Hvad er bedst for børnene?

MANGE der føler sig ulykkeligt gift, overvejer alvorligt at lade sig skille. Engang var det nærmest noget utænkeligt, idet skilsmisse blev misbilliget eller direkte forkastet af moralske og religiøse grunde. Og forældre i ulykkelige ægteskaber holdt som regel sammen af hensyn til børnene. Men med vore dages drastiske ændringer i samfundsnormerne er skilsmisse blevet almindeligt accepteret.

Samtidig med at det er blevet mere accepteret at lade sig skille, udtrykker flere og flere forældre, dommere, sociologer og andre bekymring over de negative følger for de berørte børn. Der lyder stadig flere advarende røster. Mere og mere tyder på at skilsmisse går hårdt ud over børnene. Forældre bliver opfordret til at gennemtænke hvordan en skilsmisse vil påvirke dem selv og deres børn. Sociologen Sara McLanahan fra Princeton-universitetet udtaler at „mellem to tredjedele og tre fjerdedele af skilsmisseparrene sandsynligvis i højere grad burde se tiden an og grundigere overveje om det er det rigtige de gør“.a

Nylige undersøgelser viser at skilsmissebørn er overrepræsenteret blandt dem der forlader skolen i utide, bliver gravide som teenagere, rammes af depression, selv bliver skilt og bliver bistandsklienter. I Vesten får hvert sjette barn skilsmisse ind på livet. Historikeren Mary Ann Mason skriver i sin bog om forældremyndighed i USA: „For et barn der er født i 1990, er der cirka 50 procents risiko for at en domstol på et tidspunkt afgør hvor og hos hvem det skal bo.“

Desværre indstiller forældrene ikke altid fjendtlighederne når skilsmissen træder i kraft, men går videre og slæber hinanden i retten for at få tilkendt forældremyndighed eller samværsret. I Danmark skal der senest tages stilling til spørgsmålet om forældremyndighed ved separation eller skilsmisse. Hvis der indtræffer væsentligt forandrede forhold, kan domstolene overføre forældremyndigheden til den anden af forældrene. Sådanne sager belaster børnene yderligere. Følelsesladede sammenstød i retslokalets spændte atmosfære sætter børnenes loyalitet mod forældrene på prøve og efterlader dem ofte skræmte og med en følelse af at være brikker i et spil.

En familierådgiver har sagt: „Skilsmisse redder ikke børnene. Den redder undertiden de voksne.“ Ved en skilsmisse bliver forældrene måske deres eget problem kvit, men samtidig udsætter de deres børn for et hårdt slag som de måske bruger resten af livet på at forvinde.

Forældremyndighedens fordeling

Den uvilje og følelsesmæssige belastning et opløst ægteskab fører med sig, gør det overordentligt svært roligt og fornuftigt at tale sig til rette om hvem barnet skal være hos. I nogle lande tilbyder man alternativer, såsom mægling mellem parterne uden om domstolene, for at mindske konfrontationen mellem forældrene og få dem til at indgå et forlig uden at gå rettens vej.

I de lande hvor der anvendes mægling, udarbejder forældrene en aftale frem for at indbringe sagen for en domstol. Når forældrene er nået til enighed og har skrevet afgørelsen ned, kan en dommer officielt stadfæste forældrenes ønsker.

I Danmark er retsstillingen således at hvis forældrene kan blive enige om enten fælles forældremyndighed eller om hvem der skal have forældremyndigheden alene, godkender enten statsamtet eller domstolene denne aftale, medmindre det strider mod hvad der er bedst for barnet. Kan forældrene ikke blive enige om hvem der skal have forældremyndigheden, afgør domstolene dette under særligt hensyn til hvad der er bedst for barnet. Når retten skal vurdere hvad der er bedst for barnet, vil den overveje en lang række faktorer, for eksempel om begge forældre må anses for egnede til at have forældremyndigheden, om barnet har en særlig tilknytning til den ene af forældrene eller til en af dets søskende, hvilke ydre sociale forhold der vil udgøre rammen om hver af forældrenes dagligdag, og eventuelt hvor stor aldersforskel der er mellem barnet og en af forældrene. Man vil tilstræbe at der opretholdes størst mulig stabilitet i barnets tilværelse.

Den af forældrene der får tilkendt forældremyndigheden, har herefter ret til at træffe de afgørelser som forældrene før har skullet træffe i forening. Er forældrene derimod enige om at den fælles forældremyndighed skal fortsætte efter separationen eller skilsmissen, må begge forældre fortsat være enige om vigtige afgørelser, såsom barnets lægebehandling og uddannelse.

Spørgsmål man må tage stilling til

Hvis spørgsmålet om forældremyndighed bringes for retten, må forældre som er Jehovas vidner, desuden tænke på hvad der tjener barnets åndelige interesser bedst. Hvad nu hvis eks-ægtefællen er ikketroende og er imod enhver form for bibelundervisning af barnet? Eller hvad hvis den ikketroende er udstødt af den kristne menighed?

Sådanne situationer kan gøre det endnu vanskeligere for kristne forældre at træffe afgørelser. De vil gerne handle klogt og fornuftigt, og samtidig ønsker de at bevare en god samvittighed over for Jehova idet de under bøn overvejer hvad der tjener barnets interesser bedst.

I de følgende artikler vil vi se på spørgsmål som: Hvordan ser domstolene på religion i forbindelse med at tilkende forældremyndighed? Hvordan klarer man den følelsesmæssige belastning det er at være involveret i en sag om forældremyndighed? Hvordan skal man se på det at miste forældremyndigheden over sit barn? Hvordan skal man se på fælles forældremyndighed hvis ens tidligere ægtefælle er udstødt af den kristne menighed?

[Fodnote]

Forældremyndighed — religion og domstolene

I SAGER om skilsmisse og forældremyndighed kan emnet religion være afgørende — og meget komplekst. Der kan for eksempel opstå følgende spørgsmål.

Bør retten tillægge et udsagn vægt hvis det deri hævdes at en af forældrene er uegnet til at have forældremyndigheden fordi vedkommende er medlem af et bestemt trossamfund, især hvis det er en minoritetsgruppe? Kan retten lægge udsagn om forældrenes religiøse færden og overbevisning til grund for en afgørelse om hvilken trosretning der efter dens mening vil gavne barnet mest? Bør retten da afgøre at barnet skal opdrages i den bestemte tro, og forbyde at det udsættes for anden religiøs påvirkning?

I dag gifter flere og flere sig uden for det religiøse og etniske miljø de kommer fra. Når sådanne par bliver skilt, har børnene måske allerede knyttet bånd til to forskellige trossamfund. Til tider sker det at en der ligger i skilsmisseforhandlinger, for nylig har antaget en anden religion end vedkommende havde tidligere. Dette nye religiøse tilhørsforhold kan virke stabiliserende på vedkommende og være vigtigt for ham eller hende, men være nyt for børnene. Der opstår derfor et andet spørgsmål: Kan retten forbyde en far eller mor at tage børnene med til dette trossamfunds gudstjenester blot fordi de adskiller sig fra det forældrene tidligere har praktiseret?

Dette er vanskelige spørgsmål. De kræver at retten nøje overvejer ikke blot børnenes interesser og rettigheder, men også forældrenes.

Fundamentale rettigheder for forældre og børn

Dommere kan ganske rigtigt være påvirkede af deres egne religiøse holdninger. Men i mange lande vil det være uhørt at forældrenes eller barnets religiøse rettigheder bliver ignoreret. I disse lande har man måske en forfatning der sikrer at domstolene ikke begrænser forældrenes fundamentale ret til at opdrage deres barn, og det indbefatter også hvilken uddannelse og religiøs oplæring det skal have.

På sin side har barnet ret til at blive oplært af sine forældre. Før en domstol retsligt kan skride ind over for den religiøse oplæring af et barn, skal den have forelagt overbevisende vidnesbyrd om at „bestemte religiøse skikke udgør en umiddelbar og betydelig trussel mod barnets fysiske velbefindende“. (Kursiveret af os.) Forældrenes uenighed eller åbenlyse gensidige modvilje i religiøse anliggender er ikke tilstrækkeligt argument for at myndighederne kan gribe ind.

I Nebraska i USA viser en mors rimelige standpunkt i en sag om forældremyndighed hvordan disse juridiske bestemmelser gavner både forældre og børn. Moderen er et af Jehovas vidner, og den ikketroende far ville ikke have at deres datter overværede Jehovas Vidners møder i rigssalen. En lavere retsinstans gav faderen medhold.

Moderen appellerede derefter til Nebraskas højesteret. Hun fremførte at der ikke var vidnesbyrd om at nogen af Jehovas Vidners aktiviteter udgjorde en umiddelbar eller betydelig trussel for barnets velbefindende. Moderen sagde at „det at overvære og deltage i begge forældres religiøse aktiviteter ville . . . give pigen grundlag for at afgøre hvilken religion hun ville foretrække når hun blev gammel nok til selv at træffe en afgørelse“.

Højesteretten omstødte den lavere domstols afgørelse og udtalte at „den [lavere] domstol ikke havde skønnet korrekt ved at lægge begrænsninger på den myndighedsindehavende mors ret til at påvirke sit mindreårige barns religiøse opvækst“. Der var absolut ingen vidnesbyrd om at barnet tog skade af at overvære møderne i Jehovas Vidners rigssal.

Rettigheder hvis man ikke har forældremyndighed

Nogle gange prøver fraskilte forældre at bruge uenighed om religiøs opdragelse som et middel til at bestemme over børnene. For eksempel var situationen i sagen Khalsa mod Khalsa, i staten New Mexico i USA, den at begge forældre under deres ægteskab havde været sikher. Kort efter deres skilsmisse konverterede moderen til katolicismen og begyndte at tale børnene fra at udøve sikhismen.

Faderen blev bekymret og indbragte sagen for retten i et forsøg på i højere grad at få myndighed til at præge børnene med sikhismen. Hvad sagde retten til faderens krav? Det blev afvist. Retten bestemte at „når børnene var hos [ham], kunne de hverken frivilligt eller ufrivilligt deltage i nogen form for sikh-aktivitet, det være sig kirkelige aktiviteter eller sådan noget som en lejr eller børnehave for sikher“.

Faderen appellerede afgørelsen til New Mexicos appelret. Denne højere domstol gav faderen medhold og omstødte underrettens dom. Appelretten udtalte: „Domstole bør forholde sig upartiske i forholdet til religion og bør kun gribe ind på dette følsomme og forfatningssikrede område når der er klare og bekræftede vidnesbyrd om at børnene lider skade. Der er fare for at retsligt pålagte restriktioner på dette område forfatningsstridigt indskrænker forældres religionsfrihed eller bliver opfattet som om de har denne virkning.“

Denne afgørelse støtter en lang række principper som er grundfæstede i mange lande. Fornuftige forældre vil tage disse principper i betragtning. Desuden vil kristne forældre nøje være opmærksomme på barnets behov for at have kontakt med begge forældre, og de vil også have tanke for at barnet skal ære både sin mor og sin far. — Efeserne 6:1-3.

Mægling uden om domstolen

At det måske er mere uformelt at mægle frem for at føre en retssag, bør ikke få én til at tage let på sagen. De gensidige aftaler eller bestemmelser man når frem til i denne proces, kan gøres bindende ved en efterfølgende domstolsafgørelse. Det er derfor klogt at kontakte en advokat med erfaring i familieret så man sikrer sig at alle spørgsmål i forbindelse med forældremyndighed bliver løst på rette måde.

Begge forældre bør bruge tid på at forberede sig til mæglingen. Deres fremtoning og opførsel under mæglingsprocessen kan få stor indflydelse på udfaldet. Alt for ofte er forældre der ligger i skilsmisseforhandlinger, så følelsesmæssigt engagerede i selve skilsmissen at de glemmer det vigtige: Hvordan varetages barnets interesser bedst? Hvad behøver barnet for at kunne udvikle sig mentalt, følelsesmæssigt og fysisk?

Husk at det primære ved en mægling, set fra et juridisk synspunkt, ikke er religiøse eller andre personlige forskelle, men derimod hvordan forældrene kan finde et fælles udgangspunkt og udarbejde en aftale til børnenes bedste. Her vil forældre måske komme ud for religiøse eller andre fordomme og uventede eller manipulerende spørgsmål som har til hensigt at forvirre dem eller hidse dem op. Begge forældres fejl vil blive blotlagt og måske endda overdrevet. Men hvis man bevarer fornuften, kan man nå frem til en løsning.

En mægling kan synes langvarig og frustrerende. Alternativet kan imidlertid være en dyr, langstrakt retssag der belaster barnet. Det er bestemt ikke at ønske. Som med ethvert alvorligt problem i livet vil kristne forældre lægge en mæglingsproces frem for Gud i bøn og huske den inspirerede indbydelse til at ’vælte sin vej over på Jehova, ja, stole på ham, og han vil gribe ind’. — Salme 37:5.

Men hvad nu hvis ikke man kan nå frem til en løsning og retten tilkender modparten forældremyndigheden? Eller hvad hvis den ene af parterne i skilsmissen er udstødt af den kristne menighed? Og hvordan bør man se på fælles forældremyndighed i forhold til dét at få tilkendt forældremyndigheden alene? Disse spørgsmål og aktuelle bibelske principper vil blive trukket frem i den følgende artikel.

[Ramme på side 6]

Tre vigtige egenskaber

En dommer ved en familieret har i et interview med Vågn op! udtalt at blandt de vigtige egenskaber han kigger efter hos forældre, er følgende tre:

Rimelighed — villighed til at lade modparten have så omfattende kontakt med barnet som muligt (medmindre det er til fysisk eller moralsk fare for barnet)

Følsomhed — opmærksomhed over for barnets følelsesmæssige behov

Selvbeherskelse — et afbalanceret hjemmeliv der bidrager til en rolig atmosfære hvori barnet kan trives

[Ramme på side 6]

Juridiske retningslinjer

Ved at opstille visse retningslinjer har nogle dommere søgt at undgå unødige stridigheder om forældres religiøse værdinormer. For eksempel:

1. Man bør fremme et godt forhold mellem barnet og begge forældre. John Sopinka, der er dommer ved Canadas højesteret, har udtalt at begge forældre bør have lov til „at deltage i de aktiviteter der identificerer vedkommende som den han eller hun virkelig er [også i forbindelse med udøvelse af religion]. Den af forældrene som blot har samværsret, forventes ikke at skulle spille skuespil eller optræde forlorent mens barnet er hos vedkommende.“

2. Hvis man forhindrer den af forældrene som har samværsret, i at undervise barnet i sin egen religiøse overbevisning, er det en krænkelse af vedkommendes religionsfrihed, medmindre der er klare, bekræftede vidnesbyrd om at barnet er i overhængende fare for at lide alvorlig skade.

[Illustration på side 7]

Dommere sidder med et tungt ansvar når de skal tilkende forældremyndighed

[Illustration på side 8]

En mægler kan hjælpe forældre til at løse uoverensstemmelser og derved undgå en langvarig retssag

Et ligevægtigt syn på forældremyndighed

DET er ofte først efter skilsmissen at det bliver virkelig svært — da begynder kampen om at påvirke barnet og vinde dets hengivenhed. Den gamle talemåde „der skal to til at skændes“ er ikke altid sand. Der skal kun én dominerende far eller mor til at skabe problemer. En advokat fra Toronto har bemærket: „I familieretten er alt ladet med stærke følelser.“

Frem for at tænke på barnets bedste holder nogle striden i gang ved at indgive begæringer. Nogle har for eksempel hævdet at forældremyndigheden skulle tages fra modparten fordi vedkommende var et af Jehovas vidner og derfor ville berøve barnet et ’normalt liv’.

Den ikketroende gør måske et stort nummer ud af fejring af fødselsdage, jul eller andre højtider. Nogle vil måske hævde at barnets venskaber og sociale tilpasning hæmmes hvis ikke det hilser flaget. Det kan også være at nogle hævder at barnet vil tage psykisk skade hvis det sammen med en af forældrene går ud for at tale med andre om Bibelen. Nogle ikketroende forældre har endda hævdet at barnets liv ville være i fare fordi den af forældrene som er et Jehovas vidne, ikke vil lade barnet modtage en blodtransfusion.

Hvordan kan kristne imødegå sådanne følelsesladede argumenter? At man følelsesladet sætter hårdt imod hårdt, vil ikke give et godt resultat. Hvis sagen kommer for en dommer, vil begge forældre blive hørt. Det er meget vigtigt at holde sig det bibelske råd for øje: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Salme 55:22) Ved at grunde over disse ord og ved at følge bibelske principper kan forældre, med Jehovas hjælp, klare de situationer der måtte opstå i en sag om forældremyndighed. — Ordsprogene 15:28.

Rimelighed

Det vigtigste er hvad der er bedst for barnet. Er man for krævende, kan man miste forældremyndigheden og måske endda få begrænset sin samværsret. En klog far eller mor vil være fredelig og huske på det bibelske råd: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . Giv plads for vreden . . . Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ (Romerne 12:17-21) Hvad enten man befinder sig i en retssal eller taler med en der skal bedømme om man er egnet til at få forældremyndigheden, må man ’lade sin rimelighed blive kendt for alle mennesker’. — Filipperne 4:5.

Til tider vil en fjendtligt indstillet ægtefælle forsøge at føre andre bag lyset ved at opstille vildledende og spekulative problemer. Det vil være klogt at bekæmpe den menneskelige tendens til at reagere kraftigt på sådanne verbale angreb. Sundhed, religion og uddannelse er de favoritemner som ægtefæller ynder at bruge for at skabe mistillid ved et retsmøde om forældremyndighed. — Ordsprogene 14:22.

Rimelighed indebærer at man kan overveje kendsgerningerne og forhandle sig frem til en fair aftale. Ingen af forældrene bør glemme at barnet har to forældre, også efter skilsmissen. Forældrene er blevet skilt fra hinanden, ikke fra barnet. Medmindre der er tale om ekstreme omstændigheder, bør både en far og en mor derfor have frihed til at fungere som sådan når de har barnet. Hver af dem bør have frihed til at give udtryk for synspunkter og holdninger og lade barnet tage del i deres lovlige gøremål, også de religiøse.

Såfremt forældrene er enige, kan der som før nævnt træffes beslutning om fælles forældremyndighed. Hvis ikke de er enige, skal domstolen tilkende forældremyndigheden til den ene af forældrene. Den anden part får da samværsret. Hvad er forskellen på fælles forældremyndighed og det at få tilkendt forældremyndigheden alene? Hvordan klarer man det hvis man ikke får tilkendt forældremyndigheden? Hvad hvis modparten er udstødt?

Fælles forældremyndighed

Nogle dommere mener at det er vigtigt at barnet bevarer kontakten med begge forældre. Denne holdning er baseret på undersøgelser som viser at børn i visse tilfælde lider mindre under stress og følelsesmæssig smerte hvis forældrene deler forældremyndigheden. Frem for at føle sig forladt af en af forældrene vil barnet føle sig elsket af dem begge og være en del af begge hjem. „Fælles forældremyndighed bevirker at begge forældre er involverede,“ siger en advokat.

Dr. Judith Wallerstein, der leder et center i Corte Madera i Californien som tager sig af familier der har oplevet store omvæltninger, siger imidlertid advarende at fælles forældremyndighed kræver samarbejdsvillige forældre og et barn som er fleksibelt og kommer godt ud af det med andre. Disse egenskaber er vigtige eftersom fælles forældremyndighed betyder at begge forældre fortsat har ret og pligt til i fællesskab at træffe afgørelser vedrørende barnets sundhed, uddannelse, religionsundervisning og sociale liv. Dette kan kun fungere hvis begge forældre fortsat er rimelige og tænker på barnets interesser frem for deres egne.

Når forældremyndigheden kun tilfalder den ene part

Hvis forældrene ikke er enige om fælles forældremyndighed, tilkender retten den ene af parterne forældremyndigheden. Det vil være den der lader til at være bedst i stand til at dække barnets behov. Den der får forældremyndigheden, har herefter ret og pligt til at træffe de afgørelser der før skulle træffes af begge forældre. Domstolen træffer ofte afgørelsen efter at have lyttet til særlige rådgiveres vurdering — som regel psykologer, psykiatere eller socialrådgivere.

Fortalere for udelt forældremyndighed mener at denne ordning giver barnet et mere stabilt liv. Når forældre ikke forstår at tale ordentligt sammen, vil mange dommere vælge denne løsning. Den af forældrene der ikke får tilkendt forældremyndighed, bliver selvfølgelig ikke afskåret fra barnet, men får som hovedregel altid samværsret, og begge forældre kan fortsat give barnet vejledning og kærlighed samt vise det hengivenhed.

Samværsret

Det vil ikke være rigtigt at forbinde forældremyndighedens placering med at „vinde“ eller „tabe“. Forældre har „vundet“ når de ser deres børn vokse op og blive modne, dygtige og respektable voksne. Om det vil lykkes at opdrage et barn godt, er ikke direkte forbundet med den juridiske forældremyndighed. Ved at følge domstolens beslutning i sager om forældremyndighed, selv når den synes uretfærdig, kan kristne vise at de ’underordner sig de højere myndigheder’. (Romerne 13:1) Det er også vigtigt at huske at tiden ikke er til at kappes om barnets hengivenhed eller loyalitet ved at nedgøre modparten og forsøge at ødelægge barnets forhold til vedkommende.

Der er beretninger i Bibelen om gudfrygtige forældre som af forskellige årsager var adskilt fra deres børn. For eksempel måtte Moses’ forældre, Amram og Jokebed, til bedste for deres barn placere ham i en lille flydende ark „mellem sivene ved Nilens bred“. Da Faraos datter tog barnet til sig, satte de fortsat deres lid til Jehova. De kloge og trofaste forældre blev belønnet med et omfattende samvær med drengen som de udnyttede til at oplære ham i Jehovas veje. Moses voksede op og blev en fremtrædende tjener for den sande Gud. — 2 Mosebog 2:1-10; 6:20.

Men hvad nu hvis en af forældrene er udstødt? Bør den af forældrene som er kristen, tillade samvær med vedkommende? At menigheden har udstødt en, ændrer kun det åndelige forhold mellem vedkommende og den kristne menighed. Ja, de åndelige bånd brydes. Forholdet mellem forældre og børn eksisterer imidlertid stadig. Hvis det er den kristne af forældrene som har forældremyndigheden, bør vedkommende respektere den udstødtes samværsret. Men hvis den udstødte bringer barnets psykiske eller følelsesmæssige velfærd i overhængende og betydelig fare, kan myndighederne (ikke den der har forældremyndigheden) arrangere at en tredjepart er med når vedkommende har samværsret.

Du er aldrig alene

Skilsmisse og efterfølgende sager om forældremyndighed er følelsesmæssigt udmarvende. Et forhold der begyndte så lovende, er blevet ødelagt sammen med parrets drømme, planer og forventninger. Utroskab eller ekstrem mishandling kan for eksempel tvinge en loyal hustru til at søge juridisk beskyttelse for sig selv og sit barn. Alligevel kan hun blive overvældet af en følelse af skyld og utilstrækkelighed når hun tænker over hvad der gik galt, eller hvordan tingene kunne have været gjort anderledes. Mange ægtepar er bekymrede over deres børns reaktion på at familien splittes. Retssagen om forældremyndigheden kan sende én igennem hele følelsesregisteret og ikke blot prøve ens uangribelighed som omsorgsfuld far eller mor, men også ens tro på og tillid til Jehova. — Jævnfør Salme 34:15, 18, 19, 22.

En uskyldig ægtefælle der vælger skilsmisse på grund af mishandling eller børnemisbrug eller for at beskytte sig mod risikoen for kønssygdomme fra en utro ægtefælle, har ikke grund til at føle sig skyldig eller forkastet af Jehova. (Salme 37:28) Det er den ægtefælle som mishandler eller er utro, der har brudt den hellige ægteskabspagt og har „handlet troløst“ imod sin ægtefælle. — Malakias 2:14.

„Bevar en god samvittighed“ over for Jehova og mennesker ved at følge de bibelske principper, ved at behandle en fjendtligsindet ægtefælle reelt og ved at være fleksibel i spørgsmålet om forældremyndighed. „Det er nemlig bedre at lide fordi man gør det gode, hvis det er det Guds vilje vil, end fordi man gør det onde.“ — 1 Peter 3:16, 17.

Børnene har brug for at blive forsikret om at det ikke er deres skyld at familien nu er splittet. Nogle gange går tingene bare ikke som man har planlagt. Men når man følger Bibelens principper, kan det ofte mildne virkningen af en skilsmisse, idet man opmuntrer til en åben og forstående kommunikation mellem forældre og børn. Dette kan man for eksempel gøre ved at lade børnene tage aktivt del i at planlægge familielivet efter skilsmissen. Ved at være tålmodig, venlig og interesseret i børnenes følelser og lytte til det de siger, kan man yde dem en stor hjælp med hensyn til at tilpasse sig de nye forhold.

Andre kan hjælpe

Det er ikke kun forældre der kan hjælpe børn som oplever at deres familie går i opløsning. Familien, lærere og venner kan i høj grad være med til at støtte og opmuntre skilsmissebørn. Især bedsteforældre kan bidrage til at børnene bliver ligevægtige og følelsesmæssigt afbalancerede.

Kristne bedsteforældre kan give børnene åndelig vejledning og inddrage dem i sunde aktiviteter, men de må respektere forældrenes afgørelser hvad angår religiøs oplæring, for det er forældrene, ikke bedsteforældrene, der har det moralske ansvar for og den juridiske myndighed til at træffe sådanne afgørelser. — Efeserne 6:2-4.

Med en sådan støtte vil skilsmissebørn kunne klare at deres forældres ægteskab går i opløsning. Og de kan se frem til velsignelserne i Guds nye verden, hvor alle familier vil være fri for „trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. — Romerne 8:21; 2 Peter 3:13.

[Ramme på side 11]

Misforståelser rettes

„De vises tunge gør vel med kundskab“, og en kristen far eller mor har gode muligheder for at rette misforståelser eller halve sandheder. (Ordsprogene 15:2) For eksempel i forbindelse med børnenes sundhed gælder følgende: „Jehovas vidner tager gerne imod medicinsk og kirurgisk lægebehandling,“ men et Jehovas vidne som har forældreretten, har krav på at blive informeret og skal give sit samtykke til enhver behandling.a — The Journal of the American Medical Association.

Jehovas vidner tager deres tro, som er baseret på Guds ord, Bibelen, dybt alvorligt. Det gør dem til bedre fædre, mødre, børn, venner, naboer og borgere. Kristne forældre tugter i kærlighed, opbygger respekt for myndighed og giver deres børn et sæt sunde værdinormer for tilværelsen.b — Ordsprogene 13:18.

Almen uddannelse er en vigtig del af et barns opvækst, og Jehovas vidner ønsker at deres børn får den bedst mulige.c — Ordsprogene 13:20.

[Fodnoter]

[Illustration på side 10]

Den af forældrene der har forældremyndigheden, må lytte tålmodigt når barnet fortæller om sit besøg hos den der har samværsret