Hvad en krukke fedt har lært mig
Nogle af mine tidligste minder knytter sig til krigens rædsler, særlig dem jeg som 4-årig oplevede i slutningen af den anden verdenskrig da vi måtte flygte for livet. Vores familie på syv havde boet i Østpreussen, som dengang var en del af Tyskland.
JEG stirrede ud i det uhyggelige mørke og hørte en eskadrille af russiske bombefly nærme sig. Pludselig antændtes nogle brændstoftanke som lå få hundrede meter væk, af blændende lysglimt og øredøvende eksplosioner. Toget vi var i, vippede på skinnerne, og folk skreg. Snart fløj bombeflyene væk, og vi fortsatte vores rejse.
Ved en anden lejlighed vågnede jeg op af en urolig søvn og så en skrigende kvinde der forsøgte at springe af den kreaturvogn vi kørte i. Far hindrede hende og trak hende helt ind i vognen. Kvinden havde siddet i nærheden af døren og var faldet i søvn med sit spædbarn i armene. Da hun vågnede, opdagede hun at barnet var frosset ihjel. Nogle mænd smed liget ud i sneen, og overvældet af sorg forsøgte moderen at åbne døren så hun kunne springe ud og dø sammen med sit barn.
For at bekæmpe kulden var der blevet stillet en solid rund ovn op i midten af vores kreaturvogn. Den smule træ der lå i den ene ende af vognen, blev brugt sparsomt, da det også skulle anvendes til at koge kartofler over. Kartoffelsækkene gjorde det samtidig ud for senge, for de isolerede mod kulden fra vognens frosne gulvbrædder.
Hvorfor var vi på flugt for livet? Hvordan overlevede vores familie i flere måneder som flygtninge? Lad mig fortælle.
Jødisk herkomst
Jeg blev født den 22. december 1940 i Lyck i Østpreussen (nu Elk, Polen). Jeg var den yngste af en børneflok på fem. Religiøs forfølgelse havde tvunget mine jødiske forfædre til at forlade Tyskland i slutningen af 1700-tallet. De flyttede til Rusland under en af de største folkevandringer der har fundet sted. I 1917 udvandrede min jødiske farfar fra sin landsby nær Volgafloden til Østpreussen for at undslippe den jødeforfølgelse der på det tidspunkt fandt sted i Rusland.
Farfar fik tysk indfødsret, og Østpreussen syntes at være et sikkert sted. De der havde jødiske fornavne, antog ariske navne. Min far, Friedrich Salomon, blev kaldt Fritz. Mor, derimod, var preusser. Hun blev gift med far, som var musiker, i 1929.
Mine forældre levede en lykkelig tilværelse, og alt tegnede sig lyst. Min mormor, Fredericke, og min oldemor, Wilhelmine, ejede en ret stor gård der var næsten som et andet hjem for vores familie. Musik indtog en stor plads i vores familieliv. Mor spillede på trommer i fars danseorkester.
Den tyske besættelse
I 1939 begyndte mørke skyer at trække op i en politiske horisont. Adolf Hitlers såkaldte endelige løsning på jødespørgsmålet begyndte at give mine forældre problemer. Vi børn vidste ikke noget om vores jødiske herkomst, og vi fandt først ud af det da min mor døde i 1978 — ni år efter at far døde.
Far lod sig indrullere i den tyske hær for at ingen skulle få mistanke om at han var jøde. I begyndelsen gjorde han tjeneste i musikkorpset. Men én som åbenbart kendte til hans baggrund, fortalte at han var jøde, med det resultat at hele vores familie blev afhørt og fotograferet. Nazieksperterne prøvede at fastslå om vi havde jødiske træk. Vi må åbenbart have set tilstrækkelig ariske ud, for vi blev heldigvis ikke arresteret eller fængslet.
Da Tyskland invaderede Polen den 1. september 1939, begyndte vores engang så fredfyldte område at blive præget af frygt. Mor ønskede straks at flytte til et mere sikkert område, men naziembedsmænd forhindrede familien i at gøre det. Da den russiske hær i løbet af sommeren 1944 rykkede frem mod Østpreussen, bestemte tyskerne sig til at evakuere Lyck og det omliggende område. En dag i juli fik vi blot seks timer til at forlade vores hjem.
Masseudvandring i panik
Mor var nærmest i chok. Hvad skulle vi tage med? Hvor skulle vi rejse hen og hvordan? Ville vi nogen sinde vende tilbage? Det var meget begrænset hvad man fik lov at tage med sig. Mor valgte klogeligt at medtage nogle basale fornødenheder som var nemme at bære, deriblandt en stor lerkrukke stegefedt med baconstykker i. Andre familier valgte at tage deres værdigenstande med sig.
Den 22. oktober 1944 trængte russiske hære ind i Østpreussen. En forfatter skriver: „Der er intet overraskende i at russiske soldater som havde set deres egne familier blive dræbt og deres hjem og afgrøder blive brændt, følte at de havde et regnskab at gøre op.“ Krigens ødelæggelser spredte rædsel i hele Østpreussen, og mange flygtede i panik.
På det tidspunkt levede vi som flygtninge længere mod vest i Østpreussen. At sejle over Østersøen syntes nu at være den eneste flugtmulighed, og mange strømmede derfor til havnebyen Danzig (nu Gdansk, Polen). Dér var skibene blevet beslaglagt til redningsaktioner. Vores familie kom for sent til det tog vi skulle have været med for at kunne komme om bord på det tyske passagerskib, Wilhelm Gustloff, som afsejlede den 30. januar 1945 fra Gdynia i nærheden af Danzig. Senere fik vi at vide at skibet blev sænket af russiske torpedoer, og at cirka 8000 passagerer omkom i det iskolde vand.
Da vores flugtrute ad søvejen nu var lukket, drog vi mod vest. Mens far var på en kort orlov, sluttede han sig til os på en del af togturen, den som blev nævnt i indledningen. Snart måtte han imidlertid tilbage for at udføre krigstjeneste, og vi fortsatte den lange, farlige tur alene. Mor vogtede på krukken og rationerede fedtet. Det var et godt supplement til den smule mad vi kunne finde under flugten, og det var med til at holde os i live gennem den lange, kolde vinter. Mors krukke med fedt viste sig at være mere værdifuld end guld eller sølv!
Endelig nåede vi byen Stargard, hvor tyske soldater og Røde Kors havde sat et feltkøkken op i nærheden af togstationen. Som det meget sultne barn jeg var, syntes jeg suppen smagte vidunderligt. Med tiden nåede vi til Hamburg i Tyskland. Vi var sultne og udmattede, men taknemmelige for at være i live. Sammen med nogle russiske og polske krigsfanger blev vi anbragt på en gård ved floden Elben. Da krigen i Europa sluttede den 8. maj 1945, var vores situation meget usikker.
Tilværelsen som flygtninge
Far var blevet taget til fange af amerikanerne, men han blev godt behandlet, især da de fandt ud af at han var musiker. De gjorde brug af hans musikalske evner i forbindelse med festlighederne på den amerikanske uafhængighedsdag. Kort efter lykkedes det ham at flygte og rejse til Hamburg, hvor vi blev lykkeligt genforenet. Vi bosatte os i en lille hytte og fik snart selskab af begge mine bedstemødre, som var nået sikkert frem.
Men i løbet af nogen tid begyndte lokalbefolkningen, deriblandt dem der tilhørte vores egen lutherske kirke, at se skævt til de mange flygtninge. En aften fik vi besøg af præsten. Det virkede som om han ønskede at fornærme os med vilje da han kom med en krænkende bemærkning om vores flygtningestatus. Far, en kraftigt bygget mand, blev rasende og overfaldt præsten. Vores mor og vore bedstemødre prøvede at holde ham tilbage. Så løftede far præsten op fra gulvet, bar ham hen til døren og skubbede ham ud. Fra da af var det forbudt at tale om religion under hans tag.
Kort efter denne hændelse fik far arbejde ved de tyske jernbaner, og vi flyttede til udkanten af Hamburg, hvor vi boede i en ubenyttet jernbanevogn. Senere byggede far et beskedent hjem til os. Hadet mod flygtningene fortsatte imidlertid, og som barn blev jeg udsat for fysisk og følelsesmæssig mishandling fra de andre børns side.
Familiens valg af religion
Som barn sov jeg i samme værelse som mine to bedstemødre. På trods af min fars strenge instrukser talte de ofte begge med mig om Gud. De sang salmer og læste i Bibelen når far ikke var hjemme. Min interesse for åndelige spørgsmål blev vakt. Da jeg var ti år, begyndte jeg at gå cirka 11 kilometer hver vej for at overvære søndagsgudstjenesten. Jeg må dog sige at jeg blev skuffet når jeg ikke fik tilfredsstillende svar på mange af mine spørgsmål.
I sommeren 1951 bankede en nydeligt klædt mand på vores dør og tilbød mor et eksemplar af bladet Vagttårnet. „Vagttårnet giver indblik i Guds rige,“ sagde han. Mit hjerte hoppede af glæde, for det var netop det jeg ønskede at få. Mor sagde pænt nej tak, uden tvivl på grund af fars modvilje mod religion. Jeg tryglede hende imidlertid så meget at hun til sidst gav efter og modtog et eksemplar til mig. Nogen tid senere vendte Ernest Hibbing tilbage og efterlod os bogen „Gud Maa Være Sanddru“.
Omkring dette tidspunkt kom far ud for en arbejdsulykke og brækkede benet. Det betød at han måtte blive indendørs, noget der var meget mod hans vilje. Skønt hans ben var i gips, var han i stand til at humpe lidt rundt. Vi kunne ikke forstå hvorfor han altid forsvandt om dagen og kun viste sig til måltiderne. Dette stod på i en hel uge. Jeg lagde mærke til at når far forsvandt, så forsvandt min bog også. En dag da vi sad og spiste, sagde min far til mig: „Hvis den mand kommer igen, vil jeg gerne tale med ham!“
Da broder Hibbing igen kom på besøg, blev vi noget overraskede da far smækkede bogen på bordet og sagde: „Denne bog er sandheden!“ Et bibelstudium blev straks påbegyndt, og med tiden tog andre familiemedlemmer også del i studiet. Broder Hibbing blev min vejleder og gode ven. Jeg blev ret hurtigt bortvist fra søndagsskolen fordi jeg prøvede at give andre del i min nyfundne tro. Jeg meldte mig derfor ud af den lutherske kirke.
I juli 1952 begyndte jeg sammen med min kære ven broder Hibbing at tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget fra hus til hus. Hver søndag formanede han mig til at lytte opmærksomt til hans måde at præsentere budskabet på over for de besøgte. Da der var gået nogle uger, pegede han på en stor husblok og sagde: „Den kan du få at arbejde i.“ Med tiden overvandt jeg min nervøsitet og fik erfaring i at tale med folk og at sprede bibelske publikationer.
Jeg kvalificerede mig inden længe til at blive døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Både far og jeg blev døbt den 29. marts 1953, og senere samme år fulgte mor efter. Til sidst blev alle i familien døbt: min søster Erika, mine storebrødre Heinz, Herbert og Werner, samt vore kære bedstemødre som på det tidspunkt begge var godt oppe i firserne. I januar 1959 blev jeg pioner, som heltidsforkyndere bliver kaldt.
Forkyndelsen i et nyt land
Far havde altid tilskyndet mig til at rejse fra Tyskland, og når jeg ser tilbage, tror jeg det skyldtes hans evige frygt for antisemitisme. Jeg ansøgte om immigrationstilladelse til Australien i håb om at det ville være et springbræt til at tjene som missionær i Papua Ny Guinea eller på en anden Stillehavsø. Den 21. juli 1959 ankom min broder Werner og jeg til Melbourne i Australien.
Inden for få uger mødte jeg Melva Peters som var heltidsforkynder i Footscray menighed, og vi blev gift i 1960. Vi blev velsignet med to døtre som også fik kærlighed til Jehova Gud og indviede deres liv til ham. Vi har gjort en stor indsats for at føre en enkel og ukompliceret tilværelse så vi som familie kunne have større mulighed for at stræbe efter åndelige mål. Melva tjente som pioner i mange år indtil helbredsproblemer hindrede hende i at fortsætte. I dag er jeg ældste og pioner i Belconnen menighed i byen Canberra.
Erfaringerne fra min tidlige barndom har lært mig at være glad og tilfreds med det Jehova tilvejebringer. Min mors krukke med fedt har hjulpet mig til at forstå at overlevelse ikke afhænger af guld eller sølv, men af grundlæggende fornødenheder samt, hvad der er endnu vigtigere, af at man studerer og følger Guds ord, Bibelen. — Mattæus 4:4.
De dybsindige ord Jesu mor, Maria, udtalte, er sande: „Sultne har [Jehova] mættet med gode ting, og rige har han sendt tomhændede bort.“ (Lukas 1:53) Jeg glæder mig over at 47 af mine familiemedlemmer, deriblandt syv børnebørn, vandrer på sandhedens vej. (3 Johannes 4) Sammen med dem og vore mange åndelige børn og børnebørn ser Melva og jeg frem til en vidunderlig tryg fremtid under Jehovas kærlige omsorg hvor vi vil blive forenet med alle vore kære som bliver oprejst. — Fortalt af Kurt Hahn.
[Illustration på side 21]
Russiske troppers fremrykning i Østpreussen i 1944
[Kildeangivelse]
Sovfoto
[Illustration på side 23]
Min broder Heinz, min søster Erika, min mor, mine brødre Herbert og Werner og mig i forgrunden
[Illustration på side 24]
Min kone Melva og mig
[Illustration på side 24]
En krukke som denne, fyldt med fedt, holdt os i live