Hvor meget kan man stole på videnskaben?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

DE FLESTE beundrer oprigtigt videnskaben for de store fremskridt man ved hjælp af den har gjort inden for medicin, kommunikation, teknologi og på mange andre områder. De videnskabelige landvindinger har haft indflydelse på stort set alle nulevende menneskers tilværelse. Mange forskere har ofret sig for videnskaben, og deres oprigtige forsøg på at forbedre folks livskvalitet er rosværdige. Skribenten Tony Morton går så langt at han hævder at „videnskaben utvivlsomt er en af grundpillerne i den moderne civilisation“.

Men på alle livets områder er der behov for et afbalanceret syn på tingene. Lad os, for at bevare et ligevægtigt syn på videnskabens sande værd, lytte til en forfatter som ikke har så megen ros tilovers for den rolle videnskaben spiller i vores tilværelse. Lewis Wolpert skriver i sin bog The Unnatural Nature of Science (Videnskabens unaturlige natur): „Undersøgelser bekræfter at der til den store interesse og beundring for videnskaben knytter sig en urealistisk forestilling om at den kan løse alle problemer. Men der findes også dem der nærer en dybtfølt frygt for og uvilje mod videnskaben . . . Videnskabsmænd betragtes som anonyme, ligeglade og følelseskolde teknikere.“

Videnskabens opsving

Banebrydende videnskabelige undersøgelser er altid forbundet med en vis risiko. Men efterhånden som nye opdagelser har vist sig at være risikoen værd, er folks tillid til videnskaben blevet større. Forskerne har, til dels på baggrund af tidligere successer, taget større og større chancer, og mange folk har i deres ærefrygt og begejstring fået den opfattelse at videnskaben er et universalmiddel mod menneskehedens problemer. Resultatet er at mange i dag forbinder ordene „videnskab“ og „videnskabelig“ med absolut sandhed.

Tidsskriftet American Studies bemærker: „Fra 1920’erne, og i stigende grad i 1930’erne og fremefter, var forskeren i den hvide kittel en forsikring for forbrugerne om at ét produkt ’rent videnskabeligt’ var bedre end alle de konkurrerende. En leder i tidsskriftet Nation beklagede i 1928 at ’en sætning der indledes med „Ifølge videnskaben“, i al almindelighed kan standse enhver diskussion ved en selskabelig sammenkomst og sælge alt lige fra tandpasta til køleskabe’.“

Men er et videnskabeligt udsagn altid absolut sandhed? Hele vejen op gennem historien har nogle opponeret kraftigt mod de videnskabelige opdagelsers troværdighed. Nogle af indvendingerne har været ubegrundede, andre har efter alt at dømme været velfunderede. Galileis opdagelser vakte for eksempel den katolske kirkes vrede. Og forskernes teorier om hvordan mennesket var opstået, skabte fjendtlige reaktioner baseret på såvel videnskabelige som bibelske argumenter. Det er altså ikke noget nyt at videnskabelige opdagelser både har deres forkæmpere og modstandere.

Et gammelt latinsk ordsprog lyder: „Videnskabens [eller kundskabens] eneste fjende er den uvidende.“ Men det er ikke længere sandt. Videnskaben står for skud som aldrig før, og angrebene kommer ikke kun fra de uvidende. Det virker som om videnskaben til trods for at den af mange førhen blev betragtet som uangribelig, i dag trænges hårdt af nogle af sine tidligere forkæmpere. Man kan med rette sige at et stigende antal af videnskabens tidligere støtter nu er blevet dens nævninge, dommere og bødler. De videnskabelige højborge er nu ofte skueplads for stridigheder. En af årsagerne til videnskabens trængsler er afsløringen af det bedrag og den korruption som visse videnskabelige forskere tidligere har gjort sig skyldige i.

I dag er der flere end nogen sinde før der spørger om man kan stole på alt hvad videnskaben siger. Den næste artikel fortæller om nogle af årsagerne til at flere og flere stiller dette spørgsmål.

[Tekstcitat/illustration på side 4]

Er videnskabelige udsagn altid absolut sande?

Står forskerne delt?

„SELV om vi ikke bør afvise forestillingen om at videnskab er en søgen efter sandhed om den verden vi lever i, bør vi tænke på de psykologiske og sociale faktorer der ofte modarbejder denne søgen.“ Sådan skrev Tony Morton i en redegørelse med titlen: „Uenighed blandt de videnskabelige skoler: Forskernes motiver og metoder.“ Det ser ud til at berømmelse, økonomisk gevinst, ja endog politiske synspunkter af og til har haft indflydelse på resultaterne af videnskabelige undersøgelser.

I 1873 gav dommeren sir George Jessel udtryk for sin bekymring over den rolle en sådan indflydelse kunne spille i retssager: „Vidneudsagn fra eksperter er vidneudsagn fra personer der i nogle tilfælde har gjort ekspertviden til deres levebrød, men som i alle tilfælde bliver betalt for deres vidneudsagn. . . . Det er kun naturligt at vedkommende, uanset hvor hæderlig den pågældende måtte være, vil have en tilbøjelighed til at favorisere den der har betalt ham for at udtale sig, og vi ser da også en sådan partiskhed i praksis.“

Tag for eksempel retsvidenskab. En appeldomstol har gjort gældende at retsvidenskabelige forskere undertiden viser partiskhed. Tidsskriftet Search bemærker: „Alene den omstændighed at det er politiet der anmoder om deres hjælp, kan skabe et afhængighedsforhold mellem politiet og disse forskere. . . . Retsvidenskabelige forskere ansat i den offentlige sektor kan se det som deres opgave at hjælpe politiet.“ Tidsskriftet anfører de skandaløse retssager i England mod Maguire (1989) og Ward (1974) fra IRA (Den Irske Republikanske Hær), der begge blev dømt for bombeattentat, som eksempler på sager der bærer „tydeligt præg af visse meget erfarne og i øvrigt velanskrevne forskeres villighed til at tilsidesætte videnskabelig upartiskhed og se det som deres opgave at hjælpe anklagemyndigheden“.

Et andet markant eksempel på dette er Lindy Chamberlain-sagen i Australien (1981-82), som dannede baggrund for filmen A Cry in the Dark (Et skrig i mørket). Bevismateriale fremlagt af retsmedicinske eksperter havde åbenbart en klar indflydelse på domfældelsen af Lindy Chamberlain, som stod anklaget for at have myrdet sin ni uger gamle datter, Azaria. Trods hendes udsagn om at det var en australsk vildhund der havde dræbt barnet, blev hun dømt skyldig og sendt i fængsel. Mange år senere da barnets snavsede og blodige trøje blev fundet, kunne det oprindelige bevismateriale ikke stå for en nærmere undersøgelse. Lindy Chamberlain blev løsladt, hendes dom blev annulleret, og hun fik udbetalt erstatning for den uretfærdige domfældelse.

Når videnskabsmænd argumenterer mod hinanden, kan det give anledning til bitter strid. For nogle årtier siden blev dr. William McBrides angreb på producenterne af lægemidlet thalidomid kendt i hele verden. Da han henledte opmærksomheden på at dette medikament, der var blevet markedsført som et middel mod morgenkvalme hos gravide kvinder, kunne medføre alvorlige misdannelser hos fosteret, blev han dagens helt. Men mange år senere da han arbejdede med et andet projekt, blev han anklaget af en lægeuddannet journalist og fundet skyldig i videnskabelig svindel og uredelig embedsførelse. Han blev slettet af den officielle liste over læger i Australien.

Videnskabelige uoverensstemmelser

Der er i dag stor uenighed om hvorvidt elektromagnetiske felter er skadelige for mennesker og dyr. Noget tyder på at vort miljø i meget omfattende grad er forurenet af elektromagnetisme, som kan stamme fra alt lige fra højspændingsledninger til computeren eller mikroovnen i vore hjem. Nogle påstår endda at brugen af mobiltelefoner i løbet af nogle år kan skade hjernen. Andre peger på videnskabelige undersøgelser der tyder på at elektromagnetisk stråling kan give kræft og forårsage død. Avisen The Australian skriver for eksempel: „Et britisk elektricitetsselskab er blevet sagsøgt i en sag vedrørende en dreng der angiveligt udviklede cancer og døde fordi han sov i nærheden af nogle højspændingskabler.“ Dr. Bruce Hocking fra Melbourne, en læge der beskæftiger sig med arbejdsskader, fandt ud af at „blandt børn som boede inden for en radius af cirka fire kilometer fra tv-selskabets store antenner i Sydney, var forekomsten af leukæmi mere end dobbelt så stor som blandt børn der boede længere væk“.

Miljøforskere forsvarer sådanne påstande, men for storkapitalens og de kommercielle interessers repræsentanter kan den slags oplysninger — som set med deres øjne blot er „unødvendige skræmmekampagner“ — betyde tab på milliarder af dollars. De går derfor til modangreb og får støtte andre steder i videnskabens verden.

Der er også uenighed med hensyn til den kemiske forurening. Nogle har kaldt dioxin for „det mest giftige af de kemikalier mennesket har fremstillet“. Dette kemiske stof, der i Michael Fumentos bog Science Under Siege (Videnskaben under angreb) betegnes som „blot et uundgåeligt biprodukt ved fremstillingen af visse ukrudtsmidler“, er af andre blevet kaldt „hovedbestanddelen af Agent Orange“.a Stoffet fik sin største offentlige omtale efter Vietnamkrigen. Der blev udkæmpet store juridiske bataljer mellem krigsveteraner og repræsentanter fra den kemiske industri. Begge parter stillede med hold af videnskabelige eksperter med hver deres opfattelse.

Miljøspørgsmål som den globale opvarmning, drivhuseffekten og nedbrydningen af ozonlaget er også i offentlighedens søgelys. Angående de miljømæssige risici for Antarktis rapporterer avisen The Canberra Times: „Undersøgelser foretaget af forskere tilknyttet Palmer Station, en amerikansk videnskabelig base på Antwerpenøen, viser at ultraviolet stråling har forårsaget store skader på de lavere livsformer som plankton og bløddyr, skader som kan forplante sig længere op i fødekæden.“ Men mange andre videnskabelige undersøgelser imødegår tilsyneladende disse påstande og borteliminerer på den måde frygten for nedbrydningen af ozonlaget og den globale opvarmning.

Men hvem har ret? Det virker som om enhver påstand og ethvert arguments troværdighed både kan bevises og modbevises af de videnskabelige eksperter. „Videnskabelig sandhed afhænger mindst lige så meget af tidsånden som af den konklusion man når frem til ad logikkens og ræsonnementets vej,“ siger bogen Paradigms Lost. I sin føromtalte bog Science Under Siege fokuserer Michael Fumento på spørgsmålet om dioxins farlighed med følgende bemærkning: „Vi er alle, afhængigt af hvem vi lytter til, enten potentielle ofre for forurening eller potentielle ofre for grov misinformation.“

Der er dog visse velkendte videnskabelige katastrofer som ikke lader sig bortforklare, katastrofer som videnskaben må stå til regnskab for.

„En tragedie af overvældende dimensioner“

I værket „A Message to Intellectuals“ (Et budskab til de intellektuelle), som blev offentliggjort den 29. august 1948, reflekterede Albert Einstein over videnskabens mindre glamourøse øjeblikke med ordene: „Af smertelig erfaring ved vi at en rationel tankegang ikke er tilstrækkelig til at løse vore samfundsproblemer. Dybtgående forskning og skarpsindigt videnskabeligt arbejde har ofte fået tragiske følger . . . ved at tilvejebringe masseødelæggelsesvåben hvormed menneskeheden kan udslette sig selv. Dette er i sandhed en tragedie af overvældende dimensioner!“

Associated Press har for nylig meddelt: „Storbritannien indrømmer at have foretaget forsøg med bestråling af mennesker.“ Det britiske forsvarsministerium har bekræftet at regeringen i næsten 40 år har udført forsøg hvor man har udsat mennesker for bestråling. Et af disse forsøg drejede sig om afprøvning af en atombombe i Maralinga i Sydaustralien i midten af 1950’erne.

Navnet Maralinga er afledt af et uraustralsk ord der betyder „torden“, og dette isolerede område egnede sig særdeles godt til gennemførelsen af briternes videnskabelige forsøg. Efter den første sprængning lå den euforiske glæde over succesen i luften. I en avis i Melbourne hed det: „Efterhånden som den radioaktive sky forsvandt, kom konvojerne af lastbiler og trucks med soldaterne fra England, Canada, Australien og New Zealand tilbage. De havde overværet sprængningen i skyttegrave der lå blot fem miles [otte kilometer] fra eksplosionsstedet. Og alle smilede. De så ud som om de kom hjem fra en skovtur.“

Chapman Pincher, videnskabelig korrespondent for den britiske avis Daily Express, skrev endda en sang med titlen „Pining for the Mushroom Cloud“ (Længselen efter paddehatteskyen). En minister forsikrede oven i købet offentligheden om at alt var forløbet fuldstændig planmæssigt, og at ingen indbygger i Australien ville være udsat for strålingsfare. Men nogle år senere var smilene stivnet på dem der nu var ved at dø af den bestråling de havde været udsat for. Situationen udløste en lavine af erstatningskrav. Nu var der ingen der ’længtes efter paddehatteskyen’. Maralinga er stadig militært område på grund af strålingsforureningen.

Erfaringen fra De Forenede Staters forsøg med atomprøvesprængninger i Nevada er stort set den samme. Nogle mener at det er et politisk spørgsmål, ikke en videnskabelig fadæse. Robert Oppenheimer, der havde ansvaret for fremstillingen af den første amerikanske atombombe i Los Alamos i New Mexico, har sagt: „Det er ikke videnskabsmandens opgave at afgøre hvorvidt en brintbombe skal bruges. Det ansvar ligger hos det amerikanske folk og dets folkevalgte repræsentanter.“

En anden tragedie

Efter Anden Verdenskrig begyndte den medicinske brug af blodtransfusion som standardbehandling. Lægevidenskaben hyldede denne behandling som livreddende og risikofri. Men aids rystede den medicinske verden ud af selvtilfredsheden. Det man troede var en livreddende væske, viste sig pludselig i nogle tilfælde at være en dræber. Lederen af et større hospital i Sydney i Australien har til Vågn op! udtalt: „I årtier har vi transfunderet en væske som vi vidste meget lidt om. Nogle af de sygdomme den kunne være bærer af, havde vi ikke engang kendskab til. Og vi ved stadig ikke hvilke andre sygdomme vi muligvis overfører når vi giver blodtransfusion, for man kan ikke teste for noget man ikke kender.“

Behandling af ufrugtbare kvinder med væksthormon har givet anledning til en meget sørgelig sag. Disse kvinder, som ønskede at give deres tilværelse mere indhold ved at få et barn, betragtede denne behandling som en velsignelse. Nogle år senere døde flere af dem mærkeligt nok af Jakob-Creutzfeldts sygdom, en lidelse karakteriseret af degeneration af patientens hjernevæv. Blandt børn som på grund af hæmmet vækst blev behandlet med det samme hormon, begyndte der også at ske dødsfald. Da sagen blev undersøgt, viste det sig at forskerne havde udvundet væksthormonet af døde menneskers hypofyser. Nogle af ligene har åbenbart været smittebærere af det virus der forårsager Jakob-Creutzfeldts sygdom, og på den måde er større portioner af væksthormonet blevet inficeret. Den omstændighed at nogle af de behandlede kvinder nåede at fungere som bloddonorer inden symptomerne på deres sygdom havde vist sig, gør kun historien endnu mere tragisk. Da der ikke er nogen mulighed for at teste blodet for indhold af dette farlige virus, frygter man at det nu befinder sig i nogle af blodbankernes blodforsyninger.

Al videnskabelig forskning er forbundet med en vis risiko. Det er derfor ikke så mærkeligt at videnskaben, som bogen The Unnatural Nature of Science (Videnskabens unaturlige natur) siger, „bliver betragtet med en blanding af beundring og frygt, håb og fortvivlelse [og] opfattet som kilden til mange af det moderne industrialiserede samfunds problemer såvel som kilden hvorfra man kan hente løsningen på disse problemer“.

Men hvordan kan vi mindske risikoen for vort eget vedkommende? Hvordan kan vi bevare et ligevægtigt syn på videnskaben? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 6]

En minister hævdede at der ikke ville være nogen strålingsfare

[Tekstcitat på side 7]

Forsøgsstedet Maralinga er strålingsforurenet

[Tekstcitat/illustration på side 8]

„Det er ikke videnskabsmandens opgave at afgøre hvorvidt en brintbombe skal bruges.“ — Robert Oppenheimer, fysiker

[Kildeangivelse]

Hulton-Deutsch Collection/Corbis

[Tekstcitat/illustration på side 9]

„Af smertelig erfaring ved vi at en rationel tankegang ikke er tilstrækkelig til at løse vore samfundsproblemer.“ — Albert Einstein, fysiker

[Kildeangivelse]

U.S. National Archives photo

[Kildeangivelse på side 5]

Richard T. Nowitz/Corbis

[Kildeangivelse på side 8, 9]

USAF photo

Hvordan reagerer du på videnskabens udtalelser?

NYE sygdomme og sygdomme af ældre dato som dukker op igen, er en udfordring for videnskaben. Folk der i desperation søger efter en virksom behandling af deres sygdom, lytter opmærksomt når videnskaben taler. Frygten for at dø gør mange ivrige efter at prøve den nyeste mirakelmedicin, og ofte tænker man kun lidt på behandlingens konsekvenser på længere sigt.

I mange tilfælde har videnskaben hjulpet patienter til at opnå en bedre livskvalitet. Det er bemærkelsesværdigt at man har udviklet kirurgiske behandlingsmetoder der eliminerer behovet for at bruge blodtransfusion, som er en risikobetonet behandling. Videnskaben og teknologien har sat menneskeheden i stand til at opnå forbløffende resultater. Det der engang var science fiction, er nu en realitet. Det er dog ikke al videnskab der udspringer af et uselvisk ønske om at tilgodese menneskehedens presserende behov.

Hvem er det der udtaler sig?

Som tidligere nævnt er en stor del af videnskaben kommerciel, understøttet af magtfulde interessegrupper. Af den grund bør man før man drager sin konklusion eller bliver begejstret for en eller anden ny videnskabelig opdagelse, spørge sig selv: „Hvem er det der udtaler sig?“ Lær at gennemskue hvem der står bag. Det er ingen hemmelighed at nyhedsmedierne til dels lever af sensationer. Nogle aviser skyr ingen midler i deres bestræbelser for at fremme salget af deres blad. Selv nogle af de mere respektable dagblade tillader sig af og til at spille på sensationerne.

Ofte eksisterer der et had-kærlighedsforhold mellem videnskaben og nyhedsmedierne. Medierne kan bibringe videnskaben et godt image. Men „forskere prøver ofte at kontrollere pressens udtalelser ved at afslå at lade sig interviewe medmindre de får lejlighed til at se og korrigere journalistens artikel før den bliver offentliggjort. Af frygt for censur udøvet af selvisk motiverede videnskabsmænd er journalister ofte tilbageholdende med at vise deres artikler til forskerne selv om de ofte lader dem bekræfte at detaljerne er nøjagtige.“ Sådan skriver Dorothy Nelkin i sin bog Selling Science (Videnskab til salg).

Derefter refererer hun til eksempler der bekræfter hendes udtalelse: „Presseomtale af nye videnskabelige fremskridt har en tendens til at vække håb hos fortvivlede mennesker. . . . Patienter opsøger deres læge med det nyeste nummer af et populært tidsskrift og forlanger at få den nyeste behandling.“ Dorothy Nelkin henviser til et eksempel hvor en journalist spurgte formanden for International Task Force on World Health and Manpower „om han troede at medicinmænd kunne administrere behandlingen med lægemidler i Afrika“. Han svarede at det „kunne de formentlig eftersom de nød så stor tillid i befolkningen“. Avisoverskriften næste dag lød: „FN-ekspert ønsker flere medicinmænd!“

„Desværre ser det i dag ud til at flere og flere stoler blindt på avisernes og ugebladenes oplysninger om aktuelle videnskabelige resultater,“ siger Dorothy Nelkin. Og for mange der ikke læser så godt eller ikke bryder sig om at læse, bliver fjernsynet den vigtigste informationskilde.

Bevar et ligevægtigt syn på videnskaben

Trods de videnskabelige triumfer som har været til gavn for menneskeheden, må vi ikke glemme at videnskabsmænd kun er mennesker. De er ikke upåvirkelige af fristelser og korruption. De har ikke altid ædle motiver. Videnskaben har sin berettigelse i samfundet, men den er ikke en ufejlbarlig ledestjerne i en verden der bliver mere og mere formørket.

Tidsskriftet Speculations in Science and Technology bemærker: „Videnskabens historie viser at uanset hvor majestætiske dens foregangsmænd tager sig ud, kan de stadig begå fejl.“ Nogle af dem begår endda særdeles mange fejl.

Af de grunde der er nævnt i denne og de foregående artikler, vil det være uklogt af kristne at lade sig involvere i videnskabelige stridsspørgsmål eller gøre sig til fortalere for videnskabelige teorier der ikke er bevist. Nogle kunne for eksempel føle sig overbeviste om at elektromagnetisme er farlig. I den bedste hensigt begynder de måske at opfordre andre til at skille sig af med deres mikrobølgeovn, deres elektriske tæppe og lignende. Alle har naturligvis lov til at træffe deres eget valg uden at blive kritiseret af andre. Men de der har en anden opfattelse, har selvfølgelig krav på den samme valgfrihed. Det er derfor klogt at undgå at sprede sensationer. Der findes mange usædvanlige påstande som indtil nu hverken er bevist eller modbevist. Hvis nogle af den slags påstande i sidste ende viser sig at være ubegrundede eller direkte forkerte, vil de der har gjort sig til fortalere for dem, ikke alene tage sig tåbelige ud, men også uforvarende kunne have påført andre skade.

Forsigtighed nødvendig

Hvordan skal en kristen reagere på sensationsprægede videnskabelige nyheder i medierne? For det første: Undersøg om nyheden er objektiv eller ensidig. Med hvilket motiv er den blevet offentliggjort? For det andet: Læs hele artiklen. Den sensationsprægede overskrift svarer måske slet ikke til artiklens indhold. For det tredje, og det er det vigtigste: Find ud af hvilken baggrund forfatterne har. Taler de sandt? Har de skjulte motiver? — Romerne 3:4.

Hvis nogle betragter videnskabsmænd med en vis skepsis, kan man roligt sige at det er forskernes egen skyld. Nogles troværdighed som videnskabsmænd der objektivt og neutralt søger efter sandheden, er blevet temmelig blakket. Den kundskab videnskaben har skaffet os om den verden og det univers vi lever i, rummer spændende perspektiver. Nogle forudsigelser om en ny og bedre verden baseret på videnskaben giver imidlertid snarere anledning til frygt og bekymring end til håb.

Fra nogle eksperter lyder der faretruende advarsler om mulige fremtidige katastrofer. Vinderen af Nobels fredspris, den britiske fysiker Joseph Rotblat, gav udtryk for sine betænkeligheder på følgende måde: „Jeg er bekymret for at nye videnskabelige fremskridt vil resultere i nye masseødelæggelsesvåben som måske er endnu lettere tilgængelige end kernevåben. I betragtning af den skræmmende udvikling på genteknologiens område er genteknologi bestemt én af de realistiske muligheder.“ Professor Ben Selinger fra Australian National University har om de problemer han kan forudse, sagt: „Så vidt jeg kan bedømme, vil den næste krise sandsynligvis opstå inden for genteknologien, men hvordan, hvornår og i hvilken forbindelse ved jeg ikke.“

Guds ord, Bibelen, er derimod et sikkert og pålideligt ’lys på vor sti’. Det viser os vej til en tryg og fredelig fremtid med sundhed og global enhed på en renset jord under Guds rige. — Salme 119:105; Åbenbaringen 11:18; 21:1-4.

[Ramme på side 11]

„Mytens altoverskyggende magt“

I de seneste år har nogle forskere sået alvorlig tvivl angående troværdigheden af Charles Darwins udviklingsteori. Det gælder især molekylærbiologer.

I bogen Evolution: A Theory in Crisis skrev biologiforskeren Michael Denton: „Opstillingen af Darwins teori som en indlysende selvfølgelighed har medført at de problemer og indvendinger Darwin så ihærdigt prøvede at løse og imødegå i Arternes Oprindelse, er blevet gemt helt væk. Meget afgørende problemer som de manglende overgangsformer mellem menneskelignende aber og mennesket eller vanskelighederne ved at forestille sig hvordan forbindelsesleddene mellem de forskellige livsformer har set ud, bliver stort set aldrig debatteret, og selv de mest komplicerede tilpasninger tilskrives naturlig udvælgelse, uden at der bliver givet rum for den mindste tvivl.“

Michael Denton fortsætter: „Mytens altoverskyggende magt har skabt den udbredte illusion at udviklingslæren stort set blev bevist for hundrede år siden . . . Intet kunne være fjernere fra sandheden.“ — Side 77.

„Dersom man kunde paapege et eller andet sammensat Organ, som umuligt kunde være bleven dannet ved talrige paa hinanden følgende smaa Modifikationer, vilde dette absolut omstyrte min Teori.“ — Arternes Oprindelse af Charles Darwin, udgivet af Jørgen Paludans forlag, 1981, side 222.

„Efterhånden som antallet af uforklarlige, irreduktibelt komplekse biologiske systemer øges,a vokser vores forvisning om at Darwins eget kriterium for at hans teori kunne være forkert, er blevet opfyldt i så høj grad som det videnskabeligt lader sig gøre.“ (Darwin’s Black Box — The Biochemical Challenge to Evolution af Michael J. Behe, side 39-40) Med andre ord rejser de nyeste opdagelser inden for molekylærbiologien alvorlig tvivl om troværdigheden af Darwins teori.

„Resultaterne af de kumulative bestræbelser for at undersøge cellen — for at undersøge liv på det molekylære plan — er et klart og tydeligt vidnesbyrd om at den er udtænkt og udformet, at den er et resultat af ’design’. Konklusionen er så utvetydig og klar at den må regnes for en af de største landvindinger i videnskabens historie. Opdagelsen ligger på linje med dem der blev gjort af Isaac Newton, Albert Einstein, Antoine-Laurent Lavoisier, Erwin Schrödinger, Louis Pasteur og Charles Darwin. Erkendelsen af at livet er udtænkt og udformet forstandsmæssigt, er lige så betydningsfuld som erkendelsen af at jorden drejer rundt om solen.“ — Darwin’s Black Box, s. 232-33.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 10]

Kristne undgår klogeligt diskussioner om muligheden for at der er liv på andre planeter eller elektromagnetismens formodede virkninger

[Kildeangivelse]

NASA photo/JPL

NASA photo/JPL