Krigenes unge ofre

BARNDOMMEN regnes for en lykkelig tid. En tid hvor man bliver passet, plejet og beskyttet. En uskyldig tid. Børn skal lege, lære og opdyrke egenskaber og færdigheder der vil hjælpe dem til at udvikle sig til ansvarsbevidste voksne. Man forventer ikke at børn bliver slået ihjel, og man forventer bestemt heller ikke at de slår andre ihjel. Men i krigstid sker der mange uventede ting.

Sørgeligt nok forekommer krige i globalt omfang, og de kræver deres unge ofre når de sønderlemmer børn og ødelægger deres barndom. I 1993 rasede der større konflikter i 42 lande, og i 37 andre udbrød der politiske uroligheder. I alle disse 79 lande boede der børn.

Mange unge har aldrig oplevet fred. I slutningen af 1995 havde der været kamphandlinger i Angola i over 30 år, i Afghanistan i 17 år, på Sri Lanka i 11 år og i Somalia i 7 år. Det ene sted efter det andet har politikerne talt om „den igangværende fredsproces“, men krigshandlinger ødelægger fortsat ubarmhjertigt menneskers tilværelse.

Krig har altid voldt børn skade, men den store forandring der i nyere tid er sket med hensyn til måden at føre krig på, har medført at flere og flere civile, deriblandt børn, bliver dræbt. Under krigene i det attende, nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede var cirka halvdelen af ofrene civile. I den anden verdenskrig der varede fra 1939 til 1945, kom antallet af civile ofre op på to tredjedele af det samlede antal der blev dræbt under krigen. Dette skyldtes til dels den intensive bombning af byerne.

I slutningen af 1980’erne var tabet af civile steget til næsten 90 procent af det samlede antal dræbte. En af forklaringerne er at krigsførelse er blevet mere kompliceret. Der er ikke længere blot tale om to hære der står over for hinanden på en slagmark. De fleste af nutidens krige er borgerkrige, ikke krige mellem to eller flere nationer. Desuden foregår kampene i byer eller landsbyer, og dér, i en atmosfære af grusomhed og mistænksomhed, skelnes der stort set ikke mellem fjendtlige soldater og den uskyldige civilbefolkning.

Børnene har måttet betale en høj pris. FN’s Børnefond anslår at krig alene i de sidste ti år har kostet to millioner børn livet og invalideret mellem fire og fem millioner andre. Krig har gjort mere end en million børn forældreløse, og tolv millioner er blevet hjemløse. Omkring ti millioner børn har fået psykiske traumer som følge af krig.

Bibliotekerne bugner af bøger om krig. De handler om hvordan og hvorfor forskellige slag er blevet udkæmpet. De beskriver våbnene og den strategi der blev anvendt. De mindes de generaler der førte an i myrderierne. I spillefilm om krig bliver spændingen fremhævet og lidelserne bagatelliseret. Disse bøger og film fortæller meget lidt om de uskyldige ofre. De følgende artikler handler om hvordan børn er blevet udnyttet som soldater, hvordan de har været de mest sårbare af alle ofre, og hvorfor vi mener at nutidens børn kan opnå en lys og lykkelig fremtid.

Hvorfor børn er gode soldater

Har du slået nogen ihjel? „Nej.“

Har du et gevær? „Ja.“

Har du sigtet på nogen? „Ja.“

Skød du? „Ja.“

Hvad skete der? „De faldt bare.“ — World Press Review, Januar 1996.

DENNE rystende samtale mellem en socialrådgiver og en barnesoldat i Afrika afslører den forvirring der opstår i et barns sind når det ihærdigt prøver at få oplevelserne under krigen til at harmonere med en tilbagevenden til et normalt liv.

I de senere år har børn under 16 år deltaget i kamphandlinger i 25 lande. Alene i 1988 deltog cirka 200.000 børn aktivt i krig. Eftersom børnesoldater er blevet udnyttet af voksne, er de også at betragte som ofre.

Deres betydning som soldater

Dengang hærene brugte spyd og sværd når de kæmpede mod hinanden, havde et barn ikke store chancer for at overleve i kamp mod en voksen udstyret med de samme våben. Men i vor tid bruger man lette våben. I dag er et barn der er udstyret med en AK-47-riffel fra Sovjetunionen, eller en amerikansk M16-riffel, en værdig modstander for en voksen.

Våbnene er ikke alene lette. De er også nemme at bruge og vedligeholde. En AK-47 kan skilles ad og samles igen af en tiårig. Og der er rigeligt af dem. Der er solgt omkring 55 millioner AK-47-rifler. I et afrikansk land kan de købes for kun seks dollars stykket. M16-rifler er også billige og findes i stort antal.

Men der er andre grunde til at børn værdsættes som soldater, ud over at de er i stand til at bruge rifler. De kræver ingen løn, deserterer sjældent og vil meget gerne behage dem der er ældre end dem selv. Deres fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert, overskygges af ønsket om at blive accepteret af den frihedsbevægelse eller guerillahær som er blevet deres „familie“.

Mange af dem synes også at være frygtløse. En militær observatør fra Vestafrika forklarer: „[Børn] har tilsyneladende ikke den samme forståelse af hvad døden indebærer, som ældre soldater har. Derfor er der mindre sandsynlighed for at de overgiver sig i håbløse situationer.“ En liberiansk dreng som havde fået øgenavnet Kaptajn Dræbermaskine, sagde pralende: „Da de voksne vendte om og løb, blev vi børn stående for at kæmpe.“

Ironisk nok bliver drenge, selv om de er gode soldater, alligevel betragtet som dem man bedst kan ofre. Under en krig i Mellemøsten blev hele kompagnier af børnesoldater beordret til at gå forrest på vej gennem et minefelt.

Rekruttering og træning

Nogle børn slutter sig til en hær eller en oprørsbevægelse for spændingens skyld. Når faren truer og familierne er i opløsning, giver en militær enhed desuden en fornemmelse af tryghed, og på den måde erstatter den familien. FN’s Børnefond udtaler: „Børn som er vokset op i voldelige omgivelser, opfatter volden som en del af en ’normal’ livsform. De er alene, forældreløse og frustrerede, og desuden keder de sig. Af disse grunde vælger de ofte at blive soldater.“

Andre børn tilslutter sig en hær fordi der tilsyneladende ikke er nogen bedre muligheder. Når der er mangel på fødevarer og faren truer, kan det se ud som om det er den eneste måde at overleve på.

Somme tider opfatter børn sig selv som nogle der kæmper for social retfærdighed, deres tro eller kulturelle identitet. I Peru har man eksempelvis ladet børn som man har tvunget til at være med i en guerillagruppe, gennemgå politisk indoktrinering i længere perioder. Men ofte er det ikke nødvendigt. Brian Milne, en socialantropolog som har foretaget en undersøgelse af børnesoldater i Sydøstasien, siger: „Børn har ingen ideologi eller lære. De bliver bare trukket med af den ene eller den anden part og derefter sat i arbejde.“

Andre børn igen bliver tvunget til at deltage i krigshandlingerne. I nogle afrikanske krige foretager soldatergrupper razziaer for at indfange børn. Derefter lader man børnene overvære, eller endog deltage i, tortur og henrettelse af deres egne familier. Nogle gange bliver de tvunget til at skyde deres forældre eller skære halsen over på dem. Når drengene har været udsat for en sådan terror, sætter man dem til at terrorisere andre. Disse forråede unge begår ofte grusomheder som selv garvede voksne soldater ville vægre sig ved.

Når de vender tilbage til et normalt liv

Det er ikke nemt for sådanne børn at tilpasse sig en livsform uden vold. En leder af et børnecenter i et vestafrikansk land har udtalt: „De børn vi har behandlet, er alle traumatiserede i forskellig grad. De har voldtaget, dræbt og tortureret andre. De fleste af dem har man givet alkohol eller stoffer, hovedsagelig marihuana, men nogle gange også heroin. . . . Man kan forestille sig hvilken forfærdelig virkning den slags har på børnenes sind, og nogle af dem er kun otte eller ni år.“

I nabolandet Liberia er situationen nogenlunde den samme. Titusinder af børn har tilbragt deres barndom med at terrorisere området. Det er ikke let for teenagemajorer og teenagegeneraler at give slip på den position og magt som en AK-47 har givet dem. En mand fra Somalia har sagt: „Hvis du har et gevær, har du et middel til at overleve. Uden gevær, intet liv.“

Ofte kan børnesoldater ikke vende tilbage til deres hjem fordi de i så fald ville blive afvist eller udsat for repressalier fra familiens side. En børnerådgiver fra Liberia beretter: „’Behold ham,’ siger mødrene til os. ’Vi har ikke lyst til at få det uhyre ind i vores hjem.’“

Det er lykkedes mange børn at tilpasse sig en fredelig livsform, men det har krævet megen kærlighed, støtte og forståelse fra deres omgivelser. Det er ikke let, hverken for børnene eller deres familier. En socialrådgiver fra Moçambique forklarer: „Sammenlign et liv hvor du har mulighed for at tage hvad du vil have, og fortælle andre hvad de skal gøre, med livet som det vil forme sig når du vender tilbage til landsbyen. Du er 17 år, kan ikke læse og har ingen andre færdigheder. Du er henvist til et liv i kedsomhed. Det er temmelig hårdt at være nødt til at vende tilbage til et liv hvor andre fortæller dig hvad du skal gøre, og hvor du må begynde i første klasse igen.“

[Ramme/illustration på side 5]

Anwar på 13 år bor i Afghanistan. Som veteran efter seks slag har han for første gang dræbt nogen i sit syvende. Han skød to soldater på nært hold og puffede til dem med sin geværkolbe for at sikre sig at de var døde. Da man bagefter spurgte ham hvordan han havde følt det, virkede det som om han var overrasket over spørgsmålet. „Jeg var glad fordi jeg havde slået dem ihjel,“ sagde han.

I det samme slag fangede Anwars kammerater fire fjendtlige soldater som efter at have fået bind for øjnene blev bundet og skudt. Hvordan havde Anwar det med det? Den unge kriger løftede et øjenbryn og svarede langsomt og velovervejet, som om han talte til en der var lidt langsomt opfattende: „Jeg var glad.“

[Ramme/illustration på side 6]

En fange i Vestafrika skulle løslades, men den øverstkommanderende havde tabt nøglerne til håndjernene. Han løste problemet ved at give en dreng ordre til at hugge fangens hænder af. „I mine drømme kan jeg stadig høre mandens skrig,“ siger drengen. „Hver gang jeg tænker på ham, fortryder jeg at jeg gjorde det.“

Hvordan krig ødelægger børn

SLAGET, som var et af de mange i Sierra Leones borgerkrig, fandt sted i begyndelsen af 1995. Da våbnene tav, lå Tenneh på fire år såret tilbage. Hendes forældre havde allerede mistet livet på et tidligere tidspunkt i krigen. En kugle havde sat sig fast i hendes hoved, lige bag det højre øje, og der var fare for at kuglen kunne forårsage en infektion som, hvis den spredte sig til hjernen, kunne koste Tenneh livet.

Seksten måneder senere sørgede et engelsk ægtepar for at Tenneh blev fløjet til England for at blive opereret. Et lægehold fjernede kuglen, og alle glædede sig over at det kirurgiske indgreb var lykkedes og at et ungt menneskeliv dermed var blevet sparet. At Tenneh stadig var forældreløs og slet ikke burde være blevet skudt, lagde dog en dæmper på glæden.

Våben, sult og sygdom

Tenneh blev ramt af et vådeskud, men et stadigt stigende antal børn bliver ikke blot ramt ved et uheld. De bliver ramt fordi man sigter på dem. Når etniske stridigheder bryder ud, nøjes parterne ikke med at slå de voksne ihjel. Børnene betragtes som fremtidens potentielle fjender. En politisk kommentator i Rwanda sagde i en radioudsendelse i 1994: „For at komme de store rotter til livs må man dræbe de små rotter.“

De fleste af de børn der dør under krig, bliver imidlertid ikke slået ihjel af bomber eller geværkugler; de dør på grund af sult og sygdom. I afrikanske krige har mangel på mad og lægehjælp eksempelvis kostet tyve gange så mange menneskeliv som de egentlige krigshandlinger. At afskære fjenden fra at modtage livsfornødenheder er en taktik der er blevet anvendt med hård hånd i nyere tid. Hære har strøet landminer ud over store fødevareproducerende jordarealer. De har ødelagt kornlagre og hovedvandledninger. De har beslaglagt nødhjælpsforsyninger, nedrevet hospitaler og spredt lægepersonalet.

En sådan taktik rammer børnene hårdest. I perioden fra 1980 til 1988 nåede antallet af børn der mistede livet som følge af krig, op på 330.000 i Angola og 490.000 i Moçambique

Intet hjem, ingen familie

I krig kan børn ikke kun miste deres forældre ved at de bliver slået ihjel, men også ved at familierne splittes. På verdensplan er 53 millioner mennesker flygtet fra deres hjem på grund af truslen om vold. Det svarer til cirka 1 ud af 115 i hele verdensbefolkningen. Mindst halvdelen af dem er børn. I den panik der opstår under flugt, kommer børn ofte væk fra deres forældre.

Som resultat af krigen i Rwanda var 114.000 børn blevet adskilt fra deres forældre ved udgangen af 1994. Ifølge en undersøgelse fra 1995 havde hvert femte barn i Angola været udsat for det samme. For mange børn, især de yngste, er det traume de udsættes for ved at blive adskilt fra deres forældre, langt alvorligere end selve krigens tumulter.

Dræbt af landminer

Rundt omkring i verden er hundredtusinder af børn gået ud for at lege, passe dyr, samle brænde eller så afgrøder, blot for at blive sprængt i stykker af en landmine. Landminer dræber 800 mennesker om måneden. I 64 lande ligger der tilsammen 110 millioner landminer begravet i jorden. I Cambodja alene drejer det sig om cirka syv millioner. Det svarer til to landminer for hvert barn.

I over 40 lande bliver der i alt fabrikeret omkring 340 forskellige typer landminer i forskellige former og farver. Nogle ligner en sten, andre en ananas, andre igen en lille grøn sommerfugl som, nedkastet fra en helikopter, blidt falder til jorden uden at eksplodere. Nogle rapporter tyder på at landminer der er udformet så de ligner legetøj, er blevet anbragt nær skoler og legepladser hvor kvinder og børn vil finde dem.

Det koster kun cirka tre dollars at fremstille en fodfolksmine, men at lokalisere og fjerne en mine fra jorden koster mellem 300 og 1000 dollars. I 1993 fjernede man cirka 100.000 landminer, men der blev udlagt to millioner nye. De er alle sammen tålmodige dræbere der aldrig sover. De kan ikke skelne en soldat fra et barn, de respekterer ingen fredstraktater, og de forbliver aktive i op til 50 år.

I maj 1996, efter to års drøftelser i Genève i Schweiz, måtte internationale forhandlere opgive at nå til enighed om et globalt forbud mod landminer. Man besluttede at forbyde visse typer miner og lægge begrænsninger på andre, men et fuldstændigt forbud mod landminer vil ikke blive taget op igen før ved næste konference, der er programsat til år 2001. I løbet af disse fem år vil landminer dræbe yderligere 50.000 mennesker og lemlæste 80.000. Mange af dem vil være børn.

Tortur og voldtægt

I de seneste krige er børn blevet tortureret, enten for at straffe deres forældre, eller for at presse oplysninger om forældrene ud af dem. I denne brutale, konfliktramte verden sker det også at børn tortureres uden grund, alene for underholdningens skyld.

Seksuel vold, inklusive voldtægt, er almindelig i krig. I Balkankrigen var det et led i den politiske plan at voldtage teenagepiger og tvinge dem til at føde fjendens børn. I Rwanda brugte soldaterne på lignende måde voldtægt som et middel til at ødelægge familiebåndene. Under nogle militære aktioner blev næsten alle teenagepiger der overlevede selve angrebet, voldtaget. Mange piger som blev gravide, blev forstødt af familien og lokalsamfundet. Nogle piger forlod barnet efter fødselen, andre begik selvmord.

Følelsesmæssige problemer

De oplevelser børn kommer ud for under krig, er ofte mere forfærdelige end selv de værste af de mareridt voksne må gennemleve. For eksempel har et rundspørge der omfattede 1505 børn i Sarajevo, vist at praktisk talt alle havde været udsat for artilleribombardement. Over halvdelen af børnene var blevet beskudt, og to tredjedele havde oplevet situationer hvor de forventede at blive slået ihjel.

En undersøgelse af 3000 børn fra Rwanda viste at 95 procent af dem havde været vidner til vold og mord under folkedrabet, og at næsten 80 procent havde mistet nogen i deres familie. Næsten en tredjedel havde overværet voldtægt eller andre seksuelle overgreb og over en tredjedel havde set andre børn deltage i volden og myrderierne. Den slags oplevelser virker ødelæggende på børns sind og hjerte. I en rapport om traumatiserede børn fra det tidligere Jugoslavien stod der: „Mindet om begivenheden forbliver i deres hukommelse og giver dem frygtelige mareridt, pludselige og meget levende tilbageblik hvor de ser de traumatiske oplevelser for sig, frygt, utryghed og bitterhed.“ Efter folkedrabet i Rwanda har en psykolog fra National Trauma Recovery Centre rapporteret: „De symptomer man ser hos børnene, er blandt andet mareridt, koncentrationsbesvær, depression og en følelse af håbløshed når det gælder fremtiden.“

Hvordan kan børnene hjælpes?

Mange forskere mener ikke at virkningen af sådanne traumer forsvinder så længe børnene går rundt og gemmer på deres følelser og minder. Helingen af den slags sår begynder ofte med at et barn under en samtale med en forstående og velunderrettet voksen konfronteres med de negative minder om det der skete. „Kan man få disse meget ængstelige børn til at åbne sig og tale frit, er man nået halvvejs,“ siger en socialrådgiver fra Vestafrika.

En anden vigtig hjælp i behandlingen af følelsesmæssig smerte er en stærk og enig støtte fra familien og lokalsamfundet. Disse krigsofre har som alle andre børn behov for kærlighed, forståelse og empati. Men er der virkelig grund til at tro at alle børn kan komme til at opleve en lys og lykkelig fremtid?

[Ramme/illustration på side 8]

Det lignede bare en bold

I Laos var en pige og hendes bror i færd med at sætte deres vandbøffel på græs. Pigen så noget der lignede en bold, ligge i grøften. Hun samlede den op og kastede den til sin broder. Den ramte jorden og eksploderede. Han var dræbt på stedet.

[Ramme på side 9]

Kun en ud af tusinder

Da kampene begyndte i det område af Angola hvor hun boede, blev Maria, en 12-årig forældreløs pige, gravid efter at være blevet voldtaget. Da kamphandlingerne intensiveredes, flygtede Maria til fods. Hun gik 300 kilometer før hun kom til et sikkert område hvor hun gik ind på et center for hjemløse børn. Fordi hun var så ung, nedkom hun efter en meget vanskelig fødsel med et for tidligt født barn som døde efter kun to uger. Maria døde en uge senere. Hun er kun en ud af tusinder af børn der er blevet tortureret og voldtaget i de seneste krige.

[Ramme/illustration på side 9]

Krigshærgede sind og hjerter

Hvordan børn ofte påvirkes af krig, fremgår meget godt af tilfældet med otteårige Shabana fra Indien. Hun så en pøbel slå sin far til døde. Derefter halshuggede man hendes moder. I et forsøg på at skjule rædselen og tabet er hendes sind blevet ufølsomt og hendes hjerte koldt. „Jeg savner ikke mine forældre,“ siger hun med monoton, følelseskold stemme. „Jeg tænker ikke på dem.“

En lys og lykkelig fremtid for vore børn

SIDEN slutningen af den anden verdenskrig har nationernes regeringer udarbejdet og underskrevet en lang række traktater for at beskytte civile under krig. Nogle af dem handler om at give tilladelse til at tøj, medicin og fødevarer kan nå frem til børn. Man har indgået internationale aftaler om at børn skal beskyttes mod seksuel udnyttelse, tortur og vold. Der findes også aftaler der forbyder at personer under 15 år hverves til de væbnede styrker.

The State of the World’s Children 1996, en rapport fra FN’s Børnefond, hylder disse aftaler som „vigtige milepæle“ og tilføjer: „Når politikere ved at der findes nogle normer som de senere kan blive krævet til regnskab for ikke at have respekteret, er de mere tilbøjelige til at tage hensyn til sådanne normer eller regler.“

Selvfølgelig tager politikere også med i deres overvejelser at verdenssamfundet ofte mangler både evne og vilje til at håndhæve love og regler. Rapporten indrømmer at det, „set i lyset af den udstrækning hvori man har ladet hånt om disse normer, er let at vise foragt for folkeretten“.

Så er der pengespørgsmålet. I 1993 var der voldsomme konflikter i 79 lande. Femogtres af dem var fattige nationer. Hvorfra fik disse lande de våben de brugte i konflikterne? Hovedsageligt fra de rige lande. Og hvilke lande er på top-fem-listen over leverandører af våben til udviklingslandene? De fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd!

Dem der føler sig berørt

Naturligvis er der nogle der er dybt berørt af børnenes sørgelige vilkår i krig. Både enkeltpersoner og organisationer hjælper kærligt krigenes unge ofre. Jehovas Vidner, som ikke lader sig involvere i krig, har ydet en sådan hjælp. Den eneste måde hvorpå man kan undgå at børn bliver ofre for krig, er imidlertid at eliminere al krig. At det skulle lykkes, kan umiddelbart forekomme usandsynligt. Historiens lange beretning om strid og krig får mange til at konkludere at vi mennesker aldrig vil kunne skabe fred i hele verden, og det har de ret i.

Mange drager også den konklusion at Gud aldrig vil gribe ind i nationernes anliggender og skabe varig fred på jorden. Men deri tager de fejl.

Vores Skaber, Jehova Gud, er dybt engageret i det der foregår her på jorden. I sit ord, Bibelen, stiller han spørgsmålet: „Skulle jeg på nogen måde finde behag i den ugudeliges død? . . . Mon ikke i at han vender om fra sine veje, så han må leve?“ I sit svar understreger Jehova: „Jeg finder ikke behag i nogens død.“ — Ezekiel 18:23, 32.

Hvis vores medfølende Skaber ønsker at selv voksne som er onde, skal ændre sind og nyde livet, må han helt sikkert også ønske at børn skal leve og nyde livet. Men vores kærlige Gud vil ikke tolerere onde mennesker i det uendelige. „De onde udryddes nemlig,“ lover Guds ord. „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere.“ — Salme 37:9, 10.

Jesus Kristus som til fuldkommenhed genspejlede sin himmelske Faders personlighed, elskede børn. „Himlenes rige tilhører sådanne,“ sagde han. (Mattæus 19:14) At ofre børn til krigsguden er en vederstyggelighed både i Jehova Guds og Jesu Kristi øjne. — Jævnfør Femte Mosebog 18:10, 12.

Guds løfte om en lys og lykkelig fremtid

I århundredernes løb har Gud tilladt krige og andre lidelser for endeligt at få bekræftet sandheden i profeten Jeremias’ ord: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Bibelen lover at Gud meget snart vil hævde sin suverænitet ved at ’standse krige indtil jordens ende’. (Salme 46:9) Bibelen har også forudsagt at der vil komme en tid hvor „[folk] skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:4.

Hvad vil der ske med dem der har fået afkortet deres liv på grund af krig? Er der noget håb for dem? Jesus lovede at de døde vil få en opstandelse til liv på en jord befriet for krig. „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal . . . komme ud,“ sagde han. (Johannes 5:28, 29) Apostelen Paulus gav udtryk for noget lignende da han sagde: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.

Guds løfter vil med sikkerhed blive indfriet. Han har både den magt og den beslutsomhed der skal til for at gennemføre hans hensigt. (Esajas 55:11) Når Jehova siger at han vil gøre ende på al krig, mener han det. Når han har lovet at give de døde en opstandelse, vil han også gøre det. Som engelen Gabriel sagde: „Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ — Lukas 1:37.

[Illustration på side 10]

Når krig ikke findes mere, vil alle børn kunne leve et sundt og lykkeligt liv