke som regel mere interesserede i at tjene penge end i at forhindre salget af skadelige produkter? Er præster ikke ofte mere interesserede i popularitet eller profit, end i at lede deres får ad moralens og kærlighedens veje?

Det begynder med de unge

Når børn bliver opdraget i et meget eftergivende miljø, oplærer man dem i virkeligheden til at blive selviske. De tilsidesætter gerne hensynsfuldhed og uselviskhed for at få opfyldt deres egne barnlige ønsker. I skolen og på højere læreanstalter gælder det om at være bedst, både bogligt og sportsligt. Parolen lyder: „Er du kun nummer to, kan du lige så godt være nummer sjok.“

Voldelige videospil lærer de unge at løse deres problemer på en egoistisk måde. Udslet blot modparten! En indstilling der bestemt ikke virker fremmende på kærligheden. For mere end 10 år siden advarede USA’s generallæge om at videospil udgjorde en fare for de unge. Han sagde: „Alt drejer sig om at få ram på fjenden. Der er intet opbyggende i spillene.“ Et læserbrev til The New York Times har gjort opmærksom på at mange videospil „lefler for menneskets laveste instinkter . . . [og] giver os en generation af ligeglade og utålmodige unge“. En tysk videospil-entusiast har ærligt bekræftet denne udtalelses troværdighed med ordene: „Mens jeg spillede, var jeg i en drømmeverden hvor det primitive motto var: ’Dræb eller bliv dræbt.’“

Forenet med racisme bliver had endnu mere uhyggeligt. Af den grund er det forståeligt at man i Tyskland er bekymret over eksistensen af højreekstremistiske videofilm der skildrer vold mod udlændinge, især tyrkere. Der er god grund til at være bekymret eftersom tyrkere den 1. januar 1994 udgjorde 27,9 procent af de 6.878.100 udlændinge i Tyskland.

Racistiske følelser giver næring til det som nationalismen lærer børnene lige fra de er små, nemlig at det ikke er forkert at hade sit hjemlands fjender. George M. Taber, medarbejder ved tidsskriftet Time, bemærker i et essay: „Af alle historiens politiske ’ismer’ er nationalismen nok den stærkeste.“ Han forklarer videre: „Nationalisme har været årsag til mere blodsudgydelse end noget andet, bortset fra religion. Demagoger har i århundreder ophidset fanatiske folkemængder ved at give en lokal etnisk gruppe skylden for alle deres problemer.“

Gammelt had til andre racer, nationaliteter eller etniske grupper er baggrund for mange af de problemer verden slås med i dag. Og xenofobi, frygt for fremmede og udlændinge, er et voksende problem. Men interessant nok har en gruppe tyske sociologer fundet ud af at xenofobi er mest udbredt de steder hvor der kun er meget få udlændinge. Det tyder på at xenofobi skyldes fordom snarere end personlige erfaringer. Sociologerne fandt at „unges fordomme hovedsagelig skyldes påvirkning fra familie og venner“. Hele 77 procent af de adspurgte gav udtryk for fordom, selv om de kun havde meget lidt eller slet ingen direkte kontakt med udlændinge.

Vi mennesker har ikke svært ved at lære at være selviske eftersom vi alle har arvet et vist mål af egoisme fra vore ufuldkomne forældre. Men hvilken rolle har religionen spillet i konflikten mellem kærlighed og had?

Hvad har religion lært os?

Det er en udbredt opfattelse at religion fremmer kærligheden. Men hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være at religiøse forskelle er den grundlæggende årsag til spændingen i Nordirland, Mellemøsten og Indien, for blot at nævne tre eksempler? Nogle hævder ganske vist at det er politiske og ikke religiøse forskelle der bærer skylden for urolighederne. Den påstand kan diskuteres. Under alle omstændigheder fremgår det tydeligt at de store religiøse organisationer ikke har formået at indgive folk en kærlighed der er stærk nok til at overvinde de politiske og etniske forskelle. I virkeligheden er der mange katolikker, ortodokse og andre troende som tolererer fordomme der fører til vold.

Det er helt i orden at argumentere imod en religiøs gruppes lære eller praksis hvis man mener den er forkert. Men berettiger det en til at bekæmpe den pågældende gruppe eller dens medlemmer med vold? The Encyclopedia of Religion indrømmer ærligt: „Op igennem Europas og Det Nære Østens historie har religiøse ledere gang på gang krævet at der blev grebet til våben over for andre religiøse grupper.“

Dette opslagsværk afslører at vold er en integreret del af religion med ordene: „Darwinister er ikke alene om at acceptere konflikter som en forudsætning for både social og psykologisk udvikling. Religionerne har fungeret som en uudtømmelig kilde til krig og vold og har dermed bidraget til udviklingen.“

Vold kan ikke retfærdiggøres ved at man hævder den er nødvendig for udviklingen. Det ville være i modstrid med et velkendt princip Jesus Kristus opstillede da apostelen Peter ønskede at beskytte ham i en tilsyneladende farlig situation. Peter „rakte hånden ud og trak sit sværd, og idet han slog efter ypperstepræstens træl huggede han øret af ham. Da sagde Jesus til ham: ’Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.’“ — Mattæus 26:51, 52; Johannes 18:10, 11.

At øve vold mod andre — uanset om de er onde eller gode — er ikke kærlighedens vej. De der griber til vold, modsiger deres påstand om at de efterligner en kærlig Gud. Forfatteren Amos Oz har for nylig bemærket: „Det er typisk for religiøse fanatikere at de ’befalinger’ de får fra Gud, altid i det væsentlige går ud på ét: De skal slå ihjel. Fanatikernes gud ligner snarere Djævelen.“

Bibelen siger noget tilsvarende: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. Enhver der hader sin broder er en manddraber, og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig. Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ — 1 Johannes 3:10, 15; 4:20, 21.

Sand religion må være kendetegnet af kærlighed, inklusive kærlighed til dem der er ens fjender. Om Jehova læser vi: „Han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Mattæus 5:44, 45; se også Første Johannesbrev 4:7-10.) Hvilken kontrast til Satan, hadets gud! Han lokker og forfører folk til at leve et egoistisk liv i udsvævelser og kriminalitet og fylder på den måde deres tilværelse med smerte og elendighed. Han gør det endda vel vidende at en sådan livsstil i sidste ende vil føre til deres undergang. Er en sådan gud værd at tjene, en gud der er ude af stand til — og tydeligvis heller ikke ønsker — at beskytte sine tilhængere?

Frygt, vrede eller en følelse af at være blevet krænket

Det er nemt at bevise at disse tre faktorer kan udløse had. En rapport fra Time siger: „Ikke siden de problemfyldte år i 1930’erne har Europas brogede samling af højreekstremistiske bevægelser på samme måde været i stand til at udnytte situationen for at fremme deres egen sag. . . . I frygt for at miste deres arbejde vender folk følelseskoldt deres vrede mod de moderate regeringers magtesløshed og gør de fremmede der bor iblandt dem, til syndebukke.“ Jörg Schindler har i avisen Rheinischer Merkur/Christ und Welt henledt opmærksomheden på de titusinder af politiske flygtninge der er strømmet til Tyskland i de sidste to årtier. The German Tribune advarer: „Racismen vokser i hele Europa.“ Tilstrømningen af de mange indvandrere skaber en følelse af had. Folk siger klagende: ’De koster penge. De tager vores arbejde. De er til fare for vore døtre.’ Theodore Zeldin, medlem af styrelsen ved Saint Antony’s College i Oxford, har sagt at folk „er voldelige fordi de føler sig truet eller ydmyget. Det er årsagerne til deres vrede der må gøres noget ved.“

Joan Bakewell, journalist ved britisk tv, beskriver meget rammende det verdenssamfund vi lever i, et samfund der lærer sine medlemmer at hade. Hun skriver: „Jeg er ikke en rettroende kristen, men jeg anerkender at Jesu lære indeholdt en fundamental og absolut sandhed: Det onde består i en katastrofal mangel på kærlighed. . . . Jeg er klar over at vi lever i et samfund der ikke har megen tiltro til kærlighedsbudet. Et samfund der udadtil er så ’velfriseret’ at det afviser et sådant bud som naivt, følelsesbetonet og utopisk, og som kun har en hånlig bemærkning tilovers for idéen om at prioritere omsorg og uselviskhed højere end profit og egenkærlighed. ’Lad os være realistiske,’ siger samfundsstøtterne, alt imens de underskriver deres seneste forretningstransaktioner, ser stort på deres forpligtelser og bagatelliserer beviserne for hvor galt det står til. Den verden vi lever i, vil fostre tabere, enspændere, mennesker som er kommet til kort med hensyn til at opnå det der prioriteres højt i samfundet: succes, selvagtelse og et lykkeligt familieliv.“

Det står klart at denne verdens gud har lært menneskeheden at hade. Men som enkeltpersoner kan vi lære at vise andre kærlighed. Den følgende artikel viser at dette er muligt.

[Illustration på side 7]

Kan videospil lære dine børn at hade?

[Illustration på side 8]

Krigens vold er et symptom på uvidenhed og had

[Kildeangivelse]

Pascal Beaudenon/Sipa Press

Et folk oplært til at vise kærlighed

KÆRLIGHED er hengivenhed baseret på beundring, velvilje eller fælles interesser. Kærlighed er en følelse af stærk tilknytning til en anden person. Den er uselvisk og loyal og viser oprigtig interesse for andres velfærd. Kærlighed er den diametrale modsætning til had. Den der drives af had, har kun tanke for sine egne voldsomme følelser. Den der motiveres af kærlighed, tænker på andre.

Kærlighed eller had, hvilken af disse egenskaber præger dit liv? Det er ikke kun et teoretisk spørgsmål, for svaret har betydning for din evige fremtid. I denne verden, der er oplært til at hade, findes der i dag millioner som lærer at vise andre kærlighed. De gør det ved at iføre sig en ny personlighed. De nøjes ikke med at tale om kærlighed; de bestræber sig ihærdigt for at vise den i gerning.

Hvis du nogen sinde har overværet et af Jehovas Vidners møder, er det sandsynligt at du blev betaget af det du så. Uanset deres nationalitet er Jehovas vidner forenede i tilbedelsen af Gud. De udgør et internationalt brodersamfund. Det kommer til udtryk når de samles i deres lokale rigssale og ved deres stævner, men måske ses det allertydeligst i deres betelfamilier. Det er grupper af Jehovas vidner der bor sammen som en familie, og som frivilligt arbejder sammen om at fremstille og udgive bibelske publikationer. I hvert land fører nogle af dem tilsyn med det arbejde Jehovas Vidner udfører det pågældende sted. Det er ikke nogen lille opgave eftersom den her i 1997 omfatter mere end 82.000 menigheder i 233 lande. For at dække behovet er der over 16.000 frivillige medarbejdere der tjener i betelfamilier rundt om på jorden, nogle på hovedkontoret og andre på mindre afdelingskontorer i 103 lande.

De fleste betelfamilier består hovedsagelig af lokale Jehovas vidner fra det land afdelingskontoret ligger i. Men det gælder ikke alle. Nogle betelfamilier er sammensat af mænd og kvinder af forskellig national, etnisk eller racemæssig oprindelse som tidligere har tilhørt vidt forskellige religiøse grupper. Blandt de næsten 1200 betelmedarbejdere på det tyske afdelingskontor i Selters er der for eksempel cirka 30 nationaliteter repræsenteret. Hvad er det der sætter dem i stand til at bo, arbejde og tilbede sammen i fred og enhed, i en atmosfære der er fri for had? De følger Bibelens vejledning i Kolossenserbrevet 3:14, som siger:

’Ifør jer kærligheden’

Ingen fødes fuldt påklædt, og ingen bliver klædt på blot ved at tale om det. At klæde sig på kræver at man træffer en beslutning om det og gør noget for at føre den ud i livet. På samme måde er ingen iført kærlighed når de fødes, og det er ikke nok bare at tale om den. Det kræver en indsats at iføre sig kærlighed.

Klæder tjener adskillige formål. De beskytter legemet, skjuler uskønne legemsdele og ufuldkommenheder og fortæller noget om bærerens personlighed. Sådan er det også med kærligheden. Kærligheden til retfærdige principper og et deraf følgende ønske om et ret forhold til dem vi er sammen med, motiverer os til ikke at omgås nogen der kan udgøre en fare for os, eller at færdes på farlige steder. Dette er en beskyttelse for os. Kærligheden hjælper os desuden til at værne om dyrebare venskaber. Den der viser andre kærlighed, vil ofte få kærlighed til gengæld, og den der afholder sig fra at skade andre, vil ofte undgå selv at lide skade.

Kærlighed skjuler desuden de utiltalende træk ved vores personlighed som andre måske finder ubehagelige. Er vi ikke mere tilbøjelige til at se gennem fingre med mindre fejl der begås af nogle der er kærlige, end fejl begået af nogle der er stolte, arrogante, selvcentrerede og ukærlige?

De der ifører sig kærlighed, udviser de smukke egenskaber der kendetegner en kristuslignende personlighed. Mens fysisk skønhed kun er overfladisk, gennemtrænger åndelig skønhed hele personen. Du kender sikkert nogle som du finder smukke, ikke på grund af deres udseende, men på grund af deres varme og kærlige væremåde. På den anden side har de fleste af os også mødt kønne kvinder eller flotte mænd som mistede ethvert spor af charme så snart deres sande jeg kom op til overfladen. Det er behageligt at omgås dem der har iført sig kærlighed!

Had erstattes af kærlighed

At had kan erstattes af kærlighed, fremgår af et rundspørge der blev foretaget i 1994 blandt 145.958 Jehovas vidner i Tyskland.

Overdrevent drikkeri, stofmisbrug, kriminalitet, hasardspil og asocial eller voldelig adfærd er alt sammen på den ene eller den anden måde udtryk for en selviskhed som let kan fremkalde had. Men 38,7 procent af de adspurgte sagde at de havde overvundet et eller flere af disse problemer for at leve op til de høje bibelske normer som Jehovas vidner anbefaler. Det der motiverede dem, var kærlighed til Gud og hans retfærdige adfærdsnormer. De blev tilbudt kærlig personlig hjælp fra Jehovas vidner. I løbet af de sidste fem år (1992-1996) er 1.616.894 personer i 233 lande blevet hjulpet til at foretage forandringer i deres tilværelse. De har overvundet hadet ved hjælp af en altovervindende kærlighed.

Ved at lægge uselvisk kærlighed for dagen har Jehovas vidner opnået varige, stabile ægteskaber. I nogle lande ender hvert andet eller tredje ægteskab med skilsmisse. Ovennævnte undersøgelse viste at kun 4,9 procent af de adspurgte Jehovas vidner var skilt eller separeret fra deres ægtefælle. En betydelig del af disse var i øvrigt blevet skilt før de blev Jehovas vidner.

Eftersom kærlighedens Gud er en stor Lærer som underviser dem der elsker ham, i sine principper og normer, retter Jehovas vidner først og fremmest deres kærlighed mod ham. Til forskel fra dem der er „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“, sætter Jehovas vidner Gud på førstepladsen. (2 Timoteus 3:4) Som en kontrast til den principløse livsform i denne verden bruger de gennemsnitlig 17,5 timer om ugen på religiøse aktiviteter. Jehovas vidner er tydeligvis åndeligsindede. Det er det der gør dem lykkelige. Jesus sagde: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ — Mattæus 5:3.

En sand tjener for Jehova behøver ikke at frygte mennesker, siger forfatteren af Salme 118. „Jehova er på min side; jeg frygter ikke. Hvad kan et menneske gøre mig?“ (Salme 118:6) Fuldstændig tillid til Gud fjerner en af årsagerne til had og menneskefrygt.

En kristen der ved at Gud er „sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“, vil bestræbe sig for at aflægge vrede da denne egenskab også kan være årsag til had. At opdyrke Guds ånds frugter, deriblandt mildhed og selvbeherskelse, vil hjælpe ham til at nå dette mål. — Salme 86:15; Galaterne 5:22, 23.

En sand kristen er ydmyg og tænker ikke højere om sig selv end han bør tænke. (Romerne 12:3) Han opdyrker kærlighed i sit forhold til andre. I modsætning til had lader kærligheden sig ikke provokere. Den „holder ikke regnskab med hver en forurettelse“. — 1 Korinther 13:5.

Frygt, vrede eller følelsen af at være blevet krænket kan få folk til at hade andre. Men kærligheden fjerner grundlaget for had og overvinder det. Kærligheden er den stærkeste kraft i universet, for „Gud er kærlighed“. — 1 Johannes 4:8.

Had vil inden længe blive fjernet

Eftersom selviskhed og had ikke er en del af Jehova Guds personlighed, kan de ikke eksistere for altid. Disse egenskaber må nødvendigvis fjernes og erstattes af kærlighed, som vil vare evigt. Hvis du længes efter en verden uden had, en verden fyldt med kærlighed, vil vi opfordre dig til at lade Jehovas vidner fortælle dig hvilke krav man ifølge Bibelen må opfylde for at kunne se en sådan verden blive til virkelighed.

Vi bør alle stille os selv spørgsmålet: ’Hvilken egenskab lader jeg mig styre af, kærlighed eller had?’ Dette spørgsmål er ikke blot teoretisk. Det hjerte der banker for Guds modstander, hadets gud, vil ikke banke meget længere. Det hjerte der banker for Jehova, kærlighedens Gud, vil banke for evigt! — 1 Johannes 2:15-17.

[Illustration på side 10]

Selv i denne verden er det muligt at iføre sig kærlighed