Ansporet af min families loyalitet mod Gud

FORTALT AF HORST HENSCHEL

„Glæd dig hvis du modtager dette brev, for jeg har holdt ud indtil enden. Om to timer bliver jeg henrettet.“ Sådan lød indledningen til det sidste brev jeg modtog fra min far. Den 10. maj 1944 blev han henrettet fordi han nægtede at gøre tjeneste i Hitlers hær. Den loyalitet som min far og mor og min søster Elfriede viste Gud, har haft afgørende indflydelse på mit liv.

I 1932, det år jeg blev født, begyndte far at læse Jehovas Vidners publikationer. Det åbnede blandt andet hans øjne for præsteskabets hykleri. Som følge heraf mistede han al interesse for kirkerne.

Kort efter den anden verdenskrigs udbrud i 1939 blev far indkaldt til den tyske hær. „Ifølge Bibelen burde jeg ikke tage af sted,“ sagde han til mor. „Det er ikke rigtigt at slå ihjel.“

„De slår dig ihjel hvis du ikke møder op,“ svarede mor. „Hvad vil der så ske med vores familie?“ Derfor blev far soldat.

Senere forsøgte mor, som indtil da ikke havde studeret Bibelen, at kontakte Jehovas Vidner, hvilket var et meget farligt forehavende på den tid. Hun fandt Dora, hvis mand var i koncentrationslejr på grund af sin tro. Dora gav hende et eksemplar af Vagttårnet, men hun pointerede over for mor: „Husk at jeg kan blive dræbt hvis Gestapo (det hemmelige politi) finder ud af at det er mig som har givet dig det.“

Mor modtog flere af Jehovas Vidners publikationer og kom til at værdsætte de bibelske sandheder de indeholdt. Med tiden begyndte Max Ruebsam fra den nærliggende by Dresden at besøge os i vort hjem i Meissen. Han satte sin egen sikkerhed på spil for at studere Bibelen med os. Faktisk blev han kort efter arresteret.

Gennem sit bibelstudium fik mor tro på Jehova og indviede sit liv til ham. Dette symboliserede hun ved vanddåben i maj 1943. Min far og jeg blev døbt nogle måneder senere. Min 20-årige søster, Elfriede, som arbejdede i Dresden, blev også døbt i denne periode. Så mens den anden verdenskrig rasede, indviede vi alle fire vort liv til Jehova. I 1943 fødte mor min lillesøster, Renate.

Forfulgt på grund af vores tro

Inden jeg blev døbt, meldte jeg mig ud af Hitlerjugend. I skolen krævede man at jeg hver dag sagde „Heil Hitler!“ Da jeg nægtede det, blev jeg slået af mine lærere. Jeg glædede mig imidlertid over at jeg var forblevet trofast, takket være opbakningen fra mine forældre.

Men der var nogle gange hvor jeg enten på grund af fysisk afstraffelse eller af frygt sagde „Heil Hitler!“ Bagefter gik jeg grædende hjem, og mine forældre bad med mig så jeg næste gang kunne få mod til at modstå fjendens angreb. Af frygt veg jeg flere gange tilbage fra at gøre det rette, men Jehova svigtede mig aldrig.

En dag kom Gestapo og gennemsøgte vores hus. „Er du et af Jehovas vidner?“ spurgte en gestapoagent min mor. Jeg kan stadig se hende stå lænet op ad dørkarmen mens hun tydeligt svarede „ja“ — til trods for at hun vidste at det betød at hun før eller siden ville blive arresteret.

To uger senere kom Gestapo for at arrestere hende. Mor, der var travlt optaget af at passe Renate, som endnu ikke var fyldt et år, protesterede: „Jeg er lige ved at give mit barn mad.“ Men den kvinde som ledsagede politimanden, tog spædbarnet ud af hendes arme og sagde: „Gør dig klar. Du skal af sted.“ Det var bestemt ikke nemt for min mor.

Da min far endnu ikke var blevet arresteret, tog han sig af min lillesøster og mig. En morgen, omkring fjorten dage efter at mor var blevet ført bort, gav jeg far et stort knus inden jeg tog i skole. Samme dag blev far arresteret fordi han stadig nægtede at gøre tjeneste i militæret. Da jeg kom hjem den eftermiddag, var han væk, og jeg så ham aldrig mere.

Mine bedsteforældre og andre slægtninge — der alle var fjendtligt indstillede over for Jehovas Vidner, og hvoraf nogle endda var medlemmer af nazistpartiet — fik forældremyndigheden over min lillesøster og mig. De ville ikke have at jeg læste i Bibelen. Men i al hemmelighed fik jeg fat i en bibel hos en nabokone, og den læste jeg i. Jeg plejede også at knæle foran min lillesøsters seng og bede til Gud.

I mellemtiden blev min søster Elfriede udsat for trosprøver. Hun ville ikke længere arbejde på en fabrik i Dresden der fremstillede krigsmateriel, men havde held til at få et job i Meissen hvor hun skulle vedligeholde parker og haver. Når hun mødte op på lønningskontoret, nægtede hun at sige „Heil Hitler!“ Senere blev hun arresteret og fængslet.

Sørgeligt nok fik Elfriede difteritis og skarlagensfeber og døde nogle uger efter fængslingen. Hun blev kun 21. I et af sine sidste breve citerede hun Lukas 17:10: „Når I har gjort alt det I har fået besked på, [skal I] sige: ’Vi er uduelige trælle. Vi har blot gjort hvad vi var skyldige at gøre.’“ Hendes loyalitet mod Gud har styrket mig meget. — Kolossenserne 4:11.

Fars prøve

Mens far var fængslet, besøgte min morfar ham i et forsøg på at få ham til at ændre mening. Lænket på hænder og fødder blev far ført frem for ham. Men far afviste uden vaklen hans forslag om at udføre militærtjeneste for sine børns skyld. En af fængselsvagterne sagde til min morfar: „Om så denne mand havde ti børn, ville han ikke handle anderledes.“

Min morfar var rasende da han kom hjem. „Den forbryder!“ råbte han. „Den usling! Hvordan kan han lade sine børn i stikken?“ Selv om morfar var vred, var jeg glad for at far var urokkelig.

Senere blev far dømt til døden og halshugget. Nogen tid efter modtog jeg et sidste brev fra ham. Eftersom han ikke vidste hvor mor sad fængslet, havde han skrevet brevet til mig. Jeg gik op i mit soveværelse på kvisten og læste de ord som er citeret i indledningen til denne artikel. Jeg blev ulykkelig og græd, men jeg var glad for at han var forblevet trofast mod Jehova.

Mors sorg

Mor var blevet sendt til et fængsel i Sydtyskland mens hun ventede på at hendes sag kom for retten. En dag kom en vagt til hendes celle og bad hende venligt om at blive siddende mens han fortalte hende noget. Men mor rejste sig og sagde: „Jeg ved godt at min mand er blevet slået ihjel!“ Senere sendte de hans blodbestænkede tøj til hende, et tavst vidnesbyrd om den tortur han var blevet udsat for inden sin død.

Ved en anden lejlighed blev mor bedt om at møde på fængselskontoret og fik uden omsvøb at vide: „Din datter døde under sit fængselsophold. Hvordan ønsker du at hun skal begraves?“ Denne meddelelse kom så pludseligt og uventet at mor først ikke vidste hvad hun skulle sige. Men hendes stærke tro på Jehova holdt hende oppe.

Mine slægtninge sørgede i det store og hele godt for min søster og mig. De var meget venlige mod os. En af dem henvendte sig faktisk til mine lærere og bad dem om at være tålmodige med mig. Som følge heraf blev lærerne også mere venlige, og jeg undgik at blive straffet når jeg ikke hilste dem med „Heil Hitler!“ Men de viste mig kun denne venlighed for at få mig til at opgive min bibelbegrundede tro. Og desværre havde de til en vis grad held med sig.

Blot nogle få måneder før krigen sluttede i maj 1945, overværede jeg frivilligt nogle møder i nazisternes ungdomsorganisation. Jeg skrev til min mor om det, og hun fik det indtryk at jeg havde svigtet min beslutning om at tjene Jehova. Hun fortalte senere at hun var blevet mere ulykkelig over disse breve end over at høre at min far og Elfriede var døde.

Kort efter sluttede krigen, og mor vendte hjem fra fængselet. Med hendes hjælp genvandt jeg min åndelige ligevægt.

Jeg begynder i heltidstjenesten

I slutningen af 1949, fire år efter den anden verdenskrigs ophør, behandlede en rejsende tilsynsmand skriftstedet fra Malakias 3:10: „’Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus, ja, sæt mig dog på prøve på denne måde,’ siger Hærstyrkers Jehova.“ Det fik mig til at udfylde en ansøgning om at blive heltidsforkynder. Den 1. januar 1950 begyndte jeg som pioner, som heltidsforkynderne kaldes. Senere flyttede jeg til Spremberg, hvor der var stort behov for pionerer.

I august samme år modtog jeg en indbydelse til at tjene på Jehovas Vidners afdelingskontor i Magdeburg i Østtyskland. Men kun to dage efter min ankomst den 31. august stormede politiet vores ejendom. De hævdede at vi skjulte kriminelle. De fleste af forkynderne blev arresteret og fængslet, men jeg slap væk og rejste til Vestberlin, hvor Vagttårnsselskabet havde et kontor. Her fortalte jeg hvad der var sket i Magdeburg. Samtidig fik jeg at vide at mange forkyndere var blevet arresteret i hele Østtyskland, og at politiet ledte efter mig i Spremberg.

Arresteret og fængslet

Jeg fik til opgave at virke som pioner i Østberlin. Nogle få måneder senere, mens jeg som kurér bragte bibelske publikationer fra Vestberlin til Østtyskland, blev jeg arresteret og ført til byen Cottbus. Her blev jeg stillet for en domstol og idømt 12 års fængsel.

Jeg blev blandt andet anklaget for at have ophidset til krig. I retssalen var min sidste udtalelse: „Hvordan kan jeg som et af Jehovas vidner blive beskyldt for at være krigsmager når min far nægtede at deltage i krig fordi han var et af Jehovas vidner og blev henrettet for det?“ Men disse mennesker var selvfølgelig ikke interesseret i sandheden.

I en alder af kun 19 år kunne jeg næsten ikke bære tanken om at skulle sidde fængslet i 12 år. Jeg vidste imidlertid at mange andre var blev idømt lignende domme. I perioder holdt myndighederne de indsatte som var Jehovas vidner, adskilt; men så forkyndte vi Bibelens sandheder for andre indsatte, og nogle blev Jehovas vidner.

Til andre tider blev vi Jehovas vidner holdt indespærret i samme celleblok, og så koncentrerede vi os om at lære Bibelen bedre at kende. Vi lærte hele kapitler i Bibelen udenad, og vi forsøgte endda at lære hele bibelbøger udenad. Vi satte os bestemte mål for hvad vi hver især skulle nå at lære hver dag. Nogle gange havde vi så travlt at vi sagde til hinanden: „Vi har ikke tid,“ selv om vi tilbragte hele dagen i vores celler uden at blive sat til tvangsarbejde.

Afhøringerne hos det hemmelige politi kunne være opslidende. De kunne stå på i dage og nætter, efterfulgt af alle mulige trusler. På et tidspunkt var jeg så træt og mismodig at jeg næsten ikke orkede at bede. Efter to eller tre dage fjernede jeg uden nogen speciel grund et stykke karton som hang på cellevæggen. Her var fængselets husregler beskrevet. Da jeg vendte det om, fik jeg øje på noget som var skrevet i hånden. Jeg holdt det op i den smule lys der var, og læste ordene: „Frygt ej for at miste livet,“ og: „Jeg vil skærme hver en trofast som min egen øjesten.“ Disse ord er nu en del af sang nr. 27 i Jehovas Vidners sangbog.

En anden broder havde tydeligvis været i samme situation som jeg, og Jehova havde styrket ham. Jeg genvandt øjeblikkelig min åndelige styrke og takkede Jehova for denne opmuntring. Jeg håber aldrig jeg glemmer denne lektion, for den lærte mig at selv om jeg ikke kan klare alt i egen kraft, er intet umuligt med Jehova Guds hjælp.

Mor var i mellemtiden flyttet til Vesttyskland, så hun havde ingen kontakt med mig på det tidspunkt. Men det havde Hanna, som jeg var vokset op i menigheden med, og som stod vores familie meget nær. Hun besøgte mig i alle de år jeg sad fængslet, og sendte mig opmuntrende breve og hårdt tiltrængte pakker med mad. Da jeg blev løsladt fra fængselet i 1957 efter at have afsonet halvdelen af min dom på 12 år, giftede vi os.

Min kære hustru, Hanna, har tjent trofast ved min side i de forskellige opgaver vi har udført, og hun har altid været en stor støtte for mig. Det hun har gjort for mig i de år vi har virket sammen i heltidstjenesten, er noget som kun Jehova Gud kan gengælde hende.

Efterkrigstiden

Hanna og jeg begyndte sammen i heltidstjenesten på det kontor som Vagttårnsselskabet dengang havde i Vestberlin. Jeg fik til opgave at hjælpe med vedligeholdelsesarbejdet som tømrer. Senere begyndte Hanna og jeg i pionertjenesten i Vestberlin.

Willi Pohl, som på det tidspunkt førte tilsyn med vort arbejde i Vestberlin, opmuntrede mig til at fortsætte med at lære engelsk. „Jeg har ikke tid,“ svarede jeg. Men hvor er jeg glad for at jeg alligevel fulgte hans råd og fortsatte med det engelske. I 1962 blev jeg nemlig indbudt til et timåneders kursus i den 37. klasse på Gileadskolen i Brooklyn, New York. Den 2. december 1962 vendte jeg hjem til Tyskland. Herefter var Hanna og jeg 16 år i rejsetjenesten, hvor vi besøgte menigheder i hele Tyskland. I 1978 blev vi indbudt til at tjene på afdelingskontoret i Wiesbaden. Dette kontor flyttede i midten af 1980’erne til større og nye faciliteter i Selters. På dette smukke sted tjente vi i adskillige år.

Et højt værdsat tjenesteprivilegium

I 1989 skete der noget fuldstændigt uventet — Berlinmuren faldt, og forkynderne i de østeuropæiske lande fik lidt efter lidt religionsfrihed. I 1992 blev Hanna og jeg tilskyndet til at rejse til Lviv i Ukraine for at støtte den hurtigt voksende gruppe forkyndere i dette område.

Det følgende år blev vi bedt om at tage til Rusland for at hjælpe med at organisere forkyndelsesarbejdet dér. I Solnetjnoje, en by der ligger cirka 40 kilometer fra Sankt Petersborg, var man ved at opføre et kontor som skulle føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet i Rusland og de fleste af de andre republikker i det tidligere Sovjetunionen. Da vi ankom, var man allerede gået i gang med at bygge beboelsesbygningerne samt en stor kontor- og lagerbygning.

Vi var usigelig glade da dette nye afdelingskontor blev indviet den 21. juni 1997. I alt 1492 fra 42 lande var forsamlet i Solnetjnoje til dette særlige program. Den følgende dag samledes over 8400 på Petrovskij-stadion i Sankt Petersborg for at lytte til et sammendrag af indvielsesprogrammet og nogle opmuntrende rapporter fremholdt af besøgende fra andre lande.

Der har været en fantastisk vækst i antallet af forkyndere i de 15 republikker i det tidligere Sovjetunionen. I 1946 var der omkring 4800 forkyndere i dette område. Omkring 40 år senere, i 1985, var antallet steget til 26.905. I dag er der over 125.000 forkyndere i de ti republikker i det tidligere Sovjetunionen som vort afdelingskontor her i Solnetjnoje fører tilsyn med, og over 100.000 forkyndere virker i de fem andre tidligere Sovjetrepublikker. Hvor blev vi glade da vi hørte at over 600.000 i de 15 tidligere Sovjetrepublikker i marts sidste år havde overværet højtiden til minde om Kristi død.

Jeg forundres når jeg ser hvordan Jehova Gud på storslået vis har ledet indsamlingen og organiseringen af sit folk i disse „sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) Som salmisten siger, giver Jehova sine tjenere indsigt, lærer dem hvilken vej de skal gå, og råder dem mens hans øje hviler på dem. (Salme 32:8) Jeg regner det for en stor forret at tilhøre Jehovas internationale brodersamfund.

[Illustration på side 13]

Mine to søstre og mig i 1943

[Illustration på side 14]

Far blev halshugget

[Illustration på side 14]

Mor hjalp mig til at genvinde min åndelige ligevægt

[Illustration på side 15]

Min kone, Hanna, og mig

[Illustration på side 16]

Under indvielsestalen i rigssalen på det russiske afdelingskontor

[Illustrationer på side 17]

Gårdspladsen og vinduerne til spisesalen i vort nye afdelingskontor i Rusland